Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Julien Guillon, La Presse de Buitonne, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, La Presse de Buitonne, Valais, SchweizNæste vin 2018 La Presse de Buitonne fra Julien Guillon var overraskende lavet på 100% ren Merlot. Det er fra 14 år gamle vinstokke, som Julien har på sine biodynamiske marker i omkring 900 meters højde.

Vinen er lavet med macération carbonique i en uge og derefter så lagret 6 måneder i koniske og let toastede trækar. Der er lavet 1.050 flasker af denne La Presse de Buitonne.

I næsen er vinen langt mere fyldig og moden end forrige vin .. her er det blommer, modne jordbær, mørke kirsebær, blåbær, brombær, lidt kærnemælk, frisk og på ingen måder en tung vin … blot fyldig med frisk nerve og syrlig mejeri.

Det smager også lidt som duften … nogen sødme, men frugten nok lettere end duften, syrlige kirsebær, lyse blommer, granatæbler, godt med syre, noget læskende og det fungerer egentlig ret godt og vinen har en vildt godt eftersmag.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Julien Guillon, Dio Dio de Fifi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Dio Dio de Fifi, Valais, SchweizMed næste vin kom der virkelig godt med farve i glasset, for det var denne Dio Dio de Fifi, der er lavet på den – for mig – ukendte drue Diolinoir … og her er det også – som med forrige vin – et blend af både årgang 2018 og 2019.

Lad os først starte med at kigge nærmere på druen Diolinoir, der er en rød druesort, som primært findes i netop Valais regionen i Schweiz. Druen er fremavlet af André Jacquinet på Caudoz, et forsøgscenter for vinavl i Pully i det lille alpeland. Det er en krydsning af Pinot Noir og en lidt ukendt fransk sort kaldet Rouge de Diolly.

Sorten er fremavlet for at give farve til blends og den har en god modstandskraft mod sygdomme, et meget mørkt skind, modnes tidligt og er velegnet til Schweiz’ alpine klima.

Diolinoir er fremavlet på samme tid som andre druer som Gamaret og Garanoir. Hos Julien Guillon har han druen på nogle 20 år gamle vinstokke på marker i omkring 550 meters højde. Efter høst er alle druerne afstilket, hvorefter vinen er gæret og macereret i 2 uger. Der er alene lavet 900 flasker af vinen.

I glasset er Dio Dio de Fifi virkelig mørk, mens duften er rustik, landlig med blæk, et lille fadpræg med kanel og vanilje, en stor spand med maling og nogle biodynamiske træk. Det er måske endda også lidt parfumeret i udtrykket, men absolut spændende.

Smagen er blød, kraftig med god syre … selvom volumenknappen til syreniveauet er skruet en anelse ned. Smagen er lettere end farven egentlig indikerede og præges af både blæk, blomster, strenge og grønne elementer, godt med tanniner og vild stor friskhed. Det er bestemt en god Guillon vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, SchweizDenne 2018 Savagnin baserede vin Cuvée Heidi er opkaldt efter Julien Guillons hund. Druerne kommer fra en lille vinmark i 900 meters højde, hvor Heidi elsker at løbe rundt mellem vinstokkene og hvor jorden byder på gnejs, granit og ler.

50% af Savagnin vinstokkene er jurakloner, mens de resterende er kloner fra Valais. Cuvée Heidi er lavet med hele klaser, direkte pres og derefter et år på fad. Så er vinen efterfølgende flasket og det er naturligvis uden tilsætning af hverken svovl eller andet skidt.

I næsen er der her langt mere kraft … en meget spændende og mere eksplosiv duft. Det er tørt træ, røg, bålsted, nødder, melon og en lidt leret aroma. Der dukker også nogle søde noter frem og så – som Bo sagde – lidt chips, måske endda en blanding mellem ostepops og barbecue bølgechips.

Smagen er langt sødere end forventet og selv der fortsat og naturligvis er tonsvis af syre, så er sødmen meget tydelig. Martin fortalte, at han havde drøftet sødmen med Julien, som siger, at det ikke skyldes sukkerindhold, men nærmere lidt babyfedt, da det fortsat er en meget ung vin.

Det betyder dog, at vinen smager af hyldeblomstsaftevand tilsat lidt stikkelsbær, grape, grillet citron og saltede, kalkede mineraler. Trods sødmen er det fortsat holdt i ave af en stram og meget frugtagtig vild syre og samlet er det en vin, som jeg virkelig godt kan lide og klart aftenens – hidtil – mest aromatiske vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 460 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Julien Guillon, Chassela de la, Valais, Schweiz

2019 Julien Guillon, Chassela de la, Valais, SchweizDenne 2019 Chassela de la fra Julien Guillon er som forrige vin også lavet på ren Chasselas fra 62 år gamle vinstokkke i 750 meters højde. Vinstokkene er gennem de seneste 3 år drevet certificeret biodynamiske.

Men i modsætning til 2018’eren Cuvée Mamie, så er denne ikke lavet på macération carbonique metoden, men vinificeret ved et direkte pres og så gæring … men det fremgår ikke, om dette er sket i ståltanke eller – som med Mamie – i de store æggeformede betontanke, som Julien også anvender i sin vinkælder. Der er udelukkende lavet 1.050 flasker Chassela de la.

Næsen er langt mere tilgængelig og normal i forhold til Mamie, sådan meget direkte most, æblemost og cider. Men det er en vild most, for det dufter langt mere grønt, af røg, bålsted, blomster, lidt katteurt – også kaldt  blåkant eller fattigmandslavendel – og så også nogle salte mineraler.

Smagen følger duften ret godt … sådan direkte mostet og syrerig med en virkelig frisk, ætsende og vild syre, lemon, grape og umodne æbler. Der er noget gæret most over smagen, virkelig forfriskende, stram, grøn og så samtidig simpel og ærlig. Det er samtidig en vin, som er nem at drikke … umiddelbar, ren og frisk.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 270 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Redfold Vineyards LLP, Ambriel Rosé, England

2014 Redfold Vineyards LLP, Ambriel Rosé, EnglandAllerede tilbage i 1992 blev den første engelske Sparkling Wine introduceret og i dag ved mange vinnøder udmærket, at man kan få fremragende bobbelvand fra den anden side af kanalen. Det kan man også selv smage med denne 2014 Ambriel Rosé fra Redfold Vineyards LLP.

Vingården ligger lidt nord for den lille by Pulborough i West Sussex og er grundlagt i 2010 af Charles Outhwaite sammen med hans hustru Wendy. Charles var investeringsrådgiver i den finansielle verden, mens Wendy var advokat, men i 2006 tog de springet, skiftede retning og købte den gamle Redfold Farm.

Farmen havde været brugt til fåreavl, men havde 16 hektar jord, som grænsede op til både Nyetimber og Nutbourne Vineyards … to etablerede engelske producenter af mousserende vine. Og det var netop derfor, at Charles og Wendy købte farmen … de ville være vinproducenter af mousserende vine.

De plantede 30.000 vinstokke på omkring 9,5 hektar af jorden, hovedsageligt Chardonnay sammen med mindre mængder Pinot Noir og Pinot Munier og i 2010 kunne de høste de første druer.

De to første årgange blev lavet med hjælp fra andre producenter, men derefter ansatte de den sydafrikanske vinmager Kobus Louw, der tidligere havde arbejdet på Kent Vineyard … en anden engelsk vinproducent. Han hjælper Charles med at lave vinene … pt fordelt på 4 forskellige Sparkling Wines, herunder altså denne 2014  Ambriel Rosé.

Det er en Sparkling Wine, der er lavet på 100% Pinot Noir fra en enkelt mark, nemlig rækkerne 2-39 på East Vineyard, hvor stokkene er lavtydende burgundiske Dijon klon 777, der oprindelig stammer fra Morey St Denis.

Druerne er høstet i oktober og efterfølgende vinificeret med skindkontakt efter 36 timer, hvilket også har givet vinen den fine lyserøde farve. Efter endt fermentering er vinen flaske og klar til andengæring på flaske, hvilket er sket over 5 år. Vinen er så endelig degorgeret i marts 2020 med 10 gram dosage. Dette er faktisk husets første mousserende Rosé.

Næsen er egentligt meget sart og blid, godt med jordbær, hindbær samt solbær i sælsom infight. klart nogle kalkede elementer, en vis landlighed, små svedperler, småanimalsk lækkerhed, en lille sødme detekteres også sammen med tørhed, tør jord, sten, mineraler og et skvis citron samt lemon.

I munden er der fine, knastørre bobler … masser af frisk frugt, hindbær, rabarber, ribs og citroner. Det er fin friskhed, sten og kalk, men boblerne fader forholdsvis hurtigt i glasset. Så dukker der også mere jordbær og en kæk lille sødme op. Det er sgu skruet skide godt sammen og tænk sig, at det kommer fra England. Selvom jeg ikke så megen til rosévine med eller uden bobler, så fungerer dette bare rigtigt godt. Stor begejstring herfra. Rød engelsk bobbelvand og umiddelbart tror jeg godt, at jeg selv kan tømme denne flaske!

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Bernhard Huber, Müller-Thurgau, Baden, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Huber, Müller-Thurgau, Baden, TysklandAllerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine, hvilket denne Müller-Thurgau er et godt vidnesbyrd og evidens på.

Under vort besøg – som du i øvrigt kan læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen – var det faktisk også en hvidvin, som vi faldt for, en fed og voluminøse Weißer Burgunder, men det skyldes også, at vinhuset Spätburgundere næsten alle var udsolgte.

Som jeg skrev efter mit besøg, så døde Bernhard Huber i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrkerJulian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene – som fx denne Müller-Thurgau – alene på rustfrie ståltanke, selvom de store burgundervine også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Nu smager Houlberg så netop Hubers Müller-Thurgau … og lad os lige kigge lidt nærmere på den lidt uglesete, men meget udbredte tyske druesort. Den blev fremavlet i  perioden fra 1882 til 1890 af den schweiziske forsker Hermann Müller på Geisenheims forskningsinstitut i Rheingau.

Müller-Thurgau er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, … og da Hermann Müller kom fra delstaten Thurgau i sit hjemland Schweiz, så fik druesorten navnet Müller-Thurgau.

Druesorten blev forfinet med nye rodstokke i 1901-1903 og derefter dyrket mest som test inden Müller-Thurgau nogle år senere blev plantet  Schweiz og i 1913 også i Tyskland.

Det var dog først efter anden verdenskrig, at druesorten fik vind i sejlene, selvom en række dyrkningsresultater allerede i 1938 blev fremvist på en Müller-Thurgau konference i Alzey. Og siden 1945 er druen blevet plantet massivt i Tyskland og specielt efter 1970, hvor Müller-Thurgau blev officielt klassificeret.

I dag er der 12.730 hektar vinmarker med Müller-Thurgau i Tyskland og de fleste i Rheinhesssen. Derudover findes druen også i mange andre lande som fx Østrig, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Italien og selvfølgelig Schweiz. På verdensplan er der omkring 22.900 hektar vinmarker med Müller-Thurgau.

Müller-Thurgau er kendt for at modne tidligt og give stort udbytte på helt op til 150 hektoliter pr. hektar og er samtidig nem at dyrke. Formålet med fremavling af druen i 1882 var netop også at lave en moderne udgave af Riesling, men som var mere stabil at dyrke.

Derfor blev druen også så populær, at den udviklede sig til den mest dyrkede drue indtil 1990’erne, hvor Riesling imidlertid atter erobrede førstepladsen.

Derefter er mange Müller-Thurgau vinstokke rykket op igen og erstattet med sorter af højere kvalitet som Riesling og Silvaner. Det skyldes bl.a. at druen i sin absolutte storhedstid i 1970’erne var i næsten alle de mest solgte vine som fx de berygtede Liebfraumilch og Morio-Muscat … begge vintyper, som senere blev massivt upopulære, hvilket gjorde Müller-Thurgau til en lidt ugleset druesort.

Müller-Thurgau giver lette, milde, bløde og runde vine med lavt syreindhold. De fleste vine på druen er vinificeret hurtigt og skal derfor også drikkes unge. Vinene kan have et strejf af noget fersken i duften og kan være medicinsk i smagen. Druen kaldes også markedsføringsmæssigt for Rivaner.

Som nævnt er Julian Hubers Müller-Thurgau alene lavet på rustfrie ståltanke og dermed helt uden brug af egefade. For at sikre en vinen god kvalitet, så beskærer Julian den højtydende druesort hårdt, så de færre druer får både mere aroma og mere syre. Lad os smage vinen.

Næsen byder på masser af velduft … eksotisk frugt, mango, ananas, fersken, modne og bløde pærer, lemon, sødme, lidt støvede noter og samtidig aromatisk, næsten sommerblomstrende.

Det er smagsmæssigt også en rigtig sommervin, frisk, masser af lemon, æbler, pærer, grape og samtidig med en vis fylde, fedme og masser af velsmag. Det er sød, sommerlig og alligevel med en bitter syre, frisk med et let kalket element. tørhed fra grapen og det gør vinen rigtig interessant. Müller-Thurgau kan bestemt noget og denne fra Bernhard Huber har sgu charme og karakter.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Clos Genêt, Bourgogne, Frankrig

2011 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Clos Genêt, Bourgogne, FrankrigSantenay er en af de sydligste appellationer i Côte de Beaune i Bourgogne. Der findes kun 12 Premier Cru marker i Santenay, men den lille sydvestligt vendte mark Clos Genêt omkranset af en mur er ikke en af disse, men står bag denne purunge og fine Santenay Clos Genêt fra huset Domaine Louis Lequin et Fils.

Det ligger midt i Santenay by og er et historisk hus, der har lavet bourgognevine i generationer siden 1669, hvor det blev grundlagt af Philibert Lequin, som købte marken Les Clos Genêt i Santenay og startede med at lave vin, altså denne vin. Allerede dengang var markerne dyre, så det tog familien omkring 120 år for at betale gælden fra købet af.

I dag drives vingården af Louis Lequin som seneste generation sammen med sin søn. Louis overtog driften fra sin far Jean i 1993 … og skulle dele gården med sin bror, men siden opdelingen har Louis købt flere marker til.

I dag har Louis således samlet 7 hektar vinmarker … både Premier Cru og Grand Cru i Côte d’Or, Nuits-Saint-Georges i Côtes de Nuit, samt Pommard, Santenay, Corton, Corton Charlemagne og Bâtard-Montrachet i Côte de Beaune.

De fleste af markerne er dog købt af Louis’ bedstefar Lucien Lequin, der bl.a. købte husets første Granc Cru mark Batard-Montrachet og vinmarker i Corton samt Nuits Saint Georges. Det var også Lucien, som startede med at eksportere vinene og fik dem på kortet på det fasionable hotel Waldorf Astoria på Manhattan.

Nå, men lad os starte med at kigge nærmere på denne Santenay Clos Genêt, hvor druerne håndhøstes fra marken familiens mest først og mest historiske mark Les Clos Genêt, hvor jordbunden er præget af brune kalksten og mergel.

Efter høstes afstilkes druerne og presses let, hvorefter de ligger i kold maceration i 6 dage, hvilket tillader en ekstraktion af glycerol, der giver rundhed og frugtighed til endelige vin. Fermentering sker spontant alene med druernes naturlige gærceller ved 32 grader og varer samlet 12-15 dage med daglig pigage.

Efter endt fermentering knuses og presses druerne, hvor efter vinen så får lav at hvile 4 dage for at falde til ro. Derefter er vinen så lagret 16-18 måneder på Allier barriques, heraf 25% nye fade. Efter vinen er flasket, så lagres den yderligere 2 år i kælderen inden frigivelse.

Utrolig kølig næse med skovbund, fernis, maling, masser af brændte noter, lidt hårdbrændt eg, røg, hindbær, tranebær, ribs, granatæbler, hyben, lidt blæk, tørrede rosenblade, faktisk meget blomsterrig som suppleres med grønne blade, fennikel, mentol, kanel, vanilje … fint, svævende, æterisk og duften besnærer, henfører, blænder og henriver en … dragende.

Smagen er let, pågående … meget ren, frisk frugt, godt med silkefine tanniner, som feminint angriber dine tænder og mundhule med stor tørhed, elegance, luftighed og nærvær. Det er let og burgundisk med så fin og frisk nerve. Giv endelig vinen godt med luft i glasset, således aromaerne langsomt kommer frem, så belønnes du gavmildt. Det er bare så let at drikke, en fornøjelse … god ung Bourgogne, så dermed hoster Houlberg op med 5 fede fingre med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Purple Wine Company, Raeburn Winery Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USA

2018 Raeburn Winery, Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USALad os fortsætte med endnu en Raeburn vin fra Purple Wine Company, nemlig den farvede søstervin til forrige Chardonnay … en 2018 Russian River Valley Pinot Noir.

Druerne kommer – som med dens hvide sibling – fra en række  forskellige marker beliggende i Russian River Valley, hvor de høstes manuelt, afstilkes og så udblødes/macererer ved kolde temperatur nogle dage. Så sker gæringen bagefter i store, åbne gæringskar med pigeage et par gange dagligt. Efter fermentering er vinen så lagret 11 måneder på franske egetræsfade, heraf 25% nye fade.

I er vinen sådan mellemrød transparent … ikke helt lys, mens duften er skovbær, tranebær, hindbær, kirsebær, gran, nelliker, bagepulver, sødme, vanilje, røg og krydderier. Derudover blander der sig en lidt parfumeret duft … rosenblade, pollen og svagt brændte elementer.

Smagen er tør med en lidt småbitter frugt, klart med kirsebær, ribs, tranebær, dejlig grøn og streng i frugten, næsten helt burgundisk, så den sædvanlige amerikanske varme er her slet ikke så udtrykt. Syren bliver aldrig rigtig helt streng, så dermed bliver vinen blød, rund og utroligt behagelig med kølig udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Purple Wine Company, Raeburn Winery Russian River Valley Chardonnay, Californien, USA

2018 Raeburn Winery, Russian River Valley Chardonnay, Californien, USAChardonnay er én af de mest anvendte druer til californiske hvidvine … ofte fede vine med masser af eg. Men denne unge, fine 2018 Russian River Valley Chardonnay fra det af Purple Wine + Spirits ejede vinhus Raeburn Winery er hverken fuldfed eller oaky.

Raeburn Winery er et nyere vinhus eller brand grundlagt i 2012 af Derek Benham, som vi jo tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog. Han er en rigtig vinkøbmand, som har haft succes med at skabe rigtigt mange brands indenfor vin.

Derek Benham startede selv i vinbranchen i slutningen af 1970’erne, hvor han som ung startede med at sælge vin … fra bagagerummet fra sin gamle 1967 Ford Mustang. Dér lærte han for første gang en del om kundernes smag.

Han blev selvstændig første gang i 1990, da han sammen med sin bror Courtney skabte brandet Blackstone, som havde specialiseret sig i at lave Merlot vine. Det solgte brødrene for hele 140 millioner dollars til et partnerskab mellem Constellation Brands og BRL Hardy.

Efterfølgende har han så grundlagt Purple Wine + Spirits, hvor han igen skaber nye brands. Det er ikke er et traditionelt vinhus, for det ejer ikke selv vinmarker. Det er nærmere et negociantfirma, der så opkøber druer og laver vin samt spiritus målrettet til primært det amerikanske marked, detailbutikker, restauranter eller private labels … og laver nye brands.

Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellit-afdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine + Spirits laver vine under en lang række brands, som fx Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Kumbaya, Marlo, Pico & Vine, Marc Cellars, Rampage, Wheelhouse, Avalon, Four Vines, Lucky Star, Cryptic, Flint & Steel, Calista, Zynthesis og Randall-Monroe og så også Raeburn Winery.

Purple Wine + Spirits har også tidligere etableret brandet Mark West, som laver Pinot Noir vine. Det har de solgt for 160 millioner dollars til Constellation Brands, så kom ikke og sig, at der ikke er penge i vinindustrien. Vin har gjort Derek Benham meget velhavende.

Raeburn Winery er – som nævnt – grundlagt i 2012, men ejendommen beliggende på Olivet Road i Russian River Valley blev allerede købt af Derek i 2005. Ejendommen havde tidligere været en æggefarm, men allerede i 2000 havde vinproducenten Cecil DeLoach opbygget den til et moderne vineri.

Da Derek startede Raeburn Winery, så skete det for at ære sin mor Phyllis Benham, der var en ivrig naturforsker og fugleelsker. Derfor drives vinhuset også med respekt for naturen … og sikre faunaen og dyrelivet omkring Russian River Valley. Det betyder bl.a. opsamling af vand, genbrug af pap, energi fra solceller og anvendelse af batterier fra Tesla Energy.

Det er vinmageren Joe Tapparo, som laver vinene på Raeburn Winery. Han er selv uddannet på Viticulture and Enology University i Californien. Derefter har han arbejdet hos Gallo’s Winery i Sonoma County og Geyser Peak Winery inden han i 2008 blev hyret af Purple Wine + Spirits.

Denne Russian River Valley Chardonnay er lavet af 100% Chardonnay druer, som kommer fra en række forskellige marker i Russian River Valley. Efter høsten er druerne presses helt uden afstilkning, hvorefter 75% af mosten overføres til franske og ungarske egefade, mens resten gærer på ståltanke.

Gæringen sker derefter og efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 6 måneder … fortsat 25% i de rustfrie ståltanke sur lie og 75% i egefadene, hvoraf 50% er nye fade. Først derefter blandes vinen sammen og tappes på flaske.

Hvis man forventer en bamsefed, oakmonster Chardonnay, så går man galt i byen, for denne er langt mere elegant, virker i stedet blød som en barnenumse, meget lettere og frugten er pære, melon, banan …. måske endda grønne bananer, fersken, grillede citroner, lemon, røg, balsamtræ, blomster og samtidig meget luftig og let.

Smagen er uhmmmm dejlig blød, cremet med fyldig og småbitter syre, meget rank smag og heller ikke i smagen en tyk Chardonnay fedme, men en meget vedgående smag, venlig og med blød kant, en lang eftersmag med både fersken og lemon bitterhed. Det er sådan god Chardonnay skal laves … og Houlberg hoster op med 5 fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Hamm, Winkel Riesling Alte Reben Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Hamm, Winkel Riesling Alte Reben Trocken, Rheingau, TysklandDer var mer’ Riesling Alte Reben vin i vente i Hansestadt Hamburg, for på Restaurant Kinfelts Kitchen & Wine i den nye bydel Hafencity bestilte jeg endnu en Ortswein lavet med druer fra gamle vinstokke og det blev denne Winkel Riesling Alte Reben Trocken fra Weingut Hamm i Rheingau.

Faktisk ligger Weingut Hamm på hovedgaden – Hauptstraße 60 – i Oestrich-Winkel næsten helt ned til Rhinen. Vinhuset drives af Karl-Heinz Hamm sammen med sin hustru Christine samt deres to børn Aurelia og Julius.

Den hyggelig bygning og vingård med sine gamle hvælvede vinkældre og smukke gårdhave, hvor der om sommeren også serveres mad til glade gæster, stammer helt tilbage fra det 15. århundrede. Det var Karl-Heinz’s bedstefar Jacob Hamm, der omkring 1920 købte ejendommen og startede vingården.

Karl-Heinz Hamm overtog driften som 3. generation i 1977 med masser af nye idéer til stor gru for de lokale, for han afholdte bl.a.  jazz-koncerter i gårdhaven, mens hustruen Christine Hamm så passede deres Gutsschenke … lille spisested.

Samlet har familien Hamm 6,5 hektar vinmarker, hvor de bedste parceller ligger på de to Grosse Lage marker Winkeler Hasensprung, Geißenheimer Jesuitengarten samt Erste Lage marken Oestrich-Winkeler Dachsberg. Den samlede årlige produktion ligger på omkring 38.500 flaske vin.

På markerne dyrker familien primært Riesling og Spätburgunder, mens driften har siden 1990 været økologisk certificeret. Hamm har  været med i VDP siden 1953.

Det er særligt datteren Aurelia Hamm, der følger i fars fodspor, som vinmager og hun er allerede som 4. generation klar til at videreføre familetraditionerne og de hårde arbejde, som Karl-Heinz har haft gennem årene.

Her smager vi altså en af husets Ortsweine, deres 2017 Winkel Riesling Alte Reben Trocken, hvor druerne kommer fra over 55 år gamle vinstokke fra flere af husets marker i Winkel. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke samt en del i små egefade … og vinen har også lagret omkring et år inden aftapning på flaske.

Igen er jeg overrasket over kvaliteten … smuk næse med en kombination af både nøder, petroleum, olie, symaskineolie, kold stål,  havtorn, sødme, abrikos, æter, garvet læder, citrus,  hæfteplaster, meget luftig og krydret, faktisk vildt spændende.

I munden er vinen sådan lidt sødbitter med masser af æbler, citrus, kalk, lemon og krydderier. Vinen virker næsten helt olieret med masser af bitterhed, citron og lemon. Det er klart 5 store tommelfingre med pil op.

Der er sjovt nok ingen dansk importør, mens prisen på vingården ligger på 15,90€ … svarende til 118 kr.

Vinanmeldelse 5/7