Tag-arkiv: Rhône

2011 Domaine Yves Gangloff, La Barbarine Côte-Rôtie, Rhône, Frankrig

2011 Mathilde et Yves Gangloff, La Barbarine Côte-Rôtie, Rhône, FrankrigDenne imposante La Barbarine Côte-Rôtie fra Domaine Yves Gangloff har jeg smagt før. Det var i 2015 og dengang var det i en årgang 2006, men nu er det en 2011’er.

Yves Gangloff holder til på adressen Rue de la Garenne 2 for enden af en blind vej i Condrieu … lige dér hvor det lille bjerg Cote Bonnette begynder at rejse sig.

Domænet drives af Yves Gangloff, som er en excentrisk person … musiker, digter og vinproducent. Han blev født i Alsace, men han blev tidligt forelsket i vinene fra Rhônedalen. I begyndelsen af 1980′erne flyttede han til Rhône.

Hans bror –  som er kunstner arbejdede på det tidspunkt hos Chateau d’ Ampuis før Guigal købte det – havde fortalt ham, at der var arbejde at få i Rhône.

Yves fik arbejde hos Delas Freres, som han arbejdede for i 7 år og her mødte han også  sin store kærlighed Mathilde, inden han i 1983 købte sin første vinmark.

I starten solgte han sin druer til andre producenter, men begyndte hurtigt at lave sine egne vin. Lidt efter lidt han købte og lejede Yves også flere marker og i 1987 begyndte han at sælge sine vine under ejet navn.

Yves Gangloff ligner en gammel rockstjerne, og han er selv habil guitarspiller og -samler, og har bl.a. et par pænt gamle Gretsch and Telecaster. Han har haft en rockgruppe sammen med et flok kolleger fra et andet vinhus, nemlig Domaine George Vernay, som er også til både blues og jazz.

Mathilde var som Yves også meget kunstnerisk .. og dermed et perfekt match for Yves. Hun sang jazz, designede sæber og hjalp ellers Yves i arbejdet på vingården. Desværre døde Mathilde i 2011 i en alt for ung alder … blot i starten af 50’erne.

Som vinmager er Yves Gangloff er selvlært, men har en spektakulær kvalitet og stil i hans vine, og den meget begrænsede produktion gør også. at vinene er eftertragtede og at Yves er én af superstjernerne i regionen.

Gangloff har nu 3 hektar i Côte-Rôtie og 2 hektar i Condrieu, og han ville gerne udvide, men dels er priserne for jord her tårnhøje, og især er Guigal altædende, når det gælder opkøb af land til overpriser.

Her har vi Gangloffs La Barbarine Côte-Rôtie, som kommer fra forskellige Côte Blonde parceller med yngre Syrah stokke, nemlig parceller på markerne Le Mollard, Tupin, Le Combard samt Côte Rozier.

Gangloff bruger kun brugte egefade under den 20 måneder lange lagring, og han har også blandet 5  Viognier i vinen i denne årgang 2011 … og som på alle Gangloffs vine er etiketten selvfølgelig malet af hans kunstneriske bror.

Duftmæssigt er det lidt en vild vin … der er flæsk, røget bacon, oksefond, blæk, røg, karamel samt en meget moden frugt med både sorte kirsebær, brombær, frugten vild og blodig, der er nogle gamle teaktræmøbler og gamle huse i den gamle by … samtidig meget rank, fortættet og crazy,

Det er samtidig en stor mundfuld, meget ren og lækker, sort og aromatisk med peber, krydderurter, violer, lakrids samt en mørk frugt og klare grønne noter. Det er en vin, som både har muskler, elegance, kølighed … lige præcis den kølighed, som ofte findes i Nordrhône.

I denne årgang 2011 kunne vinen tidligere købes hos Jysk Vin, hvor den kostede 559 kr. Men i dag forhandles vinen ikke længere af Jysk Vin og jeg tror ikke, at der er en dansk importør i dag,

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Domaine des Pasquiers, Vin de Pays de Vaucluse, Rhône, Frankrig

2020 Domaine des Pasquiers, Vin de Pays de Vaucluse, Rhône, FrankrigDomaine des Pasquiers er Vignoble de la Vallée du Rhône og holder til i byen Sablet. Det er derfra, at vi nu smager denne 2020 Vin de Pays de Vaucluse.

Vinhuset er familieejet og det drives i dag af brødrene Jean-Claude og Philippe Lambert, hvis farfar grundlaget huset tilbage i 1935.

De er således 3. generation på stedet og har samlet 87 hektar over vinmarker under appellationer som Côtes-du-Rhône, Plan de Dieu, Sablet og Gigondas. Siden 2010 har markerne været drevet fuldstændig økologisk.

Her smager vi deres landvin og entry-level vin Vin de Pays de Vaucluse, som er lavet på 60% Merlot, 20% Marselan og 20% Syrah. Vinen er lavet ved, at der først er sket afstilkning, hvorefter gæring og maceration er sket i betontanke ved 235 grader over 10-15 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 3 måneder i betontankene. Filtreres inden flaskning.

I næsen er det en lidt vamset, sødkrydret vin med både blæk, baconfedt, godt med blåbær, brombær … egentlig stor frugtprofil, en god portion tørhed, men ikke så megen dybde eller umpff.

Smagsmæssigt har vinen en god, rød og tyk frugt, grøn peber samt sort peber, tørhed, tranebær … lidt kantet og ikke så kompleks, så den stikker og har lidt skarpe krydderier.

Forhandles af Lorentsens Vinforsyning, hvor en flaske koster 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Laurent Habrard, Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Laurent Habrard, Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique, Rhône, FrankrigDenne Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique 2019 fra Domaine Laurent Habrard var også en vin i tirsdagsklubben og imponerede stort set alle.

Vinhuset ligger i landsbyen Gervans på den østlige side af Rhônefloden, lige nord for Tain-l’Hermitage og Laurent Habrard er 5. generation på gården.

Laurent overtog det 14 hektar store vinhus fra sine forældre Marcel og Marie-Therese Habrard i 1998 og han har nu siden været ansvarlig for husets produktion af primært Crozes-Hermitage vine, selvom han også laver en smule Hermitage og Saint Joseph.

Da Laurent overtog vingården efter sine studier i Beaune, så lagde han hurtigt en hel ny strategi for, hvordan vinene skulle fremstilles. Den unge vinmager er dedikeret til håndlavet kvalitet og økologisk filosofi i vinmarken, så i 2008 konverterede han til 100% til økologi og installerede både vind og solenergi på sin ejendom.

Samtidig har Laurents tilgang været mindre eg og mere cement i lagring og gæring af vinene. Han mener ikke, at Syrah nødvendigvis er en drue, der har brug for musklerne fra træfadene, men mere elegance og et renene frugtudtryk … så de gamle fade udskiftes løbende med cementtanke, når de har udtjent deres pligt.

Denne Crozes-Hermitage Cuvée Grand Classique er Laurents indgangsvin og er lavet helt usvovlet. Den kommer fra Syrah stokke på op til 70 år, har gennemgået gæring i åbne tanke og efterfølgende lagring af 80% på cementtanke og resten på store fade i 6 måneder.

Duften er rustik, mørk, animalsk landlighed, blomstersæbe, blæk, sorte oliven, mælkede noter, kul, baconfedt, tørre grene, violer, laurbærblade, tørre gamle fade, lidt tyk lakridssødme, svag lakridskonfekt, en tyk og mørk frugt med solbær, sorte kirsebær og brombær

I munden et sandt kraftværk med en kølig elegance, fortættet mørk frugt, solbær, tranebær, brombær, enebær, virkelig meget frugtrig, lidt kontrolleret styrke via en smagfuld power af alkohol og peber, sødme og det hænger forbandet godt sammen … sindssygt flot niveau … klart 5,5 store tomler og endda med pil op.

Forhandles af Vinova … men 2019’eren er udsolgt, men den nye årgang 2020 koster 195 kr., mens prisen for 6 flasker er uhyre god med en pris på 155 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Domaine de Galuval, Viognier, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de Galuval, Viognier, Rhône, FrankrigDomaine de Galuval ejet af det store kooperativ Union des Vignerons Des Côtes du Rhône har vi mødt før her på bloggen, men altid med rødvine. Men nu smager jeg en hvid på Viognier fra deres serie af Les Mono Cépages.

Vinhuset, der ligger lidt øst for den gamle landsby Cairanne på vejen mod Rasteau i Rhône, har jeg skrevet om før.

Det var bl.a. da jeg sidste år smagte 4 forskellige vine fra huset og det var nemlig disse herlige vine:

Men her er det altså en hvidvin fra huset, lavet med Viognier druer fra Comtat Venaissin, der ligger tæt ved Mont-Ventoux og Auzon floden. Druerne er høstet med maskine på 5 timer … fra kl. 5.00 om morgenen og frem til kl. 10.00 og med et udbytte på omkring 60 hektoliter pr. hektar.

På høstmaskinen sker der samtidig med høsten en afstilkning ved hjælp af en indbygget de-stemmer og ved ankomst til vineriet er alle druerne så gået direkte i en pneumatisk presse for at opsamle de første safter. Der presses kun med op til 0,6 bars tryk for at sikre allerbedste saft.

Vinen er herefter overført til betonkar, hvor vinen lige hvilet køligt ved 12 grader inden gæringen sættes i gang med en tilsat tørgær og en stigende temperatur op til 16-18 grader. Vinen er herefter slet ikke lagret, men blot flasket for at bevare mest mulig friskhed.

Duftmæssigt starter vinen lidt forsigtig, men så dukker der både lidt pære op, muskat og abrikos, svagt lidt vingummibamser, blomster og en smule honningmelon. Det er sgu en meget imødekommende duft, der vil tiltale alle.

I munden er vinen både rund, fyldig og cremet … masser af krop, melon, pærer og abrikos, mens syren er blid, hvilket gør vinen meget flydende som en stille bæk. Det er sgu bællevin af den bedste skuffe, smager bare så godt, let sødlig med en sødbitter samt sødkrydret smag. Den kan vi sgu godt li’ !!!

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 97 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Domaine du Bon Remède, La Grange Delay, Rhône, Frankrig

2019 Domaine du Bon Remède, La Grange Delay, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi i Rhône eller mere præcis lidt syd for Mazan og Mont Ventoux lidt længere mod nord. Vi smager nu en 2019 La Grange Delay fra det lille vinhus Domaine du Bon Remède.

Vinhuset er grundlagt i 1930’erne af Joseph Delay, som  mellem verdenskrigene plantede de første vinstokke ved kapellet i Notre Dame du Bon Remède, der også kom til at give navn til vinhuset. Men i dag er det 3. generation i form  Fréderic Delay, der sammen med sin hustru Lucile driver stedet.

I dag har familien 15 hektar vinmarker, som alle vender stik syd og vinstokkene har en høj gennemsnitsalder på hen ved 50 år, men hele dyrkningen foregår efter økologiske retningslinjer. Markerne er overvejende beplantet med Syrah, Grenache og Carignan.

Her er det så husets 2019 La Grange Delay, der er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah fra appellationen AOC Ventoux Rouge Vallée du Rhône … lavet helt klassisk og så lagret 5 uger sur lie på egefade.

Duftmæssigt er det ikke en typisk Rhône vin med masser af de klassiske kryddernoter, men har i stedet en dyb, fed og lakridset duft og måske endda tør engelsk lakrids med mælkede noter, baconfedt, solbær, saftige kirsebær og så lidt fadnoter med vanilje, estragon, grønne blade og våd jord.

I munden er der frugten virkelig frisk og tør … der er blåbær, solbær, krydderurter, tørre og pebrede tanniner, stor krop og fylde, men det er mest den friske frugt, som virkelig hæver denne vin niveauer over almindelige Côte du Rhône vine. Lækkerfin vin.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Les Vignerons de Tavel & Lirac, Tavel Cuvée Royal Rosé, Rhône, Frankrig

2021 Les Vignerons de Tavel & Lirac, Tavel Cuvée Royal Rosé, Rhône, FrankrigFarven er måske lidt porno, men skal det være rosé, så er denne Tavel Cuvée Royal Rosé fra kooperativet Les Vignerons de Tavel & Lirac ved den lille by Tavel i Rhône bare én af mine favoritter.

Jeg elsker sgu denne lidt kraftfulde og mørke rosé. Det gjorde jeg også, da jeg sidst smagte vinen både i årgang 2019 og i 2020, hvor jeg også skrev en masse om både ægte Tavel rosévin og kooperativet Les Vignerons de Tavel & Lirac, som oprindelig er grundlagt i 1937.

Det gør jeg ikke nu, men sker bare nærmere på vinen, der i denne årgang 2021 er lavet på et mix af 50% Grenache, 20% Cinsault, 11% Clairette, 10% Picpoul og Bourboulenc samt endelig 9% Syrah og Carignan.

Druerne er høstet med et udbytte på 44 hektoliter pr. hektar fra 35 år gamle vinstokke og derefter er druerne afstilket inden en lang 48-72 timers maceration, presning og forholdsvis kold gæring ved 13-14 grader over 10-15 dage, lagret ganske kort inden aftapning på flaske.

I glasset er det – som det skal være – en ganske mørk rosé, hvor duftene er kirsebærtærte, kirsebærsauce og jordbær, som giver kraftige og fyldige dufte af røde bær. Derudover er der grøn peber, citroner, grønne krydderurter samt en vis tørhed. Det er en brovten, maskulin og næsten bondsk duft.

Smagsmæssigt er der også tonsvis af smag med både tranebær, syrlige kirsebær, rabarber, grape, godt med krydderier, god, stor og fyldig saftighed, noget peber og bitterhed … og alligevel en lille sødme til at balancere smagene. Klart 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens den i øjeblikket er på tilbud til 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine de la Colline Saint Jean er et familieforetagende, som drives af Aurélie og Cyril Alazard. Vi smager her deres 2017 Gigondas.

Colline Saint Jean har tilhørt Alazard familien i generationer, men det var dog først i 1976, at domænenavnet blev officielt etableret og familien startede med at lave vin i eget navn.

Aurélie og Cyril Alazard holder til i den sydlige del af Vacqueyras ved Saint Jean-bakken og derfor også navnet Colline Saint Jean. Aurélie og Cyril Alazard er selv 10. generation og deres oldeforældre solgt også vin i landsbyen, men alene på fade.

Familien har samlet 25 hektar fordelt på 4 appellationer. De har således 2 hektar vinmarker  i Gigondas, 15 hektar i  Vacqueyras bl.a. på parcellen La Ponche, på Garrigues plateauet, i Mornas-distriktet og derudover er der 1,3 hektar i Beaumes de Venise, 2,8 hektar i Côtes du Rhône og resten er blot i et område som IGP vine.

Denne Gigondas er lavet på 75% Grenache og 25% Mourvèdre fra 65 år gamle vinstokke. Druerne er afstilket 80%, hvorefter vinen er lavet i betontanke og en gæring samt maceration over 30 dage og så er vinen derefter lagret 10 måneder med 50% i 600 liter fade og resten i betontankene.

Duftmæssigt er det som at få stoppet en krydderkvist op i næsen sammen med en mineralsk jernnæve, tør engelsk lakrids samt frisk frugt med småbitre kirsebær, brombær, boysenbær, røg, sten, tjære, jod, mens fadnoterne egentlig er meget svage … men lige kan fornemmes i det fjerne.

I munden er vinen meget tør, men frugtintensiteten meget stor. Der er godt med tranebær, brombær, blåbær, tør engelsk lakrids, granit, sten, peber, bitterhed og stramme tanniner. Der kommer en frisk syre, hvor der endda følger en tør sødme med. Det gør denne Gigondas meget vedholdende og vedkommende.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Cellier des Princes, Hérosé, Rhône, Frankrig

2021 Cellier des Princes, Hérosé, Rhône, FrankrigCellier des Princes havde via Aurélie og Vinconnexion tilbudt vinbloggeren at smage en ny vin i deres sortiment … en moderne Hérosé,  IGP Méditerranée Rosé.

Cellier des Princes er et kooperativ og endda det eneste af slagsen i Chateauneuf du Pape. Det blev grundlagt i 1924, og i 1964 flyttede man til det nuværende sted på Route d’Orange i Courthézon.

Kooperativet har ikke mindre end 80 medlemmer fra AOC Chateauneuf du Pape, altså en 1/4-del af de omkring 300 vinbønder i Châteauneuf du Pape. Derudover har kooperativet også en del medlemmer, der ikke har marker i Châteauneuf du Pape, men i forskellige steder i Rhône.

I alt er der i dag tilknyttet 189 vinbønder til Cellier des Princes, og samlet dækker disse vinbønder et område på ikke mindre end 580 hektar. Der produceres da også hele 3,6 mio. liter vin hvert år, men selve produktionen af Chateauneuf du Pape udgør kun en mindre del af produktionen.

Man har tidligere har løbende rådgivning af den nu afdøde Philippe Cambie.

Her smager vi så husets 2021 Hérosé,  IGP Méditerranée Rosé, der er lavet på et mix af 70% Grenache, 15% Syrah og 15% Cinsault, som alle er høstet om morgenen for at bevare mest mulig friskhed. Efter høsten er druerne afstilket og så presset direkte, hvilket ikke efterlader vild megen farve.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 14-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder i ståltankene og derefter er vinen frigivet … altså lige her i starten af 2022.

Det er en rigtig frugtbombe, som bare venter på, at grillpølserne springer ud på terrassen, humøret bliver godt igen og bekymringer pakkes langt væk. Der er jordbær med et tvist hindbær i … præcis på samme måde, som du vil gøre med en velkomstdrink, når gæsterne kommer i deres korte short og pastelfarvede trøjer.

I munden fortsætter de samme ubekymrede miner, jordbær, tranebær, hindbær, lidt jern, lidt citrus … ikke den vilde dybde, men Jesus hvor ville jeg gerne smage masser af denne vin til sommer.

Der er endnu ikke en importør herhjemme, men det skal nok komme, idet vinene fra Cellier des Princes bestemt sælges herhjemme. Vores lille rosé her koster 4,95€ hos producenten, hvilket svarer til 37 kr. og til den pris skal vinen nok blive en virkelig prisbasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Domaine Haute Marone, Gigondas, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Haute Marone, Gigondas, Rhône, FrankrigDen anden vin fra Domaine Haute Marone var et lille step op, for det var nemlig en 2019 Gigondas fra husets egne vinmarker.

Denne gang er det et ægte GSM blend, her mere præcist på 80% Grenache, 15% Syrah samt 5% Mourvèdre, selvom der normalt vistnok skulle være 15% af både Syrah og Mourvèdre i blendet.

Der er igen sparsomme oplysninger om selve produktionen, men formentlig er gæring sket i cementtanke og efter endt fermentering er 50% lagret 14 måneder på brugte barriques, mens resten blot er lagret i cementtankene.

Duftmæssigt er Haute Marones Gigondas mere ren, mere maskulin og mere i balance. Der er sten, røg, mørke og saftige sorte kirsebær, hindbær og brombær, kaffe, kakao, mørk chokolade samt en tør, krydret note.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt med en lidt pebret jernnæve, røg, Basset lakridskonfekt, solbær, brombær, nelliker, muskatnød, mørk chokolade, blæk og grafit samt krydderurter. Det er en vin med stor pondus, kraft og intensitet … lige som en ægte Gigondas skal være.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 167 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine Haute Marone, Sablet Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Haute Marone, Sablet Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigPå adressen Route de Carpentras i Sablet et par kilometer syd for Rasteau finder vi Domaine Haute Marone, som jeg nu smager et par vine fra og starter med denne 2019 Sablet Côtes du Rhône Villages … Qui?

Domaine Haute Marone er grundlagt i 2002  Alphonse og Claude Barqueros, men er siden 2016 drevet af sønnen Romain Barqueros.

Han har samlet 5,5 hektar i Gigondas og derudover lidt Cotes du Rhone Villages marker ved Sablet. Det er et lille familieforetagende og hovedparten af produktionen sælges til negocianthuse, men de laver også selv knap 3.000 flasker vin.

Denne Sablet Côtes du Rhône Villages er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah, men eller står der ikke meget om selve produktionen.

Duftmæssigt er det en lidt sødlig, blomstret og småfunny vin, hvor frugten er blommer, overmodne boysenbær, brombær, dadler samt tørrede blomster, lidt lavendel, svag lakrids og så lidt friske, grønne og nyplukkede urter.

I munden er vinen meget blød med blæk, lakridsrod suppleret med sød finsk lakrids, en sødlig frugt, blommer, brombær, jordbær, runde tanniner, et småbittert bid med masser af frisk frugt, blid, mild og utrolig venlig.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 108 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7