Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Suavia, Opera Semplice Spumante Metodo Classico Dosaggio Zero, Veneto, Italien

2018 Suavia, Opera Semplice Spumante Metodo Classico Dosaggio Zero, Veneto, ItalienJeg elsker vinene fra Azienda Agricola Suavia … både dem på Garganega og Trebbiano di Soave.

Før jeg besøgte Suavia i juli 2019 vidste jeg faktisk ikke, at Suavia også laver mousserende vin.

Men det gør de … nemlig denne Opera Semplice Spumante Metodo Classico Dosaggio Zero og dette er en årgang 2018.

Det søstredrevne vinhus i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave skrev jeg om efter mit besøg, men det kan du jo – sammen med informationer om vinhuset – læse mere om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari.

Denne boblevin er lavet på ren Trebbiano di Soave høstet med et udbytte på 5 tons pr. hektar. Efter høst er de hele klaser presset og mosten så gæret spontant med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Fermenteringen er sket over 15 dage, hvorefter vinen er flasket uden malolaktisk gæring.

Derefter er andengæringen sket på flaske over 20 måneder inden degorgering og helt uden tilsætning af dosage … som Dosaggio Zero også rigtigt fortæller. Der laves årligt beskedne 2.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt meget champagneagtig … der er mandler, pærer, æbler, abrikos, toast, gær, rugbrød og rød. Den virker måske i næsen en lille smule mostet og ikke så tør som dens forbillede.

I munden bruser vinen godt i starten, hvor moussen er sådan medium og fader hurtigt. Der er til gengæld god skrald på syren, for i munden er der masser af æbler, æblesaft med sure æbler, en gæret æblemost med let grape og så ellers masser af lemon.

Forhandles hos Otto Suenson, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition, Rhône, Frankrig

2018 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition, Rhône, FrankrigMeget passende lige her juleaftensdag, så tester jeg et par rhônevine fra Château du Mourre du Tendre, bl.a. en julemadsvenlig Châteauneuf-du-Pape, men starter først med deres Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition 2018.

Château du Mourre du Tendre ligger midt i Châteauneuf området i byen Courthézon, ja faktisk nabo til fodboldklubben Sporting Club Courthézon. Det drives af familien Paumel og blev købt af Jacques Paumel i 1962, men han lavede alene lidt vin til eget forbrug, selvom han egentlig var 5. generation af en familie af vinavlere i området.

Det er først sidst i 1980’erne at der rigtigt kom gang i vinproduktionen hjulpet på vej af Jacques’ to børn Richard og Florence Paumel. Op til 1988 havde familien solgt næsten alle druerne til større grossister.

I dag er driften af Château du Mourre du Tendre dog overtaget af Florences søn Paul Paumel og 7. generation … fortsat med hjælp fra moderen, mens onkel Richard ikke længere deltager i driften. Paul startede selv i vinkælderen som 14-årig, og har siden 2013 været ansvarlig for hele produktionen.

Château du Mourre du Tendre har samlet 25 hektar vinmarker, hvoraf de 3 hektar er i Châteauneuf-du-Pape på tre lieux-dits La Crau, La Guigasse og Saintes Vierges, mens resten ligger indenfor Côtes du Rhône Village, Plan de Dieu og Côtes du Rhône.

Udover vinproduktionen, så udlejes 2 Chambres d’Hotes og der drives også en lille vinbar i den smukke, gamle villa.

Denne Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition – også kaldet Vieilles Vignes – er produceret af 80% Grenache og 20% Mourvedre druer, fra gamle vinstokke der er plantet for 65-75 år siden i en jord, som mest består af ler, kalksten og røde småsten.

Alle druerne er håndplukket, men afstilkes ikke før vinifikationen, hvilket også er medvirkende til den lette stil. Vinen er spontangæret i betontanke alene med druernes naturlige gærceller efter en kort semi-carbonic maceration. Denne vin er efter endt fermentering blot lagret 30 måneder på rustfrie ståltanke.

I glasset er vinen forholdsvis lys af en Côtes du Rhône Villages, men det har også samtidig en forholdsvis let, frisk duft med masser af de klassiske Rhône dyder … lidt moden og krydret frugt, kirsebær samt tranebær, et mælket udtryk med yoghurt, jordbær og drikkeyoghurt, nypresset druesaft … virkelig frisk i næsen.

I munden smager vinen også utrolig let og frisk … næsten sommerfrisk med lys frugt, jordbær, hindbær og søde kirsebær. Meget overraskende er vinen utrolig tør og det er tanninerne skam også og alt med et blomstret, lyst og nærmest parfumere smag. Den er som sidst ganske u-rhônsk i sin stil, men jeg synes, at det er dejligt, forfriskende og livligt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Domaine la Tour Vieille, Banyuls Traditionnel Reserva, Languedoc, Frankrig

N.V. Domaine la Tour Vieille, Banyuls Traditionnel Reserva, Languedoc, FrankrigSidste vin i vinmenuen på Substans var i den sødere afdeling, nemlig en Non Vintage Banyuls Traditionnel Reserva fra Domaine la Tour Vieille.

Vinhuset ligger på Route de la Madeloc i Collioure helt ud til Middelhavet i Languedoc helt syd og tæt på grænsen til Spanien.

Det er grundlagt i 1982 af Vincent Cantié, som selv havde overtaget familiens ejendom og stejle marker. Nogle år senere så sluttede Christine Campadieu sig til ham og medbragte sin egen families vinmarker i Banyuls.

Vincent Cantiés familie havde selv drevet vingården som en lille sekundær aktivitet, da familien gennem generation havde solgt ansjoser, men Vincent havde uddannet sig til agronom og havde lært om vinproduktion på rejser i udlandet.

Samlet har parret 12 hektar vinmarker, der ligger på stejle skifer skråninger anlagt i terrasser. Produktionen er delt nogenlunde lige mellem hvid- og rødvin under Collioure appellationen og de mere kraftige hedvine under Banyuls appellationen.

På markerne er Grenache den dominerende drue og dyrkes efter mest mulig naturlig og bæredygtig drift, men vingården er ikke på nogen måder økologisk certificeret.

Denne Banyuls Traditionnel Reserva er en vin uden årgang, men er lavet på 90% Grenache og 10% Carignan. Det er en sød dessertvin, som alligevel har 16% alkohol. Vinen er lavet som mange i flere århundrede har lavet vine i Banyuls.

Gæringen er sket spontant, men under fermenteringen har man tilsat neutral sprit, således den høje alkoholprocent kan opretholdes, men alligevel ender man med en vin, som har knap 100 gram restsukker på liter.

Det vigtigste i processen er da lagringen, så er sket med 15 måneders oxidativ lagring ude i solen på glasballoner for en omkring en tredjedel af vinen. Efterfølgende sammenstikkes den med resten af vinen, som tilbringer samlet 5-6 år på store træfade, så dermed vil vinen bestå af flere forskellige årgange.

Næsen er dyb, koncentreret og næsten behåret. Det er en moden vin, der har lidt svesker, tørrede abrikoser, vaskepulver eller i hvert fald nogle blomstrede noter, kaffe, kanel, nødder, karamel og sød, mørkerød frugt … måske lidt solbær, blommer og brombær.

I munden er vinen sød og samtidig tør med blide tanniner, hvilket gør, at vinen minder en smule om en Montefalco Sagrantino Passito, som netop også har sødme, rød mørk frugt og tørre tanniner. Her er der derudover lidt blæk, let timian … og alt leveres meget blød og cremet.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, Frankrig

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, FrankrigFørste rødvin på Substans vinmenu denne aften var en bourgognevin … en Bourgogne Rouge Nuages 2020 fra det lille vinprojekt, som hedder AMI.

AMI er et lille og spændende projekt fra de to gode venner og vinmagere Paul Perarnau samt Willy Roulendes.

De er efter sigende ved at blive et par hotte navne i Bourgogne, men begge stammer imidlertid fra Roussillon. Willy har tidligere arbejdet hos Domaine de Montille i Puligny-Montrachet og var chefvinmager hos Clos de Moulin aux Moines i Auxey-Durresses.

Paul tidligere har arbejdet hos Oronce de Beler i Vosne-Romanée og også hos Domaine Hauvette i Saint Rémy de Provence.

Deres fælles projekt AMI er et negociantprojekt, hvor de udelukkende arbejder med økologiske vinavlere i Bourgogne og laver deres vine totalt økologisk og uden tilsætningsstoffer brugt i hverken mark eller i  vinfremstillingsprocessen, så intet kunstigt og vennerne ofte heller ikke svovl ved flaskning.

De laver deres røde bourgognevine på Pinot Noir og nogle gange også på Gamay, mens de hvide er lavet med Chardonnay og Aligoté.

Denne vin … Bourgogne Rouge Nuages er lavet på ren Pinot Noir druer fra marker ved byen Chassey-le-Camp, lavet helt traditionelt, dog med spontangæring med naturlige gærceller og efterfølgende 12 måneders lagring sur lie på neutrale egefade.

Duftmæssigt er vinen lettere reduktiv og kalket, men har ellers en mørkere frugt end forventet og virker også lidt maskulin. Der er lidt brombær, jordbær og mørke kirsebær, tranebær, ribs, blæk, engelsk lakrids, virker gæret og har violer, gazebind og lidt våde fade.

I munden er vinen ganske saftig, men bestemt ingen elegantier, men smager i stedet som meget mørk og tør Pinot Noir med let bitre bær, kirsebær, en smule nelliker og peber, selvom syren faktisk er ganske elegant og spiller andenviolin på en disket måde, så Houlberg disker op med 5 fingre med svag pil ned.

Forhandles af Rødder & Vin, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Pascal Mazet, Brut Millesime, Champagne, Frankrig

2015 Pascal Mazet, Brut Millesime, Champagne, FrankrigPå 11. etage startede vi aftenen hos Substans med lidt bobler, en Brut Millesime 2015 fra den lille mikroproducent Pascal Mazet.

Han er en lille økologisk producent, der ligger i den lille landsby i hjertet af Montagne de Reims. Der har han små 2 hektar Premier Cru vinmarker sammen med sin hustru Catherine.

De blot 2 hektar marker i 1. Cru Chigny-les-Roses, 1. Cru Ludes og Grand Cru Ambonnay har været dyrket naturligt gennem en lang årrække, men er certificeret økologisk fra og med 2012.

Da Pascal Mazet arbejder med gamle årgange i kælderen og lagrer vinene længe, så går der jo selvsagt adskillige år før de aktuelle vine officielt må kalde sig bio. Flere af vinene lagrer i kælderen i op til 10 år og produktionen er meget lille … beskedne 20.000 flasker årligt.

Stilen er mørk og vinøs, med komplekse modne toner og stor struktur. Alle vinene har en vis andel træfade i lagringen, og for flere af vinenes vedkommende lagres en del efter solera metoden.

Her smager vi dog Pascal Mazet årgangschampagne Brut Millesime 2015, der er lavet på 34% Pinot Meunier, 33% Chardonnay og 33% Pinot Noir fra 1. Cru markerne Chigny-les-Roses og Cru Ludes samt Grand Cru marken Ambonnay. Vinen derefter er lagret på træfade i 12 måneder inden en lang 2. gæring på flaske og helt uden dosage ved degorgeringen.

Sikke en dejlig duft … overmoden og dekadent frugt, æbler, abrikos, fersken, surdej, nødder, hestestald, stearinlys og wienerbrød. Det er jo næsten opskriften på en spændende aften.

Smagsmæssigt er det en rigtig god champagne, der virker fin lys, feminin i en storblomstret kjole. Den har et lystigt brus samt en stor saftighed, æblemost og en god syre/sødme balance samt en klar og kalket mineralitet. Der er sgu ikke rigtigt noget at sætte sin finder på, så absolut god start. 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Niche Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Klaus Zimmerling, Pillnitzer Königlicher Weinberg Riesling GG, Sachsen, Tyskland

2012 Weingut Klaus Zimmerling, Pillnitzer Königlicher Weinberg Riesling GG, Sachsen, TysklandPå Vinpusherens nye vinbar på Aarhus Ø startede vi hurtigt en opvarmning med lidt druesaft i form af et glas af denne 2012 Pillnitzer Königlicher Weinberg Riesling GG fra Weingut Klaus Zimmerling.

Klaus Zimmerling og hans kæreste/kone kunstneren Małgorzata Chodakowska holder til ved den lille by Pillnitz omkring 5 kilometer sydøst for Dresden, tæt på Elben i det nok mere ukendte vinområde Sachsen … et af de nordligste vinområder i det tidligere Østtyskland, hvor der sådan set primært produceres hvidvine, hvilket også er tilfældet hos Zimmerling.

Vinhuset er grundlagt i 1992, hvor parret slog sig ned i Pillnitz i en ejendom, som parret selv kalder Rysselkuppe … en slags intensiveret pyramide, der både fungerer som vineri for Zimmerling og atelier for Małgorzata, der laver græsk/ægyptisk inspirerede skulpturer … en slags erotiske kvinder.

Klaus Zimmerling har samlet 4 hektar vinmarker, primært parceller på marken Pillnitzer Königlicher Weinberg, hvor der dyrkes sorter som Riesling, Grauer Burgunder, Weißburgunder, Gewürztraminer Kerner, & Traminer. Udbyttet er meget beskedent, alene 20-30 hektoliter pr. hektar, hvilket giver basis for en årsproduktion på beskedne 15.000 flasker.

Næsten alle vinene laves i flasker på 0,5 liter, hvilket også gælder denne Pillnitzer Königlicher Weinberg Riesling GG. Alle vinene laves også med fine etiketter, som er lavet af Małgorzata Chodakowska og med en ny etiket hvert år. I 2012 har alle vinene – som det fremgår af billedet – således en etiket med en smyk, yndefuld kvinde med bar skulder.

Der er ikke så mange oplysninger om denne vin, der er lavet med druer fra Grosse Lage marken Pillnitzer Königlicher Weinberg og så vinificeret på ståltanke. Det er ikke helt ultra tør, men har 12 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det en moden, rund og sødmefuld vin, godt med petroleum, blomster, abrikos, honningristede æbler, ferskner, kogte pærer karamel, brændte noter, brændt papir, fernis, ristet mandel, søde krydderier og lidt sød tobak. Meget tiltrækkende.

I munden er der også modne æbler, nedfaldsæbler, sød og godt bid med en lidt olieret fornemmelse, blidt, saftig og fyldig suppleret med lidt lemonsmag, men eftersmagen er forholdsvis kort.

Forhandles hos Vinpusheren, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Clos St. Antonin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2018 Clos St. Antonin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMeget passende sluttede vi den gode Châteauneuf-du-Pape smagning med en 2018 fra Clos St. Antonin, der jo er et nyere vinhus stiftet netop af Isabelle Sabon-Roulan og Aimé Sabon fra Domaine de la Janasse.

Jeg har næsten lige skrevet om Clos St. Antonin, da jeg smagte deres Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages 2019. Da skrev jeg også lidt om vinhuset og baggrunden for købet.

Modsat de øvrige Châteauneuf-du-Pape vine denne aften, så er denne fra Clos St. Antonin lavet alene på 100% Grenache fra nogle tudsegamle Grenache vinstokke på de mere sandede dele af marken Font du Loup tæt ved La Crau og marken Saint Georges.

Al høst og den nænsomme selektering er selvfølgelig foregået med håndkraft, hvorefter vinen er vinificeres ret traditionelt med en lang gæring og maceration på cementtanke, hvor man har inkluderet 20% hele klaser. Slutteligt er vinen lagret på en kombination af store gamle foudres og 600 liter demi-muids.

Duftmæssigt virker Clos St. Antonins Châteauneuf-du-Pape yngre og mere uforsonende end Janasse, mere hård og stærk. Der er blæk, grafit, godt med Rhône krydderier, lavendel, virkelig maskulin og ret powerfuld, stærk frugt … hindbær og sorte kirsebær, grøn peber og sort peber samt lakrids.

I munden virker vinen også lidt rustik med peber, sorte bær, kirsebær, bommer, jordbær, en spids sødme, der bløder det hele godt op suppleret af en tæt struktur og stor kraft. Den er en vildt frisk vin og samtidig også vild tør. Gem den i kælderen nogle år og giv den godt med luft i dekantering inden servering. 5 store fingre med kæmpestore pile op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsatte Châteauneuf-du-Pape ræset med endnu en vin fra Clos du Mont-Olivet, for det var nemlig deres basis røde Châteauneuf-du-Pape i en årgang 2019.

Denne vin er lavet på 78% Grenache, 11% Syrah, 8% Mourvèdre og 3% Cinsault. Vinificeringen foregår ganske traditionelt, hvor Syrah samt Mourvèdre-druerne afstilkes 90%, mens Grenache druerne kun afstilkes med 20%. Maceration og gæring sker i store cementkar og varer 3 uger, hvor man hyppigt foretager nedpresning af hatten – le chapeau’en – og omstikning.

Den malolaktiske gæring sker ligeledes i cementkar, hvorefter vinen primært lagres 18 månederpå store 60 år gamle foudres kombineret med en andel i cementtanke.

Duftmæssigt snakker vi våde fade, våd hund, grøntsagsfond, tobak, gammel balsamisk eddike, blæk, tør engelsk lakrids, grønne grene og fed mørk frugt med sorte kirsebær, jordbær og blommer, fennikel samt lidt apotek.

I munden er der stærk, engelsk lakrids, lakridsrod, solbær, sorte kirsebær, et nærmest balsamisk frugtbid, lidt bitterhed og tanniner, der er bløde, men mærkbare, en god saftighed samt en vis friskhed med en gennemgående syre. Flot vin, så 5 saftige fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske på tilbud i dag koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigEfter champagnen stod den udelukkende på Châteauneuf-du-Pape vine og vi startede med en 2020 Clos du Mont-Olivet Châteauneuf-du-Pape Blanc.

Vinhuset ligger på adressen Chemin du Bois de la Ville midt i Châteauneuf-du-Pape by og er grundlagt i 1932 af Séraphin Sabon og hans hustru Marie Jausset.

Det var Séraphins svigerfar Romain Jausset, der havde erhvervet nogle parceller, som nu gik i arv til hans svigersøn, men det blev Séraphins sønner Jean-Claude, Pierre og Bernard, der drev vingården videre under navnet Les Fils de Joseph Sabon.

I dag ledes Clos du Mont-Olivet af Jean-Claudes søn Thierry Sabon samt Pierres to børn David og Celine, mens Bernards datter Mylene Sabon også en kort periode var med i driften. Hun forlod dog Clos du Mont-Olivet i 2013, fik sin arveandel på 7 hektar marker og driver i dag sammen med sin mand Domaine les Serres des Mourres.

Det er Thierry Sabon, har ansvaret for vinfremstillingen på Clos du Mont-Olivet, mens David arbejder i markerne, men også bidrager til at promovere domænets vine på eksportmarkederne, mens Céline arbejder med salg og regnskaber.

Samlet har de 21 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, 14 hektar i Lirac, 10 hektar under Côtes du Rhône og 3 hektar, hvorfra de laver IGP vine. Som det ofte er tilfældet i Châteauneuf-du-Pape, er vinmarkerne  vidt spredte over ikke mindre end 15 lieux-dits i appellationen. 

Det er markerne Montalivet, La Crau, Les Blachières, Coste Froide, Bois Seneseau, Palestor, Bois Dauphin , Pied de Baud, Les Marines Les Bousquets, Les Parrans, Le Bois dela Ville, Cansaud, Les Gallimardes og Les Serres.

Her smager jeg så husets hvide Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på 40% Clairette, 31% Roussanne, 15% Bourboulenc, 10% Grenache Blanc, 2% Clairette Rose, 1% Picpoul og 1% Picardan. Druerne er hovedsageligt fra lerede og sandede parceller på Montalivet, Le Chemin de Sourgues og Les Cabanes.

Thierry Sabon prioriterer en friske hvid Châteauneuf-du-Pape og det betyder en manuel høst, selektering og en vinificering på rustfri ståltanke ved 16 grader, hvorved den malolaktiske gæring blokeres. Efter endt fermentering lagrer vinen … 90% i ståltanke og 10% på egefade,  hvoraf halvdelen normalt er nye fade.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødkrydret hvidvin med lidt fadnoter, let lakridskonfekt, vanilje, pærer, fersken, melon samt lidt tørt brød.

I munden er vinen lidt stærk med peber og alkohol i intim infight, ganske kraftig, har lidt cedertræ og bliver blid, når der kommer mad til. Vinen har en krydret eftersmag … fyldig ganske vis, men med en rank syre. Houlberg ligger lige i underkanten af 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er pt er 275 kr. ved køb af3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandDet kommer nok ikke som den store overraskelse, at Houlberg elsker tysk Spätburgunder og formentlig nok er blandt dem, som har smagt flest af slagsen herhjemme. Denne fine basis Spätburgunder fra Weingut Steitz har jeg selvfølgelig smagt før … men ikke i denne årgang 2019.

Det en vin, som Christian Steitz har lavet helt traditionelt og den er endt endt fermentering lagret ikke mindre end 24 måneder på de store 1.200 liter Stückfass fade. Vinen er komplet tør og Steitz siger selv, at den har 0 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt læner vinen sig op af 2017’eren, som jeg smagte i sommers, sådan lidt animalsk med en ret ren og frisk frugt, ganske mineralsk med kridt og granit, en frugt med tranebær, kirsebær og brombær, syrlige bolsjer, lidt bitterhed, kamfer, grangrene, appelsin- og grapeskal, røg og svagt ristede noter.

I munden er det er rank, lys og frisk … der er syrlig, småbitter og næsten nypresset frugt,  lyse kirsebær, tranebær, rabarber, ribs med røgede elementer, saltet mineralitet, citronsyre, spinkle tanniner og virker nærmest juicy. Der er jern, jod, røg, kalk … syrlig, ren og skarp.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker … dermed haps; 600 kr. er billigt for en kasse.

Vinanmeldelse 5/7