Ved sidste indlæg om Steinmetz kom der en kommentar på Facebook om, at vi nu var ved at være ved guldhornene. Hvis vi skal blive i den termologi, så må denne lille producent Enderle & Moll være Egtvedpigen … mindst. Bondsk, hærdet, smuk, lattermild, lys, legende og forførende … hvilket elegant kommer frem i denne Pinot Noir Muschelkalk fra vingården.
Rien Sans Peine står der på etiketten på vinen. No Pain, No Gain … og det er vel ganske rigtigt, at du får intet, medmindre du arbejder hårdt for det. Og det synes at være mottoet for de to fyre, som står bag vinhuset Enderle & Moll, nemlig Sven Enderle og Florian Moll.
Hverken Sven eller Florian kommer fra vinfamilier, men er begge uddannet på vinhuse i Kaiserstuhl, hvor de mødte hinanden i 2003. Sven arbejdede på det tidspunkt på vingården Weingut Bercher-Schmidt i Oberrottweil, og Florian på Weingut Höfflin i Bötzingen. Herefter kom Sven til det økologiske Weingut Dr. Benz i Kenzingen-Bombach, mens Florian rejste til det sydlige Frankrig, hvor han arbejdede i kælderen på Chateau Duvivier.
Chateau Duvivier er et økologisk vinbrug … akkurat som Öko-Weingut Dr. Benz, og således blev både Sven og Florian helt uafhængig af hinanden inspireret af den økologiske tilgang til vinproduktionen. Da de i 2006 fik mulighed for at leje en lille parcel af marken Münchweier Kirchhalden med 25-35 år gamle Spätburgunder vinstokke, så besluttede de at starte eget vinhus, og det var således starten på Weingut Enderle & Moll … den lille, charmerende garageproducent.
Vinhuset ligger ved byen Münchweier i Badens Ortenau region i den vestlige udkant af Schwarzwald, omkring 60 kilometer sydøst for Strasbourg. Samlet har Enderle & Moll produktion fra 2,1 hektar vinmarker, nogle ejet og andre lejet, fordelt på 12-15 små parceller, de fleste fortsat på Münchweier Kirchhalden marken.
Det sidste jordstykke, som Enderle & Moll har lejet hedder Frostberg og ligger syd for Münchweier og har gamle vinstokke, nogle helt tilbage fra starten af 1950’erne … vistnok fra 1953. Herfra kommer bl.a. druerne til denne Pinot Noir Muschelkalk, og navnet Muschelkalk referer til den store andel af den specielle kalksten i jorden på denne parcel..
Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. også er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.
Alt arbejde i markerne sker manuelt med passion, respekt og ærefrygt for deres vinstokke. Udbyttet er lavt, og parcellerne dyrkes både økologisk og biodynamisk, selvom Enderle & Moll ikke er certificerede. Og da de to passionerede producenter heller ikke opfylder de normale kvalitetskriterier for Oechsle indholdet jf. prædikatsystemet, så har de nedklassificeret deres Pinot Noir som Tafelwein, dvs. bordvin.
Som Florian siger, så er det tåbeligt at man automatisk sidestiller højere Oechsle niveauer med bedre kvalitet, for det fører ofte blot til mere overmodne vine med højere alkohol og mangel på syreindhold samt finesse.
Druerne fra de forskellige parceller vinificeres alle separat, og presning sker i gamle trækurve, hvorefter lagring sker i brugte barriques, som Enderle & Moll køber fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne. Aftapningen sker også ved håndkraft og ved flaskning er der heller ingen filtrering af vinen.
Nå, men lad os nu smage denne Pinot Noir Muschelkalk, som i glasset er flot transparent … med en anelse – blot lidt – uklarhed, måske på grund af, at vinen er ufiltreret. Farven er delikat lysere end tysk Spätburgunder normalt er, men det løfter såmænd blot forventningerne. I næsen er der ikke den typiske søde animalske kostald, men en mere burgundisk næse med frisk frugt, lys frugt … specielt godt med jordbær. Herudover lidt hindbær, kælder, blomstersæbe, en anelse læderfedt, urter og en sødme anes perifert.
I munden kan sammenligning med Bourgogne ikke undgås, for BANG … man rammes af flot kraft samtidig med, at der er en lethed, femininitet og mineralsk nerve i vinen. Den friske frugt går igen, og det slående er den flotte balance. Som jeg sagde til Martin fra Extra Brut Vinimport, så er der stram syre … uden det bliver for meget og tilsvarende sødme … uden det bliver for meget.
De markerer sig … her er vi, og danser sammen i en lang eftersmag. Og det akkompagneres i hele dansen af en grøn tone, som om noderne er leveret fra den bedste musikant fra Bourgogne. Vinen er fortsat meget ung, og man kan ikke lade være at tænke på, hvordan den vil smage om 5-10 år. Mit gæt er, at den formentlig kun bliver endnu bedre med alderen … ligesom Egtvedpigen.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 250 kr. Billigt for et sådan topvin. I Bourgogne ville den koste det 3-dobbelte. En No-Brainer. Køb.
Rating 6/7 
Vespa scootere, Fiat, fodboldklubben Juventus og en vin fra Fattoria Varramista … hvad har det med hinanden af gøre?
Det er ikke mere end en måned siden, at jeg smagte en 
Et ekstranummer fra i søndags … efter de fleste var draget hjem. Men et flot punktum for en dejlig eftermiddag, idet vinen var fra én af de store i Mosel … hvis ikke den største, nemlig Egon Müller, og vinen en Scharzhof Riesling i en årgang 2011.
Lørdagen blev afsluttet med manér … Barbaresco Il Bricco fra Pio Cesare. Fornem afslutning på en dejlig aften.
Jeg kigger på fugle … hvorfor ikk’, hvorfor ikk’? … synger Djämes Braun, og det var også tilfældet for de 4 vinnørder ved vinaftenens næstsidste vin, en Gorelli Brunello di Montalcino fra vinhuset Le Potazzine, som ligger i Montalcino i Toscana, og netop har et par livlige småfugle på deres etiketter.
Efter den “næsten” tyske Pinot Noir fra Malkowitsch, så trak jeg min vin nr. 2 frem … en gammel kending, nemlig ægte tysk Spätburgunder i form af Spätburgunder Recher Herrenberg fra Rotweingut Jean Stodden … ja, ham som vi finder på adressen Rotweinstraße i byen Rech i Ahr.
Næste vin var også en Bourgogne … men et pænt step op smagsmæssigt. Da vinen efterfølgende blev afsløret i blindsmagningen, så viste det sig også, at der var tale om en Grand Cru vin, nemlig en 2006’er Domaine Latour Corton Grand Cru fra Louis Latour.
Crozes-Hermitage Les Croix Vieilles Vignes fra Domaine les Bruyéres … en vin, som jeg har smagt et par gange før, blot i årgang 2008. Hvorfor så ikke nuppe den i en årgang 2009?
Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.