Tag-arkiv: Italien

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, Italien

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, ItalienMed næste vin, som hedder Mast Negroamaro, skal vi en tur til det sydlige Italien, hvor vi finder vinhuset med det dejlige navn Cantine Paradiso og jeg smager vinen i årgang 2021.

Cantine Paradiso hedder måske mere korrekt Vinolea Paradiso og  ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Apulien i Italien.

Paradiso familien har alle været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Denne Mast Negroamaro årgang 2021 er selvfølgelig lavet på ren Negroamaro og druerne er høstet i slutningen af ​​september, når de er let overmodne … ja faktisk er omkring 15-20% af druerne i klaserne let dehydrerede eller endda let visne.

Vinstokke er omkring 35 år gamle og giver meget lav produktion pr. hektar. Efter høsten er druerne afstilket og knust let, hvorefter der sker macération carbonique som i fx Beaujolais og der er for at øge fornemmelsen af tørret frugt i vinen.

Gæring og maceration sker i temperaturreguleret ståltanke over 10-15 dage med periodisk overpumpning. Efterfølgende sker der så en malolaktisk gæring og vinen lagrer 12 måneder på barriques samt yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duft er solvarm, fed, mørk og dyb … godt med lakrids … både sød finsk og tør engelsk lakrids, bagte blommer, blåbær, brombær samt svesker, gammel og fed balsamico, vaniljetærte og crème brûlée og søde krydderier. Det er intenst, mørkt og mægtigt.

I munden er det en fyldig, solvarm, kraftig og sødlig vin … en rigtig dansker-vintervin, der kan give varme helt ind i knoglerne. Den er en rigtig syditaliensk basse- og bamsevin, men selvom den er alt for sød for mig, så er det skruet ganske fornuftigt sammen, for du får masser frugt, søde krydderier, lidt peber og tykfed saftighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienSom sidste gang jeg smagte vin fra Piercarlo Culasso, så blev Barbaresco Faset efterfulgt af den endnu bedre Barbaresco Faset Duesoli. Det var også tilfældet denne gang, hvor jeg smagte Duesoli årgang 2019.

Druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde, for når solen går ned over floden, så genspejler solen sig helt op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen endnu lysere end forrige Barbaresco Faset … helt transparent med en farve som røde mursten med nogle småbrunlige nuancer og en herlig aroma, der både har noget gammelt træ, som i husene i den gamle by suppleret med tørrede rosenblade, violer og et gammelt læderbælte, champignon og tjære. Frugten virker både lys, moden og saftig med skovjordbær, hindbær, granatæbler, lidt fennikel, lakrids og sød vanilje. Det dufter vandvittigt godt og den har en elegance, som ville gøre mange bourgognevine grønne af misundelse. Det er parfume for sjælen.

UHHHHHHH … sådan smager den sgu også. Det er som en blid massage af svælg, sjæl og legeme. Overbevisende blødt, cremet, lyst, sart og feminint. Som med 2018’eren har vinen denne lyse og pænt modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget.

Frugten er lys med en lille koket sødme … jordbær og hindbær med nogle lemonbitre fine noter, hvormed der bliver en rank, præcis samt meget livlig vin, hvor syren elegant danser i samme takt som hjertet, mens stramme og fine tanniner giver tonsvis af tørhed, kant og viser Nebbiolo druens bedste sider. Det er sgu ganske formidabelt og jeg falder igen på halen og tager mig til hjertet, som jeg lige har mistet, men sådan er det jo at blive forelsket … 97 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., hvilket faktisk er temmelig billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, Italien

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, ItalienI februar måned sidste år stiftede jeg bekendtskab med Azienda Agricola Piercarlo Culasso via 3 forskellige vine. En af disse var denne Barbaresco Faset, som jeg smagte i årgang 2019, men nu smager jeg så 2020’eren.

Da jeg smagte Culassos 2021 Langhe Nebbiolo skrev jeg en masse om vinhuset, så det gør jeg ikke igen. I stedet ser jeg blot nærmere på denne Barbaresco Faset, hvpr Nebbiolo druerne kommer fra en række vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret 12 måneder på store 4.200 liter fade samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder fabelagtigt meget om 2019’eren, for de første noter, som rammer mig er igen kamfer og nøddeolie, som følges op moden frugt med moreller, hindbær og ribs, men virker pt. lidt lukket. Der er også lidt violer og appelsinskal, en smule fond, men har fortsat denne lyse og elegante side.

Smagen er let, lys og balanceret med en sødlig Campari bitterhed og i det hele taget ganske levende og frisk i stilen. Det er nærmest sart, fint og feminint i stilen med lyse kirsebær, moreller, ribs og tranebær, noget lys balsamico, mens tanninerne er tørre, finkornede og ganske medgørlige, hvilket gør vinen meget imødekommende og aldrig vild som Nebbiolo virkelig kan være i stand til. 94 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienFrancesco Monchiero fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone står bag denne Regret Langhe Nebbiolo, som jeg nu smager i årgang 2022.

Jeg har før stiftet bekendtskab med Monchiero Carbone da jeg i august måned sidste år smagte denne vin i årgang 2021 og en  2022 Pelisa Barbera d’Alba.

Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, historien, markerne og deres forskellige vine, så nu kigger jeg bare nærmere på denne 2022 Regret Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet med gæring og  maceration over mindst 15 dage og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gærring. Derefter er vinen så lagret 6 måneder med 30% af vinen i barriques, som er brugt to eller tre gange før, mens de resterende 70% blot lagres i ståltanke inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder 2022’eren meget om den tidligere årgang, hvor der er godt med blomster i form af violer, roser og tulipaner, en frugt med jordbær, hindbær, ribs og atter denne aroma af tør jord, egetræ, cedertræ, medicinskab ,,, virker tør, støvet og frisk, men har sjovt nok ikke denne lille vaniljesødme, som 2021’eren.

Smagen er tør, elegant og har denne frisk, lyse og strenge frugt med tranebær, moreller, hindbær og ribs. Der er også tørre tanniner, men selvom de er markant, tørre og stramme, så de sætter dig på tungen og i overmunden, så er de aldrig helt vilde. Smagsmæssigt kommer sødmen en smule frem, men samlet tørt, stramt og en frisk vin, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Giannicola di Carlo, Apoteo Rosso, Abruzzo, Italien

2020 Giannicola di Carlo, Apoteo Rosso, Abruzzo, ItalienApoteo er Giannicola di Carlos topserie … hans signaturvine og jeg sluttede smagningen af hans vine med netop den røde af disse vine og i en årgang 2020.

Vinen har sit navn efter Apotheosis, som i den klassiske græske kultur indikerede en proces med at transformere helten til guddommelighed.

Ligeledes repræsenterer Apoteo den maksimale manifestation af sanserne og transformationen af druer ikoniske vine og Giannicola di Carlo har valgt, at vinen laves på de 3 mest repræsentative røde druer fra Abruzzo. Det er Montepulciano d’Abruzzo med sin kraft og struktur, Sangiovese med sin elegance og lang levetid samt Primitivo med sin blødhed og dybde.

Vinen er nemlig lavet på 40% Montepulciano d’Abruzzo, 40% Primitivo og 20% Sangiovese, der kommer fra nogle af husets egne marker i 280 meters højde. De er høstet i oktober måned.

Her er der ikke brugt ler-amforaer, for vinen er lavet med spontangæring på barriques alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie … først 12 måneder på ståltanke, så 12 måneder på franske barriques og endelig efter aftapning også 6 måneder på flaske.

I glasset er der en fed og mørk bandit … duften også kraftig, intens med jernbanesveller, lakrids, kaffebønner, læder og ellers bidrager fadlagring med en smule vanilje, kanel og kakao oveni en mørk, tyk frugt med blommer, sorte og kandiserede kirsebær, svesker og en tussegammel, fed balsamisk eddike.

Hvor er der cremet og fløjlsblødt … breder sig mægtig, fed og lækkert i munden, hvor alkoholen på de 14,5% også viser sig, men egentlig blot giver noget struktur og dybde til vinen. Der er atter en mørk frugt med sorte kirsebær, solbær, blåbær, svesker, blommer og næsten tørret i stilen, hvilket giver en koncentreret smag. Der er lidt tørre tanniner, men de bliver aldrig voldsomme, for vinen har en lille frugtsødme, som giver den et vindende væsen og lækker indpakning. Det er lækkert og kraftigt på den fede måde, så 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2018 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Montepulciano d'Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienDen røde Nobu 1830 vin fra Giannicola di Carlo var så denne 2018 Nobu 1830 Montepulciano d’Abruzzo Riserva, der som sine lidt blege søstre også delvis er lavet på amfora lerkrukker.

Det er en vin, der – som navnet også fortæller – er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 380 meters højde og høstet i oktober måned.

Den er næsten lavet som de foregående … igen med spontangæring, men her blot på en kombination af betontanke, amforaer og egefade, mens lagringen er sket med 6 måneder på amfora, 12 måneder på egetræsfade efterfulgt af yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der en dejlig aroma … en blanding af mørke bør samt masser af fadnoter. Der er således en tyk frugt af blåbær, blommer, blommekompot, fed lakrids samt noget vanilje, toast, kokos, våde fade og halvsøde krydderurter.

Smagen er lidt lige sådan … en mørk, voluminøs frugt med solbær, blåbærtærte og blommekompot, men syren også er mørk samt lidt fed balsamisk. Der kommer også en lidt mørk tørhed sammen med små bitre lemonagtige noter, men samlet er det en samlende, kraftig og fyldig vin med masser af umf … 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Merlot Rosato, Abruzzo, Italien

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Merlot Rosato, Abruzzo, ItalienGiannicola di Carlo laver 3 vine i Nobu 1830 serien; den hvide på Pecorino – som vi smagte lige før – en rosévin og en rød. Deres rosévin er denne Nobu 1830 Merlot Rosato, som jeg nu smager i årgang 2023.

Som der står på etiketten på alle Nobu 1830 vinene; Passaggio in Anfora, så er vinene lavet med brug af amfora lerkrukker, så det gælder selvfølgelig også Nobu 1830 Merlot Rosato.

Det er 100% Merlot, som kommer fra nogle af husets marker i Chieti provinsen i 350 meters højde. Den er egentlig lavet som foregående, men her blot med lidt mere mere skindkontakt inden presningen, så vinen får lidt farve. Ellers er gæringen sket spontant med druernes egne gærceller i både amforaer af ler samt cementtanke. Der har vinen også lagret en periode.

Duftmæssigt er vi i en blomsterbutik med masser af røde roser, violer og røde bær som jordbær, hindbær, lyse kirsebær, moreller, lemon og derudover lidt tørre og grønne urter.

I munden er det en lys og frisk vin … masser af moreller, ribs, rabarber, ribs, godt med lemon samt lidt grape. Det er forfriskende, livligt, let syrligt og bittert, men underneden fornemmes en let, frisk frugtsødme samt lidt kolde mineraler. Jeg er normalt ikke så meget til rosévine, men denne har sgu en dejlig frisk syre, som bare er vildt dejlig og pågående. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Pecorino, Abruzzo, Italien

2023 Giannicola di Carlo, Nobu 1830 Pecorino, Abruzzo, ItalienVignamadre-Famiglia di Carlo aka Giannicola di Carlo ligger let sydvest for byen Villa Caldari i Chieti provinsen i Abruzzo ikke så langt fra Adriaterhavet mod øst. Derfra smager jeg nu 4 forskellige vine og starter med denne 2023 Nobu 1830 Pecorino.

Familien di Carlo har lavet vin siden 1830 og ved etableringen startede man med at lave vine, som blev solgt til både Savoia region i ved Alperne og Toscana. I dag drives vingården af Giannicola di Carlo sammen med sine to sønner Federico og Daniele.

Giannicola di Carlo har 65 hektar vinmarker, som han allerede tilbage i 1991 omlagde til økologisk landbrug. Det var flere år inden de første europæiske forordninger om økologisk drift, hvorfor det også tiltrak sig opmærksomhed fra førende eksperter indenfor området.

Siden da er Giannicola di Carlo fortsat sin innovative tilgang og arbejder bl.a. i dag med både vegansk certificering, vine uden tilsat svovl, gæring i amfora lerkrukker og forsøget i det hele taget, at lave sine vine efter oldgamle traditioner.

Der laves en lang række vine startede med serien Kriya og den efterfølges af serierne Iava, Terreum 91, Nobu 1830, Capo le Vigne, signaturvinene Apoteo og en Primitivo vin kaldet Recastro.

Giannicola Di Carlo siger selv, at hans signaturvine repræsenterer en hyldest til fortidens visdom, hvis fordele stadig er en uvurderlig skat for fremtidige generationer.

Samlet smager jeg alle 3 vine fra Nobu 1830 serien samt hans røde Apoteo signaturvin, der er lavet på 40% Montepulciano d’Abruzzo, 40% Primitivo samt 20% Sangiovese.

Nå, men denne Nobu 1830 Pecorino er dog lavet på Pecorino druer fra husets kalk- og småstensholdige vinmarker i 380 meters højde i Chieti-provinsen og høstet slut august og start september.

I vinifikationen har Giannicola blandet fortidens teknikker med en moderne og nutid smag. Efter høsten er druerne nedkølet, presset og så er gæringen sket med druernes egne gærceller i både amforaer af ler samt cementtanke. Der har vinen også lagret en periode og den har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Hvor er det egentlig en dejlig hvidvin, som har lidt af det hele. I næsen er der æble, pærevælling, mango, ananas, papaya samt lidt sandeltræ, nødder, wienerbrød og hvide blomster. Der sniger sig så også lidt syltet citron med og den varsler også, at der bestemt også er noget syre i vinen.

I munden er der god balance mellem sødme, bitterhed og syre … bitterheden har en sødlig slagside med sød grape, lemon, grønne pærer, syltede citroner, salte mandler, kalkede mineraler og sådan set en frisk syre og dermed et frisk bid. Den har god cremet og blød struktur, fin balance, kontrolleret syre og en vis friskhed, så jeg er sgu tosset med vinen og giver 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienCrognolo leverer altid varen … vinen er fra Tenuta Sette Ponti og er en vin, som jeg har smagt mange gange, men her smager jeg Crognolo i årgang 2021.

Jeg har før smagt vinen i både årgang årgang 2016, 2018, 2019, 2020 og også i årgang 2021, men 2021’eren var den anderledes jubilæumsudgave, som jo er lidt anderledes end den normale, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Denne er altså fra høsten 2021 og består af 90% Sangiovese og 10% Merlot fra nogle højtliggende, sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini og 30-35 år gamle vinstokke … herunder skulle en del vist komme fra marken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Nu er alle markerne, som leverer druer til vinen, også økologisk certificeret. Det er en vin, som af flere kaldes for Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 12-14 måneder, hvorefter den flaskes og så lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt har Corgnolo en dyb, mørk og aroma af både fadpræg, frisk og mørk frugt, balsamico, urter og fremragende balance. Der er pæn tørt og frugten er mest tranebær, brombær, blommer, svesker og de suppleres af noget røg, violer, grønne urter og rosmarin samt en lille sødme med lidt lakrids, chokolade, kaffebønner og vanilje.

Smagen er også både tør og dyb … virker rustik, maskulin med en balsamisk og krydret syre. Frugten  er mørk og kraftig, solbær, ribs, hindbær og tranebær. Selvom det er en mørk og fyldig vin, så er den utrolig tør og har også lidt lidt lemonbitre elementer, knastørre og knastørre tanniner, der sætter sig i gane og på tænderne sammen med leminskal og en mineralsk nerve. Slam … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienAllerede inden jeg har åbnet – eller proppet – denne 2021 Alberelli di Giodo, så smiler jeg bredt Jeg ved nemlig, at der er noget meget godt i vente, da vinen kommer fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini og hans projekt Giodo på Sicilien.

Til dagligt driver Carlo Ferrini vinhuset Podere Giodo i Toscana, hvor han bl.a. laver vildt lækre – og pænt dyre – Brunello’er, men på Sicilien har han også et lille projekt, hvor han fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle upodede og præ-phylloxera Nerello Mascalese vinstokke laver denne vin Alberelli di Giodo.

Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde. Den er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duften er lidt tør og støvet … der er sure og søde kirsebær, nogle kirsebærsten, blommer og ribs. Den er i starten en smule nærig og lukket, men åbner stille og roligt op med violer, roser, tørv, kul, læder, tjære, tobak, jernbanesveller og rå champignon.

Smagsmæssigt er det en helt anden historie, for smagen er meget meget lys, ren og syrlig. Det er en frisk, levende og syrlig frugt med bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær. Dermed bliver det på ingen måder fed syditaliensk vin. Tværtimod, for syren er næsten stoppet med citroner og grape, hvilket giver dette ren og stramme udtryk, hvor du endda kan tilsætte lidt sten, mineraler samt ren aske. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 749,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 669,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7