Tag-arkiv: 5½

2018 Closerie des Alisiers, Marsannay Blanc Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Closerie des Alisiers, Marsannay Blanc Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigAlle gange 3 … når vi nu allerede er ved Stéphane Brocard på Closerie des Alisiers, så napper vi da også lige hans 2018 Marsannay Blanc Vieilles Vignes.

Stéphane Brocard har jo netop sit vinhus Closerie des Alisiers i byen Marsannay og her kommer Chardonnay druerne fra gamle vinstokke plantet i den kalkholdige jordbund udenfor byen.

Druerne høstes og presses ved optimal modenhed, mens gæring er sker på ståltanke med temperaturstyring. Vinen er efter gæringen så lagret 15 måneder sur lie på egefade, hvoraf 15% er nye fade.

I forhold til de 2 foregående, så er der her ikke helt samme lethed, selvom det faktisk fortsat er fint, rent og elegant burgundisk med en lille smørfedme og bestemt ikke hverken bastant eller fadtung. Den har faktisk et ret lækker og frisk næse, hvor der kommer unge samt grønne pærer, fersken, æbler og svagt lidt nødder, ristet brød og vanilje.

Smagen er … fremragende … spiller, leger og danser på tungen med lys elegance. Det har selvfølgelig ikke samme kalkede fornemmelse, som de 2 foregående, men mere cremet, blød og samtidig blid, sart og fin som bare pokker. Der kommer udover de grønne pærer, æbler samt fersken også lidt citron, som giver denne elegante syre og overbevisende finesse. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 329,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 259,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Closerie des Alisiers, Chablis 1er Cru Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Closerie des Alisiers, Chablis 1er Cru Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDerefter fortsat jeg – tørstig som vanligt og begejstret for Chablis – med endnu en vin fra Closerie des Alisiers og det blev denne 2022 Chablis 1er Cru Vieilles Vignes.

Det er ikke en enkeltmarksvin, men en vin på Chardonnay druer fra forskellige 1er Cru marker og det er typisk druer fra nogle af de ældste vinstokke på disse marker.

Vinen er lavet præcis som foregående … Efter høst er druerne presset og lavet med gæring på ståltanke med temperaturstyring. Vinen er efter endt fermentering lagret i ståltankene i 12 måneder sur lie med hyppige omrøringer.

Den lille forskel, at Chardonnay druerne nu kommer fra en række 1er Cru marker i Chablis, gør faktisk lidt en forskel, for nu er duften meget kraftigere og selvom vinen fortsat kun er lagret i ståltanke, så kommer der mere fylde, kraft og kompleksitet i vinen, som fortsat er let, luftig, ren, rank og kalket med kridt, grønne pærer, fersken samt en smule stikkelsbær, grønne blade og en burgundisk smørfedme. Man kan næsten fornemme, at druerne kommer fra vinmarker med kalk, kridt samt lidt urgamle fossiler, skeletrester og -knogler.

I munden er det en saftig og let Chablis … har lidt pondus med eksotiske frugter, abrikos, fersken og mango, syltede citroner og friske citroner, godt med bid og friskhed samt en rank syre, der er fin, men nok ikke så feminin og luftig som forventet, men giver dig en vin med delikat balance og et lyst sind. Der er godt med kalk, mineralitet og et stringent bid, så dermed 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Christophe Patrice, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Christophe Patrice, Chablis, Bourgogne, FrankrigJeg fortsatte med mere Chablis og som forrige vinhus holder Christophe Patrice også til i byen Beine og her smager jeg også 2 vine og starter med hans almindelige 2022 Chablis.

Christophe Patrice etablerede sin vingård i 2006, men kommer fra en familie af vinbønder og har da også selv arbejdet hos sin far og et par af sine onkler på deres vingårde siden 1996.

Han ville dog selv gerne lave sine egne vine og grundlagde derfor sin egen vingård med 5 hektar vinmarker til, men i 2011 købte han også en yderligere 22 hektar stor vingård fra Daniel Roblot, så i dag har Christophe marker i kommunerne Beine, Courgis og Chablis.

De 22 hektar tilkøbte vinmarker har alle gamle vinstokke, der har en gennemsnitsalder på 45 år og giver Christophe mulighed for at lave flere forskellige vine … men alle Chablis.

Han laver således både Petit Chablis, Chablis og Chablis 1er Cru vine fra de fine 1er Cru marker Beauregards, Montmains og Beauroy og alle vinene sælges både til private, professionelle kunder samt til eksport.

Christophe Patrice dyrker markerne efter culture raisonnée princippet, altså bæredygtigt uden brug af plantebeskyttelsesmidler med mindre det altså bliver nødvendigt … en metode, som man ser mange steder i Frankrig.

Her smager jeg først hans Chablis, der udelukkende er lavet på ståltanke … det gælder kolde den kølige gæring og efterfølgende lagring sur lie, men hvor lang tid kan jeg imidlertid ikke se.

Det dufter som om, at vinstokkene har stået i en kalkmine eller kalkbrud med gamle fosiler, har denne fine, hvide og rene og kalkede duft, som virker sart, feminin og samtidig alligevel med klare hvide burgundiske noter, hvor der også kommer en smule smørfedme, fad, vanilje, hvide blomster og virker både fin, skrøbelig og diskret med en frugt af pærer, lidt lemoncreme samt kandiseret citron. Det dufter sgu herligt.

Smagen er lidt i samme boldgade, for der er sgu ikke meget, som stikker ud, så du får virkelig en fin, ren og lækker vin, som har denne elegante og smukt balancerede syre. Det leveres cremet, blidt og en kende intenst med lys lethed, blød og levende syre, lidt melon, pærer og en smule salt, meget blød og samtidig frisk, hvorved man får en vin, som har denne flotte elegance. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine de la Motte, Chablis Le Jardin du Curé, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Motte, Chablis Le Jardin du Curé, Bourgogne, FrankrigVi skal nu et smut til den lille by  Beine i Chablis, hvor vi finder Domaine de la Motte, der drives af Michaut familien. Her smager vi nu deres 2022 Chablis Le Jardin du Curé.

Domaine de la Motte har jeg skrevet om et par gange … det gør jeg ikke igen, så i stedet kigger jeg bare nærmere på denne 2022 Chablis Le Jardin du Curé.

Chardonnay druerne kommer fra en 1,5 hektar stor vinmark, hvor vinstokkene gennemsnitlig er 40 år gamle og står i en ler- og pænt kalkstenholdig jord og høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke helt traditionelt ved en kølig temperatur på 18 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder, 67% i rustfri ståltanke og 33% egefade. Der laves årligt kun 9.000 flasker af vinen.

Jeg bliver sgu mere og mere vildt med Chablis, for hver gang jeg smager denne herlige væske. Det er fint, elegant med en kalket, lidt leragtig og kridtet mineralitet, Der er fadlagret burgundisk, men det er bare på en fin, ren og feminin facon, hvor fadnoterne er afdæmpet og frugten mere klar og klingende. Der er lidt vanilje, pærer, piegon madæbler, stikkelsbær og melon … dufter vildt godt.

Smagen er to-die-for … vildt lys, lækker, sart og feminin … det er hvide satinskørter og smukke blonder. Det er en ren, klar og spinkel saft med et lidt federe og olieret smag af æblemost, gærede æbler,  småsyrlige æbler, pærecider, citronsaft og hvid, kalket mineralitet, smuk og forfriskede renhed og elegance. Sådan skal god Chablis bare smage, så dermed 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 De Grendel, Op die Berg Syrah, Western Cape, Sydafrika

2022 De Grendel, Op die Berg Syrah, Western Cape, SydafrikaVi sluttede smagningen med endnu en god Syrah vin fra De Grendel og det er denne 2022 Op die Berg Syrah.

Her kommer Syrah druerne fra marker i 1.000 meters højde ved Witzenberg-bjergkæden i Ceres.

Der finder man et kontinentale klima med vintertemperaturer, der ofte falder til under 0 grader og de kølige nattetemperaturer og varmere dagtemperatur sikrer vine med stor koncentration. Og i 2022 var betingelserne nærmest optimale.

Efter høsten er halvdelen af druerne afstilket og med den anden halvdel anvendes hele klaser og så knuses alle inden gæring i store gæringsbeholdere med løbende punch-down. Derefter er er sket en malolaktisk gæring inden lagring i 12 måneder på franske egefade, der er anvendt 1, 2 og 3 gange før.

I næsen er det lækker og vamset … masser af fad, våde fade, vanilje, kanel, blød finsk lakrids, sød tobak og nødder. Det er således tæt og kompakt med noget umamiagtig karakter. Der kommer også små pebernoter samt en frugt af sorte kirsebær, blåbær, brombær og krydderurter … virker blød, rund og cremet.

Smagen er også cremet, fyldig, blød og mundsmeltende, saftig med masser af bløde sorte bær, kirsebær, brombær, ribs og viser faktisk en smule Nordrhône karakter, hvor der kommer stram peber, flæsk og powerfuld kraft, nelliker, kanel og samtidig fin finesse. 93 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, SpanienVi fortsætter for en stund i Spanien, men rykker mere mod det nordøstlige, nemlig til vinregionen Aragón hvor vi finder det nye og spændende vinhus Bodegas El Grillo y La Luna og derfra smager vi denne sjove 2021 Hop Hop.

Bodega El Grillo y La Luna er som skrevet et nyere vinhus, der er grundlagt i 2007 af to familier som ønskede at starte et innovativt projekt indenfor vinens verden og blive et alternativ til klassiske vine og med base i Barbastro i Somontano appellationen.

De har valgt navnet Bodegas El Grillo y La Luna, som betyder på dansk betyder “fårekyllingen og månen” og de laver vinene fra deres i alt 53 hektar vinmarker fordelt på 5 forskellige vinmarker.

53 hektar kan lyde som en del, men det gør vingården til en af de mindste vingårde i Aragón-regionen. De arbejder fra markerne med skabe vine med en særlig sjæl og karakter og tålmodighed er en dyd, da de ikke høster, før druerne er absolut perfekt modne.

De har undervejs bl.a. fået hjælp af den store vinkonsulent Michael Rolland, som vi jo er stødt på mange gang her på vinbloggen. Han har været med til at gøre vinene mere komplekse.

Jeg smager her vinen Hop Hop – og Hop Hop betyder på spansk betyder det samme som på dansk – og er en vin lavet på 50% Syrah og 50% Garnacha aka Grenache, håndhøstet fra nogle af vingårdens bedste marker i Somontano i det nordøstlige Spanien.

Druerne er høstet løbende fra midt september til midt oktober og efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og sorteret en ekstra gang for at sikre, at det kun er optimalt modne druer, der anvendes til denne vin.

Derefter sker der en kølig maceration i 5 dage inden gæring med druekvaset over 30 dage. Derefter følger en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 13 måneder på franske barriques.

Spændende duft … som en indkogt rødvins- og balsamicosauce, kompakt, tæt, fed, intens og man vil bare have mere og mere. Der er godt med sød finsk og tør engelsk lakrids, lidt sort skocreme, røget flæsk, tørret kød og Beef Jerk og fra fadene også noget vanilje, røg, kanel, kakao og søde kaffebønner. Frugten er sorte kirsebær samt syltede blommer og lidt solbærsyltetøj. Mums.

I munden er vinen slet ikke så fed, som man ellers ville kunne vente ud fra duften, for dels er druften renene, mere klar og lysere med lidt tranebær, moreller, kirsebær og hindbær, men syren virker også lidt mere syrlig med lidt lemon og citroner, men sammen med lidt sødme, så har vinen samlet en fin saftighed og leveres blødt, cremet og med god finesse, som lige løfter vinen niveauer op. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2022 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienNår jeg nu allerede har fået god Ribera del Duero væske ind under vesten, så lad mig fortsætte med endnu en god kending og det er Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila og her i årgang 2022.

Gammel kending skriver jeg … det er virkelig et lækkert gensyn, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så det er en vin, som jeg kender rimelig godt.

Den er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde med kalkholdig undergrund.

Drueklaserne fodtrædes og den efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke, mens den malolaktiske gæring sker på egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden hverken klaring eller filtrering.

Slam … allerede i næsen markerer Picaro del Àguila sig anderledes ud med en mælket aroma, masser af fersk og hængt kød, vildskab og gæret frugt tilsat en dusk gamle blomsterstilke, dampende mødding, virkelig landlig, animalsk og har mentol- og saltlakrids, lakridspulver, sorte oliven, frugt med solbær, brombær, Amarena kirsebærsauce og det bliver derfor en vild, ekstraheret og tegneserieagtig vin.

Smagen er nærmest lige så vild … har sådan bære noget cremet, blødt og intenst, men også en vild frisk frugt med en tør bitterhed, engelsk lakrids samt saltlakrids. Allerede hurtigt i smagen kommer der vilde, stramme og knastørre tanniner frem, men frugten halter bagefter med sorte kirsebær, solbær og ribs. Det giver en virkelig pivfrisk og mørk vin … du får med andre ord både i pose og sæk, hvorved vinbloggeren igen er imponeret og glad, så 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Selección Especial, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas Arrocal, Arrocal Selección Especial, Ribera del Duero, SpanienTrip, trap og træsko … og dermed sluttede vi smagningen af Bodegas Arrocals Ribera del Duero vine med deres 2021 Arrocal Selección Especial, der har fået 18 måneders fadlagring.

Den er som foregående lavet på 100% Tempranillo, men her alene med druer fra marken Pago Los Astrales, der også ligger i 855 meters højde og har 45 år gamle stokke.

Gæring og maceration er sket over 20 dage ved 25-27 grader i temperatur styrret ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på  franske og amerikanske barrique og derefter så yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Rodrigo og Asier Calvo Bros laver årligt 15.000 flasker af denne vin.

Nu er der skruet op for alle badofix’er … det strømmer op af glasset med mørk, fed, rund, blød og intens velduft. Der er godt med fad og det er sød finsk og tør engelsk lakrids, tobaksblade, lakridskonfekt, vanilje, kanel, kakao, kaffe og chokolade, mens frugten er blommer, solbær og blåbær … igen denne svagt aristokratiske aroma af gammelt træ, mahogni og andre søde mørke sorter.

I munden mærker man nu Ribera del Duero for alvor, for vinen smelter nærmest i munden, for den er cremet, velourlækker, har en fed viskositet med tobak, tyk og gammel balsamico, maskulin, mørk syre og godt med toast og ristede noter. Alt er placeret, balanceret og komponeret perfekt … ,mums og lige til at blive glad i låget af, så 94 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 José Antonio García, Aires de Vendimia Mencía Valtuille de Abajo, Bierzo, Spanien

2018 José Antonio García, Aires de Vendimia Mencía Valtuille de Abajo, Bierzo, SpanienSidste vin i Sierra de Gredos kassen på arbejdet var ikke en vin fra det område, men en vin på Mencía fra Bierzo … en Aires de Vendimia Mencía Valtuille de Abajo 2018 fra José Antonio García.

Bodegas y Viñedos José Antonio García ligger i udkanten af den lille by  Valtuille de Abajo og er grundlagt i 2009 af José Antonio García, der vendte tilbage til sit familiens vingård i den lille landsby efter at have tilegnet sig vigtig erfaring i Bierzo-regionen under en velkendt vinmager. I dag driver han det 22 hektar store vinhus sammen med sin hustru Julia .

Hans lille projekt fokuserer på at genoplive familiens vingårds vinmarker og at producere vine, der afspejler terroiret i Bierzo-regionen.

Knap halvdelen af gårdens vinstokke er dedikeret til Godello druen og den endnu mere niche-prægede Doña Blanca … grundstenene til hans knastørre, let cremede og næsten saltsmagende, mineralske hvidvine. De røde druerne er selvfølgelig koncentreret om Mencía druen. Hans første kommercielle frigivne årgang blev lanceret i 2011.

Denne Aires de Vendimia Mencía Valtuille de Abajo er lavet på 85% Mencía, men de sidste 15% netop er Godello og Doña Blanca. Det er alle druer fra nogle  lavtydende, busktrænede vinstokke plantet i 1914-1934 omkring landsbyen Valtuille de Abajo i omkring 550 meters højde.

Druerne høstes i hånden og gennemgår så en grundig sortering i vinhuset. Her afstilkes omkring en 1/3-del  af klaserne, mens så de resterende 2/3dele  beholdes som hele klaser for at give en endnu større oplevelse af spændstighed og struktur.

Mosten gæres derefter spontant på den vilde gær over en periode på 40 dage i store, åbne foudres med manuelle punch downs 2 gange dagligt. Der bruges ikke strøm til køling, ingen pumper og vinen flyttes udelukkende ved hjælp af tyngdekraften.

Efter endt fermentering er vine lagret 11 måneders i nye og gamle franske egetræsfade på 300 og 500 liter. Den færdiglagrede vin er ikke filtreret, men den klares inden aftapning med lidt bentonit – en slags naturligt forekommende ler, der i århundreder er benyttet til at binde uønskede gærpartikler, hvormed vinen sikres optimale muligheder for et langt og godt liv i flasken.

Duftmæssigt er det en brovten landmandssøn … der er mørk mødding, chokolade, muskatnød, tobak, violer, grafit, sort peber og friske urter, kirsebær, tranebær, vilde jordbær og syrlige brombær … der er noget krop samt en vamset dejlighed.

Smagen er meget saftig med en mørk syrlig frugt, lyse kirsebær, tranebær, ribs, citroner og lemon … masser af friskhed, urter, timian, rosmarin samt peber suppleret på en jordet mineralitet. Det smager fandeme godt, så 93 point.

Købt hos Laudrup Vin til 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Prosper Maufoux, Rully 1er Cru Grédigny, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Rully 1er Cru Grédigny, Bourgogne, FrankrigPænt vejr forleden, selvom det virker som om, at vinteren ikke helt vil slippe taget. Man så kan man jo nyde et glas hvidvin på terrassen i de eftertragtede solskinstimer, som fx en 2022 Rully 1er Cru Grédigny fra Prosper Maufoux.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi husets hvide Rully 1er Cru Grédigny i årgang 2022 og den er lavet på 100% Chardonnay fra den 3,2 hektar frimærkestore, velansete og 1er Cru mark Grésigny, der skråner optimalt mod sydøst.

Efter høsten er druerne sorteret grundigt, så kun kernesund og ekstra aromatisk frugt finder vej til den færdige hvide bourgogne. Efter endt gæring er vinen lagret 15 måneder på burgundiske 228 liter barriques, hvoraf 20% er helt nye fade.

Dejlig fadlagret Chardonnay, hvor afsmitningen fra fadene aldrig bliver for voldsomme, men fortsat giver denne dejlige smørfedme med både nødder, brunet smør, fersken, papaya, pærer, gule æbler og grillede citroner, kalket mineralitet, flint, sten samt lidt bivoks, linolie, æter samt ristet toast. Det dufter sgu fremragende.

I munden er citrusfrugten mere klar, ren og rank … der er igen lidt grillet citron, letbitter lemon og mest af alt grape suppleret med en lille saltet mineralsk fornemmelse. Selvom frugten står pivskarp, så leveres det hele cremet og yndigt … hele tiden med denne fine, rene og pivskarpe frugt, der også hænger lang tid i munden bagefter, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7