Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Bodegas Ismael Arroyo, ValSotillo Finca Buenavista, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Ismael Arroyo, ValSotillo Finca Buenavista, Ribera del Duero, SpanienBodegas Ismael Arroyo – ValSotillo ligger ved byen Sotillo de la Ribera i Burgos og derfra smager vi nu denne ValSotillo Finca Buenavista 2018.

Vinhuset var en blandt grundlæggerne af DO Ribera del Duero tilbage i 1982, for allerede i 1979 startede Ismael Arroyo med at tappe vin og han solgte det under de to navne Mesoneros de Castilla og ValSotillo.

Huset har samlet 25 hektar vinmarker og derudover en gammel underjordisk kælder på over 2.000 kvadratmester tilbage fra det 16. århundrede … hugget ind i klipperne under vingården. Det er i dag fortsat den gamle Ismael Arroyo, der ejer gården, men driver det sammen med søn og barnebarn.

Markerne ligger fordelt over 12 forskellige områder omkring bodegaen. Alle disse områder er ligger perfekt sydvendt og i op til 850 meters højde over havet. Vinstokkene dyrkes som buskplanter, uden opbinding og er imponerende 60-90 år gamle. Dette sikrer lavt udbytte af højeste kvalitet til alle bodegaens vine.

Al høst foregår i hånden og der bruges ingen former for sprøjtemidler i markerne. Gæringen af husets vine foregår kun ved hjælp af de naturlige gærceller, som findes i druernes skind.

Her smager vi deres 2018 ValSotillo Finca Buenavista, der er lavet på 100% Tempranillo, som alle kommer fra marken Finca Buenavista i 850 meters højde. Både den alkoholiske og malolaktiske gæring er sket ved kontrolleret temperatur i rustfri ståltanke. Derefter er den lagret 6 måneder på franske og amerikanske barriques, der alle er opbevaret i den gamle kælder.

I næsen er der et tydeligt – men ikke vildt – fadpræg, men en mere animalsk og landlig duft, faktisk rigtig fin aroma med lidt mødding og kostald, kirsebær, brombær, kakaopulver, lidt dadler, virkelig lækker og fin frugt, tobak og vanilje.

Smagsmæssigt er der også en rigtig god dybde, krop og smag, meget rund og venlig, godt med saft og saft … samtidig har vinen også en fin frugtsyre, blide tanniner samt røgede og ristede elementer.

Forhandles af Sæsonvine, hvor en flaske koster 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2018 Dominio del Bendito, Las Sabias, Toro, Spanien

2018 Dominio del Bendito, Las Sabias, Toro, SpanienVi fortsætter med endnu en spansk vin … en kraftkarl på hele 16,5% fra gamle Tempranillo stokke. Det er vinen Las Sabias fra Dominio del Bendito.

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at vin … ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne Las Sabias er lavet på ren Tinta de Toro aka Tempranillo, som kommer fra en række små parcelle i Pago la Jara med gamle upodede vinstokke, som mindst er 45 år gamle og mange endda op til 80 år.

Vinen er gæret på små beton- og epoxyharpikstanke og efter endt fermentering er det lagret på franske fade i 16 og 18 måneder. Den har en høj alkohol på hele 16,5% og der er lavet 16.016 flasker.

I næsen er det vitterlig en kraftkarl, som har pænt med fadnoter og den minder på mange måder om en Ribera del Duero. Der er vanilje, kakaopulver, sød finsk lakrids, solbær, svesker og måske endda svagt lidt rosiner … der er krop, styrke, peber og power.

Der sker nærmest også en krafteksplosion i munden, godt med alkoholvarme, men alkoholen er pakket pænt ind sammen med en mørk, saftig og intens frisk, den søde lakrids og igen klar Ribera del Duero gener, hvor fadene får godt med plads. Der er runde og tunge tanniner, en vis sødme og har ellers en Hemi 8 cylinder motor, men altså også bare en rigtig god smag, så 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodega Dehesa el Carrascal, Mar García, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodega Dehesa el Carrascal, Mar García, Castilla-La Mancha, SpanienVi napper da endnu en vin fra Bodega Dehesa el Carrascal og denne gang ikke en Vino de la Tierra de Castilla, men en vin under appellationen Almansa DO, nemlig vinen Mar García.

Det er en Grenache baseret vin, hvor druerne først er afstilket, så presset med nitrogen. De får herefter kølig pre-maceration ved 10 grader i 2 dage inden gæring med udvalgt gær ved 25 gader i roterende og horisontale tanke i rustfrit stål. Derefter gennemgår vinen malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på amerikanske egetræsfade.

Selvom der er mange varianter af spansk Grenache fra lyse og næsten burgundisk til kraftige og mørke, så hører denne til den sidstnævnte gruppe … masser af tørhed, krydderier og næsten en smule rhônsk i udtrykket.  Der er godt med røg, ristede elementer, blåbær, solbær, blæk og sød lakrids.

I munden breder smagen sig virkelig ud … både fadene mærkes, men det gør den friske, runde og småtørre frugt også. Der er solbær, godt med skrald på drengen, masser af tørhed, polerede tanniner, peber og solrig. saftig og fyldig frugt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienMed næste vin – en 2016 Valpolicella Superiore – er vi atter på besøg hos det lille familiedrevne vinhus Corte Canella di Venturini Francesco, Veronica e Castagnedi Adriana Maria.

Vingården er grundlagt i 2009 af Francesco Venturini og ligger i den lille landsby Cellore d’Illasi og navnet Canella stammer fra den gade, hvor vingården ligger. Francesco driver vingården sammen med sin hustru Adriana Venturini og deres to døtre Veronica og Gloria.

Det er en lille vingård og produktionen er årligt alene 15.000 flasker i alt, hvilket er fordelt med en ganske lille smule hvid Soave, men ellers røde Valpolicella og Amarone vine.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 50% Corvinone, 40% Corvina, 5% Rondinella og 5% Croatina fra Cellore d’Illasi området. Efter høst i september er druerne tørret i 50-60 dage, hvorefter der sker gæring, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Den trækker en mosterhøj alkoholprocent på 15,5%.

Uha … allerede fra start leveres der sgu med denne vin. Der er vild skrald på fadet … vanilje, kanel, engelsk lakrids, kaffe, masser af stor comfort, omfavnende og småvild. Den har sorte kirsebær, solbær og modne blommer, men også en lille pift af en frisk frugt.

I munden er vinen lidt lige som 2015’eren, lidt varme fra de 15,5% højoktaner, men igen en sand eksplosion i munden af mørk frugt som blommer og kirsebær, lakrids, vanilje og vinen har helt klart nogle genkendelige ansigtstræk fra Amarone. Selvom jeg egentlig ikke er Valpolicella mand, så smager dette altså bare godt og en virkelig flot kvalitet for en Valpolicella Superiore, så 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine du Bicheron, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Bicheron, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigHoulberg nappede da bare endnu en bourgognevin og det blev denne Bourgogne Pinot Noir fra Domaine du Bicheron i lidt vest for byen Péronne i Mâconnais.

Vi er i den sydlige del af Bourgogne og husets vinmarker ligger ved de charmerende byer Péronne, Azé, Saint-Maurice-de-Satonnay og Viré-Clessé.

Vinhuset er oprindelig startet helt tilbage i 1889 af Antoine Rousset, men drives af 5. generation i dag og det er Denis og Geneviève Rousset. De har samlet 53 hektar vinmarker med Chardonnay, Pinot Noir og Aligoté og laver årligt lige omkring 100.000 flasker vin. Siden 2018 har marker været drevet efter HVE …High Environmental Value.

Deres to børn Quentin og Jonas Rousset har sammen med vennen Gauthier Delbecq i 2019 også lavet deres eget vinhus i Péronne og det er Earl Rousset Delbecq, hvor Jonas Rousset står for vinproduktionen.

Denis og Geneviève Rousset overtog Domaine du Bicheron i 1993 og laver i dag 9 forskellige vine, hvilket – udover et par mousserende vine – er en Viré-Clessé, tre Mâcon-Péronne, en Bourgogne Aligoté og så denne Bourgogne Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer fra 50 år gamle vinstokke … lavet meget klassisk og så lagret 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det absolut inden for skiven … en rigtig, god, rustik og lidt bondsk basis bourgogne og minder faktisk lidt om Benjamin Lerouxs basis Bourgogne Rouge. Den har samme saftighed og mørke frugt med  jordbær, rabarber, eg, jod, grannåle, grønne vinblade og blomstersæbe.

Smagsmæssigt er vinen også til den mørkere side med en lille beaujolaisagtig kant, godt med kirsebær, ribs, jern, peber, jod og en klar syre. Det er sådan lidt kluntet eller kejtet, men det er på en blød, cremet og saftig facon med masser af tæt drikkeglæde med denne ranke og burgundisk Pinot Noir smag … og til meget fornuftige menneskepenge.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Toi Toi Wines, Riesling Reserve, Marlborough, New Zealand

2019 Toi Toi Wines, Riesling Reserve, Marlborough, New ZealandVi fortsatte med flere Toi Toi Wines og næste blev en Riesling Reserve … og med snakken om sødme, så har denne faktisk hele 18,9 gram restsukker pr. liter.

Vi smager vinen i årgang 2019, som i Marlborough var en af de varmeste årgange nogensinde og faktisk startede huset Toi Toi Wines høsten 10 dage tidligere end normalt.

Vinen er lavet på druer fra 2 marker i  Wairau Valley i Marlborough og med meget lave udbytter, hvor druerne er  presses direkte hele så kun den mest delikate free run most finder vej til den færdige hvidvin.

En langsom gæring  er sket ved lave temperaturer og efter endt fermentering er vinen også lagret på ståltankene. De 18,9 gram restsukker pr. liter i vinen er ifølge de tyske regler en mild vin, altså både sødere end feinherb og halbtrocken.

Shit … sikke en petroleum snude, hvor det damper med diesel, gammel olie, benzin og terpentin … total TDN. Det fylder meget i starten og dækker måske lidt for frugten. Men der er  fuld skrue på grønne æbler, umodne pærer, fersken. lime samt masser af salte sten og mineraler. Det kan sgu minde en del om Mosel Riesling.

I munden virker sødmen ikke overvældende, hvilket er fint og det giver en saftig, vedkommende og halvtør vin. Der er igen æbler, lidt pærer og fersken, men mest virkelig mineralske, rene, ranke og salte mineraler, der suppleres af grillede citroner og masser af lemon med bitterhed, friskhed og runde efterspil.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de la Colline Saint Jean, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine de la Colline Saint Jean er et familieforetagende, som drives af Aurélie og Cyril Alazard. Vi smager her deres 2017 Gigondas.

Colline Saint Jean har tilhørt Alazard familien i generationer, men det var dog først i 1976, at domænenavnet blev officielt etableret og familien startede med at lave vin i eget navn.

Aurélie og Cyril Alazard holder til i den sydlige del af Vacqueyras ved Saint Jean-bakken og derfor også navnet Colline Saint Jean. Aurélie og Cyril Alazard er selv 10. generation og deres oldeforældre solgt også vin i landsbyen, men alene på fade.

Familien har samlet 25 hektar fordelt på 4 appellationer. De har således 2 hektar vinmarker  i Gigondas, 15 hektar i  Vacqueyras bl.a. på parcellen La Ponche, på Garrigues plateauet, i Mornas-distriktet og derudover er der 1,3 hektar i Beaumes de Venise, 2,8 hektar i Côtes du Rhône og resten er blot i et område som IGP vine.

Denne Gigondas er lavet på 75% Grenache og 25% Mourvèdre fra 65 år gamle vinstokke. Druerne er afstilket 80%, hvorefter vinen er lavet i betontanke og en gæring samt maceration over 30 dage og så er vinen derefter lagret 10 måneder med 50% i 600 liter fade og resten i betontankene.

Duftmæssigt er det som at få stoppet en krydderkvist op i næsen sammen med en mineralsk jernnæve, tør engelsk lakrids samt frisk frugt med småbitre kirsebær, brombær, boysenbær, røg, sten, tjære, jod, mens fadnoterne egentlig er meget svage … men lige kan fornemmes i det fjerne.

I munden er vinen meget tør, men frugtintensiteten meget stor. Der er godt med tranebær, brombær, blåbær, tør engelsk lakrids, granit, sten, peber, bitterhed og stramme tanniner. Der kommer en frisk syre, hvor der endda følger en tør sødme med. Det gør denne Gigondas meget vedholdende og vedkommende.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Bodega Finca la Capilla, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien 

2017 Bodega Finca la Capilla, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero ballet sluttede med en Vendimia Seleccionada i årgang 2017 fra Bodega Finca la Capilla … anden vin fra dette vinhus i vor smagning.

Vinen er lavet på ren 100% Tempranillo druer, som kommer fra husets egne vinmarker i Roa, La Horra og Anguix, fra de mest eksklusive afkroge med et lavt udbytte.

Efter den manuelle høst er alle druerne deponeret i små kar efter hver plot. De er så vinificeret helt separat med en langsom alkoholisk gæring alene med druerne egne naturlige gærceller. Macerationen varer ikke længere end selve gæringen.

Derudover er der sket malolaktisk gæring på franske egetræsfade, hvor den sammenstukne vin også er lagret 12 måneder på nye og burgundiske barriques lavet af finkornet fransk eg.

I næsen er det en mørk og fyldig vin, hvor fokus umiddelbart virker som blæk, dyb engelsk lakrids, finsk lakrids og så godt med fadnoter af mælkechokolade, vanilje og en sort frugt med blåbær, solbær og endda lidt eksotisk træ som teak- og mahognitræ.

Smagsmæssigt kommer der også godt med blæk og engelsk lakrids frem, selvom vinen jo egentligt er fløjlsagtig, velstruktureret med en mørk og rund frugt. Frugten virker bestemt ikke overmørk, men er solbær og hindbær, godt med træ og en vis livlighed.

Ikke fundet herhjemme, men prisen i hjemlandet ligger på 25,80€ … svarende til omkring 192 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Bodegas Valduero, Tierra Alta de 2 Cotas Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Valduero, Tierra Alta de 2 Cotas Reserva, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin fra Bodegas Valduero rykkede vi et niveau ned, for det var nemlig husets 2014 Tierra Alta de 2 Cotas Reserva.

Vinen er – som storesøster – lavet på 100% ren Tempranillo druer, der her kommer fra 2 af husets højtliggende vinmarker i Ribera del Duero. En af dem er placeret i 840 meter over havets overflade og giver kompleksitet og elegance, men den anden er beliggende i 900 meters højde og tilføjer struktur til vinen. Druerne kommer fra over 40 gamle vinstokke, som håndplukkes i den første uge af oktober.

Ved en alkoholiske gæring er der alene anvendt druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret 30 måneder på egetræsfade og derefter mindst 30 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er denne Reserva også ganske venlig og rund, ikke helt så dyb som den forrige vin, men har i næsen langt mere kirsebær, der kommer sammen med solbær og blommer, men får altså et lidt mere frisk udtryk, men heller ikke så kompleks. Frugten er suppleret med kaffe, tobak, karamel, lakridskonfekt og let bitter chokolade.

Det smager altså også bare rigtigt godt … der er masser af frugt, kirsebær og brombær, rig og fyldig med seriøst stærke tanniner og samlet giver det bare en rigtig lækker Ribera del Duero vin.

De to vine fra Bodegas Valduero burde have været med i heat 1 og skiller sig absolut bare ud i heat 2 som værende de absolut bedste.

Forhandles af Masawine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodegas Pinea del Duero, 17 Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Pinea del Duero, 17 Crianza, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin, blot kaldet 17 Crianza fra Bodegas Pinea del Duero kom der så endnu mere lækker Ribera del Duero vin i glasset.

Historien om Bodegas Pinea del Duero er en drøm af de to gamle barndomsvenner Vicente Pliego og Hugo Del Pozzo, som satte et fælles mål om at lave nogle af de bedste vine i Ribera del Duero.

Vingården tilhørte allerede hele Pliego familien og Vincente var allerede vinmager, da de i 2016 gav hinanden håndtryk for projektet og startede med at rejse penge til de nødvendige investeringer via både private equityfonde og personlige investorer.

De har samlet hele 80 hektar vinmarker til Bodegas Pinea del Duero, som de har givet navnet Pinea efter et sted med et stort majestætisk fyrretræer på ejendommen. Pinea træet havde en særlig betydning for begge, da Vincente engang kun delte dette sted med sin familie indtil han introducerede det til Hugo.

Markerne og det byggede moderne vineri ligger nær byerne Olmedillo de Roa og Villatuelda i hjertet af Ribera del Duero og til at hjælpe barndomskammeraterne med vinproduktionen, så har de hyret vinmageren Isaac Fernandez, som er en kendt ønolog samt vinmager hos Bodegas Mauro, som blev grundlagt af hans onkel, Mariano Garcia, og har været i lære hos Vega Sicilia.

Denne 17 Crianza har sit navn aka nummer efter flere ting. For det første er vinen lagret første gang i årgang 2017 og kommer fra en 17 hektar stor vinmark. Derudover har nummeret endda en forbindelse til professionel golf, da den spanske golfspiller Sergio Garcia i 2017 vandt Masters-turneringen og ved den efterfølgende middag nød vinen til maden,

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 30 og 70 år gamle vinstokke fra vinmarkerne og de gærer i 10.000 liter store og rustfrie ståltanke med en indledende kold maceration og så en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 70% franske og 30% amerikanske egefade. Derefter er vinen så lagret mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er denne vin ganske mørk … måske endda mere end de forrige med en generøs sort frugt, solbær, blåbær, morbær, blommer og figner, godt med vanilje, engelsk lakrids, lidt papkasser, tørhed samt lige mineralske noter.

Smagsmæssigt har vinen en ganske fin smag … smager sgu godt. Der er kaffelikør, karamel, dyb og fed frugt, peber og samtidig en rigtig god friskhed. Samlet sidder vinen rigtig lang tid i munden, så klart 5 tomler med pil op.

Forhandles af Slagelse VinKompagni, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7