Tag-arkiv: Ahr

Der har siden det 8. århundrede været dyrket vin i Ahr dalen, der ligger ved den lille vulkanske bjergkæde Eifel og dækker 548 hektar vinmarker. Ahr ligger geografisk lige ovenover Mosel og dermed en af de mindste og nordligste regioner i Tyskland, kun overgået af Saale-Unstrut og Sachsen.

Det meste i Ahr drejer sig om rødvin og specielt Spätburgunder, selvom det samtidig er det område i Tyskland, hvor der forholdsvis findes flest marker med den sårbare diva Frühburgunder. Omkring 87,5% af produktionen i Ahr er rødvin og 342 hektar er med den elskelige Spätburgunder drue.

Området er i dag præget af små og spændende vinproducenter, selvom over halvdelen af produktionen faktisk kommer fra tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Kooperativerne fylder dog slet – hverken i indflydelse eller i bevidstheden hos forbrugerne – ikke så meget som fx i Soave, for Ahr er nemlig i stedet mest kendt de mindre selvstændige vinhuse, som producerer Spätburgunder vine i særdeles høj kvalitet anført af bannerfører som fx Jean Stodden og Meyer-Näkel.

Samlet findes der i dag omkring 65 selvstændige producenter, som har vinproduktion som deres hovederhverv. Men det er klart en lille håndfuld, som har markeret sig internationalt, mens de fleste er små producenter, som primært sælger deres vine i Tyskland.

I Ahr er nogle af vinmarker sindsygt stejle og nok nogle af de stejleste marker, som jeg endnu har set. Området er dog forholdsvis overskueligt med de 548 hektar, som er fordelt på 49 marker omkring 16 byer.

Generelt er jorden i Ahr dalen meget klippefyldt, men der er alligevel forskel fra den nedre del til den øvre del. Den nedre del er dalen, som jeg selv ville den øvre del længst mod øst – mellem Walporzheim og  Heimersheim – er det bredeste stykke, og der er siderne heller ikke så stejle som på den midterste eller øverste del.

I den nedre del er jorden mest kraftfuld med mere lidt mere löss, sand og grus, men jorden i den øvre del, altså den mere smalle dal længst mod vest mellem Altenahr und Marienthal, er langt mere mager, vulkansk og præget af skifer.

Mange af vinmarkerne er meget gamle og anlagt i terrasser og nogle terrasser er endda så små, at de kun omfatter 40 vinstokke, men alle næsten utilgængelige på de sindssygt stejle marker.

Man har siden 1960’erne foretaget en såkaldt flurbereinigung, hvilket er et tysk ord for en slags landreform, hvor man bl.a. har renoveret mange af markerne, således de nemmere kan anvendes i produktionen i dag, fx ved anlæg af små veje over nogle af vinmarkerne, hvorved høsten bliver en anelse nemmere.

Den mest plantede druer er – som nævnt – Spätburgunder med samlet 342 hektar marker. Derefter følger Blauer Portugieser og Riesling med hver 43 hektar marker og så kommer ellers i mindre omfang druer som Frühburgunder, Regent, Dornfelder, Müller-Thurgau, Domina, Weißer Burgunder og Kerner.

Det er ubetinget er Spätburgunder, som er vigtigste vin i Ahr, og druen fik yderligere medvind i forbindelse med landreformen – der flurbereinigung – hvor mange vinstokke med Blauer Portugieser blev erstattet med Spätburgunder og generelt har Spätburgunder vundet mere og mere frem i Ahr.

Forholdsmæssigt har Ahr størst andel af Frühburgunder, men mange producenter dropper løbende den sarte drue, idet området næsten er blevet for varmt for druen. Derfor er Frühburgunder i dag også plantet på de dårligste marker … der hvor der er mest skygge og koldeste temperaturer.

2016 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, TysklandVi skulle igennem samme nummer med Deutzerhofs Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs … altså smage vinen i både årgang 2016 og derefter 2017, men vi klagede på ingen måder.

Altenahrer Eck er en af Ahrdalens vestligste marker, som ligger på et af de smalleste steder i dalen … men kommer til marken efter at ha’ passeret tunnelen fra Altenahr til Bad Neuenahr. Det er den vestligste Große Lage mark og er næsten nabo til Mönchberg, blot med marken Lacherberg imellem. Altenahrer Eck er en voldsom stejl mark, der ligger i 200 meters højde i udkanten af skoven med skråninger hugget ind i skifer.

Lige der er dalen kun 70 meter bred, men marken har været kendt allerede tilbage i 1249 og fik sit navn efter den gamle slot Ekka fra middelalderen … og de gamle slotsruiner kan fortsat ses der. Marken har en undergrund med masser af skifer og grauwacke, som virkelig kan absorbere  solen, så i løbet af dagen bliver der om sommeren nemt 50 grader i marken.

Deutzerhof har nogle meget gamle Spätburgunder vinstokke på marken … nogle kloner som kaldes Kaastenholz, som har rødderne godt nede i den skiferholdige jord, men giver et meget beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet som søstervinen fra Mönchberg, altså med afstilkning af druerne, hvilket efterfølges af afkøling med kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 15-18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

I næsen er Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs en tak mere moden i frugten og klart mere maskulin end Mönchberg. Det giver sig bl.a. udtryk i mere kraft og måske lidt mørkere frugt, selvom det fortsat er i den lettere afdeling med kirsebær, hindbær, jordbær, lidt mentol, røg og igen lidt fadpræg med let vanilje og kanel.

Smagen er til gengæld lige så blød som Mönchberg, ren zen væske, som smelter i munden med en præcis, nøjagtig syre samt en lidt mer’ udtalt mineralitet. Der er så fint og balanceret, tanninerne så godt integrerede og derudover en monstrøs lang eftersmag.

Prisen på vingården er 52€ … svarende til 387 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandOh fryd … vi skulle også smage Weingut Deutzerhofs Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs i årgang 2017, men den er imidlertid ikke så god som 2016’eren.

Den er selvfølgelig lavet på helt samme måde, som 2016’eren, altså med afstilkning af druerne, hvilket efterfølges af afkøling med kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 15-18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

Der er lidt mere restsukker i 2017’eren … 1,1 gram pr. liter mod beskedne 0,1 gram året før. Der er alene lavet 2 fade af vinen, altså omkring 540 flasker. Med andre ord en lille eksklusiv vin.

Vinen er lidt mørkere i glasset end 2016’eren, men også mere lukket og dermed slet ikke så forførende, inciterende og bedårende. Den er også klart mere urtet i næsen og har lidt noter af tør ler. Men ellers igen lyse bær, ribs, hindbær og kirsebær, lidt peber og røgede noter samt aftryk fra fadene via en smule vanilje og kanel.

Smagen minder selvfølgelig også meget om den tidligere årgang, men er klart mere stram. Jeg tror ikke, at det alene er det ekstra år, som spiller ind, bl.a. har 2017’eren lidt mere restsukker, men det kan man slet ikke smage. Det er dog fortsat en monsterlækker vin, men 2016’eren er imidlertid bare bedre … i hvert fald i øjeblikket.

Prisen på vingården er 52€ … svarende til 387 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandMed Deutzerhofs 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs røg vi helt op på den store remskrive … what a wine og i mine duggede øjne helt klart smagningens bedste vin.

Marken Mönchberg er også tæt knyttet til Weingut Deutzerhof, for dels ligger vingården ved foden af marken og dernæst er Deutzerhof tæt knyttet til markens lange historie. I den sene middelalder havde munkeklosteret Deutz en forpost ved foden marken og det er derfor, at marken har navnet Mönchberg aka munkebjerget.

Da Wolfgang Hehle i 1980 besluttede sig for at bygge en ny vingård, som blev det på det sted, hvor den gamle forpost til munkeklosteret Deutz havde ligget … og derfor besluttede man sig samtidig for, at vingården fremadrettet skulle hedde Deutzerhof.

Mayschosser Mönchberg ligger nærmest som et sydvendt amfiteater, hvilket giver en perfekt eksponering i forhold til solen, mens jordbunden består af skifer, sten, grauwacke, ler og löss.

Efter den manuelle høst er druerne sorteret – og manuelt – og derefter er de afstilkede og afkøles i en kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

Næsen er klart mere typisk Ahr … masser af syrlig, lys og stringent frugt, ribs, hindbær og kirsebær, masser af brændte og røgede noter, blomster samt en klart aftryk fra fadene med vanilje og kanel. Og alt sidder sgu lige i skabet, hvor intet stritter, vender forkert eller ikke er afmålt helt korrekt, for det dufter vildt godt.

Smagen er blød, cremet og hold nu kaje, hvor det smager godt. Det er Spätburgunder på højt niveau. Det er ikke ultralet, men har en lidt fyldigere lethed med lys og mellemrød frugt, men så delikat, klar og smeltende i munden, at man bliver tosset lykkelig i skallen. Det er sådan, at tysk Spätburgunder smager, når det er bedst.

Prisen på vingården er 52€ … svarende til 387 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Weingut Deutzerhof, Alpha & Omega Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Alpha & Omega Frühburgunder, Ahr, TysklandInden vi skulle smage de store Großes Gewächs vine, så skulle vi smage denne Alpha & Omega Frühburgunder … en vin, som jeg smagte sidste år i en årgang 2013, men som skuffede fælt.

Det gjorde den imidlertid ikke den gang … tværtimod, men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

De besværlige og følsomme Frühburgunder druer til vinen kommer marken i hver sin ende af Ahrdalen … og det er faktisk også derfor, at vinen har fået sit navn Alpha & Omega.

Den ene del kommer fra Mayschosser Mönchberg marken og den anden del fra Heimersheimer Landskrone. Druerne høstes jo altid tidligere, normalt i starten af september og nogle år allerede sidst i august. Der er kun 23 kilometer mellem de to marker, men alligevel høstes druerne på den højere beliggende Mönchberg omkring 8 dage senere end på Heimersheimer Landskrone.

Vinen er fermenteret i store åbne trækar og gæringen er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller. Efter et blid pres er vinen lagret 9 måneder på nye franske barriques.

Næsen er klart mere blomsterrig end de foregående vine, mens frugten er hindbær, jordbær og ribs. Der er et let aftryk fra de nye fade, lidt kanel, vanilje og derefter en let sødme. Vinen er ikke så tung på de røgede noter, men let, feminin og næsten svævende.

Og hvor er Alpha & Omega Frühburgunder dog smagfuld, en utrolig let, livlig og yndefuld vin med en blød, syrlig og afbalanceret nerve. Det er vildt cremet og blødt, så vinbloggeren bliver sgu helt blød i knæene … wauw for en dejlig vin.

Pris på vingården er 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Deutzerhof, Caspar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Caspar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, TysklandLangsomt og sikkert bevægende vi os op af kvalitetsstigen hos Weingut Deutzerhof, for den næste i vores glas var den rigtige Caspar C. Spätburgunder Unfiltriert, som er opkaldt efter vinhusets gamle grundlægger Caspar Cossmann.

Det er en vin, som Wolfgang Hehle startede med at lave i 1989, hvor han for første gang indkøbte franske barriques til vingården og lod vinen lagre i disse i 9 måneder. Han blev så begejstret for resultatet, at han også indleverede vinen til en officiel test, men fik vinen deklassificeret, da den ikke var tilstrækkelig sød og yderligere kunne kontrollanten ikke lide de mere markante fadnoter.

Men Wolfgang holdt fast om udgav vinen som Caspar C. Spätburgunder og det blev Wolfgang Hehles ynglingsvin helt indtil hans død i 2013. Og undervejs fik han skam også oprejsning, for vinen i årgang 1991 fik året Deutschen Rotweinpreis af vinmagasinet Vinum.

Druerne til Caspar C. Spätburgunder kommer fra to marker, nemlig både Daubhaus i Ahrweiler og Landskrone i Heimersheim. Druerne er høstet ved en modenhed på 94-98° Oechsle og selvfølgelig med håndkraft.

Druerne fra de to marker er også vinificeret separat og er efter endt fermentering lagret 9 måneder på barriques … her brugte fade, der er anvendt én eller to gange tidligere. Og først derefter sammenstikkes den endelige vin og flaskes så.

Nu er alt det overmodne fra de to tidligere vine helt væk, for her er duften langt mere frisk og stringent. Det er lys og let frugt, kirsebær, jordbær, meget blid, røg, nogle mælkede noter, blomster, violer, fennikel, mentol, vanilje og mørk chokolade.

I munden er vinen simpelthen fløjlsblød og cremet, virkelig balanceret med en smuk og let frugtsødme, en klar stringent – om end afdæmpet – syre, stor intensitet og dybde. Tanninerne er endnu unge, men bider ikke for meget og virker faktisk modne og hvor smager det dog godt.

Prisen på vingården er 23€ … svarende til 171 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Deutzerhof, Balthasar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Balthasar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, TysklandVi skulle igennem herligt mange Spätburgundervine hos Weingut Deutzerhof og den næste i rækken var en 2016 Balthasar C. Spätburgunder Unfiltriert, opkaldt efter en fiktiv person i en krimiroman skrevet af vinjournalisten Carsten Sebastian Henn.

I romanen fra 2002 – som foregår blandt vinbønder i Ahr – findes Werner Näkel fra den kendte vingård Meyer-Näkel død og én af de mistænkte er netop Wolfgang Hehle fra Deutzerhof, da han er Meyer-Näkels største konkurrent. I romanen er der dog brugt synonymer om personerne, således Meyer-Näkel hedder Schulze-Nökel og Deutzerhof bliver kaldt Porzer Mühle … og selv Wolfgang Hehles yndlingsvin Caspar C. bliver til Balthasar B.

Og siden har Deutzerhof så – inspireret af romanen – også lavet en vin med navnet Balthasar C. Spätburgunder, hvor druerne kommer fra nogle lavere beliggende marker ved Mayschosser Kessel.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring, hvorefter vinen er lagret på brugte barriques i 8 måneder. Der er ikke anvendt nye barriques for at sikre en god balance mellem frugt og træ. Der er1,6 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen har en lys og moden frugt, lidt røget og med noter af egetræ samt grønne blade. Frugten er hindbær og kirsebær, mens der også fanges blomster, fennikel, en smule sødme, kanel og vanilje. Nu begynder Deutzerhof at vise, hvad deres vine kan.

Smagen er stram og langt mere frisk end den foregående, men har fortsat en meget pleasende og comfy smag. Det er således en let, fin og direkte Spätburgunder, som bare leverer varen.

På vingården koster vinen 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle, Ahr, TysklandSå startede Spätburgunder ræset med ikke mindre end 10 forskellige vine … og vi startede helt naturligt med Weingut Deutzerhofs Spätburgunder basisvin, som ikke er en Gutswein, men en Ortswein, nemlig denne 2016 Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle.

Druerne til Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle kommer fra forskellige marker i og omkring Mayschoß. Efter endt gæring er vinen lagret på store gamle egetræsfade … de såkaldte großen alten Holzfässern. Der anvendes således – helt bevidst – slet ikke barriques ved denne vin, som har 4,9 gram restsukker pr. liter.

Sjovt nok virker vinen i næsen som om, at frugten er overmoden … eller i hvert fald meget moden. Det er kirsebær, jordbær og solbær og dermed lidt mørkere i duften en forventet. Derudover er der en smule røg, salte mineraler … men dufter godt nok meget moden.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så moden, for den er meget tør, mineralsk med en syrlig, røget note, lidt peber, nelliker og krydderier.

Prisen på vingården er 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Deutzerhof, Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Deutzerhof, Saumon de l'Ahr Spätburgunder Rosé, Ahr, TysklandVi skulle også lige igennem en rosévin inden de røde – suk – nemlig denne 2018 Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé fra Weingut Deutzerhof.

Den har dog den formidlende karakter, at den er lavet på ren Spätburgunder. Vinen er kaldt Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé med reference til de mange laks, som der tidligere var i Ahr floden. I dag kan man næsten ikke finde laksen, hvorfor der er igangsat opdrætsprojekter, som skal øge laksebestanden i både Rhinen og Ahrfloden.

Wolfgang Hehle på Weingut Deutzerhof var en ivrig naturelsker og lystfisker. Han startede med at lave vinen inspireret af rosévine, som han smagte under en ferie i den lille appellation Irouléguy i regionen Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig. Og den fik navnet Saumon de l’Ahr – laks fra Ahr – efter farven på vinen.

Vinen er lavet med en let udblødning sammen med skindet, hvilket har giver vinen så farve. Ellers er vinen udelukkende lavet i rustfrie ståltanke og har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen har klart nogle noter af Spätburgunder, kirsebær, hindbær, blomster, mens smagen byder på en stram citronsyre samt en smule tanniner, som sætter sig på tænderne. Vinen har en lidt fyldig side, men masser af syre … ka’ faktisk godt lide den, selvom det er en rosévin.

Prisen på vingården er 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, TysklandHans-Jörg Lüchau synes også, at vi lige skulle smage en enkelt hvidvin mere inden de røde  … og det blev denne 2017 Heimersheimer Chardonnay, som også overraskede den ivrige vinblogger.

Weingut Deutzerhof var den første, som startede med at dyrke Chardonnay i hele Ahrdalen. Det skete i 1991, hvor Wolfgang Hehle plantede sine første Chardonnay vinstokke på husets marker ved Lohrsdorf nær Heimersheim i den østligste del af Ahrdalen. Der har markerne en perfekt undergrund for netop Chardonnay med löss, skifter og kalksten.

Vinstokkene er løbende beskåret via grøn høst, således udbyttet bliver forholdsvis lavt med 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er – efter et blidt pres – gæret i ståltanke med en kold 4-6 ugers lang gæring, hvorefter vinen så lagres i nye barriques ganske kort … blot 30 dage efterfulgt af yderligere lagring i ståltanke. Den korte lagring på barriques er for fortsat at sikre en stor friskhed i vinen.

Og det virker sgu ganske godt, for næsen byder på en lille bitte Chardonnay fedme, bare et lille touch, en slank fedme, som sammen med modne æbler, pærer og citroner. I munden er det syren, som er bannerfører, for vinen er meget krisp, sprød og frisk med grønne æbler, citroner og mineraler … en virkelig dejlig Chardonnay i en ubetinget frisk og slank stil.

På vingården koster vinen 18,50€ … svarende til 138 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Deutzerhof, Catharina C. Riesling Alte Reben, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Deutzerhof, Catharina C Riesling Alte Reben, Ahr, TysklandI havestuen hos Weingut Deutzerhof startede vinmageren Hans-Jörg Lüchau med at servere os et glas af denne lille charmetrold, en 2018 Catharina C. Riesling Alte Reben … lidt en overraskende vin for flere af os.

Vinen er selvfølgelig opkaldt efter Catharina Cossmann, som jo sammen med sin husbond Caspar Cossmann var med til at grundlægge vinhuset tilbage i 1574. Druerne kommer fra over 50 år gamle vinstokke fra stejle skifter terrasser på to marker, nemlig Altenahrer Eck og Mayschosser Mönchberg.

Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen gærer efter forsigtig pres. Efter endt fermentering har vinen lagret sur lie i ståltankene omkring et halvt år.

Og sikke en venlig Riesling næse … ikke sådan stålsat og syrevild, men i stedet med fersken, melon, mango, ananas, sådan god tropisk frugt og uden de sædvanlige citroner. Det er dog samtidig meget indbydende med en lille nerve.

I munden har vinen dog en rigtig fin, stringent og mineralsk syre, fortsat med de tropiske frugter. Catharina C. Riesling Alte Reben har imidlertid en virkelig flot balance … perfekt afstemning mellem syre og sødme, mens eftersmagen også er flot lang. Klart 4,5 fede fingre med stor pil op.

Forhandles på vingården til 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7