Tag-arkiv: Australien

Australien er forholds nyt og stort vinland. De første vinplanter stammer fra 1791, men det er først i 1950’erne, at man for alvor begyndte at lave kvalitetsvin i landet.

Der er over 2.000 vinproducenter i Australien, men de meste vin laves af de helt store producenter. Det siges, at omkring 94% af den samlede vinproduktion på 1,2-1,3 milliarder liter vin laves af de 5 største vinproducenter, men de fleste vinhuse er altså ganske små og ud af de 2.000 er 1.800 grundlagt efter 1970.

Australien har ingen nationale druesorter, men meget atypisk ehller ingen krydsninger eller hybrider, så i Australien produceres der vine på alle typer druer … her gælder ingen traditioner, selvom landet efterhånden mest er kendt for deres vine på Syrah … eller Shiraz, som australierne selv kalder druen.

Shiraz er i dag Australiens mest plantede drue og er plantet på omkring 1/4-del af landets 160.000 hektar vinmarker efterfulgt af Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Der er også langt færre regler for produktionen af vine i Australien, hvilket meget godt illustreres ved, at vinlovgivningen giver brede rammer … således skal blot 85% af druerne komme fra det angivne område og blot 85% af druerne fra den angivne årgang.

I det hele taget er der meget frie rammer i produktionen og fx anvender nogle producenter tilsætning af kunstig vinsyre for at sikre, at vinene ikke bliver alt for overmodne og søde.

Australien er opdelt i 7 store vinområder, nemlig:

  • South Australia
  • New South Wales

Der er South Australia klart det største og mest velkendte område, for der produceres der mest vin, men der er også der, at nogle af de allerbedste underregioner ligger, bl.a. Adelaide Hills, Barossa Valley og McLaren Vale … blot for at nævne de måske mest kendte.

2015 Kies Family Wines, Klauber Block Shiraz, Barossa Valley, Australien

2015 Kies Family Wines, Klauber Block Shiraz, Barossa Valley, AustralienKies Family Wines ligger lige i udkanten af den lille by Lyndoch i Barossa Valley. Derfra smager jeg mig – flittig as always – igennem 3 forskellige vine og starter med denne 2015 Klauber Block Shiraz.

Vinhuset er – som navnet jo egentligt også siger – et rigtigt familieforetagende, der er grundlagt i 1985 af Tina og Michael Kies. De købte en lille nedslidt og gammel ejendom, som tidligere havde været anvendt som en kornmølle … og med et fælles mål om at lave god vin, hele tiden blive bedre og ikke nødvendigvis større.

Men Kies Family Wines er blevet større undervejs og har samlet i dag 60 hektar vinmarker, som fortsat drives af Tina og Michael, men nu sammen med deres 3 børn Bronson, Jordan og Jesseca. Men det med vin ligger nu ikke så fjernt, for Kies familien har været vinavlere gennem 6 generationer.

Michael har dog ved siden af vinproduktionen også en mindre ejendomsmægler virksomhed Kies Real Estate, hvor også hans søn Jordan i dag arbejder. Til gengæld har familien også den ansatte vinmager Jo Irvine til at stå for vinproduktionen … og hun overtog faktisk jobbet efter hendes far Jim Irvine, som startede hos Kies familien som vinmager i den spæde opstart.

Derudover har familien i 2006 åbnet Monkey Nut Cafe i tilknytning til vingården. Det er en lille café eller bistro, hvor du kan få et lille måltid og selvfølgelig nyde et glas af husets vine.

Jeres flittige vinblogger starter med at smage en arketypisk Barossa vin, selvfølgelig på Shiraz, nemlig Kies familiens Klauber Block Shiraz, hvor druerne kommer fra 70 år gamle vinstokke på marken Klauber Block Vineyard.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men denne skulle være lagret på en kombination af nye og brugte egefade, men hvor lang tid fremgår heller ikke.

Det er en næse, som stikker virkeligt dybt … og min første tanke er Kalleske eller én af virkelig gode australske vinmagere, som laver fede, fyldige og virkelig velsmagende Shiraz vine. Her er der masser af fagpræg, marmeladefed frugt, sorte kirsebær, fede blommer, svesker … næsten på vej til overmoden frugt, sorte oliven, masser af kanel, kaffe og mælkechokolade. Det er power, fedme … en direkte knytnæve, men pakket lidt ind i vat og med en koket lille syrlighed under al den buldrende fedme.

Smagen er også … tung, fed og masser power. Det er klart fed Shiraz med både sødme, masser af kraft, peber, en lille syrlighed i den overeksponerede frugt og dermed bliver det en stor mundfuld. Der er også fede og tørre tanniner, lidt mørk chokolade bitterhed og modenhed i frugten.

Det er arketypisk fed aussi Shiraz, voldsomt, opulent, imponerende og skrækindjagende, men smager sgu meget godt. Peberen brænder lidt i eftersmagen, men der er fint med frugt.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, Australien

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, AustralienHewitson er et nyere vinhus, som ligger i hjertet af Barossa Valley på den historiske Seppeltsfield Road. Derfra smager jeres flittige vinblogger nu denne 2014 Baby Bush Mourvèdre.

Vinhuset er grundlagt i 1998 af Dean Hewitson, som i 1986 blev uddannet vinmager fra Australiens kendte vinskole Roseworthy Agricultural College. Derefter har han arbejdet og fået erfaring med vinproduktion i både hjemlandet og det meste af verdenen, bl.a. i  Bordeaux, Bourgogne, Champagne, Beaujolais, Rhône og Provence.

Derefter rejste han til Californien, hvor han bl.a. fuldførte sin Master indenfor vinproduktion, men han arbejdede hos huse i Santa Barbara, Napa Valley, Sonoma Valley, Monterey, Oregon og Washington State.

I 1998 etablerede han så – sammen med hustruen Lou – sin egen vingård i Barossa Valley og laver nu vine fra gamle vinmarker i primært Barossa, men har også et par enkelt vinmarker i Eden Valley, McLaren Vale og Adelaide Hills.

Til at hjælpe har parret også børnene Ned, Henry og Harriet. Og sammen har familien bygget en moderne vingård med en produktion med vægt på bæredygtighed, bl.a. solenergi, genanvendelse af vand og naturlig biodiversitet i markerne.

Perlen blandt vinmarkerne er Hewitsons Old Garden, en gammel vinmark med Mourvèdre vinstokke plantet  i 1853 af Friedrich Koch. Det er en vinmark, som har overlevet både oversvømmelser, brande, hungersnød og den verdensomspændende phylloxera epidemi. Det er således en af verdens ældste vinmarker.

Dean har da også taget nogle aflæggere af vinstokkene fra den gamle mark og bl.a. anvendt til anlæggelse af marken Baby Bush Vineyard, hvor stokkene i dag dog alene er omkring 15 år gamle.

Men her smager vi netop en vin med druer fra Baby Bush Vineyard, hvor druerne bliver delvis afstilket efter høsten. Vinen er så lavet med maceration og gæring over 2 uger med remontage og punch-down dagligt. Derefter er vinen lagret 15 måneder på franske barriques … brugte fra  topvinen Old Garden.

Der laves årligt 24.000 flasker af denne vin … stensikre 5 houlbergske fingre og endda med pil op.

I næsen er det en syrlig, dekadent bærduft, bondsk, animalsk, landlig aroma. Det er hestestald, mødding, blæk, grafit, meget saftig med en hulens masser saft, blåbær, kirsebær, jordbær, nelliker, urter, rosmarin, skovbund og jord. Virkelig syrlig og saftig næse.

Smagen er monster saftig med en smule saftevandsfølelse, lidt peber, masser af tæt, fed og moden frugt, meget fløjlsagtig med fed krop, lidt marmelade, eg og sødme. Tanninerne er også både fede, modne og bløde.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, Australien

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, AustralienTil hovedretten kom heller ikke den i vinmenuen annoncerede vin, men vi valgte – mellem to andre muligheder – et glas af denne 2016 Peninsula Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate, der ligger i Victoria vinregionen i Australien.

Det er et vinhus, som jeg har smagt vin fra for en del år siden, og dengang var det deres 2008 Estate Pinot Noir.

Paringa Estate er grundlagt i 1984 af Lindsay og Margaret McCall. De har omdannet en tidligere frugtplantage et vinhus med vinmarker samt et moderne vineri med tilhørende kældre midt imellem vinstokkene.

Første årgang var 1988, og allerede fra starten blev vinene samleobjekter for australske vinfans. Produktionen var dog dengang alt for lille til, at kunne klare den enorme efterspørgsel.

Derfor eksporteres vinene fra Paringa Estate næsten ikke, men sælges derimod ved stalddøren eller på mailinglister. Stilmæssigt skulle vinene fra Paringa Estate minde om de europæiske forbilleder fra Bourgogne, Rhône og Alsace.

Udvalget af vine fra Paringa Estate er inddelt i 3 serier, hvor man indledningsvis finder Peninsula serien, hvor druerne høstes fra lejede vinmarker. I Paringa Estate serien finder man de vine, som Paringa er blevet verdenskendt for. Druerne kommer udelukkende fra egne vinmarker omkring Red Hill South. Og husets topvine kalder de for Paringa Reserve.

Her er det således en vin fra basisserie … og lavet med druer fra 3 forskellige lejede marker omkring Mornington. Det er selvfølgelig ren Pinot Noir, hvor druerne efter høst er afstilket, hvorefter gæring og maceration er sket i store 2,5 tons åbne fermenteringskar, hvorefter vinen er lagret 11 måneder i franske barriques.

Duftmæssigt er den en kraftig vin, selvom man ubetinget kan dufte, at der er tale om Pinot Noir. Det er lidt animalsk med masser af præg fra fadene, eg, kanel og vanilje. Frugten er kirsebær, brombær og lidt granatæbler, hvilket suppleres med en lille grøn og syrlig kant med både eukalyptus, ensilage, grannåle og mælkechokolade. Det er samtidig også lidt flæsket, sød og overdone.

I munden virker sødmen i vinen også en tak for meget, lidt fed, sød og mørk i frugten. Det er egentligt en okay omgængelig vin, næsten læskende og letløbende, hvilket sødmen forstærker. Syremæssigt er det dog en vag vin … mest sød og føjelig.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2018 Giant Steps Wine, Yarra Valley Chardonnay, Victoria, Australien

2018 Giant Steps Wine, Yarra Valley Chardonnay, Victoria, AustralienOne giant step for mankind, sagde en amerikaner tilbage i 1969, men denne Yarra Valley Chardonnay er nyere, men kommer fra vinhuset Giant Steps Wine.

Vinhusets ligger lidt øst for byen Healesville i Yarra Valley … en appellation/område i Victoria regionen i Australien. Historien om vinhuset startede tilbage i 1997, hvor Phil Sexton slog sig ned ved Healesville med netop det formål at lave vin på primært Chardonnay og Pinot Noir … og netop i Yarra Valley var der højtliggende marker med masser af nedbør, kølige nætter og vinde, altså perfekt for de to druer.

I dag har Phil Sexton omkring 122 hektar vinmarker, fordelt på markerne Sexton Vineyard, Applejack, Gruyere, Tarraford, Wombat Creek, Primavera, Nocton og Tosq … og så har den gode mand faktisk også et lille stykke jord i New Zealand.

Siden 2008 har Sexton haft hjælp til produktionen fra vinmageren Steve Flamsteed, som tidligere har arbejdet for det kendte vinhus Leeuwin Estate. Steve har bl.a. været med til at indføre de enkeltmarksprincipper, som benyttes den dag i dag.

I dag er Giant Steps også en af Australiens mest anmelderroste producenter af Pinot Noir og Chardonnay. Derudover har Giant Steps de seneste fem år i træk været på Wine & Spirits’ liste over verdens 100 bedste vinerier.

Her smager vi husets Yarra Valley Chardonnay, hvor serien Yarra Valley er husets basisserie … men sikke vine. Den er lavet efter helt traditionelle metoder, hvor al høst og den nænsomme selektering foregår ved håndkraft, mens kun en mindre del af druerne afstilkes.

Gæring sker spontant og ved lave temperaturer og har derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 7 måneder på 500 liters egefade, heraf 10% nye fade.

Det dufter rigtigt godt, meget pirrende duft med let fadpræg, lidt vanilje, flødekaramel, pærer, kvæde, syltede citroner, meget intens næse, let sødme … dufter fandeme godt.

Smagen er også lækker, masser af æbler, grønne pærer, abrikos og pænt med citronsyre, en vis fylde og egentlig lidt cremet. Syren gør, at vinen aldrig bliver en overdone Chardonnay, men smagsmæssigt har struktur og rygrad. Det er en lille fin Chardonnay perle.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr,, mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Gemtree Wines, Ernest Allan Shiraz, McLaren Vale, Australien

2017 Gemtree Wines, Ernest Allan Shiraz, McLaren Vale, AustralienVi slutter den lille Gemtree kavalkade med et glas af denne spændende og biodynamiske Ernest Allan Shiraz i mit dejlige Nude Stem Zero glas.

Denne  Ernest Allan Shiraz er opkaldt efter Melissas bedstefar Ernest Allan Rivers. Han var selv landmand og forstod forholdet mellem jorden og sine planter, så derfor har Mike sammen med sin assisterende vinmager Josh Waechter forsøgt at formidle den filosofi i vinen.

Druerne kommer fra nogle af husets bedste sites … selvfølgelig 100% Shiraz, som er vinificeret med så lidt indgriben som muligt og lagret 18 måneder på barriques, hvor halvdelen er nye og de øvrige brugt en eller to gange tidligere.

I glasset er det en mørk og tæt fætter, mørk samt kølig i en flæsket stil med sorte solbær, blåbær, blommer, spejderhagl, engelsk lakrids, kakao, muskat, kanel og vanilje. Der er også masser af eg og fadnoter. Total loaded og pakket med mørk kraft.

Smagen er imidlertid langt lysere, friskere og lettere end duften, masser af frugt og slet ikke en overkogt aussivin. Der er en fin syrlighed i frugten, koriander, appelsin og lidt peber, men både tanniner og alkoholen på 14,6% er fint integreret.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Gemtree Wines, Small Batch Mataro, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Small Batch Mataro, McLaren Vale, AustralienMellem de biodynamiske plovfuger hos Gemtree Wines står der nogle ældre Mataro aka Mourvédre stokke, som har dannet baggrund for denne Small Batch Mataro.

Vi bliver atter ikke forkælet af husets informationer om produktionen af vinen … ja faktisk har jeg slet ikke kunnet finde nogle. Så derfor er der jo intet andet for end at springe hovedkulds ind i smagsnoterne.

Igen kommer de biodynamiske trækninger frem i mundvigene, som dermed vender klart glad opad. Landlig, bondsk, animalsk som bare pokker, tonsvis af mørke, gærede kirsebær, brombær, syrlig nerve, lidt kakao, mælkechokolade, vanilje, men uden marmelade eller syltetøj på nogen måder … bare ren, koncentreret og elegant.

Smagen er blød, frugten klart til den syrlige side med masser af nerve, tanniner, peber. Der er kirsebær, hindbær, brombær, meget ren og direkte frugt, mens det hele leveres blødt, cremet og så alligevel med et frisk og syrligt bid. Def er klare tanniner, der udtørrer munden og sætter sig på fortænderne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, AustralienPhantom Red Blend 9 hedder næste vin fra Gemtree Wines og det er et stort step op … en lille perle lavet på 76% Mataro aka Mourvèdre og 24% Cabernet Sauvignon med masser af biodynamisk karakter.

Gemtrees Phantom Red Blend er der heller ikke de store oplysninger om, men det er også et blend, som varierer fra år til år … og tidligere årgange har bl.a. indeholdt Petit Verdot og Cabernet Franc. Det ser også ud til, at den flotte etiket er forskellig fra år til år. Nå, men igen springer vi fluks til smagsnoterne.

Nååååå, nu begynder Gemtree Wines for alvor at  vise, at det virkelig et et biodynamisk vinhus, for det dufter for sindssygt … masser af bio kant, prut, mødding, nytårskrudt, sure og gærede kirsebær, grafit, lidt lakrids … frisk, landlig, bondsk og for fanden, hvor er det charmerende.

Smagen er også frisk, men har dybde, tyngde og er virkelig blød, cremet og rund. Syren viser samtidig skarpe tænder, vedkommende og præcist. Frugten er frisk og drilsk, fint med bid, tynde tanniner, som udtørrer munden og slutter med lidt bitterhed. Med lidt luft samt varme i glasset kommer også en let sødme.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gemtree Wines, Cinnabar Grenache Shiraz Mataro, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Cinnabar Grenache Shiraz Mataro, McLaren Vale, AustralienGemtree Wines laver også en vaskeægte GSM vin, altså en vin på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hos de skøre, biodynamiske australiere på Gemtree hedder vinen Cinnabar Grenache Shiraz Mataro.

Igen bliver man ikke overvældet over informationerne om vinen på husets hjemmeside, men blendet består for årgang 2018 af 62% Grenache, 32% Shiraz og 6% Mourvèdre. I 2017 var det 40% Grenache, 33% Shiraz og 27% Mourvèdre, men tallene året før lød på 45-40-15%, så det varierer altså lidt fra år til år. Vi springer så bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Cinnabar GSM er – som forrige vin – en lysere og syrlig vin fra Gemtree, pænt med grønne noter, men er klart mere tilgængelig end forrige Uncut Shiraz. Der er ribs, tranebær, mirabeller, fennikel, lidt vanilje, pænt med urter samt en lille disket sødme.

Smagen er også mere fyldig, men fortsat til den lettere og lysere side, men samtidig med mere tyngde og bedre balance. Der sniger sig lidt sødme ind, blommer, lakrids, spejderhagl, urter, mere krop og det smager rigtigt fint og nærmest europæisk i stilen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 218,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Gemtree Wines, Uncut Shiraz, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Uncut Shiraz, McLaren Vale, AustralienVi ræser videre med mere øko og biodynamisk australsk vin fra Gemtree Wines, og selvfølgelig skal vi også ha’ fat i en Shiraz … her deres 2018 Uncut Shiraz.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen … ja faktisk ingen, men vinen skulle efter sigende være lagret på egefade i op til 12 måneder efter endt fermentering.

Næsen er ikke fed, marmalade Aussi Shiraz, men er urtet, grøn med både lidt kaktus, eukalyptus, mynte, blomster og peber. Frugten er ikke mørk, men lettere syrlig, stringent … der er lidt kirsebær og samtidig med pæn tørhed.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke dyb, men pænt syrlig og samtidig lidt bitter med peber, ribs, rabarber, tranebær og det er sgu en stram og syrlig fætter. Det er klart en anderledes australsk Shiraz, et syrehovede, som ikke er venlig, men skarp og stram.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Gemtree Wines, Luna de Fresa Tempranillo Rosé, McLaren Vale, Australien

2019 Gemtree Wines, Luna de Fresa Tempranillo Rosé, McLaren Vale, AustralienUdover Savagnin dyrker Gemtree Wines også andre druer, som er usædvanlige i Australien, bl.a. den spanske druesort Tempranillo, som de laver denne Luna de Fresa Tempranillo Rosé af.

Gemtree skriver intet om produktionen, men mit bud er, at Luna de Fresa Tempranillo Rosé er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og lagret en kort tid … det er jo en 2019’er.

Næsen er let … lidt koket opstoppernæse med kirsebær, jordbær, syltede citroner, citronsaft og en støvet tørhed. Smagen er rigtig god og hverken for sød eller for syrlig, men virkelig godt balanceret. Der er lidt jern, tørhed, men meget rund, behagelig, letbenet, ren og bare lige ud af landevejen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 133,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7