Tag-arkiv: Østrig

2018 Weingut Eschenhof Holzer, Grüner Veltliner Altweingarten, Wagram, Østrig

2018 Weingut Eschenhof Holzer, Grüner Veltliner Altweingarten, Wagram, ØstrigWeingut Eschenhof Holzer ligger midt i den lille by Großriedenthal i Wagram og drives af den unge Arnold Holzer. Og nu smager vi så Arnolds 2018 Grüner Veltliner Altweingarten.

Arnold overtog som 22-årig driften fra sine forældre i 2010 og driver i dag vingården sammen med broderen Mathias. De er 5. generation på vingården, som har sit navn Eschenhof efter de gamle asketræer, som står foran både vingården og den gamle kælder i Kellergaße, hvor brødrene lagrer deres rødvine.

Samlet har Weingut Eschenhof Holzer 13 hektar vinmarker, hvor den vigtigste og største mark er Altweingarten, hvorpå der har været dyrket druer siden middelalderen.

Og denne Grüner Veltliner Altweingarten kommer netop med druerne fra den gamle mark, der strækker sig over hele sydsiden af landsbyen Großriedenthal.

Grüner Veltliner Altweingarten er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke med en kold fermentering på maksimalt 18 grader over 2-3 uger. Vinen hviler derefter sur lie – altså på bærmen –  i 2-3 måneder før aftapning.

Duftmæssigt er vinen lidt afdæmpet med melon, honning og citrus … meget karrig, nærig og påpasselig. Der er en lille snert af selleri, hvid peber, blomster og lidt grønne blade, men alt meget sagte og stille.

Smagen er rund og blød … men måske lidt flad i udtrykket. Der er egentlig både citrus, lemon og peber i smagen, men mangler en lille smule dybde. Til gengæld er det ganske elegant og med en rigtig god balance … masser af citron. Jeg kan godt li’ lidt tilbageholdende piger og denne er en lille genert teenager, som du skal lære at kende.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut R&A Pfaffl, Wien.1, Weinviertel, Østrig

2017 Weingut R&A Pfaffl, Wien.1, Weinviertel, ØstrigHelligbrøde, abnormt, uhyrligt, småperverst, udflippet og uhørt … sådan at blande Riesling med Grüner Veltliner og Pinot Blanc. Ikke desto mindre, er det netop hvad Weingut R&A Pfaffl har gjort i denne Wien.1 vin.

Vingutten med det svært udtalelige navn holder til midt i den lille by Stetten omkring 20 kilometer nord for Wien. Det er et lille familieforetagende, som i dag styres af de to søskende … bror og søster Roman Josef og Heidi Pfaffl sammen med deres far Roman Pfaffl.

Roman Josef  – som I ser på billedet ovenover – er vinmageren og står for kælderarbejdet, mens faderen står for arbejdet i marken og søster Heidi tager sig af salg og markedsføring.

Weingut R&A Pfaffl har samlet 110 hektar vinmarker, som er fordelt omkring 10 forskellige landsbyer nær Stetten. Der dyrker de mest Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay og Zweigelt, men dyrker bl.a. også både Cabernet Sauvignon, Merlot, Sauvignon Blanc og Pinot Blanc.

Weingut Pfaffl blev januar 2017 hædret af Wine Enthusiast som årets europæiske vinproducent for deres kompromisløse arbejde med Grüner Veltliner. Det er i øvrigt første gang, at en østrigsk producent har opnået den titel.

Denne misfoster af en blandingsvin Wien.1 er lavet på 60% Riesling, 20% Grüner Veltliner og 20% Pinot Blanc. Druerne kommer fra et par marker Herrenholz og Praschen, som ligger på et plateau med fantastisk udsigt til Wien. Vinstokkene på markerne er 17 år.

Efter høsten afstilkes druerme og presses derefter. Gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 18 grader, og så lagrer vinen en periode i ståltankene inden aftapning på flaske.

Vinen er duftmæssigt meget let … og nærmest tynd og let vandet, mens frugten er fersken og melon. Der er lidt ristede hasselnødder, papkasser, grønne elementer samt en syre, som lige fornemmes.

Det passer godt i overensstemmelse med smagen, som er let, frisk med en blød syre, så det er ingenlunde en skarp Riesling, men noget helt andet. Der mangler lidt bid, virker lidt træt eller måske bare tilbageholdende med kalk, en smule jern, men ellers blød og så nogenlunde tilgængelig … det er bar’ ikk’ lige mig.

Forhandles af Skjold-Burne, hvor en flaske koster 129,75 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Niederösterreich, Østrig

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Niederösterreich, ØstrigJeg har 2 gange tidligere smagt vin fra Weingut Zuschmann Schöfmann og været imponeret. Nu har jeg igen en af husets vine i glasset … en 2015 Pinot Noir Muschelkalk Selektion, mit første møde med en rødvin fra huset med navnet, som man nærmest skal være småfuld for at kunne udtale.

Weingut Zuschmann Schöfmann ligger på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Jeg har jo skrevet om vinhuset tidligere, så hvis I vil læse mere om det, så tjek mine anmeldelser vinhuset vine 2016 Muschelkalk Grüner Veltliner eller den mousserende Grüner Veltliner Brut Nature.

Druerne kommer fra forskellige marker, men alle med høj andel af den specielle Muschelkalk aka muslingkalk, som er en slags aflejring af fossiler, kalksten og dolomit. Derudover er der i Zuschmann Schöfmanns marker også brun jord og grus.

Gæringen er startet spontant med druernes egne gærceller i store åbne 600 liters kar og har varet 3 uger. Under gæringen er vinen omstukket for at få druekernerne ud af processen og derved undgå for meget harsk tannin. Peter Schöfmann ønsker alene milde tanniner fra drueskallerne.

Processen med at frasortere kernerne sker ved, at drueskallerne i gæringsprocessen lægger sig på toppen på grund af udviklingen af kuldioxid, mens kernerne falder til bunds. Dermed kan vinen omstikkes og kernerne frasorteres.

Efter endt gæring har vinen trukket på skallerne i tre uger inden den er blevet omstukket, presset og fyldt på en blanding af nye og gamle østrigske 500 liters træfade, hvor den har tilbragt 24 måneder, hvorefter vinen er aftappet uden filtrering.

I glasset er vinen transparent, men ikke helt lys. Lige åbnet er næsen en smule lukket, så giv den lige lidt tid … bare et godt råd. Med lidt luft i glasset begynder vinen at åbne sig roligt og langsomt som min gamle garageport. Der er pænt med stringent skarp syre, kirsebær, hindbær, blåbær, mentol, sandeltræ, let fernis, masser af grønne noter, både ensilage og grønne grene samt en smule marcipan.

Smagsmæssigt har Pinot Noir Muschelkalk Selektion godt med lyse, syrlige kirsebær, jern, mineraler, mens både en saftighed og tørhed går pænt hånd i hånd som to modsatrettede, forelskede teenagere. Vinen har en ganske pågående syre, er stenet, stærk, mineralsk og alligevel let. Den er lidt som de østrigske alper … frisk, ultraskarp, præcis, hård, kold og en smule utilnærmelig, men giver på vej ned fra tinderne en ganske uforlignelig oplevelse. Den kræver på vejen op mod toppen en vis tålmodighed, men så er det også en vin, som vinder på dig og smelter sneen i dit hjerte.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske normalt koster 449 kr., men pt er på tilbud til 336,75 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, ØstrigDa Urban Stagård havde fået sin Riesling hat på til Winemakers Fair, så fortsatte jeg sgu med endnu en Riesling fra Lesehof Stagård, søstervinen Riesling Steiner Hund.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, blot kommer druerne her fra marken Steiner Hund, hvor vinstokkene varierer mere i alder og er fra 16 til 80 år gamle.

Det siges, at Steiner Hund marken fik sit navn for flere hundrede år siden, hvor der var en alvorlig hungersnød i Kremstal. Alle sultede, men en rig vinbonde – der selv havde svært ved at brødføde sin egen familie – gemte sin elskede hund ude i marken og fodrede den dagligt i smug. Han endte med at sælge marken for kunne brødføde sin familie, men marken blev opkaldt efter hunden.

Næsen på Urbans Riesling Steiner Hund er langt mere åben, givende, flyvsk og svævende end søstervinen. Der er fortsat gær, toast, en havbrise og lidt havvand i vinen, et smukt flor af blomster, abrikos, lemon og stor frugtrigdom. Det virker ungt, men for pokker en luftig og skør Riesling.

I munden er den meget smagfuld. Der er abrikos i frugten, men også pænt med syre, lemon og bitterhed, smelter nærmest i munden, selvom den egentlig har et fast bid. Det er sgu en lækker vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr., men er frem til 30/4 på tilbud til 225 kr., hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, ØstrigVed næste bord mødte jeg den herlige, festlige vinmager Urban Stagård, som ejer og driver vingården Lesehof Stagård. Jeg fik en snak med ham og smagte to af hans vine. Den første var denne Riesling Steiner Schreck.

Vingården Lesehof Stagård ligger lige udenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich. Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.

Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique. Det er Urban, som I kan se sammen med jeres trofaste vinblogger på mit selfie ovenover.

Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.

Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.

Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen rytme og det grundige markarbejde samt den minimalistiske tilgang er årsagen til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.

Jeg startede med at smage denne Riesling Steiner Schreck, altså en enkeltmarks Riesling fra marken Steiner Schreck, som siges at være den stejleste mark i hele Kremstal.

Det siges, at, marken har sit navn Schreck – forstrækkelse – efter de vagter, som i høsttid passede marken og forsøgte at skræmme tyve væk. Marken havde dengang en stor tæthed i vinstokkene, hvorfor det var svært at se, når der var folk i marken.

Ved høsttid var der ofte tyve på marken for at stjæle druer, men vagterne kunne fra kirketårnet af Frauenbergkirchen – hvor der var frit udsyn udover marken – råbe tyvene an og dermed skræmme dem væk … og derfor hedder marken i dag Steiner Schreck.

Vinstokkene er 50-60 år og druerne høstes selvfølgelig med håndkraft. Vinen er derudover lavet med så lidt intervention som muligt, spontangæring og Urban lader også vinen gære så lang tid som overhovedet muligt. Vinen lagrer derefter en periode sur lie, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Den naturlige tilgang til produktionen kan duftes i vinen, som er lidt funky med en klar bio kant, lidt våd hund, æteriske olier, sten, granit, let pærer, æbler, masser af røg og snert af lemon.

Smagen er virkelig intens og frugtrig med pærer, æbler, fersken og man imponeres særlig af en virkelig lang, lang eftersmag. Vinen er lidt parfumeret, har lidt lemon og citronsyre, men er på ingen måder særlig eksplosiv, men sådan lidt dæmpet, sagte og forsigtig i dens udtryk, men det smager sgu godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Bründlmayer, Zöbinger Heiligenstein Riesling Alte Reben, Kamptal, Østrig

2012 Weingut Bründlmayer, Zöbinger Heiligenstein Riesling Alte Reben, Kamptal, ØstrigTilbage i 2014 smagte jeg en 2012 Zöbinger Heiligenstein Riesling fra Weingut Bründlmayer … og nu smager jeg den igen, blot en udgaven Alte Reben fra de tussegamle vinstokke.

Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen omkring 70 kilometer nordvest for Wien. Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug.

Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og omkring 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vinområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med Grüner Veltliner.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin og én af de vigtigste marker hos Bründlmayer er netop vinmarken Zöbinger Heiligenstein på i alt 10 hektar, hvor hovedparten – ja faktisk 9 hektar – er beplantet med Riesling og nogle af stokkene er gamle … de ældste op til 80 år.

Derudover har Bründlmayer også parceller på Langenloiser Loiserberg, Langenloiser Berg Vogelsang, Langenloiser Käferberg og Kammerner Lamm. Alle markerne dyrkes og er certificeret økologisk.

Sønnen Vincent er også så småt begyndt at deltage i driften, som ellers forestås af Willi sammen med vinmagerne Thomas Klinger og Andreas Wickhoff, sidstnævnte er også Master of Wine.

Denne Zöbinger Heiligenstein Riesling Alte Reben er – som det måske kan ses af etiketten – en Erste Lage vin og druerne anvendt til vinen kommer fra vinstokke, der gennemsnitlig er 45 år gamle og de ældste 70-80 år. Udbyttet er også ganske beskedent med 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med blid presning af druerne, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 15 – 20 grader og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i store 2.500 liters egefade.

Der er langt mere petroleum i næsen end hos de forrige … virkelig nice med modne æbler, blomster, kalk og mineraler. Der er noget dekadence, elegance og modenhed i frugten, let citrus og virker samtidig ganske saftig.

Smagen er også saftig med kæmpestor tyngde, dyb, rank og stringent i frugten. Det er frugtrig vin med kæmpe styrke, fuld pedal med masser af liv, svag grape bitterhed, blomster og alt serveret fyldigt, blødt og cremet. Like it og ligger på 5½ sikre houlbergske tomler med klar pil op.

Forhandles af Jysk Vin, men denne er pt. i sortimentet og prisen kender jeg således heller ikke, men ligger nok over 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Paul Achs, Spiegel Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2012 Weingut Paul Achs, Spiegel Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigWeingut Paul Achs holder til midt i den østrigske by Gols i den nordøstlige del af den store Neusiedlersee i Burgenland … ja faktisk lige mellem den store sø og den ungarske grænse. Vi smager her Paul Achs’ Spiegel Blaufränkisch.

Vingården er grundlagt i 1952 af Elfriede og Paul Achs, men siden 1991 har det været sønnen, der også hedder Paul Achs, som har stået for driften, dog fortsat med hjælp fra Paul senior. Inden overtagelsen havde Paul uddannet sig som vinmager og bl.a. arbejdet i Californien.

Familien Achs har samlet 22 hektar vinmarker, som er fordelt på 42 forskellige marker med små parceller på mellem 0,11 hektar og 2,30 hektar.

Markerne er dog overordnet beliggende i to områder. Det ene område er på den flade strækning Heideboden mellem Gols og Neusiedlersee, hvorfra de mere lette og friske vine kommer. Og på den sydvendte skråning Parndorfer Platte nær byerne Gols og Mönchoff. Her dyrkes Blaufränkisch til husets tre enkeltmarksvine.

I 2006 gik Paul med i sammenslutningen af biodynamiske vindyrkere, og det betyder, at samtlige hans vine nu er fremstillet efter både økologiske og biodynamiske principper med bl.a. manuel høst, begrænset udbytte og uden brug af industrielt fremstillede gødnings- og ukrudtsbekæmpelsesprodukter.

Oprindeligt var hele produktionen alene hvidvine, men det har Paul også ændret efter overtagelsen, således 90% af produktionen i dag er rødvine på sorterne Zweigelt, Blaufränkisch, St. Laurent, Pinot Noir samt en smule Syrah. Derudover er det de hvide sorter Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Paul Achs er også medlem af Pannobile, som er en sammenslutning af kvalitetsbeviste vinbønder forankret omkring Neusiedlersee nordøstlige vinmarker.

Sammenslutningen tæller i dag 9 medlemmer, som laver deres vine fra områdets bedste vinmarker – en forudsætning for at være en del af Pannobile.

Pannobile tæller i dag følgende medlemmer: Weingut Heinrich, Judith Bech, Andreas Gsellmann, Weingut Leitner, Anita Nittnaus, Weingut Pittnauer, Claus Preisinger, Renner & Rennersistas samt Paul Achs,

I hver årgang udvælger hvert af de 9 medlemmer af Pannobile deres kandidat til årets Pannobile rødvin.

Kriterierne er, at vinen skal være lavet på en eller flere af de 3 lokale druer Blaufränkisch, Zweigelt eller St. Laurent samt dyrket inden for de vinmarker, som gruppen mener at være de bedste i området og vinene skal godkendes af gruppens medlemmer og repræsenterer områdets største vine.

Nå, men her er det altså Achs’ 2012 Spiegel Blaufränkisch, som er lavet med druer fra Spiegel marken, der ligger lige mellem Salzberg og Gabarinza markerne med en undergrund af ler og sand, som passer Blaufränkisch perfekt.

Spiegel Blaufränkisch er lavet første gang i 2002 og lavet helt traditionelt, hvilket betyder, at jeg ikke har kunnet finde oplysninger om produktionen udover, at vinen er lagret knap 2 år på barriques. hvoraf 60% er nye fade.

Næsen er dyb og mørk, virkelig kødfuld med lakrids, blæk, mejeri, surkål og nogle ristede noter. Det er blåbær, brombær og enebær, dyb og urtet aroma med lidt mørk chokolade, en svag sødme, lidt appelsin, parfumeret, lidt håndsæbe, grønne blade og mentol.

Hvor er vinen smagsmæssigt blød, igen med et dybt mørke, fed, fyldig og kødfuld. Der er sgu power på drengen. Der er tørstoffer, blæk, bly og en lille provokerende bitterhed. Vinen er egentlig vild tør, herlig kompleks, rustik, grov og udfordrende, men har alligevel en række forsonende træk, som bare gør den meget interessant.

Forhandles af Theis Vine, men denne er ikke fundet i sortimentet, så kender heller ikke prisen.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2018 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigWeingut Josef Ehmoser er stabil, uforanderlig, pålidelig, fast, standhaftig, urokkelig og udholdende, når det gælder denne Grüner Veltliner Von den Terrassen. Som med de foregående årgange 2016 og 2017 er det bare drøngod Grüner Veltliner til helt fornuftige penge.

Druerne til vinen kommer fra familiens marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og 17-18° KMW, hvilket svarer til 88 Öchsle … omkring Spätlese kvalitet.

Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Der er dog kun 1,4 gram restsukker pr. liter og er dermed knastør. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

I næsen er der en grøn nerve, grønne æbler, citrus, let fennikel, svag selleri, peberfrugt, lidt salt, mineraler og er let krydret. Der er også en lille sødme, som måske er mere udtalt end hos de foregående årgange, men slet ikke forstyrrer det samlede billede.

Smagsmæssigt er vinen dejlig mineralsk med bid af citrus, salt og en ganske frisk, livlig syre. Frugten er rund, behagelig med en vis saftighed, hvor smagen ligger lidt tilbage i munden, lidt mere afdæmpet og blød end hos de to foregående årgange.

Som sidst er vinen både fyldig, saftig og alligevel med den virkelig friske og mineralske syre … samtidig med, at den er venligsindet uden at blive helt dyb.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, ØstrigDer dritte in der Reihe af vinene fra Weingut Birgit Eichinger blev ikke Grüner Veltliner, men derimod denne Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage.

Selvom Birgit Eichinger også dyrker Riesling på Strasser Gaisberg, så er  Erste Lagen marken Zöbinger Heiligenstein hendes bedste mark til netop Riesling, da undergrunden på den høje terrasser består af rødlig, forvitret sandsten og vulkanske sten, som giver vinene mineralske aftryk. Det er da også en mark, som andre gode producenter som fx Weingut Bründlmayer, Weingut Hirsch og Weingut Schloss Gobelsburg har parceller på.

Birgit har høstet sine Riesling druer ved 19,5° KMW med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, hvorefter druerne ligger køligt med skallerne i 15 timer.

Først derefter presses druerne og mosten hviler så i 18 timer inden gæringen sættes i gang. Gæringen varer 5 uger, hvorefter vinen så lagrer sur lie i 6 måneder i ståltanke. Der er 4,3 gram restsukker pr. liter i denne Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage.

Næsen er fortsat ung … ingen petroleum eller voks, men virker dejlig luftig med havvand, havgus og fin intensitet. Der er fersken, citron, hvide blomster, mandler og en nice vibrerende syre med et lille krydret touch samt noget salt granit.

Smagen er ren, stringent med mineralsk bid. Det er grønne æbler, citronsyre … faktisk masser af syre og friskhed. Det er fortsat ung og næsten utæmmet, så jeg vil give denne vin masser af tid i kælderen, så vil du blive belønnet med petroleum og en afbøjning af syren, som fortsat er ung, stringent og irettesættende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Gaisberg Erste Lage, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Gaisberg Erste Lage, Kamptal, ØstrigNæste Grüner Veltliner fra Weingut Birgit Eichinger var en pæn, attraktiv, fornuftig og småbuttet  storesøster, nemlig denne Grüner Veltliner Ried Strasser Gaisberg Erste Lage.

Birgit Eichinger har samlet 15 hektar vinmarker, men heraf de alene 3 Erste Lagen marker, nemlig Kammerner Lamm, Zöbinger Heiligenstein og Strasser Gaisberg. De øvrige marker er Hasel, Stangl og Wechselberg. Gaisberg ligger i den sydligste del af bjergryggen Manhartsberg, som jo strækker sig fra floden Thaya til Wagram.

Strasser Gaisberg er præget af forskellige slags undergrund. Den øvre del af marken er præget af klipper og skifer, som er særdeles velegnet til Riesling, mens den nedre del er meget sandholdig og dermed bedre til Grüner Veltliner.

Eichingers Grüner Veltliner Ried Strasser Gaisberg Erste Lage er høstet ved 19,0° KMW med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet ved, at druerne efter høsten presses og afkøles, hvorefter de ligger koldt i 20 timer inden gæringen, som sker i rustfrie ståltanke. Gæringen varer hele 4 uger og derefter lagrer vinen på ståltankene sur lie i 5 måneder inden vinen flaskes.

Igen er der i duften en let nøddet aroma, pærer, fersken, melon, en ganske spændende og spændstig syre, langt mere levende end foregående lillesøster. Derudover er der lidt fedme, estragon, spidskommen, let røgede elementer samt lidt voks.

Smagen har også langt mere dybde, kompleksitet og syre end foregående lillesøster. Det er blødt, blidt, dybt og har samtidig både syre, grape bitterhed og langt længere eftersmag. Det er opulent, men kontrolleret, cremet og lækkert og smager vildt godt … men fortsat ikke helt oppe hos medsøsteren Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7