Tag-arkiv: Frankrig

2015 Château Blaignan, Cru Bourgeois Médoc, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Blaignan, Cru Bourgeois Médoc, Bordeaux, FrankrigHyggelig dag med ligegyldig kærlighedsfilm i fjernsynet og massivt regnvejr udenfor blev pludselig lidt mere interessant med lidt vin i form af denne Cru Bourgeois Médoc fra Château Blaignan.

Bordeaux vinslottet Château Blaignan, som ikke må forveksles med Château Côtes de Blaignan, ligger – surprise – i Blaignan-Prignac lidt nord for Plautignan i den allerøverste del af Médoc halvøen og har en historie, der kan spores tilbage til det 14. århundrede. Dengang var det herremanden af Blaignan, der gav navn til slottet.

Senere i 1762 solgte den daværende ekjer Louis-Alexandre de Bourbon vinslottet til Monsieur Taffard, som både ændrede navnet til Château Taffard de Blaignan, øgede markerne og i det hele taget gjorde slottet til en mønstermodel. Det var også under Taffard familiens ejerskab, at slottet i 1932 blev klassificeret som Cru Bourgeois.

Siden 2004 har Château Blaignan dog været ejet af den franske bank Crédit Agricole, som med store investeringer i forbedringer og vedligeholdelse har sikret, at Château Blaignan er blandt de bedste Cru Bourgeois køb, som man kan gøre i dag. Det har også fået sit gamle navn Château Blaignan tilbage.

Banken ejer i øvrigt ligeledes de berømte Cru Classé slotte Château Meyney i St.-Estèphe og Château Grand-Puy-Ducasse i Pauillac.

Château Blaignan har samlet 100 hektar vinmarker … og de ligger faktisk på én stor mark, der er består af 49% Cabernet Sauvignon og  51% Merlot, som drives efter Agriculture Raisonnée princippet, altså bæredygtigt, men mindre andet er absolut nødvendigt.

Fra vinmarkerne laver slottets manager Boris Diallo 4 forskellige vine og det er vinene Château Prieuré de Blaignan, Quintessence de Blaignan, Soufrer n’est pas Jouer og så denne første vin, der bare hedder Château Blaignan.

Den er helt som fordelingen på markerne lavet på 49% Cabernet Sauvignon og  51% Merlot, hvor vinifikationen først er sket i store rustfrie tanke og efter endt fermentering så lagret 14-16 måneder på en kombination af ståltanke og barriques.

I glasset kan alderen på 8 år ses, for vinen har en brunrødlig kant, mens aromaerne bestemt byder på Bordeaux noter. Der er solbær, sorte kirsebær, blommer, hindbær, cedertræ, cigaræsker, godt med grafit samt lidt blyanter, godt med timian og andre urter. Selvom farven måske afslører alder, som virker vinen duftmæssigt ret ungdommelig, klar og ren.

Friskheden og renheden fortsætter også i munden, hvor frugten er ren, klar og rank. Der er kirsebær, hindbær og tranebær, mens noget sort te giver lidt bitterhed, godt med stringent eftersmag, tynde, fine samt tørre tanniner, lidt hvid peber … samlet absolut godkendt på sådan en regnvejrsdag … eller hvilken anden dag. 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Chassenay d’Arce, Cuvée Sélection Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Chassenay d’Arce, Cuvée Sélection Brut, Champagne, FrankrigEn fødselsdag i familien blev fejret med lidt champagne fra morgenstunden i form af denne Cuvée Sélection Brut, der er fra kooperativet Chassenay d’Arce.

Det er et kooperativ, som ligger i Ville-sur-Arce i den sydligste del af Champagne op til  Bourgogne. Det blev grundlagt af 5 pionerer i 1956, men har i dag hele 130 vinavlere som medlemmer.

De ligger alle langs floden Arce tæt på 12 forskellige byer i Côte des Bar. De har samlet 315 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Pinot Noir, Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Blanc, der i gamle dage også var en champagne druesort.

Arce-dalen deler faktisk nærmest sin jordbund med Chablis i Bourgogne. De har den samme  kalkholdige undergrund kaldet kimmeridge, bestående af kalksten, ler og fossile østersskaller.

Desuden er klimaet anderledes end det øvrige Champagne, for det er varmere, hvilket gør at druerne opnår større modenhed.

Her smager vi kooperativets basis champagne … en Cuvée Sélection Brut uden angivelse af årgang. Den er lavet på 89% Pinot Noir, 8% Chardonnay og 3% Pinot Meunier i et blend af høste fra forskellige årgange.

Først er vinen lavet med gæring i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke og gennemgår derefter en delvis malolaktisk gæring. Så er vinen flasket til andengæringen, så er sket i kælderen over 4 år sur lie aka altså på bærmen. Ved degorgering er der tilført vinen en dosage på 9 gram pr, liter.

I næsten er der klart gærede noter, masser af nødder … måske endda kandiserede nødder, valnødder, æbler, æblemost, en let sødme med candyfloss, lidt lemon, rugbrøds dej og en vis tørhed. Ganske dejlig, blød og venlig aroma.

Smagen er god og pågående … der er pærer, modne æbler, let fersken samt lemon, der lige giver en lille bitterhed sammen med sødmen. Men det er de syrligere smage, der har dirigentstokken sammen med den lille kinky bitterhed, hvilket sammenlagt giver denne fine, let søde og venlige friskhed. Dermed rigtig lækker champagne til fornuftig pris. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Vallée Moray, Aubépine, Loire, Frankrig

2018 Domaine Vallée Moray, Aubépine, Loire, FrankrigBjarne havde medtaget endnu en hvidvin fra Domaine Vallée Moray. Det var Hervé Greniers 2018 Aubépine … og dermed atter fadlagret Chenin Blanc, blot lagret en tak længere.

Her kommer Chenin Blanc druerne nu fra 70 år gamle vinstokke og høstet med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar og alene lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret hele 30 måneder sur lie på gamle egefade. Vinen er derefter tappet på flaske uden tilsætning af svovl.

I næsen er vinen mere urtet, hvilket suppleres med noget bivoks, en svag oxidativ note og endda lidt olieret. Der er lidt ældre gulvtæppe, nødder, godt med pærer samt en kalket mineralitet, smør samt en citronagtig cremekage.

Smagsmæssigt er vinen klart skarpere … har en let sødme, men  en frugt af pærer, melon og gule æbler. Selvom frugten måske virker en anelse soft, så er syren ren, klar og ganske stram som hos lillesøster Cailloutis og suppleres af lidt salt, kandiseret citron, ost samt denne kalkede mineralitet.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Vallée Moray, Cailloutis, Loire, Frankrig

2018 Domaine Vallée Moray, Cailloutis, Loire, FrankrigBjarne fra Vinimperiet havde skam også taget et par hvidvine fra Domaine Vallée Moray med og vi smagte dem blindt, hvor første var denne Cailloutis lavet på ren Chenin Blanc.

Domaine Vallée Moray ligger i Montlouis sur Loire og drives af Herve Grenier, som  grundlagde huset i 2014 ved overtagelse af de to marker Husseau og Nouy fra Domaine Les Loges de la Folie. Han overtog også hele vinkælderen, karrum, vinpresse, egefade m.m. og blev således Artisan Producteur de Vins Bio à Montlouis-sur-Loire.

I dag driver Hervé Grenier sin lille vingård ved siden af sit daglige arbejde som forsikringsmand med speciale i landbrug hos Liberty Syndicates.

Hervé Grenier har samlet 10 hektar vinmarker, hvoraf 6 hektar er med Chenin Blanc … resten er primært med Pinot Noir og Gamay. Det  er et ganske lille vinbrug, som i dag drives Ecocert certificeret økologisk.

Vinene laves enten under appellationen AOC Montlouis-sur-Loire eller blot som Vin de France vine, som fx denne Cailloutis, der er lavet på ren Chenin Blanc.

Druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar og alene lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 24 måneder sur lie på gamle egefade. Vinen er derefter tappet på flaske uden tilsætning af svovl.

Det er duftmæssigt en utrolig ren og usvovlet vin, nærmest som saftevand suppleret med strandsand, let lidt nødder og ristede løg, hvide blomster, gær, tændstikker, pærer, modne æbler, melon samt en smule tropisk frugt, har en smule smørfedme og lidt brunet smør, saltede mandler, men samlet meget indbydende.

I munden er vinen langt mere sur og syrlig … det giver tonsvis af friskhed, meget ren frugtsyre med æbler og pærer. Alt leveret så cremet, modent, småopulent med en saltet mineralitet. Det er jo voksenslik … vinøs voksenslik.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Les Dolomies, Bordel C’est Bon Trousseau, Jura, Frankrig

2017 Les Dolomies, Bordel C'est Bon Trousseau, Jura, FrankrigVinhuset Domaine Les Dolomies drives af Céline og Steve Gormally og er beliggende i Passenans i Jura. Derfra skulle vi smage denne 2017 Bordel C’est Bon Trousseau.

Céline og Steve Gormally grundlagde Domaine Les Dolomies i 2008, hvor de først købte en 1,44 hektar stor parcel på vinmarken Les Combes i Passenans.

Samtidig arbejdede Céline for en række andre producenter i Jura, herunder Labet, Badoz samt St-Pierre, men med en smule hjælp fra La Foncière Terre de Liens – en organisation der støtter økologiske landmænd med køb af  jord – så købte hun samme år endnu en hektar og dermed var vinhuset en realitet.

I dag dyrker parret 5,5 hektar vinmarker fordelt på 10 plots ved 5 landsbyer inklusiv det prestigefyldte Château-Chalon, hvor der er et samlet potentiale på 6,5 hektar, når omstrukturering og tilplantning af jorden er færdig.

Markerne drives både økologisk certificeret, men Céline anvender også biodynamiske principper i produktionen. Hun anvender alene vildgæring og der anvendes i kælderen pied de cuve teknik med brug af 600 liter demi-muids og diamantformede betonkar for en hurtig og effektiv gæringsproces.

Fra og med årgang 2020 anvender Céline ikke svovl under vinificeringen eller ved flaskning af vinene og det har betydet en større klarhed og dybde i vinene.

Denne Bordel C’est Bon er lavet på ren Trousseau, som kommer fra marken Les Combes. Efter høst er druerne afstilket, men gæringen er sket uden svovl over 3 uger og derefter lagret en periode. Selve etiketten er en hyldest til deres nu afdøde ven Gabi, der tidligere var en succesrig tegneserieskaber for aviserne Le Monde og Le Canard Enchainé. Navnet Bordel C’est Bon kan oversættes til; Gud, den er god.

Og det er vitterlig god duft … der er en vis landlighed over vinen, klart mørkere end tidligere Troussard, er dog fortsat let med en vis bolsjesødme, stor saftighed, krudt og blomster.

Det smager også virkelig dejligt, har lakrids, sorte kirsebær, hvid peber, virkelig saftig og klar … og samlet set en rigtig rar vin med en biodynamisk karakter.

Forhandles af Pompette, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Charlotte & Cyril, Lou, Jura, Frankrig

2019 Charlotte & Cyril Delval, Lou, Jura, FrankrigNæste vin var fra sortimentet hos Extra Brut Vinimport og det er vinen Lou, der kommer fra et ganske lille vinhus, som er kaldt Charlotte & Cyril.

Bag navnet finder vi det unge belgiske par Charlotte Delval og Cyril Falmagne, der holder til i en ældre bygning i Poligny, men selv ejer knap en halv hektar vinmarker ved Port Lesney i Jura, men ellers også køber de også druer fra nogle venner.

De startede med at lave vin i 2019,  men inden da havde Charlotte arbejdet for Catherine Hannoun på Domaine de la Loue lidt nord for Arbois i Jura. Men nu laver hun så vin sammen med sin elskede Cyril og det er i ganske små mængder, for vinene er primært lavet i store glasballoner eller de såkaldte Demi Johns.

De laver vinene med søde små navne og kunstneriske etiketter og det gælder også denne Lou, som er opkaldt efter deres datter Lou, men lavet på Trousseau tilsat en smule Chardonnay … fra marker dyrket økologisk.

Vinen er også lavet i store Demi Johns og efter endt gæring er vinen også er lagret 6 måneder på henholdsvis glasballonerne og nogle ret gamle egefade. Der er kun lavet beskedne 500 flasker af vinen og Extra Brut Vinimport har vistnok kun fået 30 flasker til landet.

Duftmæssigt … for satan da, det er sgu vildskab på flaske med sved, tørv, en gammel sportstaske, kælder samt en lidt bøffet frugt med en omgang sorte kirsebær, jern og vægtstænger, måske endda en smule indkogt i frugten og lidt bluecheese samt Castello-ost.

I munden er det en let vin, men har en meget koncentreret frugt, jordbær, kirsebær, intens, pågående med en storskrydende samt flamboyant frugtkødsaft. Det er en vin, der skubber til grænserne, har både lethed og og kraft … det er som om, at alle Chardonnay druerne løfter og giver en rund kant. Det er sgu pågående, vild, elskerlig og lækker vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport , hvor en flaske koster 360 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Domaine La Piffaudière, Mon Tout Rouge, Loire, Frankrig

2021 Domaine La Piffaudière, Mon Tout Rouge, Loire, FrankrigBjarne fra Vinimperiet havde også taget et par vine med, bl.a. denne 2021 Mon Tout Rouge fra Domaine La Piffaudière … et lille vinhus beliggende i Cher-dalen i Monthou i Loire.

Domaine La Piffaudière er grundlagt i 2008 af den meget sympatiske vinbonde Olivier Bellanger, der selv er opvokset i Monthou sur Cher.

Han endte sin uddannelse til vinmager i 2000 og arbejdede en periode for en række producenter i Loire, bl.a. hos den kendte Philippe Tessier, men i 2008 fik han så en mulighed for at købe 6 hektar vinmarker i Thesée nær hans gamle barndomshjem … og det blev starten på Domaine La Piffaudière.

I dag har Olivier 15 hektar vinmarker i både Monthou-sur-Cher og Thésée, hvor han dyrker sorterne Gamay, Côt, Pineau d’Aunis samt Cabernet Franc samt de hvide sorter Menu Pineau, Chenin Blanc og Sauvignon Blanc. Alt dyrkes fuldstændig økologisk og mange af vinene er også naturvine.

Her smager vi så Oliviers Mon Tout Rouge, der er lavet på ren Pineau d’Aunis aka Chenin Noir. Der er ikke så mange oplysninger om vinen, men Bjarne har fortalt, at den er lavet med en ret nænsom vinificering, lav alkoholprocent og der er kun tilsat en minimal mængde svovl ved tapning.

Det er duftmæssigt en ganske landlig næse, hvor der både er fond, sød konfekt, bio bio kant, meget frugtrig og aromatisk, saftig, let og imødekommende suppleret med grafit, blyanter, saltlakrids og det virker som en rigtig easygoing frokostvin.

Smagen er nærmest også parfumeret, blomstret med lette kirsebær, jern, peber og samtidig med denne lette og en umiddelbar saftighed. Syren er både let, rund og bøjelig … charme på flaske og til prisen et rigtigt godt køb, så 4,5-5 tomler fra Houlberg.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske kun koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Ronde, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Ronde, Jura, FrankrigVi sluttede den spændende Ploussard smagning af de fem små terroirvine fra Cellier Saint Benoit med denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard La Ronde.

Igen er der tale om en meget lille vinmark, for druerne er fra La Ronde på kun 0,4 hektar og ligger i 340 meters højde og alle vinstokkene er plantet i 1973.

Vinen er lavet præcis som alle de foregående fire, altså med en indledende afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.

Så presses vinen og lagres  6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun lavet 1.285 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det en let, rund og meget frugtrig vin på en lidt afdæmpet facon. Den er samtidig lidt støvet og har en snert af et par gamle, sure gardiner, tørv, spagnum, sød tobak, jordbær, hindbær og tranebær samt en lille medicinsk og nærmest burgundisk note.

I munden er der også både tranebær og lidt bitter lemon … fortsat med en meget let side og et frisk udtryk. Dermed bliver det atter en fin, sart, let og luftig vin, som virkelig smager meget godt. Man bliver sgu i godt humør og fin afslutning på smagningen af de 5 Cellier Saint Benoit vine. Rund, let og nærmest burgundisk.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Rouge, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Rouge, Jura, FrankrigDen 4. i rækken af Cellier Saint Benoit Ploussard vinene var også fin, nemlig denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard La Rouge.

Druerne kommer fra mark udelukkende på 0,14 hektar i 345 meters højde og hældning på 20%. Vinstokkene på marken er plantet tilbage i 1970, men igen er vinen lavet fuldstændig som de to foregående.

Det betyder fuld afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.

Så presses vinen og lagres  6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun laves 466 flasker af vinen og året før endda kun 382 flasker.

I næsen er denne også anderledes end de forrige, for der er sgu en snert af en vild, mulle og fugtig kælder, en ældre, brugt karklud og hindbær, blommer, meget let frugt samt en smule trækul. Det kan lyde som en sjov kombi, men det er vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er vinen mere brev, flad, åben og omfavnende, har hvid peber, blommer, hindbær … glider nemmere igennem hele dit system, men det er med stort velbehag tilsat en smule bitterhed samt en smule penicillin og medicin.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men denne ligger på 425 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard Le Grapiot, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard Le Grapiot, Jura, FrankrigMums … denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard Le Grapiot var – efter min vurdering – klart den bedste af de 5 terriorvine i feltet af Ploussard vine fra Cellier Saint Benoit.

Le Grapiot kommer fra en parcel, der ligger i 350 meters højde og kun er på beskedne 0,13 hektar. Der er Ploussard stokkene så plantet i 1975, men ellers er vinen lavet fuldstændig som de to foregående.

Det betyder fuld afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.

Så presses vinen og lagres  6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun laves 578 flasker af vinen og året før endda kun 389 flasker pga. frostproblemer i starten af sæsonen.

Har duftmæssigt en mildere side … men fortsat med kålprutter, funkyness samt denne vilde, lidt urtede og nærmest julede aroma. Der er klementiner, nelliker, blommer, hindbær, jordbær, en smule oksefond, kaffe, lidt vanilje og mandelmælk, samt denne fine, sarte og utroligt imødekommende lethed.

I munden er det virkelig pænt og nydeligt … meget ligetil og smager bare uhyggelig godt og endda med et nærmest burgundisk touch, så rund. svævende, let og feminin med bløde kanter. Det er vinøse silketrusser med blondekanter tilført kål og kant. Jeg er totalt pjattet med denne vin, så 6 tomler med stor pil op.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men denne koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7