Tag-arkiv: Californien

Californien er det dominerende vinområde i hele USA, for det strækker sig over næsten 1.000 kilometer og har et areal, der er lige så stort som 3/4-dele af hele Frankrig.

Californien står for hele 90% af de samlede vinproduktion i USA, og har en produktion, der er større end den samlede produktion i fx Australien. Samlet er der  ikke mindre end 172.800 hektar vinmarker i Californien.

Californien kan groft set opdeles i 4 mindre områder, nemlig:

  • North Coast med bl.a. de kendte regioner Napa Valley, Sonoma County  samt de mindre Mendocino og Lake County.
  • Central Coast med flere mindre kendte områder som fx Monterey, Santa Barbara og Santa Cruz Mountains.
  • South Coast syd for Los Angeles ned mod den mexikanske grænse. Regionerne er heller ikke så kendt og det er fx områder som Temecula Valley, San Pasqual Valley med flere.
  • Central Valley ligger øst for Central Coast ved foden af Sierra Foothills og det er her, at vi bl.a. finder Lodi området.

2010 Fort Ross Vineyard & Winery, Pinotage, Californien, USA

2010 Fort Ross Vineyard & Winery, Pinotage, Californien, USANogle gange bliver man totalt snydt … og det blev jeg sgu ærlig talt med denne Pinotage, som i næsen duftede klart af amerikansk Pinot Noir. Det var ganske vist amerikansk, men jeg havde sgu aldrig drømt om, at jeg skulle støde på den ærkeægte sydafrikanske Pinotage drue i det solrige Californien.

Okay … Pinotage er ganske vist en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault, skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold, men denne amerikanske Pinotage fra Fort Ross Vineyard & Winery byder slet ikke på nogle af de aromaer, som Pinotage ofte kendes på, fx brændt gummi, acetone, maling eller i den mere indbydende ende tropiske frugter og banan. Nå, men mine smagsnoter kommer vi tilbage til senere.

Fort Ross Vineyard & Winery ligger udenfor den lille by Jenner i Sonoma med kun et par kilometer til havet, 10-15 kilometer nord for Russian River og tæt på det gamle Fort Ross … en russisk/amerikansk bosættelse fra gamle dage.

Det er et bjergrigt område med vinmarker op til 500 meters højde, hvor der er godt med tåge. Husets vinmarker – der er fordelt på 32 forskellige parceller – er nogle af de marker, som ligger tættest på Stillehavet og den beliggenhed medvirker således til, at klimaet er et såkaldt cool-climate.

Vinhuset drives af Lester og Linda Schwartz. De mødtes i 1960’erne i Sydafrika, hvor de begge studerede på University of Cape Town. Lester var søn af en advokat og landmand, men studerede geologi, mens Linda var både komponist, pianist og studerede musik. De tilbragte dog deres fritid på lokale restauranter, hvor de smagte nogle af de lokale vine.

Lester endte sine studier med at læse til advokat og Linda fik sin doktorgrad som komponist … og de blev gift i 1967. Knap 9 år senere flyttede parret dog til USA, hvor Lester fik arbejde som advokat i San Francisco, mens Linda studerede kunst.

Imidlertid savnede Lester det landlige liv fra sin barndom, og da parret samtidig havde en drøm om at blive vinavlere, så købte de i 1988 et stort, uberørt areal i det kystnære område ved Jenner med Han og Linda købte jorden og byggede en afrikansk inspireret hjem med udsigt til Stillehavet.

Derefter byggede de et stort hus … selv følgelig inspireret af arkitekturen fra Sydafrika, bl.a. med runde, ovale værelser og selvfølgelig opført i træ.  Samtidig begyndte de også at tilplantet noget af jorden.

Efter flere års eksperimenter konkluderede de, at jorden var meget velegnet til Chardonnay og Pinot Noir. I løbet af de næste 10 år plantede de flere vinstokke, byggede vandreservoir, installerede drypvanding og byggede espaliersystemer til opbinding, så druerne kunne få så meget sol som muligt. Siden 2009 har de haft er tæt samarbejde med vinmageren Jeff Pisoni.

Deres fælles fortid i Sydafrika fik dem på et tidspunkt til at importere stiklinger af Pinotage, som de med stor succes har plantet, og det er jo netop en af disse flasker, som virkelig tog røven på mig – pardon my french.

Vinen er udelukkende lavet af druer fra egne marker, som høstes ved håndkraft i flere omgange for at sikre den perfekte modenhed, indhold af syre og smagsstoffer. Al høst på de stejle skråninger foregår i de kølige morgentimer.

Gæringen sker udelukkende med de i vinmarkerne og kælderen naturligt forekommende gærstammer. Efter fermentering lagrer vinen på en blanding af nye og brugte franske egefade. Faktisk laves denne Pinotage på samme måde som deres Pinot Noir vine.

Hver klon og hver markparcel vinificeres separat. Lagringstiden på en kombination af brugte og nye fade er 12-18 måneder inden den endelige blanding og aftapning på flaske, som sker uden klaring og filtrering.

I næsen er der nogle søde Pino noter … der – som nævnt – leder tankerne hen på amerikansk eller i hvert fald oversøisk Pinot Noir. Derudover fornemmes fedme sammen med syrlige kirsebær, lette blommer, brombær, kanel, eg og lidt Knorr krydderier. I forhold til, at det er Pinotage, så er det ganske indbydende.

Igen er der dog meget sødme i smagen … også en tak for meget, men heldigvis er der også en vis bitterhed, lidt ribs, kirsebær og peber, men lidt kantet og der fornemmes også lidt alkohol sammen med de bitre elementer. Kan dog godt li’ vinen … selvom det er en tak for sødt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 379 kr. ved køb af 1 flaske og 339 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 half_thumb

2012 Frank Family Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2012 Frank Family Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAMinsandten om der ikke også kom en 3. omgang fra Frank Family Vineyards … og selvfølgelig meget passende en US Cab … med højoktan 14,5% alkohol som de to foregående vine fra huset.

Som tidligere nævnt holder vinhuset til i de gamle bygninger, som tidligere husede det historiske Larkmead Winery. Selve ejendommen er opført i 1884, men undergik i 1906 en total ombygning, hvor den bl.a. blev beklædt med de karakteristiske sandsten fra de nærliggende bjerge.

Den massive stenbygning er i øvrigt typisk for den tidlige vinindustri i USA og bygningen er da også nævnt i det nationale register over steder af speciel historisk interesse i Californien.

Rich & Leslie
Her i øvrigt lige et foto af Rich Frank samt hustruen Leslie

Nå, men det var nu ikke ejendommen, så vi skulle skrive om, men derimod denne Napa Valley Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra marken S&J Vineyard, men det er ikke ren Cab … for vinen består nemlig af 80% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 4% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot.

Alle druer plukkes og sorteres manuelt i de tidlige morgentimer, inden temperaturen bliver for høj. Efter gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke lagrer vinen i 20 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Duftmæssigt snakker vi lidt mørke bær, brombær, chokolade, en snert eucalyptus samt lidt Lux håndsæbe, grønne blade, laurbærblade, tobak samt grafit, blæk og lidt nelliker.

I munden er der – typisk for amerikansk Cab – meget sødme, fedme og fylde. Meget blød og intens, men hold nu op, hvor er den sød og hvor er det voluminøst. En tak for meget for mig … sorry … men elsker du blockbuster vine, så er dette lige noget for dig.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 459 kr. ved køb af 1 flaske og 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7  half_thumb

2013 Frank Family Vineyards, Carneros Pinot Noir, Californien, USA

2013 Frank Family Vineyards, Carneros Pinot Noir, Californien. USAMed næste vin fortsætter vi hos det amerikanske vinhus Frank Family Vineyards … og en søstervin til foregående vin, nemlig denne Carneros Pinot Noir.

Frank Family Vineyards har i dag omkring 86 hektar vinmarker, primært fordelt på de to vinmarker Lewis Vineyard – opkaldt efter Richs ældste barnebarn – samt S&J Vineyard, hvor S og J refererer til Stella og Jeremy … to andre børnebørn. Derudover opkøber Rich Frank også druer fra andre vinalvere i området.

På vingården dyrker familien druesorterne Chardonnay, Zinfandel, Sangiovese, Petite Sirah, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Rich står ikke for hele produktionen, men har hjælp af den ansatte vinmager Todd Graff.

Selve vinhuset holder til i den gamle bygning, som bl.a. tidligere husede det gamle historiske Larkmead Winery, som blev grundlagt på stedet i 1895. Larkmead Winery eksisterer dog fortsat i dag, men holder til i en nyere ejendom, som vel nærmest er nabo til Frank familien.

Denne vin er – som foregående Chardonnay – for Carneros området, som teknisk set er en del af Napa Valley, men reelt strækker sig over både Sonoma og Napa. Det er det sted i Napa Valley, som ligger tættest på San Francisco og San Pablo Bay, hvorfra vinene er med til at opretholde et forholdsvis køligt klima.

En del af druerne til denne Pinot Noir kommer fra opkøbte druer, som plukkes og sorteres manuelt i de tidlige morgentimer, inden temperaturen bliver for høj. Efter gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke lagrer vinen i 12-18 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye. Det er en forholdsvis kraftig Pino med 14,5% alkohol.

Duftmæssigt fornemmes der også, at vinen har en lidt varmere side end Pinot Noir fra de europæiske lande, modne kirsebær, krydderier, svag vanilje og kanel fra fadene, mentol, lidt svovl, grønne blade … virkelig et grønt element, men virker lidt kantet og skæv i duften.

I munden afsløres de amerikanske gener virkelig meget … det er ganske sødt, varmt og fyldigt med en smule peber. Det bliver desværre – i mine øjne – alt for overdone, hvorved Pinot Noir druen taber en del af dens elegance.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 329 kr. ved køb af 1 flaske og 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Frank Family Vineyards, Carneros Chardonnay, Californien, USA

2013 Frank Family Vineyards, Carneros Chardonnay, Californien, USACarneros Chardonnay fra vinhuset Frank Family Vineyards, som holder til i Napa Valley og drives af Rich Frank … en tidligere leder i den store Walt Disney koncern.

Rich Frank havde under tiden hos Disney svært ved at finde tid til ferier, men kom af og til i Napa Valley. I 1990 bosatte han sig så i byen Rutherford i den østlige del af Napa.

To år senere fik Rich ved midnatstid et telefonopkald fra en af sine venner, som fortalte at den nærliggende Kornell Champagne Cellars i den historiske Larkmead Winery bygning var til salg og at det var nu, hvis han skulle forfølge drømmen om at blive vinbonde.

Rich var ikke på hjemmebane, men bød alligevel på vingården … men kun halvdelen af, hvad der blev forlangt for vingården. Men 24 timer senere var han ejer af en vingård i Napa Valley.

Og her har vi så en af de vine, som Rich Frank laver, en Carneros Chardonnay. Alle druer plukkes og sorteres manuelt i de tidlige morgentimer, inden temperaturen bliver for høj. Efter gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke lagrer vinen i 9 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Duftmæssigt er der fedme, fylde og lidt eg, vanilje, men også et svagt krydret element, tørhed og noget, som minder om grene. Ellers er der pærer samt nogle tropiske frugter. Meget tydelig, at der er tale om Chardonnay.

I munden går det krydrede element også igen … sammen med typisk US fedme og ganske olieret, dog uden det bliver totalt overdone. Der er tropiske frugter, fedme og sådan meget ligefrem.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 329 kr. ved køb af 1 flaske og 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 half_thumb

N.V. Scotto Cellars, 11th Hour Cellars Pinot Noir, Californien, USA

N.V. Scotto Cellars, 11th Hour Cellar Pinot Noir, Californien, USAMidt i skriblerierne om mit germanske vintogt til Rheinhessen og Baden, så laver vi lige – for alsidighedens skyld – et sceneskifte med en vin fra denne uge … 11th Hour Cellars Pinot Noir fra Scotto Cellars a.k.a. Scotto Family Wines fra Californien.

Scotto Cellars’ historie starter dog i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af 1800-tallet begyndte at lave bordvin i den lille by Ischia. Det som familien ikke selv kunne drikke solgte han til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru.

Salvatore lærte sit første barn Dominic alt, som han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgte fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Da hans vinforretning voksede, så besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og den første flaske vin kom til at hedde “Rustico” … det italienske ord for rustik.

De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando.

Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af brødrene Anthony III, Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Jeg har tidligere smagt andre vine fra Scotto Cellars, da huset laver vine under et utal af brands. Skal jeg name-tagge, så kan jeg i flæng nævne; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers, Villa Armando og Heavyweight.

Og nu altså også vin under navnet 11th Hour Cellars, hvor de laver denne Pinot Noir vin, men også en på Zinfandel. Druerne til denne Pinot Noir kommer fra San Joaquin Valley, som vel ligger omkring 60 kilometer nordøst for San Francisco. Det er en vin uden årgang … altså Non Vintage, så formentlig bestående af flere årgange.

Druerne bliver både håndplukket og høstet ved hjælp af maskiner og alle behandlet i en produktion, Lot 1883. Vinen skulle jf. importøren være lagret i 12 måneder på amerikanske og franske egetræsfade.

I næsen er vin lidt urtet med mentol, krydderier, hindbær, kirsebær og læder. Knap som tynd, transparent og elegant som dens europæiske søstre, men virker heller ikke alt for voluminøs.

I munden er den imidlertid pænt sød og en smule skæv. Det kunne lyde som min kone ;o) Der er pæn fyldighed, lidt kluntet med kirsebær, svag frugtsten, lakrids … vinder med lidt luft i glasset, men fortsat en mørkere og varmere Pinot Noir, hvor rygraden bøjer en smule. Syren er nemlig svag og sødmen en tak over, hvad jeg egentlig foretrækker, men meget nem at drikke … easygoing.

Købt hos Vinspecialisten, hvor den i øjeblikket er på bud til 85 kr. mod normalprisen på 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  half_thumb

2012 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USA

2012 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USASå er vi atter tilbage hos den den amerikanske filminstruktør og rigmand Francis Ford Coppola, som faktisk står bag en række lækre vine … og det gælder også denne Director’s Cut Zinfandel, som er knap så voluminøs og sød, som mange amerikanske Zins … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Francis Ford Coppola startede egentlig med at lave vine på sin fabelagtige ejendom Rubicon Estate. Men så besluttede han i 2006 – på bedste amerikanske vis – at vinforretningen skulle være større og at der skulle bygges nyt vineri i Sonoma County.

Og i USA gør man jo intet småt … specielt ikke, når man nu er vandt til at begå sig på det store lærred.  Vingården er lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. er der etableret et poolområde på gårdspladsen med 28 tilhørende omklædningskabiner. Naturligvis findes der også en bar ved poolside. Der er også blevet plads til et mindre amphiteater hvor der skal opføres dukketeater, dans og musik.

Indendørs er der restauranter (selvfølgelig ikke kun én), smagebar og selvfølgelig et område med remedier fra filmverdenen, bl.a. rekvisitter fra ”The Godfather”, den vel nok mest kendte Francis Ford Coppola film.

Der er ansat omkring 130 personer til rundvisninger, tjenerstab, livreddere m.m. Væk er er illusionen om den lille hyggelige vingård, hvor faderen går og hygger med vinene, træder i druerne og i selv er med i alle processerne til den færdige flaske.

Men vinene fejler imidlertid ikke noget, og det er denne Director’s Cut Zinfandel et godt eksempel på.

Etiketten har naturligvis reference til filmindustrien … viser i øvrigt en duplikat af en original filmrulle, som blev brugt af en Zoetrope … verdens første filmfremviser. Zoetrope maskinen blev opfundet i det 19. århundrede, men navnet stammer fra græsk og betyder livets hjul. Francis samler selv på sådan effekter.

Og mange af Francis’ vine har referencer til filmindustrien, således er der lavet serier med navne som Director, Directors Great Movies og denne Directors Cut.

I denne serie findes der 6 vine på Pinot Noir, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, denne på Zinfandel samt vinen Cinema, som er et blend på Zinfandel, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petite Sirah.

Director’s Cut Zinfandel er ikke ren Zinfandel, idet vinen er lavet på 84% Zinfandel, 14% Petite Sirah og 2% Syrah. Druerne kommer fra Dry Creek, hvor mikroklimaet giver druer med høj intensitet og nerve.  Vinen har lagret 12 måneder på amerikanske og franske fade, heraf 25% nye fade og 75% brugte fade … brugt en eller to gange tidligere.

Næsen er ikke så voldsom … en vis lethed, men dog med power og fylde. Der er engelsk lakrids, en smule Maggi terning, kirsebær, brombær, lidt mælkechokolade, våde egefade, tobak og lidt sødme.

I munden er der saft og kraft med mørkere bær end i næsen … lidt brombær og solbær, sødme, fedme … forholdsvis kort i eftersmagen, men fint med frugt og heldigvis hverken overfed, overkogt eller oversød.

Prisen på vinen er 199 kr. hos Otto Suenson.

Rating 4,5/7 

2011 DFV Wines, Irony Monterey Pinot Noir, Californien, USA

2011 DFV Wines, Irony Monterey Pinot Noir, Californien, USAFredag er som bekendt Spätburgunderdag på den houlbergske blog, men jeg fangede tilfældigt denne Irony Monterey Pinot Noir i køleskabet … og hvorfor ikke stifte bekendtskab med denne amerikanske fætter? Det lugter jo lidt af …

Irony Wine Cellars ejet af DFV Wines a.k.a. Delicato Family Vineyards, som drives af Indelicato familien, som i over 90 år har dyrket vin i Californien.

Vinhuset er grundlagt i 1924 af den unge Gaspare Indelicato, som oprindeligt stammer fra Sicilien i Italien, men emigrerede til USA og købte en vinmark i Manteca i Californien.

I dag drives Delicato Family Vineyards CEO Chris Indelicato, som er barnebarn og dermed 3. generation i vinhuset. Han driver vinhuset sammen med hans søstre og brødre … Jay, Mike, Frank Junoir, Cheryl og Marie.

Og under Chris’ ledelse er vinhuset i dag vokset til at være blandt de 10 største vinhuse i USA med en årlig produktion på over 7 millioner kasser vin. Det er fordelt på en række brands, bl.a. Belle Ambiance, Black Stallion, Bota Box, Brazin, Diora, Gnarly Head, HandCraft, Juxtapoz, La Merika, Loft, Massimo, Noble Vines, Sequin, Twisted, Z. Alexander Brown og Irony. Og det er vine fra primært USA, men også andre lande som fx New Zealand og Argentina.

Chris er da også blevet kåret som American Man of the Year i 2011 af  Wine Enthusiast Magazine, bl.a. for hans enestående resultater i innovation og markedsføring af vine. DFV Wines blev også i 2007 kåret som American Winery of the Year af Wine Enthusiast.

Delicato Family Vineyards ejer selv imponerende 1.700 hektar vinmarker i 3 områder i Californien, nemlig San Bernabe Vineyard i Monterey, Clay Station ved Borden Ranch i Lodi og Black Stallion Estate Winery i Oak Knoll distriktet.

Vinene under Irony brandet kommer fra familiens marker i Monterey, som ligger lige ved havet omkring 100-120 kilometer syd for San Francisco. Klimaet her er let afkølet fra Stillehavet, jordbunden er særdeles god til druesorten. Denne kombination af betingelser forlænger vækstsæsonen og giver bedre druer.

Der laves 4 Irony vine på henholdsvis Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot samt denne Pinot Noir. Jeg har tidligere smagt en 2007 Irony Pinot Noir, men der var druerne fra Russian River området langt længere mod nord, men den er i dag åbenbart udgået af produktionen.

Druerne til denne Irony Monterey Pinot Noir skulle efter sigende komme fra 3 forskellige områder i Monterey, nemlig Arroyo Seco, San Lucas og San Bernabe. Den har lagret 3 måneder på franske og amerikanske fade og kommer – som alle Irony vinene – med en korkprop med små ironiske beskeder og udsagn.

På denne står der; Plan some spontaneity … planlæg spontanitet.

I næsen er der først en omgang kirsebær, modne hindbær og derefter en grøn, nærmest syrlig note med lidt eucalyptus samt brændt gummi, hvid peber, fugtig tørretumbler og vaniljekranse. I smagen er der godt med sødme, kirsebær, meget easygoing og lette, lyse bær, vaniljeessence og en blid syre. Mangler lidt syre, rygrad og kompleksitet, men bestemt en venlig vin.

Forhandles af Vin & Vin, hvor man plejer at kunne få vinen til 99 kr., såfremt man køber 6 flasker. Ser dog pt. ud til at være udsolgt.

Rating 4/7

2012 PlumpJack Winery, Chardonnay Reserve, Napa Valley, Californien USA

2012 PlumpJack Winery, Chardonnay Reserve, Napa Valley, Californien USAFor omkring 3½ år siden smagte jeg første gang denne Chardonnay Reserve fra PlumpJack Winery, da Gert E en dag kom på uventet besøg og medbragte denne lille fede amerikaner. Nu serverede han den igen … blindt selvfølgelig, og jeg gættede ærligt talt hverken, at det var Chardonnay eller endsige at det var en amerikaner.

PlumpJack Winery er etableret i 1995 af Gavin Newsom og Gordon Getty, og navnet PlumpJack er inspireret af én af Shakespeares mest mindeværdige figurer, Sir John “PlumpJack” Falstaff.

PlumpJack var en fyr med benene nede på jorden, sjov, kærlig og respektløs, men med en enorm loyalitet til Prins Hal a.k.a. Henry V, med hvem han delte mere end et par bægre af vin på det lokale værtshus. Siden etableringen har The PlumpJack Group udvidet aktiviteterne til at omfatte et luksus resort, caféer, en tøjbutik, restauranter og ¨flere vingårde, bl.a. CADE Winery i Napa Valley.

PlumpJack Winery ligger lige i hjertet af Napa Valley i den berømte Oakville region, hvor huset har 42 hektar vinmarker, som er kendt for kvaliteten af især Cabernet Sauvignon. Vingården kan egentlig dateres tilbage til 1800-tallet. Den østlige del af markerne ligger langs foden af Vaca bjergkæden og giver druer med en fed frugt karakter. Den vestlige del af markerne ligger ned mod Napa River og består af dyb lerjord, som giver druer med en blød og smidig karakter.

Vinmager på PlumpJack er Aaron Miller i samarbejde med konsulenten Anthony Biagi, og de har begge fortjenesten for den succes, som de fyldige, elegante vine fra PlumpJack har opnået. I dag har Aaron dog også hjælp fra den assisterende vinmager Brett Brockmeyer.

Druerne til denne fabelagtige Chardonnay kommer fra flere af vingårdens marker; primært fra Pat Garvey P & J vinmarken i Saint Helena, mens resten er fra Andy Beckstoffers Carneros Lake vinmark i Carneros. Fermenteringen er sket med 35% i store egetræsfade og 65% på rustfrie ståltanke. Vinen trækker imponerende 14,8% alkohol.

Men det er slet ikke en typisk oversøisk Chardonnay, hvilket først kommer til udtryk i glasset, hvor farven er meget lys … ikke en fed, fyldig og gul Chardonnay. Næsen er voldsom aromatisk. Det er hyld, eksotisk frugt, fersken, nødder, kommen, nødder, modne æbler, vanilje, frugtsten, røg, vanilje og figner. Den er nærmest helt parfumeret. Lækker, lækker aroma.

Smagen er lidt i samme boldgade, der er cider, fedme … ikke Chardonnay voldsom, men derimod i samspil med en flot syre, mineralitet og ikke mindst intensitet. Den mineralske side viser lidt tænder med stålagtige elementer og en lidt indelukket, tæt og kompakt smag. Lander med en blød finish. Nam nam.

Medtaget fra USA, hvor prisen er 56$. I Danmark er der ingen forhandler.

Rating 6/7  

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USASom usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.

Domaine Eden ligger på en bakketop ved Saratoga i Californien og er købt af Mount Eden Vineyards i 2007, men var grundlagt i 1983 af Tom Mudd under navnet Cinnabar Winery. Tom havde tidligere selv arbejdet hos Mount Eden Vineyards og havde der bl.a. stået for tilplantningen af husets marker med Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Da Mount Eden i 2007 købte ejendommen fra Tom Mudd, så ændrede de navnet til Domaine Eden og ændrede fokus på ejendommen til primært druerne Pinot Noir og Chardonnay.

Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1943 af Martin Ray. Martin var som barn vokset op i vinområdet ved Saratoga, hvor Paul Masson havde grundlagt det store vinhus The Paul Masson Champagne Company. Han blev snart ven med Paul Masson, som ikke selv havde børn og han lod Martin arbejde i vinkælderen sammen med de professionelle vinmagere.

Martin Ray blev imidlertid ikke selv vinmager … i første omgang, men i stedet en stor aktiehandler på Børsen i New York. Imidlertid gik han i 1936 – efter depressionen – ned med et nervøst nervesammenbrud og besluttede sig for en ny kurs i livet. Med en pæn optjent formue, så købte han derfor The Paul Masson Champagne Company, som var sat salg efter afslutningen af forbudstiden.

Paul Masson frarådede imidlertid Martin fra at købe vinhuset og opfordrede ham i stedet til at købe jorden ved siden af … på Mount Eden, men Martin var stædig og endte med at købe The Paul Masson Champagne Company. Men efter 6 år solgt Martin dog vinhuset igen til det store, internationale firma Seagrams og fulgte sin gamle læremesters råd og købte jorden ved Mount Eden.

Så gik han ellers i gang med at tilplante markerne med Pinot Noir og Chardonnay stiklinge fra Paul Massons La Cresta vineyard, et besværligt arbejde på de stejle marker. I en tid hvor man blandede al vin troede Martin Ray fuldt og fast på kølige vine baseret på en enkelt druesort – Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

I 1970 mistede Martin Ray imidlertid ejendommen til en gruppe investorer og han endte med at bo de sidste år af sit liv i en lille bolig i bunden en af husets mange vinmarker. I dag er vinhuset ejet af Jeffrey Patterson, som oprindelig startede på Mount Eden Vineyards i 1981 som assisterende vinmager. Han har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen af vinene fra vinhuset og har også løbende fået mere og mere indflydelse … og langsomt siden 1986 også større og større ejerandel inden familien Patterson i 2008 overtog hele aktiemajoriteten.

Mount Eden er i dag absolut kult, ikke kun af historiske grunde, men også fordi de producerer nogle af landets bedste og mest raffinerede vine. De arbejder i dag økologisk, alt gærer på det naturlige gær og dette er nogle af de mest langtidsholdbare vine fra Californien, og det gælder selvfølgelig både vinene fra Mount Eden Vineyards og lillesøster Domaine Eden.

Denne Pinot Noir kommer fra en mosaik af forskellige marker og forskellige Pinot Noir kloner, bl.a. klonerne Dijon 777, 667 og 828 og fra parceller både på Mount Eden, Calera og Swan. Hver parcel er passet og plejet efter Mount Edens strikse standarder med bl.a. lavt udbytte … under 5 tons pr. hektar. Vinen er gæret på det naturlige gær, ca. 20% hele drueklaser. Efter vinifikationen er vinen lagret 11 måneder på franske burgundiske barriques både 1. og 2. års fade. Vinen er flasket uden klarering eller filtrering.

I glas og næse er det klart, at vi her har fat i Pinot Noir … aromaen let, elegant med hindbær, jordbær, men også mørkere bær som kirsebær, lette blommer og svag animalsk med sødme, hestestald og mejeri. Frugten er måske lidt mere moden end hos dens europæiske søstre, men har samtidig denne smukke lethed. Herligt. Der er også syrlige elementer med grønne blade, mynte samt andre friske urter.

I munden er vinen cremet, blød … og har samme lethed, som duften lover. Der er lysebær, modne kirsebær og meget afbalanceret syre. Der er også pæn sødme, som måske kammer en smule over, men godt smager det sgu.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 1 flaske, men 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2012 McPrice Myers Wines, Head Honcho, Californien, USA

2012 McPrice Myers Wines, Head Honcho, Californien, USAPå samme måde, som fader Celestin er komponisten Floridor i filmen Frøken Nitouche er Barrel 27 også McPrice Myers, så denne Syrah baserede amerikaner Head Honcho er reelt fra McPrice Myers Wines, selvom der står Barrel 27 på etiketten.

Vinhuset McPrice Myers Wines ligger i Paso Robles i den nordlige del af Santa Barbara distriktet og drives af den store McPrice “Mac” Myers. Han kommer egentligt fra den østlige del af Los Angeles, hvor han som ung var lidt af en ballademager. Han far var fængselsbetjent og sagde ofte, at Mac ville ende bag tremmer.

Efter high school var Myers heller ikke særligt interesseret i college, men han kunne lide at spille baseball, så han endte på Cypress College. Imidlertid medførte en skade i den ene arm, at han ikke kunne spille baseball, så han droppede ud af college og fik arbejde i en Trader Joe’s, som vel nærmest er et mindre døgnåbent supermarked.

Og det ændrede hans liv, for hans chef interesserede sig voldsomt for vin, og forretningen havde et spændende udvalg, som Myers og chefen ofte prøvesmagte om natten i den lille Trader Joe’s i Orange County. Myers blev forelsket i vin, specielt vinene fra Rhône og Châteneuf-du-Pape, og besluttede sig for, at han selv ville lave vin.

Myers begyndte at rejse rundt til forskellige vingårde i San Luis Obispo og Santa Barbara og meldte sig frivilligt til at arbejde som kælderrotte hos en række af de bedste producenter i området. Det medførte, at Myers hurtigt fik en fornemmelse af, hvordan vinene skulle laves, så i 2002 begyndte han at lave vin selv med inspiration fra netop Rhône.

Druerne blev opkøbt hos en række vinavlere i Paso Robles og det blev til ikke mindre end 3.000 kasser udgivet i eget navn McPrice Myers Wines og 13.000 kasser under navnet Barrel 27. Lige frem til 2012 fortsatte Myers med at lave vinene under disse to brands, men siden 2013 laves alene vinene nu som McPrice Myers Wines.

Ligesom med foregående vin The Prisoner Wine Company ejer Myers ikke selv vinmarkerne, men har langtidsaftaler med en række vinavlere i Paso Robles, bl.a. på markerne Alta Colina Vineyard, Denner Vineyard, Larner Vineyard, Les Galets Vineyard, Luna Matta Vineyard og Santa Barbara Highlands.

Vinene er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Blue Collar Series, Proprietary Series og Single Vineyard Series. Alle vinene er med klare Rhône referencer og selvfølgelig lavet på de klassiske Rhône druer som Syrah, Mourvedre, Grenache, Viognier og Roussanne, men der laves også enkelte vine på druer som fx Zinfandel, Petite Syrah, Cabernet Sauvignon og Tempranillo.

Denne Head Honcho hører til Blue Collar Serien og er lavet på ren Syrah fra flere forskellige marker. I vinifikationen er 30% af drueklaserne ikke stilket, men jeg kan ikke se, hvor lang macerationen har været. Vinen er lagret hele 22 måneder på 265 og 225 liters barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og inspirationen fra Rhône er faktisk ganske tydelig, hvor næsen byder på en animalsk aroma med hængt kød, lidt mejeri, engelsk lakrids, chokolade, mørke bær, sorte oliven, krydderier, lavendler, let peber, røg … virkelig kødfyldt og kraftige sager. I munden er der et tydeligt peberbid, mørke bær, lidt blommer, kakao, tobak … men peberen er meget dominerende. Overraskende god.

Forhandles flere stedet, bl.a. af Smalle Vin, hvor prisen er 299 kr.

Rating 5/7