Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2015 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi skulle smage Mercurey Vielles Vignes fra Maison Albert Sounit igen … nu blot i årgang 2015.

Som du måske husker, så er det den vin, som kommer fra 70 år gamle vinstokke fra marker på østsiden af Montaigus bjerget i det centrale Mercurey. Det er leret jord, som er med til at give vinen en kraftfuld og krydret karakter.

Druerne høstes i hånd. Efter plukning sorteres druerne på sorteringsbord inden vinificering. Vinen er lagret 18 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye.

Mercurey Vielles Vignes i årgang 2015 er bedre end 2016’eren, men det skyldes måske blot alderen. Den har fortsat en lidt mørkere side end de andre bourgogner, så både i glasset og i duften fornemmes den mørkere side.

Næsen er tæt, mørk med nærmest brombær og solbær. Samtidig er den animalske side også langt mere fremme og vinen nærmest skriger af kreatur og møg. Derudover er der røg, grønne blade og grene, nelliker, våde fade, kanel og peber.

Smagen er nu mere afbøjet, blød, kraftig og cremet. Igen er frugten lidt mørkere, tanninerne fint markante og der er egentlig godt med syre, som ligger lige under det cremede og bløde. Det fungerer faktisk rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, FrankrigEfter 4 x Montagny 1. Cru, så springer vi retur til Maison Albert Sounit i Rully med denne Rully Blanc Les Saint Jacques.

Vi smagte 3 vine fra samme skråning, som er plantet tilbage i 1985. En del af skråningen består af 1. Cru parcellerne Les Raclots og La Pucelle, men druerne til denne Rully Blanc Les Saint Jacques kommer altså fra parcellen Les Saint Jacques fra den del af marken, som ikke er kategoriseret 1. Cru. Det gør dog nødvendigvis ikke vinen spor ringere.

Les Saint Jacques ligger på en skråning med 10% hældning mod øst/sydøst, hvor jordbunden hovedsageligt består af brun lerjord blandet med småsten, kalk og sand.

Det er en sammensætning, som giver en perfekt dræning. Vinen er gæret og lagret 10 måneder på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 33% er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

Duft og smag er her mærkbar anderledes end hos Montagny … mere ananas, eksotiske frugter og grape i duften og mineraliteten også tydeligere, selvom der fortsat er fedme, citrus tilsat fadnoter, vanilje, hasselnødder og svag blomstereng.

Smagen er mere crisp, sprød og direkte. Der er flot kompleksitet, mere stålsat og godt med grape i eftersmagen. På en eller anden måde virker det mere elegant end Montagny.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, FrankrigVi ræser videre i de hvide bourgogner og næste på skafottet er denne Montagny 1. Cru Les Chaniots fra Domaine Bernollin.

Marken Les Chaniots må anses for at være Domaine Bernollins flagskib og er den nordligste del. Domaine Bernollins parcel er på godt 1,7 hektar og en stor del af vinstokkene er plantet helt tilbage i 1928.

Disse mere end 80 år gamle Chardonnay-vinstokke, giver en meget lille produktion, men druernes juice er til gengæld kolossalt koncentreret.

Denne Montagny 1. Cru Les Chaniots er dog lavet med druer fra både de gamle stokke og lidt yngre stokke, som alene er 40 år gamle. Jordbunden består hovedsageligt af kalk.

Druerne høstes som alle Sounits og Domaine Bernollins vine ved håndkraft. Vinen er 100% fadgæret og lagret i 12 måneder på 228 liter og 300 liter franske egefade, hvoraf omkring 35% af fadene er nye. Aftappet uden filtrering.

Duftmæssigt er vinen tættere og en smule mere varm i udtrykket, bl.a. med henkogte pærer, eksotiske frugter, bolsjer, citrus, en lidt nøddet aroma, salt og karamel. Det er fedt, voluminøs, men alligevel med mineraler og nerve.

I smagen er der mere syre, selvom det fortsat er cremet med fedme, fløjl, en smule bitterhed og længere eftersmag. Syren har nu fået en klart større rolle, og sikrer både præcision og løfter om virkelig lang levetid på denne vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 319 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2015 Albert Sounit, Montagny 1. Cru Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Montagny 1. Cru, Bourgogne, FrankrigNæste hvide bourgogne blev denne Montagny 1. Cru Vieilles Vignes, som laves af Maison Albert Sounit.

De har siden overtagelse af Domaine Bernollin i 2005 målrettet forsøgt at frembringe langt mere intense og komplekse vine.

Det er bl.a. sket igennem hård beskæring og dermed lavt udbytte med øget koncentration til følge. Druerne høstes i hånd, hvorved den første sortering allerede sker i vinmarken. Druerne til denne Montagny 1. Cru Vieilles Vignes kommer fra den del af Chaniots marken, der kaldes La Cabanne.

Vinstokkene er i gennemsnit over 50 år gamle, og de ældste er formodentligt mere end 70 år gamle. Det vil sige meget lavt høstudbytte med stor koncentration til følge.

Vinen er 100% gæret på 300 liter egetræsfade. Ingen nyt fad, – men udelukkende på 3-4 år gamle fade for at understøtte vinens frugt og mineralitet og samtidig give vinen den bund og volumen, som opstår ved fadgæring. Vinen er aftappet uden filtrering efter 10 måneders fadlagring.

Næsen er her lidt mere tilbagetrukket … lidt sværere at lokke frem, men giver til gengæld også mere, når der sker med lidt luft i glasset. Aromaen er mere ren og luftig, mere svævende og frugten meget klar i billedet. Det er fersken, abrikos, blomster, grønne grene, bark og igen med smørfedme.

Elegancen fortsætter i smagen, hvor det er cremet og blødt, men med florlette blonder og præcis syre. Man får både fedme, kraft og lethed på en gang og det smager sgu godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, FrankrigDen bedste af crémanterne fra Maison Albert Sounit var efter min mening denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, selvfølgelig udelukkende lavet på Pinot Noir.

Som foregående vin kommer druerne faktisk udelukkende fra vinmarken, og derudover er vinen også lavet helt på samme måde som de andre crémanter, dvs. med manuel høst af druerne, brug af druernes egen naturlige gør og efter Méthode Traditionelle, hvor crémanten er lagret på sit bundfald i 18-20 måneder inden dégorgering.

Der laves alene årligt omkring 1.800 flasker af denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, som vi her smager i en årgang 2016, hvilket koden 173 på bagsiden også indikerer.

Duften er virkelig elegant og Pinot Noir’en slår klart mere igennem i aromaen. Det er mere champagneagtigt i duften med æbler, pærer, toast, blomster, citrus og en kalket mineralitet. I smagen er der igen en virkelig god syre, fint balanceret og boblerne pænt aggressive. Alligevel er der lethed, syre/sødme balance og det smager rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, Spanien

2012 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, SpanienPå jobbet smagte vi forleden et lille glas af denne Montelaguna Selección, som er Tempranillo topvinen hos vinhuset Dehesa Valdelaguna.

Vinhuset holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.

Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.

Ud af familiens 300 hektar er der dog kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer.

Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer.

Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle. Markarbejdes styres af Rafa Asenjo.

De to venner laver i alt 5 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna, helt klassisk spansk med en rosé, en Roble, en Crianza, en Reserva samt denne Seleccion. Samlet bliver det til omkring 60.000 flasker vin hvert år.

Denne Montelaguna Selección er vinificeres i store 10.000 liter egefade, lavet med maceration i 22 dage og efter fermenteringen har vinen lagret 20 måneder i både franske og amerikanske fade. Vinen er alene lavet i 3.100 eksemplarer.

Vinen laves udelukkende af de bedste druer og kun i de absolut bedste årgange. Druerne håndsorteres først i vinmarken og derefter i vineriet, inden den endelige assemblage fastsættes ud fra individuel vurdering af enkelte fade. Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2010 … men her altså 2 år yngre.

Som sidst er det opulent, fed og sød næse … vi snakker blommer, solbær, brombær, sødme, chokolade, kakao, sød engelsk lakrids, eg, vanilje og røg.

Den megen eg går igen i smagen, virkelig sødmefuld egetræsvanilje, men koncentreret, blød og cremet, men samtidig med masser af tørhed. Smagen er klar og ren.

Vinen er mere elegant, mere syrerig og mere grøn end duften indikerer og det gør også, at vinen ikke bliver helt overdone. Derudover byder den på peber, sødme, god og lang frugtbåret eftersmag og det er en rigtig klassisk Ribera.

Købt hos Winefamly, hvor prisen er 149,84 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2013 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandTiden er Weingut Salweys bedste ven … hans Spätburgundere bliver bare bedre og bedre med alderen, hvilket også gælder denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, som vi her har i en årgang 2013.

Weingut Salwey har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i efteråret 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil, hvor du også kan læse lidt om historien om vinhuset samt vort indtryk ved besøget.

Denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder har jeg også skrevet om tidligere, blot i årgang 2012. Det er en Gutswein, altså alene en vin fra husets basisserie og fra marken Käsleberg. Hos Salwey høster de altid en kende før andre producenter, hvilket er med til at gøre vinene lidt syrligere og grønne i deres yngste år.

Denne er alene lavet med druernes naturlige gær, maceration i 23 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques. Ved flaskning sker der ingen filtrering og som altid med Salweys vine, så er der meget begrænset restsukker, oplyst til 1,9 gram pr. liter.

I glasset er vinen virkelig smuk transparent teglfarve på vej mod orange, mens duften er virkelig lækker. Fadene er klart fremme i næsen, lyse kirsebær, røg, strejf af sød kostald, mildhed, krydrede noter, svag kanel samt et grønt islæt.

Smagen har god nerve, er blød med lyse bær, lidt kirsebær, lethed, blide tanniner, lethed, ren frugt, grønne blade, let peber, mineraler og fint balanceret. Alderen har helt klart blødgjort vinen, så den nu fremstår meget helstøbt. Det er sindssygt højt niveau for en Gutswein.

Købt på vingården, hvor prisen i dag – for nyere årgang – ligger på 12€ … eller beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Bergström Wines, Cumberland Reserve Pinot Noir, Oregon, USA

2015 Bergström Wines, Cumberland Reserve Pinot Noir, Oregon, USASidste Pinot Noir hos Vinpusheren blev denne Cumberland Reserve Pinot Noir fra vinhuset Bergström Wines, som ligger i Oregon og drives af familien Bergström, som stammer fra det nordlige Sverige.

Betgström Wines holder til et par kilometer nordvest for den lille by Newberg, som ligger i Willamette Valley tæt på floden Willamette i det  klassiske Pinot Noir land. Vinhuset er grundlagt i midten af 1990’erne af John Bergström, som købte ejendommen sammen med hustruen Karen og deres 5 børn.

John stammer som nævnt fra vores broderland og var kommet til USA som ung teenager og havde optjent en pæn formue som kirurg med egen klinik.

Familien havde siden 1970 boet på Cumberland Road i Portland, men det store boom i vinproduktion i Oregon – samt en voldsom interesse for vin – gjorde, at de rykkede teltpælene op og købte et stykke land i Dundee Hills i Willamette Valley.

Der plantede John sin første vinmark, som han selvfølgelig kaldte Bergström Vineyard. Det blev imidlertid først i 1999, at familien kunne høste og lave deres førstes vine. På det tidspunkt var Johns søn Josh vendt tilbage fra Bourgogne, hvor han havde taget en 2-årig uddannelse som ønolog.

Sammen med sin forlovede Caroline indgik det unge par et partnerskab med Josh’s forældre og gik igang med at lave egne vine. Med overskuddet fra den første årgang 1999 – som gav hele 4 tons druer – kunne de endda udvide ved at købe en nærliggende vingård.

I dag har familien i alt 34 hektar vinmarker, fordelt på 7 vinmarker; The Bergström Vineyard, Temperance Hill Vineyard, The Winery Block, Gregory Ranch, Shea, Silice og Le Pré du Col. Hver vinmark vinificeres selvfølgelig seperat.

Josh er den daglige leder & winemaker samt vineyard manager. Han arbejder totalt kompromiløst på at lave så høj kvalitet som muligt. Der arbejdes efter biodynamiske metoder, med naturlig gødning af alt druekvas og afskårne grene fra vinstokkene som komposteres og gen anvendes sammen med lokalt hø og ”affald” fra et mejeri.

Udbyttet er ekstrem lavt og der høstes meget sent for at få højest mulig koncentration. Der benyttes mange forskellige kloner af Pinot Noir fra forskellige typer jordbund, som alle plukkes, presses og gæres for sig inden de endelige blandinger fortages.

Grundet Josh’s fortsatte tætte relation til Bourgogne, benyttes kun de bedste af de bedste egetræs fade derfra. Bergström Wines laver årligt 9.000 kasser vin, fordelt på 2 Chardonnay’er og 9 forskellige Pinot Noirs.

Denne Cumberland Reserve Pinot Noir er således én af disse 9, hvor druerne kommer fra nogle af husets marker, hvor mange fremgår dog ikke helt klart. De fleste tilsyneladende fra Bergström Vineyard.

Vinen er opkaldt efter familiens gamle adresse på Cumberland Road i Portland, og stilmæssigt forsøger Josh at nærme sig sin klare reference; Bourgogne. Således er vinen også lagret på franske barriques … men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I næsen er frugten igen lidt mørk, nærmest kirsebær, hindbær, og det er vel nærmest fyldig og moden Pinot Noir. Der er våde fade, røg, blæk, grafit, tørhed, lidt lakrids, kanel og mineraler.

Det er blød og cremet kirsebær i munden, lækker koncentreret, blid og rund. Tanninerne er blide, men der er godt med saft og power sammen med det bløde. Selvom der er syre, så bider den på ingen måder og vinen kommer måske til at mangle lidt karakter. Men fin og lækker Oregon Pino.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, FrankrigBAM … så tog vi hul på 6 x røde Pinot Noir og denne Bourgogne En Lutenière fra Domaine Aurélien Verdet modbeviser påstanden om, at man ikke kan få god bourgogne til under 300 kr. og at bourgogne også først smager godt med masser af år på kilometertælleren.

Domaine Aurélien Verdet ligger i den lille burdundiske by Arcenant, der vel ligger omkring 6-8 kilometer stik vest for Nuits-Saint-Georges. Vinhuset drives af Aurélien Verdet, der overtog driften efter sin fader Alain Verdet, der allerede tilbage i 1970’erne var en af pionererne indenfor økologisk drift i Bourgogne.

Aurélien Verdet har drevet vingårdens selv, siden faderen gik på pension i 2005 og han driver nu vingården i samme ånd. Han har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. med marker i Hautes Côtes de Nuits samt ved Vosne Romanée … 1. Cru marker som Beaux Monts, Nuits Damodes og Boudots.

Her er det imidlertid en af Aurélien Verdets entry-level vine … en spæd 2016 Bourgogne En Lutenière, hvor druerne er høstet manuelt, og lavet med maceration i 10 dage og en samlet gæring på op til 30 dage. Derefter er vinen lagret på barriques.

Og sikke en lækker næse … smuk burgundisk lethed med kirsebær, ribs, gazebind, en grøn nerve og lidt animalsk stald. Derudover er der mentol, estragon, svag lakrids, babybræk, jord, skov og buske … uhhhhmmmmmm.

I munden er der blødt og elegant, blidt, let og smager vildt godt. Det er utroligt, at vinen er så ung, for den er bare drikkeklar nu. Det er måske ikke specielt komplekst, men fortsat et højt niveau for sådan en vin, som har en så fin og let syre, er så direkte samt let drikbar.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Wine & Soul, Guru, Douro, Portugal

2015 Wine & Soul, Guru, Douro, PortugalDet kræver en høj grad af åndelig indsigt at blive Guru … og skal du være en sådan spirituel vejleder indenfor vin kræver det både Wine & Soul. Det er i hvert fald navnet på næste vinhus, som står bag vinen Guru.

Wine & Soul drives af parret Sandra Tavares da Silva og Jorge Serôdio Borges, som i 2001 grundlagde vinhuset, da de lejede en gammel mark fra 1932 beliggende lige nedenfor Quinta do Noval nord for Pinhão og begyndte at lave vin. De var begge vinmagere, lige blevet gift og i stedet for at købe et hus, så lejede de selvfølgelig i stedet en vinmark.

Sandra og Jorge er de to smukke mennesker på billedet ovenover. Navnet Wine & Soul valgte de, da det helt enkelt forklarede deres mål, at lave vine med hjerte og sjæl.

Fra starten var målet nemlig at lave en vin med koncentration, friskhed og elegance. De startede med en lave garagevinen Pintas, en enkeltmarksvin fra den lejede mark. Det blev et fieldblend, da marken samlet vel har over 30 forskellige druesorter.

De få tusinde flasker af vinen Pintas i premiereårgangene 2001 og 2002 fra Wine & Soul var uhyre lovende og viste, hvilke muligheder der ligger i vinmarken. Vinen vakte opsigt overalt, hvor den blev præsenteret.

Succesen gav nye muligheder, så indtægterne fra salget af Pintas blev derfor brugt til både at købe den lejede mark samt en yderligere del af vinmarken.

Resultatet blev yderligere to vine, nemlig hvidvinen Guru, som man introducerede i 2004 og den røde Pintas Character. Senere er der også kommet yderligere vine i sortimentet, som nu også omfatter produktion af portvine.

Jorge Serôdio Borges er 5. generation i en vinfamilie, så det betød også, at han i 2009 arvede vingården Quinta da Manuella, hvor markerne har meget gamle vinstokke, nogle af dem over 100 år gamle og de yngste vel omkring 30 år gammel.

Det betyder, at parret i dag samlet har 22 hektar vinmarker, hvoraf de 6 hektar er de oprindelige marker, som parret selv købte og så de yderligere 16 hektar på Quinta da Manoella, som har været i Jorge families eje siden de 19. århundrede.

Denne Guru har Wine & Soul lavet siden 2004. Det er en hvidvin, der – som Pintas – er et fieldblend på en lang række lokale druer, bl.a. sorterne Gouveio, Viosinho, Rabigato og Códega do Larinho … alle fra omkring 50 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes, presset og derefter fermenteres vinen i nye franske fade ved lave temperaturer i 4 uger. Derefter lagrer vinen videre på fadene i 5 måneder med løbende battonage.

I forhold til foregående vin er denne Guru mere kølig i stilen, rank og nærmest først lidt sødkrydret i næsen. Det er pærer, fersken, gæret æblemost, syltede citroner, smør, nødder, grønne blade og en herlig inderlighed samt nogle kalkagtige mineraler.

Smagen er tør, ren og stålsat, frisk klar og næsten med lidt blomstervand over sig. Ikke at det smager at blomstervand, men en afdæmpet, blomsterrig smag … delikat, tynd og igen med de kalkagtige mineraler, som dæmper kraften … men fremhæver frugtens renhed.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7