Tag-arkiv: teroldego

Teroldego er en rød druesort, der hovedsagelig dyrkes i Trentino og Alto Aldige regionen i det nordlige Italien, hvor den frembringer ikoniske rødvine med en intenst frugtagtig karakter.

Teroldegos traditionelle hjem er lige nord for Trento på det flade land mellem bjergene, hvor druen primært er dyrket på pergolaer, men i dag også findes dyrket med det  mere konventionelle Guyot system.

Det er en drue, som modner sent og godt kan have svært at blive fuldt moden i det kølige klima og druerne har en tendens til at falde af klaserne på de mest blæsende marker. Teroldego står alene bag én appellation, nemlig DOC Teroldego Rotaliano … og det er netop omkring Campo Rotaliano for foden af Dolomitterne, at druen i århundreder har været centrum for de bedste vine.

Der er flere teorier om, hvorledes navnet Teroldego opstået, hvor de fleste hælder til, at det skyldes, at druesorten stammer fra Tiroldola, der er en anden gammel og ukendt sort. Andre har igen kommet med den teori, at Teroldego på italiensk betyder gylden Tyrol, da vine på druen havde høj status i hele Europa i det 18. og 19. århundrede.

Udenfor Trentino og Alto Aldige findes Teroldego også i Toscana, Veneto og på Sicilien, men primært til at blande sammen med andre sorter, selvom der også laves enkelte vine alene på druen. Der dyrkes også en lille mængde i Australien, Californien og Brasilien.

DNA analyser har afsløret, at Teroldego er forælder til Lagrein og muligvis også er i familie med Dureza, som er en forælder til Syrah druen. Der er måske endda også et link til Pinot Noir.

Vine på Teroldego har ofte en duft af kirsebær, violer og fine tanniner. Vinene er ofte lette, selvom enkelte producenter selekterer mere i druerne og dermed får mere koncentrerede og komplekse vine.

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, Italien

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, ItalienAftenens sidste vin havde Paul med og kommer fra Trentino-Alto Adige området, helt præcis fra byen Mezzolombardo, omkring 20 km. nord for Gardasøen. Området ligger imellem Garda-søen og Brenner-passet på kantet af Alperne. Her finder vi det lille vinhus Dall’ Azienda Agricola Foradori, som drives af Elisabetta Foradori.

Vingården er grundlagt af i 1901, og købes af Vittorio Foradori i 1929. Vingården drift overtages i 1960 af Roberto Foradori, men efter hans død i 1976 må hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen. Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som driver foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter, bl.a. 80% med Teroldego, 15% med Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade. En anden markant  ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun ca. 75 %, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt kvindelige italienske vinmagere.

Vinen her Morei Teroldego er en enkeltmarksvin på 100 % Teroldego fra biodynamisk dyrkede marker. Teroldego er en lokal drue der kun gror i Trentino, og som  har sine optimale vilkår på de grusede, stenede sletter. Vinen har gæret og lagret 8 måneder på amfora med skaller.

Duftmæssigt er det sure kirsebær, kirsebærsten, stor mineralitet med sten og grus, mens smagen er let syrlig med bløde tanniner, urter og let røget fornemmelse. Spændende vin, og sjovt at prøve en drue, som jeg ikke har smagte så mange gange tidligere.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Progetto Vino, Grande Alberone Rosso, Lombardiet, Italien

N.V. Progetto Vino, Grande Alberone Rosso, Lombardiet, ItalienDen venlige ekspedient i Skjold-Burne anbefalede mig denne Grande Alberone Rosso … tilsyneladende fordi vinen var på tilbud til 69,95 kr. og normalt kostede 99,95 kr.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om den nedsatte pris var årsagen til anbefalingen, eller om årsagen måske var de to medaljer, som vinen angiveligt har fået, og som flot er indbygget i etiketten … eller om ekspedienten virkelig havde smagt vinen og derfor nu anbefalede den af et oprigtigt hjerte.

Jeg ved ikke, om jeg var en smule naiv eller måske blot havde travlt, for første advarsel er egentlig rimelig nem at spotte … der er nemlig intet årstal for, hvilket år denne vin er fra. Det kan dermed være alt … en 1972’er, en 1999’er eller en 2011’er.

Dit bud er lige så godt som mit. Dermed årsagen til N.V. (non vintage) i overskriften. Med andre ord er der – ud fra dette – formentlig tale om en vin, som er masseproduceret, ellers ganske uambitiøst hvis man vil lave god og seriøs vin.

Næste advarsel; producenten fremgår heller ikke af vinen. Det tager jeg nu som en udfordring, og importøren har da også været så venlig at ligge et lille spor i form af et lille pænt vedhæng, hvorpå der er en hilsen fra vinmageren Benedetto Lorusso. Hilsenen er nu bare en oversættelse af teksten, som fremgår på italiensk på forsiden af etiketten.

Derudover indikerer vedhænget, at vinen er lavet på druer fra store dele af Italien, nemlig Teroldego fra Trentino, Merlot og Cabernet Sauvignon fra Veneto, Primotivo fra Apulien samt Nero d’Avola fra Sicilien, dvs. et stort skønt blend fra et ukendt vinhus i et 5. område. Det kan da kaldes et kludetæppe.

Få søgninger på nettet afslører også, at tilbuddet måske ikke er så godt endda, for flere steder står vinen til 59 kr. ved køb af 6 stk., og flere steder i Europa forhandles vinen også af Aldi til omkring knap 8€. Klasse.

Benedetto Lorusso er uddannet ønolog, og har sin base i byen Locorotondo i Puglien. Her arbejder han og Michele Lorusso i deres firma Progetto Vino di Lorusso Michele & CO SAS med at lave specialproducerede vine til kunder over alt i verden.

De har et kæmpe netværk til vinbønder over alt i Italien, og Benedetto arbejder tillige hos Cantina di Locorotondo i samme by, og dette firmas netværk består af ikke mindre end 1.300 vinbønder i Italien.

Alt kunne dermed tale for, at vinen kom fra et af disse firmaer … hvis det ikke lige er fordi, at vinen kommer fra Lombardiet.

Selve producenten er dog det store vinfirma Provinco Italia, som formentlig har hyret Benedetto til at lave vinen og udnytte sit store netværk til vinbønder rundt i det italienske land. Provinco Italia ligger i den nordlige del af Italien i den lille by Rovereto, som ligger omkring 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona.

Firmaet har specialiseret sig i at lave billige vine til supermarkeder, og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Og Grande Alberone laves i 2 forskellige eksemplarer, denne almindelige Grande Alberone Case Aged samt en Grande Alberone Platinum Collection på ren Zinfandel. Sidstnævnte bærer en sort etiket. Og ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinen og produktionen af den.

Duftmæssigt er der frugtsødme, en anelse kanel, men er også besynderlig flad i duften. Smagsmæssigt meget let tilgængelig … med en lille anelse Amerone-fylde (måske derfor de har kaldt vinen Alberone) og overmodne blommer. Der er en lidt off eftersmag, men bestemt en drikkelig vin, som jeg dog vil kalde kedelig. Mangler syre, kant og eftersmag. Moster Oda vil sikkert være lykkelig, hvis hun fik denne vin anbefalet, og den vil passe fint til en bællefest. Som anbefaling overfor en vinkender … PAZZZZ … der skal ambitionsniveauet være højere.

Pris som sagt 69,95 hos Skjold-Burne … og det er ikke en billig pris.

Vinanmeldelse 2,5/7