Tag-arkiv: 3½

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Branco, Alentejo, Portugal

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Branco, Alentejo, PortugalOrigens Vinho Branco er en portugisisk hvidvin, som kommer fra et vinhus, der hedder Espaço Rural … som betyder landdistrikt.

Det er imidlertid vinhuset Herdade do Rocim, som står bag Espaço Rura og det navn ringer en klokke, for vi er tidligere stødt på Herdade do Rocim her på Houlbergs Vinblog.

Herdade do Rocim er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere.

Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom, ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Origens Vinho Branco fremgår ikke fra producentens hjemmeside, men er lavet på druer fra Alentejo området i Portugal. Det er 45% Antão Vaz, 35% Arinto og 20% Roupeiro. Vinen har være lagret 4 måneder på ståltanke.

Næsen byder på lidt hyldeblomst, blomster, ananas, en gul Københavnerstang-is, lidt bamseline skyllemiddel, Jolly Time sodavand, karamel, men faktisk herlig frisk og parfumeret.

I munden er vinen meget let og easygoing. Det er meget “saft” i smagen, syren er pænt svag, men der er dog alligevel tilstrækkelig syre til give bare lidt struktur. En lille svag bitterhed i eftersmagen, men egentlig fin lille hvidvin til pengene.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 65 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Mészáros Pál, Cserszegi Fűszeres, Szekszárd, Ungarn

2018 Mészáros Pál, Cserszegi Fűszeres, Szekszárd, UngarnLad os da bare nuppe endnu en vin fra det ungarske vinhus Mészáros Pál og denne gang en hvid af slagsen … vinen Cserszegi Fűszeres, som er navet på den for os ukendte drue, som vinen er lavet på.

Druesorten Cserszegi Fűszeres er en lokal ungarsk drue, som har sit navn efter oprindelsen ved byen Cserszegtomaj nær Keszthely. Druen er en hybrid eller krydsning mellem den ungarske Irsai Olivér og Roter Traminer. Dermed er den i familie med traminer-druer og således nærmest fætter til Gewürztraminer … og har faktisk også lidt af samme aromatiske noter.

Cserszegi Fűszeres er fremavlet i 1960 af Károly Bakonyi på Pannon universitetet for planteavl. Den modner meget hurtigt, hvorfor den også ofte giver lidt søde og krydret vine. Ordet fűszeres betyder faktisk også krydret.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men mon ikke den lavet i rustfrie ståltanke som den roséfarvede søstervin, dvs. gæring ved lave temperaturer og aftapning efter endt fermentering.

Duftmæssigt er det en meget aromatisk, let parfumeret vin og ganske blomsterrig. Der er sæbe, astronaut-is, pærer, måske endda også lidt tropiske frugter og sødkrydrede elementer.

I munden er vinen sødlig med modne æbler og en halv dåse eksotiske frugter, meget easygoing og en vin, som rigtig mange vil kunne li’, da der er lidt saftevand-følelse. Der er klart stort bællepotentiale til sommer på terrassen og så har den også et krydret bid i eftersmagen. Det er klart 3,5 af de houlbergske tommelfingre og så endda med pil op.

Forhandles af Pannon Vin, hvor en flaske koster 71 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, Frankrig

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône Blanc, Rhône, FrankrigHvidvinene i Rhône udgør faktisk 7% af den samlede produktion og i 2017 svarende dette til 163.026 hektoliter. En af de hvide fra Rhône er denne Côtes-du-Rhône Blanc fra Vidal-Fleury.

Vinhuset ligger ved Tupin et Semons midt i de berømte Côte-Rôtie vinmarker. Vidal-Fleury er grundlagt tilbage i 1781 af Vidal familien og er i dag det eneste vinhus i Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Allerede tilbage i 1787 blev huset berømt, da den amerikanske præsident Thomas Jefferson besøgte huset … hvilken blev starten til en eksport af vinene.

I 1890’erne giftede Gustave Vidal sig med en datter af Fleury familien og dermed fik huset sit nuværende navn Vidal-Fleury, og en medgift som muliggjorde en genplantning af vinmarkerne efter den store phylloxera epidemi.

Vidal-Fleury havde oprindeligt en række vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men siden 1920 har de udvidet med marker i andre dele af Rhône og i dag opkøber huset også druer fra udvalgte vinavlere i hele Rhônedalen. Vidal-Fleury er dog i dag næsten blevet synonym med Côte-Rôtie.

Vinhuset er i dag dog ikke længere ejet af Vidal-Fleury familien, for det blev i 1984 købt af Guigal, som havde en særlig interesse i Vidal-Fleury, hvor Etienne Guigal selv blev udlært og arbejdede en lang årrække inden han i 1946 etablerede sig som vinbonde og grundlagde E. Guigal.

Guigal familien har sat Guy Sarton du Jonchay til at drive vinhuset, hvilket sker sammen med hans hustru Monika. De driver markerne sammen med Guigal og samlet har Vidal-Fleury og Guigal omkring 62 hektar i det nordlige Rhône. Hvor mange marker, som Vidal-Fleury har i den sydlige del ved jeg ikke, men de fleste af druerne opkøbes hos små vinavlere.

I 2006 startede Vidal-Fleury byggeriet af et nyt state-of-the-art winery, som blev færdigt i 2008. Det er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg … og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Denne Côtes-du-Rhône Blanc er en vin, som huset har lavet siden starten af 1980’erne. I denne unge årgang 2018 er den lavet på 87% Viognier, 5% Clairette, 3% Grenache Blanc og 5% Roussanne.

Druerne er høstet både med maskine og ved håndkraft. Omkring 30% er druerne er ligget en kort periode på skindet, mens resten af druerne blot er presses direkte.

Gæringen er sket ved 16 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret sur lie i 6 måneder inden filtrering, flaskning og lagring yderligere 3 måneder. Der laves årligt omkring 385 hektoliter af vinen, hvilket giver omkring 51.500 flasker.

Næsen er lidt neutral … men der er pærer, melon, ananas og måske lidt abrikos, lidt nødder, mandler og er ellers en smule opulent, lidt fluffy og svagt parfumeret. Der er blomster, papkasser, vingummibamser samt søde krydderier.

Smagen er blød, cremet, grønne æbler og tropiske frugter, en vis fylde, godt bid og friskhed, men ikke så kompleks.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigDen roséfarvede tsunami er snart på vej i takt med stigning i temperaturerne og jeres flittige vinblogger tester igen én af slagsen … vinen Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra negocianthuset Calmel & Joseph, som jeg har skrevet om nogle gange tidligere.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 30% Grenache, 20% Mourvèdre og 50% Cinsault.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er en rosévin med masser af frugt … jordbær, kirsebær, kiwi, banan og i det hele taget meget frugtagtig. Det er også klart nogle krydderier, lidt tyggegummi – men masser af rød frugt – og ellers noget syrefattig.

Heldigvis er der mere syre i smagen, end duften indikerede. Det er fortsat godt med med frugt, søde jordbær med friskhed fra citroner og en smule grape. Vinen har en god smag, selvom den måske mangler lidt lethed. Houlberg er Houlberg, så rosévine har svært ved at bryde mit beskyttende panser, men denne kunne jeg godt nyde på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Caves Primavera, Beira Atlântico Rosé, Beira, Portugal

2017 Caves Primavera, Beira Atlântico Rosé, Beira, PortugalTrip, trap, træsko … og på samme måde er farven på de tre rosévine langsomt blevet mørkere og mørkere og topper på denne Beira Atlântico Rosé, som kommer fra Caves Primavera.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille by Aguada de Baixo omkring 70 kilometer syd for Porto i appellationen Beira. Caves Primavera er grundlagt tilbage i 1944 af Vital og Lucénio Rodrigues de Almeida, og er i dag et ganske stort vinhus med et 10.000 kvadratmeter vineri med moderne teknologisk, avanceret udstyr, en gæringskapacitet på 2,5 millioner og lagringskapacitet på 3 millioner liter vin.

Husets tappelinje kan flaske 3.500 flasker vin i timen … så der skal nogle druer til. Caves Primavera ejer ikke selv ret mange vinmarker, men køber i stedet deres druer fra vinavlere både lokalområdet samt andre regioner i Portugal.

Det er i dag grundlæggerne børn og svigerbørn, der ejer firmaet og har gjort, at husets vine i dag eksporteres til 23 lande i hele verden, herunder altså vor egen lille andedam.

Denne Beira Atlântico Rosé er lavet på 100% Baga druer. Baga – som i øvrigt betyder bær – er en lokal rød drue, som primært findes i DOC Bairrada. Jeg har ingen oplysninger om selve produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på rustfrie ståltanke.

Som jeg indledningsvis skrev, så er farven mer’ rød end de tidligere, mens duften og byder på mer’ vin, er mere luftig med hindbær, citron og grønne blade.

Smagen er tør og krydret, men der er igen en lidt sød slagside, men slet ikke så meget, at det gør noget. Der er lidt kant, jern og citron i eftersmagen, men undervejs også mere syre til at holde tingene på plads, så vinen bliver vinderen af den lille trio af rosévine.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 49,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Domaine de Cabaudran, Rosé, Provence, Frankrig

2018 Domaine de Cabaudran, Rosé, Provence, FrankrigMed foråret godt undervejs er det måske tid til at teste én af Houlbergs yndlingsaversioner, nemlig rosévinene og endda helt hedonistisk med 3 styk i streg. Vi starter med en Côtes de Provence Rosé fra Domaine de Cabaudran, der ligger lidt øst for byen Le Beausset.

Domaine de Cabaudran drives af Alex Amic, som er 4. generation på vingården. Indtil 2017 havde vingården alene leveret deres druer til det lokale kooperativ, men det har Alex ændret og startet med at lave vine under appellationerne Côtes de Provence og Bandol, selvom han kontraktmæssigt er nødsaget til et stykke tid endnu at levere nogle af sine druer til kooperativet.

De laver ikke mange vine … alene 4-5 forskellige vine, hvoraf denne Côtes de Provence Rosé er én af dem, lavet på 35% Grenache, 35%, Cinsault, 10% Syrah, 10% Rolle og 10% Mourvèdre, som alle kommer fra 20 år gamle vinstokke.

Druerne er høstet dels med maskine og håndkraft og vinen er lavet på rustfrie ståltanke efter en kort og kølig hvile. Derefter presses druerne og gærer ved 17 grader. Efter endt fermentering flaskes vinen og frigives til salg. Der laves årligt 6.600 flaske af vinen.

Næsen er helt straight-forward med jordbær, hyld, ananas samt en smule astronaut-is. Det er ikke så kompleks, men frugtlækker og direkte i aromaerne. I munden er vinen lidt i samme boldgade, sød og let med en smule grape i eftersmagen. Det er klart en terrassebasker til grin, smil og leg.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, ItalienProduttori dei Colli et ikke en vingård i Piemonte, men et projekt aka samarbejde mellem Solera, Cantina Clavesana og vinkonsulenten Gianfranco Cordero, der er bl.a. også arbejder for G.D. Vajra og andre producenter. Denne Langhe Rosso er en af vinene fra samarbejdet og lavet på kooperativet Cantina Clavesana.

Cantina Clavesana ligger i byen Clavesana lidt sydvest for Monforte d’Alba og er grundlagt tilbage i 1959 af 32 initiativrige vinbønder anført af Enrico Gallo. Det har specialiseret sig i at producere vine på Dolcetto og tæller i dag omkring 340 medlemmer med samlet 515 hektar vinmarker.

De øvrige partnere i Produttori dei Colli projektet er – som nævnt – Gianfranco Cordero, som er en anerkendt italiensk ønolog, der tidligere fra 1979-1986 har arbejdet på en lang række vingårde i Italien.

Men siden har han igennem 25 år arbejdet som vinkonsulent, i dag primært gennem sit konsulentfirma Cordero Consulenze og har derudover en række poster med forskning indenfor den italienske vinindustri. Det er i øvrigt Gianfranco Cordero, som I kan se på billedet ovenover.

Solera er et norsk foretagende, som siden 1924 har stået for vinimporten til det vor nordiske broderfolk. De samarbejder med importører i 34 forskellige lande og er altså også en af initiativtagerne til projektet Produttori dei Colli.

Så vidt jeg kan se, så laves der to vine i dette samarbejde … en Barolo og så denne Langhe Rosso, som dels udgives på flaske samt i en 3 liters bag-in-a-box.

Vinen er et skønt mix på 50% Barbera, 25% Nebbiolo samt 25% Dolcetto. I nyere årgange er der også lidt Pinot Nero i. Vinifikation sker på rustfrie ståltanke, men Nebbiolo druerne har lagret 12 måneder på egefade, men de øvrige sorter blot er lagret på ståltankene.

Denne Produttori dei Colli Langhe Rosso har i glasset en pæn mørk farve, så det er klart både Barbera og Dolcetto druerne, som giver vinen de mørke nuancer.

Næsen er ganske animalsk, først lidt babybræk – på den fede måde – roser, læder, violer, italiensk syre samt kirsebær. Der er klart nogle Barbera karaktertræk i duften … fyldige, rustikke og landlige.

Smagen er meget syrlig på en lidt blomstret måde, virkelig tør med blåbær, brombær, pænt med tanniner, men det bliver samlet set en kende kantet og rustikt. Den bider lidt af mig, men det er vel en af kvaliteterne i nogle af de italienske vine.

Forhandles af Megavin.dk, hvor en flaske normalt koster 129 kr., men i uge 17 kommer op tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Sur Andino, Mirla Bay Sauvignon Blanc, Leyda Valley, Chile

2018 Sur Andino, Mirla Bay Sauvignon Blanc, Leyda, ChileDen chilenske Mirla Bay Sauvignon Blanc er næste vin i mit dejlige Nude Stem Zero vinglas … og kommer fra et vinhus, der hedder Sur Andino, der ligger ved den lille by Buin lidt syd for Santiago. Der er lige ved Maipo Valley.

Sur Andino er ejet af Claro Group, der bl.a. også ejer det velkendte vinhus Viña Santa Rita. Vinhuset er reelt grundlagt i 1995 af den store vin- og spirituskoncern Pernod Ricard, som dog i 2001 solgte Sur Andino til Claro Group, som fortsat i dag ejer vinhuset.

Claro Gruppen er en stor spiller i den chilenske vinbranchen og samlet har de 2.000 hektar jord, hvoraf 1.600 hektar er vinmarker i de mest prestigefulde vinområder såsom Maipo, Casablanca, Colchagua og Apalta.

De har forskellige vinerier … faktisk hele 6 af slagsen med en total kapacitet på omkring 65 mio. liter vin og derudover 3 store tappeanlæg med den mest avancerede teknologi.

Denne Mirla Bay Sauvignon Blanc er produceret af 100% Sauvignon Blanc-druer, der er dyrket i Leyda Valley i Chile. Druerne er plukket ved håndkraft, og vinen har udelukkende været lagret på ståltanke for at bibeholde så megen frugt som muligt.

I næsen er det klart stikkelsbær, grøn peberfrugt, lidt appelsinsaft, kiwi og måske endda også lidt hyld. Der er lidt småsøde krydderier, meget ligeud uden voldsom dybde, men har lidt kalkagtige noter, svag citrus og ellers en kende til den neutrale side.

Smagsmæssigt er vinen nem at drikke, men samtidig en ganske syrefattig udgave af en Sauvignon Blanc. Det er tyndt med en lidt flad smag, eftersmagen fader meget hurtigt, men på en sommerdag en rigtig terrassevin til billige penge.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 49,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Château Gilbert & Gaillard, Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2017 Château Gilbert & Gaillard, Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigAftenens første rødvin fra Languedoc var igen fra Terre Sauvage serien fra Château Gilbert & Gaillard, altså med opkøbte druer. Det var denne økologiske Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc.

Druerne kommer som nævnt fra andre vinavlere i området, men er dyrket økologisk, men ellers er vinen næsten lavet som den forrige fra de to anerkendte vinanmeldere. Det betyder, at druerne efter høst afstilkes og presses om natten for at bevare friskheden og forhindre oxidering.

Gæringen af denne Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc sker i rustfrie ståltanke med lav temperatur og vinen lagrer efter endt fermentering også i ståltankene en periode … hvor lang tid kan jeg dog ikke se. Men vinen har således ikke været lagret på egefade.

På billedet ovenover er det denne gang François Gilbert, som står i en af husets vinmarker.

Næsen afslører en lidt varm Pinot Noir vin, som samtidig har lidt en bio bio næse med lidt krudt, stald, gammelt sengetøj, søde og røde bolsjer, syltede kirsebær, brombær, nogle grønne elementer, blæk og franskbrød. Der mangler måske lidt en rød tråd i aromaerne.

I munden er der først lidt ribs, men igen også mere varme og dermed bliver det en smule kluntet, lidt for fluffy. Det er klart varmere end fx Bourgogne og mangler lidt syre og rygrad efter min mening.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienBarbera d’Asti Frem laves af Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, som ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn placeret i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar.

Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Denne Barbera d’Asti Frem er også lavet med druer fra omkring 400 meters højde, selvfølgelig 100% Barbera, og lavet helt traditionelt og lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Jeg har smagt Barbera d’Asti Frem tidligere og været begejstret … men ikke denne gang, hvor næsen afslører en lidt for sød vin, som nærmest virker overdone. Frugten er meget sødlig, måske endda lidt gæret i udtrykket med blommer, svesker og figner, hvilket så suppleres med fadnoter af kanel samt masser af vanilje.

Smagen er også meget sød, selvom det hele leveres blødt og cremet, men det bliver alt for fluffy, lidt for meget, så vinen mangler helt klart syre, rygrad og elegance. Hvad sker der? Jeg er ellers meget stor Scagliola fan, men denne rammer ved siden af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7