Tag-arkiv: 4½

2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner, Franken, Tyskland

2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner, Franken, TysklandNæste vin er også fra familien Steinmann, nemlig deres unge Frank & Frei Grüner Silvaner, fra serien Frank & Frei, som samlet består af 5 forskellige vine.

Frank & Frie er dog ikke kun en serie af vine fra Weingut Artur Steinmann, men en serie vine fra samlet 14 forskellige tyske vinproducenter, bl.a. fra huse som Weingut am Stein, Rainer Sauer og Meintzinger, blot for at nævne nogle få. Deres fælles mål er at få vine på Müller-Thurgau – som de kalder det uelskede barn – mere frem i lyset. De markedsfører også deres Frank & Frei vine sammen.

Weingut Artur Steinmann laver dermed selvfølgelig også en Frank & Frei vin på Müller-Thurgau, men altså også denne Frank & Frei Grüner Silvaner, der alene er vinificeret på ståltanke med kort tids lagring i tankene. Vinen indeholder 4,6 gram pr. liter.

Duftmæssigt er der fersken, modne gule æbler, hyld, let sødme … men det stikker måske ikke så dybt. Der er dog en fin aroma med lidt søde krydderier, muskat og tydelig syre. I munden er der lidt hyld, astronaut-is, rund og fin smag, god balance og lidt til den venlige side, lidt stille og diskret.

På vingården kostede vinen 7€ … svarende til 52 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder vom Löss, Baden, Tyskland

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder vom Löss, Baden, TysklandDet er ikke så lang tid siden, at Weingut Franz Keller Schwarzer Adler blev kåret til Winzer des Jahres af den store, anerkendte  gastronomiske restaurant- og vinguide Gault & Millau i deres Weinguide 2019 – Tysklands mest berømte vinguide. Nu smager vi et par vine fra huset og først deres røde basisvin … Spätburgunder vom Löss.

Jeres flittige vinblogger glemmer aldrig besøget hos Weingut Franz Keller i august 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Jeg har også anmeldt et utal af de mange vine fra Franz Keller her på bloggen, men sjovt nok aldrig tidligere denne Spätburgunder vom Löss, som er deres røde Gutswein, der alene er lagret i brugte barriques.

I glasset er vinen selvfølgelig herlig transparent … ikke helt teglfarvet endnu, men lige en tak mørkere bordeaux farvet, mens næsen dufter lidt af gammel kælder, nygæret frugt, ribs, tranebær, røde bolsjer … meget ren, direkte og lidt robust med medicinskab og gazebind, hvid peber samt fadnoter.

Smagen er meget stringent og ren med et frisk bid, lyserøde bær, kirsebær, hindbær … lidt rustik og bondsk syre, lidt gran, tydelige tanniner, jernagtige elementer, men samlet en dejlig hverdagsvin, som byder på klar Franz Keller kvalitet.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, TysklandVi nupper lidt mer’ pfalzerwasser … endda boblende via denne lille, charmerende Crémant Brut fra Weingut Jülg i Schweigen-Rechtenbach i Pfalz.

Jülgs Crémant Brut er lavet på Chardonnay og Weißburgunder med lige del druer fra husets vinmarker på både den franske og tyske side af grænsen.

Det er en Crémant, som er lavet på den traditionelle champagnemetode med andengæringen på flaske, men inden da er den er vinificeret delvist på egefade og i rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret 6 måneder sur lie.

Efter aftapning på flaske er vinen lagret 10 måneder med flaskegæring i kælderen inden degorgering. Den har 12% alkohol og 6 gram restsukker pr. liter … men nok snak, lad os smage den lille boblende sag.

Duftmæssigt er det abrikos, æblemose, nogle lækre ristede noter, men i det hele taget  godt pakket med eksotisk frugt og modne æbler, honning, blomster og en smule lemon.

Boblerne er ganske små, blide og venlige, forsigtige og perlende, mens smagen er elegant og frisk. Det er en meget cremet, blød og blid vin, som de fleste vil kunne li’ … og alle omkring bordet var glade for vinen. Der er lidt mineraler og salte i eftersmagen, men samlet et godt alternativ til et glas champagne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Villa Erbice, Soave Superiore Panvinio, Veneto, Italien

2012 Villa Erbice, Soave Superiore Panvinio, Veneto, ItalienSocieta Agricole Villa Erbice ligger helt korrekt i en smuk og gammel 1700-tals villa i Mezzane di Sotto et stykke nordvest for Soave by. Vinhuset drives af familien Erbice og jeg smager her deres 2012 Soave Superiore Panvinio.

Vinhuset er grundlagt i 1870 af Narciso Erbice. I dag er det 3. og 4. generation af familien Erbice, som driver vinhuset, nemlig brødrene Arberto og Silvio Erbice sammen med den unge4. generation i form af Luca og Massimo Erbice.

Det var Luca Erbice, som skænkede mig dette glas Soave Superiore Panvinio. I kan se den stolte Luca på billedet ovenover.

Familien har samlet 13 hektar vinmarker, der ligger i 250-450 meters højde omkring Mezzane di Sotto og markerne drives uden brug af kunstige sprøjtemidler og med respekt for naturen.

I vinkælderen er alt meget traditionelt … og vinene laves i rustfrie ståltanke, mens mange af vinene også lagres i 225 liters franske barriques. Erbice laver samlet 6 forskellige vine, men udelukkende to Soave vine … resten er røde Valpolicella vone.

Soave Superiore Panvinio er lavet på 100% Garganega druer, som kommer fra marker lige ved byen. Der er vinstokkene plantet i 1963 og høstudbyttet har ligger på 80 hektoliter pr. hektar. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor druerne er let overmodne.

Alle druerne sorteres manuelt, hvorefter de ligger i blød en kort periode inden presning og gæring starter. Derefter lagrer vinen på barriques i 6 måneder og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Lagringen på eg kan fornemmes i duften. Der er noget varmt, rundt over duften, lidt strandsand, solcreme, blomstersæbe og fylde, mens frugten er fersken, pærer plus lidt mandler og et strejf vanilje.

Smagen er blid, blød og rund med fedme samt et frisk bid i eftersmagen. Der er fersken, melon og citronsyre. Smager også ganske godt, om end en smule anonym.

Ingen dansk forhandler, men prisen i Italien ligger på 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, Italien

2011 Damiano Fornaro, Soave Classico, Veneto, ItalienDamiano Fornaro synes, at jeg også skulle smage hans Soave Classico med lidt alder, nemlig i en årgang 2011 … og dermed en af de første årgange, som Fornaro faktisk har lavet.

Det er fortsat 100% Garganega, som udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke.

Men med alderen er vinen blevet en kende mere spændende, for nu dukker der først lidt duft af benzin eller æter op, blomster, stikkelsbær, ananas og andre tropiske frugter, akaciehonning, mandler og der fornemmes klart lidt alder i duften.

I munden er vinen nu også blevet mere spændende … er nærmest nu lidt vibrerende med mere modenhed og power, mens de skarpeste kanter er slebet runde. Selvom vinen fortsat har en kraftig syre, så smager det mere rundt med modne æbler og abrikos.

Ingen forhandler herhjemme og i Soave koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Coffele, Aurea Retia Spumante Dolce, Veneto, Italien

2017 Coffele, Aurea Retia Spumante Dolce, Veneto, ItalienVi sluttede smagningen hos søde Chiara Coffele med en lidt anderledes, særegen afart … Aurea Retia Spumante Dolce, som er en mousserende vin, der nærmest er lavet fra recioto produktionen med druer tørret appassimento. Det er med andre ord en voldsom sød mousserende vin.

Aurea Retia Spumante Dolce er lavet på ren Garganega og grundvinen lavet i rustfrie ståltanke … helt på samme vis som recioto’en og gæringen alene med druerne naturlig gærceller indtil vinen opnår omkring 11% alkohol.

Boblerne kommer ikke fra andengæring i flaske, men laves efter charmat metoden. altså med den sekundære og langt billigere andengæring i store, lukkede tanke. Vinen har hele 98 gram restsukker pr. liter.

Og sikke da en hyggelig næse … cosy, nøddet med toast, mandler, hævet dej samt masser af sødme. Det føles som en fed vin, som er tilsat lidt bobler, masser af akaciehonning samt lidt hvide liljer.

I smagen er der nærmest tørret abrikos, rosiner, fersken, pærer og så en sukkersød fedme, mens boblerne er lidt forsigtige og vage. Det er en sjov og anderledes mousserende vin, som i eftersmagen også leverer en lille – og velkommen – bitterhed. Samlet er det ret spændende.

Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 23,50€ … svarende til 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Coffele, Millesimato Brut, Veneto, Italien

2017 Coffele, Millesimato Brut, Veneto, ItalienVi startede den lille improviserede smagning i La Cappella di Palazzo Visco-Coffele hos Chiara Coffele med lidt bobler … en 2017 Millesimato Brut.

Den mousserende vin er lavet på ren Garganega fra Coffeles marker ved Castelcerino i Soave Classico DOC zonen. Druerne er høstet ved håndkraft i oktober måned og derefter er grundvinen lavet som deres almindelige vine, dvs. i rustfrie ståltanke, mens andengæringen ikke sker i flaske, men i autoklave tanke, hvor gæring sker med udvalgte  saccharmyces bayanus gærceller over 6 måneder.

Næsen er klart lidt melon og der er svag sødme, blomster, mandler, ristet franskbrød og mynteblade. Det er ikke en vild og eksplosiv vin, men egentlig en kende afdæmpet i aromaerne. I munden er vinen dog sprød, let med lidt jern, mineraler, æbler … ikke dyb, men egentlig ganske frisk.

Jeg har ikke fundet en dansk importør, men i hjemlandet koster en flaske omkring 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Portinari, Soave Superiore Classico Ronchetto, Veneto, Italien

2012 Portinari, Soave Superiore Classico Ronchetto, Veneto, ItalienMed næste Soave vin – og næstsidste af Wine Enhusiasts Kerin O’ Keefes 10 udvalgte vine – blev der lagt mere alder på … en 2012 Soave Superiore Classico Ronchetto fra vinhuset Azienda Agricola Portinari.

Vingården ligger midt i den lille by Brognoligo di Monteforte d’Alpone og er reelt startet i starten af 1980’erne af Umberto Portinari, som besluttede at starte med at lave vine fra forældrenes marker. Der var ikke meget jord, og forældrene havde heller ikke selv passet markerne, men alligevel satte Umberto sig for at lave kvalitetsvine fra gården.

Der er faktisk alene 5 hektar vinmarker, som er fordelt på 2 vinmarker, nemlig Ronchetto og Albare. Ronchetto er klart den bedste mark og også indenfor DOCG Soave Superiore Classico klassifikationen.

Marken ligger i bakkerne  fra Brognoligo mod Fittà di Soave i omkring 150 meters højde og med vulkansk undergrund. Vinstokkene på marken er plantet tilbage i 1960.

I de sidste par år har Umberto fået hjælp på vingården af børnene Maria og Silvio. På billedet ovenover kan I se Silvio og Umberto i gang med at beskære vinstokkene, der – som altid i Soave – hænger efter pergola metoden.

Denne 2012 Soave Superiore Classico Ronchetto er lavet på Garganega tilsat en smule Chardonnay. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, altså helt uden lagring på træfade, men ellers er der ingen oplysninger om produktionen.

Det er utroligt, hvad alder kan gøre ved en vin. Her duftes modenheden selvfølgelig med det samme, og der er langt flere tertiære aromaer … masser af symaskineolie, nødder, abrikos, honning, syltede citroner og syrlig, dekadent dybde.

Smagen er sødkrydret, cremet fløjl … endda med lidt vanilje, kiks og kager, en smule sødme, mens syren er moden, blød og venlig. Der er en smule salte mineraler, men samlet er det en god, moden vin.

Ingen importør herhjemme og en nyere årgang koster 11,50€ i hjemlandet … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Cantina di Monteforte, Soave Superiore Classico Castellara, Veneto, Italien

2016 Cantina di Monteforte, Soave Superiore Classico Castellara, Veneto, ItalienCantina di Monteforte er et af de store kooperativer i Soave … og ligger i Monteforte d’Alpone. Vi smager her deres 2016 Soave Superiore Classico Castellara, hvor druerne kommer fra Castellara … en lille, rund vulkansk bakketop, hvor der samlet kun er 27 hektar vinmarker.

Kooperativet blev grundlagt i 1952 som Cantina Sociale di Monteforte d’Alpone af en gruppe vinavlere, som besluttede at arbejde sammen om fremstillingen af vinene fra deres marker omkring Monteforte d’Alpone.

I dag har Cantina di Monteforte 600 medlemmer, hvis marker samlet udgør 1.200 hektar. Fokus er på at fremstille lokale vine, altså både Soave, Rosso Veronese, Ripasso og Amarone.

De producerer hvert år ikke mindre end 140.000 liter bulk vin samt 4 millioner flasker vin, hvilket bl.a.  sker i et totalt nyt, moderne vineri. som blev opført i 2018.

I de sidste 10 år har man systematisk analyseret alle vinmarkers terroir og fået dem kortlagt for at tilrettelægge produktionen bedst muligt og for at opnå den bedste kvalitet.

Soave Superiore Classico Castellara er lavet på 100% Garganega, som er vinificeret på rustfrie ståltanke, men er lagret 12 måneder … 50% i ståltankene, men den anden halvdel i barriques.

Det er måske fadlagringen eller et år mere på kilometertælleren, som gør vinen lidt mere interessant i næsen. Op af glasset oser der nu en form for petroleum, æter eller symaskineolie, fersken, mere power og kraft, mere krop, lidt voks, akaciehonning og vinen virker samtidig langt mere aromatisk.

Det aromatiske går igen i smagen, pærer, eksotisk frugt, en større fylde uden at miste bid, for vinen har fortsat syre, selvom den samlet ikke er så sprød og krisp, men fint koncentreret. Det er klart 4½ med pil op.

Forhandles af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Cantina del Castello, Soave Classico Pressoni, Veneto, Italien

2017 Cantina del Castello, Soave Classico Pressoni, Veneto, ItalienNæste Soave vin i rækken blev fra cru’en Pressoni … en af de mindste cru’er med samlet 11,5 hektar vinmarker.  Det er en 2017 Soave Classico Pressoni fra Cantina del Castello, der drives af Arturo Stocchetti.

Han grundlagde vinhuset i 1960’erne midt i Soave … i den gamle middelalderfæstning, selvom hans marker ligger spredt i forskellige områder, primært i Carniga og Pressoni.

Arturo Stocchetti startede først selv med at lave vin i løbet af 1980’erne. Han laver vine med respekt af de gamle traditioner og laver samlet 9 forskellige vine, herunder altså denne Soave Classico Pressoni, som er lavet på 80% Garganega og 20% Trebbiano di Soave fra località Pressoni, som ligge i kommunen Monteforte d’Alpone.

Efter høsten, som sker i den første del af oktober, så sorteres druerne, tørrer ganske let og presses, hvorved kun omkring 60% af mosten anvendes. Vinen gærer i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også lagrer 3 måneder sur lie. Derefter flaskes vinen og lagrer yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen har endnu mere blomster end de forrige, fersken, pærer og hyld, okay dybde, fin lethed og lidt mandler. Duftmæssigt stikker den lidt af med vildt megen blomster og en let syrlig næse.

Smagen er ganske fin og lidt i tråd med foregående vin, citron, et godt syrligt bid, tropisk frugt, blomster, jern og mineraler. Det er samtidig meget harmonisk og samlet en fin Soave vin.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 12,50€ … svarende til omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7