Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2012 Weingut Trapp & Sohn, Rüdesheimer Klosterberg Spätburgunder Feinherb, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Trapp & Sohn, Rüdesheimer Klosterberg Spätburgunder Feinherb, Rheingau, TysklandHmmmm, Spätburgunder … og så på en lørdag! Vinen er fra et lille familie vinbrug, Weingut Trapp & Sohn, og det ligger i Rüdesheim i det smukke Rheingau. Vingården ligger i nærheden af klosteret “Abtei St. Hildegard”, og familien Trapp ejer i alt 7 hektar vinmarker ved Rüdesheim, Assmannshausen og Geisenheim, herunder bl.a. en del af den kendte “Rheinsteig” vinmark.

Vingården er i dag drevet af 3. generation af Trapp familien, nemlig Michael Trapp, som efter afsluttet uddannelse som vinmager på Schloss Vollrads, har fortsat driften på vingården.

Vingården er nemlig grundlagt af Michaels farfar Heinz Trapp. Han havde en stor kærlighed til vin og til naturen, og han begyndte at dyrke de første marker som ren hobby. Det var imidlertid Michaels far (og dermed Heinz’ søn) Martin Trapp, som fik ændret hobbyvirksomheden til en veldrevet vingård, som familien kunne leve af.

Hos Trapp dyrker man alene 2 druesorter, Riesling og Spätburgunder, og det er Riesling vinene, som der laves flest af. Fra Spätburgunder laves der en Weißherbst og så to røde, nemlig en “trocken” og så denne “feinherb”, dvs. næsten halvsød. Det er vine i den billige ende, f.eks. koster billigste Riesling 4,30€ på gården … og denne Spätburgunder Feinherb 6,00€. Dyreste vin er husets Riesling Auslese, som koster 10,00€.

Alle husets Rieslinger modnes hovedsageligt i rustfri ståltanke, mens de røde vine modnes i egetræsfade.

Nå, men lad os smage vinen. Feinherb og Spätburgunder klinger ikke umiddelbart gode i mine ører. Duften er overraskende stram med grene, grønne blade og et strejf af vanilje. Smagen er en smule akavet, en fortsat grøn tone kombineret med sødme … lidt en underlig kombination. Derefter har jeg noteret mig lidt hindbær, jordbær og en anelse kanel? Ikke en dårlig vin, men heller ikke en fantastisk vin. What You Pay Is ….

Jesper havde købt den i Rüdesheim i sommer til omkring 10€.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSteffen havde sørget for aftenens kultvin, en Clos-Vougeot Grand Cru vin fra Château de la Tour. Clos-Vougeot eller Clos de Vougeot, som den korrekt hedder, er én af de klassiske, berømte Grand Cru vinmarker i Côtes de Nuits, grundlagt i det 12. århundrede af munkene i klosteret Abbaye de Citeaux, delvis omkranset af gamle mure og er på i alt 50 hektar, som ikke mindre end 80 vingårde ejer dele af. Vi er i simpelthen i hjertet af Bourgogne ved siden af ​​Musigny, Romanée og i nærheden af ​​Chambertin.

Château de La Tour ligger ved byen Vougeot i Bourgogne og er ejet af Jeanne Labet og Nicole Déchelette med Jeannes søn François ved roret. Château de la Tour er grundlagt tilbage i 1890, hvor slottet blev bygget af netop Labet og Déchelette familierne. Begge familier havde på det tidspunkt allerede været beskæftiget med vinproduktion siden det 15. århundrede.

Château de la Tour ejer 6 hektar af Clos de Vougeot og er dermed den største ejer blandt de mange vingårde her. Nogle af slottets parceller ligger i midten af Clos de Vougeot og resten ligger op mod den nordlige mur. Jorden på Clos de Vougeot er sammensat af ler og kalk med et 60 cm tykt kalklag i undergrunden. Det siges, at druerne fra den sydlige del af Clos de Vougeot er knap så gode og objektivt set ikke egnet til at vin af grand cru-kvalitet, men den problemstilling er vi så ude af her.

Vinstokkene er også et kapitel for sig selv, idet de ældste er plantet tilbage i 1910 … og gennemsnitsalderen er omkring 50 år. Læg dertil et meget lavt udbytte omkring 29 hl/hektar, hvilket svarer til sølle 30 cl produceret pr. vinstok. Altså en halv flaske pr. vinstok ! I et normalt år sælger slottet omkring 20.000 flasker.

François Labet bærer familiearven med stort ansvar og med respekt for både tidligere og fremtidige generationer. Så bæredygtighed tages meget alvorligt, og han gør alt for at fremelske vinens terrior. Alle vinmarker bearbejdes økologisk, og François’ ordsprog er; “Pas de Bons Vins sans des Bons Rosin”, hvilket kan oversættes til, at der ikke kommer god vin uden gode druer.  Der arbejdes derfor med streg beskæring, ligesom høsten sker manuelt og med en ekstrem streng sortering efterfølgende. De transporteres selvfølgelig også i små kasser med huller for ikke at blive beskadiget.

Efter sortering køles druerne ned og en syv til ti dage af kold udblødning begynder. Temperaturen stiger langsomt og gæringsprocessen hæver temperaturen til 32 grader. Efter en måned tappes vinen på fade. Lagringen varer i 18 måneder og finder sted på 75% nye 228 liters egetræsfade fra Nevers i det centrale Frankrig, mens de resterende 25% lagres på 2-3 år gamle fade. I god tid, før aftapningen på flaske, stikkes vinene sammen. Vinen er tappet på flaske uden klaring og filtrering.

Lad os for pokker da smagen vinen. Duftmæssigt lidt modellervoks, hindbær, salvie, mynte, estragon, lakrids, kød og bacon tilsat en smule lak eller fernis. Det kan lyde lidt uhyggeligt, men den dufter faktisk ret fantastisk … måske en anelse ung endnu. Smagen præges af stramme tanniner, lidt tjære, grønne noter … men også en stor og lækker blødhed. Tanninerne sætter sig markant i overmunden, og der fornemmes også lidt alkohol grundet den unge alder. Stor vin og stor årgang, men kunne måske tåle nogle flere år i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Har svært ved at finde en dansk importør, men det er vin til omkring 100 dollars udenbys.

Vinanmeldelse 6/7  

2005 Domaine Jacques Prieur, Beaune-Grèves 1er Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Jacques Prieur, Beaune-Grèves 1er Cru, Bourgogne, FrankrigJan havde medbragt en Bourgogne … og inden vinene blev for kraftige, så var det vist tid til denne gudesaft. Jan havde medbragt en flaske, som han havde haft liggende i køleskabet i en 4 års tid, nemlig denne Beaune-Grèves 1’er Cru fra Domaine Jacques Prieur, som holder til i byen Meursault ikke langt fra dejlige Beaune.

Domaine Jacques Prieur er grundlagt tilbage i slutningen af det 18. århundrede, helt præcis i 1898 og ledes i dag af Martin Prieur, som har sikret en opblomstring af domainet inden for de seneste år – ikke mindst med assistance fra ønologen Nadine Gublin. Vinhuset ejes dog i dag – ifølge min research – af Labruyère familien med den unge, charmerende og diskrete Edouard Labruyère som daglig leder. Den højt respekterede vinmager Nadine Gublin er i øvrigt tidligere udråbt til “Winemaker of the Year” i 1997 af Revue du Vin de France.

Domainet har et fornemt sortiment af Grand og 1er Cru’er og har monopol på tre appellationer, hvilket er ganske ualmindeligt i Bourgogne. Hvis man lige ser bort fra deres Clos de Mazeray, så producerer huset faktisk alene Grands Crus og Premiers Crus … ganske imponerende.

Det fantastiske sortiment af hvide vine, hvor druerne høstes, når de er meget modne, giver vine med en overvældende aroma og fylde. De røde vine er lavet efter moderne metoder og er mørke, kraftige og harmoniske vine. Samtlige marker vinificeres separat for at frembringe de forskellige nuancer og karakterer.

Samlet ejer vinhuset omkring 20,5 hektar vinmarker og endda nogle af de mest berømte Grand Cru vinmarker: Le Montrachet, Le Corton, Les Échézeaux, Le Musigny og Le Chambertin. Vingården har været under renovering siden Labruyere familien købte domainet, og i dag er vingårdens faciliteter blandt de bedste i verden.

Duftmæssigt ikke så voldsom hestestald eller animalske toner, men derimod lidt kælder, jord, ribs, kirsebær, svag lakrids og ellers grønne toner. Smagen er nok mere imponerende, idet vinen er ret præcis og skarp i udtrykket … fuldstændig som en lige linje, og der er kirsebær, renhed … tonsvis af tanniner, men på en meget behagelig måde … sidder på tænderne. En måske en anelse mere til den mørke side end Bourgogne traditionelt, men den smager godt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Otto Suenson og pris 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Tabalí, Pinot Noir Reserva Especial, Limarí Valley, Chile

2010 Tabalí, Pinot Noir Reserva Especial, Limarí Valley, Chile Gert fik hurtigt åbnet endnu en vin, denne Pinot Noir Reserva Especial fra det Chilenske vinhus Tabalí, som ligger i  Limarí i den nordlige del af Chile, hvor der knapt er så varmt som sydligere i Chile. Det giver grobund for lidt mere nuancerede vine.

Som det eneste vindistrikt i Chile har Limarí nemlig en kalkholdig jordbund. Kalken bevirker, at druerne kan opnå en rigdom og nerve, som er uden sidestykke i Chile. Desuden ligger Limarí tæt på Stillehavet, som sender kølig blæst ind i vinmarkerne, og gør klimaet mildere og modningssæsonen længere – og jo længere druerne er om at modnes, desto mere komplekse aromaer kan de opfange.

Vingården er ejet af familien Luksic, og husets vinmager er Felipe Müller, som Guia de Vino de Chile (Chiles vinbibel) i 2010 kårede som ”Winemaker of the Year”. Og ved Chiles største vinkonkurrence, Wines of Chile Awards, blev Tabalís Syrah Reserva Especial i årgang 2008 kåret til Chiles bedste vin af et yderst kompetent dommerpanel, som blandt andet talte Steven Spurrier og Oz Clarke.

Hos Tabalí laves der 3 serier af vin, hvor basisserien hedder Reserva. Dernæst kommer Reserva Especial og så endelig Talinay. Herudover produceres der også en topvin, som huset kalder Payen, som er lavet på 100& Syrah.

Denne Pinot Noir Reserva Especial kommer således fra niveauet over basisserien, og den laves på druer fra udvalgte marker, faktisk 3 forskellige parceller, og lagringen er foregået på fade af ny fransk eg i 12 måneder. Selvfølgelig 100% Pinot Noir.

Duftmæssigt en smule neutral … der fornemmes svagt jordbær og hindbær, men det er mest urter, som dominerer næsen. Der er ingen køer, heste, mødding eller andre animalske dufte … som ellers klæder Pinot Noir vinene så godt. Det fornemmes klart, at vinen har fået godt med solskin, og det går også igen i smagen, som er fyldig, let pebret, igen godt med urter. Ganske blød, også bløde tanniner, men måske en smule anonym i udtrykket.

Forhandles bl.a. af Wine.dk hvor prisen er 125 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2008 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2008 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz, TysklandFredagsvinen var som vanligt … Spätburgunder … ja, I er ved at lære det. Fredag er simpelthen Spätburgunderdag. Fuck, jeg er snart ved at løbe tør for Spätburgundere, som den vakse læser nok har erfaret, at jeg har en speciel forkærlighed for. Arghhhh, kan nu li’ meget forskelligt vin. Må ha’ fundet nogle flere Spätburgundere, som er et must i ethvert vinkøleskab. Nå, nok snak, vinen fra i fredags er fra Weingut Reichsrat von Buhl, som holder til i byen Deidesheim i Pfalz.

Von Buhl anerkendes som et af Tysklands dygtigste vinhuse. Hvem ved, måske er det byen, som giver inspiration, for det er også her, at man finder forhenværende kansler Helmuth Kohls yndlingsrestaurant Der Schwarzes Hahn. Med noteringer på helt op til 98 point har von Buhl for længst bevist at de kan lave stor vin.

Weingut Reichsrat von Buhl er grundlagt tilbage i 1849 af Franz Peter Buhl, men det var speciel under ledelsen af sønnen Franz Armand Buhl, at vingården fik sin succes. Armand Buhl styrkede gårdens renommé, og i hans æra vandt von Buhl mange nationale og internationale anerkendelser. Armand blev kåret til Reichsrat af Kong Ludvig II og var gode venner med Otto von Bismarck. Von Buhl’s vine er blevet serveret til åbningen af Suez-kanalen i 1896 og til Dronning Elizabeth, the Queen Mother’s hundredeårs fødselsdags frokost i London.

I dag er vingården ejet af en forretningsmand fra Neustadt Achim Niederberger og har siden 1989 været udlejet til et driftsselskab, som ejes af to japanske forretningsmænd, gårdens direktør Stefan Weber samt salgschefen Christoph Graf. Stefen Weber er samtidig én af Tysklands mest kompetence vinmagere, og har bl.a. en fortid fra Müller Catoir.

Reichsrat von Buhl ejer nogle af de bedste vinmarker i Pfalz. Kirschenstück, Jesuitengarten, Pechstein, Ungeheuer, Stift og Reiterpfad er blot nogle af dem. Faktisk er hele 41% af von Buhls vinmarker klassificeret som ”Erste Lagen – 1. Lage“ – Die Großen Gewächse. “Paradies für Edelweine” bliver denne region også kaldt. 90 % af markerne omkring Deidesheim, Ruppertsberg og Forst er beplantet med Riesling, og det er da også de hvide vine., som Weingut Reichsrat von Buhl er mest anerkendt for. Vingården har i alt 59 hektar vinmarker, som siden årgang 2008 har været drevet og certificeret økologisk.

Her har vi imidlertid en rød fra Weingut Reichsrat von Buhl, ren Spätburgunder, lagret ét år på barriques, heraf 30% nye.

I glasset meget lys, næsten transparent med orange toner. Har passer betegnelse tegl virkelig. Duftmæssigt masser af den søde Pinot duft, ko-/hestestald … ikke voldsomt, men absolut tilstede. Derudover svage urter, kirsebær, mineralitet og lidt jord? Uhmmmmm, lover godt. Smagsmæssigt er der jordbær og hindbær, meget blød, fin og delikat i smagen … bløde tanniner, toner af grønt, vanilje, våde sten eller en form for mineralitet. Der er en flot balance i vinen, og jeg er sgu meget begejstret … lige i øjet og bestemt anbefalelsesværdig. Thumbs Up.

Købt hos Belvini. pris 12,90€ … et fund til prisen. Herhjemme forhandles Reichsrat von Buhl hos Otto Suenson samt Theis Vine.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Rochioli Vineyards & Winery, Estate Pinot Noir, Californien, USA

2009 Rochioli Vineyards & Winery, Estate Pinot Noir, Californien, USAAftenens sidste Pinot Noir blev denne Estate Pinot Noir fra vinhuset Rochioli Vineyards & Winery, som ligger ved byen Healdsburg, tæt på Russian River i Sonoma County.

Rochioli Vineyards & Winery har været i familiens eje i 3 generationer og blev grundlagt i 1938, da Joe Rochioli Senior købte den jord, som han i lang tid havde passet. Han havde fremsyn nok til at vide, at jorden i Russian River Valley en dag ville producere nogle af verdens største vine. Hans søn Joe Junior videreførte denne vision, og i dag har vingården et fortjent ry, som én af Sonoma County fineste vingårde. Joe Junior driver gården sammen med 3. generation, sønnen og vinmageren Tom Rochioli.

Rochioli familien laver kun enkelt-sort vine, som udtrykker de unikke terroir, som familien råder over i hjertet af Russian River Valley. Rochiolis vinmarker er legendariske, for udover familiens egne populære enkeltmarks og estate-vine, så har topproducenter som Williams Selyem, DuMOL og Hanzell opkøbt druer fra Rochioli-vinmarkerne og fremstillet vine, som har udødeliggjort navnet Rochioli i vinens verden.

I alt råder Rochioli over 65 hektar af de bedste beliggende vinmarker i Russian River Valley centreret på begge sider af den lille, snoede Westside Road, som følger flodens bugtninger sydvest for byen Healdsburg. Vinmarkerne er opdelt i fire mindre vinmarker, nemlig River Block, Mid 40, Little Hill og Sweetwater, og Rochioli fremstiller foruden sine estate-vine og enkeltmarksvine også såkaldte block-vine, hvor mindre og særligt udsøgte sektioner af vinmarken vælges ud og lægger druer til husets allerbedste vine.

Rochioli er en af de få producenter, som år efter år leverer vine, der skiller sig ud fra mængden, og som konsistent er blandt anmeldernes favoritter med scorer, som hyppigt sniger siger op omkring eller over de 95 point. Stilen i Pinot Noir-vinene er tydelig frugtdreven med de karakteristiske Pinot Noir-indslag af vilde skovbær, mørke stenfrugter, anis, hvid peber og kardemomme. Vinene spænder fra medium til stor fyldighed og har en blød og rund struktur.

Hovedparten af ​​druerne til denne Estate Pinot Noir er fra Sweetwater marken. Lagret på fransk eg i 15 måneder.

Duftmæssigt meget animalsk med noter af mejeri, A38, kærnemælkssuppe, sødmælkskalv, mørke kirsebær, krydderier og godt med kraft, som afslører at vinen ikke er fra Europa. Smagen er solbær, hindbær, lidt peber, urter, god intensitet … meget fyldig eftersmag. Nok den bedste af aftenens Pinot Noirs … vakler lidt mellem 4,5 eller 5 Thumbs Up.

Fås hos KK Wine, pris 288 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Melville Vineyards & Winery, Estate Pinot Noir, Californien, USA

2009 Melville Vineyards & Winery, Estate Pinot Noir, Californien, USAVidere til næste Pinot Noir, en 2009 Estate Pinot Noir fra Melville Vineyards & Winery, som ligger lidt øst for byen Lompoc … igen ikke så langt fra danskerkolonien Solvang, som vel ligger 15 km. sydøst for Melville Winery. Måske man skulle emigrere til Solvang, for der er da vist mange dejlige vinproducenter i det område.

Melville blev startet tilbage i 1996 af Ron Melville, som oprindeligt var en succesfuld forretningsmand indenfor den finansielle sektor, bl.a. som medlem af Pacific Stock Exchange. Han havde en særlig kærlighed for havearbejde … og vin. I 1987 begyndte Ron af studere vinavl, og så begyndte vinproduktionen efterfølgende i Sonoma County’s Knight’s Valley, hvor han dyrkede Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon, som blev solgt til vinhuse som Geyser Peak Winery, Dry Creek Vineyards og Chateau St. Jean.

Rons kærligged for de burgundiske vine bragte ham imidlertid til Lompoc i det vestlige Santa Ynez Valley, hvor han så i 1996 købte omkring 33 hektar vinmarker, hvor han plantede ikke færre end 14 forskellige kloner af Pinot Noir og 4 forskellige kloner af Chardonnay. Senere har Ron også sammen med sine 2 sønner Chad og Brent Melville tilplantet marker med Rhône druer som Syrah og Viognier.

Melville’s vinmager er ingen ringere end Greg Brewer, som også sammen med Steve Clifton har kultvineriet Brewer-Clifton. Greg er af Robert Parker i 2001 udgaven af The Wine Advocate blevet listet som én de tre bedste amerikanske vinmager.

Denne 2009 Estate Pinot Noir kommer fra ikke mindre end 16 forskellige Pinot Noir kloner, og har lagret på brugte franske egetræsfade. Lad os smage på vinen.

Duftmæssigt lidt kirsebær, syrlige rabarber, grønne noter … eucalyptus, urter, pibetotak og en smule læder. Smagen er fyldig med lidt peber … faktisk er vinen meget kraftig, og det er umiddelbart svært at tro, at der er tale om en Pinot Noir, således er der også et markant højere tanninindhold, og vinen sidder på fortænderne. Der er sgu da saft og kraft … men mangler Pinot Noir’s finesse og elegance.

Fås hos KK Wine, pris 226 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Couloir Wines, Straight Line Mendocino County Pinot Noir, Californien, USA

2010 Couloir Wines, Straight Line Mendocino County Pinot Noir, Californien, USAEndelig tid til de røde vine, og til min store glæde skulle vi starte med 3 Pinot Noir vine, hvoraf den første var denne Mendocino County Pinot Noir fra Jon Grants vinhus Couloir Wines, som ligger i byen St. Helena, ca. 15 km. øst for Santa Rosa.

Couloir Wines er stiftet af vinmageren Jon Grant, som til dagligt også er assisterende vinmager på Turley Wine Cellars. Jon har tidligere arbejdet i kældrene på nogle af de bedste vingårde i Napa Valley, herunder PlumpJack Winery, Corison Winery og også hos Robert Mondavi.

Jon var oprindeligt først interesseret i skiløb, og havde et bijob som i en vinbutik i Snowbird i Utah. Her startede interessen for vin, og det førte til, at Jon flyttede til Napa Valley, hvor han først fik arbejde hos Robert Mondavi Winery som Direct Marketing Koordinator. I løbet af den periode finpudsede han sin gane ved løbende smagende vine fra hele verden, bl.a. ud fra en håndfast tro på, at det er vigtigt at kende alt om vinens potentialer og kompleksiteter.

Siden fulgte et arbejde som assisterende vinmager hos Cathy Corison fra Corison Winery, og siden hos Plumpjack Winery i Oakville, hvor han hjalp Nils Venge med at producere Estate og Reserve Cabernet Sauvignon.

På sin egen vingård laver Jon vine i 2 serier, topvinene som bare hedder Couloir Wines og en lidt billigere serie vine, som kaldes Straight Line.

Druerne til denne Pinot Noir, husets basis Pinot kommer fra markerne Anderson Valley, Monument Tree, Londer og Roma. Vin lagres 11 måneder på fransk eg, heraf 40% nye. Der er alene produceret 550 kasser af denne årgang 2010.

Duftmæssigt en rigtig koldklima Pinot Noir, hvor duften er grønne blade, salvie, urter, eucalyptus, peber, eg og mørke kirsebær. Smagsmæssigt har jeg noteret hindbær, jordbær, lidt peber, brændt eg, bløde tanniner, let perlende på tungen og en fin mellemlang eftersmag … måske med en anelse alkohol. Jeg er ikke “blown away”, men det er sgu fornem Pinot i forhold til de mange fede og alt for solrige Pinot Noirs, som ellers kan fås i USA.

Fås hos KK Wine, pris 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Weingut Wagner Stempel, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Lige et par updates fra weekenden, først fredagens Spätburgunder … fredag er jo Spätburgunder dag. Denne gang var vinen fra Weingut Wagner Stempel, som ligger i det idylliske Sieferheim i Rheinhessen.

Vinhuset drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet. Vingården er på 13 hektar og Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993. Siden han overtog driften, så har han udviklet vingården til i dag at være blandt Tysklands bedste og mest anerkendte vinhuse. Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver ikke kun fantasktisk Riesling. Han laver også forrygende Silvaner, tør, storslået Pinot Gris/ Grauburgunder og læskende, ren tør Pinot Blanc/ Weissburgunder. Hans Spätburgunder skulle efter sigende heller ikke stå tilbage for stor New Zealandsk eller Burgundisk Pinot … det vender vi snart tilbage til. Alt i alt er Wagner Stempel en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland.

Daniel Wagner blev således også i 2009 kåret til “Aufsteiger des Jahres” i den tyske udgave af Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase. Denne gives til producenter, i kategorien “Deutsche Spitze” – lige under “Weltklasse”. Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat: “Aufsteiger des Jahres”. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel (naturligvis) medlem af VDP (Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter).

Vinen her er således hans “Gutswein” på Spätburgunder, og vinen har også lagret på eg … hvor lang tid fremgår ikke helt.

Duftmæssigt imidlertid ikke den klassiske tyske, søde Pinotnæse, men derimod lidt jod, våd hvedemark, hindbær, blomster, mandler og mineraler … eller i hvert fald en eller anden form for mineralsk fornemmelse. Smagsmæssigt er vinen meget frugtrig … nærmest ren i smagen, let syrlig men alligevel med en lille sødme i eftersmagen. Den har godt af luft … masser af luft … for senere på aftenen var vinen et godt stykke bedre … og det var ikke fordi, at jeg blot havde drukket hele flasken, næ nej … konen fik selvfølgelig hendes andel.

Købt hos Belvini, pris 11,90€. Herhjemme fås den bl.a. hos Piaf Vinhandel, hvor prisen er 159,95 kr. for 1 flaske og 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 R. Näglers Weindepot, Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2010 R. Näglers Weindepot, Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandI fredags smagte jeg også denne Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken fra Weingut Dr. Nägler. Jeg skrev en smule om vinhuset for et par uger siden, da jeg smagte Dr. Näglers Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, så der kan I selvfølgelig også læse lidt baggrundsviden om denne tyske vinproducent.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz … hvilket i øvrigt også flot står skrevet øverst på etiketten på denne vin. Det flotte foto på etiketten forestiller i øvrigt familiens hotel, som stammer fra 1826 og udover restauranten rummer 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot, som også har lagt navn til denne vin.

Det er en smule forvirrende, for nogle steder kalder de forretningen Dr. Nägler Weindepot og andre steder bare R. Nägler Weindepot. Vinen her er formentlig lavet specielt til salg på hotellet og vinrestauranten, og den fremgår da heller ikke i sortimentet på hjemmesiden for Wiengut Dr. Nägler.

Og det er også hele Nägler familien, så involveres i familiens mange aktiviteter, og således er husets yndige datter Janina Nägler to år i træk været kåret til Rüdesheims ubestridte vindronning … eller måske rettere vinprinsesse ved den årlige vinfestival i byen, og hun fortsætter traditionen efter Roswita Nägler, som for omkring 50 år siden også bar denne flotte titel. Så altså en familie med både vin og skønhed.

Og skøn er vinen også i glasset … meget lys … og den har ikke stået lang tid med skallerne. Duftmæssigt den dejlige Pinot sødme med lidt kostald, animalsk tilsat en smule babybræk … på den gode måde forstås. Smager af let syrlige kirsebær, søde ribs … og meget let i udtrykket. Dejlig sommervin, som Jesper havde med hjem fra besøget hos det tyske broderfolk.

Købt i Rüdesheim, prisen … ka’ ikk’ huske, hvad Jesper sagde, den havde kostet.

Vinanmeldelse 4/7