Tag-arkiv: Frankrig

2015 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin på Houlbergs Vinblog er en Côtes du Rhône med navnet M de Malijay, som kommer fra Château Malijay … et vinslot beliggende lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas.

Slottet har eksisteret siden 1200-tallet og blev genopbygget i sin nuværende form i det attende århundrede. Der har siden 1600-tallet været lavet vin på slottet … de første optegnelser om salg af vin fra slottet stammer fra 1562.

Omkring 1780 var ejendommen ejet af adelsmanden Légier Monfort, som nedrev de daværende bygninger og genanvendte stenene til opførelse af det nuværende smukke slot, som I også kan se på billedet nedenunder.

Gennem tiden har slottet haft mange forskellige ejere, men i 2007 blev det købt af familien Deltin. Pierre Deltin var farmaceut og ejede laboratorier samt apoteker i Marseilles, men havde en drøm om at bo på et slot og producere vin.

Hans datter Aude Deltin – som I ser på øverste foto – var uddannet journalist og arbejdede for fransk TV i Paris, da faderen overtog Château Malijay og gav sig i kast med vin.

Aude kastede sig – med lige så stor iver som sin far – over projektet og blev så grebet af livet som vinbonde, at hun droppede journalist karrieren og begyndte at læse til agronom.  I dag er det Aude, der er frontfigur på slottet, både hvad angår produktion, salg og markedsføring.

Samlet har Château Malijay 125 hektar vinmarker med en betagende udsigt til både Mont Mirail og Mont Ventoux. Vinmarkerne er primært beplantet med Grenache samt Syrah og over halvdelen af stokkene har en alder på over 40 år, mens 15% er over 80 år gamle.

Denne M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Næsen er herlig flæsket, urtet og landlig … lakridskonfekt, lakridsrod, peber, gærede bær, brombær, blommer, enebær, blæk og der er noget råt og rustikt over vinen. Et god råd … giv den rigelig med luft og server den til den kølige side, så dufter den f…ing fantastisk.

Smagsmæssigt voldsom tør med bid af peber, godt med garvesyre, som giver en tannisk bid og klæber i munden. Den er kødfuld, men har godt med syre, kraft og rå saftighed, chokolade, blommer, mørke bær samt derudover lidt krydderier i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 79,73 kr. Et godt køb til prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Mas de Daumas Gassac, Mas de Daumas Gassac Rouge, Languedoc, Frankrig

2011 Mas de Daumas Gassac, Mas de Daumas Gassac Rouge, Languedoc, FrankrigMas de Daumas Gassac er en af de mest berømte vingårde i Languedoc og er bl.a. kaldt den eneste Grand Cru i Midi, en Lafite i Languedoc og Parker har kaldt huset exceptionel. Denne Mas de Daumas Gassac Rouge er deres ikoniske topvin, som også af mange betragtes som den helt ultimative kultvin i Languedoc. Vi smager den her i en årgang 2011.

Mas de Daumas Gassac er et yngre vinhus, som er grundlagt i 1971, hvor den tidligere handskeproducent Aimé Guibert sammen med hustruen Véronique  og resten familien købte ejendommen på adressen Haute vallée du Gassac lidt nord for den lille by Aniane omkring 25 kilometer vest for Montpellier fra familien Daumas.

Det var egentlig ikke for at dyrke vin, men da geologiprofessor Henri Enjalbert havde rost områdets potentiale til at producere stor vin, så startede Aimé med at tilplante markerne med vinstokke.

Den første vin blev lavet i 1978 med hjælp fra ønologen Émile Peynaud og det var nemlig lige præcis denne vin … Mas de Daumas Gassac Rouge. Èmile havde tidligere arbejdet som vinkonsulent for både  Chateaux Margaux, Haut Brion, Mission Haut Brion og La Lagune

Mas de Daumas Gassac Rouge blev et bevis på, at der kan laves alvorlig, stor rødvin udenfor en appellation, men som en almindelig Vin de Table Français.

Berømmelsen for Mas de Daumas Gassac kom i 1982, da slottets årgang 1980 i Frankrigs berømte guide Gault & Millau slog vine som Château Latour og Château Lafite af banen.

Det skabte mildt sagt en del opmærksomhed på den internationale vinscene, da Languedoc-vine af den karat var usete indtil da. Men det betød også, at vinen hurtig blev prissat på niveau med de fine vine fra Bordeaux.

Hemmeligheden ligger i jordens struktur samt i det for området kølige mikroklima, skabt af floden Gassac. Men hertil kommer en højst usædvanlig druesammensætning … men den skal jeg nok lige vende tilbage til.

I dag er det Aimé Guibert og Veroniques 4 børn, som driver vinhuset. De hedder Samuel, Gaël, Roman og Basile … de har i fællesskab ledet stedet siden 2000.

Familien har samlet omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på 52 parceller med en stor, stor variation af druesorter, faktisk er der på markerne omkring 50 forskellige sorter, men de mest udbredte er Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec, Merlot, Syrah, Tannat, Petit Verdot og Carmenere.

Denne 2011 Mas de Daumas Gassac Rouge er lavet på et blend af 71,6% Cabernet Sauvignon, 5.6% Merlot, 5% Cabernet Franc, 2,6% Pinot Noir, 2,8% Tannat, 1.6% Malbec og 10,8% sjældne druesorter … i hvert fald ifølge vinhuset hjemmeside.

Etiketten bag på vinen siger dog, at blendet er 80% Cabernet Sauvignon, 7% Merlot, 6% Petit Verdot, 4% Pinot Noir samt 3% Syrah … så hvad der er rigtigt, står således lidt hen i det uvisse.

Druerne er høstet med et udbytte på mellem 35-45 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet helt klassisk med lang fermentering og maceration i 20 dage på rustfrie ståltanke, ingen filtrering og derefter lagret 12-15 måneder på brugte egefade.

Det siges, at vinen som ung er som en Bordeaux, men ved lagring udvikler den forunderlige nuancer som en gammel Bourgogne, men lad os endelig smage vinen.

Den har i hvert fald en ganske forunderlig duft … landligt som en polsk bondepige ved navn Svetlana, lidt prut, nyvasket sengetøj, dyb moden og gæret frugt, kirsebær, blåbær og boysenbær, lakrids … og ganske masser af kraft, som en vin på epo.

I munden en koncentreret og saftig vin, ganske læskende med en streng syre og godt med peber og andre krydderier. Der er jernmalm, mineraler, stor tørhed og godt bundet sammen. Det er sgu flot vin. Det burgundiske synes jeg dog ikke, at jeg har fundet … men måske er den endnu for ung.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Domaine Matassa, Matassa Rouge, Roussillon, Frankrig

2005 Domaine Matassa, Matassa Rouge, Roussillon, FrankrigDomaine Matassa holder til ved byen Calce ved bjergene Coteaux du Fenouillèdes i Vin de Pays området Côtes Catalanes, som ligger i Roussillon området i Frankrig. Denne Matassa Rouge er husets topvin lavet fra tussegamle Carignan stokke.

Vinhuset er grundlagt i 2001 af Sam Harrop fra New Zealand og sydafrikanske Tom Lubbe. De startede med at købe en højtbeliggende vinmark ved Coteaux du Fenouillèdes. Marken lå i omkring 450-500 meters højde, var tilplantet med meget gamle Carignan stokke, masser af granit i undergrunden og hed Clos Matassa, så det blev også navnet på vinhuset … Domaine Matassa.

Tom Lubbe – som I ser på billedet ovenover – havde tidligere lavet vin i både Sydafrika og Frankrig … i Frankrig bl.a. på Domaine Gauby i Borugogne, og hans svigerfar er da også den navnkundige Gerard Gauby. Harrow havde arbejdet som konsulterende vinmager, Master of Wine og havde tidligere været både vinmager og retailer for Marks and Spencer.

Deres første årgang var 2002 og alene beskedne 1.800 flasker, men senere i 2003 købte de 12 parceller mere, både ved Coteaux du Fenouillèdes, men også lavere beliggende marker i omkring 150 meters højde ved byen Calce. Samlet har Domaine Matassa 12 hektar vinmarker.

Alle marker dyrker fuldstændig økologisk og biodynamisk, selvom det giver mere arbejde. Sam Harrop siger, at arbejde i marken stiger, når de er økologisk og igen en tak, når du også er biodynamisk, men at det megen arbejde kan smages i vinen.

Der tilsættes intet til vinene overhovedet … udover ganske lidt svovl. Til gengæld er Lubbe stor tilhænger af filtrering af vinene, idet alle hans forsøg – 100% – viser, at vinene er bedre efter 6 måneder, så derfor holdes der fast i en filtrering på Domaine Matassa. Med en ufiltreret vin vil der være masser af biologiske

Denne Matassa Rouge er husets topvin, hvor druerne kommer fra marken Clos Matassa, hvor Carignan vinstokkene efter sigende skulle være plantet tilbage i år 1900. Udbyttet er i hvert fald smertefuldt lavt, beskedne 15 hektoliter pr. hektar.

Vinen laves med en 4 dages kort maceration med hele klynger, så fermenterer vinen alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er denne 2005’er lagret 22 måneder i en blanding af nye og brugte 500 liters demi-muids.

Duftmæssigt en moden vin … moden frugt og med biodynamisk snert, så der er natur, animalske noter, krudt og det lugter så nærmest som en behåret vin. Smid oveni lidt blomstersæbe, gærede bær, rødt kød, nødder, spidskommen, dyb blåbær, blommer, urter og samtidig er duften nærmest svævende og omfavnende. Multo interessanto.

I munden har vinen godt styr på sit shit, da der både er syre og stor saftighed i frugten, som er blåbær og føles gæret. Læg dertil lidt blæk, bitterhed, grape og citrus, men samtidig et let og fint udtryk i vinen. Det er en tæt, men lys vin, stor mineralitet, frisk og krydret .., smager rasende godt.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2010 Domaine Lionnet, Cornas Terre Brûlée, Rhône, Frankrig

2010 Domaine Lionnet, Cornas Terre Brûlée, Rhône, FrankrigDet blev lidt af en perlerække af vine, som Jan serverede den varme sommeraften forleden og næste er også ren topliga … Cornas Terre Brûlée fra vinhuset Domaine Lionnet.

Vinhuset ligger på hovedgaden Avenue du Colonel Rousset … omkring 100 meter fra Clape midt i Cornas. Familien Lionnet har været vinbønder i Cornas siden 1575, men huset har siden 2003 været drevet af Corrine Lionnet samt hendes mand Ludovic Izerable. De overtog driften efter Corrines far Pierre, som havde overtaget driften efter hans far Michel … helt efter traditionerne i familien.

Det er en ganske lille vingård, da familien alene har omkring 4 hektar vinmarker i henholdsvis Cornas og Saint Joseph. I Saint Joseph har de alene en enkelt parcel på  Giraud Côtes … forholdsvis nyplantede stokke fra 2004 og 2008.

I Cornas er markerne opdelt på 7 parceller på 5 marker, nemlig Pied la Vigne, Combes, Mazards, Chaillot samt Eygas Chataignier … og alle med meget gamle vinstokke helt op til 105 år gamle.

Straks efter Corinne og Ludovic havde overtaget driften, så gik de straks i gang med at konvertere domainet til økologisk og biodynamisk drift og i 2009 blev Domaine Lionnet økologisk certificeret.

De er ikke biodynamisk certficeret, men alle faser i markarbejde og vinproduktion udføres i henhold til den biodynamiske månekalender … og de anvender også ofte heste ved arbejdet i vinmarkerne.

Domaine Lionnet fremstiller vinene helt traditionelt og sætter alt ind på at skabe så terroir typiske vine som muligt. Høstudbytterne ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.

Klaserne går hele og uden afstilkning i gærringskarrene, og Corinne og Ludovic anvender helt klassisk pigeage a pied – hvilket vil sige, at druerne fodtrædes.

Den samlede trækketid på drueskindet er tre uger, og efter endt gæring lagres den unge vin 18 måneder på et mix af 225 liters barriques og 600 liters demi-muids.

Der anvendes ikke ny eg, idet formålet med fadlagringen er at sikre den langsomme iltning, der øger vinens aromatiske styrke og kompleksitet samtidig med at tanninen forfines. Ideen er ikke, at vinen skal smage af træ. Efter to vintre sammenstikkes fadene og vinen tappes uden klaring eller filtrering af nogen art.

Den biodynamiske tilgang i vinhuset kan bestemt duftes i glasset … landlig og bondsk som en ged i et hønsehus. Den er mælket og flæsket i duften med lakrids, trækul, violer, en sødlig fedme, tobak, gærede bær, brombær, blommer og samlet meget enkel og direkte. Der er faktisk en utrolig renhed … hård og direkte, som en ubarmhjertig syret knytnæve lige i fjæset.

Smagsmæssigt masser af liv, grøn og syret med blæk, vildskab, lidt fad, tørt og med loads af tanniner. Frugten er slet ikke Nordrhône kraftig, men let og ganske tætpakket med frisk frugt. Det er en syretrip med mineralsk og kalkholdig bid … hmmmmmmm. Klasse.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske i nyere årgang koster 369 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Château Mont-Redon, Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2007 Château Mont-Redon, Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigDenne Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape fra det herrens gode år 2007 i Rhône er en særlig label fra Château Mont-Redon og normalt forbeholdt restauranter i hjemlandet.

Château Mont-Redon ligger på adressen Chemin de Maucoil ved Châteauneuf-du-Pape … på et historisk sted, som helt tilbage i 1300-tallet blev kaldt Mourredon efter det latinske navn muntem retundum, som betyder det runde bjerg. Mourredon blev senere til Mont Redon og senere blev stedet også beboet af poeten Anselme Mathieu, som kaldte sig Marquis de Mont-Redon.

I 1923 købte Henri Plantin en ejendom ved højdedraget med skovarealer samt sølle 2,5 hektar vinmarker. Plantin ryddede dog mange af skovarealerne, plantede vinstokke og tilkøbte mere jord og det blev grundlaget for det nuværende Château Mont-Redon.

I dag drives Château Mont-Redon af Plantins efterkommere, nemlig 4. generation i form af familierne Abeille og Fabre. Det er nemlig Pierre Fabre samt Patrick, Yann og Jérôme Abeille.

I dag har familierne samlet 186 hektar jord, hvoraf omkring 100 hektar er vinmarker. Markerne dækker over 3 appellationer, nemlig Châteauneuf-du-Pape, Lirac og Côtes-du-Rhône.

Og det giver bl.a. basis for en årlig produktion af omkring 350.000 flasker rød Châteauneuf-du-Pape og 100.000-110.000 flasker hvid Châteauneuf-du-Pape.

Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape er lavet med sammenlagt 7 af de tilladte druer, eller mere præcist 60% Grenache, 30% Syrah, 8% Mourvédre og med 2% til de resterende 4 druesorter.

Det er meget passende Pierre Fabre, som har været vinmager på vinen. Det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Vinen har efter endt fermentering lagret i dels 228 liters Bourgogne fade – hvoraf op til 40% er nye – samt i rustfrit stål i 14 til 16 måneder inden aftapningen på flaske.

Duftmæssigt er vinen voldsomt animalsk og læner sig næsten op ad lidt bio-bio økofræs, men har derudover nogle af de mere klassiske dyder for Châteauneuf-du-Pape, men faktisk på en lidt lysere og lettere måde end normalt. Frugten er lyse, gærede og rød kirsebær, umodne solbær, men derudover er der syrlig parfume, blæk, kul, våde fade, chokolade og lidt søde krydderier.

I munden er det også en let og syrerig vin, som er ganske frugtrig trods alderen på 11 år. Det er syrligt og stringent med kompleks smag af kirsebær, grafit, stor tørhed og faste tanniner. Det er en let stil med masser af liv og syre.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske af nyere årgang koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, Frankrig

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, FrankrigHold på hat og briller, for Grande Cuvée Les Matines er en extra brut blanc de blanc champagne fra Hatt et Söner, et lille champagnehus med en svensk forbindelse. Navnet er således også svensk … hat og sønner.

Hatt et Söner er grundlagt i 2011 i et samarbejde mellem to familier, nemlig den franske familie Vallois og den svenske Ruscon. Vallois familien havde været vinavlere i Champagne siden 1865, hvor Leon Vallois plantede sine første vinstokke i  Côte de Blancs, men vinen blev solgt til andre producenter i Champagne. Det var først sidst i 1970’erne, hvor François Vallois overtog driften, at familien startede med at lave champagner selv.

Ruscon familien kom oprindeligt fra Italien, men i 1825 flyttede Francois-Marie Ruscon sammen med familien til Annecy i Frankrig. hvor han åbnede en vinforretning.  Senere købte han også et bryggeri i byen og via ægteskab i familien kom forretningen også til at omfatte et hatteri med levering af  hatte til de store modehuse i Paris.

Det første møde mellem de to familier skete i slutningen af 1970’erne, hvor Joseph Ruscon deltog i en blindsmagning af champagner og smagte en champagne fra François Vallois. Joseph var fascineret af champagnen fra Vallois og bestilte et par tusinde flasker … til eget forbrug. Det blev starten til et langt venskab mellem de to familier.

Senere flyttede Ruscon familien til Sverige, idet Francois-Marie Ruscons barnebarn Michel Ruscon i 1970 mødte den svenske Christina, som han forelskede sig i og senere gift med, Men selvom afstanden var blevet større, så holdt venskabet med Vallois familien.

I 2006 ringede François Vallois til Michel Ruscon og fortalte, at ingen af hans to døtre ikke ville være vinbønder og dermed overtage champagnehuset. Michel Ruscon og sønnen Kristofer Ruscon besluttede, at de ville hjælpe deres gamle ven og det blev således grundlaget for Hatt et Söner … et champagnehus med base i Stockholm i Sverige men produktion i hjertet af Champagne-distriktet.

Med hjælp fra venturekapital – investorer som Rönngren og Hjerpe familierne – fik man finansieringen på plads i 2011, således man kunne overtage aktiemajoriteten. Det tidligere franske navn La Maison de Champagne François Vallois på champagnethuset blev udskiftet til Hatt et Söner med inspiration fra Ruscon familiens historie og produktserierne i champagnehuset også mere strømlinet.

Og indtil videre er der fortsat François Vallois, som står for produktionen af champagnerne … men det bliver ændret i 2021, for François’ datter Céline Vallois har fortrudt sin beslutning om ikke at blive vinbonde og er i dag i gang med at uddanne sig til ønolog. Så hun overtager sin faders rolle, når hun er færdig med skolen i 2021.

Hatt et Söner ligger i byen Bergères-les-Vertus i den sydlige del af Côte des Blancs. Deres marker er fordelt på 40 parceller ved 4 byer, nemlig Granc Cru marker ved Oger og Le Mesnil-sur-Oger samt Premier Cru marker ved Vertus og Bergères-les-Vertus. Hvor mange hektar vinmarker, som huset ejer ved jeg dog ikke.

Siden overtagelsen har Hatt et Söner fået en del kritik, bl.a. i den svenske vinpresse, idet priserne efter købet i 2011 har fået en gevaldig stigning uden tilsvarende kvalitetsløft og enkelte svenske vinbloggere er kommet med advarsler om, at champagnerne er prissat alt for højt og endda advaret mod køb.

Nå, men her er det en 2009 Grande Cuvée Les Matines, en extra brut blanc de blanc champagne, som udelukkende er lavet på Chardonnay fra marken Les Matines … en lille Premier Cru mark i Bergéres-les-Vertus og med vinstokke fra 1974. Kun det første pres har været anvendt, og ingen malolaktisk gæring er blevet udført. Der er under 1 gram restsukker pr. liter.

Lys farve, fine små bobler, Duften er landlig, stinker næsten af bonderøv og utrolig lækkert. Der er gule æbler, pærer, fersken og tropisk frugt, gærede noter, lidt søde krydderier, blomstereng, havvand og salt.

Boblerne er små og medium i styrke, mens smagen er grønne æbler, grape, god koncentration … masser af citronsyre og bitterhed. Der er klart mineralske elementer og samlet virker vinen frugtagtig og lettilgængelig med en klar blanc de blanc stil.

Forhandles af Kokkens Vinhus, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Domaine Champ Divin, Pinot Noir, Jura, Frankrig

2016 Domaine Champ Divin, Pinot Noir, Jura, FrankrigChamp Divin kan vel nærmest oversættes med guddommelig mester … store ord, men denne biodynamiske Pinot Noir fra Domaine Champ Divin aka Fabrice og Valérie Closset-Gaziaux er da pænt tæt på at være guddommelig saft.

Vi er i det traditionsrige Jura, helt præcis i den nordlige udkant af den lille by Gevingey, hvor Fabrice og Valérie Closset i 2009 grundlagde deres vinhus under navnet Champ Divin. De havde tidligere arbejdet som landbrugskonsulenter i Afrika, men vendte tilbage til deres hjemegn i Jura fast besluttet på at blive vinbønder.

Parret har samlet 5 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Jura, dvs. Chardonnay, Pinot Noir og selvfølgelig Savagnin. Og fra starten har parret dyrket markerne 100% biodynamisk … deres filosofi er mindst mulig indgriben, bæredygtighed og håndholdt hele vejen igennem fra høst til den endelige vin.

Helt i den biodynamiske ånd er husets vine opdelt i 3 serier, nemlig Cuvée Chanson, Cuvée Stellaire samt Cuvée Soleil. Denne røde Pinot Noir er fra Cuvée Chanson serien.

Vinen er lavet med druer, som er høstet med håndkraft og der anvendes meget lidt svovl i produktionen. Vinificeringen startes med en kold maceration med overpumpning to gange dagligt, men uden at presse druemassen ned. Derefter sker den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktisk gæring og lagring i egefade. Vinen flaskes med tilsætning af meget lidt svovl.

Inden vi kaster os ud i mine smagsnoter, så skal I næsten lige se de retter, som denne samt de forrige vine blev drukket til en smuk sommeraften under den overdækkede terrasse.

Jeg tror sgu, at jeg var i mit gastronomiske es, for de planlagte retter lykkedes ganske fint, smagte godt og så også rimelige pæne ud, hvis jeg selv skal sige det.

Rimmet torsk med smørkogte skalotteløg, marinerede blomkål, syltede citroner samt kapers

Rødvinsbraiserede svinekæber i stegeso med risotto af perlespelt med skovsvampe, små tomater stegt med rosmarin, bagte gulerødder samt friterede salvieblade

Pavlova med rosmarin-is, vaniljecreme og friske bær

Duftmæssigt igen klar bio-næse med prut, krudt, sved og skøn animalsk. Vi næsten skubber til en ko til den vælter. Det er en smuk aroma med søde kirsebær, bolsjesødme, grøn ensilage, lækre Pinot Noir noter, nærmest mælket, cremet med en smule vanilje. Det er en lækker og berusende duft … med en herlig bio-kant,

I munden er vinen meget let og saftig … meget ren saft og frugten er kirsebær, blommer som suppleres med svag lakrids, god syre og er utrolig læskende og let drikkelig. Som foregående vin er der tonsvis af læskende frugt … næsten eksplosivt. Det er virkelig en lækker, lækker vin.

Forhandles af GrapeShop, men prisen kender jeg ikke, da jeg har fået flasken af vinbuddy Jan, som havde købt en del flasker. Takker … det er sgu god vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Roland Pignard, Morgon, Bourgogne, Frankrig

2014 Roland Pignard, Morgon, Bourgogne, FrankrigRoland Pignard er et lille familiedrevet vinhus i Villié-Morgon. Det er lige i hjertet af Beaujolais Cru omkring 15-20 kilometer sydvest for Mâcon med en fantastisk udsigt over Saône dalen og klemt inde mellem de to floder La Morcille og L’Ardevel. Og fra dette lille vinhus smager vi nu en smuk, smuk Morgon … ren Gamay elegance.

Roland Pignard er opvokset med vin og overtog vingården i Villié-Morgon fra sin far i 1977, og begyndte allerede i løbet af 1980’erne at bearbejde markerne mere naturligt. Det skete ved at udskifte de kemiske sprøjtemidler med organiske metoder og ved at tillade en bredere fauna i markerne. Og jo mere de naturlige metoder blev anvendt, jo bedre og mere resistente blev vinstokkene også.

I 2004 tog Roland – godt bakket op af sin hustru Joëlle – en beslutning om en totalt omlægning af, hvor de levede og arbejdede med vin. De frasolgte 6 hektar af vinmarkerne, således de alene havde 4,5 hektar tilbage, men de blev omlagt til både økologisk og biodynamisk drift, certificeret via Ecocert og Demeter.

De 4,5 hektar ligger indenfor 3 appellationer, nemlig Morgon, Régnié samt Beaujolais Villages og Rolands mål er at skabe vine, som udtrykker områdets terrior på bedste vis. Og han synes, at omlægningen til biodynamisk drift har givet langt bedre vine med mere balance og udtryk.

Derudover er Roland Pignard fra 2013 begyndt at følge de regler, som er lavet af gruppen Renaissance des Appellations, grundlagt af Nicolas Joly fra Loire. Gruppens chartre omfatter en række restriktioner og guidelines om naturlig vinproduktion.

Pignard dyrker alene Gamay, som typisk høstes med et udbytte på omkring 20-35 hektoliter pr. hektar. Med den biodynamiske tilgang, så tages der hensyn til kosmos … månen, solen og planeternes placering ved arbejdet i marken. Gødning sker selvfølgelig alene med organiske ekstrakter, som er lavet på padderokker, brændenælder, rølikke og pil.

Høst sker selvfølgelig manuelt og der laves herefter en streng sortering af druerne. I produktionen anvendes der alene de naturlige gærceller fra druerne til spontangæringen og der tilsættes heller ikke svovl under vinfremstillingen. Der arbejdes normalt med 4-15 dages maceration, hvorefter druerne presses og fermenteringen sker.

Vinen hviler i kar vinteren over, og flaskes typisk i foråret eller sommeren det efterfølgende år med en let filtrering og en beskeden tilsætning af 15 mg. svovl pr. liter.

Jeg har fået tilsendt denne flaske Morgon fra Vinovano.dk, som er en ny lille vinimportør, som drives af 2 vinentusiaster med målet at samle den bedste kvalitetsvin til gode priser.

Lad os se nærmere på selve denne Morgon, hvor druerne kommer fra marken Les Charmes, hvor vinstokkene er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet med 9 dages maceration og på hele klaser, men er ellers lavet som beskrevet ovenfor.

Og lad mig afsløre med det samme; det er sgu lækker vin, som allerede ved første snif afslører et biodynamisk ophav. Duftmæssigt er det nærmest havvand, strand, tang, kål … vi er helt sikkert havnet på stranden i bio bio land. Frugten er lys, hindbær, lyse kirsebær og ribs, men derudover lidt violer, grafit, tobak, røg, dejlig tør og støvet.

Smagsmæssigt er det Gamay efter min hjerte, let, rent og ganske syrerigt. Vinen har en superskarp, streng og ren syre, frugten er let og lys som Pino og har derudover lidt friskhed, lidt jern eller mineraler. Det er en meget ærlig, rå og let vin, helt uden manipulation, hvilket jeg bare knuselsker.

Forhandles hos Vinovano.dk, hvor en flaske koster 170 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Rolly Gassmann, Terroir Des Chateau Forts, Alsace, Frankrig

2015 Rolly Gassmann, Terroir Des Chateau Forts, Alsace, FrankrigAlsace er en af de regioner i Europa, der har flest slotte og bjergfæstninger. Silhuetterne fra deres ruiner er en del af landskabet langs Vogeserne. Og så har de givet navn til næste vin … Terroir Des Chateau Forts fra vinhuset Rolly Gassmann, der holder til  i den lille by Rorschwihr.

Rolly familien har lavet vin siden 1676, men i 1976 ble domænet til Rolly Gassmann, da  Marie-Thérèse Rolly blev gift med Louis Gassmann, hvis familie er fra nabobyen Rodern. Gassmann familien er i øvrigt også en gammel vinfamilie, som har lavet vin siden 1611.

I dag drives vinhuset dog af ægteparrets søn Pierre Gassmann, som I kan se på billedet ovenover. Han har omdannet driften af familiens 60 hektar vinmarker til biodynamisk drift. Pierre laver vine med et minimum af indblanding i marken … udover brug af de naturlige planteudtræk, kompost og pløjning, der hører til biodynamisk vindyrkning.

Rolly Gassmann har ingen Grand Cru marker, for der findes nemlig slet ikke sådanne marker ved Rorschwihr, men husets bedste marker er Silberberg, Kappelweg, Pflaenzerreben, Rotleibel, Oberer Weingarten og Stegrebe.

I kælderen arbejder Rolly Gassmann efter traditionelle og naturlige metoder … ting tager tid. Gæring sker med druernes naturlige gærceller og der tilsættes altså ingen industrielt frembragt gær. Gæringen tager 4-6 måneder afhængig af druesort, modenhed og mark.

Rolly Gassmann laver ikke benede, knastøre hvidvine, men er mere kendt for fyldige vine med et naturligt højt indhold af restsukker.  Alle vinene modner i mindst 11 måneder, inden de er klar til salg – ingen flasker kommer på markedet, før de er drikkemodne.

Den årlige produktion ligger på omkring 300.000 flasker vin og huset har altid 4 årgange til at ligge. Det betyder, at kælderen indeholder mere end 1.000.000 flasker, som endnu ikke er klar til salg … de ældste er fra 1990.

Nå, men denne Terroir Des Chateau Forts fra Rolly Gassmann er imidlertid kun fra 2015 og er husets edelzwicker, som er synonymet for en blandingsvin. Denne edelzwicker er et blend på 75% Auxerrois Blanc samt 25% Gewurztraminer.

Denne Terroir Des Chateau Forts er bestemt heller ikke en knastør vin … tværtimod. Fed næse, opulent, sødkrydret, parfumeret, olieret med muskat, litchi, abrikos, ananas, smør og honning.

Smagsmæssigt er det sød, fed og letløbende Alsace motorolie og nærmest på dessertvins-niveau. Den er ikke helt tyktflydende, men vi på vej derhen med masser af honningsødme og en svag bitterhed i eftersmagen. Det er en vin, som du virkelig skal servere meget kold … virkelig kold. Syndefuld og sød.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 108,32 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Domaine La Garrigo, Fitou 20 de Terre, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine La Garrigo, Fitou 20 de Terre, Languedoc, FrankrigSå graver vi igen barriques med vin ned i den tørre jord i Languedoc, idet vi atter smager vinen Fitou 20 de Terre fra Domaine La Garrigo.

Det er en vin, som jeg smagte for 2-3 år siden, blot i en årgang 2011 og nu smager i den efterfølgende årgang.

Jeg skrev dengang en længere blogindlæg om vinhuset og deres skøre påfund med at grave vinen ned i jorden, da jorden byder på en konstant temperatur på 12 grader, ingen elektromagnetiske bølger og så opnås der ifølge vinmageren Christian Coteil en mere nænsom ældning/modning med mere opblødte taniner. Der er nemlig ingen luft, dermed ingen udveksling med atmosfæren og intet tab af vin.

Læs det gamle blogindlæg, hvis du vil vide mere om Christian Coteil, Domaine La Garrigo og hele historien om vinhuset,

Det er netop denne Fitou 20 de Terre, som Domaine La Garrigo graver ned i den tørre jord. Vinen er lavet på 70% Grenache, 20% Mourvèdre samt 10% Carignan.

Grenache og Carignan druerne kommer fra 60 år gamle stokke, mens Mourvèdre stokkene er forholdsvis unge. Udbyttet er ganske spinkelt, alene 10 hektoliter pr. hektar. Vinen er lagret 12 måneder på fade, der er gravet ned i jorden. Ingen tilsætning af svovl.

I modsætning til 2011’eren, så har 2012’eren en mere moden og gæret frugt, næsten som gamle blommer og rosiner. Derudover er der samme mulle kælder, grafit, tjære, jod og tomatblade samt en smule mørk chokolade.

Det smager imidlertid anderledes end duften indikerer, for her er frugten ganske frisk, klar og præcis, ren og godt med tanniner … ja faktisk masser af tanniner. Der er som med 2011’eren et tørt og let peberbid i eftersmagen.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 135 kr., hvilket må betegnes som meget fornuftigt … både med kvaliteten og i lyset af det megen arbejde med tønderne i jorden.

Vinanmeldelse 4,5/7