Tag-arkiv: 3½

2004 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2004 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienDenne Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto er lidt en underlig, sær og mærkelig vin … smager slet ikke som Nebbiolo, men mere som noget fra det sydlige Italien. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Azienda Agricola Roberto Sarotto ligger lidt øst for den lille by Neviglie. Det er omkring 10 kilometer øst for Alba i det dejlige piemontiske landskab. Vingården er oprindelig grundlagt i 1800-tallet af Giuseppe Sarotto, som selv kom fra Barbaresco og slog sig ned i Neviglie som landmand.

Da han døde, blev vinmarkerne delt mellem hans 3 sønner Giulio, Giovanni og Giacomo … og Azienda Agricola Roberto Sarotto er en videreførsel af Giacomos del. Giacomo begyndte nemlig efter arven at lave sine egne vin hjulpet af sin  søn Giovanni og senere hans barnebarn Luigi Giovanni.

Fra 1870 til midt tæt på 2. verdenskrig ekspanderede familien og specialiserede sig i produktionen af vine på Dolcetto, som de bulk i træfade bl.a. eksportere helt til England. Efter krigen optog Luigi Giovannis søn Angelo driften, bl.a. med nye druesorter, men solgte alle druer til andre producenter og kooperativer.

Det ændrede Angelos søn Roberto i 1991, da han overtog driften fra sin fader og lige siden har familien brugt alle druer til deres egen produktion … ja endda udvidet med køb af en 20 hektar stor vingård i Barolo området.

Dermed har familien samlet 50 hektar vinmarker, som er fordelt i både Barolo, Barbaresco, Neviglie og Gavi. Til at hjælpe Roberto er der hustruen Aurora, men også Robertos forældre hjælper til med driften på gården.

Roberto Sarotto laver primært kraftige og bløde vine med et tydeligt præg af fad og hvor den kraftige syre er under kontrol. Han har et stort moderne vineri, hvor der er en kapacitet på 5.000 hektoliter, heraf 800 hektoliter i egefade.

Denne 2004 Villa Aurora Barbaresco Riserva er lavet af nogle gamle fade, som gamle Angelo Sarotto havde gemt væk og var glemt. Da Roberto fandt fadene med den glemte Riserva vin, så besluttede han, at den skulle flaskes … og det er altså denne vin.

Næsen er ganske opulent, men bestemt ikke uinteressant. Der er en smule babybræk – på den gode måde – mørk frugt, ja nærmest tørret mørk frugt, blåbær, lidt læder, masser af mælkesødme, mælkechokolade, kanel og sød tobak.

I munden er vinen også ganske sød … også alt for sød, så det minder på ingen måder om Nebbiolo, men snarere om noget fra Syditalien. Men samtidig er vinen dog virkelig tør, så det stritter lidt i forskellige retninger, men jeg nåede ikke at blive fan af denne vin.

Er tidligere forhandlet i Irma, Spar og andre supermarkeder, men prisen har jeg ikke et bud på.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, La Planta, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, La Planta, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarro var til Ribera del Duero smagningen helt uretfærdigt repræsenteret med hele 3 vine, men det blev dog ikke denne La Planta, som løb med medaljerne.

Jeg har skrevet om Bodegas Arzuaga Navarro mindst 10 gange her på bloggen, så jeg skal ikke gentage en masse om huset, markerne og historien, men blot se nærmere på denne La Planta, som selvfølgelig er 100% Tempranillo, men den billigste vin i Arzuagas program.

Druerne kommer fra Arzuagas La Planta ejendom, som ligger i Quintanilla de Onésimo. Marken ligger i omkring 911 meters højde på en jordbund af kalksten og ler med 20 år gamle vinstokke.

Efter høsten afstilkes druerne, hvorefter vinen kommer i rustfrie ståltanke for maceration og alkoholisk gæring ved 22-24 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 6 måneder i franske og amerikanske egefade.

Det er Adolfo González, som har været vinmager på denne vin, som der i denne årgang 2017 er produceret 1,2 millioner flasker af … + 15.000 magnumflasker.

Duften virker en kende kantet … æteriske olier, syrlige olier, masser af egetræ, blæk, røg, ristede karameller, blåbær og kanel. I forhold til de foregående vine, som stikker den en smule ud og virker slet ikke så imødekommende.

I munden er vinen også – for mig – for ensporet, for der er for megen sødme, så det bliver meget overgæret, oversød og overdone. Vinen er blød, sød, kødfuld og fyldig, men lidt for meget sød kanelvand over vinen efter min mening. Vi var dog noget uenige omkring denne vin, som Jesper fx ratede med 5 Thumbs Up og vinen endte heller ikke sidst, men på en hæderlig 8. plads på gennemsnitlig score.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 108,75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Bodegas Portia, Portia Roble, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Portia, Portia Roble, Ribera del Duero, SpanienDen første vin i den spanske Ribera del Duero smagning var denne Portia Roble fra vinhuset Bodegas Portia, der ligger i et ikonisk, moderne byggeri tæt ved byen Gumiel de Izán i Burgos distriktet.

Bodegas Portia er en del af den spanske vinkoncern Groupo Faustino, der også ejer Bodegas Campillo, Marqués de Victoria, Bodegas Valcarlos, Bodegas Victorianas, Condesa de Leganza og selvfølgelig Bodegas Faustino. Og det hele er startet med netop Faustino vinene, som jo også er kendte af de fleste mennesker.

Vinhuset er reelt startet i 1861 af Eleuterio Martinez Arzok, men det var Faustino Martínez Pérez , som i 1930 begyndte at sælge vin på flasker og i løbet af 1960’erne fik succes med sine Rioja vine under navnet Faustino.

I de efterfølgende år opkøbte Martínez familien yderligere vinmarker og opkøbte/startede også Bodegas Campillo samt Bodegas Marqués de Vitoria inden de i 1999 også udvidede deres aktiviteter til Ribera del Duero med købet af Condesa de Leganza og samlet laver de i dag vine fra både  Rioja, Ribera del Duero, Navarra og La Mancha.

I 2010 åbnede de så Bodegas Portia med det helt unikke og fascinerende byggeri … et ikonisk og topmoderne vineri, som er tegnet af den britiske arkitekt Sir Norman Foster.

Det er deres til dato mest ambitiøse projekt … et byggeri, som går ud over enhver fantasi med sine 3 ben ud til siderne, og det har kostet over 175 millioner kroner at bygge. Logoet på etiketten viser også vineriet … set oppefra.

Dertil har Bodegas Portia omkring 160 hektar vinmarker i områderne ​​Roa, Gumiel de Izán, Villanueva og Gumiel del Mercado. Men det er jo altså bare en lille del af de i alt 2.000 hektar vinmarker, som familien ejer i de forskellige vinområder … men primært Rioja. Bare i Rioja laver de årligt 9 millioner flasker vin.

Groupo Faustino drives i dag af 4. generation af Martínez familien og har skabt et stort vinhus, som sælger 60% af produktionen på de internationale markeder … samlet til 93 forskellige lande.

Her smager vi en Portia Roble, selvfølgelig også ren Tempranillo, vinificeret i rustfrie ståltanke og har lagret 4 måneder på franske egefade.

Næsen byder på lidt ristede noter, godt med eg faktisk, selvom den alene har været lagret 4 måneder på egefade, lidt kirsebær, men ellers lidt kantet i udtrykket.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er syrlig, kantet, grøn med lidt kirsebær, men ellers hurtigt væk i munden. Der er ikke så stor kompleksitet eller intensitet, så det bliver bare lidt surt og stramt. Vinen endte da også dårligst af de smagte vine.

Forhandles bl.a. via Føtex, hvor en flaske tidligere kunne købes til 75 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7   

2013 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, TysklandJeg er tosset med Weingut Chat Sauvage. Så simpelt kan det siges, men denne Jeder Zeit Pinot Noir er lidt noget skrammel og ikke repræsentativ for vinene fra huset.

Weingut Chat Sauvage er nemlig et fremragende vinhus, som jeg besøgte i efteråret 2017. Det kan du læse mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. Under besøget lærte vi også, at netop denne vin, Jeder Zeit Pinot Noir reelt ikke regnes med i husets sortiment. Den er faktisk slet ikke på deres prisliste, men er formentlig alene lavet direkte til det danske marked og med opkøbte druer.

Vinen er lavet med traditionel gæring på ståltanke, hvorefter 40% af vinen lagrer på brugte fade. Vinen aftappes uden filtrering.

Næsen afslører en lidt træt og overmoden frugt, klare Pinot Noir noter med lidt mere kraft og varme end jeg normalt foretrækker, kirsebær, lidt lakrids, mint og krydderier, men det overmodne dominerer lidt for meget.

Det samme gør sig gældende for smagen, som dog er mere let og luftig end duften indikerer, men den smager lidt speciel, måske mest af alt fordi, at frugten – hindbær og ribs – er lidt for moden og slap … og det gør, at vinen bliver lidt tynd, pjokket og veg.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 160 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2007 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2007 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienVi var nytårsaften tørstige efter mer’ rødvin og jeg åbnede denne modne 2007 Barbaresco fra Marchesi di Barolo, som imidlertid ikke bærer sin alder særlig godt.

Jeg har skrevet om det legendariske vinhus nogle gange her på bloggen, så det skal jeg ikke trætte jer med. Jeg er dog ikke altid lige begejstret for deres vine og det gælder faktisk også denne Barbaresco, som jeg tidligere har smagt i og skrevet om i årgang 2009, 2010 og 2012 her på bloggen og ratet til mellem 4 og 4½ fede fingre, selvom det jo egentlig er en vin til 235 kr. i dagens priser.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Næsen er ikke syrlig, stringent og skarp Nebbiolo, men mere med en fed, tyk og overmoden frugt, som slet ikke byder på de klassiske dyder, men i stedet virker gumpetung, lukket og over the hill. Det er sgu ganske skuffende, for vinen har ligget i vinkøleskabet ved perfekt temperatur siden købet for mange år siden.

I munden er det også alt for overmodent, og selvom det bestemt kan drikkes, så er det på ingen måder som forventet. Øv … jeg gider faktisk slet ikke at skrive mere om vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 235 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  thumbthumbthumbhalf_thumb

2017 Viña Santa Carolina, Chardonnay Reserva de Familia, Itata Valley, Chile

2017 Vina Santa Carolina, Chardonnay Reserva de Familia, Itata Valley, ChileFra Chile smager jeres flittige vinblogger nu en Chardonnay Reserva de Familia, som kommer fra vinhuset Viña Santa Carolina, som er en del af en kæmpestor vinkoncern, der årligt laver over 25 millioner flaske vin.

Viña Santa Carolina er nemlig en del af Carolina Wine Brands, som er et af de største vinfirmaer i Chile. Det er ejet af Watt’s, der er en af de største fødevarekoncerner i Chile med masser af fabriker med produktion af næsten alle slags  fødevarer, olier, drikkevarer og meget andet.

Viña Santa Carolina er egentlig grundlagt i 1875 af Don Luis Pereira Cotapos, men blev senere en del af Watt’s, som var grundlagt af Watt familien i 1941. Siden 1970 har koncernen dog været ejet af Larraín familien og det er med dem ved roret, at koncernen er vokset til nuværende størrelse.

Selve Viña Santa Carolina blev opkøbt af Larrain familien i 1975 og har siden været en del af den vinøse del af koncernen Carolina Wine Brands, som i dag omfatter en række vinhuse og de største er Santa Carolina og Viña Casablanca i Chile samt Finca el Origen i Argentina.

Selve Viña Santa Carolina ejer selv 650 hektar vinmarker, men har derudover adgang til yderligere 1.000 hektar via langtidskontrakter med en række vinavlere rundt om i Chile.

De laver således vine fra både Maipo, Leyda, Rapel, Cachapoal, Colchagua, The Maule og Itata Valley.

Der laves rigtige mange vine på Viña Santa Carolina … pt vist omkring 35  forskellige vine, som produceres af den ansvarlige vinmager Andrés Caballero og et team af ønologer. Det er primært billigere vine, som typisk sælges via supermarkeder.

Denne Chardonnay Reserva de Familia er lavet med druer fra højtliggende marker i Itata dalen, der ligger centralt i den sydligste del af Chile.

I produktionen er 70% af vinen fermenteret i store, franske 400 liters egefade, mens den resterende del af fermenteret og lagret i store, ovale foudres. Derefter har 80% af vinen gennemgået en malolaktisk gæring. Samlet har vinen lagret 6 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en sød og fed vin med masser af solskin og masser af fadnoter, meget sød og aromatisk. Der er astronaut-is, hvide blomster, pærer, crème brulé, hvid chokolade og dermed bliver det en sød historie.

I munden er vinen også meget fluffy, fyldig og fed, hvilket – efter min mening – gør vinen meget ensporet. Syren er alt for vag og dermed kommer der til at mangle rygrad i vinen.

Vinene fra Santa Carolina forhandles i Rema 1000, men denne har jeg ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, Frankrig

2016 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, FrankrigDenne Côtes-du-Rhône Saint-Esprit er en af de kendte og mest solgte vine hos det store vinhus Delas Frères … et vinhus, som jeg ofte har smagt og skrevet om her på Houlbergs Vinblog.

Druerne til cuvée Saint-Esprit – som vil frit kan oversættes til den hellige ånd –  kommer fra en lille dal, der ligger gemt godt væk i den nordlige del af Ardèche. Dér er vinstokkene plantet på granitholdige, sydvendte skråninger nær landsbyerne Saint-Julien og Saint-Alban.

Côtes-du-Rhône Saint-Esprit er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache, som efter høst afstilkes 100%, hvorefter fermentering og maceration sker i store egetræskar over omkring 15 dage. Den alkoholiske gæring sker ved 28-30 grader, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke.

Derefter lagres vinen i egetræsfade i 8 måneder inden vinen aftappes på flaske. Og det er en storsællert, for der laves hvert år omkring 0,5 millioner flasker af denne vin.

Duftmæssigt fanger jeg masser af eg, vanilje, mørke bær og måske endda også lidt hindbær, blomster, sæbe og peber. Den er i munden en kende rustik og det er ikke det største Côtes-du-Rhône, som jeg har smagt. Der er peber og godt med Rhône krydderier, mens tanninerne også mærkes. Jeg er ikk’ helt så pjattet med den.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2016 Louis Max, Bourgogne Pinot Noir Beaucharme, Bourgogne, Frankrig

2016 Louis Max, Bourgogne Pinot Noir Beaucharme, Bourgogne, FrankrigMer’ tørst på MasVino, så Gert E bestilte lidt rødt … og det blev denne Bourgogne Pinot Noir Beaucharme fra Domaine Louis Max, der ligger midt i Nuits-Saint-Georges.

Maison Louis Max er grundlagt i 1859 af Evgueni Louis Max, som var emigreret fra Østeuropa til Bourgogne for at producere vin, efter at han faldt i kærlighed med regionen, dens vinmarker og dens legendariske druesorter Chardonnay og Pinot Noir. Og sammen med sønnen Theodore byggede familien sin vingård midt i Nuits-Saint-Georges med smukke kældre i to niveauer … en sjældenhed selv i dag.

Domaine Louis Max er primært et negocianthus, hvor druerne købes hos andre vinavlere rundt om i Bourgogne, men familien har løbende også opkøbt egne marker i  både Mercurey og Rully. Derudover er der også udvidet med to vingårde i Rhône, nemlig Château Pech Latt i Languedoc samt Domaine La Lyre i Côtes-du-Rhône.

I dag er vinhuset dog ejet af den schweiziske forretningsmand Stanko Subotic. Han købte hele Domaine Louis Max af den sidste efterkommer af Max familien i år 2001 og har siden investeret massivt i ejendommen for at øge kvaliteten af vinene.

Da han alene er amatør, så har han viseligt overladt produktionen af vinene til et hold af professionelle vinmagere med David Duband i spidsen som teknisk direktør sammen med Sophies Doche som ønolog, mens Lise Sadirac står i spidsen for Château Pech Latt i Languedoc.

Til Domaine Louis Max hører der i dag samlet 20 hektar vinmarker i Mercurey og Rully i den sydlige del af Bourgogne, bl.a. er huset eneejer af den berømte Clos de la Marche, men ejer også en parcel på 1. Cru marken Les Vasées. Alle marker dyrkes certificeret økologisk.

Men derudover opkøbes der altså også fortsat druer fra andre vinavlere og denne Bourgogne Pinot Noir Beaucharme er netop lavet med opkøbte druer. Det er lidt en basisvin hos Louis Max og druerne kommer både fra Côte de Beaune, Côte de Nuits og Cote Chalonnaise områderne.

Druerne er høstet manuelt med sortering før vinfremstillingen og en afstilkning på 50% af druerne. Vinen er lavet traditionelt og normalt laves husets rødvine med fodtrampning af druerne og gæring i kar, men vil dog gætte på, at denne vin ikke er fodtrampet. Den er dog lagret på store egetræsfade … hvor lang tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er vinen lidt lukket … tør og en kende til den varmere side med kirsebær, ribs, tranebær, banan, kridt, grønne blade samt en smule fennikel og krydderier.

I munden er vinen rustik, kantet og mangler den normale burgundiske finesse. Der er ribs, tranebær … lettere syrlig med jern, faste tanniner, men samlet bliver det ikke verdens største vinoplevelse.

Jeg har ikke fundet en forhandler og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2001 Mazzei, Castello di Fonterutoli Chianti Classico, Toscana, Italien

2001 Mazzei, Castello di Fonterutoli Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Castello di Fonterutoli Chianti Classico fra Mazzei familien er en lettere bedaget kvinde med et lag bruncreme, hornbriller, rynker fra et liv med oplevelser samt et lilla – men svindende – hår behændigt holdt på plads af et efalock hårnet i rødbrune nuancer.

Men vinen kommer også fra en gammel vinfamilie, som nu laver vin i 24. generation. Vinhuset Mazzei er nemlig grundlagt helt tilbage i 1435, hvor et barnebarn til Ser Lapo Mazzei blev gift med  Piero di Agnolo da Fonterutoli. Men allerede inden da have familien Mazzei produceret vin og Ser Lapo Mazzei står endda bag det første kendte dokument, hvor betegnelsen Chianti er anvendt … og det var helt tilbage i 1398.

I dag har Mazzei 3 forskellige vingårde, hvilket primært er Fonterutoli, hvor familien har 650 hektar jord, selvom vinmarkerne dog alene udgør 117 hektar. Men de 117 hektar vinmarker er spredt over 120 forskellige parceller, der ligger i en højde på mellem 220-550 meter i et blandet landskab.

Derudover ejer familien vingården Belguardo i Maremma med 70 hektar jord, hvoraf halvdelen er vinmarker og så vingården Zisola på Sicilien med 50 hektar vinmarker.

Hele foretagendet drives i dag af Filippo og Francesco Mazzei som 24. generation, mens farmand Lapo Mazzei fortsat er øverste ansvarlige som bestyrelsesformand.

Denne Castello di Fonterutoli Chianti Classico er i denne årgang 2001 lavet på 100% Sangiovese druer, som er høstet manuelt. Ved produktionen er vinen lavet med 18 dages maceration og gæring ved 29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i burgundiske barriques på 228 liter og flasket i januar 2003. Der er lavet 200.000 flasker af denne vin.

Imidlertid synger den ældre dame på sidste vers, så næsen er gammel, rynket med kloakdækslet på klem, jordslået med lidt hav- /brakvand, solbær, blommer, er meget moden i frugten og har derudover bagepulver, nødder, lakrids samt animalsk stald.

Smagsmæssigt har hun også et par ar på sjælen, så man skal virkelig være til ældre damer, hvis denne vin skal falde i god jord. Den er sådan set rund og blød, men frugten virker flad og over the hill … og det må så være de toskanske bakker.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en nyere årgang koster 189 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Weingut Krainz, Jeruzo Pinot Noir, Štajerska, Slovenien

2015 Weingut Krainz, Jeruzo Pinot Noir, Štajerska, SlovenienDr. Peter Weigl er en østrigsk læge … neurolog, men pokkers vininteresseret. Derfor købte han i 2002 en vingård i Ljutomer aka Jeruzalem i det nordøstlige hjørne af Slovenien og vinområdet Štajerska. Og det er derfra, at vi smager denne Jeruzo Pinot Noir.

Peter Weigl har siden etableringen i Slovenien købt flere marker til og ejer i dag 34 hektar jord, hvoraf 24 hektar i øjeblikket er tilplantet med vinstokke. De vigtigste sorter er Sauvignon Blanc, Šipon, som vi også kender som Furmint, samt Traminer.  Men derudover dyrker han altså også lidt Pinot Noir.

Til at forestå vinproduktionen har Peter entreret med vinmageren Urosz Valcl, som også står bag denne Weingut Krainz Jeruzo Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marker i regionen Jeruzalem i Štajerska.

Der er ikke sindssygt mange oplysninger om vinen, som dog er lavet på store egefade og lagret 24 måneder på barriques. Men så springer vi da bare direkte i mine smagsnoter.

Det er egentlig ikke på nogen måder en stor Pinot Noir, men byder i næsen på en smule lethed, en syrlig fruit, kirsebær, jordbær … lidt landlig med en anelse mødding og lidt medicinsk i udtrykket, men den gode Dr. Weigl er jo også læge.

Det smager lidt kedeligt og rustik … eftersmagen meget kort og vinen smagen forsvinder hurtigt. Der er igen kirsebær og jordbær, lidt peber, men lidt for kantet og anonym.

Købt i Tyskland i ferien, pris ligger på 9,60€ … svarende til 72 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7