Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Longview Vineyards, Macclesfield Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2016 Longview Vineyards, Macclesfield Chardonnay, Adelaide Hills, AustralienLige et par kilometer syd for den lille by Macclesfield i Adelaide Hills i South Australia området finder vi vinhuset Longview Vineyards og derfra smager vi denne Macclesfield Chardonnay.

Vinhuset Longview Vineyards er oprindeligt grundlagt i 1995, hvor de første marker blev tilplantet af Duncan MacGillivray, en australsk forretningsmand, som blev rig på opfindelse og salg af den alkoholfyldte limonadedrik Two Dogs.

Det tog dog MacGillivray nogle år at få styr på produktionen af vin – som måske er mere kompliceret end alkoholisk og sukkerholdig limonadevand – og de første vine fra Longview Vineyards blev derfor først sendt på markedet i 2001.

I 2007 blev vingården så købt af de nuværende ejere, de to brødre Peter og Mark Saturno, hvis familie oprindeligt stammer fra Italien, men har boet i Adelaide Hills gennem generationer. Familien er dog ikke selv vinbønder, selvom brødrenes bedstefar i hans yngre år plukkede druer hos Langhorne Creek og selv lavede lidt vine på Grenache.

Forældrene derimod drev et større hotel samt en større kvægbesætning på deres gård i Macclesfield … nabo til Longview Vineyards, så både Peter og Mark kendte til vingården i forvejen. De havde også tidligere arbejdet i vinforretninger og vinbarer, så de havde den vej igennem opnået stor viden om vin og samtidig kontakt til flere vinproducenter i området.

De boede begge i New York, da de i 2007 fik muligheden for at købe vingården Longview Vineyards tæt på deres forældres ejendom. Mark arbejdede som skuespiller og Peter i en vinforretning.

De besluttede sig for, at købe vingården, flytte tilbage til deres hjemegn, og med hjælp fra forældrene samt deres søster, at lave cool climate vine i det kølige – men tørre – Adelaide Hills.

Siden er stedet blevet totalt restaureret og er i dag et attraktive mål for vinturister … kendt for deres fantastiske vine, deres Della Casa italienske, tapasinspirerede specialiteter om søndagen, guidede ture, store gæstfrihed og mulighed for overnatning på deres 4 stjernede indkvartering.

Longview Vineyards har 70 hektar vinmarker og selvom området er cool climate og mest er kendt for druesorter som Chardonnay, Riesling og Pinot Noir, så har brødrene valgt en anden vej, idet deres primære sorter er Shiraz og Nebbiolo, selvom de også har både Chardonnay, Riesling, Pinot Grigio, Pinot Noir, Barbera, Sauvignon Blanc og en smule Grüner Veltliner.

Longview Vineyards har hurtigt udviklet sig til at være et af de mest prisvindende vinhuse i området, og de har bl.a. fået hjælp fra den velkendte Ben Glaetzer, selvom vinene stilmæssigt ikke minder om Glaetzers egne vine. Brødrene Saturno fortsætter dog konstant deres arbejde på at producere vine af højeste kvalitets fra Adelaide Hills og samtidig med masser af sjæl samt innovation.

Vi har jo tidligere stødt på de kreative Saturno brødre her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg i sommers testede deres The Piece Shiraz i 3 årgange. Det er sindssyge vine … lavet med graffiti som hovedtema, har etiket malet af graffitikunstner og sælges i store aluminiumsdåser, så de ligner spraymaling. Dem skal du næste læse om … anvend linket ovenover.

Men brødrene laver altså også hvidvin på Longview Vineyards, bl.a. denne Macclesfield Chardonnay, som er lavet med klon L10V1 Chardonnay druer, som efter høst pressen i hele klaser og derefter spontangærer i 20 dage på egefade udelukkende med brug af druernes egne gærceller.

Omkring 70% af fadene er nye og resten alene brugt en gang. Halvdelen undergår malolaktisk gæring inden vinen lagrer 9 måneder på egefadene … herefter 3 måneder sur lie, altså med bærmen. Vinen er alene filtreret let ved aftapning på flaske.

Og nøj for en dejlig frisk, luftig og aromatisk duft … alligevel med en vis tyngde og fedme. Der er duft af både fersken, Kung Fu is, Sprite sodavand, solcreme, medicinskab og vanilje. Det dufter vildt godt, selvom det også er vildt fortegnet, men på en god måde.

Smagen er knap så eksplosiv som duften, men mere renhed med æblesyre, grønne æbler, en smule bitterhed, sødkrydret, blød og en smule tilbagelænet. Der er måske en anelse til den populistiske side, men fuck det smager godt. Det er som en vinøs tegneserie med basserne … sjov, let, underholdende og ikke til at slippe igen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho, Minho, Portugal

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho, Minho, PortugalTheis Vine havde sendt to vine til den lille Vinho Verde battle … begge fra vinhuset Quinta de Santiago og vi startede med den rene Alvarinho vin.

Quinta de Santiago ligger lidt udenfor den lille by Cortes i Monção området … det er lidt vest for forrige vinhus Quinta de Soalheiro.

Vinhuset drives af den unge, smukke Joana Santiago, der sammen med hendes far startede med at lave vin i 2009, selvom der har været produceret vin på gården siden 1899.

Dengang – for herrens mange år siden – omfattede driften på gården både en smule vinproduktion, olivenolie, bønner, korn og frugt … men alene til familiens eget forbrug.

Først i 2009 besluttede Joana og hendes far, at de ville satse 100% på vinproduktion og lave, aftappe og markedsføre vine under deres eget mærke Quinta de Santiago.

De startede med at omlægge markerne … og de har alene 9 hektar jord, hvoraf de 6 hektar er lerholdige vinmarker med vinstokke med en alder på mellem 3 og 9 år. De første vin kom på markedet i 2012 og siden har Joana også bygget en nye og moderne vingård, som stod færdig i 2014.

Joana er ikke fuldtids vinbonde … hun har nemlig et job som advokat ved siden af vinproduktionen, men har i dag til gengæld også en smule hjælp fra sin mand Ovar.

Her smager vi en frisk 2017 Alvarinho vin fra Joana … og hvor druerne kommer fra parceller i både Monção og Melgaço områderne. Høsten foregår med håndkraft, hvorefter druerne vinificeres på ståltanke. Vinen lagres sur lie og frigives efter 8 måneder.

I glasset er vinen meget lys … ja næsten på vej mod vand, men det dufter af grønne æbler, godt med dybde i duften med en smule astronaut-is, blomster, citrus, marcipan, mandler, estragon, kridt, voks og ganske frisk med en lille sød kant.

Smagsmæssigt er vinen meget ren i smagen og dejlig frugtrig med syre, jern, masser af tør og bitter grape, citrus og det er lige før man laver trutmund, men hvad vil Joana så tænke? Det er i eftersmagen let peber, som brænder en smule, men det klæder sgu vinen. Jeg er også #alvarinholover

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Quinta de Soalheiro, Granit, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Granit, Minho, PortugalDen sidste vin fra Quinta de Soalheiro var vinen Granit, hvor druerne kommer fra en række granitholdige marker beliggende i 200 meters højde i både Monção og Melgaço områderne i det nordlige Minho.

Det er 100% Alvarinho druer, plukket med håndkraft. Efter ankomst til vineriet presses druer, hvilket koldt i 48 timer inden fermenteringen, som foregår i rustfrie ståltanke ved en højere temperatur end normalt for hvidvine. Derefter lagrer vinen en periode i ståltankene sur lie … altså med bærmen.

I næsen har vinen grønne æbler, lime, melon, fersken, våde sten, kalk, grøn te, godt friskhed, mindre varm og sød, men mere ren og stringent end søstervinen Alvarinho Soalheiro.

Smagen er en fin blanding af bitter grape, sødme samt sten, granit, kalk og godt med stringent citronsyre. Det fungerer faktisk rigtigt godt med kombinationen af sten, syre, bitterhed og sødme. Der er også en lidt muskatagtig note og samtidig er vinen også samtidig en smule olieret i konsistensen. Jeg balancerer et sted lige mellem 4,5 og 5 af de fede fingre.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2003 Primo Palatum, Madiran Mythologia, Sud-Ouest, Frankrig

2003 Primo Palatum, Madiran Mythologia, Sud-Ouest, FrankrigMens det i Cahors er Malbec, der er i højsædet, så er det den resveratrolrige Tannat drue, som er den primære drue i Madiran i Gascogne området. Så når Xavier Copel i sit sydfranske negociantfirma Primo Palatum laver vinen Madiran Mythologia er den selvfølgelig også på 100% Tannat.

Tannat druen stammer faktisk fra Madiran, men er i dag også udbredt i specielt Uruguay, men findes i dag også i andre sydamerikanske lande, Australien samt USA. Men altså mest udbredt i Sydvestfrankrig, hvor den også anvendes i produktion af Armagnac.

Tannat har et meget stort tanninindhold i sit tykke skind … og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Alt det kan du læse om i en af mine tidligere artikler her på bloggen, nemlig Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed.

Denne Madiran Mythologia er – som søstervinen-  gæret og lagret 18 måneder i nye barriques og flasket uden klaring eller filtrering. Der er i denne årgang 2003 alene lavet 1.570 flasker af vinen.

Næsen er okseblod, gæret mørk frugt med tonsvis af kraft og blandet med indkogt svedskejuice, chokolade, engelsk lakrids, læder, gamle aviser og hengemt tyggemoden beef-jerky.

Og i munden folder den tanninrige Tannat drue sig virkelig ud … så et godt råd er; medbring din tandbørste. Vinen klæder sig til mund, tænder, svælg og er næsten en tyggevin. Den er højkoncentreret, tæt, svær at danse med … men man nyder det alligevel.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 26,40€ i Frankrig … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, Frankrig

2012 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, FrankrigVi fortsatte i samme spor … med endnu en årgang af Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre, nemlig nu blot årgang 2012.

Denne årgang er lavet på samme vis som foregående vin … druerne fra samme marker og vinifikation også helt på samme måde, dvs. fermentering med 40 dages maceration med punch-down i en første periode. Den malolaktiske gæring sker i egefade, hvor vinen også er lagret i 24 måneder … 80% i nye fade og resten i fade, der er brugt én gang tidligere. Ingen klaring eller filtrering inden vinen tappes på flaske.

Duftmæssigt er vinen en kende mere rå end 2008’eren … nærmest med råt og fersk kød, blod og vinen virker også lidt mælket med mørke bær, kirsebær, blåbær, nødder, kakao, mælkechokolade og virkelig intens. Det er en liflig og luftig aroma med en mørk urkraft.

Smagsmæssigt er vinen også mere syrlig end 2008’eren, men for pokker en kontrolleret syre med fast bid. Der er kraftigt, men elegant, tæt og powerfuld. Der er tannniner, men okay kontrolleret og samlet en virkelig lækker vin … bare ikke helt så god som 2008 … eller i det mindste ikke endnu.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2016 Mas del Périé, Les Acacias, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Mas del Périé, Les Acacias, Sud-Ouest, FrankrigEfter en Malbec fra Jérémie Illouz, så skulle vi smage 2 Malbec vine fra hans gamle studiekammerat Fabien Jouves på Mas del Périé, og vi startede med denne Les Acacias.

Det blev således aftenens anden vin fra Mas del Périé, da vi jo tidligere havde smagt Fabiens Orange Voilée Chenin Blanc.

Denne Les Acacias er 100% Malbec, som kommer fra 40 år gamle vinstokke på nogle skråninger med undergrund af rødt ler og kalksten. Markerne er selvfølgelig helt biodynamiske og certificeret efter både AB og Demeter.

Les Acacias er lavet i betontanke med 30 dages gæring, hvorefter den er lagret sur lie i 22 måneder på en blanding af foudres og barriques. Vinen er derefter flasket uden hverken klaring eller filtrering og der er alene tilsat minimalt svovl.

Og den biodynamiske tilgang er også virkelig tydelig i vinen, som dufter af både krudt, rebis aka blodurt, mørke bær, grønne grene, andefond, fennikel eller svag lakrids, en smule astronaut-is, blæk samt lidt urter.

Smagen er blød … fader helt fantastisk langsomt ud i munden med et fint, afrundet og blidt tryk, god stil og meget lækkert. Syren er levende og spiller godt op til kraften i vinen. Der er en god garvesyre aka tanniner i vinen og samlet en spændende, god og lækker vin.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Parlange & Illouz, Haute Pièce, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Parlange & Illouz, Haute Pièce, Sud-Ouest, FrankrigMed næste vin blev det ren Malbec fra Cahors … vinen Haute Pièce fra vinhuset Parlange & Illouz, der ligger lidt nord for byen Villesèque og omkring 10 kilometer vest for Cahors by.

Vinhuset drives af vinmageren Paul Parlange samt ønologen Jérémie Illouz. Og de to herrer laver vine fra både Cahors i Sud-Ouest samt fra Bordeaux, da Jérémiah Illouz ejer 5,5 hektar i bakkerne ved Cahors, mens Paul Parlange har 2,8 hektar vinmarker under appellationen AOP Côtes de Bordeaux.

Jérémie Illouz – som I kan se til højre på billedet ovenover – stammer fra Paris, men forlod staden for at studere vin i Bordeaux med ønsket om at blive vinbonde. På universitetet mødte han Fabien Jouves, som jo i dag driver Mas del Périé i Cahors og sammen startede de to en lille forretning med handel med vin.

I 2012 slog Jérémie i Lot regionen ved Villesèque, hvor han købte sin ejendon med 5,5 hektar marker, som han omgående omlagde til økologisk drift. Han teamede samtidig op med en anden ven fra studietiden i Bordeaux, nemlig Paul Parlange og laver nu sammen vine fra de to områder under navnet Parlange & Illouz.

Siden har Jérémie Illouz også omlagt produktionen til biodynamisk drift og vinene laves uden tilsætninger af nogen slags, alene anvendelse af druernes naturlige gær.

Han laver vinene helt efter sine egne normer, hvilket i 2015 har fået ham til at sælge årgangen som en Vin de France, da hans vine farvemæssigt ikke levede op til appellationens forskrifter.

Her smager vi Jérémie Illouz’s Haute Pièce, der er lavet på 100% Malbec druer fra gamle vinstokke, gæring alene på druernes egne gærceller, lang maceration og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder sur lie på egefade.

Og nøj hvor det dufter godt … besidder en tæt, mørk urkraft med engelsk lakrids, en kødfuld, mejeriagtig kølighed samt en ganske fin, præcis og stringent syre.

Smagen er langt mere syrlig end lige forventet, men igen kølig, saftig og elegant stil med meget frisk frugt. Der er et fast, koncentreret tanninrigt bid, som nærmest smækker på tungen. Smæk og kast dine hæmninger væk … og det gør vi så.

Ingen forhandler herhjemme og i Frankrig koster vinen 24,30€ … svarende til 181 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Clos les Mets d’Ames, Réchauffement du Climax, Sud-Ouest, Frankrig

2015 Clos les Mets d’Ames, Réchauffement du Climax, Sud-Ouest, FrankrigCéline Oulié er en ung kvinde, som driver vinhuset Clos les Mets d’Ames. Derfra smager vi nu denne Réchauffement du Climax, der er en Tannat baseret vin … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Clos les Mets d’Ames ligger ved den lille by Aurions-Idernes omkring 10 kilometer vest for landsbyen Matelln i Gascogne regionen. Céline Oulié var egentlig startet som ingeniør indenfor miljømæssige risici i industrien, men valgte i 2012 at forlade stillingen for som 4. generation at skulle overtage familiens vingård, der siden 1924 havde været drevet af kvinderne i familien.

Inden overtagelse af driften i 2014 skulle Céline imidlertid lære faget, hvilket blandt andet skete hos den biodynamiske producent Sébastien David i Loire.

Der er formentlig også derfor, at Céline allerede kort efter overtagelsen af Clos les Mets d’Ames omlagde produktionen til at være økologisk certificeret i 2015 og derefter også blev biodynamisk certificeret i 2016.

Gården har samlet 20 hektar jord, hvoraf dog alene 5 hektar er vinmarker. Céline har nemlig også lidt æsler og får på sin jord, lidt korn og derudover er der både mose, sø, skov og enge … og på sidstnævnte græsser der 2 hopper.

De 5 hektar vinmarker er opdelt med 3,7 hektar med de røde druer Tannat, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og de 1,3 hektar med de hvide druesorter Petit Manseng, Petit Courbu og Gros Manseng. Det giver basis for en årlig produktion på 7-8.000 flasker vin.

Her er det – som nævnt indledningsvis – vinen Réchauffement du Climax, der er lavet på 90% Tannat og 10% Cabernet Franc fra vinstokke plantet tilbage i 1990.

Druerne er høstet manuelt og nøjsomt sorteret inden en kold forgæring, gæring alene på druerne naturlige gærceller i store kar med en maceration i 15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret et år i store burgundiske foudres … og nogle gange lidt længere, hvis Céline synes.

Selvom næsen er fyldt med mørk frugt, så er den alligevel let, aromatisk og blomsterrig med lidt mentol, en vis gæret syrlighed i frugten, kul og briketter.

Smagsmæssigt har vinen en god nerve, et vist tanninbid, stramt og fast, men slet ikke som jeg husker Tannat druen. Her er den tæmmet meget bedre. Bevares, den tanninrige saft sætter sig i både hals, på tænderne og i munden, men samtidig er syren faktisk meget levende og eftersmagen sindssyg lang. Der er saft, syre og kraft i den spradebasse fra Clos les Mets d’Ames.

Ingen forhandler herhjemme, men vinen koster 26,50€ i hjemlandet … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Didier Mouton, Terres de Paulilles Tramontane, Sud-Ouest, Frankrig

2013 Didier Mouton, Terres de Paulilles Tramontane, Sud-Ouest, FrankrigSå er vi atter tilbage hos Didier Mouton og det lille mikro vinhus, nemlig med vinen Terres de Paulilles Tramontane … Sydvestfrankrig smagningens første rødvin.

Terres de Paulilles Tramontane er en Vin de France og lavet på druesorterne Grenache samt Carignan. Den er som de øvrige vine i det lille vinhus lavet næsten uden tilsætninger af nogen slags. Inden da er vinen dog lagret 24 måneder på barriques samt 6 måneder i tank og så derefter flasket tilsat en lille, bitte smule sulfitter. Der er lavet beskedne 300 flasker af denne vin.

Duften er let og frugten lys med en fin modenhed … overmodne kirsebær, mælket babygylp, fed blæk og nogle nærmest rhôneagtige krydderier, lidt svævende lethed, tørhed samt en lille bio-kant.

I munden er det en moden, blid vin … smelter næsten i munden, og det er jeres flittige vinblogger jo altid vild med. Det er både tæt, let og luftigt med blæk, fennikel og har masser af frugt. Syren er bare delikat, styret og alligevel let, fin og harmonisk.

Ingen forhandler herhjemme og har heller ikke fundet en pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Mas del Périé, Orange Voilée Chenin Blanc, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Mas del Périé, Orange Voilée Chenin Blanc, Sud-Ouest, FrankrigDer produceres skam også moderne, hip, skindfermenteret orangevin i Sydvestfrankrig … og her smager vi en af slagsen med vinen Orange Voilée Chenin Blanc fra vinhuset Mas del Périé.

Vinhuset ligger ved den lille by  Trespoux-Rassiels i Cahors regionen. Mas del Périé drives af Fabien Jouves, som kommer fra en gammel bondefamilie og overtog vingården efter sine forældre i 2006. Siden har han konverteret driften til at være biodynamisk efter Rudolf Steiners principper, og han blev certificeret biodynamisk i 2011.

Samlet har Fabieb Jouves og Mas del Périé 23 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Malbec samt Cabernet Franc, Jurançon Noir, Chenin Blanc og Tannat. I kælderen laves vinene også helt naturligt  … og vinene lagres normalt i betonfade eller gamle egefade.

Vinene er opdelt i tørst-slukkende vine samt terrior vine og denne Orange Voilée Chenin Blanc hører til sidstnævnte kategori. Den er lavet på 100% Chenin Blanc Druer fra 10 år gamle vinstokke og vinen har lagret under flor med maceration 12 måneder i 800 liter store amphora krukker.

Duftmæssigt er der lidt julekrydderier, nelliker, kardemomme, æblekompot, abrikos, henkogte pærer, stenfrugt, hubba bubba tyggegummi, harpiks, valnødder og en utrolig luftig lethed.

Smagen er blød med en lettere sød og aromatisk smag. Det er saftig, frisk, harmonisk, bællebar mainstream orangevin, måske en anelse tilbageholdende, syren en smule krydret, men samlet frisk og lækker. I like it.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 31,50€ … svarende til 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7