Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler … Winzer des Jahres 2019

Jeg så lige forleden, at den store, anerkendte  gastronomiske restaurant- og vinguide Gault & Millau i deres Weinguide 2019 – Tysklands mest berømte vinguide – har kåret et af mine tyske favorit vinhuse som årets vinbonde aka Winzer des Jahres og det er selvfølgelig Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Der skal også lige lyde et KÆMPE tillykke her fra den flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog til fantastiske Fritz og sønnike Friedrich med kåringen. Well done. Det er både fantastisk, flot og totalt fortjent … både på grund af deres fantastiske vine, men også deres gæstfrie imødekommenhed, når man besøger vingården.

Jeres flittige vinblogger glemmer aldrig besøget hos Fritz og Friedrich i august 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Jeg har også anmeldt et utal af de mange vine fra Franz Keller her på bloggen.

Mindes lige besøget igen … herunder de smagte fadprøver i kælderen hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler med billedet nedenunder. Hmmmm.

Herhjemme er der – totalt underligt – ingen importør efter Jysk Vin stoppede importen for en del år siden. Det kan undre jeres flittige vinblogger, da specielt Kellers Spätburgunder vine hører til blandt den absolutte topklasse.

Igen … stort tillykke til Fritz og Friedrich … die deutschen Weinkönige in Baden og nu også Winzer des Jahres 2019.

2012 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Berhard Huber, Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R GG, Baden, TysklandJeg havde også valgt en klassisk vin som min første rødvin til vores blindsmagning … nemlig tysk Spätburgunder og endda en af topvinene fra nu afdøde Weingut Bernhard Huber i form af hans Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R Großes Gewächs.

Vinhuset besøgte jeg tilbage i sensommeren 2016 … det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber i Malterdingen. Dengang var altså rødt dog udsolgt … vi smagte godt nok denne Malterdinger Bienenberg Spätburgunder i en ufærdig 2014 årgang, men kunne ikke købe noget … udover de hvide.

Malterdinger Bienenberg Spätburgunder R Großes Gewächs er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke, høstet med et beskedent udbytte på 28 hektoliter pr. hektar.

I produktionen er vinen lavet med 18-21 dages maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller og derefter lagret 18 måneder på barriques og flasket ufiltreret.

I næsen har vinen en lækker og røget frugt, kirsebær, hindbær, jordbær og frugten er nærmest også kandiseret samt en smule varmere i udtrykket end forventet, så varmen fra Baden området og lang maceration slår virkelig igennem.

Det dufter virkelig godt og intens og ingen tvivl om, at det er tysk Spätburgunder, selvom jeg ikke finder den søde, animalske kostald. Jeg elsker dog den modne, lette frugt med et aftryk af egefadene med en smule kanel, røg og lejrbål.

I munden smelter vinen nærmest med stoisk ro, breder sig – alt er zen – smelter og fader langsomt. Hvor er det elegant, flot og harmonisk. Frugten er kirsebær, moreller og derudover er syren meget levende, tanninerne bløde og vinen har samtidig en eller anden form for mineralsk og levende nerve. Fuck, hvor er det godt.

Købt hos Plus Ultra Wine , hvor en flaske koster 321 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Wöhrles basis Spätburgunder er enten monstergod eller også er jeg bare total tørstig efter god, tysk Spätburgunder på en fredag aften, som jo i det houlbergske hjem skriger efter Spätburgunder … eller en kombination, men det vender jeg fluks tilbage til.

Weingut Wöhrle holder til i byen Lahr ved Schwarzwald i Baden omkring 15 kilometer syd for Offenburg, hvor vi finder Weingut Wöhrle. Vingården hed oprindelig Weingut Stadt Lahr og var grundlagt tilbage i 1943, som et stats- og kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen.

I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen derfor, at driften skulle ophøre, hvorfor Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 spurgte Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Lahrer Herrentisch, Kirchgasse og Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk … altså i over 25 år, hvilket er ganske imponerende.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Efter overtagelsen af driften i 2013 har Markus nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle. Jeg har tidligere drukket denne deres Spätburgunder Gutswein i årgang 2011, men der stod der altså Weingut Stadt Lahr på etiketten.

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til årets vinmager i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. Han er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist.

På Weingut Wöhrle dyrker Markus nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten – faktisk hele 80% – på burgunder sorterne, altså henholdsvis Spätburgunder, Weißburgunder samt Grauburgunder, men også lidt Müller-Thurgau, Chardonnay og Riesling.

Denne Spätburgunder er huset røde Gutswein, som er lavet med druer fra en række af husets marker, har gennemgået 10 dages maceration inden gæring, hvorefter vinen har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Og ihhhh en dejlig klassisk næse med animalsk stald og vinen i den nye årgang minder på mange måder om 2016’eren. Frugten er en anelse til den mørkere side, det er kirsebær, banan, bacon, kanel og nelliker, men samtidig emmer og kilder en luftig syre, som løfter, eleverer vinen over grænsen for gennemsnitlig Spätburgunder.

Og uhmmm, hvor er vinen saftig, blød og drikkemoden. Sidste gang med 2016’eren skrev jeg, at den var lidt hvalpet og det gælder sådan set fortsat. Imidlertid har vinen også en perfekt lethed med både peber, jern, svag bitterhed, noget grønt og lidt sødme. Det er virkelig flot balanceret med tryk på drikkeglæde … og så et skræmmende højt niveau for en Gutswein. Og så er den lige et hak bedre end den foregående årgang.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, Tyskland

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, TysklandFra Weingut Konstanzer i Ihringen i Baden smager jeres flittige vinblogger nu denne Spätburgunder vom Vulkan.

Vinhuset hedder også Weingut Horst & Petra Konstanzer, da det drives af ægteparret, som startede vingården i 1983 … mest som en sidebeskæftigelse til deres daglige job med sølle 1 hektar vinmark.

I dag er de dog gået ind i projektet fulltime, lever og ånder for vin.  De har nu samlet 10 hektar vinmarker, som passes økologisk. Det er ægteparret, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktionen har de også udlejning af et par værelser på vingården.

Weingut Konstanzer laver omkring 16 forskellige vine og herunder altså denne Spätburgunder vom Vulkan, hvor druerne kommer fra forskellige marker i det gamle vulkanske område i Kaiserstuhl. Vinen er lavet med spontangæring, maceration omkring 20 dage og efter endt gæring er vinen lagret på egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

Duftmæssigt er det en fin Spätburgunder med lidt tjære, violer, blomster, sæbe, granatæbler, ribs, kirsebær, tør eg, kanel, nelliker, kardemomme, lidt kakao og ganske frugtrig. Syren er stram, stringent … men med luft i glasset brækker syren over, hvorved syren fader og vinen hurtigt virker ældre og mere moden.

I munden er det hindbær, ribs, salt, krydret frugt, venlig og omgængelig med en markeret syre, jern, eg og røget sødme, mens eftersmagen slutter med nogle bitre noter.

Købt hos Jysk Vin for 90 kr. De havde vinen på prøve, så den er ikke i deres sortiment … i hvert fald ikke endnu.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandOberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er jeg sgu bare vild med … så enkelt kan det siges. Og her smager jeg vinen i en nyere årgang 2016.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme.

Selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo og laver endda vin i flasker, som er udformet som en kontrabas.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere …  på et besøg på vingården, jeg har også smagt den tidligere årgang 2015, men smagte også vinen tilbage i 2012. Dengang var den i en årgang 2008, som min frue var helt vild med og kaldte den bedste vin, hun nogensinde havde smagt.

Klassisk tysk Spätburgunder i næsen og smuk transparent i glasset, hvorfra der kommer animalsk, sød hestestald med die ganzen schweinerei. Der er hindbær, granatæbler, røg, jern, nelliker og lidt som en buttet teenager … let, ubesværet, frisk og ligetil.

I smagen er frugten lidt stram, tæt og præcis. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Det kommer præcist som på skinner uden de store svinkeærinder … bare herregod Spätburgunder.

Købt på Tyskland til 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir, Baden, Tyskland

2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir, Baden, TysklandMol er en toneart og med denne Pinot Noir fra Weingut Enderle & Moll synger vi os igen op på mol-skalaen, så dur-tonearterne må bøje sig og være med på noderne.

Vi er atter hos de to vildmænd, garageproducenterne Sven Enderle og Florian Moll i deres autonome vinhus, der ligger ved byen Münchweier i Badens Ortenau region i den vestlige udkant af Schwarzwald, omkring 60 kilometer sydøst for Strasbourg mellem Offenburg og Freiburg i Breisgau.

Hverken Sven eller Florian kommer fra vinfamilier, men er begge uddannet på vinhuse i Kaiserstuhl, hvor de også mødte hinanden i 2003. Sven arbejdede på det tidspunkt på vingården Weingut Bercher-Schmidt i Oberrottweil, og Florian på Weingut Höfflin i Bötzingen.

Herefter kom Sven til det økologiske Weingut Dr. Benz i Kenzingen-Bombach, mens Florian rejste til det sydlige Frankrig, hvor han arbejdede i kælderen på Chateau Duvivier.

Chateau Duvivier er et økologisk vinbrug … akkurat som Öko-Weingut Dr. Benz, og således blev både Sven og Florian helt uafhængig af hinanden inspireret af den økologiske tilgang til vinproduktionen.

Da de i 2006 fik mulighed for at leje en lille parcel af marken Münchweier Kirchhalden med 25-35 år gamle Spätburgunder vinstokke, så besluttede de at starte eget vinhus, og det var således starten på Weingut Enderle & Moll … den lille, charmerende garageproducent.

Samlet har Enderle & Moll produktion fra 2,1 hektar vinmarker, nogle ejet og andre lejet, fordelt på 12-15 små parceller, de fleste fortsat på Münchweier Kirchhalden marken.

Denne Pinot Noir er Enderle & Molls almindelige basisvin, deres entry level Pinot Noir, hvor druerne kommer fra forskellige marker, hvor vinstokkene er 30-50 år gamle. Vinen er lavet fuldstændigt traditionelt alene med druernes naturlige gærceller.

Vinen har lagret 12-14 måneder i brugte egetræsfade fra Domaine Dujac i Bourgogne og den er hverken klaret eller filtreret. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen.

I glasset er vinen virkelig lys og transparent … hvis det ikke lige var fordi, at den samtidig er herlig grumset og ufiltreret. Kloakslam af bedste kvalitet. Næsen er lys, frisk, syrlig og let … blødt bomuldsvat og fluffy æggehvide skyer, syrlige drops, krudt og grønne blade, let funky med kul, svag kanel og bio-bio aromaer. Samlet er vinen ufattelig let og svævende.

Smagsmæssigt er lys, saftig og har godt med frisk frugt. Det er let, delikat med en fin, sart syre, klar ren og mineralsk. Selvom vinen er  lavet af vildmænd med grove hænder, så er det feminint, fint, syrerigt og sart. Det er skræmmende højt niveau for en basisvin og smager rasende godt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandSidste aften i Berlin bød på sidste store wienerschnitzel hos restaurant og weinhandlung Lutter & Wegner, og vinmæssigt en gammel kending, nemlig Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder fra Weingut Salwey … en vin, som jeg har smagt i flere årgange og her i en årgang 2014.

Weingut Salwey har jeg jo også skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i efteråret 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset.

Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder er en af Salweys basisvine, en Gutswein, er fra marken Käsleberg og lige et niveau over hans almindelige Spätburgunder, der på vingården koster 2-3 euro mindre.

Hos Salwey høster de altid en kende før andre producenter, hvilket er med til at gøre vinene lidt syrligere og grønne i deres yngste år. Derudover bruges der godt med eg, hvorfor vinene normalt er ganske tanninrige.

Denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder er alene lavet med druernes naturlige gær, maceration i 23 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques. Ved flaskning sker der ingen filtrering og som altid med Salweys vine, så er der meget begrænset restsukker, oplyst til 1,9 gram pr. liter.

I glasset er vinen virkelig smuk transparent teglfarve, men en kende for varm i glasset, hvorfor jeg bad tjeneren om en isspand til vinen. Det hjalp bestemt … Spätburgunder må som bekendt ikke serveret for varmt, hvilket en weinhandlung burde være skarpere på.

Duftmæssigt er det lyse, syrlige kirsebær, hindbær og ribs, meget let og lys med røg, en smuk kølig og mælket aroma, egetræ, svag sødme, blomster og et strejf af grønne blade. Lækker klar og lys aroma.

Som med 2013’eren er der god nerve, lys, ren, fin og klar frugt med ribs og tranebær, syrerig som altid med Salwey, grønne blade, en smule peber, mineraler og fint balanceret. Igen må man bare lægge sig fladt ned og indrømme, at det er sindssygt højt niveau for en basisvin.

På restauranten kostede den 32€, men prisen på vingården ligger på 12€ … eller beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weinhaus Bettina Schumann, Achtkantig Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weinhaus Bettina Schumann, Achtkantig Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandKan det passe, at denne Achtkantig Blauer Spätburgunder fra  Weinhaus Bettina Schumann har lidt kant … og er det i så fald hele otte kanter, som navnet indikerer?

Vi har i hvert fald taget et par andre sko på med denne Spätburgunder fra den skoglade Bettina Schumann, som jeg skrev om forleden. Nu gælder det jo ikke blot Grauer Burgunder, men kongedruen med flere navne … og Bettina kalder den Blauer Spätburgunder og laver 2 forskellige vine på druen, nemlig denne Achtkantig Blauer Spätburgunder og storesøsteren Haute Volaute Blauer Spätburgunder.

Achtkantig Blauer Spätburgunder er lavet i egefade og er også lagret på eg, selvom den unge winzerin ikke fortæller, hvor lang tid vinen er lagret. Den er som de øvrige vine lavet i det tidligere og for længst lukkede St. Katharinen-Kellerei. Der er 2 gram restsukker pr. liter.

Der er lidt landlighed i næsen, en smule mejeri og klart til den mørkere side, bitre kirsebær, brombær, lidt mælket, røg, godt med eg samt lidt krydderier.

Smagsmæssigt er der kant, for vinen er nærmest stærk i munden, og det er måske alle 8 kanter + lidt hjørner, som skraber mundhulen på jeres flittige vinblogger. Der er kirsebær, peber, jern og samlet bliver det lidt for gumpetungt, skarpt og unuanceret for mig.

Købt i Tyskland for 13,75€ … svarende til 102 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Weinhaus Bettina Schumann, Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze, Baden, Tyskland

Weinhaus Bettina SchumannSom en dragqueen i dansesko … rosagylden og volumiøs forførende. Vi snakker om denne Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze, som kommer fra Weinhaus Bettina Schumann i Bahlingen i det smukke Kaiserstuhl i Baden.

Bettina Schumann er ikke vokset op i en vinfamilie, men kommer fra Berlin. Da hun var 12 år gammel smagte hun – på ferie med forældrene i Italien – en Vin Santo fra 1905 og blev begejstret over, at en så gammel vin kunne indeholde så megen friskhed … og det blev starten for den unge piges interesse for vin.

I stedet for neglelak eller teenageblade, så brugte Bettina sine lommepenge på vin eller litteratur om vin, så da hun senere skulle vælge uddannelse, så tog hun selvfølgelig – uden betænkning – til Geisenheim, hvor hun uddannede sig til ønolog. Så læste hun efterfølgende videre på universitetet i Udine, hvorefter hun i 2009 blev vinmager på Weingut Zimmerlin i Kaiserstuhl.

Men Bettina ville lave vine selv, så allerede i 2010 grundlagde hun sammen med Ralph M. Ropohl vinhuset Weingut Rabe i Freiburg, en lille garageproducent med burgundervine fra gamle stokke. Det projekt deltager Bettina fortsat i sideløbende med et job som vinkonsulent for andre vinproducenter.

I 2015 grundlagde Bettina så sit eget vinhus Weinhaus Bettina Schumann med base i Bahlingen am Kaiserstuhl. Hun ejer dog ingen vinmarker selv, men opkøber druerne fra en række udvalgte vinavlere og har nu en årlig produktion på 60.000 flasker.

Indtil videre har Bettina koncentreret produktionen på burgunder druerne, altså Grauer Burgunder, Weisser Burgunder samt Blauer Spätburgunder. Vinene producerer den unge vinmager i Endingen-Königschaffhausen i det tidligere St. Katharinen-Kellerei, som indstillede deres produktion og lukkede tilbage i 2012.

Og så har hun kombineret vinproduktionen med en anden af hendes passioner … sko og gerne røde sko. Etiketterne på alle hendes vine er nemlig forskellige sko med en sko til hver vin. Bettina siger selv, at de røde sko er hendes families våbenskjold. De røde sko er basisvinene og de brune sko er topserien.

Denne Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze er fra topserien med de brune sko hos Weinhaus Bettina Schumann. Navnet på vinene skulle være inspireret fra hendes opvækst i Berlin.

Bettina skriver om denne vin; Die Königin vom Kaiserstuhl is der Clou von´t Janze, så det er noget med, at dronningen af Kaiserstuhl er sit eget højdepunkt.  Von’t Janze betyder nemlig egen eller eget og kendes specielt fra den berlinske betegnelse Chef von’t Janze, som betyder noget i retning af sin egen chef. Det er i hvert fald mit bedste bud … og det står jeg ved.

Nå, men det er selvfølgelig 100% Grauer Burgunder, som er spontangæret i egetræsfade alene med druernes egne gærceller, 48 timers maceration og efter endt fermentering har vinen også været lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset er farven på vinen nærmest rosagylden … måske påvirket af den længere maceration. Næsen har en dyb og intens aroma, virkelig fadbåret med modne æbler, kvæde, ananas, honning og en lækker smørfedme samt søde krydderier. Det er en ganske omfavnende og venlig aroma.

Smagen er tilsvarende fyldig med et snert af citron og grape. Det er smørblomster, blomsterstøv samt en kalkholdig mineralitet. Vinen er blød, cremet, har lidt salt og godt med frugtsødme, pærer samt en blød syre. En kraftig og alligevel adræt danser … iført brune damesko i god kvalitet.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 19,50€ … svarende til 145 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumb

2015 Weingut Michel, Achkarrer Schlossberg Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2015 Weingut Michel, Achkarrer Schlossberg Spätburgunder ***, Baden, TysklandPå Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl finder vi Weingut Michel, som står bag denne Achkarrer Schlossberg Spätburgunder *** Trocken im Barrique gereift … ægte Spätburgundersaft af bedste skuffe.

Vinhuset drives af Josef Michel, der overtog driften fra sine forældre i 1983. De havde drevet den lille vingård siden 1960’erne, men overlod driften til Josef, som var uddannet Weinküfer … en ældre titel for en vintekniker, og altså et uddannelsesniveau under almindelig vinmager.

Men 3. generation i form af Josefs søn Robin Michel er også allerede begyndt at hjælpe i produktionen. Sammen passer far og søn 13 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Achkarrer Schlossberg. Achkarrer Castellberg og Munzinger Kapellenberg.

På markerne dyrker de primært burgunder sorter, bl.a. Grauburgunder, Weißburgunder, Chardonnay og Spätburgunder, hvilket danner baggrund for 18 forskellige vine.

Her smager vi altså en Achkarrer Schlossberg Spätburgunder *** Trocken im Barrique gereift, som er en af husets røde topvine, som selvfølgelig er lavet med druer fra marken Schlossberg, hvor vinstokkene er op til 45 år gamle.

Tidlig høst, spontangæring i 16 dage, ingen filtrering og denne vin er lagret omkring 12 måneder i barriques. Men det svinger nu lidt fra år til år, idet vinene Josef siger, at vine kræver tålmodighed og de venter tålmodigt indtil vinen er moden.

Næsen er freaking lækker … klassisk tysk sød, animalsk Spätburgunder kostald med en cremet, forførende og svævende lethed, gran, sødbrændt eg, røg og kirsebær, ribs, lyse blommer, krydderier, vanilje og et lille mineralsk element. Det dufter vildt godt.

I munden er vinen både saftig, cremet, silkeblød og blid … det smager sgu godt. Frugten er kirsebær og jordbær, mens vinen har en blid syre, som ved første sip måske virker lidt skarp, men netop sikrer vinen den rygrad og elegance, som er nødvendig for stor Spätburgunder.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7