Tag-arkiv: Tyskland

2017 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

17 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger GG, Württemberg, TysklandStettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Karl Haidle er en fabelagtig vin. Jeg har tidligere smagt den i årgang 2016, men nu havde Jan taget en flaske med af 2017’eren.

Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.

Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.

Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.

Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.

Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.

Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Denne Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs kommer marken Mönchberg Gehrnhalde, også lokalt kaldt Stoffelkopf. Marken ligger vest for Stetten lige under marken Häder, hvor Haidles Lemberger vinstokke er næsten 40 år og dermed nogle af de ældste af slagsen i hele Remstal.

Vinen er lavet med en uges premaceration efterfulgt af den alkoholiske gæring, der sker spontant alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 24 måneder … først 18 måneder på barriques og så 6 måneder på store egefade. Der er lidt restsukker på 3,3 gram pr. liter.

Duftmæssigt er vinen som et godstog, som kommer drønende … totalt tungt med engelsk og finsk lakrids, søde lakridspiber, masser af blomster, urter, rosmarin, timian, solcreme, mejeri, sorte oliven, opulent med blæk, koks, mørk frugt, pænt fadpræg, saftige blåbær, sorte kirsebær, blommer, kakaopulver, vanilje, kanel, brødkrummer, chokolade, læder, masser af røg … men med lidt luft i glasset fortager nogle af de tunge dufte sig og man fornemmer også en vis syrlighed.

Som med 2016’eren er vinen i munden langt mere let, lys og syrlig, mere ren og mineralsk med jern, mellemrøde bær, blommer, syrlige kirsebær, kirsebæressens , kirsebærlikør, ribs, granatæbler, Campari og slåen. Der samtidig en rustik landlighed over vinen, kraftig, meget intens med grønne urter og bid. Igen bare en monsterlækker vin.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 509 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder GG Rappenecker, Baden, Tyskland

2015 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder GG Rappenecker, Baden, TysklandVi skulle også forbi Weingut Dr. Heger igen og det med en 2015 Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Große Gewächs Rappenecker … og det er bare imponerende druejuice.

Druerne til denne Heger topvin kommer fra Große Lage marken Ihringen Winklerberg … fra den lille del af marken, som hedder Winklen, men som Heger selv kalder for Rappenecker.

På denne del af Winklerberg marken er der en undergrund med en højere andel af kalk i den vulkanske undergrund. Rappenecker ligger også 30-50 højere på en mere stejl del af marken ved siden af et skovklædt område med en eksponering mod sydvest og med vinstokke plantet tilbage i 1960’erne.

Vinen er egentlig lavet som de øvrige Spätburgunder vine hos Heger med maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf en stor andel nye fade. Der er kun lavet 2 barriques af denne vin.

Hvor dufter det godt … herlig animalsk, sød kostald, virile heste, fin landlighed, hvor frugten er kirch, søde kirsebær, brombær, blommer, røg, bål og så – som vanligt hos Heger – godt med tung fadpræg, hvor der specielt er vanilje, kanel og lakrids. Der virker som en saftig, sød og rund vin med en lille kølig side via noter af grafit, mentol, mynte samt mørk chokolade, kakao og kaffe.

Smagsmæssigt har vinen dog en rigtig fin syrlighed, masser af sure kirsebær, ren hindbær, ribs, tranebær og det giver en vis friskhed. Syren har mørk bitterhed, tørhed og fin elegance. Vinen er nemlig bare så elegant og med en fin, sart balance mellem syre og sødme. Det er et kærlighedsmøde mellem frisk frugt, mælkechokolade og bitterhed, lidt peber og den fineste syre. Stor Spätburgunder, så dermed 6 fine fingre med pil op.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Frühburgunder GG, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Frühburgunder GG, Ahr, TysklandOg næste vin var skam også fra  Weingut Jean Stodden, men nu tog vi et sandt kvantespring med denne Recher Herrenberg Frühburgunder Großes Gewächs 2018.

Recher Herrenberg Frühburgunder GG er den billigste af Stoddens Großes Gewächs vine. Det burde dog være den dyreste, da den den skrøbelige diva drue normalt er langt mere besværlig at have med at gøre end Spätburgunder.

De fleste af vinbønderne i Ahr beskytter fx alle Frühburgunder vinstokke med net, når druerne begynder at blive modne og er ellers bare meget mere følsom i håndteringen ag druen, der oven i købet samtidig giver et meget lavt udbytte.

Hos Jean Stodden er vinen lavet lidt som de øvrige vine, altså med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 14 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på brugte og nye barriques.

Herrenberg Frühburgunder dufter herregodt med dyb animalsk kostald, godt med fadpræg, vanilje, kalk, kul, et lille pilleglas samt en syrlig frugt med hindbær, jordbær, ribs og virker absolut langt mere svulstig og fed end 2017’eren, men 2018 var jo også et varmt år. Der er også røg, et lille fedtlag, nogen saftighed og en våd kælder. Dermed bliver vinen ikke så lys og feminin samt 2017’eren.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er mere koncentreret, saftig og tæt. Det er fortsat meget cremet og blødt med jordbær og kirsebær, gran, nelliker, mørk chokolade, fine tanniner og en grov syrlighed. Men det er fortsat en vin, hvor man bliver totalt glad i låget og Stodden kan bare noget.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom tidligere skrevet, så skulle vi støde på Weingut Jean Stodden flere gange denne aften og det blev det en Spätburgunder basisvin, som Flemming serverede for os.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne høstes selvfølge med håndkraft og fermenteres over 14 dage i rustfrie ståltanke med skindet. Herefter sker der en malolaktisk gæring og så lagrer vinen i gamle 1.000 liters egetræsfade i knap 11 måneder.

2019’eren minder på mange måder om 2018’eren med en streng næse, der er urtet og grøn. Der er kirsebær, granatæbler suppleret med lejrbål og masser af os, våde brugte vaskeklude, mynte, timian, eukalyptus, tulipaner og lægeurter.

Smagen følger duften meget godt og er syrlig, røget, bitter med stram syre, stramme tanniner, syrlige kirsebær, ribs og brombær, men lidt kluntet og småskæv inklusiv en pose syrlige drops. Som sidst kan den lige hive sig op på 4,5 Spätburgunderglade fingre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Dr. Heger, Achkarrer Schlossberg Grauburgunder GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Dr. Heger, Achkarrer Schlossberg Grauburgunder GG, Baden, TysklandSjovt nok kom næste vin også fra et vinhus, som jeg har besøgt før, nemlig Weingut Dr. Heger i Ihringen i Baden. Her smager vi en monstrøs 2016 Achkarrer Schlossberg Grauburgunder Grosses Gewächs.

Det var i tilbage i 2016, at jeg besøgte Heger … et besøg, som du kan læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.

Marken Achkarrer Schlossberg er en af Hegers bedste marker og ligger lige vest for Ihringer Winklerberg ved landsbyen Achkarren.

Det er en meget stejl vinmark med store og stejle terrasser, men ligger meget solrigt på et af de varmeste steder i Tyskland med en vest til sydøst orientering, meget lidt nedbør og en rimelig gold jord, primært med sten af vulkansk oprindelse.

Marken regnes i øvrigt som Tysklands bedste mark for specielt Weissburgunder og Grauburgunder, men giver også Riesling vine, som er stærke og udtryksfulde, men også altid elegante.

Besøgende kan gå gennem marken på en 2,4 kilometer lang sti, der fører hen over Schlossberg med en smuk udsigt udover Achkarren … hvis ellers du har bentøjet i orden.

WAUW … der er brunet smør, moden og næsten oxideret frugt, meloner, fersken, ananas, dåsepærer, masser af fadpræg med både franskbrød og høje vaniljesnegle, karamel og hasselnødder. Det er en duft nærmest på epo, virkelig fadtung indbydende, vild og våd supperet med smågærede noter, skocremer, hvid nougat og er virkelig overdådig, eksplosiv og opulent.

I munden er vinen lige sådan … vild, blodig, fyldig og eksplosiv, bare så cremet og blød, men uden at miste rygraden, for vinen har også en god syre, lidt røget og saltet smag, appelsinskal, umodne pærer, lemon, citroner og muskatnød. Det smager bare vildt godt, så Houlberg hoster op med 6 store tomler med pil op.

Fås bl.a. hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Jean Stodden, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Jean Stodden, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, TysklandAlle vinene blev selvfølgelig smagt blindt ved byggemødet, men denne 2019 Blanc de Noir Spätburgunder fra Weingut Jean Stodden gættede ingen, selvom der kom mange muntre bud.

Weingut Jean Stodden er et kendt vinhus her på vinbloggen  og det skulle også vise sig, at det denne aften ikke var sidste gang vi stødte på det.

Jeg besøgte selv vinhuset for et par år siden, og dengang skrev jeg historien om huset, deres marker og vine. Det kan du læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Jean Stodden … det klassiske og stolte vinhus i Ahr,

Under besøget hos Stodden smagte vi alene deres røde vine, men denne Blanc de Noir Spätburgunder har jeg dog smagt tilbage i 2015 i en årgang 2013. Den er lavet via blid presning af druerne og ellers vinifikation på rustfrie tanke. Den er slet ikke lagret på eg, idet man ønsker mest mulig frisk frugt.

I næsen er vinen dog meget blid, måske endda lidt neutral med kalkede noter, blomster, let ristede noter, fersken, svagt nødder, luftig og liflig med en tør fedme. Smagsmæssigt er vinen også godt tilbageholdende, sart og diskret med melon, fersken, pærer og helt clean, frisk med et touch af lemon og svag citron samt lidt sødme.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, TysklandFra ægteparret Anna-Karina og Stefan fra Weingut Raddeck lige ovenfor Nierstein smager jeg nu endnu en vin og denne gang er det deres 2018 Riesling Alte Reben.

Vinen er produceret fra druer på vinstokke, der er 35 år gamle og står på den stejleste del af  Roter Hang. Druerne er høstet ved håndkraft og vinen er spontangæret på 500 liters egefade og er også lagret der 12 måneder på gærresterne. Efter aftapning modnes den endnu et år på flasken inden frigivelse.

Fin næse … stenet, mineralsk med et anstrøg petroleum, lidt røget spegepølse, appelsin, violer, småsure æbler, fersken, citroner, røg og klare egenoter. Der giver en lidt sjov, tiltrækkende note, hvor både de lidt terpentinske elementer blandes med egetræ.

I munden har vinen en dyb, intens smag … grillede citroner, lemon, modne samt syrlige æbler og et godt bid. Der er lidt cremet elegance fra fadene og eftersmagen er også sindssyg lang. I eftersmagen er der pænt med lemon bitterhed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Réserve Alte Reben, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Réserve Alte Reben, Pfalz, TysklandWeingut Bernhard Koch behøver vist ingen særlig præsentation her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt en del vine fra vingutten. Her smager jeg igen en … Kochs Hainfelder Letten Pinot Noir Réserve Alte Reben 2017.

Vinen har tidligere heddet Reserve HE og den har jeg før smagt i årgang 2015. Men den er i modsætning til 2015’eren nu alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, som betegnes som den nok bedste mark i Hainfeld. Marken strækker sig fra Rhodt mod syd til Hainfeld og har en undergrund med et højt kalkindhold, som giver vinene en særlig mineralitet og lang levetid.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke og er derefter blot lagret 18 måneder på barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

I næsen er det den klassiske søde og animalske kostald. Som altid hos Weingut Bernhard Koch, så der er godt skrald på fadpræget med sød og sjov tobak, vanilje, kanel, nelliker, træ, røg, mælkechokolade og kakao, lidt tørv, sorte kirsebær, tranebær … lidt gæret og tyk, men samtidig meget intens.

Smagsmæssigt er det en vin med power og råtyk elegance. Frugt er maggiterningintens, rank, saftig, syrlig med  jordbær, kirsebær samt tranebær suppleret med lidt theblade bitterhed. Det smager vildt godt.

Bernhard Koch forhandles af Vinvärket, hvor en flaske (2016) koster 319 kr., men pt. er udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDen gode Jochen hos Weingut Egon Schmitt laver self også vin på de mere udbredte druesorter som fx denne 2019 Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken.

Marken Dürkheimer Spielberg liggr ved den nordvestlige del af byen på det bjerg, hvor marken Ungsteiner Herrenberg ligger øst for højderyggen, mens jorden, der skråner ned mod Pfalzskoven er Dürkheimer Spielberg .

Der er stor uenighed om, hvor marken har sit navn fra. Nogle mener, at den har fået navnet efter et romersk udsigtstårn, som engang var placeret der … og ordet Spielberg kommer fra det romerske specula, som er Spiegelberg og i dag Spielberg.

Andre mener, at navnet går de gamle grever … die Grafen von Leiningen, som ejede dette stykke jord, der var rig på den spurv, som på tysk hedder Wacholderdrosseln og på dansk en sjagger. Den skulle vist være kendt for sin fine sang … og deraf fik marken selvfølgelig navnet  Vogelspiel.

Denne vin har spontangæret i store træfade., hvorefter den så er lagret sur lie for at forfine og give fylde til den koncentrerede frugt. Den er tappet på flaske i juni 2020 med en let filtrering. Vinen har 4,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der først en snas petroleum, diesel og terpentin … så er motoren ligesom startet. Niveauet af TDN ligger klart i den højere ende, men ikke så meget, at man ikke kan fange frugten med modne æbler, fersken, tørrede abrikoser, let lakridskonfekt, nogle fylde og lidt, som kan minde om fiskefond eller skaldyr, salte mineraler, støvet kalk suppleret med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er der en god og markant frisk syre, om end lidt til den fyldigere side. Alt leveres blødt og cremet. Det er sgu Riesling lækkerier med citron, grønne limefrugter, lemon bitterhed, umodne æbler, abrikos og fin lang eftersmag. Houlberg er glad med 5 fingre indbefattet en pil op.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Egon Schmitt, Green Vibes Sauvignac Trocken, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Egon Schmitt, Green Vibes Sauvignac Trocken, Pfalz, TysklandSauvignac druen er der nok mange, som ikke kender. Det er en krydsning mellem Riesling og Sauvignon Blanc og næste vin Green Vibes Sauvignac Trocken fra Weingut Egon Schmitt er netop lavet på den drue.

Druen er udviklet af Valentin Blattner, som vi er stødt på før her på vinbloggen. Blattner er en schweizisk druegenetiker og  drueavler … og samtidig faktisk også vinproducent i Jura. Han har siden 1980’erne brugt uanede kræfter på at finde nye og mere sygdomsresistente druesorter ved at spejle en række kendte sorter og står bl.a. også bag en række nye druesorter, som er ved at vinde indpas i Danmark.

Og netop Sauvignac er en sort, som Blattner har fremavlet ved at krydse Riesling og Sauvignon Blanc. Det er en sort, som modner ret sent og er hårdfør mod frost. Det er jo en hvid druesorter, men den får let en lidt lyserød farve og så er den selvfølgelig hårdfør mod både meldug og botrytis,

Sauvignac dyrkes i små mængder i Tyskland, blandt andet på vingården Timo Dienhart i Mosel og Ansgar Galler i Pfalz, så det er meget få hektar, som der findes med druen … men den gode Egon Schmitt i Pfalz dyrker altså også lidt Sauvignac.

Weingut Egon Schmitt holder til i Bad Dürkheim i Pfalz og er grundlagt af Egon himself i 1976 sammen med hustruen Inge. I dag er det dog sønnen Jochen Schmitt, som driver vingården sammen med sin kone Corina … men fortsat med lidt hjælp fra faderen.

Jochen er uddannet vinmager fra Geisenheim, men har nu siden 1996 været ansvarlig for vingården Am Neuberg i Bad Dürkheim, hvor familien samlet har 20 hektar ved Dürkheim, Leiststadt, Ungstein, Wachenheim og Kallstadt.

Det omfatter bl.a. parceller på marker som Fronhof, Hochbenn, Nonnengarten, Spielberg og Steinberg  i Bad Dürkheim,  Herrenberg i Ungstein, Mandelgarten i Wachenheim og Kreidkeller i Kallstadt.

På markerne dyrker Jochen de hvide sorter Riesling, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay, Gewürztraminer, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau samt de nyere sorter som Sauvignac, Cabernet Blanc. Der er også lidt røde druer som Pinot Noir, Cabernet Mitos, Cabernet Sauvignon, Dornfelder, Merlot, Lagrein, Portugieser, Regent og St. Laurent.

Markerne passes efter retningslinjerne for kontrolleret miljøvenlig vinavl, men er altså hverken økologisk eller biodynamisk certificeret, men arbejder med gødning med kompost og druekvas.

I vinkælderen arbejder Jochen med, at hvidvinene kun laves på rustfrie ståltanke, mens de røde vine modnes på enten gamle fade eller barriques. Den årlige produktion ligger på 140.000 flasker og indtil videre sælges de fleste i Tyskland, men har en lille eksport til Holland og Danmark.

Nu smager jeg et par vine fra Jochen og først er det altså denne Sauvignac baserede vin i serien Green Vibes, som udover Sauvignac også omfatter en vin på sorten Muscaris … igen en nyere krydsning lavet på Muscat og Solaris og frembragt i 1987 af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i Tyskland

Vinen er lavet ved, at druerne er presset over et par timer, hvorefter der er sket en kølig gæring i rustfrie ståltanke. Der har vinen så også lagret en periode frem til 1. februar 2021, hvor vinen er tappet. Den har 7,6 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Vinen dufter nok mest af Sauvignon Blanc … sådan lidt grøn, aromatisk og blomstret, herlig landlig, har en snert af grønne æbler, tropisk frugt, grønne bananer, ananas og lidt græs, hø og mynteblade.

I munden er det en god og frisk vin med lemon, citroner og her sparker Riesling druen nok ind med nogle af dens gener. Syren er ikke vild, for det er bitterheden, der har taget den grønne førertrøje på fra Mr. Lemon. En lille sødme blødgør Mr. Lemon og giver samlet en vin, som virker fin helstøbt … og det er vildt spændende at støde på Sauvignac druen.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7