Tag-arkiv: 4½

2018 Conterno Fantino, Dolcetto d’Alba Bricco Bastia, Piemonte, Italien

2018 Conterno Fantino, Dolcetto d’Alba Bricco Bastia, Piemonte, ItalienFabio Fantino på Azienda Agricola Conterno Fantino startede med at skænke den småtørstige vinblogger et lille glas af denne Dolcetto d’Alba Bricco Bastia.

Druerne til denne basisvin kommer fra husets marker ved Monforte d’Alba og vinstokke plantet tilbage i 1989. Druerne er høstet med et udbytte på 49-56 hektoliter pr. hektar og vinen er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke med fermentering over 6-8 dage og lagring i samme tanke en periode. Den årlige produktion af vinen ligger på et sted mellem 14-16.000 flasker. Det er 100% økologisk dyrket.

Næsen er rustik og krydret med lidt kirsebær, svesker og lidt mørk i frugten samt aromo med lidt tør jord og blomster. Det er en meget typisk Dolcetto aroma. I munden er vinen dog overraskende let med en lækker, bondsk syre og tonsvis af behagelig frugt. Straight on uden så mange dikkedarer.

Forhandles herhjemme af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Conterno Fantino, Langhe Bianco Princìpi, Piemonte, Italien

2018 Conterno Fantino, Langhe Bianco Princìpi, Piemonte, ItalienMonforte d’Alba er en lille by, hvor alt drejer sig om vin. Den lille købmand er også kun åben engang imellem. Men vinbarer og gode restauranter er der flere af. Vi besøgte bl.a. Barolo Bar til lidt frokost, hvor der også blev presset en flaske vin ind … Langhe Bianco Princìpi fra Conterno Fantino.

Jeg skulle senere besøge Conterno Fantino, så her kigger jeg alene videre på denne lille hvidvin, som er lavet på 100% Chardonnay, som er høstet med et udbytte på 49-56 hektoliter pr. hektar fra husets marker omkring Monforte d’Alba.

Efter høst ligger druerne koldt i en kort maceration, hvorefter de presses og fermenteringen sker i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer en kort periode inden aftapning på flaske.

Langhe Bianco Princìpi har i næsen en lettere fedme, blomster … pænt aromatisk, fersken, melon, citroner, litchi, vingummibamser, en meget levende syre, sandeltræ og søde krydderier. Smagen er også fyldig, blød og rund, men en let syre, lidt peber samt citron og grape giver vinen et frisk udtryk.

Conterno Fantino forhandles herhjemme af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 11,20€ … svarende til 83 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Réva, Langhe Bianco Grey, Piemonte, Italien

2018 Réva, Langhe Bianco Grey, Piemonte, ItalienLidt omvendt sluttede smagningen hos Réva med en hvidvin, nemlig husets Langhe Bianco Grey, som er lavet med 50% Sauvignon Blanc og 50%, Sauvignon Gris fra 2 af husets marker.

Det er ikke druer, som man normalt støder på i Piemonte, men Gianluca Colombo mener, at de er perfekte til deres vin.

Druerne høstes manuelt tidligt om morgen, hvorefter de kommer i et kølerum/fryser ved 0 grader i 72 timer. Derefter presses druerne og ligger med skindet i  8 timer, hvorefter fermenteringen sker … 70% i rustfrie ståltanke og resten i brugte egefade.

Derefter lagrer Langhe Bianco Grey 4 måneder, blandes … lagrer yderligere et par måneder og flaskes. Den årlige produktion ligger på 6.000 flasker.

Næsen er – måske som forventet med druerne – lidt grøn og parfumeret, meget aromatisk, frisk med fersken, abrikos, banan og stor mineralitet og samtidig en herlig landlighed med både sved og mødding.

Smagen er imidlertid langt mere blød, rund og varmere end forventet. Det skyldes formentlig brugen af egefade på en del af vinen, som fortsat har en god syre, god nerve og friskhed. Vinen bliver heller aldrig for fed, men smager rigtigt godt. Klart 4½ af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske i årgang 2017 koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienNæste vin, som Francesco Spadaro skænkede, var Révas Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer både fra Sebastiano og Ravera marken lige ved vingården.

Druerne spontangærer med skindet i rustfrie ståltanke i 30 dage, hvorefter vinen får en malolaktisk gæring … 70% i store egefade og de sidste 30% i en blanding af brugte tonneaux og barriques. Derefter lagrer vinene på egefadene i 12 måneder, hvorefter vinen endelig aftappes på flaske og frigives. Der laves årligt 6.500 flasker af denne vin.

I glasset er der allerede mere farve og næsen er også ganske typisk Barbera … pænt krydret, masser af kirsebær, boysenbær, gærede og med masser af frugtsødme, power og en lille underliggende syre.

Smagsmæssigt god frugtsmag, masser af kraft, og så er der alligevel også en fin lethed, et mineralsk bid samt nogle krydderier. Det er en vin, som skriger på lidt mad. Men fandens god Barbera og kan igen rigtigt godt lide letheden i smagen.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2016 normalt koster 158 kr., men pt. er på bud til 118 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Parusso, Barolo Bussia Riserva Oro, Piemonte, Italien

2010 Parusso, Barolo Bussia Riserva Oro, Piemonte, ItalienMed de sidste to Barolo’er fra Parusso, så kom der også lidt alder på. Den ene var denne Barolo Bussia Riserva Oro fra 2010, som i øvrigt er en fantastisk årgang i Piemonte.

Det er da heller ikke en vin, som Parusso laver hvert år, men alene i de bedste årgange, og Guilia fortalte, at denne havde de planlagt først at frigive i dens 10 år fra høsten, men normalt lagrer den mindst 5 år på flaske efter vinificeringen, som i øvrigt er fuldstændig identisk med de foregående Barolo’er, altså bl.a, med 18 måneders lagring på barriques.

Det er imidlertid en meget moden – også for overmoden – duft for den gode vinblogger, så dermed lever duften bestemt op til farven i glasset … meget lys og brun i farven. Der er hengemt blomstervand over duften, men aromaen bliver på en eller anden måde alligevel dragende efter et stykke tid. Der er lidt jord, skovbund, svampe og champignon, overmodne lyse blommer, dekadent forfald … og den dufter som om, at den har sine bedste stunder bag sig.

Imidlertid smager den langt bedre end duften … det er silkeblødt som nervøs velour med modne og overmodne blommer, lyse bær, trøfler, meget zen og smuk. Det er klart smagen, som redder denne Barolo Bussia Riserva Oro, for duften er multo speciel.

Guilia fortalte, at vinen måske i øjeblikket er nede i en dal for senere at blive mere frisk igen. Sådan har mange Barolo’er det, hvilket jeg skulle få at se, dufte og smage med den sidste vin.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2006 koster 1.095 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Parusso, Spumante Metodo Classico Brut, Piemonte, Italien

2014 Parusso, Spumante Metodo Classico Brut, Piemonte, ItalienSmagningen hos søde Guilia Parusso startede med et glas bobler … lidt utraditionelt lavet på ren Nebbiolo og lavet efter champagnemetoden eller Metodo Classico Brut, som metoden kaldes i Italien.

Jeg har vist kun én gang tidligere smagt en mousserende vin på Nebbiolo, nemlig en pink/orange 2009 Erpacrife Nebbiolo Brut Zero og et sjovt gadekryds mellem Barolo og Champagne. Denne Parusso Metodo Classico Brut er nok lidt ovre i samme boldgade, men lad os se nærmere på den.

Nebbiolo druerne til vinen høstes midt i september måned og hviler derefter – som husets Barolo’er – en periode, hvor stilkene går fra at være grønne til at blive brune. Derefter presses de og basisvinen laves derefter på rustfrie ståltanke, hvor alene den bedste del af mosten efter presset anvendes.

Derefter flaskes vinen og andengæringen sker i kælderen, hvor vinen lagrer omkring 36 måneder, hvor coupe de poignée sker med håndkraft … man vender altså flaskerne manuelt. Derefter sker degorgement og denne er degorgeret i 2018.

I glasset er Parussos Spumante Metodo Classico Brut let rosa og har en duft, som bestemt har nogle elementer fra rødvinene. Der er lidt blomster, roser, nelliker, kirsebær, abrikos, jordbær, hyben, grønne grene … lidt gæret i aromaerne, men meget fint.

I munden er boblerne blide og fine … men forsvinder forholdsvis hurtigt, så det bliver lidt mere hvidvinsagtigt. Det er alt sammen meget blidt, tørt og vinen har pænt med æblesyre.

KB Vin er importør, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Domaine les Ondines, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2015 Domaine les Ondines, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigHoulberg har tidligere smagt en vin fra Domaine les Ondines ved den lille by Sarrians omkring et par kilometer sydvest for Vacqueyras. Nu smager vi atter en vin fra Jérémy Ondes lille vinhus, nemlig hans Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages.

Jérémy overtog familiens ejendom tilbage i 2003 og startede med at lave vin, selvom produktionen indtil da primært havde været grøntsager som courgetter, tomater, auberginer, meloner og jordbær. I dag er alle 57,5 hektar tilplantet med vinstokke.

Denne 2015 Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah fra 30 år gamle vinstokke. Markerne er drevet økologisk, mens høsten dog foregår med maskiner.

Inden vinificering er alle druerne afstilket. Vinen er gæret i rustfri ståltanke alene med druernes naturlig gærceller og er efter endt fermentering lagret i cementtanke i 18 måneder.

Og det er en lækker Côtes du Rhône Villages, som duftmæssigt har en dejlig mørk, animalsk og mælket aroma. Det er mørke og gærede bær, brombær, blåbær, mødding, yoghurt, bacon, medicinskab, blæk, urter og peber. Den dufter saftig som ind i helvede og skriger af god rustik Côtes du Rhône, så man bliver glad i låget. Der er lidt sødme, en mørk frugtsyre, lidt vanilje … nam nam.

Smagsmæssigt masser af tæt velsmag, tjære, fed og monstertyk væske, peber, rustik syre, plenty med tanniner, mer’ peber, godt med mørk frugt. Smagen halter lidt efter duften, men det er absolut en Rhônevin i den bedre ende af skalaen og klart 4½ fede houlbergske fingre med klar pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119  kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Kellerei St. Michael-Eppan, Gewürztraminer, Alto-Adige, Italien

2018 Kellerei St. Michael-Eppan, Gewürztraminer, Alto-Adige, ItalienOg vi fortsætter i Sydtyrol, nemlig i den lille by Appiano, hvor vi finder kooperativet Cantina San Michele eller på tysk St. Michael-Eppan, som står bag denne Gewürztraminer.

Kooperativet er grundlagt i 1907 af 27 driftige vinbønder i St. Michael, Berg, St.Pauls, Missian og Unterrain. De mødtes på kroen i Eppan, hvor de beklagede deres nød over de ringe priser for salg af deres druer, men til sidst besluttede at gå sammen i et kooperativ, som skulle anvende deres druer til en samlet produktion af vine.

I dag er der 340 vinavlere som medlemmer af Kellerei St. Michael-Eppan og de har samlet omkring 380 hektar vinmarker, som danner baggrunden for kooperativet og en produktionen af en lang række vine.

De har ansat vinmageren Hans Terzer til at stå spidsen for produktionen og han blev i 1997 af Gambero Rosso udråbt som en af verdenens 10 bedste vinmagere. Kooperativet er da også kendt som et af de bedste kooperativer i Alto-Adige.

Denne Gewürztraminer kommer fra kooperativets Classic Line serie … en serie af hverdagsvine, som er lavet udelukkende i ståltanke og med det mål, at afspejle områdets terroir til en fornuftig pris.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker og fra vinstokke fra 10-30 år og et høstudbytte på 65 hektoliter pr. hektar. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er meget blomsterrig, parfumeret med sæbe, pærer, melon, frisk svejset jern, svag kanel og nelliker. Det dufter rigtigt godt … pirrer hele tiden næsen på en rigtig rar måde.

Smagen er fin og frisk, men cremet og næsten olieret. Der er sten, jern, lidt muskat og samlet set er vinen meget blid, næsten lidt tilbageholdende rent smagsmæssigt.

Ingen importør, men prisen i hjemlandet ligger på 11,60€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, Merus Sauvignon Blanc, Alto Adige, Italien

2017 Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, Merus Sauvignon Blanc, Alto Adige, ItalienPå alpehotellet Den Hvide Hest i Sydtyrol synger overtjeneren Leopold Ulrich Joachim Brandmeyer i form af Dirch Passer ja-ja-ja nu kommer jeg.

Med denne Merus Sauvignon Blanc er vi oss’ landet i Sydtyrol, dog ikke I Østrig, men på den italienske side hos vinhuset Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, der ligger på Cortaccia sulla Strada del Vino i den lille by Niclara syd for Bolzano.

Meget passende fik jeg vinen serveret af en tjener, men uden den klassiske sang og et højt Dirch Passer humør. Men Schlosskellerei Turmhof er ellers et klassisk gammelt tyrolsk vinslot, som vil være den perfekt scene for et munter lystspil.

Vinhuset drives af Sabine og Christof Tiefenbrunner, som er 5. generation. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1848, og det gør dermed vinhuset til et af de ældste vinhuse I Sydtyrol. Det var dog Herbert Tiefenbrunner, der startede med at lave egne vine på Turmhof i 1943 før slutningen af anden verdenskrig.

Sønnen Christof overtog driften efter sin far i 2012 og laver sammen med hustruen vin fra deres 25 hektar marker i Entiklar, Kurtatsch og Margreid i 250 til 1.000 meters højde. Men derudover opkøber de også druerne fra 45 hektar tilhørende andre vinavlere I området.

Deres bedste mark er en 3 hektar stor parcel på Fennberg bjerget i 1.000 meters højde. Der dyrker de Müller-Thurgau, hvilket gør marken til den højeste beliggende Müller-Thurgau mark i hele Europa. Druerne fra marken anvendes til husets prisvindende vin Feldmarschall vin Fenner.

Her smager vi husets Merus Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra marker omkring Cortaccia, Penone og Niclara i 290-500 meters højde og høstet med et udbytte på 65-75 hektoliter pr. hektar.

Vinen er gæret ved 20 grader i rustfrie ståltanke, hvilket så er efterfulgt af en 4 måneders lagring sur lie i store betontanke. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 35.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt byder næsen på hyldeblomst, melon, stikkelsbær, hø, græs, mynte, salvie, peberrod lidt grøn champagnebrus-is. Det dufter faktisk ganske godt, frisk og ligetil. I munden er det en blød og venlig vin med lidt jern, en rank ryg med okay syre og lidt citrus.

Ingen dansk forhandler er fundet, men i hjemlandet koster vinen 11,90€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken, Franken, TysklandMed 37 graders varme ved Lago di Gardo, så skriger kroppen næsten efter lidt kold vino, så hatten røg hurtigt af en af de vine, som jeg havde medbragt fra vores vinøse pitstop i Sommerhausen, nemlig denne 2017 Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken fra Weingut Schloss Sommerhausen.

Det er en Erste Lage vin, da druerne til vinen kommer fra husets bedste mark Steinbach i Sommerhausen. Sommerhauser Steinbach er en stejl skråning med en ideel orientering mod syd og sydvest med en ganske stejl hældning på op til 80%. Med placeringen kan temperaturen om sommeren nå omkring 55 grader i bunden af vinstokkene.

Navnet Steinbach har historisk fået fordi, at der om vinteren løber en lille strøm af vand gennem marken, men om sommeren er det en udtørret flodseng … en Bachbett aka der Steinbach. Undergrunden består fortrinsvis af muslingekalksten, som er med til at holde på temperaturen om natten.

Weingut Schloss Sommerhausen dyrker både Silvaner og Riesling på marken, og denne 2017 Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken er vinificeret alene i rustfrie ståltanke. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen i øvrigt.

Og nøj, hvor det dufter godt, intens og mineralsk Riesling næse, svagt lidt petroleum, men ellers kvæde, citrus, meget ren og direkte i frugten. I munden er det grønne, umodne æbler, godt med syre, sure citroner, mundspidsende sur, knastør og mineralsk af Pommern til, selvom Pommern slet ikke ligger i Franken.

Ingen dansk forhandler fundet, men på vingården kostede vinen 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7