Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2020 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigEfter champagnen stod den udelukkende på Châteauneuf-du-Pape vine og vi startede med en 2020 Clos du Mont-Olivet Châteauneuf-du-Pape Blanc.

Vinhuset ligger på adressen Chemin du Bois de la Ville midt i Châteauneuf-du-Pape by og er grundlagt i 1932 af Séraphin Sabon og hans hustru Marie Jausset.

Det var Séraphins svigerfar Romain Jausset, der havde erhvervet nogle parceller, som nu gik i arv til hans svigersøn, men det blev Séraphins sønner Jean-Claude, Pierre og Bernard, der drev vingården videre under navnet Les Fils de Joseph Sabon.

I dag ledes Clos du Mont-Olivet af Jean-Claudes søn Thierry Sabon samt Pierres to børn David og Celine, mens Bernards datter Mylene Sabon også en kort periode var med i driften. Hun forlod dog Clos du Mont-Olivet i 2013, fik sin arveandel på 7 hektar marker og driver i dag sammen med sin mand Domaine les Serres des Mourres.

Det er Thierry Sabon, har ansvaret for vinfremstillingen på Clos du Mont-Olivet, mens David arbejder i markerne, men også bidrager til at promovere domænets vine på eksportmarkederne, mens Céline arbejder med salg og regnskaber.

Samlet har de 21 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, 14 hektar i Lirac, 10 hektar under Côtes du Rhône og 3 hektar, hvorfra de laver IGP vine. Som det ofte er tilfældet i Châteauneuf-du-Pape, er vinmarkerne  vidt spredte over ikke mindre end 15 lieux-dits i appellationen. 

Det er markerne Montalivet, La Crau, Les Blachières, Coste Froide, Bois Seneseau, Palestor, Bois Dauphin , Pied de Baud, Les Marines Les Bousquets, Les Parrans, Le Bois dela Ville, Cansaud, Les Gallimardes og Les Serres.

Her smager jeg så husets hvide Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på 40% Clairette, 31% Roussanne, 15% Bourboulenc, 10% Grenache Blanc, 2% Clairette Rose, 1% Picpoul og 1% Picardan. Druerne er hovedsageligt fra lerede og sandede parceller på Montalivet, Le Chemin de Sourgues og Les Cabanes.

Thierry Sabon prioriterer en friske hvid Châteauneuf-du-Pape og det betyder en manuel høst, selektering og en vinificering på rustfri ståltanke ved 16 grader, hvorved den malolaktiske gæring blokeres. Efter endt fermentering lagrer vinen … 90% i ståltanke og 10% på egefade,  hvoraf halvdelen normalt er nye fade.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødkrydret hvidvin med lidt fadnoter, let lakridskonfekt, vanilje, pærer, fersken, melon samt lidt tørt brød.

I munden er vinen lidt stærk med peber og alkohol i intim infight, ganske kraftig, har lidt cedertræ og bliver blid, når der kommer mad til. Vinen har en krydret eftersmag … fyldig ganske vis, men med en rank syre. Houlberg ligger lige i underkanten af 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er pt er 275 kr. ved køb af3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandDet kommer nok ikke som den store overraskelse, at Houlberg elsker tysk Spätburgunder og formentlig nok er blandt dem, som har smagt flest af slagsen herhjemme. Denne fine basis Spätburgunder fra Weingut Steitz har jeg selvfølgelig smagt før … men ikke i denne årgang 2019.

Det en vin, som Christian Steitz har lavet helt traditionelt og den er endt endt fermentering lagret ikke mindre end 24 måneder på de store 1.200 liter Stückfass fade. Vinen er komplet tør og Steitz siger selv, at den har 0 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt læner vinen sig op af 2017’eren, som jeg smagte i sommers, sådan lidt animalsk med en ret ren og frisk frugt, ganske mineralsk med kridt og granit, en frugt med tranebær, kirsebær og brombær, syrlige bolsjer, lidt bitterhed, kamfer, grangrene, appelsin- og grapeskal, røg og svagt ristede noter.

I munden er det er rank, lys og frisk … der er syrlig, småbitter og næsten nypresset frugt,  lyse kirsebær, tranebær, rabarber, ribs med røgede elementer, saltet mineralitet, citronsyre, spinkle tanniner og virker nærmest juicy. Der er jern, jod, røg, kalk … syrlig, ren og skarp.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker … dermed haps; 600 kr. er billigt for en kasse.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Bricco Castagna, Piemonte, Italien

2018 Piero Bussi, Monferrato Rosso Bricco Castagna, Piemonte, ItalienNæste vin er skam også fra Piero Bussi og igen ren Nebbiolo, for det er nemlig hans Monferrato Rosso Bricco Castagna.

Igen kommer Nebbiolo druerne fra området Calosso i 350 meters højde, men her altså udelukkende fra marken Bricco Castagna.

Ellers er vinen lavet som Autumnalis med traditionel gæring og maceration i store betontanke. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques.

I forhold til Autumnalis har vinen mere krop, dybde og virker mørkere og vådere i næsen. Der er fortsat klare Nebbiolo dyder som læder, violer, roser, kirsebær, tranebær og hindbær, grøntsagsfond,  grønne urter samt et let fagpræg med en smule vanilje, våd eg og mulle skovbund.

Smagsmæssigt kan fadaftrykket også smages, selvom det fortsat er en let vin med stringent syre og pænt tørre tanniner. Det bliver dog nu suppleret af mere rund sødme og frugten er også mørkere, mere smooth, men fortsat med dette tørre bid, som bare hænger lang tid i munden.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 108 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, Italien

2019 Piero Bussi, Monferrato Rosso Autumnalis, Piemonte, ItalienJeg har før smagt Monferrato Rosso Autumnalis fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero. Sidst var det i en årgang 2018, men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.

Vinhuset Piero Bussi ligger nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Det er grundlagt lige efter den første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at sælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.

Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.

I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af Federico, som i dag samlet driver 12 hektar vinmarker. Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.

Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.

Nå, men tilbage til denne Monferrato Rosso Autumnalis, der selvfølgelig er 100% Nebbiolo fra marker ved Calosso i 350 meters højde og 10-30 år gamle vinstokke og lavet fuldstændig traditionelt med gæring og maceration i betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på franske barriques og tonneaux fade.

Dejlig tør Nebbiolo næse … ren, stringent med knuste rosenblade, vilde blomster, læder, lyse og syrlige kirsebær, ribs og granatæbler. Hvor dufter det godt … der er te-blade, ren og balsamisk syre og faktisk meget stabil og indbydende Nebbiolo.

I munden er det syrlig, frisk og stringent vin … tør, frugtfrisk og endda næsten saftig. Syren er tør, direkte og bitter, som forstærkes af tørre og let bløde tanniner samt en støvet og stenet mineralitet. Igen får man lette Barolo associationer. Hvor er det en lækker Nebbiolo vin og prisen ekstremt venlig.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 80 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2001 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, Italien

2001 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, ItalienSøde Vanessa Arduini syntes også, at vi skulle smage Ca’ Lojeras Lugana Superiore i en ældre årgang 2001, altså med 20 år på bagen.

Igen er der  alene anvendt Turbiana druer fra husets anden høst, hvorefter de presses inden gæringen på 25 hektoliter fade og efterfølgende lagring … først 12 måneder på egefadene og så yderligere 12 måneder efter aftapning på flaske.

I modsætning til 2018’eren, så var egefadene noget nyere, da vinen i sin tid blev lavet. I glasset er vinen da også langt mørkere gul end den nyere udgave, men det kan nok mest tilskrives alderen.

Duften er sådan syltede og hengemte frugter, men fortsat med saft, kraft og en vis friskhed. Den har dog klart nogle varmere og dybere noter, et meget smukt forfald og ædelhed, modenhed og har samtidig en lidt dessertagtig nektarfedme.

I munden har vinen ligeledes moden og kraftig syre, hvor de salte mineraler kommer rigtigt godt frem midt i den tykke frugt, abrikos, ferskner og dåsepærer suppleret med en sød bitterhed.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 16,30€ i årgang 2018, svarende til 121 kr. Denne årgang 2001 kan nok ikke findes længere.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Ca’ Lojera, Lugana Riserva del Lupo, Lombardiet, Italien

Derefter skulle vi så smage Ca’ Lojeras Riserva og det blev med denne 2017 Lugana Riserva del Lupo.

Turbiana druerne er her høstet noget sent, nemlig i den 3. høst, der sker slutningen af oktober og november, hvor de første af druerne allerede er blevet ramt af botrytis. Vinen er derefter så vinificeres på ståltanke og også lagret på disse i 2 år og derefter 6 måneder på flaske.

I næsen er der på en eller anden måde mere ædelhed, duften er meget intens med svag overmodenhed, fersken, pærer, abrikos og virker endda svag støvet og har derudover en sjov, sød note.

Smagsmæssigt er det en meget elegant Riserva … der er virkelig kraft på smagen på en afbalanceret facon. Det føles i munden lettere olieret, men er måske ikke så god til mad på grund af et lille oxideret element.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, Italien

2018 Ca’ Lojera, Lugana Superiore, Lombardiet, ItalienMed den næste vin, som Vanessa Arduini præsenterede, for os, så blev det straks mere interessant. Det var Ca’ Lojeras 2018 Lugana Superiore.

Til vinen anvendes der alene Turbiana druer fra husets anden høst, hvorefter de presses inden gæringen på 25 hektoliter fade og efterfølgende lagring … først 12 måneder på egefadene og så yderligere 12 måneder efter aftapning på flaske.

I næsen er det en langt mere moden vin, men det er uden at miste friskheden. I forhold til, at det er en fadlagret vin, så har den en fin nerve, en smule lemon og grape og med mere luft i glasset kommer der også lidt vanilje, krop og inderlighed frem.

Vinen har også en dejlig frisk og olieret smag. Det er en lækker vin, lidt småstærk med peber, grønne æbler, pærer, fersken, ananas og samtidig med et lidt saltet, grønt og bittert grapebid. Der er både fylde og intensitet … 5 houlbergske fingre med pil op.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 16,30€ … svarende til 121 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù laver rigtig god Valpolicella Superiore, faktisk en rigtig julevin. Jeg har tidligere smagt den i flere årgange og senest i årgang 2016 … men nu snupper jeg den i årgang 2017.

Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Det er et familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønner og børnebørn Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål satte Carlo Ferragù igang som selvstændig vinproducent. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder. Den trækker en højoktan alkoholprocent på 15,5%.

Boom … lige i fjæset med elegant kølig power suppleret med fed fadpræg. Frugten er tyk, mørk og fed med blommer, solbær, svesker, engelsk og finsk lakrids, sødbrændte fade, vanilje, lidt mentol, tobak samt grønne urter og en vild, uterlig og ustyrlig, syrlig nerve.

I munden er det en kraftig og voldsom tør vin … og som med 2016’eren er der også peber samt alkohol, så det er vitterlig en vin, som storskriger på mad og kan nemt hapse en juleand i en mundfuld. Tanninerne er også knastørre, frugten er fortsat blommer, kirsebær, solbær, men mere frisk og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig Den sidste vin, som jeg har smagt fra Stéphane Brocards Closerie des Alisiers var den imponerende2017 Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, som jeg var helt himmelhenrykt over. Nu smager jeg endnu en Closerie des Alisiers vin, nemlig en hvid 2020 Meursault Vieilles Vignes.

Chardonnay druerne kommer her fra to kalkholdige vinmarker, nemlig Vireuil og Pré de Mache, der ligger i 260-270 meters højde og har vinstokke, der er omkring 30 år gamle. Alle druerne er høstet ved håndkraft og vinen er lavet helt traditionelt.

Det omfatter bl.a. lagring af vinen i vinen i 15 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf 20% er helt nye med en løbende batonnage for ekstra fedme og kompleksitet.

I næsen virker vinen blød og blid med brunet smør, nødder, vanilje, mariekiks, sødme, en frugt med pærer, fersken, ananas, citroner, lidt blomstersæbe og blomsterpollen.

Vinens store styrke er dog smagsmæssigt, hvor vinen er cremet og luftig, men så alligevel med en slank krop … ingen fadfedme her. Der er tværtimod en syrlig, grøn og frisk smag med saltede mineraler, en del umodne grønne æbler og sure citroner samt en syleskarp syre, der gennemhuller og punkterer fedme, sul eller spæk. Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., men kan pt fås på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienJeg smager også igen vinen Pistus Etna Rosso fra I Custodi … et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti, denne gang i årgang 2018.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige marker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets 2018 Pistus Etna Rosso, som er lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

I glasset er vinen herlig lys og næsten rød-lys-transparent, mens duften er lys, let og egentlig meget blid. Den animalske og landlige side, som 2017’eren havde, er her lidt mere afdæmpet og blid, for op af glasset strømmer i stedet masser af lyse frugter som lidt kirsebær, hindbær og jordbær, pænt med blomstersæbe med en let brændt og mineralsk note.

I munden en syrlig, let og saftig bandit … næsten med en lys og bondsk beaujolaisagtig charme, godt med syre og frugtsødme. Den lyse, lette og friske stil er balanceret og meget vedholdende i hele munden. Den smager faktisk ret fabelagtig og smagt blidt havde ingen gættet på det sydlige Italien. Elegantus og imponerende, dermed 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7