Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2014 Weingut Salwey, Oberrotweil Spätburgunder RS, Baden, Tyskland

Oberrotweil Spätburgunder RSMed næste vin fortsatte vi hos Weingut Salwey, nemlig med deres Oberrotweil Spätburgunder RS, hvor druerne – som foregående – også kommer fra nogle af husets marker med vulkansk undergrund omkring den lille by Oberrotweil … her blot nogle af de bedste marker.

Vinen er lavet med 7 dages koldmaceration, hvorefter gæringen sker ved 25-33 grader med druernes naturlige gær i yderligere 14 dage. Derefter lagres vinen 12 måneder på burgundiske 228 liters barriques med 20% nye fade. Selvom det er 228 liters fade, så er de lavet på egetræer fra Kaiserstuhl.

Vinen flaskes fuldstændigt uden filtrering, og vinen har 1,2 gram restsukker på liter.

I forhold til foregående Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder er denne Oberrotweil Spätburgunder RS klart mere grøn i udtrykket. Der er fin lethed, blomster, blæk, kirsebær, bolsjesyre, svag eukalyptus, en animalsk syrlighed og lettere parfumeret duft. Hmmmmmm.

Det smager rasende godt, og frugten er lys, let og koncentreret syrlig, præcis og har godt med lette tanniner. Det er jordbær, hindbær og sammenlagt er vinen bundet rigtig godt sammen. Salwey er sgu virkelig en god producent af Spätburgunder, hvilket dette er et fint bevis for.

Købt på vingården, hvor prisen er 19€ ,.. svarende til 142 kr

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2013 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandTiden er Weingut Salweys bedste ven … hans Spätburgundere bliver bare bedre og bedre med alderen, hvilket også gælder denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, som vi her har i en årgang 2013.

Weingut Salwey har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i efteråret 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil, hvor du også kan læse lidt om historien om vinhuset samt vort indtryk ved besøget.

Denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder har jeg også skrevet om tidligere, blot i årgang 2012. Det er en Gutswein, altså alene en vin fra husets basisserie og fra marken Käsleberg. Hos Salwey høster de altid en kende før andre producenter, hvilket er med til at gøre vinene lidt syrligere og grønne i deres yngste år.

Denne er alene lavet med druernes naturlige gær, maceration i 23 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques. Ved flaskning sker der ingen filtrering og som altid med Salweys vine, så er der meget begrænset restsukker, oplyst til 1,9 gram pr. liter.

I glasset er vinen virkelig smuk transparent teglfarve på vej mod orange, mens duften er virkelig lækker. Fadene er klart fremme i næsen, lyse kirsebær, røg, strejf af sød kostald, mildhed, krydrede noter, svag kanel samt et grønt islæt.

Smagen har god nerve, er blød med lyse bær, lidt kirsebær, lethed, blide tanniner, lethed, ren frugt, grønne blade, let peber, mineraler og fint balanceret. Alderen har helt klart blødgjort vinen, så den nu fremstår meget helstøbt. Det er sindssygt højt niveau for en Gutswein.

Købt på vingården, hvor prisen i dag – for nyere årgang – ligger på 12€ … eller beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, TysklandSå er vi atter tilbage hos Weingut Schneider – am Weiler Schlipf, altså Claus Schneider og sønnike Johannes Schneider, og denne gang med en rigtig Weiler Schlipf CS Spätburgunder og endda med 3 stjerner.

I modsætning til deres Weiler Pinot Noir Blanc de Noir er der nu kommet mere tyngde og kompleksitet i vinen. Vi er selvfølgelig også kravlet længere op ad kvalitetsstigen, da denne Weiler Schlipf CS Spätburgunder er husets røde topvin, hvor druerne også kommer fra deres bedste mark Weiler Schlipf.

Vinen er lavet ved, at alene halvdelen af druerne afstilkes, hvorefter vinificering sker i rustfrie ståltanke. Maceration og gæring varer samlet 3 uger med regelmæssig omrøring. Derefter hviler saften i 48 timer inden den lagres 24 måneder i egefade, heraf 1/3-del nye fade. Der er alene 1,1 gram restsukker pr. liter.

Og nu snakker vi mere klassisk, tysk Spätburgunder med en sød, animalsk og dampende kostald, intens og inderlig. Der er kraft i frugten, men fortsat med en fin lethed. Frugten er nærmest gærede bær, jordbær, hindbær, kirsebær og egefadene er godt integreret i vinen. Der er krydderurter, honningkager, røg og nelliker … dufter bare lækkert.

Smagsmæssigt er det zen … totalt afbalanceret og det kombineres med en lang eftersmag med hvid peber og kraft. Der er eg, kalk, mineraler og kompleksitet. Det er sgu god Spätburgunder.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, Baden, Tyskland

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noirs, Baden, TysklandNæste vin var også en Blanc de Noirs … blot uden bobler, nemlig en Weiler Pinot Noir Blanc de Noir fra Weingut Schneider … alias Weingut Claus Schneider am Weiler Schlipf.

Weingut Claus Schneider holder nemlig til i midt i byen Weil am Rhein i den sydligste del af Baden .. området der kaldes Markgräflerland lige på grænsen til Basel i Schweiz og Alsace i Frankrig. Vingården drives – som navnet siger – at Claus Schneider sammen med hustruen Susanne Hagin-Schneider.

Claus er uddannet som vintekniker i Weinsberg, mens Susanne også kommer fra en vinfamilie, nemlig Friedrich Hagin i Haltingen og endda været vindronning i Baden.

De overtog driften af familiens vingård i 1982, men familiens historie indenfor vinproduktion går dog helt tilbage til 1425 og vinene fra vingården har været solgt til kunder siden 1881, hvor de dog blev leveret i træfade.

I dag er sønnen Johannes Schneider kommet med i driften og er langsomt ved at overtage styringen på vingården.

Weingut Schneider har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Weiler Schlipf, Ötlinger Sonnhole samt Haltinger Stiege, hvor de primært dyrker Pinot Noir / Spätburgunder, men også andre sorter som Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Chardonnay og Gutedel.

Her er det husets Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, som vi smager. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duften er ganske aromatisk … og endda med skrald på. Virkelig fyldige Pinot Noir noter med jordbær, hindbær, en lille stald, lidt vinblade og søde krydderier.

I munden er det smag af melon, fersken og hindbær … blød og saftig, mens syren er blid. Der er lidt jern i eftersmagen, men ellers er vinen sådan ganske ligetil.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin kommer ganske vist fra Baden, men er lavet af vinmagere fra 2 vinområder, nemlig af ægteparret Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, hvorfor den også meget passende hedder Hand in Hand Spätburgunder.

Ahr til Baden … A til B er også helt bogstaveligt vist på etiketten, der både rummer druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé. Og det er en vin, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2012.

Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal, Baden og Meike Näkel fra Meyer-Näkel i Dernau, Ahr kan I se på billedet ovenover. De blev gift i 2011 … men de to vinhuse kører videre uafhængig af hinanden, dog med dette fælles projekt Hand in Hand.

Der laves dog kun 3 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder, denne Spätburgunder samt en Rosé Sekt, som er lavet på både Grau- og Spätburgunder.

Jeg skal nok undlade at skrive om vinhusene … begge huse har jeg nemlig skrevet om tidligere her på bloggen, så i stedet kigger vi lidt nærmere på denne Hand in Hand Spätburgunder, hvor druerne i dag udelukkende kommer fra marker i Baden. I starten var der også en smule druer fra Ahr i vinen, men det ser ikke ud til at være tilfældet længere.

Druerne høstes manuelt, og er lavet med 2 ugers maceration og fermentering i bütten … små åbne egekar. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen ikke helt lys og transparent … men lidt mørkere end traditionel Spätburgunder. Næsen er dog klassisk Pino med lidt sød stald, hindbær, røde bolsjer, estragon, enebær, røg, kastanjer, kakao, baconfedt, grannåle og lidt kanel.

Smagsmæssigt er det syrlige kirsebær, hindbær … nærmest som frysetørret frugt. Vinen har en lidt kraftigere og varmere side end de fleste tyske Spätburgundere, men har ellers en blød syre og er ganske blid med en eftersmag med lidt krydderier.

Købt på weine.de, hvor prisen er 13,40€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Enderle & Moll, Spätburgunder Rosé, Baden, Tyskland

2015 Weingut Enderle & Moll, Spätburgunder Rosé, Baden, TysklandSom Edwin Starr sang tilbage i 1970 i discohittet … eller noget i retning af; Rosé, huh, good god, what is it good for, absolutely nothing, listen to me. Men med forårets komme dukker der alligevel engang imellem gode rosévine op, som fx denne Spätburgunder Rosé fra Weingut Enderle & Moll. Så får man alligevel smør i de roséfarvede knæhaser.

Weingut Enderle & Moll har jeg skrevet om tidligere … de to vildmænd Sven Enderle og Florian Moll samt deres beskedne 2,1 hektar økologiske og biodynamiske vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region omkring 30 kilometer nord for Freiburg.

De laver sindssygt spændende vine og går i det hele taget deres egne veje end de andre vinbønder, bl.a. ved at lave alle deres vine udenfor de gængse normer, og således blot klassificere vinene som Tafelwein.

Og i markerne er tilgangen til produktionen også en tak anderledes og de lader fx græsset gro vildt mellem alle vinstokkene. De forsøger at efterleve økologiske og biodynamiske dyrkning, men sprøjter dog med fosforsyre to gange årligt på grund af de vanskelige forhold i vinmarkerne. Det sker med en helt almindelig sprøjte, som de tager på ryggen og så begiver de sig ellers ud i markerne.

I det hele taget sker hele produktionen for små midler, da Enderle & Moll ikke har råd til de store investeringer. Det står selvfølgelig i skærende kontrast til nogle af de store og anerkendte producenter, hvor der er sket massive investeringer.

Hos Enderle & Moll bruger de en gammel manuel vinpresse, hvor druerne presses ved at skrue på et håndtag, således druesaften løber ud mellem gennem åbningerne i kurven. Sven synes, at det fungerer helt optimalt, mens de fleste vingårde ellers har droppet de gamle vinpresser og i dag anvender dem som en slags blomsterkrukker foran vingårdene.

Men trods det beskedne budget, så kom alle de bedste Michelin stjernekokke under en stor, tysk Pinot Noir smagning – Big Bottle Party 2013 – på Hotel Plaza i Berlin hen til Sven og Florian og fortalte dem, at deres vine virkelig var langt over de andres. Og der var ellers huse som Weingut Friedrich Becker, Weingut Bernard Huber samt Paul Fürst fra Franken til stede. Det gav blot ekstra opmuntring til de to aparte vinproducenter.

Og lidt aparte er de. Sven – som I ser på billedet ovenover – er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille, som hjælper og ellers står for den administrative del og render rundt med hans store hund, som er lidt sin egen og ikke lader sig kommandere rundt.

Udover de nuværende 2,1 hektar, så er Sven og Florian ved at indgå en aftale om levering af druer fra én af deres venner, som ejer 7 hektar vinmarker og i dag leverer alle druerne til det lokale kooperativ.

Vennen hedder Manfred Enderle, men er trods navnet ikke i familie med Sven. Hans 7 hektar hører imidlertid med deres 50-60 år gamle Spätburgunder stokke til nogle af de bedste marker i området, og Sven er sikker på, at havde Manfred selv lavet vin derfra, så havde han været iblandt de 3 bedste producenter i området.

Manfred skal fortsat passe markerne, og så skal Enderle & Moll aftage druerne. Det kræver dog lige en mindre udvidelse af produktionsfaciliteter, hvilket er bekostelig, så måske skal produktionen øges i etaper, eller også skal de tage imod hjælp fra nogle af de investorer, som står klar til at hjælpe den lille garageproducent.

Under alle omstændigheder, så tegner det godt for fremtiden hos Weingut Enderle & Moll. De har allerede forsøgt sig med lidt druer fra Manfreds mark … og det tegner særdeles godt.

Denne Spätburgunder Rosé blev nydt en solrig forårsdag til lidt Arla Unika oste og Houlbergs hjemmelavede gougères med gedeost samt et godt, mørk brød bagt med mørk stowt øl.

Druerne til denne Rosé er høstet med et udbytte på 30-40 hektoliter pr. hektar. Druerne er presset i den gamle vinpresse, og den alkoholisk gæring er sket i brugte egetræsfade. Vinen er hverken klaret eller filtreret, men den er modnet 12 måneder på gæren sur lie.

Og det er i glasset også en herlig grumset vin med en smuk, intens farve, hvilket du måske også kan fornemme på billedet ovenover. Og samtidig med en spændende næse, hvor der først er lidt blomster på syre. Vi sidder i en jordbærhave, men der er også hindbær og rabarber, urter og mynte i haven.

Spätburgunderen er genkendelig i aromaen og med lidt luft i glasset, så åbnes sluserne endnu mere. Det gør duftene endnu mere intense og åbner også for nogle biodynamiske aromaer som krudt, kål og et godt surbundsbed.

Smagsmæssigt har vinen en rank struktur, er frisk … men samtidig kompleks med jern, rosenvand og er oss’ tør, så man næsten kan mærke tanninerne. Syren er præcis … en centreret citronsyre, som lige prikker og vækker dig af tornerosesøvnen. Det er langt fra terrasse bællerosé.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske kostede 110 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandFra Thörle til Wöhrle. Med næste vin – selvfølgelig også på Spätburgunder – rykker vi til adressen Weinbergstraße i byen Lahr ved Schwarzwald i Baden omkring 15 kilometer syd for Offenburg, hvor vi finder Weingut Wöhrle.

Vingården hed oprindelig Weingut Stadt Lahr og var grundlagt tilbage i 1943, som et stats- og kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen. I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen derfor, at driften skulle ophøre, hvorfor Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 spurgte Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Lahrer Herrentisch, Kirchgasse og Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk … altså i over 25 år, hvilket er ganske imponerende.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen. Det er i øvrigt Markus i kan se på billedet ovenover sammen med hans yndige hustru Tanja.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Efter overtagelsen af driften i 2013 har Markus nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle. Jeg har tidligere drukket denne deres Spätburgunder Gutswein i årgang 2011, men der stod der altså Weingut Stadt Lahr på etiketten.

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til årets vinmager i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. Han er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist.

På Weingut Wöhrle dyrker Markus nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten – faktisk hele 80% – på burgunder sorterne, altså henholdsvis Spätburgunder, Weißburgunder samt Grauburgunder, men også lidt Müller-Thurgau, Chardonnay og Riesling.

Denne Spätburgunder er huset røde Gutswein, som er lavet med druer fra en række af husets marker, har gennemgået 10 dages macerering inden gæring, hvorefter vinen har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Uha … den dufter da vildt godt og farer lige i dit fjæs. Der er både bacon, kød, banan, modellervoks, sødme, kirsebær samt godt med eg, kanel og lidt mynte, lakrids og en dusk grønne urter og en afbarket gren. Der er fart på drengen og potensen i 5. gear.

I munden er vinen fyldt med saftighed og drikkeglæde … lidt hvalpet og pleasende, men sådan bliver det jo, når hvalpen er i teenageårene. Udover det fyldige, det varme og det modne, så er der en svag bitterhed, lidt jern, grønne grene, landlig syre, men ellers er vinen blid, blød og venlig som en ekspedient hos Jysk. Hvad sku’ der ellers være? Intet, jeg er tilfreds.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., men du får 28% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 128,88 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg GG Spätburgunder, Baden, TysklandNow we’re talking … en af stjernevinene fra Fritz, Friedrich og resten af Keller-banden hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i herlige, lille Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl. Überbevisende og stjernegodt.

For et år siden havde Jan og jeg et kongebesøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, hvilket jeg også skrev om i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Læs det, hvis I vil vide mere om vinhuset.

På billedet ovenover kan I se der ganzen familie. Det er lige udenfor den 1-stjernede Michelin restaurant Schwarzer Adler, hvor Jan og jeg klokken lort om natten, efter en våd Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein lige skulle nyde et sidste glas Spätburgunder.

Det var imidlertid ikke denne Eichberg GG Spätburgunder, som ellers er en af husets topvine og samtidig søstervin til Kirchberg GG Spätburgunder, som jeg for nogle måneder siden også smagte ved Gert E. Han besøgte nemlig også huset og restauranten her i sommers med hans frue.

Oberrotweiler Eichberg marken we en af området bedste Grosse Lage marker og den ligger – ligesom Kirchberg – ved nabobyen Oberrotweil … ja faktisk lige mellem Oberrotweil og Bischoffingen på en højderyg af vulkansk oprindelse.

Det er en mark, som også den godmodige, karismatiske og humørfyldte Karl Heinz Johner har parceller på. Fra Johner har jeg fx tidligere smagt et sip af hans imponerende 2011’er Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, som Karl Heinz også selv var ovenud tilfreds med. Det lagde han bestemt ikke skjul på.

Denne 2014 Eichberg GG Spätburgunder fra Schwarzer Adler er lavet helt traditionelt, bl.a. med 20-30 dages maceration og den har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere. God tørhed med 1,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen nærmest mælket … rolig nu, jeg sagde ikke malket. Men der er både mejeri, lidt A38 (den klassiske), mentol, eukalyptus, kaktus, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster og duften er da bare for lækker.

I munden er det en stram lærerinde … pisken frem, korsettet på og en kende irettesættende. Men her er der grund til at rette sig ind, for det er skarp jern, sten, hvid peber og stram syre samt direkte tæt frugt. Det er hindbær, jordbær og en tand kirsebær. Fylden fra varme Baden mærkes, men holdes i snor af den herlige syre. Uha det smager godt. Smæk mig lærerinde.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Kirchberg GG Spätburgunder, Baden, Tyskland

Vi sluttede Weingut Franz Keller Schwarzer Adler rundturen med husets Grosse Lage Kirchberg GG Spätburgunder … en af husets topvine. Den er samme vin, som for år tilbage blot blev kaldt Selection A og A’et fremgår da også fortsat som et vandmærke på bagetiketten.

I dag er A vinen dog blevet til 3 separate enkeltmarksvine, nemlig fra Grosse Lage markerneOberrotweiler Kirchberg, Oberrotweiler Eichberg og Achkarrer Schlossberg, hvor sidstnævnte er den absolutte topmark.

Oberrotweiler Kirchberg ligger jo lige ved nabobyen Oberrotweil. Det er en forholdsvis lille mark på 4,5 hektar – faktisk den mindste i Kaiserstuhl – og bl.a. Salwey har også parceller på marken. Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og har en mørk, sort og stenet jord, som også præger vinene herfra.

Vinen er lavet traditionelt og har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Duftmæssigt er denne Kirchberg GG Spätburgunder mere streng end forrige lillesøster og har heller ikke helt samme lethed. Der er til gengæld, flæsk, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster samt en dejlig animalsk side med både stald og gammel ged. Dufter himmelsk.

I munden har vinen en skarp, grøn side … her bliver Bourgogne referencerne endda endnu mere tydelige. Det er strengt og syrligt, hindbær, jordbær og en tand kirsebær, men alt i en fløjlsblød indpakning. Det smager stjernegodt, men sjovt nok er jeg mere vild med lillesøsteren … på den måde er jeg sgu meget billig.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Jechtinger Enselberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Der er ikke meget liv i den lille by Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl udover selvfølgelig et vinkooperativ og en håndfuld vinbønder, primært Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, deres topmoderne vineri, hotel samt Kellers 3 restauranter, hvor den primære Schwarzer Adler såmænd også har en Michelin stjerne.

Det er med andre ord et sandt lille smørhul for gourmenter, vinelskere og folk, som bare ønsker en god oplevelse. Selv hotellet er spitzenklasse og tilbyder total forkælelse med lækre værelser, fantastisk morgenkomplet og høj service. Det kan varmt anbefales.


Jeres flittige vinblogger i trukket i hotel Schwarzer Adlers badetøfler.

Og man glemmer ikke, at man er på Schwarzer Adler, for alle steder fremgår vinhusets logo med de to germanske ørne. Det er på håndklæderne, badekåben, sæben og de hvide tøfler.

Der er selvfølgelig også brochurer på alle værelser for vinhuset og restauranterne Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock og KellerWirtschaft.

Nå, i dette smørhul finder vi dermed atter en af Kellers flotte Spätburgunder … en ny vin i deres sortiment, nemlig vinen Jechtinger Enselberg Spätburgunder og det er én af de bedste vine, som jeg har smagt fra vinhuset.

Vinen er en enkeltmarksvin med druer fra erste lage marken Jechtinger Enselberg … altså stort set fra samme mark, som leverede druerne til den tidligere smagte vin fra Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl. Marken ligger lige mellem byerne Jechtingen og Bischoffingen.

Jechtinger Enselberg Spätburgunder er lavet stort set som facon som forrige vine, altså med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på både brugte barriques og større fade … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

I næsen er der lidt af det samme som hos Kellers Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, men lidt mere tæt, intens, let og svævende i duften, selvom vi er nede i marginaler. Men den er klart mere imødekommende, utroligt feminin og hold nu kæft, hvor det bare dufter godt. Der er mere blødt med hindbær, jordbær, lethed og svævende syre. Far er glad, meget glad.

Smagen er ren, præcis og stringent med kontrolleret syre, en tør og fin syre og – uha – det smager godt. Der er et grønt islæt med klare referencer til Bourgogne og syren spids, præcis og sætter dig blidt på plads.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 27€ … svarende til 200 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7