Tag-arkiv: 4½

2017 Conceito Vinhos, Late Bottled Vinage Port, Douro, Portugal

2017 Conceito Vinhos, Late Bottles Vinage Port, Douro, PortugalJeg aner endnu ikke, hvilke vine jeg skal servere til anden juleaften, men jeg ved allerede, at der skal være portvin til risalamanden. Efter flere forsøg med bl.a. frugtvin på kirsebær, så er min konklusion, at portvin bare er bedst.

Så meget passende tester jeg to af slagsen og begge kommer fra den innovative og dygtige kvindelige vinmager Rita Ferreira Marques og hendes vinhus Conceito Vinhos. Vi starter med hendes 2017 Late Bottled Vinage Port,

Conceito Vinhos ligger i den lille by Cedovim omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero. Rita Ferreira Marques var egentlig uddannet som maskintekniker, men blev skuffet over arbejdet, så i stedet valgte hun at blive vinproducent og fik lov til at producere vine fra marker, som tilhørte hendes mor Carla Costa Ferriera.

Vingården er reelt startet i 1940’erne, hvor de to brødre José Costa Ferreira og Luís Costa Ferreira købte de første vinmarker, som de så passede med salg af deres druer til en række portvinshuse i området. Det var først i 2005, at Rita kom ind i driften, som hendes mor Carla havde overtaget og det var også først der, at man startede med at producere egne vine.

Men inden Rita startede med at producere vin, så tog hun først en uddannelse ønologi i Vila Real og Bordeaux efterfulgt af ophold hos nogle af de mest indflydelsesrige vinproducenter i nogle af de mest fascinerende terroirer i verden.

Hun har bl.a. arbejdet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, hun har arbejdet hos det kendte vinhus Niepoort i Douro, med Bruce Jack på Flagstone i Stellenbosch i Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough i New Zealand.

Samlet har Conceito Vinhos 86 hektar vinmarker, som alle drives økologisk. De er fordelt på 5 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro. De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine.

De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005 og allerede fra starten var det anderledes vine med sjove etiketter … så hendes koncept er unik. Conceito betyder i øvrigt koncept.

Men det er ikke nok for den unge dame, for Rita har også i gang i en række nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en hvid Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.

Og selvfølgelig laver hun også portvine, som fx denne 2017 Late Bottled Vinage Port, der er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og fadlagring.

Duften er lettere urtet og tør med mynte, eukalyptus, tør engelsk lakrids, saltlakrids og en frugt med solbær og brombær, kakaopulver og umiddelbart tænker du ikke, at dette er en portvin.

Men det gør du, når vinen kommer i munden, for så dukker der masser af lækkerier op. Det er en intens smag, masser af sødme, men også både peber, sprit, mørk chokolade, let karamel, nogle småtørre tanniner samt tørret appelsinskal. Man får både sødmen, men også varmen via alkoholen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Vinilourenço, D. Graça Branco Viosinho Reserva, Douro, Portugal

2020 Vinilourenço, D. Graça Branco Viosinho Reserva, Douro, PortugalVinhuset Vinilourenço ligger den lille by Poço do Canto i Cancelos lidt nord for Mêda i den nordligste del af Douro vinregionen. Det er derfra, at jeg som næste vin smager en 2020 D. Graça Branco Viosinho Reserva.

Vinilourenço er grundlagt af Horácio Augusto Lourenço i starten af 1980’erne, hvor han plantede de første vinmarker ud fra en drøm om at blive vinproducent. I løbet af 1980’erne opkøbte han også yderligere vinmarker i Douro Superior.

Det var dog hans søn Jorge Miguel Graça Lourenço, der som 18-åriig i 2000 overtog driften, officielt etablerede Vinilourenço for derefter at modernisere vingården og opstarte en mere moderne produktion og salg af husets vine.

Han startede først med at modernisere de 25 hektar vinmarker, der allerede var plantet, udvalgte nye druesorter og plantede vinstokke på familiens øvrig jorder, således Vinilourenço i dag samlet har 45 hektar vinmarker beliggende i de to amter Mêda og Vila Nova de Foz Côa, spredt godt på forskellige marker ved byerne Poço do Canto, Vale da Teja og Focinho.

Markerne ligger i 160 til 700 meters højde, hvilket giver stor mangfoldighed i både højde, klima samt jordbund … lige fra skifer i lavlandet og skifer/granit på de højeste marker.

I de sidste 10 år har virksomhedens vækst været ustoppelig på grund af kvaliteten og originaliteten af ​​dens vine, bl.a. med Jorges satsning på lokale druesorter som fx Rabigato, Viosinho, Gouveia, Fernão Pires og Donzelinho Branco … blot for en nævne nogle få.

Her smager jeg netop en vin på 100% Viosinho, nemlig en 2020 D. Graça Branco Viosinho Reserva. Druerne kommer fra de to marker Quinta do Grilo og Quinta do Cavalinho.

Vinen er lavet ved, at druerne først af afstilkede, hvorefter de er presset inden gæring i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader. Omkring 85% af vinen blev i ståltankene med løbende bâtonnage, mens de resterende 15% er lagret på franske egefade i 2 måneder.

Duftmæssigt er vinen umiddelbart ret neutral og giver ikke ret mange aromaer. Virker lidt kalket og næsten støvet med svag melon, fersken, gule og let melede æbler … men nærmest også vandet eller bare lidt lukket.

I munden kommer der heldigvis langt mere skrald på … masser af saft, godt med frisk frugt og en stringent syre godt med citron. Der er sådan lidt fylde i smagen samtidig med klare noter af mineraler og sten. Det suppleres af let grape bitterhed, den smøragtig tekstur samt lidt grønne urter. Hænger lang tid i munden.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 9,24€ … svarende til 69 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 75,42€ eller 562 kr., svarende til 94 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

 Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæsten alle elsker denne fine Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse. Når den som her er fra kongeårgangen 2019, så er bliver begejstringen ikke mindre.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … men det er et stykke siden og dengang var det i en fin årgang 2014. Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset.

Janasses Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse er lavet som et blend på 40% Grenache, 20% Mourvèdre, 15% Syrah, 5% Cinsault og 20% Carignan, sidstnævnte endda fra over 60 år gamle vinstokke med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Den er lavet med nøjagtig samme omhu og efter samme vinifikationsmetoder som domainets berømte Chateauneuf-du-Pape-vine. Der foretages afstilkning af 80% af druerne og gæring samt maceration varer i 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 6-9 måneder på en kombination af cementtanke og foudres.

I forhold til tidligere, så er der kommer lidt mere skrald på, mere dybde, for vinen har en dyb, tung aroma med tør engelsk og sød finsk lakrids, en tyk og fuldfed frugt med brombær, jordbær, kirsebær, blommer, lidt tjære og nogle let landlige noter og urter.

Smagsmæssigt har vinen også masser af bundtræk, brombær, lidt marmelade, virker saftig, blød og cremet. Det er en fyldig og næsten tyktflydende vin, hvor der er lidt engelsk tør lakrids, tjære, asfalt og en saftig syre og lidt chokoladesødme. Nam.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er pt er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 De Stefani, Plavis da Uve Merlot, Veneto, Italien

2015 De Stefani, Plavis da Uve Merlot, Veneto, ItalienFalken syntes, at vi skulle have et ekstranummer og åbnede en magnumflaske af denne 2015 Plavis da Uve Merlot fra De Stefani, der ligger i byen Fossalta di Piave i Vento.

De Stefani har jeg skam også før skrevet om … faktisk for omkring et år siden, hvor jeg smagte vinen Solèr … en vin lavet på et mix af forskellige druer.

Plavis da Uve Merlot er – som navnet siger – en rødvin på 100% Merlot og er derudover opkaldt efter floden Piave … eller Plavis, som den også kaldes. Merlot druerne kommer fra marken Le Ronche, der ligger øst for Treviso og nordøst for Venedig i Fossalta di Piave.

Det ser ikke ud til, at vinhuset laver denne vin længere, for den fremgår i hvert ikke af deres hjemmeside. Den skulle dog være lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller med en gæring og maceration over 15 dage. Derefter har vinen lagret på franske barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke.

I næsen er det lidt en kombi af blomster og sød, mørk frugt. Der er blommer, brombær, solbær, fyldig, opulent med pænt stort fadpræg med kanel, vanilje og sød tobak.

Smagsmæssigt har vinen både en pænt sødme, men samtidig virker den stenet og stærk. Der er mørke bær, blommer og solbær, blæk og selvom alt kommer fyldigt og blød, så har den kant.

Forhandles af Glud Vin, hvor en magnumflaske koster 419 kr.

 Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, Italien

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, ItalienSelvom denne 2011 Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin fra Accordini Igino klart vandt flere hjerter denne aften – og helt bestemt Keepers – så ramte den aldrig mit iskolde, teflonbelagte hjerte.

Måske den bare blev for tung, klodset og for meget lige ovenpå den fine Nebbiolo, hvilket også gav den svære arbejdsforhold.

Accordini Igino er da ellers et rigtigt godt Veneto hus, som jeg også selv har besøgt tilbage i 2015, hvilket du kan læse mere om i min anmeldelse af vinen Golfina Lugana.

Det var dengang sammen med Falken, som faktisk besøgte igen denne sommer. De er siden 2015 flyttet til nye og moderne lokaler og Falken har også sendt mig dette foto fra besøget.

Det viser vinmageren himself … Guido Accordini, som, driver vinhuset sammen med datteren Ilaria.

Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin er husets topvin og kommer i en flaske med en etiket af rød velour, som skal fortælle, at vinen er blød og cremet som netop velour.

Den er lavet på et mix af Corvinone, Corvina, Rondinella og Oseleta druer, der alle udvælges og plukkes i hånden, hvorefter de er tørret i samlet 5 måneder, hvorefter de gæres i rustfri stålkar ved konstant temperatur. Derefter presses druerne ikke, så man anvender kun den fritløbende saft, som lagres 24 måneder på franske egefade, hvorefter den overføres til ståltanke indtil aftapning. Vinen har opnået 95 point fra Luca Maroni.

I næsen er det tale om en mørk og tung fætter … tør, urtet med våde fade og masser af sødme, sød kanel og fede fadnoter i det hele taget. Det dufter lidt af blommejuice med lidt eukalyptus, lakridspiber, en del vanilje og er samtidig faktisk ret krydret, nærmest med våde og vamsede krydderier.

Det er smagsmæssigt også en vin, som næsten skal spises med kniv og gaffel, for det er en fed, tung og kraftig vin … eller i hvert fald skal serveres til en stor peberbøf eller noget i det retning. Den er ganske vist cremet og blød, men det er samtidig med peber samt nogle tørre og bitre elementer, hvor jeg har svært ved at finde en balance. Der kommer igen masser af blommer, masser af alkohol og sødme.

Forhandles herhjemme af Buus Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Golan Heights Winery, Gamla Cabernet Sauvignon, Israel

2016 Golan Heights Winery, Gamla Cabernet Sauvignon, IsraelSjovt nok smagte jeg for under en måned siden næste vin … en Gamla Cabernet Sauvignon fra det store, kendte Golan Heights Winery i Israel, men dengang var det i årgang 2018 … denne er årgang 2016.

Gamla Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon dyrket i den øvre del af Galilæa området. Den har gæret på ståltanke og lagret på franske egefade i 12 måneder.

Duftmæssigt minder vinen sgu meget om 2018’eren med en kraftig, stor afgrundsdyb intensitet, masser af mørk frugt, gæret frugt endda med solbær, blommer … endda lidt dekadent. Der er også pænt med fadpræg via lidt vanilje, kakaopulver … og et gram bulder.

I munden er det en krydret, tør og stærk vin. Der er masser af tør, engelsk lakrids, godt med fedme og sødme – en tak for megen sødme og derudover fyldig frugt med solbær, brombær og selv tanninerne er småfede, buttede og opulente. Der kommer lidt stærk peber i slutfasen. Men igen flot dekadent dybde, hvilket klart er vinens stærke side.

Forhandles flere steder, bl.a. Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Brut, Champagne, FrankrigVi sprudler videre med endnu en champagne fra Champagne Beurton et Fils i Cuchery og nu med deres Réserve 424 Brut.

Den er som den foregående Follement Rosé Brut fra husets serie af Blends og lavet på 40% Pinot Meunier, 40% Pinot Noir og 20% Chardonnay.

Vinen består af 30% reserve vin og er er lavet med fermentering i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring inden lagring og andengæring på flaske. Vinen er så degorgeret i maj 2021 med en dosage 9 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det æbler … æblemost kombineret med hyben, kærlighedsfrugter, søde noter og duften fra et konditori. Duften har klart lidt cideragtige elementer, smågærede noter med kalk, melon og svagt også lidt tropisk frugt og svagt lidt hasselnødder. Selvom det er en Brut champagne, så virker den i næsen lettere sød og venlig.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke sådan helt krisp, sprød og syrlig, men i stedet saftig, saftet og venlig med masser af æblesaft, en smule citroner og let grape. Moussen og boblerne er også blide og fader hurtigt ud, men efterlader æbler, lemon, grape samt citroner i munden … plus en rund sødme uden champagnen samtidig bliver for sød, men slutter med en mineralsk renhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Castelfeder, Lagrein Rieder, Alto Adige, Italien

2019 Castelfeder, Lagrein Rieder, Alto Adige, ItalienLad os for en stund returnere til Cortina Sulla Strada del Vino i Sydtyrol omkring 15 kilometer syd for Bolzao i Alto Adige, for jeg har nemlig smagt flere vine fra Castelfeder og en af dem er denne 2019 Lagrein Rieder.

Lagrein er jo en af de lokale druesorter i Sydtyrol og er i familie med de andre lokale sorter Teroldego og Trollinger. Den er frostresistent og egner sig til dyrkning i højderne.

Castelfeder har deres Lagrein marker nær Bolzano og Egna … denne Lagrein Rieder er en enkeltmarksvin lavet med druer fra vinmarken Rieder i Bolzano.

Vinen er lavet med gæring i cementtanke med maceration over 8-12 dage og efter efter endt fermentering er vinen blot lagret 6 måneder sur lie på cementtankene.

Duftmæssigt en meget mørk, men frisk vin … frugten er sådan nærmest lidt krydret, vamset med violer, blommer, kirsebær samt chokolade, trøffelkugler eller studenterbrød, skovbund, spagnum, våd muldjord, jod, kamfer og lidt mint.

Smagen er lidt i samme boldgade med mørke bær, jod, blød, flommet med en nærmest flad og sødkrydret smag. Det er bløde, blå blommer og kirsebær, nærmest blækagtigt, balsamisk og sådan lidt i en sådan beaujolaisagtig stil, bondsk, landlig og munter.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 108 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Castelfeder, Kerner Lahn, Alto Aldige, Italien

2020 Castelfeder, Kerner Lahn, Alto Aldige, ItalienVinhuset Castelfeder er både Weingut, Tenuta og en Azienda Vinicola,  for det ligger nemlig ved byen Cortina Sulla Strada del Vino omkring 15 kilometer syd for Bolzao i Alto Adige aka Sydtyrol, hvor alle jo snakker både tysk og italiensk. Men derfra starter vi altså med at smage en 2020 Kerner Lahn.

Vingården er grundlagt i 1969 af Alfons Giovanett efter endt uddannelse fra vinakademiet Edmund Mach Foundation i San Michele all’Adige. Dengang havde Alfons sit vineri i Egna er par kilometer længere mod nord og han fokuserede primært på de 3 druesorter Lagrain, Pinot Noir samt Schiava.

I 1989 overtog sønnen Günther og hans kone Alessanda officielt driften af Castelfeder og de gennemførte markante ændringer, bl.a. blev vinproduktionen flyttet til Cortina, mens de dog beholdt kontor og lager i Egna.

De investerede tillige i nye vinmarker og introducerede også nye teknologier, hvilket førte til øget produktion og introduktion af nye vine. I dag er parret to børn Ivan og Ines Giovanett dog også kommet med i driften, mens familien i vinkælderen får hjælp af vinmageren Luca Moser.

Samlet har Castelfeder 67 hektar vinmarker, der ligger højt i 200 til 1.000 meters  højde i et område der rækker 30 kilometer fra Marano til Salorno. På markerne dyrker de sorter som Lagrein, Pinot Noir, Müller Thurgau, Chardonnay, Pinot Blanc, Schiava, Gewürztraminer, Sauvignon Blanc, Moscato Giallo, Merlot, Pinot Grigio, Cabernet Sauvignon og Kerner … 70% af markerne er med hvide sorter.

Der anvendes forskellige teknikker i vineriet, som muliggør alt fra produkltion af de friske Mont Més vine til fyldige og specielle vine som fx Tecum Pinot Blanc med 12 måneders lagring sur lie.

Giovanett familiens tilgang er funderet på 3 principper, som er tid, tålmodighed og tradition. Det handler om at behandle druerne og vinene forsigtigt,og med respekt for deres individuelle karakter samt oprindelse.

Nå, men vi smager altså her husets Kerner Lahn,  hvor druerne kommer fra udvalgte marker i 900 meters højde i Bassa Atesina regionen. På den lokale dialet betyder Lahn lavine og det skyldes, at der på et tidspunkt var et stort mudderskred i området … og siden har vinen fra disse marker blevet kaldt Lahn.

Vinen er lavet ved, at druerne efter den manuel høst er presset blidt, hvorefter fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret 6 måneder sur lie inden aftapning på flaske.

Sikke en duft … grøn, urtet og parfumeret. Der er stikkelsbær suppleret med en sødlig note, sæbe eller vaskepulver, bergamotte, litchi, lemon og lidt grøn te.

I munden har vinen en let sødme … kan på nogle måder minde om saft fra søde æbler suppleret med en smule fersken, en forholdsvis mild syre, meget rund, venlig og omgængelig.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 108 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Herdade da Mingorra, Colheita Tinto, Alentejo, Portugal

2019 Herdade da Mingorra, Colheita Tinto, Alentejo, PortugalI den varme Alentejo region tæt på byen Beja i Portugal finder vi  den store vingård Herdade da Mingorra, som står bag næste vin, en 2019 Colheita Tinto.

Vingården ejes af Henrique Uva, som gennem mange år har ejet og passet en del marker med gamle vinstokke.

I 2003 fik han så endelig sin gamle drøm til at gå i opfyldelse med etablering af sit eget vinhus Herdade da Mingorra, bl.a. via opførelse af et 2.000 kvm. stort vineri til en pris på knap 20 millioner kroner.

Vingården er opført med moderne faciliteter … men med det mål, at lave traditionelle vine med druer fra Uvas egne marker, men han har også samlet 1.400 hektar jord, hvor alle dog ikke er vinmarker.

Men alligevel har han siden 2004 lavet omkring 1 million liter vin hvert år, hvilket sker i samarbejde med den karismatiske vinmager  Pedro Hipólito i spidsen for en team af hjælpere.

Her smager vi så husets Colheita Tinto … for i Colheita serien findes der skam også både en hvidvin og en rosévin. Denne røde er lavet på et mix af druerne Trincadeira, Alfrocheiro, Alicante Bouschet samt Touriga Nacional.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i en kort og kold maceration, hvorefter gæringen sker i ståltanke med traditionel gæring med skindet ved 26 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder på franske egefade.

Dejlig næse … langt kølligere end mange typiske portugisiske vine, for her er der en frisk frugt, jordbær og brombær suppleret med en omgang figenpålæg, blomster, et småsød fagpræg, måske endda lidt mælkede noter, let lakrids, måske lidt lukket, men slet ikke svulstig og varm, men rigtig fin aroma.

I munden bliver det lidt samme historie … frugten er tør og på ingen måder fed og varm. Det er tørt med ren og medium let frugt. Jeg får lidt kirsebær, tranebær … godt med tørre tanniner, som sætter sig i munden sammen med lidt bitterhed, jernagtige elementer og en balsamisk syre. Overraskende god, så 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 6,58€ … svarende til 49 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 59,49€ eller 443 kr., svarende til 74 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7