Tag-arkiv: Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Strass, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Strass, Kamptal, ØstrigMed de 3 Riesling vine fra Weingut Birgit Eichinger starter vi igen nedefra med hendes basisvin, som er denne 2019 Riesling Strass, hvor druerne selvfølgelig kommer fra forskellige marker.

Den er lavet fuldstændig som den anden basisvin på Grüner Veltliner og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 18,5° KMW svarende til omkring 89 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne Riesling Strass indeholder alligevel alene 2,3 gram restsukker pr. liter, så den er selvfølgelig også lavet som en tør hvidvin.

Den er fremstillet alene på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 15 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Det starter en smule forsigtigt, men på en eller anden måde, så fornemmes der hurtigt derefter en smule mere dybde en hos Birgits Grüner Veltliner vine. Denne har dog en smule babyfedt, som den i næsen har svært ved at slippe, sådan lidt astronaut-is-agtigt med en smule for megen sødme, men så på den anden side en ren, frisk og direkte frugt med grønne æbler, citroner samt en nærmest stenet mineralitet, som alligevel ender med at give vinen rankhed.

Smagen er imidlertid lidt til den brovtne side … masser af skarp citronsyre, bitter lemon og svagt grape. Det er en meget frugtrig og dominerende syre, som gær vinen afsindig frisk, hvor den så bare drøner afsted med 100 i timen. Den tager hjørnerne lidt skarpt skarpt og vakkelvornt, men kommer bestemt i mål.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 129,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 115 kr

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Birgit Eichinger, Chardonnay Ried Strasser Gaisberg, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Chardonnay Ried Strasser Gaisberg, Kamptal, ØstrigInden vi skal smage 3 Riesling vine fra Weingut Birgit Eichinger, så skal vi forinden lige smage hendes Chardonnay Ried Strasser Gaisberg i årgang 2019 … og det er samtidig eneste vin, som Birgit laver på den burgundiske drue.

Druerne kommer fra Strasser Gaisberg, men vinen er sjovt nok ikke en Erste Lagen vin, selvom marken leverer både Grüner Veltliner og Riesling druer til Eichingers Erste Lage vin. Gaisberg ligger nærmest i forlængelse af topmarken ​​Langenloiser Heiligenstein.

På den øverste del er der primært Riesling stokke og på det nedre østlige område vokser der Grüner Veltliner … men der bliver altså også plads til lidt Chardonnay ind imellem. På billedet nedenunder kan I se Strasser Gaisberg marken.

Chardonnay druerne er høstet med mindre udbytte end de to forrige vin, nemlig med 40 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 19,5° KMW.

Da 1° KMW jo svarer til 4,86 Öchsle, så svarer de 19,5° KMW til 95,8 Öchsle, altså lige netop er oppe på det niveau, som i Tyskland vil svare til Auslese, men den indeholder dog kun 2,4 gram restsukker pr. liter og er dermed vinificeret som en tør hvidvin.

Chardonnay Ried Strasser Gaisberg er fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 24 timer. Herefter sker gæring, som efter 3 uger stoppes ved at sænke temperaturen. Dette gøres for at bevare det ønskede sukkerindhold. Derefter er vinen lagret sur lie 5 måneder på store egefade.

Det er duftmæssigt ikke en fed, overdone Chardonnay næse og det er faktisk lige før, at man slet ikke fornemmer de 5 måneder på store egefade, for næsen er masser af blid honningmelon, pærer, svagt en smule vaniljecreme af den gule slags, skocreme, læderfedt … og det er bestemt ikke eksplosivt på nogle måder, men en afdæmpet, rolig, imødekommende og næsten beskeden duft.

Smagen er frisk uden sød fadpræg, godt med syre fra nærmest grønne æbler, umodne pærer, lime og svagt lidt citron. Syren har helt sikkert klæde sig i den gule førertrøje, men en lille cremethed gør vinen stueren og imødekommende, mens der er lidt bittergrape i eftersmagen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, Kamptal, ØstrigVi fortsætter med Birgit Eichingers Grüner Veltliner, men stepper imidlertid lige et niveau op til hendes Lagenwein Grüner Veltliner Ried Strasser Hasel, hvor druerne kommer fra marken Hasel ved Straß.

Marken har sit navn efter de hasseltræer, som der tidligere var mange af ved marken. Det er ikke én af huset Erste Lage marker og er også langt mere flad end husets bedste marker, men dog en mark som altid – med undergrund af kvarts, kalk og ler – er pålidelig med forsyning af gode Grüner Veltliner druer.

På billedet nedenunder kan du se Hasel marken.

Druerne høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 18,2° KMW. Da 1° KMW jo svarer til 4,86 Öchsle, så svarer de 18,2° KMW til omkring 88,5 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne 2019 Grüner Veltliner Strass indeholder alligevel alene 1,9 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin.

Som den forrige lillesøster er den alene fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 20 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Duften er lidt tilbagelænet … sådan svag smørfed med fersken masser af honningmelon, mango, dåsepærer, grønne blade, hvide asparges, bivioks, muskatnød, spidskommen, blomster, kalk og samtidig nogle ganske røgede noter. Det er skræmmende ens i forhold til vinen i årgang 2017.

I munden er der en smule mere dybde, lidt småbuttet i frugten med lidt samme stil, honningmelon, sødbitter grape, lemon … masser af lemon og det bidrager til at gøre vinen frisk samtidig med, at den også har denne lidt cremede og svagt olierede følelse.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Strass, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Strass, Kamptal, ØstrigJeres flittige vinblogger startede seksløberen fra Weingut Birgit Eichinger med hendes basisvin på den hvid østrigske nationaldrue Grüner Veltliner … hendes Ortswein Grüner Veltliner Strass.

Druerne til  Grüner Veltliner Strass kommer fra alle Eischingers marker ved Strass og er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 17,5° KMW. KMW står for Kloster­neuburger Mostwaage, som er en måleenhed for sukkerindholdet, opfundet i 1896 af Freiherr von Babo, som var direktør for Weinbauschule Klosterneuburg, altså vinskolen i Klosterneuburg.

1° KMW svarer til 4,86 Öchsle, så de 17,5° KMW svarer til omkring 85 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne Grüner Veltliner Strass indeholder alligevel alene 1,8 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin.

Grüner Veltliner Strass er fremstillet alene på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 20 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Duftmæssigt er det en blid vin, hvor frugten er lidt melon, fersken, mango og citron, støvet, krydret, fanger lidt spidskommen og minder egentlig om 2017’eren, som jeg smagte for lidt over et år siden.

I munden er vinen fint småcremet og småfed, selvom den alene er produceret på stål. Der er tropisk frugt, citroner … måske grillede citroner, abrikos og egentlig meget smagfuld, selvom den måske er en kende flad og mangler lidt dybde. I eftersmagen mærker man imidlertid en god og lidt kalket mineralitet, som er ganske fin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 88 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

Houlberg tester vine fra Weingut Birgit Eischinger … sød winzerin i Straß im Straßertale

På Langenloiserstraße 365 i den lille østrigske by Straß im Straßertale finder vi Weingut Birgit Eischinger. Det er i den østlige del af Waldviertel i Niederösterreich og helt præcis det lillebitte Kamptal område.

Der findes 28.145 hektar vinmarker i hele Niederösterreich, hvoraf der i det lille Kamptal er 3.907 hektar marker. Af disse hektarer ejes 15 hektar beliggende i den smukke Straßertale dal netop af Birgit Eischinger, der siden 1992 har lavet vin på den paradisiske plet.

Hun overtog sine forældres vinmarker på 3,5 hektar sammen med hendes mand Christian og startede Weingut Birgit Eichinger. I dag har Birgit 15 hektar vinmarker på nogle af de bedste steder omkring Straß og er fordelt med parceller på vinmarkerne Hasel, Rosengartl, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og endelige Lamm, der ligger for foden af Heiligenstein.

Netop Heilingenstein betegnes som en af de allerbedste marker i Kamptal … helt klassisk Riesling mark med rødlig forvitret sandsten og basaltisk, vulkansk undergrund. Flere hævder endda, at marken nok er den bedste Riesling mark i hele Østrig.

Derfor dyrker Birgit selvfølgelig også Riesling på Heilingenstein og kigger vi samlet på fordelingen mellem druersorterne, så er hendes marker beplantet med 60% Grüner Veltliner, 10% Roter Veltliner, 25% Riesling samt 5% Chardonnay.

Birgit driver vinhuset efter de stolte østrigske traditioner og er da også medlem af Traditionsweingütern Österreich, som vel nærmest er en sammenslutning af vinproducenter fra Krems og Kamptal, der mødes og udveksler erfaringer med henblik på at lave vine, der afspejler netop deres lokale terroir.

I dag hjælper datteren Gloria også til på vingården, så det er rigtigt girlpower … og Birgit er faktisk også medlem af den lille erfa-gruppe 11 Frauen und Ihre Weine, der mødes og drøfter vin. De siger ikke, at de er bedre end mænd … faktisk siger de blot, at

  • kvinder har absolut ingen fordel i forhold til mænd,
  • kvinder klipper ikke nødvendigvis vinstokkene bedre, kører heller ikke traktoren bedre eller pløjer bedre,
  • kvinder er heller ikke bedre til at beskytte druerne mod sygdomme og skadedyr,
  • kvinder er heller ikke på nogen måde mere omhyggelige med at skære druer fra vinstokkene,
  • kvinder laver heller ikke vinen mere entusiastisk eller forsigtig i kælderen,
  • kvinder taler ikke mere med vinen end mænd,

… og alligevel, når kvinder producerer vin, så er resultatet altid vine, som mange mænd gerne ville ha’ lavet! Og hvorfor det er sådan, det ved kun de 11 kvinder i 11 Frauen und Ihre Weine … så lad dig blive overrasket. Det er sgu god stil 🙂

Nå, men Birgit Eischinger laver 11 forskellige vine fordelt på 2 Ortsweine, som er hendes basisvine, og så 9 Lagenweine. Her i vor egen andedam importeres vinene af de gæve gutter hos Andrup Vin, som har bedt mig teste 6 af Eichingers vine … de 2 Ortsweine og 4 Lagenweine og samlet på Birgits 3 hvidvinsdruer.

Samlet er det disse vine:

Jeg har smagt alle vinene, så mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Og lad mig med det samme sige, at Birgit Eichinger laver rigtig fine hvidvine. Hun laver arketypisk Grüner Veltliner, en charmerende vin på Chardonnay, men de bedste er – i mit småslørede objektiv – hendes Riesling vine.

Vinen er på Riesling er klart anderledes end både i Tyskland eller Alsace. Her er der ikke masser af petroleum, sødme eller en stor tyngde, men meget blide, sarte vine, som måske endda kan betegnes som værende småfeminine. Jeg synes, at specielt hendes topvin fra marken Heiligenstein imponerer, men giv vinene god tid i glasset til at udvikle sig … så får du flest indtryk.

Så tak til Andrup Vin for den lille test … sjovt at smage sådan et lille batteri fra en enkelt producent.

2013 Weingut Moric, Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, Burgenland, Østrig

2013 Weingut Moric, Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, Burgenland, Østrig Roland Velich fra Weingut Moric er nok én af de bedste østrigske fortolkere af vine på Blaufränkisch … måske endda den allerbedste og hans topvin er Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, som jeg netop nu smager i en årgang 2013.

Vinhuset Moric drives af Roland Velich, som egentlig kommer fra en traditionel vinfamilie i Østrig. I 1990’erne besluttede han sig imidlertid at skabe sit eget hus med fokus på Blaufränkisch vine og slog sig ned i byen Großhöflein på den vestlige side af Nieusiedlersee og kaldte sit lille projekt for Blaufränkisch Unplugged.

Han fandt også et par spændende marker, nemlig Lutzmannsburg og Neckenmarkt med nogle meget gamle vinstokke med Blaufränkisch, og det blev grundlaget for vingården.

I 2001 sendte han de første vine på markedet under navnet Moric … og det første år alene nogle få tusinde flasker. Og i dag bliver Roland Velich uofficielt kaldt kongen af Blaufränkisch og har samlet 25 hektar vinmarker.

Han står således i dag bag den mest berømte østrigske vin på Blaufränkisch, nemlig denne Neckenmarkt Alte Reben, en vin der herhjemme koster omkring 650 kr. Den er ratet ekstremt højt af både den internationale  og østrigske vinpresse … og den havde vinglade Jan taget med til vores vinaften.

Roland laver ikke vine med power, fedme og fadsødme og flere vinskribenter beskriver også hans vine som værende en blanding af Nebbiolo fra Piemonte og Pinot Noir fra Bourgogne, for det er den elegance, som har bragt ham hæderen.

Det er svært at finde oplysninger om produktionen af denne Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben, men mon ikke den er lavet på samme måde, som Reserve lillesøsteren med spontangæring i åbne kar med maceration over 3 uger og derefter lagring i 20 måneder på bærmen i store 500 og 1.000 liters egefade inden flaskning uden klarering eller filtrering?

Og hold nu op for en vin … i næsen nærmest en let urkraft PAW … parfumeret med både mentol, frisk og fin frugt, kirsebær, brombær, hindbær, dyb fersk kød, flæsk, svampe, lidt mælkede noter, lidt tør engelsk lakrids, jernbanesveller, tryksværte, kridt, sandeltræ samt små aftryk fra fadene med svag vanilje, kanel, søde krydderier og grønne urter. Utrolig kompleks og fascinerede næse.

Smagsmæssigt er frugten langt mere frisk og ivrig end forventet, men for pokker … hvor er det cremet, blæret, tilbagelænet, blødt og fløjlsagtigt. Syren er vild og blomsteragtig, der er stenet mineralitet, kirsebær, hindbær, småbitre elementer, lys og elegant kraft og nogle fine, men bestemte tanniner, som du ikke fucker med. Og så er det hele samtidigt meget kraftfuldt … på en let måde, hvis det giver mening. Kan kun sige klassevin og nok noget af det bedste Blaufränkisch denne vinblogger har smagt.

Moric blev tidligere forhandlet af Vinova, men i dag kan jeg alene finde denne vin i en årgang 2017 hos Österreich Vin, hvor den så koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Weingut Huber, Vision Grüner Veltliner Organic, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Huber, Vision Grüner Veltliner Organic, Niederösterreich, ØstrigHere’s looking at you, kid … sagde Rick Blaine – spillet af Humphrey Bogart – i den fine, gamle klassiske Casablanca film fra 1942. Og nu kigger en flaske næsten anklagende på mig med sit stirrende øje. Det er Vision Grüner Veltliner Organic fra Weingut Huber.

Weingut Huber holder til midt i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Weingut Huber drives af den unge Markus Huber, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem hele 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Her smager vi Markus’ 2019 Vision Grüner Veltliner Organic, som er lavet med druer fra forskellige vinmarker. Efter høst så udblødes alle druerne først køligt i 2 timer inden presning og temperaturstyret gæring ved 18 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer omkring 3 måneder inden aftapning på flaske.

I næsen er der blomstermark … man får næsten varmen. Der er blomsterbuketter, sæbe, marcipan, tropisk frugt, lakridskonfekt, mango, fersken, grillet lime og så fornemmes der er vis krop og fylde sammen med nogle søde, mellemøstlige krydderier.

Smagsmæssigt er der ingen fylde … nærmest slet ikke, for der er i stedet masser af lemon, citronsyre, mojito og nogle lidt jernagtige mineraler, men det stikker ikke helt dybt, for den har også en lidt vandet karakter … spinkel kan man vel sige.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut F.X. Pichler, Riesling Unendlich Smaragd, Smaragd, Wachau, Østrig

2017 Weingut F.X. Pichler, Riesling Unendlich Smaragd, Smaragd, Wachau, ØstrigHelt tilfældigt kom de 3 østrigske Riesling vine lige i streg … og den sidste i den streg var topvinen Riesling Unendlich Smaragd fra Weingut F. X. Pichler.

Franz Xavier Pichler fik oprindelig idéen til Riesling Unendlich Smaragd i 1991 og visionen var at lave en vin med så stor dybde og koncentration, at eftersmagen skulle være ikke mindre end uendelig. Det blev dog først i 1998, at drømmen gik i opfyldelse og første årgang af Unendlich kom på markedet.

Vinen er lavet af Riesling fra 2 parceller. 92% Loibenberg og 8% Kellerberg og etiketten er inspireret af et design af Karl Friedrich Schinkel til Mozarts opera Tryllefløjten  … en stjernehimmel med kosmisk uendelighed.

Selvom 2016’eren – da vi smagte den ved sidste mesterskab i 2018 – havde masser af petroleum, så er det slet ikke tilfældet her … endnu da. Men vinen er meget aromatisk og næsten parfumeret, har både moden frugt, fersken, tørrede frugter, syltede citroner, fennikel, blomster, mandler, honning og man fornemmer også dybde og bundtræk.

I munden er det meget cremet og delikat, men der er også lidt mere sødme, krop og fylde end ved de foregående vine, hvorfor jeg – helt forkert – klart tænkte på lidt Mosel Riesling.  Men der er også noget fint, smukt, let og elegant i smagen, hvor syren nok er lidt lettere end Mosel. Der er også som om, at den stramme og elegante syre får lov at dominere hele operaen med fortryllende renhed.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske vistnok koster 1.500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Stift Göttweig, Riesling Steiner Ried Pfaffenberg, Kremstal, Østrig

2017 Weingut Stift Göttweig, Riesling Steiner Ried Pfaffenberg, Kremstal, ØstrigPå den sydlige bred af Donau floden overfor byen Krems har det gamle benediktinerkloster Göttweig tronet på toppen af bjerget Göttweiger Berg i 449 meters højde i over tusinde år. Munkeklosteret er  grundlagt  tilbage i 1083 og munkene har der levet efter klosterordens motto Ora et Labora et Lege … bed, arbejd og læs.

Men allerede tidligt blev vinproduktion grundlaget for munkenes økonomiske eksistens. Vor himmelske fader havde nemlig begunstiget Benediktinerstift Göttweig med en unik beliggenhed ved nogle af de allerbedste vinmarker i Kremstal.

Jorden på Göttweiger Berg er mangfoldig med undergrund af salt, silt, ler, kalk og skifer.  De historiske dokumenter nævner allerede vinmarkerne ved klosterets grundlæggelse, hvilket gør Weingut Stift Göttweig et af de ældste vinhuse i Østrig.

Stift Gottweig blev grundlagt af Saint Altmann, biskoppen af Passau, og blev givet til Benediktinerne i 1094. Klosteret er tegnet af den berømte arkitekt Johann Lukas von Hildebrandt, som var kendt langt uden for Østrigs grænser.

Siden opførelsen af klosteret har skovbrug og vindyrkning været grundlaget for økonomirn og med vindyrkningen under konstant udvikling. I dag ejes vinmarkerne også fortsat af Benediktinerstift Göttweig med abbed Columban Luser som den 65. abbed i spidsen for det gamle kloster.

Klosteret  fungerer således fortsat som det hellige centrum for munkene, men er derudover også en turistattraktion med tilhørende fin Stiftsrestaurant Göttweig og centrum for mange kulturelle begivenheder. Samtidig er klosteret er også del af UNESCOs verdensarv.

Vinproduktionen på Benediktinerstift Göttweig  har svinget noget gennem tiderne, men i 2006 blev klosterets marker udlejet til et nyt selskab Weingut Stift Göttweig GmbH, som er ejet af en gruppe aktionærer, der ville genoplive vinhuset.

Til at lede dette foretagende står ingeniøren Fritz Miesbauer understøttet af den unge vinmager Peter Rethaller og Franz-Josef Gansberger til at forestå salget af vinene. Wolfgang Friewald er ansvarlig for dyrkning af vinmarkerne.

Samlet driver Weingut Stift Göttweig 26 hektar vinmarker, hvor de bedste marker ligger på Göttweiger Berg, Gottschelle, Silberbichl og Pfaffenberg. Der dyrker de primært Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay og Pinot Noir.

Nu smager jeg så en vin fra Weingut Stift Göttweig, nemlig deres 2017 Riesling Steiner Ried Pfaffenberg. Pfaffenberg marken ligger på nordsiden af Donau i modsætning til Kloster Göttweigs øvrige marker, der alle ligger på sydsiden.

Pfaffenberg ligger dermed nærmest i forlængelse af blandt andet Loibenberg, som vel ret beset er det bedste sted at have sine stokke stående i hele Østrig. Göttweig har beskedne 0,24 hektar med Riesling på marken.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten ligger 6 timer med skindet i kold maceration. Gæring sker derefter i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret – sur lie – 7 måneder inden flaskning. Der er omkring 3 gram restsukker pr. liter i denne årgang 2017.

I næsen er der klart herlig petroleum, indelukket benzin … ikke voldsomt og måske nærmere lidt fortyndet petroleum. Der er gule stenfrugter, mirabeller, appelsinskal, stearinlys, røg, lidt tørre og gamle noter, men samtidig lidt blomster, blomsterhonning samt masser af mineraler.

Der er fint med syre, klart over medium, men vinen virker lidt til den tyndere side. Der er lidt champagnebrus, æbler, citroner, fersken, en kende forsigtig og sart. Vinen er dog endnu alt, alt for ung og bør få flere år i kælderen. Jeg havnede på 91 point … lige sådan et sted omkring 5 tommelfingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 439 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut F.X. Pichler, Riesling Ried Kellerberg Smaragd, Wachau, Østrig

2018 Weingut F.X. Pichler, Riesling Ried Kellerberg Smaragd, Wachau, ØstrigWeingut F. X. Pichler havde denne gang 2 vine med til det store europamesterskab i tør Riesling. Den første var denne 2018 Riesling Ried Kellerberg Smaragd.

Vinhuset ligger i Oberloiben og nærmest nabo med der Schönen Blauen Donau i Wachau og er en af Østrigs kultproducenter, som bliver rost af vinanmeldere fra hele verdenen. Robert Parker har fx skrevet, at F. X. Pichler er Wachaus svar på Château Latour, Domaine Romanée-Conti i Bourgogne, Zind-Humbrecht og Sandrone … lidt af en sammenligning.

Vinhuset holder til i et topmoderne vineri, som er bygget i 2009 med kæmpe vinkælder og på 1. etage er der en storslået udsigt udover vinmarkerne i Dürnstein, Ober- og Unterloiben.

Weingut F. X. Pichler er grundlagt tilbage i 1898  og drives i dag af 4. generation i form af Franz Xavier Pichler. Han overtog driften i 1971 og driver stedet med hjælp fra sønnen Lucas.

Lucas har så småt overtaget arbejdet i kælderen, mens Franz stadig har ansvaret for det enorme arbejde, der udføres i markerne. Med Lucas har stilen ændret sig lidt mod en mere ren og stringent stil, men det altafgørende fokus er stadig at få det optimale ud af det unikke terroir, der findes i Wachau.

Vinene dyrkes og vinificeres så naturligt som muligt – det hele handler om at udtrykke terroir i vinene med største respekt for naturen.

Weingut F. X. Pichler har samlet 18 hektar vinmarker på nogle af de bedst beliggende steder i hele Wachau, bl.a. Dürnsteiner Kellerberg og Loibnerberg, Loibner Frauenweingarten og Klostersatz … med fine bjergterrasser, som stammer fra det 13. århundrede. Stort set alt arbejde forgår kun manuelt.

Jordbundsforholdene er granit- og gneissholdige, hvilket giver vinene dybde, finhed og mineralsk karakter. Samspillet mellem
de klimatiske forhold, jordbunden samt Donauflodens indflydelse danner et slags mikroklima med kraftige temperaturudsving fra dag til nat, hvilket begunstiger aromadannelsen i druerne.

På halvdelen af markerne dyrkes Grüner Veltliner, mens resten udgøres af Riesling samt en smule Sauvignon Blanc. I 1928 udvalgte vinhuset en speciel klon af Grüner Veltliner med små druer og med højere mostvægt og ekstraktfylde. Disse vinstokke står i dag på alle marker og danner grundlaget for Pichlers fremragende kvalitet.

Denne er i Smaragd klasse … lidt som Grand Cru. I Wachau inddeler man nemlig kvalitetsvine i tre kategorier, Steinfeder, Federspiel og Smaragd. Det første trin Steinfeder er opkaldt efter græsarten Stipa Pinnata, der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine har under 11% alkohol.

Så er der Federspiel – hvor navnet henviser til fortidens falkejagter – har typisk en alkoholprocent på mellem 11 og 12½ samt et sukkerindhold på mindst 17° KMW.

KMW er en forkortelse for Klosterneuburger Zuckergrade og er en slags Oechsle-skala, som anvendes i Østrig. Den er vel nærmest et udtryk for, hvilken alkoholstyrke en vin kan opnå ved maksimal udgæring snarere end et udtryk for sødmeniveauet.

Det øverste trin kaldes Smaragd og stammer ikke – som man måske skulle tro – fra smykkestenen, men fra smaragdfirbenet, der findes i Wachaus vinmarker og bærer stenens grønne farve. Her er indhold af sukker mindst 18,2° KMW, hvorfor der således typisk er tale om druer høstet med pænt sukkerniveau.

Denne Riesling Ried Kellerberg Smaragd er lavet med druer fra én af vinhusets allerbedste marker Dürnsteiner Kellerberg … en lille syd-øst vendte klippeterasse beliggende for enden af en mindre dal på Loiben skråningen i Wachau. Solen skinner på fra morgenstund mens kølige vinde dominerer om natten.

Og sikke en lækker næse … her kommer der for første gang rigtig petroleum i næsen, men ikke voldsomt, måske blot en lidt fortyndet udgave, men derudover ganske mineralsk med kalk, stikkelsbær, lidt hyldeblomst, solbærblade, mandariner, fersken, mango, banan, de små grønne og aflange slikstykker i en Bridgeblanding og en fin blomsterbuket. Med andre ord dufter det vanvittig godt.

Vinen har en god krop, god fylde, meget dyb og tæt, hvor syren nærmest virker sofistikeret, afbalanceret og alligevel blid. Den er ovenpå et lang af salte mineraler, krisp, sprød og præcis, og samlet set er det bare en voldsom lækker Riesling, som dog fortsat virker meget, meget ung. Men den del kan jo løses. Jeg gav vinen 94 point, hvilket er sådan lige inden 6 tomler, men det er sgu til 6 fingre.

Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7