Tag-arkiv: Barolo

Barolo er en appellation i Piemonte og måske en af verdens bedste og mest kendte appellationer. Intet kan måle sig med god Barolo vin og derfor siges det også, at Barolo er vinenes konge og kongernes vin.

Barolo laves selvfølgelig på ren Nebbiolo, som skal komme fra marker i et lille område omkring 11 kilometer syd for Alba i hele eller dele af de 11 små kommuner Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba, Cherasco, Diano d’Alba, Grinzane Cavour, La Morra, Roddi,  Monforte d’Alba, Novello og Verduno i Cuneo provinsen.

Dette område omfatter omkring 1.700 hektar vinmarker og den årlige produktion ligger på cirka 10 millioner flasker Barolo … som jo i øvrigt har sit  velklingende navn fra landsbyen Barolo.

2000 Parusso, Barolo Bussia Riserva XX, Piemonte, Italien

2000 Parusso, Barolo Bussia Riserva XX, Piemonte, ItalienGuilia fortalte, at jeg var heldig med mit besøg, idet de netop havde åbnet en ældre topvin, som slet ikke er frigivet endnu … en Barolo Bussia Riserva, som de planlægger at frigive i 2021 i forbindelse med, at Parussos 50 års jubilæum. Indtil nu har de blot kaldt vinen Barolo Bussia Riserva XX og den har heller ingen etiket endnu.

Den er lavet på samme måde som de foregående Barolo’er, så ingen forskel der, men den er blot lagret på flaske i – indtil videre – næsten 17 år. Og så skulle man jo forvente, at den i glasset vil være endnu mere orange/brun end foregående 2010’er?

Men det er ingenlunde tilfældet, for i glasset er vinen slet ikke brun, men faktisk nærmest samme farve, som de tidligere 2015’ere, endda lidt mørkere. Næsen har alt det, som er essensen af Barolo, lys og moden frugt, lyse blommer, gravet læder, rosenblade, tobak, gammelt træ, eg, fennikel og lakrids. WAUW.

Og gud hvor er det blødt, det er blødt i blødt, fløjl, lys moden frugt, æterisk og luftig, svag og velkomponeret syre, runde tanniner … fuck dette er en perfekt vin og flere ord ikke nødvendigt. Houlberg sidder foran Guilia og nyder det bedste glas vin på hele turen so far.

Vinen er ikke frigivet endnu, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 7/7 

2010 Parusso, Barolo Bussia Riserva Oro, Piemonte, Italien

2010 Parusso, Barolo Bussia Riserva Oro, Piemonte, ItalienMed de sidste to Barolo’er fra Parusso, så kom der også lidt alder på. Den ene var denne Barolo Bussia Riserva Oro fra 2010, som i øvrigt er en fantastisk årgang i Piemonte.

Det er da heller ikke en vin, som Parusso laver hvert år, men alene i de bedste årgange, og Guilia fortalte, at denne havde de planlagt først at frigive i dens 10 år fra høsten, men normalt lagrer den mindst 5 år på flaske efter vinificeringen, som i øvrigt er fuldstændig identisk med de foregående Barolo’er, altså bl.a, med 18 måneders lagring på barriques.

Det er imidlertid en meget moden – også for overmoden – duft for den gode vinblogger, så dermed lever duften bestemt op til farven i glasset … meget lys og brun i farven. Der er hengemt blomstervand over duften, men aromaen bliver på en eller anden måde alligevel dragende efter et stykke tid. Der er lidt jord, skovbund, svampe og champignon, overmodne lyse blommer, dekadent forfald … og den dufter som om, at den har sine bedste stunder bag sig.

Imidlertid smager den langt bedre end duften … det er silkeblødt som nervøs velour med modne og overmodne blommer, lyse bær, trøfler, meget zen og smuk. Det er klart smagen, som redder denne Barolo Bussia Riserva Oro, for duften er multo speciel.

Guilia fortalte, at vinen måske i øjeblikket er nede i en dal for senere at blive mere frisk igen. Sådan har mange Barolo’er det, hvilket jeg skulle få at se, dufte og smage med den sidste vin.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2006 koster 1.095 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienBussia marken regnes klart som den bedste af Parussos marker, og nu var turen kommet til deres Barolo Bussia … igen i samme årgang 2015 som de foregående Barolo’er.

Det er den vin, som jeg faldt pladask for ved Mr Rubys store Barolo Terroir smagning tilbage i maj måned, men blot i en årgang 2013.

Parusso vinstokke på Bussia er lidt ældre end på de øvrige marker, nemlig mellem 15-50 år, men ellers er vinen lavet som de forrige, altså med 10 dages maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder i barriques med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Denne flaske Barolo Bussia var – modsat de øvrige Barolo’er jeg smagte – lige åbnet, da jeg fik den i glasset og næsen var da også lidt mere utilgængelig end de øvrige. Den er klart mere blomsterrig og parfumeret end de øvrige, lidt til den feminine side og samtidig meget animalsk. Der er lys, moden og syrlig frugt, lyse kirsebær, jordbær, læder, medicinskab og har samtidig langt mere dybde.

Smagen har også mere bund, men fortsat på en blid, cremet og blød facon. Jeg er atter overrasket over Parusso … at en Barolo 2015 kan være så blød og imødekommende allerede nu. Med lidt luft i glasset åbner vinen sig mere op … fine tanniner, silkeblød, forførende og mild. Det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2013 koster 654 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, ItalienVi fortsatte i det dejlige Barolo spor og næste vin Guilia hældte i vinbloggerens glas var lidt af Parussos Barolo Mosconi.

Druerne kommer nemlig fra husets parcel på Mosconi marken, der lige ligger en anelse længere mod sydvest lige nedenfor Ginestra marken, hvor jorden også er lidt mørkere og har mere ler og kalksten.

Igen er vinen lavet som de forrige, altså med tørring af klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, men anvendes alle i vinen. Vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Igen masser af gentagelse fra de forrige Barolo’er, men Mosconi er lidt mere rustik, lidt mørkere og mere maskulin med nogle lidt mere ristede noter, kaffe, chokolade oveni lyse, lette og modne bær, sorte kirsebær, salvie, rosenblade og tør jord.

Smagsmæssigt er det også et tak op i styrke … mere kraftig, maskulin og mørk, men fortsat en ren, direkte og let moden frugt, lidt mere fyldig og tanninerne også en tak mere markante, så det er helt sikkert en vin, som bør få nogle år i kælderen.

Forhandles af KB Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården kostede vinen 66€ … svarende til 492 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Parusso, Barolo Mariondino, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mariondino, Piemonte, ItalienAf de 3 enkeltmarks Barolo’er fra Parusso, så blev jeg vist mest overrasket og forelsket i denne Barolo Mariondino, selvom Mariondino marken slet ikke er så berømt og hypet som fx Bussia eller Mosconi.

Mariondino ligger nærmest ovenfor Parusso vingården og hører under Castiglione Falletto. Det er en af de få Barolo marker, som har en undergrund, som er præget af sandbund og det betyder normalt mere frugt og finesse, og dermed er vinene fra Mariondino er ikke helt så fede og dybe som vinene fra fx Bussia, hvor der er meget mere ler i jorden.

Druerne høstes selvfølgelig med håndkraft og derefter tørres klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning.

Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

I næsen er Barolo Mariondino klart mere feminin og let end den foregående almindelige Barolo, selvom der selvfølgelig er nogle af de samme elementer. Der er lys, luftig og moden frugt, kirsebær, lyse blommer, tørrede rosenblade, mineraler og salt. Der er lidt mere aftryk fra egefadene med kanel og vanilje, men det mest fascinerende er den lækre æteriske lethed.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, rund, blid, let, luftig og igen i en lidt moderne stil … samtidig lys, let og feminin elegant. Det er fortsat en meget ung vin endnu, men smager overraskende godt allerede nu. Tanninerne er lidt tydeligere end foregående, fin syre, let balsamisk, Houlberg er glad og giver 6 fede fingre med pil op.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 420 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, ItalienJeg smagte 6 forskellige Barolo’er hos Azienda Agricola Parusso og jeg startede selvfølgelig med deres almindelige Barolo DOCG, hvor druerne kommer fra forskellige vinmarker i Monforte d’Alba og Castiglione Falletto.

Drueklaser tørres 3-5 dage, hvor stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning. Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Næsen er både herlig landlig og moden … god dybde, læder, lyse og modne bær, kirsebær, hindbær, røget eller modnet kød, balsamiske noter, mineraler, blomster, roser, salvie, en lille sødme, tør jord … virkelig elegant og modent.

Smagen er også rund og blød. Det er en venlig og lidt moderne, pleasende Barolo, som fortsat er ganske ung. Det er friske kirsebær, moden lys frugt, lidt præg fra egefadene, røg, blomster, pæn fylde, blide tanniner, fin balance og det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide

Familiens sommerferie ved Lago di Garda var suppleret med et lille vinøst frikvarter for familiens mandlige overhoved aka den flittige houlbergske vinblogger. Det var selvfølgelig behørigt godkendt af den fruelige überboss – og bestod af et par dage i Monforte d’Alba nærmest i hjertekulen af Barololand.

Et par dage med vino på hovedmenuen, hvor jeg kunne lade min totalt alkoholiserede, drikfældige, deliriske og forfaldne nebbiolokrop forsumpe endnu et par promiller.

Jeg havde dog – hvis ret skal være ret – anvendt de medbragte løbesko – og tilhørende løbetøj – et par gange langs søbredden ved forrige destination, således vinbloggeren stod bare nogenlunde skarp i mødet med de dygtige druelandmænd i Italiens nok mest spændende og dyreste vinområde.

Inden afrejsen fra Danmark havde jeg fastlagt og aftalt de 3 besøg, som var indlagt på farmands lille timeout-skema fra den ordinære ferie … alle forholdsvis tæt på hotellet Il Grappo d’Oro, som var valgt som militært hovedkvarter aka headquarter for den houlbergske vinøse mission.

Il Grappo d’Oro var et perfekt udgangspunkt placeret centralt på torvet i Monforte d’Alba med et strategisk – og betagende – udsyn til hele området og de smukke vinmarker. Herfra kunne jeg besøge tonsvis af producenter. Familien var småtrætte, men havde wifi og var tilfredse, så Houlberg dampede afsted.

De udvalgte vinhuse til dagens tur var Parusso kl. 9.00, Réva kl. 11.00 samt Conterno Fantino kl. 14.30. Så derfor troppede jeg som første stod punktligt op hos Azienda Agricola Parusso, der ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vejen mod Castiglione Falletto, faktisk næsten lige i trekanten mellem de 3 marker Marriondino, Rocche di Calstiglione og Bussia.

Porten var – som hos mange af producenterne i området  – lukket, men et par kluntede houlbergske gloser i samtaleanlægget om, at jeg da vist havde en aftale, virke tilsyneladende fint, for de store jernlåger gled langsomt op ind til det forjættede land.

Jeg havde booket min aftale hos Parusso med Denis Bottocin, men det blev i stedet den søde – og smukke – Giulia Parusso, som modtog mig i døren og skulle guide mig igennem alle husets vine. Mit held.

Giulia er datter af Tiaziana Parusso, som sammen broderen Marko Parusso driver det fabelagtige vinhus, som står bag den 2013 Barolo Bussia, som endte i toppen ved Mr Rubys fine, store Barolo terroir smagning tidligere i år, hvor der blev battlet mellem vine fra 3 terroirs … Cannubi, Bussia og Ravera.

Sjovt nok, så skulle netop Mr Ruby aka Jacob også besøge Parusso … blot dagen efter mit besøg.

Historien

Vinhuset Parusso er reelt startet i 1901, hvor Gaspare Parusso købte sin første parcel Sori dla Seira på vinmarken Mariondino, hvor han startede med at plante lidt Nebbiolo … og druerne solgte han til venner og de lokale kooperativer, idet den primære drift på gården var svineproduktion samt lidt almindelige afgrøder, ferskner og anden frugt.

Han gemte dog altid lidt druer, som han producerede lidt vin af … men det var nu udelukkende til familiens eget brug. Selve vingården købte Gaspare  i 1925 … tæt på parcellen ved Mariondino marken med en smuk udsigt udover Rocche marken.

Det var imidlertid Gaspares søn Armando, som så et større potentiale i vingården og i 1971 startede med selv at lave og sælge deres vine under Parusso familienavnet.

Han begyndte langsomt at omdanne driften fra almindelig landbrug til vinavl og -produktion. Han opkøbte flere parceller på både Bussia og Mosconi markerne for at udvide produktionen. Og det varede heller ikke længe inden, at han fik hjælp fra 3. generation i form af sønnen Marco, som allerede i en ung alder blev interesseret i vinproduktion.

Marco Parusso startede med at arbejde fuld tid i vineriet i 1986 efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog i Alba. I dag driver Marco vingården sammen med søsteren Tiziana.

Det er Marco, som har udviklet vinhuset fra et lille lokalt vineri til et af de mest respekterede navne i hele Barolo. Og næste generation er også på vej ind i foretagendet … i hvert fald hjælper Tiazianas datter Giulia også til og ved alt om vinhuset og produktionen af vinene.

Samlet driver familien 28 hektar vinmarker, hvoraf de 18 hektar er egne marker, mens de sidste 10 hektar er via lejeaftaler. Markerne er fordelt på de tre marker Bussia og Mosconi i Monforte d’Alba samt Mariondino i Castiglione Falletto. På Bussia marken er det parcellerne Vigna Rocche og Vigna Munie.

Det giver basis for en årlig produktion på omkring 130.000 flasker vin, som er fordelt på et par hvidvine, 7 Barolo’er, et par Barbera vine samt selvfølgelig også en Dolcetto og Langhe Nebbiolo. Alt produceres på ejendommen, som Gaspare købte i 1925, men ejendommen er siden renoveret og udvidet betydeligt.

Parusso er én af de producenter, som udover at arbejde meget traditionelt i vinkælderen, også arbejder meget moderne markerne, som er inddelt i mikrozoner efter undergrund og beliggenhed. Og hver zone passes så individuelt … både omkring beskæring og organisk gødning.

Alt dyrkes økologisk og Parusso lader også græsset gro imellem vinstokkene, hvilker – efter deres vurdering – hjælper planterne med at blive sunde, stabile og modstandsdygtige over for sygdomme.

Smagningen sammen med Giulia

Vi startede mit besøg hos Parusso i det gamle smagelokale, hvor alle husets vine er linet op. Jeg blev enig med Giulia om, at jeg – en smule uhøfligt og imod mine principper – sprang deres Dolcetto og Barbera vine over, således jeg smagte de hvide samt deres Nebbiolo vine.

Jeg havde jo en bagkant, da jeg skulle være hos Réva kl. 11.00 og jeg vidste, at Parusso laver 6-7 Barolo’er. Samtidig ville jeg også gerne nå en rundvisning i vinkælderen, hvis det var muligt.

Det var helt fint med Giulia, som derfor startede med at servere mig det første glas … en Spumante Metodo Classico Brut og lidt en specialitet, som er lavet på ren Nebbiolo.

Samlet kom mit smageprogram til at se sådan her ud:

Giulia var den sødeste værtinde og hun fortalte om vinhuset, historien, produktionen og alle vinene. Jeg nåede samtidig at få noteret smagsnoter på alle vinene, så jeg har  derfor linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Giulia viste mig også gamle fotos af familien og gården, der i mange, mange år fungerende som et almindeligt landbrug. Giulia fortalte, at hendes farfar Armando i 1950 havde 70 svin, som dengang var gårdens primære aktivitet.

Hun viste mig også et par gamle flasker Barolo, som hendes farfar havde lavet … en årgang 1967 og 1971. Dengang hed vingården også Armando Parusso.

Jeg var meget imponeret af vinene … deres almindelig Langhe Nebbiolo er fantastisk, men selvfølgelig er Barolo’erne en klasse over. Jeg faldt nok mest for deres Barolo Mariondino, som virkelig er let, feminin og så blød, mens Bussia – lige åbnet – lige skulle luftes lidt, men også smager monstergodt.

Heldigt for mig, så havde de lige dagen før åbnet en 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som bare var spillevende og helt perfekt. En lille tår gulddråber af første karat. Det er planen, at vinen skal frigives næste år … 20 år efter høsten og Riserva XX er indtil videre udelukkende det midlertidige navn på vinen.

En 2010 Bussia Riserva imponerede mig ikke så meget, men Guilia fortalte, at vinen har en kurve … nærmest som et U, hvor den først er fin i starten, så har en periode, hvor den slet ikke performer og så igen bliver mere frisk derefter. Det var deres 2000 Barolo Bussia Riserva XX et godt eksempel på.

Giulia fortalte mig en af hemmelighederne ved Parussos bløde Barolo’er. Marco Parusso gør nemlig det, at han efter høsten af druerne ligger alle klaserne til tørre i store kasser … blot lige 3-5 dage i de kølige kældre.

Dermed tørrer stilkene en smule og ændrer farve fra grøn til brun, hvormed nogle af de værste bitterstoffer forsvinder. Druerne tager ikke skade af de korte tørring. Ved vinifikationen anvendes fortsat de hele klaser, men de nu brune stilke giver vinen et mer’ rundt og blødt udtryk.

Til sidst valgte jeg et par vine, som jeg måtte ha’ med hjem, og fik klaret betalingen. Derefter gav Giulia en lille rundvisning i vinkælderen.

Rundvisningen

Vi tog elevatoren ned i kælderen, hvor vi så det mest af selve produktionslokalerne. Vi så de store ståltankene til vinificeringen, plastkasser til den korte tørring af drueklaserne.

Vi så de mindre vandrette gæringstanke, hvor der er en snegl i bunden af tankene samt den store kælder til lagring af vinene på både barriques og egefade.

Generelt var kælderen langt større end jeg havde forventet, for der var virkelig mange egefade. Undervejs fortalte Giulia videre om vinene og arbejdet i vinkælderen.

Samlet blev det et virkelig kongebesøg … så stor tak til Giulia for en fremragende smagning og den store gæstfrihed. Parusso er bestemt et besøg værd, hvis du kommer på de kanter … alternativt, så forhandles vinene herhjemme af KB vin.

Vi slutter med et par yderligere billeder fra rundvisningen.

Her forenden af den aflåste gang kan man se, hvordan undergrunden er på marken ved vingården.

2013 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienJeg elsker ugler … de er mystiske og et symbol på klogskab. Jeg har endda selv en tattoo med bl.a. en ugle på min ene skulder. Derfor drages jeg også automatisk af sidste Barolo Ravera fra vinhuset Réva, for den har netop en ugle på etiketten.

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i retning mod Dogliani i meget smukke omgivelser … godt gemt i en dal, hvor vingården også har sine vinmarker. Det er en gammel vingård, som kan dateres tilbage til 1867, men vinhuset blev i 2010 overtaget af nye ejere, som har skabt Réva.

Vinhuset drives af Gianluca Colombo, en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på marker Ravera i Novello, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

De 4 hektar er Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon … og alle markerne drives økologisk.

Denne Barolo Ravera er lavet i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i 30-35 dage, mens den malolaktiske gæring sker på 80% østrigske egefade og 20% i brugte barriques. Derefter lagrer vinen 24 måneder i store egefade. Der laves årligt 4.500 flasker af denne vin.

Næsen er luftig med æteriske olier, grønt blade, stikkelsbær, lidt brændt plastik – men på en god måde – lyse blommer, jordbær, violer, roser, grafit, anis og en nærmest svævende syre.

Smagen er ganske frugtrig, klart til den lysere side, meget ren og blød, klar med lidt jernholdige noter. Der er lidt peber, tobak, ribs, syrlige kirsebær og læder. Smuk Barolo … som bestemt ikke er ugleset af jeres flittige vinblogger, så 5½ fjer med pil op.

Forhandles af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Elvio Cogno, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 Elvio Cogno, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienNæste vin var en Barolo Revara, som kommer fra vinhuset Azienda Agricola Elvio Cogno, der netop ligger på toppen af Bricco Ravera bakken nær Novello i Langhe.

Familien Cogno drev egentlig restauranten Ristorante dell’Angelo i La Morra, men havde også gennem generationer – som mange andre i området – haft marker med vinstokke. Imidlertid besluttede Elvio Cogno, at han ville producere nogle vine fra deres vinmarker og servere vinene i restauranten.

Det blev så vellykket, at Elvio ved udgangen af 1950’erne – med støtte fra en forretningspartner – besluttede at forlade restaurationsbranchen og producere vin på fuld tid.

Han indgik derfor en aftale med vinhuset Marcarini, og de startede sammen med at lave vine, hvilket endte med, at Elvio i 1961 lavede sin første Barolo, som han i 1964 flaskede og solgte … hvilket blev under navnet Cogno-Marcarini og navnet på marken Brunate.

Frem til slutningen af 1980’erne arbejdede han samme med Marcarini, men besluttede så, at det var tid at tage en anden vej. Han havde altid haft en drøm om, selv at lave vin … at producere en usædvanlig Barolo med al den erfaring, omsorg og opmærksomhed, som han gennem sit liv havde lært som både restauratør og vinmager.

Så i 1990 købte Elvio Cogno så vingården Cascina Nuova i Ravera. Den store vingård ligger lige neden for byen Novello med fint udkig til byens slot og klokketårne … samt Alperne i horisonten.

Sammen med datteren Nadia og hendes mand Valter Fissore, så startede Elvio Cogno så deres nye vinhus med 11 hektar vinmarker, og den første høst foretog de allerede i 1991 … ren Nebbiolo, som kan anvendt til deres første vin Barolo Ravera, som blev sendt på markedet i 1994. Men allerede i 1996 gik Elvio på pension, så siden har svigersønnen Valter Fissore stået for driften.

De 11 hektar vinmarker er fordelt på 4 marker, nemlig Cascina Nuova, Bricco Pernice, Ravera og så Vigna Elena … sidstnævnte opkaldt efter Valter og Nadia datter. I kan i øvrigt se familien på billedet ovenover.

Vinene fra Elvio Cogno har i de seneste år fået fremragende anmeldelser af bl.a. Wine Spectator, Parkers Wine Advocate, James Suckling, Antonio Galloni, Wine & Spirits Magazine, Gambero Rosse og mange flere.

Vores hjemlige Søren Frank giver huset 5 stjerner og beskriver Elvio Cogno som ny-traditionalist, hvis vine er produceret i den lyse og saftige stil iblandet Serralunga-maskulinitet.

Her smager vi husets første vin Barolo Ravera, blot i en nyere årgang 2013, som kommer fra husets 4,9 hektar store parcel på Ravera marken.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med temperaturstyret gæring, en post maceration på 30 dage og er efter endt fermentering lagret 24 måneder i store 25-30 hektoliter slavonske egefade, hvorefter vinen hvilker 90 dage, flaskes og lagret yderligere 6 måneder.

Næsen er lettere aromatisk og har en lidt varm, meget indbydende aroma med mere sødme end de foregående, lidt vanilje, nødder, røg, eg, mynte eller mintpastiller og samtidig en lys, let og moden lækkerhed. Der er samtidig et svagt strejf af blomster.

Vinen har en virkelig smuk, flot og betagende elegance, virkelig god balance, blød og præcis. Der er lidt lakrids, tobak, kirsebær, ribs, en meget fast frugtsyre, meget lækker struktur … og hvor smager det altså bare supergodt. Vi kravler netop lige op på 6 tomler.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Poderi Colla, Barolo Bussia Dardi Le Rose, Piemonte, Italien

2013 Poderi Colla, Barolo Bussia Dardi Le Rose, Piemonte, ItalienI sidste sæt startede vi med denne Barolo Bussia Dardi Le Rose fra vinhuset Poderi Colla, der ligger lidt syd for den lille by

Colla familioen har været vinbønder helt tilbage til 1703, hvor Carlo Colla sammen med sin Stefano solgte tønder med vin, men det var dog først i 1778, at Carolos barnebarn Pietro Colla købte en vingård med tilhørende vinmarker i San Giorgio di Castiglione Tinella, at familien fik et rigtigt vinhus.

Colla familien spillede i mange år en fremtrædende rolle i Piemonte, hvor de både producerede almindelige vine samt mousserende vine, og det var specielt Bebbe Colla, som satte sit mærke på historien.

Sammen med sin fader skrev han bl.a. en bog om den historiske vinproduktion i Barolo og købte også i 1956 vinhuset Prunotto, som han – sammen med broderen Tino –  endte med at gøre verdensberømt.

Bebbe og Tino solgte dog i 1994 Prunotto til Antinori familien og gik på pension. Imidlertid overdrog de to gamle vinmagere, deres gamle marker, som familien altid havde ejet til Tinos søn Pietro og Bebbes datter Frederica. Og det blev starten på Poderi Colla.

Samlet har vingården omkring 50 hektar jord, hvoraf dog alene 26-28 hektar er vinmarker,. Det er faderens oprindelige 3 parceller på markerne Cascine Drago i San Rocco Seno d’Elvio di Alba, Tenuta Roncaglia i Barbaresco og Dardi Le Rose i Bussia di Monforte d’Alba.

Derudover har Pietro og Frederica også købt en mindre parcel på marker Bricco Bompè, i Madonna di Como af Alba. På billedet ovenover kan I se Pietro, Frederica samt gamle Tino, som fortsat hjælper den yngre generation.

Her smager vi så deres 2013 Barolo Bussia Dardi Le Rose, hvor druerne kommer fra deres parcel på Bussia marken, hvor druerne er høstet manuelt, derefter afstilket og knust inden gæring med en maceration i 12-15 dage. Gæringen sker ved omkring 30 grader og efterfølges af en malolaktisk gæring og lagring på egefade i 24-28 måneder.

Næsen er fin … ribs, jordbær, violer, blomster, rosenblade, solcreme, dejlig syrlig og moden, lys frugt, lidt lakrids, mynte, et lille strejf af appelsinskal, mineralske elementer, læder samt svagt lidt ristede krydderier. Meget indbydende næse.

Smagen er lidt i samme boldgade, ribs, hindbær, lyse blommer, lidt sødme, lakrids og meget blød, rund og ren. Det er endda lidt vanilje, mens taninnerne er blide og godt integrerede.

Ikke fundet en importør, men prisen skulle ligge på omkring 400-450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7