Tag-arkiv: Østrig

2017 Weingut Ebner-Ebenauer, St. Laurent Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Ebner-Ebenauer, St. Laurent Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigPå Weingut Ebner-Ebenauer laver Manfred og Marion også en smule rødvine, bl.a. denne fine 2017 St. Laurent Alte Reben.

Druerne til denne vin kommer fra omkring 60 år gamle St. Laurent vinstokke på marken Alte Geringen ved Poysdorf.

Marken har en undergrund med ler og finkornet silt, hvilket er helt perfekt for St. Laurent stokkene, der blev plantet tilbage i 1950’erne.

Vinen er lavet med spontangæring og så lidt indgriben som muligt, hvor selve gæringen varer mindst 30 dage, mens den malolaktiske gæring er sket bagefter sammen med lagringen 30 måneder på 500 liter egefade, hvoraf 30% er nye fade. Vinen har 1,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.200 flasker af vinen.

Næsen er rustik med blæk … masser af sort blæk, grafit og kul, brombær, våde og søde egefade, gammel tobak, vanilje, kanel, men selvom duftene måske nok er både landlige, småkluntede og pænt rustikke, så kommer de alligevel samtidig med en vis burgundisk lethed, som jeg ikke har oplevet før med en St. Laurent vin.

I munden har vinen også samme lethed, men det er koblet på en utrolig syrlighed, hvor frugten virker både mørk og så alligevel pænt syrlig. Det bliver aldrig en silkelet og fin vin, for dertil at frugten lidt for rustik, men alligevel smager det forrygende fint, syrligt med en landlig finesse og tydelige tanniner, som dog er godt integreret i vinen. Det suppleres med sagte krydderier og gør vinen virkelig interessant.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Riesling Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Riesling Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin fra parret Manfred og Marion i vinhuset Weingut Ebner-Ebenauer i byen Poysdorf i det nordøstlige del af Østrig ved grænsen til nærmest både Tjekkiet og Slovakiet blev deres 2019 Riesling Alte Reben,

Riesling Alte Reben er reelt en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Steinberg, som er en gammel mark, der har eksisteret siden 1950’erne og derfor har gamle vinstokke. Det er en mark med en jordbund med masser af grus og grus aflejringer samt småsten … med en diameter på helt op til 30 centimeter.

Der er ikke brug for grøn høst her, for de 70 år gamle vinstokke giver et beskedent udbytte og ved høst er omkring 20% af druerne ramt af en lidt ædel råddenskab. Den del er dog vinificeret separat og senere blandet med frugten fra de sunde druer, som efter presning har gæret spontan i rustfrie ståltanke.

Derefter har vinen også har lagret sur lie i måneder inden den er sammenstukket med den sødere del. Vinen har derfor også hele 12,3 gram restsukker pr. liter. Der er lavet 2.000 flasker af vinen.

Der er ingen petroleum i næsen, men vinen er ganske parfumeret med lidt brændte noter, svag toast og aske, en lys og sart frugt som fersken, nektariner og kiwi, et svagt tropisk touch med fede krydderier, grønne urter og samtidig svagt lidt småoxiderede noter.

Smagsmæssigt overrasker vinen ved, at smagen er langt mere moden og fyldigere end forventet. Samtidig er den meget læskende og sådan lidt saftagtig med æblesaft, abrikos, lemon og grillet citron, hvorved syren ikke bliver så skarp, men i steder mere olieret. Vinen har en nærmest sart sødme, der sammen med fedmen og en klar, ren mineralitet spiller ret godt sammen. Det er dog fortsat med en vis tyngde og tonsvis af smag.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 270 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Bürsting Grüner Veltliner Reserve, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Bürsting Grüner Veltliner Reserve, Niederösterreich, ØstrigSkjult bag en port på der Hauptstraße i byen Poysdorf i en sydlige del af Weinviertel i Niederösterreich finder vi det lille vinhus Weingut Ebner-Ebenauer. Og derfra smager jeg nu 3 vine, hvor første er denne 2019 Bürsting Grüner Veltliner Reserve.

Vingården fik sit navn Weingut Ebner-Ebenauer i 2007, hvor Manfred Ebenauer blev gift med Marion Ebner – begge med dybe rødder i vinbranchen. Manfred drev nemlig i forvejen vingården i Poysdorf som 14. generation, mens Marion drev en lille negociant vingård med produktion af vine fra opkøbte druer.

Ebenauer familiens gamle vingård i Poysdorf er bygget ovenpå en 400 år gammel vinkælder og er efter en brand i 1945 genopbygget i en lidt italiensk stil, da Manfreds bedsteforældre havde boet en del af deres liv ved Middelhavet og havde en særlig forkærlighed for Italien. Manfred og Marion har senere i 2012 foretaget en større renovering af vingården.

Deres 400 år gamle vinkælder ligger 6 meter under jorden i 3 niveauer. Den eksisterende således allerede i moder Theresas tid og har været vidne til både fester og krige. Kælderen anvendes i dag fortsat til lagring af vinene … helt Old Fashion uden brug af moderne teknologi eller andre hjælpemidler. Manfred elsker kælderen og roen dernede, hvor ingen mobil kan få signal og forstyrre.

Samlet har vingården 20 hektar vinmarker, som siden 2019 har været drevet og certificeret økologiske. På markerne har parret ret gamle vinstokke – typisk mindst 30 år gamle – med Grüner Veltliner, Pinot Blanc, Riesling og St. Laurent og de ældste stokke er mellem 50 og 72 år gamle.

Der anvendes ingen større teknologi i kælderen, så vinen får den tid, den har brug for. De fleste vine gæres spontant og uden det sker helt temperaturregulering i trætønder eller ståltanke og lagres så sur lie en periode. Som Manfred selv siger; naturen skriver manuskriptet til vores vine, vi instruerer bare!

Manfred, den rolige, ligefremme opfinder med en kærlighed til Bourgogne og han foretrækker at arbejde i kælderen og tænker på vinene … fornemmer dem med alle sine sanser. Marion er livsglæden, altid fuld af energi og på udkig efter udfordringer.

Her smager vi parrets Bürsting Grüner Veltliner Reserve, hvor druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke på marken Bürsting ved Poysdorf … en meget lerholdig mark. Efter høsten har druerne ligget køligt i 24 timer, er så presset og så er vinen gæret spontant i brugte 500 liter egetræsfade og små ståltankte. Vinen har så lagret sur lie omkring 8 måneder. Vinen har 5,6 gram restsukker og der er alene lavet 3.000 flasker af vinen.

Meget klassisk Grüner Veltliner med både lidt selleri, grønne urter, grønne asparges, æbler, lidt muskat, jern og kalkagtige noter, mens frugten er stikkelsbær og melon, lidt bark, grønne grene og så en blød, blomstret og kalkagtig syre.

Smagen er fin rund med et lille sartskarp element … det er melon samt pærer, god sødme/syre balance, kalket og leragtig jord, nogle lemon og citronagtige elementer, som giver både syre og bitterhed suppleret med en krydret fladhed. Det er ikke fordi, at der mangler syre, for syren er egentlig streng, men ikke for meget. Samlet virker det rigtigt godt og absolut fin Grüner Veltliner.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Petra Unger, Grüner Veltliner Ziesel, Kremstal, Østrig

2019 Weingut Petra Unger, Grüner Veltliner Ziesel, Kremstal, ØstrigPå adressen Lindengasse i den lille landsby Furth-Palt tæt ved der schöne blauen Donau finder vi Weingut Petra Unger. Derfra smager jeg nu hendes 2019 Grüner Veltliner Ziesel.

Vingården drives af Petra Unger, som overtog driften fra sin far i 1999. Hun har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger på begge sider af Donau floden i den yderste del af Kremstal på vej ind mod Wachau. Hendes bedste marker er Gaisberg, Hinters Kirchl , Oberfeld, Gottschelle, Fuchaberg og Zellerkreuz … stejle, knoldede marker med undergrund af löss.

Der dyrker hun Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc – altså fortrinsvis hvidevine – men også de to røde sorter Zweigelt og Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 60.000 flasker vin.

Siden 2010 har Petra Unger startet et samarbejde med Weingut Josef Edlinger for at udnytte synergier, så i dag laves alle Petras vine derfor på Edlingers vingård lige nedenfor berømte Stift Göttweig.

Petra er både medlem af den store forening Traditionsweingüter Österreich samt 11 Frauen und ihre Weine. Og her smager vi altså en af Petras vine, hendes Grüner Veltliner Ziesel, der er en Ortswein lavet med druer fra  marker omkring Furth. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og også lagret på disse.

I næsen har vinen en lidt animalsk og landlig aroma, hvilket suppleres af pærer, grønne æbler, grøn peber, hyben, lemon, grape … meget tør og sådan lidt olieret med en smule smørfedme.

Smagsmæssigt er der masser af lemon, appelsin og grape på en cremet, fed og småolieret facon suppleret med svag honning, godt med bitterhed, mens syren ikke er så vild, hvilket gør vinen smooth, saftig og næsten læskende.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2019 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigMer’ Pinot Noir i glasset og endda et gensyn med Gerhard Markowitsch fra hans vinhus Weingut Markowitsch i den lille by Göttlesbrunn i appellationen Carnuntum i Niederösterreich. Her er det hans entry-level Pinot Noir i årgang 2019.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1750, men drives i dag af den seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … samt selvfølgelig hans hustru, som hedder Christine. Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsageligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Dette er som sagt Markowitschs entry-level Pinot Noir og som vanligt, så har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra Markowitsch.

Vinen er lavet med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter vinificeres vinen i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt mørkere og mere maskulin Pinot Noir end forventet. Den har en aroma, som er landlig, smårustik, frugten kirsebær, brombær suppleret med blomster, knuste sten, nelliker, nogle let mælkede noter og læder.

I munden er det også en Pinot Noir med en vis pondus, tørre urter, en frugt, der minder om duften med mørke kirsebær, brombær samt en robust syre, god og frisk saftighed og en svag bitterhed. Jeg har smagt Markowitsch mange gange og altid været glad … det er jeg fortsat, for denne basis Pinot Noir holder et fornuftigt niveau og dermed 4,5 fedtede fingre med pil op.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Weingut Zuschmann Schöfmann, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Zuschmann Schöfmann, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, ØstrigEfter den drønlækre 2016 Pinot Noir Muschelkalk Selektion fra vinhuset Weingut Zuschmann Schöfmann får man da lyst til mer’ vin fra Else Zuschmann og Peter Schöfmann … og det blev så denne mousserende 2017 Rosé Brut Reserve.

Vinen er lavet på et blend af druerne Pinot Noir og Zweigelt, som er udblødt ganske kort og så presset og overført til store ståltanke til først en alkoholisk gæring og siden en malolaktisk gæring. Der efter er vinen aftappet på flaske til andengæringen, som er sket sur lie over 27 måneder inden degorgering, som er sket i juli 2020. Der er 6,5 gram restsukker pr. liter.

I glasset har vinen den sødeste softporn lyserøde farve … og næsen byder også på dejlig, rød og frisk frugt, kirsebær, jordbær, grape samt lidt grønne grene. Den har en bolsjesødme aroma, en let kalket eller leret mineralitet samt tørre hasselnødder.

Smagen er også fin … boblerne er små, tætte og blide … meget cremet mousse med citron, grape samt let lys frugt, jordbær og lyse kirsebær … virkelig god smag og et lille festlig vin, som vil gøre lykke til både fest og hverdag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske normalt koster 249 kr., men pt er på tilbud til 186,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Zuschmann Schöfmann, Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Niederösterreich, Østrig

2016 Weingut Zuschmann Schöfmann, Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Niederösterreich, ØstrigHold nu op, hvor har jeg startet året og mit ufrivillige COVID-19 break med gode vine. Næste vin i glasset følger det spor, nemlig en toplækker 2016 Pinot Noir Muschelkalk Selektion fra Weingut Zuschmann Schöfmann.

Vinhuset ligger meget passende på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i Weinviertel i Niederösterreich, altså i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Peter Schöfmann har tidligere været en topkok, så det udnytter han også i vinhuset, hvor parret har en weinlodge/Hofeigene Greisslerei, hvor de serverer mad til vinglade turister, som også kan overnatte i Genießerzimmer … en række værelser og et enkelt feriehus.

Her er det husets Pinot Noir Muschelkalk Selektion, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marker med masser af den særlige kalksten kaldet Muschelkalk og herudover grus og mørk jord.

Gæringen er sket spontant alene på druernes naturlige gærceller over 4 uger i åbne 600 liter gæringskar. Kernerne fjernes under en lange gæring, således tanninerne alene kommer fra druernes skind og det efterfølges af en malolaktisk gæring og så 2 års lagring i 500 liter egefade lavet på østrigsk eg.

Vinen har en meget ren, kølig og stringent Pinot Noir næse … metallisk, mineralsk, tør og støvet med lys, frisk frugt, rabarber, hindbær, lyse  kirsebær, ribs, gammel træ, palisander, jord, jod, marcipan, grønne blade, gazebind, plaster, fennikel, lakrids, svag balsamisk syre og faktisk utrolig kompleks, når du dykker ned i glasset med en smule tålmodighed. WAUW.

I munden er vinen både krydret, saftig og let … meget fin, lys og syrefast frugt, lyse og syrlige bær, rabarber, ribs, hindbær, godt bid, fløjlsbløde og milde tanniner, som dog lige markerer sig i din mund, lidt grape bitterhed, stram jernet mineralitet, men hold nu kæft, hvor det smager sindssygt godt og Houlberg bliver omgående i godt humør.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Muhr-Niepoort, Sydhang, Carnuntum, Østrig

2015 Muhr-Niepoort, Sydhang, Carnuntum, ØstrigNæste vin er Syrah vinen Sydhang fra samarbejdet mellem Dirk Niepoort samt Dorli Muhr … et samarbejde etableret tilbage i 2002.

Frem til 2017 var Dirk og Dorli endda også partnere privat, men efter det stoppede, så har Dorli Muhr nu fortsat driften af det lille vinhus alene.

Ved etableringen af det lidt umage samarbejde i 2002 var Dorli Muhr. Dorli grundlægger og leder – Geschäftsführerin – af sit eget markedsføringsfirma Wine&Partners og derudover ejede hun efter en arv også et par gode vinmarker i Prellenkirchen.

Ved et besøg i Østrig faldt Dirk for området … og Dorli. Han så samtidig et stort pontentiale i specielt marken Spitzerberg og dens historie. Han så samtidig potentialet for vine på Blaufränkisch, som han – bortset fra Pinot Noir – anser som den mest elegante druesort i verden.

Spitzerberg marken, hvis skråninger, jordbunde og klima på mange måder minder om Bourgogne, havde for hundrede år siden været blandt Østrigs mest berømte marker, men var siden blevet glemt.

Dirk og Dorli aka dobbelt DD blev hurtigt enige om, at dér skulle de lave vine sammen og det blev til et officielt samarbejde og et privat partnerskab. Siden investerede parret i flere hektar på Spitzerberg med mere end 30 år gamle Blaufränkisch vinstokke, og marken er godt på vej til at få sit gamle ry tilbage.

De første vine fra Muhr-Niepoor kom på markedet i 2004, men fra 2017 årgangen står der nu Weingut Dorli Muhr, mens Lukas Brandstatter hjælper med produktionen.

Hun har nu omkring 12 hektar vinmarker og producerer 35.000 flasker vin årligt, hvoraf 75% er på Blaufränkisch, mens resten er lidt Grüner Veltliner, Riesling og Syrah.  Siden 2018 har vinhuset været økologisk certificeret.

Så denne 2015 Sydhang er altså før bruddet med Dirk og før huset blev fuldstændig økologisk. Det er 100% Syrah, som faktisk kommer fra Spitzerberg bakken og den sydlige del … Sydhang. Vinen er lavet med bl.a. 2 års fadlagring.

I næsen stinker det nærmest af Nordrhône … flæsk, mejeri, bacon, tjære, mørk frugt, peber, hård flint, sten, rank og stolt, blommer og solbær, masser af fadpræg, tung på eg, kanel og bare fuld fart der-ud-af uden dikkedarer.

Smagsmæssigt er der også godt med power … stor, fed, stærk med poleret og kølig kraft, godt med peberkværnen, en vis saftighed, lidt sorte oliven, solbær, mørke kirsebær og super balance.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, Østrig

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, ØstrigVi slutter den lille spontane 6 flaskers smagning af vinene fra Weingut Birgit Eichinger på toppen … nemlig med Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, hvor druerne jo netop kommer fra toppen af hendes topmark.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Eichingers Zöbinger Heiligenstein mark, der ligger lige nabo til Zöbinger Gaisberg lidt længere mod nord og Zöbing. Det er en klassisk Riesling mark med rødlig forvitret sandsten og basaltisk, vulkansk undergrund.

Her kan du nedenunder se Erste Lage marken Zöbinger Heiligenstein anlagt i terrasser.

Druerne er høstet i starten af oktober med et  udbytte på 35 hektoliter pr. hektar samt en modenhed på 19,5° KMW, hvilket så svarer til omkring 94,7 Öchsle, altså det niveau, hvor man næsten er oppe at snuse til Auslese niveauet i Tyskland. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter og dermed højeste niveau af de smagte vine.

Efter sortering og presning, har mosten lagt med drueskallerne i 15 timer. Skallerne blev fjernet og mosten klarerede i 20 timer. Vinen er alene fremstillet på rustfrie ståltanke med en 5 ugers kølig gæring samt 9 måneders lagring sur lie inden aftapning på flaske i  juli måned.

Vinen minder på mange måder om den foregående … subtil, sart og delikat aroma med fersken, pærer, lime – knap som blomstret – men den har samme lidt olieagtige eller terpentinske note, som lige gør tingene ganske interessante. Der er også citrus, måske endda lidt mandarin, svag karamel, meget zen, fin og elegant.

Smagsmæssigt har Heiligenstein klart mere krop, dybde og tætbundet intensitet. Som med søstervinen godt med citron i den styrende syre, fin mineralitet og ellers  grønne æbler, fersken, lidt småsøde krydderier og så en smule bitter grape i eftersmagen, men den er klart mere larmende, storsnudet og ekspressiv end Gaisberg. Den er mere fyldig, mineralsk og absolut et flot glas Riesling.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, Østrig

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, ØstrigDe sidste 2 Riesling vine, som Houlberg smager fra Weingut Birgit Eichinger, er begge Erste Lage vine. Den første er denne 2018 Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage.

Druerne til vinen kommer jo selvfølgelig fra Zöbinger Gaisberg marken og endda helt præcis fra den øverste del af marken, hvor der er en undergrund med masser af skifer. Den del vender mere over mod Zöbing, så derfor hedder marken lige dér ikke Strasser Gaisberg, men altså Zöbinger Gaisberg.

Herunder kan du se marken med Riesling og anlagt i terrasser.

Druerne er høstet i starten af oktober med et  udbytte på 40 hektoliter pr. hektar samt en modenhed på 19° KMW, hvilket så svarer til omkring 92,3 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men vinen har alene 4,7 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin … men er dog den vin af de smagte vine fra Birgit Eichinger med mest restsukker.

Vinen er alene fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 9 måneder inden aftapning på flaske i  juli måned.

I næsen har vinen et lidt køligt, rent og stålsat udtryk. Der er intet petroleum, men lime, fersken og så tonsvis af blomster og fremstår endda lettere parfumeret. Der dukker dog også lidt olieagtige noter op … sådan lidt symaskineolie, linolie eller en klud med et lille svagt terpentinsk element. Der fornemmes nu også langt mere bund end foregående Riesling Strass, mer’ kompleksitet, finesse og elegance.

I munden spiller de forskellige elementer nu også meget bedre sammen med en delikat og lidt sart syre. Der er fortsat godt med citron i syren, mineralitet og samtidig virker vinen saftig og måske endda svagt læskende. Der er grønne æbler, fersken, lidt småsøde krydderier og så en smule bitter grape i eftersmagen, som bare hænger pænt længe i munden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7