Så skal vi lige ha’ lidt Dolcetto i form af vinen Sirì d’Jermu Dogliani Superiore fra vinhuset Azienda Agricola Pecchenino, som holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte.
Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.
Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.
Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc.
Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning … totalt romantisk.
Denne Sirì d’Jermu Dogliani Superiore er en enkeltmarksvej på ren Dolcetto, lavet med maceration på skindet ved 28 grader i 15 dage og er lagret 12 måneder i store 25 hektoliter egefade.
Vinen har en svagt landlig næse med lidt estragon, kul, kridt, blomster, mørke bær, sådan en moden frugt, grønne – og italienske – elementer og der fornemmes også lidt alder. Ganske aromatisk på en lidt rustik måde, herligt.
I munden er vinen meget frugtrig, proppet med bær og har samtidig den italienske syre og stramhed, som virkelig giver vinen mandshjerte og rygrad. Der er stramme og nærmest krydrede tanniner, virkelig god Dolcetto … rustik ganske vist, men med et smukt syrligt bid.
Købt hos Vinspecialisten, pris vistnok omkring 160 kr.