Tag-arkiv: Frankrig

2019 Maison Roche de Bellene, Bourgogne Chardonnay Cuvée Réserve, Bourgogne, Frankrig

2019 Maison Roche de Bellene, Bourgogne Chardonnay Cuvée Réserve, Bourgogne, FrankrigSidst jeg smagte vin fra Nicolas Potel var i 2019, men nu havde jeg til en Bourgogne smagning 6 vine fra Potel foran mig og den første var en 2019 Bourgogne Chardonnay Cuvée Réserve.

Det var reelt Nicolas Potels forældre Françoise og Gérard Potel, der i 1964 slog sig ned i Volnay og startede med at lave vin. Gérard var agronom og en dygtig vinmager og startede med at lave kvalitetsvine med fokus alene på Pinot Noir og alene fra 1. Cru marker i både Volnay, Pommard og Santenay. Og selvfølgelig skulle sønnen Nicolas også være vinmager.

Inden han overtog faderens vingård, så havde han efter sin uddannelse til vinmager, arbejdet i vinhuse rundt om i det meste af  verdenen, bl.a. hos Moss Wood, Leeuwin Estate og Mount Mary Winery i Australien, Tom Dehlinger i Californien og en række udvalgte producenter i Frankrig.

I starten arbejdede Nicolas sammen med faderen i kælderen, men overtog langsomt driften og fortsatte med at lave kvalitetsvine fra familiens egne marker. Efter faderen død i 1997 grundlagde Nicolas dog negociantfirmaet Maison Nicolas Potel, hvor han opkøbte druer fra andre vinavlere til en lang række Bourgogne vine.

La Maison Nicolas Potel blev en slags pioner inden for innovation og moderne produktion samt havde samtidig en biodynamisk tilgang, så bl.a. blev vinene lagret under hensyn til månen og den biodynamiske kalender. Alle vinene blev lagres i de gamle kældre og fik således de bedste lagringsbetingelser.

Maison Nicolas Potel fik så stor succes, at firmaet i starten af 2000’erne blev solgt til en kapitalfond fra Asien. Det betød også, at man samtidig solgte navnet Nicolas Potel, så vinene under navnet Maison Nicolas Potel er i dag således ikke lavet af Potel familien og Nicolas kan ikke bruge sit navn på sine nye projekter.

Men han kunne ikke undvære vinen, så i 2005 startede han allerede sit eget vinhus, men da han ikke kunne anvende sit eget navn, så fik det i stedet navnet Domaine de Bellene, for Bellene er det gamle keltiske navn for byen Beaune.

For Nicolas etablerede nemlig sit nye vineri i en meget gammel og historisk bygning i gaden Faubourg Saint Nicolas i Beaune. Den er efterfølgende restaureret og vineriet lavet efter højeste standard med moderne udstyr.

Derudover har Nicolas både forpagtet og opkøbt en række marker, således Domaine de Bellene i dag laver vin fra 18 hektar vinmarker, der dyrkes økologisk og endda pløjes med brug af heste. I vineriet fodtrampes druerne også som i gamle dage.

Der anvendes alene naturlige gærceller og Nicolas vinificerer med hele klaser, som han sikrer sig er modne helt ned i stilkene. Han er forsigtig med ekstraktion og lagrer oftest vinen i en kombination af nye og brugte egefade.

Men trods ny succes med Domaine de Bellene, så kunne Nicolas Potel alligevel ikke helt slippe négociant-virksomheden, så i 2008 startede han Maison Roche de Bellene, som indkøber druer fra nogle af områdets mest pålidelige vinbønder og Nicolas står selv produktionen.

Denne Bourgogne Chardonnay Cuvée Réserve 2019 er fra Potels négociant del og med 80% af druerne hentet fra Côte d’Or, mens de resterende 20% stammer fra Côte Chalonnaise, alle fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar og så ellers vinificeret alene med druernes naturlige gærceller.

Den har derefter gennemgået malolaktisk gæring og lagret knap 18 måneder på franske egefade, hvoraf 5% er nye.

Duftmæssigt er det en ganske grøn vin … det er stikkelsbær, fersken, meget mineralsk, kalket og støvet. Det er hybenroser, stilke og godt med gærede noter. Det er en vin, der får dig til at vippe frem på stolen.

I munden er der en meget god smag … er meget frugtrig med æbler, gærede æbler, grønne pærer, citroner og lemon. Dermed er det en syrlig, grøn og hyperfrisk vin. 88 point.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 214,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine Sorine, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Sorine, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigMed en up-coming Bourgogne smagning lige om hjørnet, så kan man da lige varme op med et godt glas burgundisk saft og det blev denne 2020 Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Sorine.

Vinhuset ligger i Cheilly-lès-Maranges mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og er i dag ejet af Christian Sorine og hans kone Emma.

Sorine familien stammer oprindelig fra Santeney, hvor de var en af de ældste vinfamilier. Christians farfar Charles Sorine var dog den, der efter phylloxera epidemien genoptog vinavlen på den gamle vingård.

Da han døde i 1946 overtog overtog sønnen Jean driften og stod også i 1973 bag opførelsen af en nyere vingård i Santenay le Haut og fik senere i 1987 hjælp fra sønnen Christian Sorine. Det er dog først under Christians ledelse, at familien er begyndt at flaske og sælge vinene under eget navn.

De har også betydet, at Christian og Emma hurtigt fik for lidt plads på vingården i Santeney, hvorfor de i stedet har fundet en ejendom i Cheilly-lès-Maranges med store, gamle vinkældre fra det 15. og 18. århundrede, der tillader lagring af vinene på de mange fade.

Samlet har Domaine Sorine 12 hektar vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og alle markerne dyrkes efter økologiske principper, selvom man dog ikke er certificeret.

Vinificeringen sker efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.

Duftmæssigt er det usvigeligt Bourgogne, for vinen har denne lette Pinot Noir frugt samt en ret grøn kant, hvor der både er nelliker, lidt gran, hybenroser, tørt træ, lidt hæfteplaster, lyse kirsebær, jordbær, ribs … virker måske endda lidt tør og krydret i stilen med en snert af candy slik halskæder og lidt vanilje, men det er nu meget lidt.

Smagen er rigtig lækker og har – som med duften – en lillebitte grøn kerne, men det er langt mindre rent smagsmæssigt. I stedet har den en fin, ren og let frugt, masser af ribs, hindbær og rabarber samt en stringent, frugtrig og direkte syre, som dog er luftig, frisk, balanceret og suppleret en en svag bitterhed, bløde tanniner … virker ungdommelig og rigtig burgundisk. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, FrankrigNæste vin var også bragt hjem fra besøg hos den charmerende Vincent Sipp på Domaine Agapé og det var en Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique årgang 2016.

Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.

Pinot Noir druerne til denne Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique dyrkes 100% økologisk, idet Vincent dyrker jorden efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og så bliver jorden  pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden samt undgå vinterens erosion.

Jeg har ikke så mange oplysninger om vinen … altså udover, at den selvfølgelig er lagret på egefade. Men så lad os da endelig bare gå til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det lidt en hård Pinot Noir … ikke megen sødme, men i stedet er der blækagtige noter, jern og mineraler suppleret med lidt kirsebær, ribs og endda solbær, men frugten er lidt lukket, hård og får følgeskab af grønne blade.

I munden er vinen langt mere krydret end jeg husker den fra tidligere, men den har fortsat denne grønne og urtede side, hvor der bl.a. kommer lidt peber frem, måske endda lidt alkohol. Det er bare en rank, oprejst og kølig Pinot Noir. 90 point.

Denne er købt på vingården, men kan herhjemme bl.a. fås hos Byens Vinhandel, hvor en årgang 2018 koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, Frankrig

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, FrankrigOmkring 10 minutters gang fra Cathédrale Notre Dame midt i Strasbourg og tæt på Place de l’Hôpital finder vi den gamle historiske vinkælder Cave Historique des Hospices de Strasbourg og derfra smager vi nu denne 2020 Riesling Cave de Beblenheim … Elevé en Fûts de Chêne.

Vinkælderen lå oprindelig sammen med det civile hospital og blev bygget mellem 1393 og 1395. Cave Historique des Hospices de Strasbourg blev løbende til en af de store besiddere af gode vinmarker, da mange af patienterne på hospitalet løbende testamentere jordlodder, hvorved produktion og salg af vinene kunne medvirke til at finansiere hospitalets drift.

I 1716 hærgede en brand hospitalet, men skånede vinkælderen, den tilhørende lille bager og kapellet. Men i løbet af det 20. århundrede  forsvandt vinproduktionen dog gradvist og døde helt hen i 1999.

Imidlertid gik 30 større domæner sammen i 1999 og skabte et slags kooperativ. De har således renoveret den gamle kælder, som fortsat kan besøges af vinglade turister og så laver de så alle nogle vine, som de markedsfører med tilnavnet Cave Historique des Hospices de Strasbourg, som nu fx denne Riesling Elevé en Fûts de Chêne, der laves af Cave de Beblenheim.

Fælles for alle vinene under Cave Historique des Hospices de Strasbourg, så lagres de alle på store, gamle egefade … og hvert vinhus tapper selv deres egne vine, men en lille procentdel afregnes som betaling til Cave Historique des Hospices de Strasbourg.

Denne Riesling Cave de Beblenheim Elevé en Fûts de Chêne har jeg ikke så mange oplysninger om … udover, at den er lavet på Cave de Beblenheim og formentlig med gæring i ståltanke, mens den efter endt fermentering er lagret på store egefade.

Duftmæssig en ren og mineralsk Riesling … har allerede lidt petroleum, der suppleres af æbler, fersken, lemon, hvide blomster samt et strejf af honning.

I munden har den lidt en olieret følelse, men frugten næsten er eksotisk med blød og cremet ananas, fersken og pærer, hvilket gør det til en meget imødekommende Riesling, hvor syren ikke er så vild, men dog har en mineralsk og let saltet eftersmag. 89 point.

Købt i Alsace, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, FrankrigDomaine Des Roches Fortes ligger i den gamle by Vaison-la-Romaine nær den gamle by og den smukke bro Pont Romain. Vi er selvfølgelig i Rhône. Fra huset smager jeg en 2020 Côtes-du-Rhône Villages.

Vinhuset drives i dag af Jean-Luc Brunel, men er grundlagt for 3 generationer siden af hans bedstefar Felix Brunel. Han var egentlig stenbrudsarbejder, men købte lidt vinmarker og producerede så blot druerne, som blev solgt sammen med lidt abrikoser og blommer.

Sådan fortsatte Jean-Lucs far René Brunel også, for han var tilfreds med blot at sælge druerne til en anden producent, men da Jean-Luc i 1985 overtog driften, så startede han selv med at producere og sælge sine egne vine.

Siden da har familien alene satset på vinen … og har i dag 20 hektar vinmarker og Jean-Luc sammen sammen med fruen Hélène masser af Rhône vin.

Her smager vi deres Côtes-du-Rhône Villages, der skulle være lavet på 70% Grenache og 30% Syrah … men jeg har ikke kunnet finde de mindste oplysninger om produktionen, så vi iler bare videre til mine smagsnoter.

I næsen virker det som en tør og krydret vin. Tørhed er allerede udbredt i starten og holder ved i hele duften. Den er samtidig lidt kødfuld, har tør jord, grafit, jod og frugten virker moden med en smule blåbær, sorte kirsebær og brombær.

Smagen er også tør, har blåbær, lakridsrod, engelsk lakrids, grafit, blæk, peber samt en smule bitterhed. Tanninerne er også mærbare med lidt tørhed og kant. 89 point.

Skulle vist være købt på vingården og prisen ser ud til at ligge på 9,95€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine Gachot-Monot, Nuits-Saint-Georges Aux Crots, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Gachot-Monot, Nuits-Saint-Georges Aux Crots, Bourgogne, FrankrigLeif serverede også denne Nuits-Saint-Georges Aux Crots fra Domaine Gachot-Monot og medbragt hjem efter en ferie i Frankrig.

Domaine Gachot-Monot er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, for husets frue hedder nemlig Liselotte, er pæredansk og har familie her i Randers.

Vinhuset ligger ved byen Corgoloin, knap 2 kilometer syd for Nuits-Saint-Georges. Vinhuset stammer fra 1890 og drives i dag af Damien Gachot som 5. generation … altså sammen med  Liselotte Gachot.

Vinmarkerne er beliggende i tre kommuner, Corgoloin, Comblanchien og Nuits-Saint-Georges i det sydlige af Côte de Nuits-området i Bourgogne. Produktionen er igennem årene vokset fra godt 6,5 hektar til omkring 13,5 hektar, fordelt på ti forskellige appellationer.

Pinot Noir druen udgør omkring 90% af produktionen, hvor de resterende 10% er fordelt på druesorterne Chardonnay, Aligoté og Gamay.

Arbejdet i vinmarken udføres efter de traditionelle metoder tilsat lidt ny teknologi, deriblandt begrænsning af høstudbyttet samt unødvendig sprøjtning af markerne.

Damien Gachot blev både i 2003 og i 2006 kåret til årets unge vintalent for Côte de Nuits området.

Denne Nuits-Saint-Georges Aux Crots er lavet med druer fra husets 0,24 hektar store enkeltmark Aux Crots , der endda er er omgivet af 1er Cru parceller, der har 45 år gamle vinstokke. Vinen er lavet helt traditionelt og derefter lagret 12-15 måneder på barriques, heraf omkring 30% nye fade.

I næsen er det en lysere, sød og alligevel kantet vin … lidt rustik og bondsk med en snert Beaujolais. Der er kul, tjære, lidt kraftig med sorte kirsebær, jordbær, finsk og engelsk lakrids, eukalyptus og en grøn nerve.

Det er smagsmæssigt en lidt kraftigere vin, hvor der klart kommer noget fadsødme, jordbær og jordbærdrikkeyoghurt, stor saftighed, kødfuld og let jernagtig. 92 point.

Forhandles flere steder herhjemme, bl.a. hos Vin-Gaven, hvor en flaske koster 315 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine de la Motte, Chablis 1er Cru Vau-Ligneau, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de la Motte, Chablis 1er Cru Vau-Ligneau, Bourgogne, FrankrigFra Domaine de la Motte der ligger i byen Beine i Chablis og drives af Michaut familien skal vi nu smage en Chablis 1er Cru Vau-Ligneau 2020.

Huset – der ikke må sammenlignes med Domaine de la Motte fra Loire – er grundlagt i 1960’erne og er siden gået i arv fra far til søn.

Oprindelig var det Henri Michaut, der startede med at lave lidt vin fra 2 hektar vinmarker og ved siden af også passede lidt køer og almindelig agerbrug.

Hans 3 sønner Jean, Christian & Bernard sluttede sig løbende til vingården startende med Jean i 1970 efterfulgt af Bernard i 1974 og Christian i 1990. Samtidig kom Claude Robin også med i eventyret og drev sammen med Michaut-brødrene vingården i 1980’erne.

I starten blev hele høsten blot solgt til kooperativet La Chablisienne, som ejes af en  gruppe vinbønder, der producerer og sælger vine fra medlemmernes druer. Men det ændrede sig i 1990’erne, hvor man selv begyndte at lave, flaske og sælge husets vine.

I 2005 kom Chrisians søn Guillaume Michaut og med i driften, men siden 2010 har det været Bernards søn Adrien, som er ansvarlig for hele driften af vingården.

Han har også udvidet med køb af nye marker, så i dag har Michaut familien sammenlagt 53 hektar marker i Chablis med vinstokke i kimmeridgiansk kalkrig jord og laver årligt 350.000 flasker vin.

Her smager vi huset 2020 Chablis 1er Cru Vau-Ligneau og er en dal, som næsten lige er klassificeret som 1er Cru. Chardonnay druerne kommer fra 35-50 år gamle vinstokke med en sydøstlig eksponering og står i et dybt lag hvidt ler på marken.

Druerne er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet på rustfrie ståltanke helt traditionelt ved en kølig temperatur på 18 grader. Efter gæring er vinen så lagret 12 måneder, 65% i rustfri ståltanke og 35% egefade.

I næsen er der noget fedme, men samtidig en lidt grøn side med stikkelsbær og mælkebøtter. Der er svagt lidt ristede noter, nogen smørfedme, godt med mineralsk islæt … virker lidt kalket eller har i hvert fald en smule kridt.

Sådan er smagen også … har lidt en olieret krop med en vis fylde, selvom det bestemt ikke er det, som dominerer smagene. Det er en ren og fin syre, masser af syrlige æbler, ren og klar med denne klare kalkede hvide mineralitet og generelt meget forfriskende. 92 point.

Denne skulle vistnok være købt på vingården, hvor prisen er 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Clos des Lunes, Lune d’Argent Grand Vin Blanc Séc, Bordeaux, Frankrig

2018 Domaine de Chevalier, Clos des Lunes - Lune d'Argent, Bordeaux, FrankrigAnden akt i Supervins  ekstravagante vinsmagning med store Bordeaux vine var en middag på Restaurant Fauna. Den blev indledt i foyeren med et glas Lune d’Argent Grand Vin Blanc Séc fra Clos des Lunes.

Bag det lille projekt Clos des Lunes står Olivier Bernard fra ​​Domaine de Chevalier i Pessac-Leognan.

Domaine de Chevalier ejes i dag af Bernard familien, hvis historie går helt tilbage til 1155, men har været ejer af vinslottet siden 1983, hvor familien købte vinslottet med dets 18 hektar vinmarker for 23 millioner franske Francs.

Selve slottet kan dog dateres helt tilbage til 1600-tallet, men blev først sådan offentlig kendt i 1865, hvor det blev købt af Ricard familien, der i forvejen drev en bødkerforretning i Bordeaux.

Dengang var slottet kendt under navnet Gascon Chivaley, men senere under Arnaud Ricards ledelse ændrede man navnet til det nuværende Domaine de Chevalier.

Det var specielt Arnaud Richard, der som 21-årig i 1948 overtog ledelse, som udviklede slottet. Han sørgede bl.a. for en renovering af markerne med bedre drænsystemer og fik gjort slottet kendt.

Da Bernard familien i 1983 købte slottet, så satte de den unge Olivier Bernard i spidsen for slottet, og hans første beslutning var at fortsætte med det hold af vinmagere, som hidtil havde lavet vinene på Domaine de Chevalier.

Han sørgede derudover for opkøb af yderligere vinmarker og genplantede en del af de eksisterende. Derudover renoverede han også selve vineriet og byggede et ovalt, cylinderformet kælderrum til lagring af slottets vine.

I dag drives vinslottet fortsat af Olivier Bernard sammen med hustuen Anne og deres to sønner Adrien og Hugo Bernard, som snart forventes at overtage hele driften.

Domaine de Chevalier har i dag over 100 hektar jord, men heraf er alene 45 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Sauvignon Blanc og Sémillon.

Men i 2011 startede Olivier Bernard så Clos des Lunes projektet sammen med Pierre Guiraud fra Chateau Guiraud i Sauternes. Det skete ved, at de sammen købte Chateau Haut Caplane, der trods en fremragende beliggenhed mellem Château Rieussec, Château Guiraud og selveste Château d’Yquem aldrig formåede at slå igennem på den internationale vinscene.

Det opsigtsvækkende var, at Olivier Bernard, hans søn Hugo samt vinmageren Thomas Stonestreet valgte at vende tingene på hovedet ved at hævde at Sauternes terroir var mindst lige så kvalificeret til produktion af tørre hvidvine … og ikke kun søde vine.

Olivier Bernard har investeret i yderligere parceller og de oprindelige 31 hektar er nu vokset til 45 hekter tilplantet med i omegnen af 70% Semillon og 30% Sauvignon Blanc.  Alt arbejde i vinmarkerne udføres efter økologiske principper.

Vinfremstillingen på Clos des Lunes trækker naturligvis på erfaringerne fra Domaine de Chevalier, for det er samme team og dermed den samme ekspertise … og man benytter endda den samme pneumatiske presser, som man henter fra Domaine de Chevalier.

Denne Lune d’Argent Grand Vin Blanc Séc er lavet på 70% Sémillon og 30% Sauvignon Blanc, der kommer fra 35 år gamle vinstokke. Der sker ingen afstilkning, så klaserne presses bare, hvorefter saften hviler med kold bundfældning i op til 4 døgn inden gæringen.

Den er sket med druernes naturlige gærceller i store 5.000 liters rustfri ståltanke, hvorefter 3/4 af vinen lagrer 6-7 måneder sur lie i tankene, mens den sidste 1/4 lagrer samme periode på barriques med løbende bâtonnage. Den endelige cuvée er derefter så sammenstukket og tappet på flaske.

Dejlig duft … brødkrummer, tørristede hasselnødder, meget rund og lidt gæret, men det er dog ganske lidt. Der kommer til gengæld nogle småeksotiske frugter med fersken, mango, pærer, nogle gule æbler, en lille snas grape men ellers godt med blomster.

I munden en let perlende og prikkende fornemmelse, men den forsvinder hurtigt som dis på marken en efterårsmorgen. Men så kommer der en rank vin frem, men samtidig omgængelig. Der er en fin ferskensødme, pærer, lemon og samtidig let nøddet smag, som gør smagen intens og rund. Dejlig start og 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDet sidste punktum for eftermiddagen blev så et glas 2007 Margaux 2. Grand Cru Classé fra Château Cantenac Brown … og klokken var endda vist lidt over 18.00, hvor 1. akt jo officielt sluttede.

I årgang 2007 er vinen lavet på hele 65% Cabernet Sauvignon og 35% Merlot. Den er lavet på samme måde som 2004’eren, altså helt klassisk og er efter endt fermentering så lagret 14 måneder på barriques, deraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

2007’erne minder duftmæssigt om 2004’eren … lidt mindre moden og samtidig en kende mere parfumeret. Der er igen en dekadent duft af ædeltræ, jord, tobak og vanilje. Der er solbær og modne kirsebær, men viser slet ikke samme modenhed eller endda tæt på.

Men vinen er dog blød og mere ren, klar og stringent end 2004’eren, men fortsat blød og føjelig … måske også lige en tand mere neutral i smagen, der dog fortsat leveres rund og blødt. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 995 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSupervin smagningen af eksklusive Bordeaux vine sluttede for mig hos endnu et Margaux 2. Grand Cru Classé slot og det var såmænd Château Cantenac Brown … her smagte jeg først vinen i årgang 2004.

Château Cantenac Brown ligger i Cantenac i Magaux og er anlagt i begyndelsen af det 1900 århundrede af den skotske maler John Lewis Brown, som byggede slottet i den – især for det traditionsrige Bordeaux – anderledes og lidt bizarre tudorstil med respekt af familiens skotske arv efter Clan Brown, der så var John Lewis Browns familieklan i Skotland.

John Lewis Brown var en visionær mand, som udvalgte de bedste jordstykker i området. Hans hårde arbejde og høje standarder blev belønnet i 1855, da Bordeaux-klassifikationen rangerede Cantenac Brown blandt de mest værdsatte vingårde som et 3. Grand Cru Classé slot.

Det var dog under bankmanden Gromards ejerskab, at slottet blev rangeret som 3. Grand Cru Classé slot, for han havde købt det i 1843, men solgte det igen i 1860 til Armand LaLande, der bl.a. også ejede Château Leoville Poyferre.

Siden dengang har slottet skiftet ejere adskillige gange, men det betød et fald i kvaliteten og frem til 1989 var vinene fra Château Cantenac Brown ikke Grand Cru Classé værd.

Men det ændrede sig i 1989, hvor slottet blev over af AXA koncernen … det verdensomspændende forsikringsselskab med hovedsæde i Paris. De har siden overtagelsen investeret massivt i slottet og øget kvaliteten betydeligt, hvilket fik et yderligere skub i 2006, hvor familien Halabi overtog ejerskabet.

De har givet slottet en gevaldig økonomisk saltvandsindsprøjtning og samtidig ansat vinmageren Jose Sanfins, under hvis ledelse kvaliteten er steget markant.

I 2019 skiftede ejerskabet igen, idet slottet blev købt af Tristan Le Lous for anslået 150 millioner euro. Med Le Lous familien er er sket en yderligere saltvandsindsprøjtning.

José Sanfins er fortsat vinmager og sammen med Le Lous familien, så har han vovet sig ud i modernisering af slottet, som vil løfte deres produktion til helt nye højder.

Ejendommen består af en spektakulær park anlagt efter britisk forbillede og har 48 hektar vinmarker beplantet med vinstokke, hvoraf nogle er tæt på 60 år gamle.

Markerne dyrkes efter bæredygtige principper. Druerne plukkes og vinificeres parcel for parcel. Cabernet Sauvignon dominerer med 65% og Merlot tegner sig for 30% af vinstokkene. De sidste 5% er forbeholdt Cabernet Franc.

Udover førstevinen Château Cantenac Brown producerer slottet andenvinen Brio de Cantenac Brown og den hvide Alto de Cantenac Brown.

Pauline fra Chateau Cantenac Brown

I denne årgang 2004 skulle vinen – som vidt jeg kan se – lavet på 65% Cabernet Sauvignon. 25% Merlot og 10% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og er efter endt gæring lagret 15 måneder på barriques, heraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

Uha, hvor er duften meget moden … det er gammelt drivtømmer, mahogni, palisandermøbler og teaktræ og så ellers pænt med fad i form af vaniljecreme, kanelsnegle, chokolade, kaffe og sød tobak. Den modne frugt er solbær og modne kirsebær … og meget tæt i strukturen.

Frugten er smagsmæssigt meget blød … lidt marmeladefølelse, men det opvejes dog af, at vinen er utrolig blød og bare smager godt. Den har modne tanniner, der ikke bider meget, hvilket også bidrager til en feel good fornemmelse i vinen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.095 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7