Tag-arkiv: USA

2012 Charles & Charles, Chardonnay, Washington State, USA

2012 Charles & Charles, Chardonnay, Washington State, USAEndnu en hvidvin i sommerhuset, denne gang en Chardonnay fra den gode Charles Smith, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen, men denne gang kommer vinen nu ikke alene fra ham, men er lavet i et samarbejde med en anden Charles, nemlig Charles Bieler.

Charles Smith vil jeg ikke skrive så meget om, men blot henvise til nogle af de tidligere blogindlæg, fx fra vinene 2010 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling eller 2008 Charles Smith, Chateau Smith, Cabernet Sauvignon. En anderledes, rocket vinmager ud over det sædvanlige, som bestemt er interessant at læse om.

Det gælder imidlertid også hans samarbejdspartner Charles Bieler, som kalder sig selv kreativ, en innovativ vinmand, maratonløber og New York Hipster.

Charles kommer reelt fra en vinfamilie, idet hans far Philippe Bieler i 1992 grundlagde vingården Château Routas i Coteaux Varois, en lille appellation i midten af Provence. På gården producerede man Grenache baserede rødvine samt masser af rosévine.

Charles Bieler og hans søster Mira blev involveret i driften og markedsføringen i midten af 1990, hvor de specielt havde fokus på eksporten til det amerikanske marked. Et af Charles Bielers glansnumre var at rejse igennem USA i en lyserød Cadillac for at fremme rosévinene fra Château Routas.

I 2005 solgte familien imidlertid Château Routas og grundlagde i stedet for negociantfirmaet Bieler Pere et Fils, som fokuserer 100% på rosévine, primært til det amerikanske marked.

I dag bor Charles Bieler i Harlem i New York og er ellers involveret i en række vinprojeker. Sammen med sommelier Richard Betts laver han tequilaen Oaxaca’s Sombra Mezcal. Han er involveret i vinhuset The Three Thieves sammen med Joel Gott og Roger Scommegna, hvor de finder/opkøber spændende vine, som kan markedsføres og sælges til fornuftige penge. Et par af vinene sælges endda i 1 liters Tetrapak kartoner … næsten som mælk eller juice.

Dette markedsfører de nu også genialt med sloganet ”It’s What’s Inside the Bottle That Counts. So We Got Rid of the Bottle”. Godt tænkt.

Herudover er han altså involveret i dette projekt Charles & Charles sammen med Charles Smith fra K Vintners & Charles Smith Wine i Walla Walla, Washington State. Her laver de i alt 3 vine, en rød, en hvid og en rosé … hvor rosé’en markedsføres med sloganet ”Yes, You Can Drink Rosé and Still Be a Bad Ass”.

Druerne til denne Chardonnay opkøbes fra forskellige marker rundt om i Columbia Valley i Washington State, bl.a. Upland, Carpenter, Newhouse Vineyards, Snipes Mountain, og Roza Hills. Selvfølgelig 100% Chardonnay … presning sker af de hele drueklaser, og vinen har lagret på eg i 7 måneder, heraf 20% nye fade.

Duftmæssigt lidt mango? Herudover fanger jeg lidt lemon, smør, blomster, svage æbler og lidt våde sten … men på en varm måde. I smagen overraskes man af en stor tørhed … ikke meget Chardonnay fedme her. Meget klar og syrerig med en varm tone. Der er noget finesse sammen med fin fylde og elegant varme og frugtrigdom. Slet ikke dårligt.

Mir første indtryk var ellers lidt skuffende … men det skyldes alene, at vinen dér var alt for kold. Denne Chardonnay må derfor ikke serveres for kold = direkte fra køleskabet. Skal ha’ lidt temperatur.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 98 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2011 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAI den sydlige del af byen Cloverdale på en tåge-indhyllet bakketop finder man det lille vinhus Peay Vineyards, og herfra kommer sidste uges Pinot … nemlig en Sonoma Coast Pinot Noir … ganske lille charmerende sag, let og elegant.

Peay Vineyards er grundlagt af brødrene Nick og Andy Peay. De havde i foråret 1995 brugt en stor del af deres tid på at lytte til gamle jazzplader og på at brygge øl, men over en flaske Château Beaucastel samt lidt lammeryg overbeviste Nick sin bror Andy, at de i stedet burde producere vin. 

Andy havde arbejdet som økonomisk analytiker på Wall Street, mens Nick godt nok havde uddannet sig i vinbranchen og arbejdet for vinhusene Schramsberg, La Jota, Newton og Storrs. I 1996 købte de derfor lidt jord i Sonoma Coast, men der kom først rigtigt gang i produktionen, da Vanessa Wong stødte til i 2001.

Vanessa Wong havde arbejdet med vin siden hun var 14 år gammel, og havde bl.a. været hos Peter Michael Winery, Château Lafite-Rothschild i Pauillac, Domaine Jean Gros i Vosne-Romanée samt hos Hirsch Winery i Californien, så hun medbragte en stor del erfaring og knowhow til foretagendet.

Trekløveret har i alt 14 hektar med Pinot Noir, og over 13 forskellige kloner af slagsen. De er fordelt på 20-25 markstykker og alle vinificeres separat. Derudover dyrkes der lidt Syrah, Viognier, Chardonnay samt en smule Rousanna samt Marsanne. Der købes derudover også lidt druer fra andre vinbønder i området, men ganske lidt.

På Peay Vineyards produceres organisk og der benyttes bio-diesel og solenergi på gården.

Denne Sonoma Coast Pinot Noir er primært laves med druer fra egne marker samt et par enkelte tønder fra Campbell Vineyard. Selvfølgelig lagret på fad … hvor lang tid fremgår ikke. Der laves 1.350 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt hindbær, jordbær, våd hund, grønne blade, lidt eg og lidt vanilje, men virker bestemt ikke tung i næsen. Smagsmæssigt er der også godt med lyserøde bær, sødme, som går i hånd med god lethed, søde krydderier … lidt nellike? Der er mineralitet samt en lidt sjov … med god … syre, mens eftersmagen ikke er voldsom lang … men med Pinot Noir er man let at stille tilfreds. Og jeg er tilfreds.

Forhandles af FineWines.dk, hvor prisen er 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Ampelos Cellars, Syrah Gamma, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Syrah Gamma, Californien, USASå nåede vi sidste flaske fra fredagens store Ampelos smagning med Peter Work, nemlig med finalenummeret, en Syrah gamma: the complex. Selvfølgelig 100% Syrah … og denne gang er alle druerne fra egne marker, dvs. at vinen dermed også er 100% økologisk og biodynamisk.

På den tekniske side er vinen lavet af et blend mellem 3 Syrah kloner, nemlig Estrella, klon 383 og klon 470. Peter kalder selv vinen for “Black Beauty’ of the Sta. Rita Hills”. Vinen har lagret 24 måneder på eg, heraf 31% nye fade.

Som jeg vist nævnte indledningsvis, så smagte jeg denne vin for lidt over en måned siden, blot i en årgang 2007, og der var jeg meget begejstret. Det er jeg fortsat, selvom jeg måske synes, at 2007’eren er et par millimeter bedre. Jeg havner dog på samme karakter, men med et lille forspring til 2007’eren. Måske 2009’eren blot skal gemmes nogle år?

Men lad os springe direkte til smagsnoterne. Duftmæssigt er der fortsat stald og, møding, men ellers er indtrykket godt med varme, krydderier, blåbær, blomster, lakrids og mineralitet. Som 2007’eren har den ingen tung peber i næsen fra Syrah’en.

Smagen er heller ikke tung, men præges derimod af en lethed … er meget lettilgængelig og blød i smagen. Der er ganske vist power, men det bliver aldrig voluminøs eller for kraftig, men derimod er der god syre, meget ren og tør og har samtidig også lidt grønne noter og denne gang også lidt peber.

Forhandles af Otto Suenson, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Ampelos Cellars, Syrache, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Syrache, Californien, USANæstsidste vin fra Ampelos Cellars, en Syrache sigma: the sum. Fede navne på vinene fra Ampolos … betydningen har jeg ingen idé om. Peter kalder selv denne vin for det bedste af 2 verdener, kage og is, Fred og Wilma, 4. juli og fyrværkeri … en dame i klip-klapper og stiletter.

Vinen er lavet på Syrah og Grenache, de to store druer fra Rhône. Halvdelen af druerne er fra egne marker, nemlig 41% Syrah og 9% Grenache, mens resten – helt præcis 31% Syrah og 19% Grenache – kommer fra nabo ejendommen Alisos vineyard. Så har den kvikke allerede regnet ud, at der er 72% Syrah og 28% Grenache i vinen.

Vinen har lagret 19-21 måneder på fad, 35% nye fade. Vi trækker 14,2% alkohol, og generelt er vinene fra Ampelos i den høje ende. Således lå de forskellige Pinot Noir også mellem 14,1% og 14,4% … ganske habile procenter til en vin på Pinot Noir, hvilket måske også forklarer lidt af det rustikke og kraftige udtryk.

Udover at producere egne vine … så har vingården i Lompoc også fået lidt stjernedrys fra Hollywood, idet skuespilleren Kurt Russell er begyndt at lave vine, og får lavet dem hos Peter. Kurt Russell er kendt fra film som Tequila Sunrise, Flammehav, Vildt begær, Stargate og westernfilmen Tombstone.

Han er jo gift med Goldie Hawn, hvis datter Kate Hudson også er en kendt stjerne i Hollywood. Hun skulle efter sigende også være ret dygtig til at smage vine, og har tit været med stedfaderen på Ampelos. Sjovt nok hedder én af Kurt Russells vine Rosé of Syrah … ligesom hos Ampelos, mens en Chardonnay vistnok skulle få navnet Goldie. Hmmm, så der sgu da lidt Se og Hør over bloggen.

Tilbage til denne Syrache, som duftmæssigt har tætsort solbær, blæk kombineret med et lille-bitte landligt og animalsk udtryk. Sort som natten kunne man næsten fristes til at sige, men det har vist noget med øl at gøre. Smagsmæssigt er vinen tæt, mørk, skarp og fugtig. Der er lidt peber, tonsvis af tannin, den er meget rank … god rygrad fra Grenache’en og der er stor frugtrigdom, som virkelig er helt fremme i munden. Flot vin … lidt anderledes end forventet, men bestemt en skøn vin.

Forhandles af Otto Suenson, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USASom kom 2009 årgangen af Pinot Noir Rho i glasset … og den er faktisk – i min optik – en smule bedre end 2007’eren, men det er jo som bekendt en smagssag. Der er også et par synlige forskelle på flaskerne, idet 2007 flasken er lidt mere buttet eller bredere, og så er der også forskel i korkproppen.

I 2007’eren er der brugt en almindelig korkprop … som vi har kendt den i århundrede. I 2009’eren … og i øvrigt alle de øvrige vine denne aften … er der brugt en prop, som er fremstillet ved at presse og lime små korkstykker/korksmuld sammen i den velkendte korkform. Denne type propper kender man også fra billige vine, men måske de også findes i forskellige kvaliteter? Sikkert!

Peter Work fortalte, at de – siden de startede med disse “komposit-korkpropper” slet ikke har haft klager om vine med prop. De gode erfaringer har gjort, at de nu kun anvender disse propper. Peter er samtidig modstander af skruelåg … idet meget af charmen ved at åbne en vin så helt forsvinder.

Nå, men lad os også lige smage denne 2009 Pinot Noir Rho, som faktisk byder på lidt af samme næse som 2007’eren, dvs. lidt grønne noter, mørke kirsebær, krydderier, lidt brændte noter, eg, hengemt kælder og blod/jern. Den virker imidlertid knap så rustik som 2007’eren, og det går også igen i smagen, som virker mere præcis.

2009’eren er klart lettere i udtrykket, og fortsat lidt kantet og godt med tanniner, som sidder rundt i ganen. Eftersmagen fortsat sindssyg lang … der er meget stor intensitet. Efterlader et meget fint indtryk.

Forhandles af Otto Suenson, pris 390 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USA

2007 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USAPeter Works top Pinot hedder Pinot Noir rho: the correlation. Peter kalder den også “King of The Hill” og den er selvfølgelig lavet af de bedste fade. Ja, faktisk skulle vi smage vinen i både årgang 2007 og 2009, men lad os starte med denne årgang 2007.

Når jeg skriver, at det er fra de bedste fade, så vinificerer Ampelos alle kloner og marker separat, for sluttelig at lave bedst mulige blend. Ved denne Rho har vinen lagret 2½ år på egetræsfade, heraf 50% nye. Peter fortæller, at han hvert år køber omkring 3 nye fade, og samlet ejer hen ved 500 barriques.

Lidt sjovt hedder nogle af tønderne Booty Barrels … og har en lidt fræk, illustrativ tegning af en skøn kvinde brændt ind i tønden.

Ampelos navnet skal vi også lige omkring og de enkle etiketter. Navnet er egentligt græsk … og det har også sin lille historie.

Ud over vinhuset har Peter og Rebecca Work nemlig også investeret i Ampelos Resort, som er et lille hotel på den græske ø Folegandros. Hotellet har 10 værelser og en lille lejlighed, som parret kan bo i, når de besøger stedet. I det daglige drives det lille resort af Peters søster, som bor på øen sammen med hendes græske mand Fotis Papadopoulos. Peter og Rebecca er i øvrigt også gift på øen.

Ampelos er det græske ord for vinstok, så dermed synes de, at navnet var meget passende. Navnet har et dobbelt betydning. For det første tror Peter Work, at alle store vine starter i vinmarken. For det andet giver navnet en tilknytning med Grækenland, deres resort og øen Folegandros.

Nå, men tilbage til vinen … i glasset også mere mørk og kraftig end Pinot Noir normalt. Duftmæssigt lidt grønne noter, mørke kirsebær, krydderier, lidt brændte noter, eg, hengemt kælder og blod/jern. Virker meget rustik i udtrykket. Smagsmæssigt er vinen meget tør og her er også langt mere tannin end de forrige. Der er hindbær, godt med syre og stadigvæk mørkere og mere intens end de forrige i udtrykket. Eftersmagen er voldsom lang … også væsentlig længere og kraftigere end de foregående, og man fornemmer godt, at der virkelig er kælet for denne vin. Savner måske lidt mere lethed af Pinot Noir’en.

Forhandles af Otto Suenson, pris 390 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Lambda, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Lambda, Californien, USANæste Pinot fra Ampelos, en Pinot Noir Lambda: the magnitude … og et step op i serie og pris. Her er alle druerne fra egne vinmarker, og vinen har lagret længere tid … 18 måneder på eg, hvoraf 1/3 er nye franske fade.

Ved at druerne kommer fra egne vinmarker, så betyder det også, at vinen er økologisk og biodynamisk. Det arbejde startede Peter og Rebecca tilbage i 2006, og 3 år senere opnåede de så deres status som certificeret økologisk og biodynamisk for deres vinmarker og blev ligeledes certificeret som “sustainable in practice”.

Peter fortalte, at den økologiske og biodynamiske certificering ikke er gældende for de bønder, hvorfra de pt. køber supplerende druer, men det er noget, som de er i gang med at ændre. De forventer således, at den samlede produktion indenfor nogle år vil opfylde de krav, som de selv sætter til deres egne marker.

Den biodynamiske tankegang er opfundet af Rudolf Steiner i 1924 og byggede allerede dengang på anerkendte principper inden for landbruget, som han så valgte at forene, så man ser hvert enkelt landbrug som en organisme, hvori mennesker, dyr, planter mineraler og det kosmiske system indgår som overordnede elementer. Den biodynamiske vinbonde arbejder efter den biodynamiske kalender, som angiver månens og stjernernes positioner.

Peter Work fortæller, at han er gået “all in” omkring den biodynamiske tilgang, og det betyder bl.a. brug af kompost, kvas og hestepærer til gødning af markernme, nedgravning af kohorn og de ting, som i øvrigt følger med en sådan certificering. Han mener også, at hans vine beviseligt er blevet bedre, og at druematerialet ganske enkelt er bedre. Det er faktisk bevist, at biodynamiske vinstokke, efter at de er konventeret fuldt ud, blev mere resistente over for visse sygdomme.

Lidt mere jordnært, så har Ampelos investeret i 77 høns, som render rundt blandt vinstokkene og spiser nogle af laver og myrer, som ellers normalt kan ødelægge en del af vinstokkene og produktionen. Derudover er der også investeret i 9 uglekasser … hvor håbet er, at disse tages i brug af nogle lokale ugler, som kan holde andre skadedyr væl fra markerne.

Peter Work
Her er Peter i gang med at fortælle lidt om fremstillingen af Ampelos vinene.

Nå, men tilbage til vinen … er denne så bedre end den foregående Santa Rita Hills Pinot Noir? Ikke umiddelbart i min bog. Duftmæssigt er vinen knap så elegant, men fremstår mere rustik og mørk i udtrykket. Frugterne er mere en kombo af blåbær, solbær og kirsebær, mens det animalske udtryk er mere beskedent … om end da fortsat tilstede samt med lidt krydderier og våd karklud … på den gode måde forstået. Smagen er mere let end duften, men fortsat lidt mørkere i udtrykket end den foregående. Der er mere kraft i vinen, hvilket helt sikkert vil tiltale nogle … den er mere vedholdende, lidt mere krydret i smagen med mere peber og mere bid.

Forhandles af Otto Suenson, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Ampelos Cellars, Santa Rita Hills Pinot Noir, Californien, USA

2012 Ampelos Cellars, Santa Rita Hills Pinot Noir, Californien, USASå kom første røde vin … Peter Works almindelige Pinot Noir … Santa Rita Hills Pinot Noir, og denne drue er nok også Peters hjertebarn, idet Peter Work er bourgogne-fan.

Det afspejler sig i vinmarkerne, hvor der mest vokser Pinot Noir. Men da Rebecca Work er glad for Rhône, så er der også nogle parceller med druer kendt fra den egn, nemlig Syrah, ligesom der er en smule Grenache og Viognier. I dag har Ampelos cirka 40.000 vinstokke primært tilplantet med Pinot Noir, men altså også med Syrah, Grenache og Viognier.

Som ægte amerikanske vinbonde er Peter meget bevidst om, hvilke kloner af Pinot Noir, som han har plantet på sine marker, og på Pinot Noir siden har han en bredt udvalg, nemlig clone 115, Pommard 4, Pinot Noir clone 777, 667, 828 samt 2A. Dette er modsat af de franske vinbønder fortæller Peter videre, de ved ikke selv, hvilke kloner de har overtaget, da de arvede eller købte deres marker.

I Lompoc er der endvidere godt med sol … faktisk de fleste dage, så der er brug for kunstvanding. Ampelos har egen brønd, som forsyner markerne med de omkring 7-8 millioner liter vand hvert år.

Druerne til denne Santa Rita Hills Pinot Noir kommer dels fra egne marker og dels via tilkøbte druer fra naboens vinmark. Vinen er husets billigste Pinot Noir … men endte faktisk med at være én af mine favoritter denne aften. Den har selvfølgelig lagret på fransk eg, og formentlig omkring 1 års tid … mener, at kunne huske, at der anvendes brugte fade til denne vin.

Duften er helt vildt forførende med friske røde frugter, helt klart hindbær. Den er animalsk, godt med hestestald, sødme og virker meget frugtrig i udtrykket sammen med en skøn lethed … næsten delikat. Det går igen i smagen, let, smuk balance, syre som blot markerer i dejlig balance med sødmen. Den er mild, blød, let og virkelig en dejlig vin, som jeg bare kan blive ved med at sidde og dufte til. Klasse. Står faktisk og vakler mellem 5,5 eller 6 Thumbs Up … lidt mere mineralitet, så havde det været en klar 6’er.

Forhandles af Otto Suenson, pris 210 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USA

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USANæste vin fra Peter Work var denne Rosé of Syrah, og med et tilnavn, upsilon: the charged. En lidt sjov vin og i denne årgang 2013 lavet på 75% Syrah druer, hovedparten fra egne marker, 19% Grenache, hvoraf lidt også er fra egne marker, og så 6% købte Riesling druer. Syrah druerne høstes lidt tidligere for at give mere syre, friskhed og anvendes således udelukkende til denne rosé.

Peter fortalte, at omkring 12 hektar af hans i alt 35 hektar jord er tilplantet med vinstokke, og at han til den samlede produktion køber omkring 1/4-del yderligere druer fra naboejendomme.

Det med at komme Riesling i sådan en rosé var egentlig Dons idé … efter man i nogle år havde forsøgt med forskellige druer som supplement til Syrah og Grenache. Peter og Don mener, at Rieslingen er med til at give vinen lidt mere aroma og kant. Der er nok heller ikke helt forkert, for den smager sgu meget godt … men det vender jeg fluks tilbage til.

Don (Don Schroeder) er deres søn, og han er til daglig vinmager for kult-vinhuset Sea Smoke Estate Vineyards og hjælper også Peter og Rebecca med produktionen på Ampelos.

Peter fortalte endvidere, at han ikke forventer at plante yderligere vinstokke og udvide vinmarkerne fra de nuværende 12 hektar, idet de ikke ønsker en meget større produktion. De producerer årligt omkring 5.000 kasser med 12 vine i hver. Af denne Rosé of Syrah er der i 2013 produceret 619 kasser.

Vinen er produceret på ren stål … ikke lagret på eg.

Duftmæssigt godt med jordbær, svag vingummi, rabarber, granatæbler, vandmelon og en smule blomster. Smagen er tør, støvet, let … der fornemmes et let peberstrejf … sprød og ganske indbydende.

Forhandles af Otto Suenson, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Ampelos Cellars, Santa Ynez Viognier, Californien, USA

2012 Ampelos Cellars, Santa Ynez Viognier, Californien, USAFor lidt over en måned siden smagte jeg sidst en vin fra Ampelos Cellars, nemlig deres 2007 Syrah Gamma, og der nævnte jeg, at vi  i Randers Vinlaugh snart skulle ha’ besøg af ejeren og vinmageren Peter Work. Det besøg havde vi så i fredags, hvor vi skulle smage 8 vine fra Ampelos … og selvfølgelig høre nærmere om livet som vinbonde i USA.

Vi startede vinsmagningen med denne Santa Ynez Viognier, som også har betegnelsen phi: the golden ratio.

Lad os starte med lidt info om Peter Works … selvom noget bliver gentagelse fra tidligere blogindlæg.

Peter Work er født og opvokset i Århus og blev uddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Den uddannelse suppelerede han med en HD fra Handelshøjskolen i København samt studier på Princeton University. Efter et år som rådgivende ingeniør hos Rambøll blev Peter Work ansat som management konsulent hos Price Waterhouse, der senere forflyttede ham til USA, hvor han har boet lige siden.

I 1994 blev han headhuntet til Walt Disney koncernen som IT-direktør, og året efter blev han gift med Rebecca, som ligeledes havde sin egen IT-karriere. I 1999 startede de sammen med nogle venner firmaet Exult, som året efter blev børsnoteret.

Efter 11. september 2001 – hvor et planlagt  møde i New York, tæt på World Trade Center, blev aflyst – så begyndte Peter Work og hans kone at gøre status over deres hidtidige liv. Var de tilfredse med det, de beskæftigede sig med, og hvad var egentlig deres mål med tilværelsen?

Derefter besluttede ægteparret sig for at begynde deres vineventyr og købte derfor en ranch på 35 hektar nord for Santa Barbara. De forlod deres faste job for at hellige sig de nyanlagte vinmarker og for at grundlægge Ampelos Cellars. Der blev sikkert også solgt lidt aktier, så der var startkapital til den nye tilværelse som vinbønder i Lompoc i Californien.

Peter Work
Her lige et foto af “the man” himself, Peter Work iført Stetson Cowboy Hat og Hawaii skjorte … the American way.

Nå, men lad os få kigget på den første vin, denne Santa Ynez Viognier, 100% Viognier, 5% fra egne vinmarker, mens resten er købt fra 2 andre marker i nærheden.

Duftmæssigt en lidt kølig stil … det kan vi godt lide. Der er lidt fersken, ferskensten, abrikos i næsen, mens smagen er frisk, god syre … lidt tørhed og friskhed. Slet ikke fed, som Viognier nogle gange kan blive, men måske også en anelse skarp i kanterne. Meget ren og spinkel i smagen, flot hvidvin. Og bestemt en god start.

Forhandles af Otto Suenson, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7