Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2011 Pinna Fidelis, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Pinna Fidelis, Crianza, Ribera del Duero, SpanienUgen bød også på spansk vin, en Crianza fra vinhuset Bodegas Pinna Fidelis, som ligger i byen Peñafiel – nærmest midt mellem byerne Valladolid og Aranda de Duero i det herlige Ribera del Duero.

Pinna Fidelis er et kooperativ, som er grundlagt i 2001 af 72 castilianske vinbønder, som samlet har omkring 225 hektar vinmarker omkring Peñafiel. De ønskede at forene kræfter og lave kvalitetsvine, hvorfor der er investeret pænt i et stort og moderne vineri i byen.

Der er ikke så mange oplysninger om dette kooperativ, så vi springer i stedet videre til selve vinen, som jo selvfølgelig er 100% Tinta del País, altså Tempranillo. Det er jo en Crianza, hvilket jo betyder, at vinen er lagret minimum 2 år, heraf mindst 12 måneder i eg, når den kommer fra Ribera del Duero.

Det har denne Crianza fra Bodegas Pinna Fidelis selvfølgelig også. Vinifikationen er sket med 35 dages maceration og vinen har lagret 14 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 10 måneder på flaske. Vinen er ikke filtreret og er inden flaskningen klareret med æggehvider.

I næsen er der godt med sødme, vanilje, kokos, kanel, våde fade, mælkechokolade, modne kirsebær, solbær, blåbær, en slat vaskepulver … eller i hvert fald noter af blomster. Sjovt med denne note af kokos, som faktisk er ret fremtrædende. Den skal jeg lige tænke over.

Det er en fyldig vin med god tørhed, tydelige tanniner og fin syrlighed, som gør at det hele ikke bliver for solmodent og for sødt.

Købt i vinbutikken Druekompagniet og forhandles også af LMA Vine, pris 144 kr. eller 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2012 Casa Rojo, Alexander vs The Ham Factory, Ribera del Duero, Spanien

Med en titel som Alexander vs The Ham Factory og en etikette med en gris iført seletøj og panser skiller næste vin sig ud. Den kommer da heller ikke fra et “rigtigt” vinhus, men derimod fra firmaet Casa Rojo, som opkøber druer, designer og producerer vine.

Caso Rojo kalder sig også Wine Designers samt The Wine Gurus, og de består af sammenlagt 13 mennesker med passion for vin.

De laver 6 vine fra seks forskellige regioner i Spanien, nemlig vinen La Marimorena, som er en Albariño fra Riax Baixas, The Invisible Man med Tempranillo og Mazuelo fra Rioja, Maquinon med Grenache fra Priorat, El Gordo del Circo med Verdejo fra Rueda og MMM Macho Man Monastrell selvfølgelig med Monastrell fra Jumilla.

Ja og så selvfølgelig denne Alexander vs The Ham Factory, som er en Ribera del Duero vin. Druerne kommer fra de bedste vinmarker i Páramo del Duero i Pesquera, beliggende i 950 meters højde. Det er 100% Tinta Fina, som Tempranillo hedder på disse egne.

Druenrne, der kommer fra min. 25 år gamle stokke nathøstes i oktober og mosten hviler 18 måneder på franske og amerikanske fade samt 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her godt med gammelt eg, dufter nærmest som den gamle by i Århus eller et gammelt kosteskab med chokolade, lakrids, tobak, ristede nødder samt mørke bær, næsten blommer. I munden er der godt med syre, kraft og frugten virker slet ikke så mørk, som i næsen, nærmest lidt lys. Der er lidt kant på vinen, som er en okay RIbera del Duero … men så heller ikke længere.

Forhandles hos Husted Vin, hvor prisen er 175 kr. og 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  

2009 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

Jeg har vist efterhånden smagt alle vinene fra Bodegas Arzuaga Navarro, så på den måde er vinhuset en gammel kending her på bloggen … og for den sags skyld også hos byggesjakket, som generelt elsker vinene fra det spanske vinhus.

Ikke mindre end 4 gange tidligere har der været vin fra Bodegas Arzuaga Navarro på smageprogrammet under vores byggemøder. Dette er så 5. gang +/-. Her har vi nemlig endnu én af slagsen i form af husets Reserva … en vin jeg tidligere har smagt, men det er et par år siden, og dengang var det i en årgang 2004. Her har vi vinen i årgang 2009.

Bodegas Arzuaga Navarro ligger i byen Quintanilla de Onésimo, beliggende omkring 2 timers kørsel nord for Madrid i det centrale, nordlige Spanien, i ét af de førende vinområder, Ribera Del Duero. Det er i dette “gyldne” område vi finder navne som Vega Sicilia, Pingus, Tinto Pesquera og Hacienda Monasterio. Dette er et smørhul med gamle vinmarker og traditionsrige teknikker til fremstilling af vin.

Gården til højre for Vega Sicilia er Bodegas Arzuaga Navarro, som blev grundlagt i starten af 1990’erne af den spanske forretningsmand Florentino Arzuaga. Oprindeligt kom Florentino til området for at dyrke oliven, men det jord han fandt var mere egnet til vin.

I dag er det en moderne vingård med kæmpe kapacitet, og der er opført et … næsten Bordeaux-agtigt slot, som udover at være hovedsæde for vinhuset også huser et 5-stjernet hotel & spa, der tilbyder ren luksus i hjertet af de omkringliggende vinmarker.

Arzuaga har 1.400 hektar jord, hvoraf 150 hektar er vinmarker, der ligger omkring hotellet og deres vingård, som i øvrigt er opkaldt “La Planta”. Vingården ligger på toppen af vinmarkerne med en flot udsigt over dalen og Duero floden. Arzuaga har plantet omkring 90% Tempranillo (eller Tinto Fino, som det kaldes lokalt) og derudover Cabernet Sauvignon og Merlot i gode mængder samt et par andre sorter.

Vinmager på Arzuaga er Jorge Monzon, som bl.a. tidligere har arbejdet på Vega Sicilia og Domaine de la Romanee Conti i Bourgogne. Jorge er et godt eksempel på den nye generation af vinmagere, der er åbne for eksperimenter, men respekterer historie og tradition. Han er især begejstret over de forskellige jordtypers påvirkning af vinene og de forskellige aspekter fra hver af vinmarkerne.

Jorge har yderligere styrket og forbedret kvaliteten med fremstilling af bløde, fine og afbalancerede vine. Han har også afprøvet forskellige tøndestørrelser, og eksperimenter også i øjeblikket med Petit Verdot og Syrah vinstokke.

En del af jorden på Arzuaga brugees til opdræt af hjorte og vildsvin, og Florentino Arzuaga er også en stor elsker af dyr, så det er ikke overraskende, at logoet for Bodegas Arzuaga Navarro – som også fremgår af vinetiketterne – består af en hjort, i øvrigt tegnet af maleren Burgos, som er en ven af familien.

Denne Reserva er i årgang 2009 lavet på 95% Tinto Fino, altså Tempranillo og 5% Merlot. Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen. Efter presning pumpes vinen over i store tærkar, hvor temperaturen holdes koldt et par dage inden fermenteringen sættes i gang ved 29 grader. Herefter lagrer vinen i 26 måneder på henholdsvis franske og amerikanske fade.

Og det er typisk Arzuaga vin med søde fade, blommer, mørke frugter, nærmest overmodne … solmodne kirsebær, krydderier, vanilje og godt med sødme. I munden lidt af samme skuffe, blommer, mørk frugt … men også stramme tanniner, som virkelig gør, at vinen ikke bliver overgjort og for opulent. Det er – som altid – cremet, behageligt, blødt og rundt, og en vin de fleste vil elske.

Købt hos Jysk Vin, pris 295 kr.

Rating 5/7  

2011 Vega Moragona, Sueño Tempranillo, Ribera del Júcar, Spanien

Så er vi tilbage hos kooperativet med det fabelagtige navn; Vega Moragona, Viñedos y Bodega La Magdalena Sociedad Cooperativa de Castilla-La Mancha, også kendt som Vega Moragona eller Bodega La Magdelena. Det er nemlig atter med en Tempranillo baseret vin, som blot har navnet Sueño … drøm.

Men er vinen så også en drøm? Ja, det spørgsmål skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Vega Moragona holder til i byen Casas de Haro i provinsen Cuenca i vinområdet Castilla-La Mancha og appellationen DO Ribera del Júcar. Kooperativet er grundlagt i 1958 af 60 lokale vinbønder, men omfatter i dag ikke mindre end 290 medlemmer.

Og disse vinavlere har samlet ikke mindre end 1.600 hektar vinmarker i DO Ribera del Júcar, en appellation der først blev oprettet i 2003.

I forhold til hele Castilla-La Mancha er klimaet i DO Ribera del Júcar bedre. Der er mere indflydelse fra Middelhavet, mere nedbør og jord indeholder mere kalksten og sandsten. Det er dog stadig meget varmt, men det giver mere fyldige og mere delikate vine end i La Mancha.

Vega Moragona har deres marker beliggende i omkring 740 meters højde, og her dyrker man druerne Tempranillo, Bobal , Syrah, Cabernet Sauvignon, Grenache og Merlot samt de hvide Airen, Macabeo og Moscatel de Grano Menudo. I DO Ribera del Júcar kalder man i øvrigt druen Tempranillo for Cencibel … og det er også den dominerende sort i området.

Cencibel synes særlig velegnet til Ribera del Júcar, og man tillader også kun et udbytte, som er 12% lavere end La Mancha. Det er helt sikkert også én af forklaringerne på, at vinene fra Ribera del Júcar kvalitetsmæssigt ligger over vinene fra La Mancha. Det gør bl.a. vinene mere parfumerede, intense, rige og elegante.

Vega Moragona, Viñedos y Bodega La Magdalena Sociedad Cooperativa de Castilla-La Mancha har de seneste år investeret i nye teknologier i vingården, bl.a. elektronisk temperaturstyrede rustfrie ståltanke samt pneumatisk vinpresse. Der er også lavet ny vinkælder med plads til 250 amerikanske og franske egetræsfade … specielt til brug for lagring af de vine, som kommer de ældste vinstokke, typisk 35-65 år gamle.

Og denne Sueño Tempranillo kommer også fra vinstokke, som er gennemsnitlig 50 år gamle, og hvor udbyttet er beskåret ned til 3,5 tons pr. hektar. Den er lavet på kooperativet med hjælp fra Majuelos de España, som er et spansk negociant firma, som ledes af Felipe Alvarez. Firmaets formål er at producere vine fra gamle vinmarker på tværs af hele Spanien, og de har da også tilknyttet en række vinmagere fra hele Spanien.

Det er vinmagerne Rosa Zarza fra Toro, Cesar Mate fra Ribera del Duero (ham er vi tidligere stødt på her på bloggen, da han er leder af kooperativet Bodega Cooperativa San Pedro Regalado), Jose Alberto Calvi i Ribera del Duero, Juan Ayuso i Ribera del Duero, Joan Carles i Montsant, Fernando Garcia i Castilla Y Leon, Jose Domeco i Rioja samt Cesar Langa i Calatayud.

Hvem af disse, som har hjulpet med denne Sueño Tempranillo ved jeg ikke, men vinen er lagret 10 måneder på franske og ungarske egetræsfade, heraf 40% nye, og så har vinen i øvrigt fået 91 point af Parker.

Og i glasset en mørk, fyldig vin, som i næsen har godt med røg, tør jord, solbær samt lidt blommer, vaniljekranse, chokolade, sødme samt krydderbuske og tørrede krydderier. Smagen er tør, blød og cremet. Meget fyldig med mørke, modne bær og der er alligevel syre, men uden at det bliver for stramt. Der er også sødme, men heller ikke for meget. Der er også eg og bløde tanniner.

I det hele taget en vin, som har flot balance og er ganske lækker … så svaret på spørgsmålet om, hvorvidt vinen også er en drøm, må være; Jo … en lille drøm af en vin, men nok mest på grund af kvaliteten i forhold til prisen.

Vinen er nemlig købt i SuperBest for 60 kr., og forhandles også hos SuperVin, hvor prisen er 99,95 kr. ved køb af 1 flaske og 59 kr. ved køb af 6 flasker. Et ganske godt køb, og man får nok lidt mere for pengene i dette mere ukendte område, end fx ved vine fra Ribera del Duero, som er mere kendt.

Rating 4,5/7    

2004 Marqués de Murrieta, Castillo Ygay Grand Reserva Especial, Rioja, Spanien

Sidste vin hos Gert blev denne flotte og næsten legendariske Spanier … jeps, korrekt i første hug. Vinen med den ikoniske og historiske etiket er Castillo Ygay Grand Reserva Especial fra vinhuset Marqués de Murrieta.

Vinhuset holder til på slottet Castillo de Ygay i byen Logroño-Zaragoza i hjertet af Rioja Alta distriktet, og dermed faktisk samme område som aftenens første rødvin, og tæt på floden Rio de Valsalado.

Marqués de Murrieta er grundlagt tilbage i 1852 af Luciano de Murrieta. Han er født i Peru i 1822, men havde sin barndom i England, hvor hans forældre arbejdede i engelske banker inden de flyttede til Spanien, hvor de bosatte sig i Rioja området.

Da Luciano de Murrieta var 18 år gammel, så meldte han sig i den spanske hær og blev assistent for General Espartero, som senere blev sendt i eksil i London. Luciano fulgte med, og i England lærte han bl.a. noget om vin og undrede sig samtidig over, at man kun drak Sherry, Portvin og ellers kun franske vine i London.

Da han kom retur til Spanien besluttede Luciano de Murrieta for at lave vine, som kunne sælges internationalt, og i 1852 producerede han sine første vine. Han sendte derfor hundrede 72 liters fade til henholdsvis Cuba og Mexico, men desværre forliste skibet til Mexico ved indgangen til Veracruz, men skibet til Cuba ankom med sit dyrebare last og vinen blev en kæmpe succes. Og det blev startskuddet til vinhuset Marqués de Murrieta.

I 1878 købte Luciano en ejendom i Logroño, og byggede slottet Castillo de Ygay, et vaskeægte slot, bygget efter forbillederne i Bordeaux. Og der kom virkelig skik på produktionen af Rioja vinene. Masser af internationale priser væltede ind, og Luciano blev endda udnævnt til Marquis af dronning Isabel II.

Han blev også i 1907 æresborger i Logroño for sit kæmpe arbejde og for at have bragt nye vinificeringsteknikker til området. Han døde i 1911 uden en direkte arving, så det blev derfor hans nevø Julián de Olivares, som arvede slottet og vinmarkerne. Han blev ved roret helt til 1977.

I 1983 blev slottet solgt til Vicente Cerbrián Sagarriga, Greven af Creixell. Han foretog et kæmpe renoveringsarbejde, både bygningsmæssigt og vinmæssigt. Hans mål var ikke at lave om på det hele, men at bevare vinens høj kvalitet. Han tilførte stedet det udstyr som kunne gøre Marqués de Murrieta til en af de bedste vinproducenter i verden. Greven døde i 1996, blot 48 år gammel, mens hans kone og børn besluttede at fortsætte hans stor værk.

I dag er det sønnen/de nye greve Vicente Dalmau Cebrián-Sagarriga som – sammen med søsteren Cristina – driver vinhuset. Den unge Vicent Dalmau er uddannet indenfor økonomi, administration og jura, men har altid løbende arbejdet på Marqués de Murrieta.

Vinhuset har i alt 300 hektar vinmarker omkring Castillo de Ygay i det område som lokalt kaldes for Tres Marqués (de 3 grever). Det skyldes, at jorden ligger lige mellem vinhusene Marqués de Murrieta, Marqués de Vargas og Marqués de Romeral. Det er et område, hvor temperaturen som regel højere end i de andre områder af Rioja. Vinmarkerne er beplantet med Viura for de hvide og Tempranillo, Garnacha, Graciano, Mazuelo og Cabernet Sauvignon for de røde.

Udover Castillo de Ygay og de 300 hektar vinmarker i Rioja, så ejer familien også vinslottet Pazo de Barrantes med 12 hektar vinmarker i Rias Baixas.

Nå, men her har vi husets topvin Castillo Ygay Grand Reserva Especial, som er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken La Plana, som ligger i 485 meters højde ikke langt fra Ygay.

I denne årgang 2004 er vinen lavet på 93% Tempranillo og 7% Mazuelo. Maceration egentlig ganske kort tid … alene 11 dage og så har vinen lagret 29 måneder på amerikanske barriques, heraf mindst 10 måneder på nye fade. Efter vinen er flaskes lagrer den yderligere 36 måneder, inden den frigives til salg. Den har høstet talrige priser, og her i årgang 2004 bl.a. 95 point af Parker, 91 point af Wine Enthusiast og 95 point af den spanske Peñin Wine Guide.

Lad os smage vinen, som i næsen virker meget kødfuld med bacon, kold røg, blæk, mørke … nærmest sorte bær, måske endda lidt tørret frugt, kakao, læder, ristede kaffebønner, eg, svag vanilje, en svag grøn note også … og ellers lidt krydderier oven i hatten.

I munden er vinen slet ikke så tung, som man kunne frygte af sådan en ældre Rioja dame … faktisk tværtimod. Der er dejlig frugt renhed, godt med tanniner …ikke stramme, men modne. Der er god friskhed, hvid peber, figner, blødhed og syrlighed i god balance. Det er blødt og elegant med et strejf af sødme. Virker spillevende og tiltrækkende … som en spansk señorita skal være.

Fundet på Uvinum, hvor prisen er 446,23 kr.

Rating 6/7 

2009 Bodegas Olarra, Cerro Añón Reserva, Rioja, Spanien

Så kom der en spanioler på bordet … eller rettere sagt en spanier på bordet, for man må vistnok ikke bruge ordet spanioler, som skal være racistisk nedsættende eller fornærmende overfor de dejlige mennesker fra det solrige og vinmæssige dejlige land. Never mind … vinen er denne Cerro Añón Reserva fra vinhuset Bodegas Olarra.

Bodegas Olarra er ejet af Grupo Bodegas Olarra, som også ejer et par andre spanske vinhuse, bl.a. Bodega Onarre samt Bodegas y Viñedos Casa del Valle.

Vingården ligger i udkanten af Logroño i hjertet af Rioja Alta distriktet. Vinhuset blev etableret i 1973 som Bodegas Guiloche, men i forbindelse med en udvidelse af aktiekapitalen købte Luis Olarra, der havde tjent sine penge i den spanske stålindustri, 1/3 af firmaet, som herefter tog navneforandring.

Pengene blev brugt på opførelsen af nye bygninger og i dag kaldes Olarra også for katedralen i Rioja, og alene den unikke Y-formede grundplan og de 111 sekskantede kupler, der danner taget på fadkælderen, tiltrækker tusinder af turister.

Javier Martínez de Salinas Manso de Zúñiga er ansvarlig vinmager på Bodegas Olarra, og han er uddannet biolog fra universitetet i Navarra i Pamplona og ønolog fra Universidad Politécnica i Madrid. Han startede sin karriere i vinbranchen hos Agrovin, som leder af deres kvalitetskontrol, og har derudover arbejdet på El Coto i Rioja, inden han i 1998 startede på Bodegas Olarra.

På Bodegas Olarra laves der vin i 6 serier, nemlig serierne Summa, Cerro Añón, Añares, Otoñal, Reciente og Erudito. I Cerro Añón findes der 4 forskellige vine, nemlig Cerro Añón Crianza, Cerro Añón Reserva Especial, Cerro Añón Graciano og denne Cerro Añón Reserva, som er lavet på 80% Tempranillo, 5%Garnacha men de sidste 15% består af druerne Mauelo og Graciano.

Graciano er en hvid drue, som også findes i Frankrig under navnet Grosse Negrette, mens jeg ikke rigtigt kan finde noget omkring druen Mauelo, men måske er det blot en lokal udtale/stavemåde af Mazuelo, som også kaldes Manzuela og Mollard … samt masser af andre synonymer. Vi kender mest druen som Carignan.

Vinen har lagret 20 måneder i egetræsfade og har vundet flere priser, bl.a. guld ved 2014 Berliner Wein Trophy Daejeon i Korea, guld ved 2014 Bacchus i Spanien samt sølvmedalje ved 2014 Catavinum World Wine & Spirits Competition i Spanien.

Lad os smage på vinen, som i næsen er let duft af blommer, lakrids, armsved … eller i hvert noget landligt af en slags … ikke meget, men bestemt til stede samme med mørke bær og lidt søde krydderier. I munden byder vinen på frisk frugt, og overrasker egentlig med sin friskhed, som står i lidt modsætning til duften, som er mere varm, moden, fed og fyldig. Der er fint syrligt bid igennem smagen.

Forhandles af dk.WineImport, hvor prisen er 85 kr.

Rating 4/7 

2011 Bernard Magrez, Paciencia, Toro, Spanien

I det spansk raid skulle vi selvfølgelig også omkring legendariske storkøbmand Bernard Magrez, som Vinspecialisten har tonsvis af vine fra. Og han er såmænd også i Spanien, hvor han producerer denne Tempranillo baserede vin Paciencia, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2005.

Dengang var jeg begejstret for vinen, men dette er ingenlunde tilfældet med denne 2011’er. Ja, faktisk var jeg sikker på, at den var dårlig, så de flinke folk hos Vinspecialisten hev hurtigt proppen af en ny. En anelse bedre, men helt godt er det faktisk ikke.

Og så er vinen her i årgang 2011 endda Sélectionné par Joël Robuchon, som der står på etiketten, altså udvalgt af Joël Robuchon. Og han er en verdenskendt fransk kok og restauratør. Joël ejer restauranter i Bangkok, Bordeaux, Hong Kong, Las Vegas, London, Macau, Monaco, Paris, Singapore, Taipei og Tokyo … og har samlet 25 Michelin stjerner. Det er også en verdensrekord.

Paciencia produceres i det spanske vinområde Toro, som er et yderst barsk område, hvor der har været lavet vin siden romertiden. Vinene var yderst anerkendte op gennem middelalderen, og ligesom Rioja oplevede området en opblomstring, da phylloxera ramte de franske vindistrikter i slutningen af det 19. århundrede.

De franske vinbønder søgte lykken på den anden side af Pyrenæerne, og med sig tog de en yderst udviklet vinkultur, der i høj grad bidrog til de spanske vindistrikters udvikling. Samtidig var der mangel på vin i Frankrig, hvilket satte gang i eksporten såvel i Toro som i en række andre spanske og italienske vindistrikter. I 1987 fik Toro efter 12 års kamp sin DO-status, og i dag hører området uomtvisteligt blandt Spaniens bedste.

Druerne til Paciencia hentes fra husets 4,4 hektar store vinmark, hvor udbyttet – hvilket ikke er usædvanligt for distriktet – ligger helt nede på 20-30 hektoliter pr. hektar.  Dette skyldes den næringsfattige jord, hvis sammensætning af sand, sten og meget lidt ler, gør det svært at gemme vandet i det i forvejen meget tørre område. Derfor har man også en meget lav beplantningstæthed (1.000 stokke pr. hektar), hvor stokkene dagligt kæmper for overlevelse i sommerperioden.

Druerne afstilkes i hånden, inden de yderligere håndsorteres. Efter presning ligger mosten under temperaturkontrol med udvidet skindkontakt, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Denne foregår for 2/3 af vinens vedkommende på egetræsfade og for 1/3 vedkommende på rustfrie ståltanke. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, sammenstikkes vinen og lægges på nye franske egetræsfade, hvor den malolaktisk gæring finder sted, og vinen efterfølgende også lagrer.

Og 2011’eren her er markant anderledes end 2005’eren. Næsen er gammel og skæv, meget mulle … indelukket og indeholder slet ikke de noter, som jeg havde for 2005’eren. Smagen er dog bedre end duften, for den er egentlig okay blød. Der er lidt kastanjer, solbær og let syrlighed. Virker dog slet ikke i balance … så her står jeg sgu af. Så det bliver 2 til Toro.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 2/7 

2012 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Roble, Ribera del Duero, Spanien

Næste vin blev denne Montelaguna Roble fra vinhuset Dehesa Valdelaguna, som holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.

Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.

Ud af familiens 300 hektar er der kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer. Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer.

Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle. Markarbejdes styres af Rafa Asenjo.

De to venner laver i alt 3 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna, helt klassisk spansk med en Roble, en Crianza samt en Seleccion. Roble betyder eg, og udtrykket bruges i Spanien om vine, der har lagret på eg i en kortere periode … og ikke længe nok til at kalde sig Crianza.

Vinhuset laver årligt 60.000 flasker vin.

Denne Roble er laved med 20 dages maceratiion, hvorefter den gæres ud på betontanke og lægges på brugte egetræsfade af fransk, amerikansk og slovensk egetræ. Her lagrer vinen 6 måneder, mens den gennemgår sin malolaktiske gæring. Til sidst filtreres vinen, inden den tappes på flaske.

Duftmæssigt har jeg noteret mig lakrids, blåbær, vanilje, cigaræsker og chokolade. Godt med kraft. I munden er der mælkechokolade, fylde … godt med koncentreret frugt, blåbær, solbær med en let syrlighed og tydelige tanniner i eftersmagen.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 4/7 

2012 Viñas del Cenit, Venta Mazarrón, Tierra del Vino de Zamora, Spanien

Videre med vinen Venta Mazarrón, som kommer fra Bodegas Viñas del Cenit … et lille vinhus, som ligger i den lille landsby Villanueva de Campeán på grænsen til naboregionen Toro. Appellationen (DO) er forholdsvis ukendt … men hedder Tierra del Vino de Zamora og ligger i Castilla y León.

Zamora strækker sig over den sydøstlige del af Zamoraprovinsen samt den nordlige del af Salamancaprovinsen. Området gennemskæres af Duero floden samt den gamle romerske sølvvej Vía de Plata.

Det var romerne, der i sin tid indførte vindyrkning i området og sidenhen har vindyrkning haft stor betydning for området. Især i de landlige zoner har den haft stor betydning for økonomien. Fra middelalderen og frem til det 20. århundrede var vin stort set det eneste, der blev dyrket i området.

Sidenhen ramte vinpesten phylloxera, hvor Zamora dog ikke var blandt de hårdest ramte områder. Bodegas Viñas del Cenit råder da også over nogle af områdets ældste vinstokke, der overlevede vinpesten i slutningen af 1800-tallet.

Mange af stokkene hos vinhuset er derfor mellem 80 og 180 år gamle, hvilket danner grundlag for nogle imponerende vine. Grundet mange nyplantninger de senere år er gennemsnitsalderen på vinstokkene 35 år, hvormed grundlaget for de næste mange års produktion allerede eksisterer.

Vinhuset råder over hundredevis af små vinmarker, der er tilplantet med nye og gamle Tempranillo vinstokke. Samlet råder vinhuset over 44 hektar vinmarker.

Bodegas Viñas del Cenit er grundlagt i 2003 og ejes i dag af det store spanske selskab Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán, som tjente hans formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne. Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Siden 2003 har ønologen Almudena Alberca stået i spidsen for produktionen af vin hos Bodegas Viñas del Cenit. Almudena er uddannet i Palencia, hvorefter hun søgte mod New Zealand for at opnå erfaring inden for fremstilling af vin. Efter nogle år besluttede hun dog at vende tilbage til de spanske rødder og endte hos Viñas del Cenit.

Hun laver samlet 4 vine på Viñas del Cenit … nemlig Cénit VDC, Vía Cénit, topvin Cénit og så denne Venta Mazarrón, som er en ren Tempranillo baseret vin fra 25-30 år gamle stokke. Vinen har lagret 8 måneder på franske egetræsfade og har høstet 93 point i Guía Peñín.

Duftmæssigt virker vinen blød, sød og venlig … der er solbær, kirsebær, lidt peber, brændt eg, chokolade og en anelse vanilje. I smagen er der saft, kraft og balance. Det er i hvert fald det allerførste indtryk. Der er lidt blomster, tørhed, tanniner, lidt krydderier, eg, chokolade, blæk samt lidt engelsk lakrids. God nerve, fin vin.

Forhandles af D’Wine, pris 189 kr.

Rating 4,5/7   

2012 El Escocés Volante, Manga del Brujo, Calatayud, Spanien

Med næste vin er vi igen tilbage hos den flyvende skotte Norrel Robertson og hans vinhus El Escocés Volante, som ligger i byen Calatayud og vinområdet med samme navn. Og i modsætning til den første vin fra skotten, så kommer denne vin Manga del Brujo netop fra Calatayud.

Og lige præcis denne vin Manga del Brujo var faktisk den første vin, som Norrel producerede første gang i 2004 efter han i 2003 havde bosat sig i Calatayud sammen med familien. Og denne årgang 2012 er således 9. årgang af vinen, og her i 2012 udgaven har vinen høstet flotte 91 point af Parker samt 93 point i den spanske vinbibel Guía Peñín.

Lidt om Norrel, som er født og opvokset i Skotland. Efter endt uddannelse på Aberdeen University med en MA Honours Degree i politik og internationale relationer, har han arbejdet i vinindustrien de sidste 20-25 år. I 1990 besluttede Norrel at forfølge en karriere indenfor produktion af vin, og hvilken måde er bedre end at lære det fra bunden af? Norrel fik derfor arbejde i Chianti i Italien, Portugal, Australien, Frankrig og Chile.

I år 2000 blev han også færdig med en Master of Wine uddannelse, hvor han bl.a. vandt en Robert Mondavi pris som én af de bedste i klassen. Og i øjeblikket er Norrel den eneste Master of Wine bosiddende i Spanien. Herudover har Norrel taget en postgraduat uddannelse om vindyrkning og ønologi på Lincoln University i Christchurch, New Zealand, hvor han også bestod med udmærkelse.

Så forudsætningerne for at lave god vin var bestemt til stede, da Norrel i 2004 første gang lavede denne Manga del Brujo. Norrel har fortalt, at Manga del Brujo betyder “heksens hår” og er en hyldest til hans kone. Vinen er lavet på 70% Garnacha, 10% Tempranillo, 15% Syrah samt 5% Mazuelo. Lagret 15 måneder sur lie.

I næsen blæk, tobak, røg, røde kirsebær samt et let støvet og tørt udtryk. Smagsmæssigt kommer der først et syrligt bid, så lidt sødme, fin renhed i frugtsmagen, godt med frisk frugt, kirsebær, peber, lakrids, sten og grus samt let røg, alkohol og bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af D’Wine, pris 139 kr.

Rating 4/7