Denne tørre Riesling fra Weingut Reinhold Haart blev indtaget stående sammen med lidt friterede croquetas med skinke og svampe. Det fungerende sgu meget godt.
Vinen har jeg smagt og skrevet om tidligere, men sidst var det en årgang 2013 … men her altså en yngre 2015’ener.
Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.
Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.
I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. Vores passion og profession tilhører vinene, siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget Reinhold Haart.
Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Theos nevø også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.
Alle vine hos Weingut Reinhold Haart er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af Weinguide Deutschland i 2007 kåret som årets vinmager aka Winzer des Jahres. Samtidig har vingården fået prædikatet Weltklasse, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.
I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Hans bedste vinmarker er klart Piesporter Goldtropfchen og Wintricher Ohlingsberg, men bare hans basis Riesling Trocken – ja det er lige præcis denne vin – giver et forrygende indtryk af husets formåen.
Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.
Denne Riesling Trocken, Haarts entry-level Riesling, er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved omkring 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.
Næsen er fersken, grønne æbler, grønne blade, citrus og måske en anelse blomster. Virker frisk, tør og syrlig. Smagen er frisk, krisp og sprød med flintesten, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen.
Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr.