Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2006 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2006 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienDen lille fede Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto har jeg smagt før og det er lidt en sjov Barbaresco, for der er ikke ikke så megen Nebbiolo tørhed over vinen … det gælder også i denne årgang 2006.

Faktisk er vinen endda lidt fed og sød, men det vender jeg dog tilbage til lige om lidt. Jeg skal heller ikke skrive en masse om selve vinhuset, for det gjorde jeg, da jeg tilbage i 2019 smagte vinen i en årgang 2004 … dog er denne 2006’er klart bedre, men fortsat en sød og tyk bandit.

Denne vin er der ikke så meget info om, men den er efter endt fermentering lagret 48 måneder i store egetræsfade og derefter på tanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt meget kraftig vin med en lidt moden duft af kogte kirsebær og tørrede blommer, lakridskonfekt, fin dekadent aroma, lidt animalsk og har derudover chokolade, kakao … men sjovt nok ikke mange af Nebbiolo druernes klassiske noter.

I munden også en meget moden smag, hvor der er lakridskonfekt, blommer, brombær … igen næsten tørret i stilen, men har dog nogen tørhed, chokolade og kakao. Houlberg er sådan lige mellem 4 og 4,5 af de sædvanlige tomler.

Vinen kan i årgang 2008 fås hos fx Coop eller Megavin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, Italien

2016 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, ItalienPissekoldt på terrassen, men den blev dog indviet for denne sæson og det blev endda med en 2016 Barolo Castiglione fra det fantastiske vinhus Vietti.

Det er husets basis Barolo og Vietti ligger også i Castiglione Falletto i Langhe. Det er helt oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog Marios svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften.

Han fortsatte med at producere kvalitetsvine og var samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trives i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Jeg har før smagt Barolo fra Vietti, nemlig hans flotte – og dyre – Barolo Ravera, men denne Barolo Castiglione er lavet med druer fra flere forskellige marker, bl.a, også Ravera marken i Novello, men her i denne årgang 2016 indgår der Nebbilo druer fra parceller i 10 ud af 11 kommuner i Barolo.

Samlet er vinstokkene fra 9 til 42 år og de fleste parceller er i øvrigt under ændring til økologisk dyrkning. Alle parceller bliver vinificeret separat og sammenstikningen foretages umiddelbart før aftapning.

Druerne gennemgår en lang alkoholisk gæring på ståltanke med en løbende overpumpning og omrøring. Derefter sker den malolaktiske gæring på træfade og den lagret også 30 måneder på både store træfade og små barriques.

Duftmæssigt er det totalt skarpt Barolo … læder, violer, syrlige bær, ribs, granatæbler, lyse kirsebær, grannåle, kul, koks, en dyb engelsk lakrids, fennikel, balsamiske noter, babybræk og virker samtidig let animalsk. Piemonteparfume.

I munden er vinen – faktisk som Viettis Ravera – ganske streng, ung, har masser af syre, så tørt og med vildt og stramt tannisk bid, virkelig rank stenet og mineralsk … det er afstraffelse på højt plan, så klart lige mellem 5,5 og 6 store stjerner.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Bruno Rocca, Langhe Rosso Rabajolo, Piemonte, Italien

2010 Bruno Rocca, Langhe Rosso Rabajolo, Piemonte, ItalienJeg har før smagt Barbaresco vine fra Azienda Agricola Rabajà aka Bruno Rocca og altid været begejstret. Nu smager jeg husets Langhe Rosso Rabajolo, der er lavet på et blend af 50% Cabernet Sauvignon, 25% Nebbiolo og 25% Barbera.

Vingården, som ejes og drives af Bruno Rocca, ligger lige syd for Barbaresco med en idyllisk og smuk beliggenhed på en bakketop og helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt over familiens vinmarker … specielt Rabajà marken.

Azienda Agricola Rabajà er egentlig grundlagt i slutningen af 1950’erne, hvor Francesco Rocca samt hustruen Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården med tilhørende jorder.

I begyndelse var avlen fra markerne ikke noget, som familien kunne leve af, og druerne blev da også blot solgt til andre vinproducenter i Barbaresco, mens en mindre del blev brugt til egenproduktion.

Men det ændrede sig, da sønnen Bruno Rocca i 1978 overtog driften efter faderens død og besluttede at gå sin helt anden vej. Bruno blev dermed den første i familien, der også producerede vin med salg for øje. Og han blev en af modernisterne i Piemonte, hvor han med en ny stil skabte bløde vine med stor elegance. Han brugte små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen fulgte i modernisternes spor.

Filosofien var meget enkel, vinene skulle udtrykke Barbaresco området bedst muligt, og de blev hurtigt meget værdsatte. Bruno Rocca modtog et væld af priser. Det betød, at efterspørgslen efter vinene voksede markant og gjorde Bruno Rocca i stand til løbende at opkøbe yderligere jordlodder samt udvide og modernisere vinkælderen.

Han ejer i dag 15 hektar fordelt på den legendariske Rabajà vinmark ved vingården samt vinmarker fra Neive til Treiso, nemlig markerne Currà, Fausoni, San Cristoforo, Marcorino, og Vaglio Serra, hvor der dyrkes Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Chardonnay.

I dag er sønnen Francesco også med i driften af gården, og det er måske meget godt, for far Bruno er temmelig sky og undgår helst al offentlig virak. Sammen laver far og søn samlet omkring 70.000 flasker vin hvert år fordelt på 10 forskellige vine.

Det er bl.a. en hvid på Chardonnay, en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Asti, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo, en Langhe Rosso samt en generel Barbaresco, en Barbaresco Coparossa, hvor druerne kommer fra de to marker Pajorè i Treiso og Fausoni i Neive, enkeltmarks Barbaresco’en Rabajà samt endelig specialvinen Barbaresco Maria Adelaide.

Langhe Rosso Rabajolo er som skrevet lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 25% Nebbiolo og 25% Barbera, der alle er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar, men druerne er høstet på helt forskellige tidspunkter. Vinen er gæret og macereret i rustfrie ståltanke i 8-12 dage og har lagret 12 måneder på barriques.

Det er en vin, som Rocca ikke længere laver … han stoppede vist produktionen af den med årgang 2013, så det har nok ikke været den succes, som han havde håbet på.

I næsen er der både blåbær, brombær, måske endda lidt lysere hindbær, lidt figner, bacon og baconfedt, kakaopulver, tæt eg, let babybræk, læder, en smule blomster samt balsamicoeddike.

Smagsmæssigt er der godt med krydderier, en god og moden syre, igen balsamico, lidt skovbund, tør engelsk lakrids, masser af urter, en stærk frugt … virker faktisk lidt stærk og uden Roccas normale Barbaresco stil.

Vinene fra Bruno Rocca forhandles i dag hos Sigurd Müller Vinhandel, men denne er ikke fundet i sortimentet. Tidligere er den solgt i Danmark til 241 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Brezza, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Brezza, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi skal vist 10 år tilbage siden jeg smagte en vin fra Azienda Agricola Brezza Giacomo e Figli, men nu gør jeg det igen med en ægte 2020 Langhe Nebbiolo.

Vingården ligger meget tæt på centrum af Barolo og det lille  nærliggende Hotel Barolo og tilhørende Ristorante Brezza tilhører også Brezza familien.

Vinhuset er grundlagt i 1885 af Giacomo Brezza, der sammen med sin far Antonio aftappede gårdens første vin tilbage i 1910.

Brezza Giacomo e Figli har 23,5 hektar, hvoraf 20,5 hektar er vinmarker, bl.a. har familien marker i Barolo, i kommunen Monforte, i kommunen Novello og endelig i Alba. Der dyrkes bl.a. Barolo fra fire historiske vinmarker, Bricco Sarmassa, Cannubi, Sarmassa og Castellero.

Familien her gennem en årrække dyrket certificeret økologisk, og der anvendes kun meget sjældent maskiner til det arbejdskrævende markarbejde. Håndkraft er vejen frem, og det giver mere levende og porøs jordbund, da der ikke er tunge maskiner til at gøre jorden kompakt.

Vinstokkene bærer overalt præg af en meget nænsom og god pleje, ikke sært at man passer så godt på vinstokkene, når stokkene ofte er op mod 70 år gamle.

Det er i dag 4. generation af Brezza familien, som i dag driver vingården, nemlig Enzo og Oreste Brezza.  Al produktion sker med egne druer, og vinene lagrer i den oprindelige, gamle vinkælder med hvælvede lofter. Den samlede produktion er omkring 100.000 flasker om året.

En af husets mange vine er denne Langhe Nebbiolo, som er lavet på Nebbiolo druer fra stokke plantet i 1991. Vinen er lavet med gæring og maceration i 6-10 dage ved 18-20 grader i rustfrie ståltanke og er også lagret i ståltankene frem til næste forår. Vinen er flasket og har en glaslukning og en etiket med en valmueblomst, som er meget almindelig i Langhe.

Uha … det dufter godt og bekræfter umiddelbart min holdning til, at du får masser af kvalitet af Langhe Nebbiolo. Det er ung balsamico, violer, tørrede røde rosenblade, streng italiensk syre, tør cedertræ, ribs, hindbær og umodne kirsebær, jern og mineraler.

I munden er vinen dog lidt speciel … godt med blomster, blomstervand, tørre og blomstrede tanniner suppleret med småbitre tranebær, lyse kirsebær og blæk. Uden for meget luft i munden, så kommer der også lidt sødme, hvilket faktisk klæder vinen. Sødmen spiller rigtigt fint sammen med de tørre tanniner, de småbitre noter, blomsterne og en stringent, skarp og vedkommende syre. Sådan.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Massimo Rivetti, Barbaresco, Piemonte, Italien

2018 Massimo Rivetti, Barbaresco, Piemonte, ItalienMassimo Rivetti er også et kendt navn her på vinbloggen og denne Barbaresco har jeg da også smagt før. Sidst var det i en årgang 2016, men nu smager jeg vinen i årgang 2018.

Alle Nebbiolo druerne kommer fra en 2,5 hektar parcel omkring familiens ejendom i 380 meters højde med en sydvest vendt eksponering. Den indeholder en stor andel ler og kalksten, mens vinstokkene er omkring 25 år.

Vinen er lavet med spontangæring på store koniske, franske egetræsfade alene med de gærceller, der naturligt forekommer fra druerne og kælderen. Macerationen er på samlet 30 dage og heraf gæring i 12-15 dage med daglig overpumpning. Vinen er derefter lagret 18 måneder på store slavonske fade af ældre dato og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen fin lys og transparent teglfarvet, men duften i starten virker en smule tilknappet og forsigtig. Vi starter dog helt klart med lidt tørrede blomster, rosenblade, violer, mentol og lidt fennikel. Har er lys, nærgående med både lidt syre og sødme, men mest kirsebær og jordbær, lidt blæk og nogle tørre fade med en smule vanilje, nelliker og skocreme.

I munden har frugten et rigtig godt bid … klart, rent og stramt. Det virker faktisk mere syrligt end 2016’eren og dermed lidt mere ung og fyrig Nebbiolo end forventet. Den har virkelig en italiensk, ilter og Ferrariagtig, vrinskende og balsamisk syre. Den har syrlige kirsebær, tranebær, tørhed, træ, kalkagtige mineraler og en sødbitter note, men tanninerne også er vilde, ustyrlige og bitre. Sådan Rivetti,

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr. mens prisen er 198 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, Italien

2014 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, ItalienByggemødet sluttede helt italiensk og den første italienske vin var denne 2014 Barbaresco Currá fra Azienda Agricola Sottimano beliggende i byen Nieve cirka 5 kilometer nordøst for Alba.

Vinhuset har vi mødt mange gange her på Houlbergs Vinblog og derfor ser vi denne gang kun nærmere på denne vin, som er lavet med Nebbiolo druer, som er fra Currá marken, som ligger sydvest for Neive i retning mod Barbaresco. Gæring og maceration sker ved lave temperaturer over normalt over hele 2 måneder og uden brug af kunstgær.

Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder, heraf er 10% nye fade. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

Det er fra første fløjt en rigtig dejlig Nebbiolo … har Barbaresco’ens runde, modne, bløde og blide side sammen med en meget ren, lys og klar frugt med både jordbær, hindbær, tranebær, kirsebær suppleret med babybræk, violer, salvie, mentol samt et svagere fadpræg med lidt våde fade samt en smule lakrids og mineraler.

I munden sparker tanninerne pænt … tørrer munden helt ud med peber, lys, let og tør syre, ganske ren og klar. Selvom det egentlig er en lys Barbaresco, så virker den lysere, mere tæt og tanninrig end mange tilsvarende vine. Der er tonsvis af knapt modne kirsebær, tranebær og ribs. Man får lidt af det hele … både fabelagtig blød, comfortabel og samtidig præcis vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 729 kr., mens prisen er 589 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, ItalienVi sluttede rundturen i Piemonte med manér … for sidste vin var nemlig en lækker 2015 Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra Scarzello. Et fint punktum.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda er vel nærmest  topvinen fra vingården og druerne er fra parcellen Vigna Merenda, som er en unik parcel på Sarmassa og udelukkende ejet af Scarzello.

Vinhuset har lavet vinen siden 1978 og den er lavet med voldsom lang maceration, nemlig i hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en rund, men rank og strunk vin … der er en vis power over aromaerne med sorte kirsebær, jordbær, brombær og lidt hindbær, roser, knuste rosenblade, violer, ædeltræ, medicinskab, en smule anis, fenikkel, tjære, en gammel lædersaddel, umami, lidt vanilje, spegepølse og sådan lidt muskuløs.

Det gælder dog ikke smagsmæssigt, for der er vinen så ren, clean, skarp og vildt tør med klassisk oldschool klassicisme. Frugten er så bare lys og straight med ribs, rabarber og sure kirsebær, bare frisk samtidig med en en ren syre, men samtidig virker vinen silkeblød og koncentreret. Tanninerne er vildt tørre … gummemassage af bedste skuffe og det suppleres af lidt flint, marcipan, tørrede urter, basilikum, svag babybræk og røg.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Figli Luigi Oddero, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Figli Luigi Oddero, Barolo, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barolo, for næste vin kom fra vinhuset Figli Luigi Oddero, der holder til i en smuk piemontisk villa med et karakteristisk tårn lidt nordøst for La Morra.

Familien Oddero har lavet vin  siden 1878, da Giacomo Oddero grundlagde vinhuset Poderi e Cantine Oddero udenfor La Morra.

Vinene blev solgt på små egetræsfade, bl.a. til Amerika og vine fra Oddero blev også fremvist i 1911 ved en stor international udstilling i Torino.

Men det var imidlertid først i 1951, at vinhuset reelt startede, da brødrene Giacomo og Luigi Oddero – 3. generation og børnebørn til den gamle grundlægger – begyndte at flaske og sælge vinene under egen etiket.

Arbejdsfordelingen mellem de to brødre var, at Luigi var ansvarlig for marker og vinproduktion, mens Giacomo var ansigtet udadtil og sådan kørte det også helt frem til 2006, hvor der kom en uoverensstemmelse mellem de to brødre.

Det betød, at vinhuset blev splittet op, hvorved Giacomo beholdt ejendommen, mens Luigi fik de bedste marker … 32 hektar med bl.a. parceller på marker som Riva i La Morra, Vigna Rionda i Serralunga d’Alba og Rocche dei Rivera i Castiglione Falletto.

Man fandt samtidig en smuk, gammel vingård lidt længere nede ad vejen, hvor man kunne producere vinene, som nu sælges og etiketteres som Figli Luigi Oddero.

I dag drives Figli Luigi Oddero imidlertid af Luigis hustru Lena og deres børn Giovanni og Maria, da Luigi desværre døde i 2009, så nu sker produktionen af vinene i samarbejde med den berømte Bruno Giacosa vinmager Dante Scaglione som konsulent og den unge vinmager Francesco Versio.

Francesco har også – som Dante Scaglione – arbejdet hos Bruno Giacosa, men har i dag ansvaret for hele produktionen på Figli Luigi Oddero … lige fra mark til kælder.

Francesco Versio viderefører ånden efter Luigi Oddero, som altid har lavet Barolo efter de gamle klassiske dyder, dvs. lang maceration og store fade – gamba botte – uden for meget toast, så Nebbiolo mosten ikke bliver overdøvet af ristet eg. Markerne dyrkes også uden pesticider og meget tæt på økologi.

Vinhuset Figli Luigi Oddero er ikke helt så kendt som det gamle Oddero, som i dag fortsat drives af Luigis bror. Giacomo var jo det kendte ansigt udadtil og havde også alle kontakterne til kunderne, hvorfor de hos Luigi Oddero haft svært ved at sælge deres vine, herunder bl.a. et stort lager af ældre vine, som Luigi fik med i forbindelse med bruddet.

Her er det altså husets basis Barolo, som er lavet efter den helt klassiske opskrift for Barolo med frugt fra vinemarkerne i la Morra, Serralunga og Castiglione Falletto. Vinen er lavet med den naturlige gær og 10-15 dages maceration, 24 måneder på store fade og til sidst minimum 12 måneders flaskelagring.

I næsen fanger jeg først lidt moden, lækker frugt, lys og aromatisk, godt med blomster, mariekiks, vanilje og lakridskonfekt, fadpræget klart større end forventet, men til gengæld er aromaerne luftige og lette og næsten en smule burgundiske. Det er parfumeret med lyse bær, ribs, hindbær, hæfteplasker, medicinskab, pilleglas, roser samt knuste blomsterblade, mentol og en gransov en kold morgen.

Smagen er præget af lyse druer … røde kirsebær, knuste hindbær, lidt jernholdige elementer suppleret af mynte, stjerneanis og en lille pleasende fyldighed, mens tanninerne heller ikke blive vilde, men er venlige og behagelige, hvilket gør vinen rund med en lille lys og stram syrlighed. Flot balanceret.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Cascina Luisin, Barbaresco Rabajà, Piemonte, Italien

2017 Cascina Luisin, Barbaresco Rabajà, Piemonte, ItalienVi smagte endnu en Nebbiolo vin fra Barbaresco, for det var nemlig en Barbaresco Rabajà 2017 fra Cascina Luisin.

Vinhuset ligger et par hundrede meter syd for Barbaresco by og dermed ikke så langt fra forrige hus Luigi Giordano.

Cascina Luisin er grundlagt i 1913 af Luigi Minuto og Luisin betyder da også lille Luigi på den lokale dialekt. I dag drives huset dog af Luigis oldebarn Roberto Minuto, som har 8 hektar vinmarker, hvor han dyrker Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og Arneis … men selvfølgelig med mest fokus på Nebbiolo.

Blandt de bedste marker er parceller på både Asili, men også Rabajà, der ligger lige ved vingården og den er vel en af de allerbedste marker i Barbaresco.

Produktionen af Nebbiolo vinene sker helt klassisk og traditionel efter nogle forsøg med mere moderne metoder. Man havde således indkøbt en moderne rotorfermentator, men den anvendes i dag til Barbera og Dolcetto … ikke til Nebbiolo.

Macerationen og gæringen foregår på cementtanke over 3 uger, mens den malolaktiske gæring og modning foregår på store 20-50 hektoliter fade af slavonsk eg. Gæring foregår naturligt, dvs. uden tilsætning af gær og der filtreres eller klares ikke ved flaskning og markerne dyrkes meget tæt på økologisk. Samlet laver Roberto omkring 40.000 flasker vin årligt.

Denne 2017 Barbaresco Rabajà er lavet med druer fra husets 35-40 år gamle vinstokke på Rabajà, der ligger helt perfekt meget stejl syd-sydvest eksponering og jordbund bestående af kalk og ler.

Druerne er høstet i hånden med lavt udbytte og vinificeret på cementtanke med 40 dages maceration og en hyppig punch-down, en malolaktisk gæring og lagring på store 30 hektoliter fade, men hvor lang tid fremgår ikke. Men efter appellationens regler skal det jo mindst være i 9 måneder. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 30 måneder inden frigivelse.

WAUW for en lækker duft … igen denne lidt ædeltræsagtige note med mahogni og merbau, men her langt mere æterisk, luftig, moden og nærmest dekadent i noterne. Der er lidt sødme, moden, lys frugt i en gammel lædertaske suppleret med kamfer, røg, gammelt træ og nogle blomstrede elementer.

Smagen er lys, let og med en moden syre, mens tanninerne her er holdt i stramme tøjler og galoperer ikke vildt af sted. Der er et tørt bid med rabarber, ribs, hindbær … meget tight og kontrolleret, tæt og – uha – sidder overalt i munden. Det er stor Nebbiolo og vinen blev også i mit objektiv en af aftenens bedste.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Luigi Giordano, Barbaresco Asili, Piemonte, Italien

2017 Luigi Giordano, Barbaresco Asili, Piemonte, ItalienBarolo vinene stiger fortsat i pris, men der kan endnu findes gode Barbaresco vine til nogle fornuftige priser, som nu denne 2017 Barbaresco Asili fra Luigi Giordano.

Azienda Agricola Luigi Giordano ligger i den sydlige udkant af Barbaresco by, hvor man finder fine naboer som fx Gaja. Det er et lille familieforetagende, der er grundlagt i 1930’erne af Giovanni Giordano.

Men Giovanni solgte dog bare sine druer til andre producenter, men det ændrede hans søn Luigi i 1960, hvor han tog beslutning om selv at vinificere sine druer og lave vine.

I dag ejes vingården af Luigis to døtre Silvia og Laura, men 4. generation i form af Lauras søn Matteo er langsomt ved at overtage ansvaret og står for produktionen af vinene. Samlet har familien lige over 7 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på nogle af de velkendte og prestigefyldte marker som Montestefano, Asili, Ronchi og Cavanna

Kælderarbejdet er traditionelt med op til 15 dages maceration for  de bedste vin og op til 24 måneders lagring på store botti på 30-50 hektoliter af slavonsk eg. I marken arbejdes der økologisk … men dog uden certificering.

Her smager vi husets 2017 Barbaresco Asili, hvor Nebbiolo druerne kommer fra Asili marken, der nok regnes for én af de bedste marker i hele Barbaresco zonen. Vinen er lavet med gæring og maceration i 15 dage, hvorefter vinen så er lagret 18-24 måneder på meget store fade af slavonsk. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere et halvt år inden frigivelse.

I næsen er der lys, moden frugt, en snert af lidt ædeltræ som teak eller mahogni og det giver en ret lækker aroma. Modenheden er oss’ ret fin med modne kirsebær og måske endda lidt mørkere frugt, lidt garvet læder, lidt alkohol, en smule grøntsagsfond, timian, syrlige bolsjer og samlet lidt en pågående duft.

Smagsmæssigt har vinen en god syre fra første fløjt, fin, skarp og styret, hvilket så suppleres af nogle vilde tanniner, bitter og tør frugt, granatæbler, ribs og rabarber. Det river lidt … eller måske nærmere river dejligt. Houlberg lander i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 275 kr., men prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.,

Vinanmeldelse 5/7