Tag-arkiv: Mosel

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Efter den elegante magtdemonstration med 1976’eren, så startede smagningen derefter med Schaefers vine fra 2015, og hvad er så mere naturligt end at starte med deres tørre entrylevel Riesling …  den tørreste Riesling i hele Schaefers sortiment.

Druerne til vinen kommer normalt fra alle Schaefers tre marker, altså fra Graacher Dompropst, Graacher Himmelreich og Wehlener Sonnenuhr. Christophe fortalte dog, at vinen i denne årgang 2015 er lavet udelukkende med druer fra Graacher Himmelreich, hvor druerne nogle steder på marken ikke bliver tilstrækkeligt modne til Kabinett … og så i stedet bruges til denne Graacher Riesling Trocken.

Som de øvrige vine er den lavet fuldstændig klassisk med naturlig gærstammer, mindst mulig indgriben og lagring på store, gamle foudres på 1.000 liter.

Duftmæssigt igen herlig dyb Riesling … ikke megen petroleum endnu, men derimod god frisk, intens frugt, grape, æbler, eksotiske frugter, citrus, mynte, mineraler, kalk, lidt honning og en vis friskhed.

Smagen er frisk, sprød … lidt grøn i smagen, syren virkelig ung med et mineralsk bid, bitterhed og citrus. God spændstighed og fin lang eftersmag. Flot, flot entrylevel Riesling, som endda næsten napper 5 Thumbs Up.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 125 kr., men den er udsolgt … hvilket er ganske forståeligt.

Rating 4,5/7  

1976 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Bum! Graacher Himmelreich Riesling Auslese fra 1976 … den absolutte bedste årgang i hele 1970’erne. Dermed blev Vinovas flotte Weingut Willi Schaefer smagning på Restaurant SÅRT i Århus sparket i gang på allerbedste manér.

Gracher Himmelreich er uden tvivl lidt af et vinøst himmelrige, en stejl og perfekt sydvestvendt mark med undergrund af ren blå Devon skifer. Marken leverer druer til elegante og kraftfulde Riesling vine med et stort potentiale for aldring. Weingut Willi Schaefer har samlet 2 hektar parceller på Graacher Himmelreich.

Christophe fortalte, at de i produktionen griber så lidt ind i processen som muligt. De ønsker i størst muligt omfang, at vinene skal afspejle kvaliteten fra de fantastiske marker. Der anvendes derfor alene den naturlige gær fra druerne og vinene lagres på store, gamle foudres, således de ikke bliver præget af eg.

Og hvor bliver sådan en bandit som denne Riesling Auslese da bare imponerende med alder. Selvom denne er over 40 år gammel, så er der fortsat imponerende smag, dybde og elegance over vinen.

Und jetzt den Mund halten … jeg mener, hold nu kæft for en smuk næse. Det er petroleum af bedste skuffe, næsten benzin – stærk og forførende. Der er fersken, eksotisk frugt, honningmelon, æblemos, citrus, hvide blomster … kaplifolier hedder de vist, akaciehonning, lidt læderfedt og altsammen meget delikat. Hmmmm.

I munden sødme … men slet ikke så meget, som man ellers kunne forvente af en ældre auslese. Det er blidt, let og sødmen næsten svæver luftigt i munden. Syren er virkelig moden, elegant med syltede citroner og en svag – meget saftig – bitterhed. Det smager sgu ganske fantastisk.

Denne årgang 1976 kan formentlig ikke skaffes for normale menneskepenge.

Rating 6,5/7 

2014 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandHvad er bedre efter bobler end lidt Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder? Og vi starter såmænd med en gammel kending, nemlig Weingut Günther Steinmetz, som jeg tidligere skrevet om her på bloggen. Vinen er Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, som jeg også har smagt i tidligere årgang.

Weingut Günther Steinmetz holder til ved byen Brauneberg, altså på Bernkastel siden af Mosel floden, mens marken Kestener Paulinsberg – der har leveret druerne til denne vin – ligger på den modsatte siden af floden ved byen Kesten.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som ejer omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg.

Her ejer de bl.a. topmarkerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne med meget stejle skråninger.

De to marker Kestener Paulinsberg og Kestener Herrenberg ligger lige ved byen Kesten. Det er nok marken Kestener Paulinsberg, som er mest berømt af de to marker, men hos Steinmetz er hans Kestener Herrenberg Pinot Noir vel at betragte som storesøster i forhold til denne … og koster også lige en spids mere.

De to marker ligger ellers ganske tæt, Paulinsberg er en lang tange, som går langs Mosel floden fra Kesten – faktisk også henover Kesten – i den modsatte retning af Kues og samtidig klemt inde af Kestener Herrenberg, som består af 3 særskilte områder, hvoraf 2 af dem ligger ovenover Paulinsberg og det sidste på den anden side af Kesten i retning mod Kues.

Herrenberg marken har sit navn efter de gestlige “herren” fra de omkringliggende klostre, mens Paulinsberg har sit navn efter det kirkelig stift St. Paulin i Trier, som i tidernes morgen var den største jordbesidder i Kesten og stod bag grundlæggende af marken, som i dag hedder Kestener Paulinsberg.

Og for at gøre forvirringen større, så findes der faktisk også en vinmark mere ved Kesten, nemlig Paulinshofberger, som ligger ovenfor det sidstenævnte stykke af Herrenberg … altså det stykke hen mod Kues. Det er den absolutte topmark ved Kesten.

Skal men generalisere, så siger man, at vinene fra Paulinsberg er frodige og omsluttende, men også frugtagtig med floral noter, mens vine fra Herrenberg er solide og sprøde med forfriskende syreindhold, krydderier og aromastoffer. Imponerende med sådanne forskelle på marker, som reelt set ligger så tæt … men det er jo også det fascinerende ved vin.

Steinmetz Pinot Noir vinstokke stammer fra Bourgogne, og ellers er denne vin lavet i store åbne egetræskar uden afstilkning, med spontangæring, lagret på brugte barriques fra Bourgogne og aftappet ufiltreret direkte fra tønderne.

Vinen er smuk transparent, herlig teglfarvet med et svagt brunligt skær. Næsen er – ganske som 2012’eren – ganske animalsk med grafit, uforlignelig babybræk … på den fedeste måde, skovbund, træ, røgede noter, mineralske elementer samt lidt yoghurt og lyserøde frugter … bestemt hindbær samt måske nogle syrlige kirsebær.

I munden er her grønne blade, stram og syrlig frugt, ribs, præcis syre, mineralitet, salt, og tanniner. Det er frisk, let og elegant … meget stålsat og ren, syrlig frugt. Bang … sådan.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 165 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Josef Rosch, Klostergarten Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Josef Rosch, Klostergarten Riesling Kabinett, Mosel, TysklandEt glas sød Riesling som velkomst … Klostergarten Riesling Kabinett fra Weingut Josef Rosch, som holder til i byen Leiwen, som vel ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues ved  Moselfloden.

Gården er har været i familiens eje siden 1825, og drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter hans far Josef Rosch i 1985. På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.

Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.

Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.

I den tyske “vinbibel” Eichelmann 2010 får Rosch fem stjener, hvilket er maksimum. Ud af 949 vingårde er kun 8 vinbønder i denne klasse, der har betegnelsen Weltklasse.

I næsen er der fersken, let nøddet og der fornemmes noget sødme og lidt eg i vinen. Det er klart Riesling, men med sødme og duften er klart bedre end smagen, som er pænt sød … og sådan blindt tænkte jeg lidt Spätlese eller Kabinett … måske Halbrocken.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 125 kr. ved 1 flaske og 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2011 Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandBernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken … herligt navn til en herlig vin, og fra Weingut Dr. Pauly-Bergweilers berømte mark alte Badstube am Doctorberg … der som navnet næsten fortæller, ligger lige ovenfor Doctorberg.

Vinhuset Dr. Pauly-Bergweilers historie går helt tilbage til 1500-tallet, men driften blev i 2006 overtaget af seneste generation i form af Stefan Pauly. Han overtog driften efter faderen Dr. Peter Pauly og moderen Helga. De havde mange år forinden overtaget driften efter farfaren Zacharias Bergweiler. Stefans forældre hjælper dog fortsat på vingården.

Weingut Dr. Pauly-Bergweiler holder til i en gammel bygning i Bernkastel lige opad Mosel floden og ikke langt fra centrum i byen. Ja, det er næsten et lille slot, hvor smagelokalet ligger i bunden af bygningen med hvælvede lofter, støvede flasker og den gamle, charmerende Monika Schmitt bag disken.

Vinhuset har i alt 17 hektar vinmarker, og endda parceller på nogle af de allerbedste marker i området, både i Bernkastel, Graach, Wehlen, Zeltingen, Brauneberg, Ürzig og Erden.

Det er nemlig markerne Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg, Schlossberg, Lay og Johannisbrünnchen, Graacher Himmelreich og Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Klosterberg, Zeltinger Himmelreich, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr og Juffer, Ürziger Goldwingert og Würzgarten, Erdener Treppchen og Prälat.

Vinhuset laver omkring 130.000 flasker vin årligt, og selve vinproduktionen er lagt i hænderne på vinmageren Edmund Licht.

Denne Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken kommer – som nævnt – fra marken Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg.

Man støder også ofte på betegnelsen Bernkasteler Badstube, men Badstube betegnelsen dækker egentligt over flere af markerne ved Bernkastel, nemlig Bernkasteler Lay, Matheisbildchen, Bratenhöfchen, Graben, Doctor (eller Doctorberg) samt alte Badstube am Doctorberg … altså et såkaldt Großlage … men med 68 hektar det mindste Großlage i Tyskland.

Og får du en vin fra Bernkasteler Badstube, så er det højst sandsynligt med druer fra flere af markerne, idet producenterne selvfølgelig helst vil lave enkeltmarksvine.

Navnet Badstube – som rigtig nok på dansk betyder badstue – stammer formentlig fra middelalderen, hvor Bernkastel var kendt for deres varme kilder og dermed var et velbesøgt center for rekreation.

Men her har vi altså den ægte vare … fra den legendariske alte Badstube am Doctorberg. Marken er alene 1,8 hektar, men hele marken er faktisk ejet af Pauly-Bergweiler familien og anvendes i vinene fra både Weingut Dr. Pauly-Bergweiler og Dr. Heidemanns-Bergweiler.

Vinen har anstrøg af petroleum … man fornemmer straks noget substans i vinen, sød/syrlig aroma og næsten GG eller Grand Cru intensitet. Der er citrus, fersken, ananas, grapefrugt, mineraler fra skiferen og eksotiske krydderier. Dufter virkelig godt.

I munden er både livlig, saftig med god spændstighed, syrlig citrus, salt, godt med frugt, smørfedme og sødme fra de sent høstede druer … Spätlese rules. Eftersmagen holdes svagt syrligt med lidt citrus … herligt.

Købt på vingården til 11,90€ … eller cirka 89 kr. Billigt.

Rating 5,5/7 

2014 Weingut Kurt Hain, Piesporter Goldtröpfchen Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Kurt Hain, Piesporter Goldtröpfchen Riesling Trocken, Mosel, TysklandVinhuset har været drevet af familien Hain siden det 17. århundrede, og drives i dag af Gernot Hain sammen med hustruen Susanne. De overtog driften af familieforetagendet inkl. Hotel Piesporter Goldtröpfchen i 1988.

Og de sørger både vinproduktion og passer hotellet … perfekt kombo, hvor gæsterne på terrassen kan nyde et kold glas Riesling fra husets egne kældre og nyde udsigten udover Mosel floden. Vinproduktionen sørger Gernot for, og han har samlet 8,5 hektar vinmarker fordelt på markerne Piesporter Goldtröpfchen, Piesporter Domherr, Piesporter Falkenberg og Piesporter Treppchen.

De bedste marker er Piesporter Goldtröpfchen og Piesporter Domherr og ud af Hains samlede 8,5 hektar, så udgør de to marker 6 hektar. Specielt Piesporter Goldtröpfchen er – i bogstaveligske forstand – historisk og er således allerede nævnt som en særlig vinmark tilbage i år 371 af den romerske lærer og digter Decimius Magnus Ausonius i digtet Mosella om den tyske flod Mosel.

Piesporter Goldtröpfchen er en sydvendt skråning med en undergrund af sølvgrå skifer og i bunden af marken blev der i 1985 endda fundet rester fra en romersk vinpresse og vineri fra det 4. århundrede. Vineriet havde 7 bassiner, der kunne håndtere druer fra ikke mindre end 60 hektar, hvilket gør det fundet til det største historiske vineri nord for Alperne.

Og dokumenter fra år 777 viser også, at marken på et tidspunkt blev doneret til benediktinerklosteret i Prüm. Siden 1400-tallet har Piesporter Goldtröpfchen været tilplantet med Riesling og kurfyrsten Clemens Wenceslaus skrev endda en forordning, som gjorde at Piesporter Goldtröpfchen altid skulle være tilplantet med Riesling.

Senere i 1868 var Piesporter Goldtröpfchen i de preussiske vinkort klassificeret som en Klasse 1 Lage og marken er i dag under VDP klassifikationen fortsat en Erste Lage mark, og en lang række gode producenter har parceller på Piesporter Goldtröpfchen, bl.a. Weingut Grans-Fassian, Weingut Reinhold Haart, Weingut Reichsgraf von Kesselstatt, Weingut Joh. Haart, Weingut Günther Steinmetz … blot for at nævne nogle få.

Her har vi fat i Hains Piesporter Goldtröpfchen Riesling Trocken … endda – som nævnt – i en stor 1,5 liters magnum flaske, et stort kampvognsprojektil af en flaske, 48 centimeter lang og fyldt med herlig Mosel væske af bedste skuffe. Men er den også eksplosiv? Ja, lad os smage disse gulddråber.

Næsen virker i starten umiddelbart lidt neutral, men efterhånden begynder der at dukke aromaer op … våde fade, mineraler og der fornemmes også en vis dybde. Der er gule frugter, svampe, let citrus og en smule hospitalsgang. Der er ingen petroleum, men vinen er også endnu ung … en teenager. Smagen er blid og blød, fin syre med lidt grape, lime og en lidt stenet mineralitet.

Jeg har fået mit eksemplar i gave, men ellers forhandles vinene fra Hain af Fionia Vin, men denne er ikke pt. i sortimentet. I Tyskland koster den 13,00€ og på Vivino står en 75 cl. flaske til 99 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Weingut Heymann-Löwenstein, Riesling Schieferterrassen, Mosel, Tyskland

weingut-heymanWe Love Riesling og hvad er bedre end Riesling til Riesling Week? Her har vi en af slagsen fra et af de bedste steder for Riesling i vort sydlige broderland, nemlig Mosel. Vi har fat i en Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein, som hører til blandt nogle af de bedste producenter i området.

Weingut Heymann-Löwenstein holder til i byen Winningen, som ligger i den nordlige del af Mosel ikke langt fra Koblenz. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Reinhard Löwenstein sammen med hustruen Cornelia Heymann-Löwenstein. De første år lå vingården i Lehmen, men i 1983 flyttede de til nuværende adresse i Winningen.

Inden Reinhard blev vinbonde havde han tilbragt en del år som aktiv kommunist i det franske kommunistparti, og havde også arbejdet som frivillig hjælpearbejder i Cuba. Han startede beskedent med 5 hektar marker ved Winningen.

Omkring Winningen ligger vinmarker ikke så højt – ja faktisk bliver det ofte kaldt Untermosel, men det passede Reinhard godt, da han var af de overbevisning, at det ville godt de bedste tørre vine … og det var præcis hvad han gik efter.

I dag har vinhuset dog også en lang række stejle vinmarker … samlet 14 hektar med druesorterne Riesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau og Elbling. De bedste marker er Winninger Röttgen, Winninger Uhlen, Hatzenporter Kirchberg, Hatzenporter Stolzenberg, Valwiger Herrenberg, Winninger Hamm og Winninger Brückstück.

Og nogle af markerne er virkelig stejle. På hver af de hundrede år gamle terrasser, der er skåret ind i klipperne, vokser ofte kun 1-2 rækker vinstokke. Markerne Kirchberg, Stolzenberg, Röttgen, og Uhlen var allerede på Napoleons tid anset for at være de bedste i området. Fra disse vinmarker skaber Löwenstein nu nogle af de mest karakterfyldte vine i Tyskland, som hver især afspejler den skifer, der findes i markernes undergrund. Derfor er de vidt forskellige og Reinhard taler om skiferens klang.

weingut-heymann-lowenstein-ii

I vinifikationen bruger Reinhard minimalistiske, naturlige metoder til at indfange hver vinmarks udtryk. Han høster ekstremt sent og lader vinene gære spontant med de mange vilde gærstammer, der findes i vinmarken. Denne proces kan vare i op til 1½ år, og giver vinen en større fylde og kompleksitet, end det ellers kendes i regionen.

Og klasse fornægter sig ikke … i næsen svag petroleum og den oser næsten af Riesling. Der er en lækker frugtaroma, fersken, frugtsten, mineraler, sødme, intensitet, nødder … er det valnødder? Der er måske også lidt appelsin … virker en smule eksotisk og mineralsk i næsen, og den dufter saftsusende godt.

Smagsmæssigt virkelig en vin i balance, syren danser sammen med frisk frugt, sødme og let bitterhed fra både lemon- og grapefrugt. Der mærkes citrus, salt og en blid jernagtig mineralitet. Flot vin … og det er endda alene en “Guts-Riesling” … altså en entry-level Riesling fra den gode Weingut Heymann-Löwenstein. Måske er det også derfor, at huset af Riesling.de er ranket som værende blandt Tyskland 10 bedste Riesling producenter.

Forhandles af Atomwine, hvor prisen er 159 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Markus Molitor, Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Markus Molitor, Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, Mosel, TysklandTil desserten serverede Gert mere Molitor, nemlig denne Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2011. Og en meget anderledes vin end hans Riesling Alte Reben Saar Trocken.

Marken Wehlener Klosterberg er kernen i vinhusets vinmarker, og den strækker sig op de stejle skrænter omkring selve vingården. Den ligger i en dal lige overfor Zeltingen og vender næsten stik mod syd.

Marken har en tung stenet jordbund af opløste skifer med en høj andel af jern, hvilket er med til at give mineralske vine med sart, elegant frugt. Udover Riesling dyrker Molitor også Pinot Blanc … Weißburgunder på Wehlener Klosterberg.

Denne Riesling Wehlener Klosterberg Kabinet er en tør vin, hvilket man nemt kan se på flasken, idet alle tørre vine fra Markus Molitor har hvid kapsel … eller top, for der er selvfølgelig almindelig prop i vinen. Denne udgave fra Wehlener Klosterberg er høstet med Kabinett sødme i druerne, men gæret ud til en tør vin. Vinen er lavet på ren stål … har ikke ligget på fad overhovedet.

I glasset er vinen langt mindre gul end den på de gamle stokke ved Saar … her mere almindelig lys, klar gul. I næsen er der en ganske lille smule petroleum, men ellers lidt tropiske frugter, gammel kælder, modne æbler, grapefrugt, nødder, mineraler, sødme … sådan fugtig i udtrykket og duften er ganske fantastisk.

I munden er vinen mere syrlig end forventet … meget ren, stålagtig syre med mineraler, grønlige noter. Virkelig frisk, sprød og syrerig med elegance, citrus, lidt pærer og fin lang sød-krydret eftersmag. Har ikke helt samme fornemmelse af fyldighed i smagen, som med 2011’eren, men måske er det bare mig. Balancerer lige mellem 4½ og 5 tommelfingre. Fortsat en voldsom lækker vin.

Gert havde købt vinen på vingården til 12,50€ … hvilket svarer til 93 kr.

Rating 5/7 

2013 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben Saar Trocken, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben Saar Trocken, Mosel, TysklandLige en vinøs update fra weekenden, som bød på besøg hos buddy Gert mit frau … og det er altid lig med god vin. Vi startede med én af vinene fra sommerens besøg i Mosel, nemlig denne Riesling Alte Reben Saar Trocken fra Weingut Markus Molitor.

Weingut Markus Molitor holder til i en imponerende flot ejendom, som  kaldes Haus Klosterberg. Den ligger udenfor Wehlen ved Zeltingen – ikke langt fra Bernkastel-Kues og altså på Kues siden.

Markus Molitor er 8. generation af Molitor på vingården i Mosel. Han overtog driften af familieejendommen i 1984 – i en alder af blot 20 år – og de stolte traditioner med produktion af Riesling vine fra Mosel. Ved overtagelsen var gården alene på 7,5 hektar, hvilket frem til i dag er udvidet til 38 hektar, hvoraf 95% er beplantet med Riesling.

Ved Mosel floden har Molitor parceller på 15 forskellige marker, nemlig Brauneberger Klostergarten, Brauneberger Mandelgraben, Bernkasteler Graben, Bernkasteler Badstube, Bernkasteler Lay, Graacher Himmelreich, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Zeltinger Schlossberg, Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Sonnenuhr, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Wehlener Klosterberg.

Alle druer høstes i hånden og der udvises den største respekt for naturlig omgang med vinen hele vejen gennem processen. Alle vine gæres med naturligt gær og varer nogle gange til næstkommende sommer. De fleste vine lagres på en kombination af ståltank og egetræsfade for at frembringe mest mulig kompleksitet.

Selve ejendommen hedder som nævnt Haus Klosterberg, og stammer oprindeligt fra 1800-tallet. Ejendommen er i 2009 og 2012 blevet restaureret, så den i dag fremstår med den tidligere tiders storhed. Det nye vinotek på ejendommen er også et arkitektonisk højdepunkt i Mosel, og har bl.a. vundet prisen “Architekturpreis Wein 2013″.

Denne Riesling Alte Reben Saar Trocken kommer ikke fra området omkring Bernkastel-Kues, men fra en parcel på marken Saarburger Rausch, som ligger ved Saar floden – en biflod til Mosel – omkring 40-45 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues. Saar løber sammen med Mosel flosen ved byen Konz. Da vinene således kommer fra skråninger ved Saar, så har vinen selvfølgelig også betegnelsen Alte Reben Saar Trocken … en tør vin på gamle stokke fra Saar.

Normalvis laves vinen af druer fra flere forskellige vinmarker ved Saar floden, hvor Molitor siden 2001 har købt flere marker, bl.a. denne Saarburger Rausch, Niedermenniger Herrenberg længere mod nord og Ockfener Bockstein, som vel nærmest ligger mellem de to første. I 2013 årgangen er vinen dog udelukkende lavet med druer fra Saarburger Rausch.

Saarburger Rausch marken er samlet 12 hektar stor, en 30-60% stejl mark, hvor andre producenter som fx Weingut Dr. Wagner og
Weingut Forstmeister Geltz-Zilliken også har parceller. Det er en Erste Lage mark og vinstokkene er der 50-60 år gamle, selvom man egentlig godt må kalde vinen for Alte Reben blot stokkene er over 25 år. Jorden på marken er præget af den lidt røde skifer.

Vinen er lavet i store egetræsfade med spontangæring og der er i denne årgang 2013 alene lavet 3.000 flasker af vinen.

Og hvor er det bare god Riesling. I glasset er der godt med farve … nærmest pisgul … pardon my french. Næsen er ganske aromatisk, dyb og intens med hyld, kvæde, mango, honningmelon … meget modne frugter, sødme, lidt nødder, våd vaskeklud, svag grape og godt med mineraler. Virker moden, fyldig og aromatisk. En næse, som man kan blive helt høj af.

Smagen er – hold nu kæft – præget af sødme, meget cremet … nærmest som en Großes Gewächs. Samtidig er der helt klart mineralsk islæt, syre, bitterhed fra grape. Syren er blød, men klar og fast. Det er virkelig god Riesling, og virker moden, selvom vinen fortsat er ung og fx uden petroleum i næsen. Kan med fordel gennem nogle år … virkelig høj kvalitet.

Gert havde købt vinen på vingården til 16,90€ … hvilket svarer til 126 kr. Fuck, det er billigt.

Rating 6/7 

2014 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandMed næste vin rykker vi længere mod vest, nemlig til de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg i det centrale Mosel, hvor vi finder ejendommen Dusermonder Hof. Der bor én af Mosels stjerneproducenter, nemlig Weingut Fritz Haag, som står bag denne Riesling fra Großes Gewächs marken Brauneberger Juffer.

Familien Haag kan dateres tilbage til 1605, hvor familieejendommen Dusermonder Hof i Brauneberg blev anskaffet. Dengang hed byen ikke Brauneberg, men Dusermond … hvilket kan oversætte til “den søde bakke”, men ændrede altså navnet i 1925. Det var imidlertid først omkring 1937, at Fritz Haag grundlagde det succesfulde vinhus.

I 1957 afbrød den 20 årige Wilhelm Haag sine udlandsstudier for at hjælpe sin syge far Fritz med høsten. Wilhelm blev hjemme og overtog gradvis ansvaret. Det stod dog hurtigt klart, at Wilhelm ej blot videreførte familieforetagendet i samme stil som faderen.

Fokus blev nemlig nu i endnu højere grad lagt på kvalitet – hvilket i høj grad skete gennem en strengere udvælgelse af parceller samt lavere hektarudbytter. Wilhelms kvalitetsfokus bar frugt og med gode årgange op gennem 50-, 60-, 70-, 80-, og 90’erne blev Wilhelm i 1994 udråbt til ”Årets vinmager i Tyskland”.

I 2005 overtog Wilhelms søn Oliver og fruen Jessica driften. Forinden havde Oliver studeret ønologi i Geisenheim sideløbende med, at der blev arbejdet hos kapaciteter som Dönnhof i Nahe og Karthäuserhof i Ruwer. Efter ønologieksamen fik Oliver Haag ansættelse hos Mont de Toit i Sydafrika, efterfulgt af 5 år hos Wegeler i Rheingau. Herefter returnerede Oliver til familieejendommen, hvor vinene i dag laves med største omhu.

Og kronjuvelerne hos Haag er de to Grosse Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg. Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Her opnår Riesling druerne optimale vækstforhold. Skråningerne er domineret af mørk skifer, og undergrunden er meget jernholdig. Forhold der bidrager til høj mineralitet og et fantastisk lagringspotentiale. Mosel er Riesling-land, hvilket Fritz Haag da også anerkender til fulde, her arbejdes kun med Riesling.

Brauneberger fik tilnavnet Juffer i begyndelsen af 1700-tallet. Juffer betyder “pebermø” og navnet opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, som efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Braunerberg, alle valgte at trodse deres fars ønsker om arrangeret ægteskab og i stedet viede deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forbrev frøkerner … eller pebermøer.

Her har vi husets tørre topvin Brauneberger Juffer Riesling Trocken Großes Gewächs, hvor druerne kommer fra meget gamle vinstokke på Brauneberger Juffer. Og det er sgu bare klassevin. Det er en vin, som jeg sidst smagte i august 2014 … men der var det i årgang 2013. Dengang var jeg – som nu – også meget begejstret.

Der er et snert af petroleum, lidt fersken, citron, let sødme, svag babybræk (på den helt fede måde), gule blomster, intensitet og gennemgående mineralitet. Næsen er helt fantastisk. I munden er vinen fortsat ung, frisk og rank. Som i 2013’eren er der først lidt fedme i starten af smagen, men det afløses hurtigt af en rank renhed med friskhed, spændstighed og stor mineralitet. Det er lidt blomster, æbler, hyld, lime … lidt grøn og ung, men flot vin. Forestil dig, hvordan den vil kunne udvikle sig de næste 5-10 år. Uha.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen ligger omkring 180 kr.

Rating 5,5/7