Tag-arkiv: sauvignon blanc

Sauvignon Blanc er en hvid druesort, som stammer fra det vestlige Frankrig, men nu med succes dyrkes i det meste af verden. Druen er oprindelig forbundet med Loire, men stammer mest sandsynligt fra Bordeaux, hvor den typisk blandes med Semillon.

I dag er der sket et skifte, således Sauvignon Blanc nærmest har fået sin højborg på New Zealand, hvor druen specielt i Marlborough på spidsen af sydøen af New Zealand står bag friske, sprøde vine og i 2015 tegnede vine på Sauvignon Blanc sig for omkring 85% af New Zealands samlede vineksport.

Sauvignon Blanc er meget ligefrem … og meget karakteristisk, hvor de klassiske Sauvignon Blanc aromaer typisk er græs, solbærblade,  brændenælder, asparges, grønne æbler og stikkelsbær til mere tertiære noter som kattepis og geværflint.

Særligt aromaer med flint –  kendt som pierre à fusil – kendes typisk fra vinene fra Pouilly-Fumé,  hvor noterne stammer fra den ret høje andel af flint i den kalkholdige jord. Den effekt er endda så udtalt, at Sauvignon Blanc engang var kendt som Blanc Fumé – den røgfyldte hvide – i denne del af Loire.

Sauvignon Blanc kan også indgå i blandinger og modtage fadlagring, fx sammen med Sémillon i hvid Bordeaux.

Sauvignon Blanc har en relativ robust, kraftig vinstok, som let tilpasser sig forskellige klimaer og er nem at dyrke. Den modner tidligt, hvilket gør den velegnet til køligere klimaer, har en naturlig høj syre, som altid giver friske vine.

Selvom det kan virke underligt, så har Sauvignon Blanc meget til fælles med mørke Cabernet Sauvignon … ikke kun i oprindelse og navn. De er genetisk beslægtede, da Sauvignon Blanc blev krydset med Cabernet Franc i 1600-tallet, hvorved man fremavlede Cabernet Sauvignon.

Begge druer har da også nogle fællestræk, bl.a. god produktivitet, giver nogle tætte klaser og man kan også finde samme dufte af grøn peber og asparges i begge vine … samme methoxypyraziner aka en slags kemiske forbindelser, der producerer lugte.

Uden for Frankrig og New Zealand har sorten været relativt vellykket i regioner i den nye verden som Californien, Chile og Sydafrika. Selv i Australien kan Sauvignon Blanc trives i de køligere kystområder i syd.

I Europa producerer de også lækre Sauvignon Blanc  vine på de kølige, solrige, alpine skråninger af Alto Adige samt i Friuli i det nordlige Italien.

 

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Rosé, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Rosé, Walker Bay, SydafrikaDen anden rosévin fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate er en 2018 Lighthouse Collection Rosé.

Den er lavet på 70% Shiraz samt 30% Sauvignon Blanc. Shiraz druerne høstes tidligere end normalt og gærer koldt sammen med Sauvignon Blanc druerne på udvalgte gærceller. Alt er lavet i rustfrie ståltanke for at sikre en frisk vin.

Lighthouse Collection Rosé minder på mange måder om husets Backbone Rosé … næse med lyserøde bær, jordbær, hindbær, stikkelsbær og selvom den også er let til bens, så er der alligevel en smule mere tyngde og knap som megen saftevandsfornemmelse over vinen, men i stedet en smule jern og mineralitet.

Smagen byder på frisk frugt, sødme og ganske ukompliceret smag. Det er let, rundt, nemt og samtidig måske også en smule anonymt. Der er klart mere styrke end i foregående rosé, mere balance og mere vin i smagen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Benguela Cove, Estate Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Estate Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaDen tredie og sidste Sauvignon Blanc vin fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate er deres 2018 Estate Sauvignon Blanc, som dog ikke er deres topvin, for den hedder Vinography.

Estate Sauvignon Blanc er lavet med druer, som høstet en anelse senere end hos de to forrige Sauvignon Blanc vine. Druerne er 100% afstilket inden presning og en koldmaceration et par timer. Derefter er vinen gæret i både rustfrie ståltanke og egefade. Efter end fermentering er vinen lagret på samme sur lie – altså med bærmen – i 120 dage med jævnlig omrøring inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt sker der nu mere … en nærmest mere landlig, animalsk og mineralsk næse, hvis jeg skal starte med de grove træk. Der er i næsen en langt større karakter, dybde … næsten med smørfedme, tropiske frugter, kiwi, stikkelsbær samt nogle klare fadnoter som vanilje, kanel og sødme.

Det er min klare overbevisning, at vinen er lagret på egefade, hvilket så også viser sig tilfældet. Selvom det måske kan virke underligt med faglagret Sauvignon Blanc, så virker det faktisk godt her … giver en stor dybde i vinen, selvom de normale grønne, friske noter fra den karakterfulde drue ikke kommer så meget frem her.

Smagen er også en kende mere fed … uden at miste syre, for det er fortsat en frisk vin, hvor der er et kompetent bundtræk. Der er røget, mineralsk og næsten syltede bær … citroner, æblemost og æblesyre og meget vedholdende i smagen. Der er måske en smule bulder, men på en god måde. Der er dog fortsat en lille skarp kant og jeg tænker, at vinen nok endnu er et par år for ung. Det er 4,5-5 småsyrlige fingre.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter med mer’ Sauvignon Blanc fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, men vi er kravlet et trin om af kvalitetsstigen med denne 2018 Lighthouse Collection Sauvignon Blanc.

Vinen er lavet ved, at druerne først knuses og presses meget let samt langsomt, hvilket sker for at sikre, at druerne samtidig afkøles tilstrækkeligt, således oxidering forhindres. Vinen har ligget med de knuste skaller i 6 timer, hvorefter vinen har hvilet i 48 timer inden gæring i rustfrie gæringstanke.

Først har vinen gæret ved 16-18 grader op til et alkoholniveau på 3% for at øge omdannelsen af thiol – en slags alkoholisk svovl – og derefter er vinen gæret videre ved 12-13 grader for at sikre bedst muligt frugt. Herefter er vinen lagret 60 dage i ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er klart mere sart, delikat og samtidig også meget mere forsigtig end Backbone Sauvignon Blanc, mere afdæmpet, kalket med lidt salt, karamel, blid fersken, melon, stikkelsbær og kiwi. I starten synes jeg, at Backbone duftede bedre, men giv vinen lidt luft, så opdager du hurtigt, at denne er mere elegant, sammenhængende og kompleks. Det er lidt en forsigtigper, men har egentlig en fin og sart aroma.

Smagen har masser af æbler, stikkelsbær og citrus, og her klart mere balanceret. Det er syre, men igen ikke en vild Sauvignon Blanc. Vinen udvikler sig klart i munden og giver en god og let fyldighed. Det er en lidt undertrykt frue, som med luft viser masser af karakter uden at tiltrække sig stor opmærksomhed.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Benguela Cove, Backbone Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Backbone Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaFra de mousserende vine til et par hvidvine fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate. Vi starter med et glas af deres friske 2018 Backbone Sauvignon Blanc.

Dette er en af vinhusets basisvine … en serie kaldt Backbone bestående af 3 vine, denne hvide, en rosé samt en rød på Syrah. Det er vine, som alene er lavet og vinificeret på ståltanke, men ellers ikke så mange oplysninger om vinen.

Frisk med en lidt nøddet aroma og ikke så vild på de grønne noter. Der er en smule astronaut-is, melon, fersken, kiwi, kvæde og næsten lidt syltet i aromaerne. Der er oss’ lidt grøn peber, men ellers er vinen noget aromatisk, virker blød og lettilgængelig.

Smagen er frisk, fint syre, okay balance. Der er æblesyre, citroner og egentlig et godt bid med et lidt krydret og varmt touch. Det giver vinen et lidt rustik udtryk, tørt, krydret, men en meget smagfuld Sauvignon Blanc, hvor både syre og mineralitet ikke er så dominerende.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Benguela Cove, Cuvée 58, Walker Bay, Sydafrika

N.V. Benguela Cove, Cuvee 58, Walker Bay, SydafrikaBenguela Cove Lagoon Wine Estate hedder det næste sydafrikanske vinhus, hvorfra jeg smager en bunke vine … startende med en mousserende Cuvée 58 Non Vintage.

Vinhuset ligger 18 kilometer udenfor byen Hermanus ved Bot River Lagoon i den kølige Walker Bay vinregion omkring en times kørsel fra lufthaven ved Cape Town. Benguela Cove Lagoon Wine Estate er mere end blot et vinhus, men nærmere et helt resort, som er etableret i 2013, hvor entreprenøren Penny Streeter sammen med hendes mand Nick Rea købte 200 hektar ved lagunen og opførte et moderne resort og vineri.

Stedet omfatter en stor luksusrestaurant, alle mulige sportslige aktiviteter i tilknytning til lagunen, fx vandski, kitesurfing, svømning, kajak, tennis. mountainbiketure, basketball, safariture, vinsmagning, gåture eller måske en tur på en af stedets to 18 hullers golfbaner.

Derudover ejer Benguela Cove Lagoon Wine Estate også en lille turbåd, hvor man kan nyde et glas vin eller to, mens man sejler en lille tur på den smukke Bot River lagune.

Penny Streeter har også – i bedste entreprenøragtige stil – givet interesserede mulighed for at købe et feriehus eller byggegrund på stedet, men husene skal dog opføres efter arkitektoniske guidelines, således det passer ind på stedet.

Ved køb af en ejendom, så får man adgang til resortets mange faciliteter og bliver tildelt en lille del af vinhusets årlige produktion, men priserne for herligheder fremgår ikke … men alt er første klasse og ser bestemt ikke billigt ud.

Ud af de købte 200 hektar er der alene 70 hektar vinmarker og 10 hektar med oliventræer, mens resten af de mange hektar således går til selve resortet, en skulptur-park, tennisbaner, en basketballbane, 2 golfbaner, en fin anlagt strand ned til lagunen, swimmingpools og 747 kvm. store feriehuse, mens ægteparret selvfølgelig også har afsat plads til et kommende hotel.

Den den vinøse side, så er der – udover tilplantningen af de 70 hektar vinmarker – også investeret i et stort og moderne vineri med en kapacitet på 400 tons. Penny har dernæst ansat vinmageren Johann Fourie til at lave vinene på Benguela Cove Lagoon Wine Estate.

Johann Fourie har stor erfaring i vinproduktion i Sydafrika. Han er uddannet ønolog, har en supplerende landbrugsuddannelse og har også studeret Wine Business Management ved UCT’s Graduate School of Business.

Han har inden Benguela Cove arbejdet hos Elsenburg i Stellenbosch og Badsberg i Rawsonville, men arbejdede så 10 år hos KWV, som jo er de kooperative vinproducenters forening i Sydafrika og den absolutte største producent i Sydafrika.

På marken i det store resort har John plantet Sauvignon Blanc, Chardonnay, Sémillon, Viognier, Cabernet Sauvignon, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc, Petit Verdot, Pinot Noir, Malbec og Mourvèdre.

Det giver basis for en produktion af i dag omkring 20 forskellige vine, hvor jeres flittige vinblogger kæmper sig igennem 13 af slagsen og vi smager altså med denne mousserende Cuvée 58, som er lavet efter Méthode Cap Classique aka champagnemetoden med en andengæring i flaske.

Cuvée 58 er lavet på et mix af Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay og er en ny vin i sortimentet hos Benguela Cove. De friske druer høstes om morgenen, hvorefter de er sorteret og presset i hele klaser for at give den bedste saft.

Vinen er så fermenteret i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring for at runde syren i specielt Sauvignon Blanc druerne en smule af. Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen derefter lagret 12 måneder sur lie og er degorgeret inden frigivelsen.

Virkelig frisk og syrerig næse … ingen gærede og toastagtige noter her, men masser af stikkelsbær, pærer, grønne æbler, melon, grønne noter, både hø og græs, hvide asparges, kalk samt bare en lille smule karamel.

Smagen er klart et mix af æbler og pærer tilsat lidt citron, meget frisk og æblefrugtagtig. Der er måske endda også lidt æblemost sødme samt en meget svag bitterhed. Boblerne er i starten herligt frembrusende – so to speak – men falder hurtigt lidt til ro, bliver mere blide og fader efterfølgende forholdsvis hurtigt ud, men sammenlagt er det et godt glas mousserende vin.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Spioenkop Wines, Queen Manthatisi, Elgin, Sydafrika

2016 Spioenkop Wines, Queen Manthatisi, Elgin, SydafrikaVi lader lige kanonen med endnu en vin fra Spioenkop Wines, nemlig husets 2016 Queen Manthatisi … opkaldt efter den frygtede kvindelige kriger, som i 19. århundrede ledede sin hær imod den britiske hær under slaveriet.

Vinen er fortrinsvis lavet på Sauvignon Blanc eller mere præcist på 92% Sauvignon Blanc samt 8% Chenin Blanc. Vinen er gæret i rustfrie ståltanke, men de 92% Sauvignon Blanc er lagret 6 måneder på 300 liter gamle egefade for at give vinen mere rigdom.

Nu er vi i en helt anden boldgade … et møde mellem lidt karamel og grøn kaktus, grønne afbarkede grene, eukalyptus, skocreme samt lidt Basset engelsk vingummi. Vinen er samtidig også voldsomt krydret, har hvid peber, masser af røg samt en buket blomster, der er ved at blive lidt vissen. Det er sgu en sjov næse … og den skal jeg lige tænke over.

Smagen er cremet, men også lidt en sjov størrelse. Den brænder og virker stærk, har noget tørret frugt, abrikos, fersken, en grov og mørk syre, voldsomt krydret på en næsten arabisk måde. Der er røg, lakrids, appelsin, blomster og egentlig også lidt fyldig og krasbørstig. Den er en vin, som kræver tid og en smule fordybelse, for på nogle områder stikker den sgu noget af.

Spioenkop importeres af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Spier Wines, Signature Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Spier Wines, Signature Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaSpier Wines er et af Sydafrikas største vinhuse … vi kender dem måske mest fra Savanha vinene fra supermarkederne, og denne Signature Sauvignon Blanc fra Spier er også én af de vine, som findes på hylderne i dit lokale Coop supermarked.

Der sælges – bare alene i Danmark – hvert år omkring tre millioner flasker Savanha vin. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Spier Wines erda da også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.

Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer. Hvor mange flasker vin, som der produceres årligt har jeg ikke fundet, men det er helt sikkert mange, mange millioner.

Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner i Sydafrika, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl, Riebeek Valley og Breede River.

Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit, og hans tilgang til vinfremstilling er enkel;  minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance.

Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder. Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, hvorefter han specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.

Umiddelbart efter afslutningen af sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt med en årlig produktion på sølle 25.000 kasser. Det var grundlagt i 1692 af Arnoud Jansz i hjertet af Cape Winelands ved bredden af Eerste floden … omkring 10 kilometer udenfor Stellenbosch.

Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i renovering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand. Men det betød blot, at Spier Wines voksede yderligere og er – som nævnt indledningsvis – i dag et af Sydafrikas største vinhuse.

Hele Spiers ejendom er dog meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur.

Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA aka vinindustriens etiske handelsforening for at give sine ansatte gode, etiske arbejdsvilkår og lønforhold.

Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.

Derudover har Spier i forbindelse med mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til driften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet.  Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.

Spier Wines laver vine i mange forskellige serier og her smager vi altså en Sauvignon Blanc fra Signature serien. Denne er lavet af 100% Sauvignon Blanc og vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 4 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det ikke sådan en pivfrisk Sauvignon Blanc, men har i stedet en lidt rund og varm aroma med lidt lette, grønne noter. Det er tropisk frugt, modne ferskner, astronaut-is, kaktuspiller, stikkelsbær og lemon.

Smagen er ren og tør med stikkelsbær, grønne urter, masser af syre og bitterhed, et fast greb med citron, lemon, grape og grapeskal, en lille saftevandsfornemmelse og eftersmagen er ultrakort … forsvinder i oblivion og intetheden.

Forhandles af Coop supermarkeder, hvor vinen koster 79,95 kr., men prisen er 210 kr. for 6 flasker aka 35 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Ada Nada, Langhe Sauvignon Neta, Piemonte, Italien

2015 Ada Nada, Neta Langhe Sauvignon, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte en vin fra Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada var det deres Langhe Nebbiolo Serena, som jeg kaldte en mini-Barolo til en helt sindssygt lav pris. Og nu har jeg igen en prisbillig vin fra vinhuset i glasset … deres hvide 2015 Neta Langhe Sauvignon.

Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, og druerne er høstet tidligt om morgenen for at sikre friskhed. Druerne presses herefter omgående og den alkoholiske gæring sker på rustfrie ståltanke ved 15-16 grader.  Herefter er vinen blot lagret i ståltankene i 3 måneder og tappet på flaske uden filtrering. Vinen hviler på flaske i 2 måneder inden frigivelse.

Sikke da en aroma … både tropisk frugt og grønne asparges, hø og græs. Det er stikkelsbær, moden abrikos, fersken fra dåse, kiwi, grøn peber samt en snert af en københavnerstang.

Smagen er nærmest aromatisk, parfumeret og med en fed, saftig og svulstig frugt, fersken, abrikos, melon, kvæde … lidt moden blomster og sødkrydrede smage. Vinen er ikke vild på syren, men langt mere kontrolleret, afdæmpet og med stor intensitet.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 88 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Constantia Glen, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2015 Constantia Glen, Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaJeg smagte herefter samme Constantia Glen Sauvignon Blanc vin igen … blot i en ældre årgang 2015 og det gør bestemt ikke tingene mindre interessant.

Som den nyere årgang er vinen alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke og har også samme lille andel 4% Sémillon blandet i vinen. Efter endt gæring er vinen lagret 5 måneder sur lie – altså med bærmen i de rustfrie ståltanke inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Duften overrasker … virkelig lækker og langt mere fyldig, fed og moden end lige forventet af en ren sydafrikanske Sauvignon Blanc. Der ingen – som i slet ingen – grønne, syrlig aromaer, men bløde og fede noter med dåsepærer, fersken, lidt estragon, sødme og ellers meget stille, blid og delikat. Der er det stille vandløb … blidt, roligt, afdæmpet og rindende.

Igen er smagen blød, cremet og der er pærer, tropisk frugt, fedme og sjældent har jeg smagt så blød en Sauvignon Blanc. Der er – bevares – en smule bitterhed, som spiller fint sammen med fedmen, sødmen, lidt hyld og vanilje.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 98 kr., hvilket er en sindssygt god pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Constantia Glen, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2019 Constantia Glen, Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaEfter 2 kommer 3 … men den venter vi lige lidt med, for i stedet smager vi nu Constantia Glens Sauvignon Blanc vin og vi starter med at smage den i en frisk årgang 2019.

Det er en vin, som alene er lavet og lagret på rustfrie ståltanke … og så er den i øvrigt heller ikke helt ren, idet der er tilføjet 4% Sémillon i vinen. Efter endt gæring er vinen lagret 5 måneder sur lie – altså med bærmen i de rustfrie ståltanke inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt ikke så vilde grønne noter med græs, som måske forventet, men dog en virkelig frisk aroma. Frugten er lys og sød med pærer, hyld og fersken, måske lidt muskat og lettere nøddet.

Smagen er krisp, frisk og alligevel med en vis blødhed. Den har en svigermors skarpe tunge med lemon og grape … syrlig og bitter. Der er kalk, jern og grønne urter, og de sidder lang tid i eftersmagen.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7