Næste vin – Mason Pinot Nero fra Weingut Manincor i St. Josef am See i Kaltern lige ved Lago di Caldaro – er også biodynamisk, men har smukke burgundiske træk ved mundvigene, som vender totalt opad.
Weingut Manincor er grundlagt i 1991 af grev Michael Goëss-Enzenberg og hustruen Sophie, men selve ejendommens historie går langt tilbage, nemlig til 1608, hvor den blev bygget af Hieronymus Manincor … en forfader til grev Michael langt tilbage.
Michael Goëss-Enzenberg overtog driften fra sin onkel var der ingen egenproduktion, idet druerne blot blev solgt til kooperativerne i henholdsvis Kaltern og Terlan.
Siden overtagelse er driften dog lagt fuldstændig om, og der er bygget en ny, moderne og underjordisk vinkælder, mens hele produktionen er omlagt til fuld bæredygtighed og herunder altså også certificeret biodynamisk drift.
Vingården har også både jordvarme- samt biomasseanlæg og er CO2 neutral … bruger simpelthen hverken gas eller olie. Udover vinproduktionen produceres der også frugt og honning på gården … og så laver de faktisk også selve egefadene til lagring af vinene.
De har omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på markerne Manincor, Lieben Aich, Campan, Mazzon Leiten samt Panholzer og Keil. Det giver basis for en lang række vine, som sælges under Manincor navnet.
I kælderen følges månens cyklus og man benytter tyngdekraften når vinen skal veksle mellem de tre plan. Således undgår man pumper, der kan beskadige drueskaller og sten. Der foretages i øvrigt ingen filtrering.
To tredjedele af de hvide vine og alle de røde vine fremstilles med naturligt forekommende gærceller. Åbne gæringskar benyttes til rødvinsproduktionen. De hvide vine gærer og lagres på store ovale fade med en størrelse på mellem 12–30 hektoliter. Hver mark vinificeres og lagres for sig og der arbejdes både med vine på enkeltdruer og blends.
Denne Mason Pinot Nero er lavet med druer fra marker ved Mazzon i 400-450 meters højde, men grev Michael kalder Mazzon for Mason … for at skilde sig lidt ud. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.
Det er Manincors topvin på Pinot Nero, der er en selektion af druer fra de ældste og mest velpositionerede planter fra 4 hektar vinmarker med Pinot Nero i Mazzon. Jorden er ler og sandholdig og fyldt med gnejs, granit, porfyr og eroderet dolomit.
Druerne fra forskellige parceller vinificeres separat med 14 dages maceration i åbne gæringskar, udelukkende ved brug af de naturlige gærceller på druerne. Vinen lagres 12 måneder på barriques, heraf 25% nye barriques.
Sikke en næse … både bondsk og let, luftig, krydret med blåbær, kirsebær, jordbær, blommer og en vis modenhed i frugten, hvilket så suppleres med marcipan, violer, roser, chokolade, blæk, kul og lidt lakridsrod. Der er virkelig Pinot Noir lethed over vinen, og satans elegant på en bondsk, lys og let facon.
Uha … det smager vildt godt. Det er en luftig vin med vinger, hindbær, jordbær, jern og blid balanceret. Med lidt luft i glasset viser vinen også ren og stringent syre med lidt vanilje og klart nogle burgundiske træk. Det er vildt, balanceret og let. WOAW.
Importeres af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.
Vinanmeldelse 6/7