Tag-arkiv: Tyskland

2014 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Witch Hunter Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Thomas Hensel & Markus Schneider, Hensel & Gretel Witch Hunter Spätburgunder, Pfalz, TysklandSidst jeg drak en Hensel & Gretel vin fra Thomas Hensel og Markus Schneider var i 2014 på Neumann|s Bistro & Weinbar i Hamburg efter jeg lige havde gennemført mit første maraton. Nu har jeg igen en vin i glasset fra samarbejdet mellem de to vinhuse, nemlig deres 2014 Hensel & Gretel Witch Hunter Spätburgunder.

De to gode vinbønder i Pfalz … Markus Schneider fra Ellerstadt og Thomas Hensel fra Bad Dürkheim ved flyvepladsen har jeg begge skrevet om tidligere. De laver en række vine sammen under navnet Hensel & Gretel efter det gamle tyske eventyr af Grimm brødrene.

Vinene er alle lavet af en kombi af druer fra de to vinbønders marker i både Dürkheim og Ellerstadt … etiketterne skiller sig også en smule ud, selvfølgelig illustreret med Hans og Grethe … de to sultne børn, som tog ud i skoven for at lede efter mad og brænde. Og vinen har også efter endt fermentering lagret nogle måneder på træ.

Dejlig lys Spätburgunder aroma med pænt fadpræg, måske endda lidt cedertræ, vanilje, sødme, tørhed, hindbær, kirsebær, nelliker, sød tobak, røg, kakao og mælkechokolade. Det er ikke let, luftigt … men med en meget imødekommende vaniljesødme.

Smagen er saftig … masser af kirsebær, jordbær, frugtsødme, meget blød og cremet, krydret og samtidig en lidt fyldigere Spätburgunder, som byder på rigtig god smag. Det er som om, at vinen virker rigtig god moden … og selvom det ikke er en dyr vin, så har årene været gunstige for vinen.

Købt i Tyskland for 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Weingut Jülg, Dörrenbacher Springberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Dörrenbacher Springberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandSelvom Weingut Jülg, der ligger i den lille by Schweigen ved den franske grænse, har sine 18 hektar vinmarker på begge sider af demarkationslinjen mellem de to lande, så er denne 2018 Dörrenbacher Springberg Riesling 100% tysk.

Dörrenbacher Springberg marken ligger nemlig mellem Dörrenbach og Oberotterbach nord for Schweigen … ja faktisk er marken én af de nordligste marker, som den gode vingut ejer. Jordbunden på marken er mere sandholdig end markerne omkring Schweigen. Det giver en lidt lettere Riesling stil, men stadig med Jülgs tyngde, bid og salte mineralitet.

Druerne er høstet ved håndkraft og vinen udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og er efter endt fermentering lagret sur lie – altså med gærresterne – 8 måneder i ståltankene.

Vild interessant næse … ingen petroleum – endnu da – men til gengæld en virkelig let, luftig, æterisk og måske endda overjordisk aroma  … let som forår, ungdoms vår og et øjeblik i tiden. Frugten er mirabeller, let fersken, lemon, røg og ganske svagt også lidt honning samt forårsblomster. Det er let, fint og feminint.

Smagsmæssigt vender vinen imidlertid den anden kind til, og den er yang til duftens yin … yndig, iskold, beregnende og ufølsom. Den har en titaniumbarberbladskarp syre, som skraber dine gummer med skarp citronsyre, umodne grønne æbler, tørhed, saltede mineraler og en superlækker balanceret elegance. Det er gummemassage på et højere niveau, klart 5,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandI sådanne Covid-19 tider savner man helt klart at kunne rejse … og jeg savner sgu Ahr, som jeg besøgte i august sidste år. Men så er det jo rart, at man blot kan åbne en flaske Ahrweiler Spätburgunder fra Weingut Julia Bertram og drømme sig tilbage.

Besøget hos Julia kan du læse om i mit indlæg Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-winzerin og hele turen i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Under vort besøg hos Julia Bertram smagte vi en række vine, men jeg fik ingen smagsnoter … var måske lidt starstruck. Men heldigvis købte jeg de fleste af vinene med hjem, så her kommer der i hvert fald én af vinene, som jeg smagte i gården i Dernau.

Ahrweiler Spätburgunder er vinen niveauet lige over Handwerk, der jo er Julias entry-level vin aka Gutswein. Ahrweiler Spätburgunder er således en Ortswein, der,  som alle Julias vine, er lavet i Benedikt Baltes kælder på Stadt Klingenberg inden han solgte vinhuset. I dag er Benedikt og Julia i gang med at bygge et nyt vineri lige udenfor Dernau og allerede i årgang 2018 hedder vinhuset også Weingut Bertram-Baltes.

Alle vine hos Julia og Benedikt høstes manuelt, gærer spontant, ligger på fade og flaskes med en lille svovltilsætning for at sikre sagerne. Julia bruger udelukkende fade, som er lavet med vin fra området, men derudover har jeg har ikke yderligere oplysninger om produktionen af vinen.

Det er en fin lille opstrammer næse … syrlig sur, ribs, hindbær, tranebær, granatæbler, røg, bål, grafit, grøn peber, grønne blade, mentol, mineraler … og ganske svagt lige et svagt aftryk af lidt eg, vanilje og kanel.

Smagen er syrlig saftevand med hindbær, kirsebær, ribs, tranebær, virkelig med masser af jern og hård mineralitet, kridt, granit, masser af kant, en gavflab, fræk, karakterfuld … det hviner i munden, men heldigvis på en god måde.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske i seneste årgang 2018 koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Blauer Silvaner Quaderkalk Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Blauer Silvaner Quaderkalk Trocken, Franken, TysklandDen mere ukendte Blauer Silvaner drue har en historie, som er meget tæt forbundet med Weingut Schloss Sommerhausen, så derfor giver det god mening, at denne 2017 Blauer Silvaner Quaderkalk Trocken netop kommer fra vingården beliggende centralt på Hauptstraße 25 i vinbyen Sommerhausen.

Det var nemlig Joh. Kaspar Steinmann fra Weingut Schloss Sommerhausen, som oprindelig i 1964 fandt en enkelt vinstok med den blå udgave af Silvaner druen på deres 1,3 hektar store parcel på Sommerhausen Steinbach marken … en gammel sort eller mutant, som bare havde nogle andre egenskaber end de normale grønne Silvaner druer.

Han værnede om druesorten, og i 1976 stillede han klonen til rådighed for Bundessortenamt med henblik på registering og senere godkendelse af sorten. Det arbejde blev afsluttet i 1984 – 20 år efter han startede med at arbejde med druen – hvor Blauer Silvaner så officielt blev godkendt druesort og Joh. Kaspar Steinmann registreret som første dyrker af druen.

Det er kun Steinmann familien på Weingut Schloss Sommerhausen som forhandler vinstokkene med druen, som også dyrkes i et meget beskedent omfang … alene 20 hektar i hele Franken … og Weingut Schloss Sommerhausen er selvfølgelig også en af de store producenter af druen, som de kalder vores drue.

Denne Blauer Silvaner Quaderkalk Trocken er en Gutswein på druen, men samtidig den eneste vin i sortimentet på druen. Vinen købte jeg under et besøg på vingården sidste sommer … det kan du læse mere om i mit lille blogindlæg Besøg hos Weingut Schloss Sommerhausen … en tysk sommerdag.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen af vinen, som formentlig er lavet i rustfrie ståltanke. Vinen har en restsødme aka restsüße på kun 0,3 gram pr. liter.

I glasset fornægter det sig ikke, at det ikke er grønne druer, for i glasset har vinen langt mere farve end en almindelig Silvaner, her sådan nærmest guld-orange nuancer. Næsen er heller ikke straight forward Silvaner, men vildt eksplosiv, fed og tør i duften med melon, abrikos, en fin astronaut-is, grønne urter, kardemomme, lidt umami, faktisk en meget behagelig duft … virker næsten olieret.

Smagsmæssigt er der ikke så meget dybde, men vinen har både søde og sure æbler, noget grape, egentlig en grøn, blomstret med en syrlig friskhed, som løfter smagen … langt mere ren, stringent, rask og vital end lige forventet.

Købt på vingården til 9,50€ … svarende til 71 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Schwane, Volkacher Ratsherr Silvaner GG, Franken, Tyskland

2016 Weingut Schwane, Volkacher Ratsherr Silvaner GG, Franken, TysklandNu begynder corona-krisen så småt også at ramme den houlbergske vinblog. Ingen vinsmagninger, ingen samlinger i vinlaughet og ingen vinaftener betyder færre formentlig færre vinanmeldelser i en periode. Samtidig keder jeg mig også bravt. Alt for god tid. Mit sociale gen er sgu ramt.

Jeg vil dog forsøge at holde et vist flow ved fortsat at hive lidt forskelligt ud af vinkøleskabet og næste vino er denne 2016 Volkacher Ratsherr Silvaner Großes Gewächs fra det lille frankiske vinhus Weingut Schwane aka Weingut Zur Schwane.

Vinhuset ligger i den østlige del af byen Volkach i Franken … det er vel omkring 25 kilometer nordøst for Würzburg. Svanen i Volkach – som de kalder sig selv – drives af ægteparret Ralph Dueker og Eva Pfaff Dueker, som overtog stedet i 1996 fra Evas forældre.

Evas familie havde drevet stedet siden starten af 1930’erne, først som lejer inden Maria og Josef Maria Pfaff i 1934 selv købte den gamle ejendom for at drive et lille hotel med tilhørende restaurant. I 3 generationer har Pfaff familien nu drevet den gamle hotel, hvor bygningerne stammer helt tilbage fra 1404.

Sideløbende har Pfaff familien også lavet vin fra deres 27 hekhar vinmarker. Da Marie og Ralph overtog driften af både hotellet og vingården fra Evas forældre Petra og Michael Pfaff i 1996 har de endda satset endnu mere på vinproduktionen.

Således har de på vinsiden allieret sig med Christian Kallisch som driftsleder, mens vinproduktionen er lagt i hænderne af vinmageren Stefan Ott. De står for den årlige produktion af omkring 200.000 flasker vin, hvoraf omkring halvdelen er på netop Silvaner.

De bedste marker hos Schwane er de to Große Lage marker Escherndorfer Am Lumpen 1655 samt Volkacher Ratsherr, men derudover også Erste Lage markerne Escherndorfer Lump og Escherndorfer Fürstenberg.

Vinhuset har siden 1993 været medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter. Det betyder jo også, at vinene er opdelt helt traditionelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Große Gewächse vine.

Denne Volkacher Ratsherr Silvaner Großes Gewächs er fra tophylden, hvor der alene er to vine … en på Riesling og en på Silvaner. Vinen er selvfølgelig lavet med druer fra marken Volkacher Ratsherr, som ligger lige vest for Volkach ned til Main floden og faktisk er fordelt på to separate plots.

Volkacher Ratsherr har en hældning på 45 grader og en historie, som faktisk er tæt forbundet med Weingut Schwane … eller rettere det gamle værtshus aka Wirtshaus  Zur Schwane, for det var nemlig dér, at rådmanden – der Ratsherr – af Volkach mødtes med de hårde svenskere for at redde Volkachunder  under svenskekrigen.

Svenskerne havde indtaget det meste af Franken, men mødtes med rådmanden, som på Zur Schwane formåede at mildne de krigeriske svenskere med vin lavet fra druer fra netop den mark, som bagefter blev opkaldt efter den snarrådige rådmand.

Weingut Schwanes Volkacher Ratsherr Silvaner Großes Gewächs er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke … og samtidig også lagret på de samme ståltanke. Vinen er fin tør med beskedne 0,9 gram restsukker pr. liter.

Næsen har en fin melonagtig dybde med nærmest æterisk mynteolie, overmodne æbler, kvæde, virker noget opulent og småfed i aromaerne. Der er lidt nyslået græs, pænt med blomster, lidt lynghonning,  en frisk mintpastil, røg og tung sød tobak.

I munden er vinen også – næsten – fyldig og cremet, men samtidig også en kende svag, for der er ikke meget syre. Til gengæld er der en række mineraler, lemon, grillede citroner, grape og lidt grøntsager. Imidlertid mangler der både syrlighed og dybde … alt sammen bliver lidt på overfladen, som til gengæld både skinner og lyser med en gennemgående flot og ret lækker bitterhed.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Weingut Studier, Spätburgunder Lignum Trocken, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Studier, Spätburgunder Lignum Trocken, Pfalz, TysklandLignum er det latinske ord for træ, og denne Spätburgunder Lignum Trocken fra Weingut Studier er selvfølgelig derfor lagret på egefade. Jeg har nu åbnet en flaske … og tester nu, hvor vinen ligger på det præcise houlbergske Spätburgunder barometer.

Weingut Studier holder til i landsbyen Ellerstadt i Pfalz … en by kendt for mange andre gode vinproducenter som fx Markus Schneider og Weingut Kesselring. Vinhuset er reelt startet i 1995, hvor Sibylle og Reinhard Studier overtog forældrenes gård efter endte studier og startede med selv af producere vine.

De har samlet 33 hektar vinmarker, som ligger ved Ellerstadt tæt til den store Haardt skoven, hvor jorden er præget af både löss, ler, kalksten, grus samt rød og gul sandsten.

Der dyrker Studier en bred vifte af forskellige sorter … lige fra Riesling til Merlot, alt dyrket økologisk, og de er kendt for deres ukomplicerede, ungdommelige, fyldige og aromatiske vine.

De har bygget et topmoderne vineri med vinothek … meget tjekket og udvendigt med rustne jernplader. Vineriet er stort med masser af ståltanke samt et stort barriquerum til lagring af specielt deres rødvine, som nu fx denne Spätburgunder Lignum Trocken.

Druerne til vinen er høstet med håndkraft, og vinificering sker i rustfrie ståltanke … først den alkoholiske gæring og derefter så den malolaktiske gæring med omdannelse af den skarpe æblesyre til en mere fløjlsagtig mælkesyre. Derefter er vinen lagret 12 måneder på nye egefade. Der er 4,1 gram restsukker i vinen.

I glasset er vinen sådan lidt mellemtransparent … ikke helt lys og teglfarvet. Næsen er også lidt mørkere og mere fyldig. Der er godt med kirsebær, gran, nelliker, peber, masser af grønne urter, men er noget kantet og mangler klart finesse, elegance samt lethed. Den vinder lidt ved mere luft i glasset. Der er klart pænt med eg, lidt mælkechokolade … blot uden at imponere så meget.

Det smager skam også okay og der er også klare Spätburgunder kvaliteter i vinen, masser af kirsebær og ribs, en vis tørhed, jern, små elementer af bitterhed, peber, en stram syre – som jeg egentlig godt kan li’ – men samlet en jævn – men rank – Spätburgunder.

Købt på Weine.de til 13,50€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, TysklandNår vi nu er i gang med at tømme hele og halve glas, så lad os endelig fortsætte hos den gode Weingut Jakob Schneider. Næste vin er nu flinteskarp og knastør … en 2018 Norheimer Dellchen Riesling Trocken fra øverste Premium hylde.

Norheimer Dellchen er en stejl og terrasseopdelt vinmark med stort indhold af vulkanske sten og grå skifer. Marken ligger lidt vest for byen Norheim med en sydvestvendt hældning ned til Nahe floden. Marken opnår med sin eksponering og omkransende, opvarmelige klipper mere varme – og dermed typisk større modenhed end mange af Schneiders andre vine.

I 2018 var druerne – på grund af den varme sommer, en nødvendig vanding, massivt udbytte – små, men havde et tyndt skind, så de var fyldt med meget juice og et pænt sukkerindhold.

Druerne blev derfor afstilket med håndkraft og vinen lavet med mindre maceration end normalt. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes normale gærceller og tilføjede hele bær i den gærede most. Efter endt fermentering er vinen lagret på gamle 1.200 og 2.400 liter fade. Der er alene produceret 1.200 flasker af vinen fra Schneiders lille parcel på de 6 hektar store Norheimer Dellchen mark.

Næsen er lettere landlig og fra første fløjt ganske stenet, flint, granitskærver, tør stenmel, citroner og citronskal, syrlige æbler, lemon, klart nogle hvide blomster, en snert parfumeret, nogle æteriske olier, som kilder og forfører med luftig elegance.

I munden er det en knastør, skarp og ren vin … ikke så megen slinger i valsen, som danses af både citroner, lemon, fersken, pærer, æbler og mineraler med nærmest skønne flyvende og glade brudevalsetrin. Der er stram syre, krydret, kontrolleret og dirigerende. Der er finesse, akkuratesse og militærisk driftssikkerhed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 205 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken, Nahe, TysklandEr glasset halv fyldt eller halv tomt? Er denne Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken fra Weingut Jakob Schneider halvsød eller halvtør? I hvert fald var glasset hurtigt heltørt og tomt.

Weingut Jakob Schneider ligger på Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den tørre udgave af denne vin Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken i en årgang 2017 og senest for et par uger siden, hvor jeg smagte hans hans 2018 Grauschiefer Riesling Trocken.

Jakobs Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken er lavet med druer fra Niederhäuser Felsensteyer marken, der ligger lige mellem Niederhaus og Norheim. Det er en mark med et højt indhold af den specielle Tholeyer skifer, som – udover mineralitet – giver en stor varmestråling til Riesling druerne.

Her er druerne dog høstet lidt senere, hvilket giver et større indhold af sukker, hvorfor resultatet bliver en noget sødligere stil med lavere alkohol … hele 15,6 gram restsukker pr. liter. Vinen hører da også til Schneiders serie af Halbtrockene & Feinherbe vine

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men generelt gærer Schneider vinene i rustfrie ståltanke og lagrer dem derefter i store, gamle egefade, im großen Holzfass, så mon ikke det også er tilfældet med denne vin

Næsen byder på krydderier, hvid peber, abrikos, ananas, mango, lemon, lidt saltlakrids, mineraler, blomster, godt med blomster, gule kaprifolier, pollen … en meget inderlig aroma, som er virkelig dragende.

I munden er vinen kropslig, fyldig, tæt med en snas sødme, men slet ikke voldsomt, for der er en lidt robust, mineralsk og letkrydret syre … nærmest en æblesyre, som giver en gennemgående nerve og liv suppleret med lidt bitter grape, en koket lille friskhed, så denne Halbtrocken vin har med syrlig elegance. Way to go … og nu er glasset heltomt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, TysklandVi fortsætter i det tyske og nu med en vin fra Pfalz, nemlig denne 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir fra Weingut Bernhard Koch, der holder til på Weinstraße 1 i byen Hainfeld.

Vinhuset menes at være grundlagt allerede helt tilbage i 1610 … i hvert fald kan familiens våbenskjold spores tilbage dertil. I dag er det Bernhard Koch, som driver vingården sammen med sin hustru Christine, som står for salg og markedsføring.

Bernhard Koch blev nærmest tvunget ind i familievirksomheden, men er langsomt blevet en dygtig vinmager, bl.a. på grund af sine rejser til andre vinområder. I 1982 besøgte han fx Champagne og har lige siden været lidenskabelig omkring  mousserende vine, som Bernhard også producerer på vingården.’

Bernhard og Christines to sønner deltager i dag også mere og mere i driften. Alexander afsluttede således i 2018 sin vinuddannelse på Geisenheim i Rheingay og har haft lærepladser hos både Weungut Knipser i Laumersheim i Pfalz og Dr. Heger i Baden. Hans mindre bror Konstantin er meget interesseret i markedsføringssiden af ​​vinbranchen og er ved at afslutte sine studier i vin og forretningsadministration i Heilbronn.

I 2019 blev Alexander Koch kåret som årets unge vinmager under 35 i Pfalz, hvilket er en kæmpe præstation. Han vandt i øvrigt også prisen for de bedste vine på Spätburgunder i regionen.

Vingården har samlet 50 hektar vinmarker … og det er Bernhard Koch, som løbende har udvidet med køb af flere marker, siden han overtog driften for over 25 år siden. Dengang var gården alene på mere beskedne 5 hektar. De bedste marker er i dag Hainfelder Letten og Kirchenstück.

Samlet ligger produktionen på 450.000 flasker vin, herunder altså denne 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, en af husets fine enkeltmarksvine, men altså slet ikke én af topvinene.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret i op til 20 måneder på både barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

Denne Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir er herlig, smuk, lys, teglfarvet og transparent i glasset … en farve, som bare simpelthen højtidligt løfter forventningerne og allerede ved første duft starter med at indfri, imødekomme og endda imponere jeres vinblogger.

Det er dejlig kølig animalsk hestestald, røg, småbrændte noter, et tydelig fadaftryk med kanel og vanilje, lys og lækker frugt, kirsebær, jordbær, lidt appelsinskal, fuglefjer … kilder lidt i næsen og måske endda også en snert af kaffe. Det er så kompleks og lækkert. Man bliver simpelthen glad i låget, når man dufter til vinen.

Men det gør man sgu også, når man smager denne vin, som er multo elegant. Tynd, fin, let, feminin og præcis Pinot Noir … tilstrækkeligt med tanniner til at holde selerne stramme og sætte sig i munden, sødme til at balancere vinen, varm syre til at ranke ryggen og samtidig en lille tør bitterhed. Det smager sindssygt godt … Spätburgunder aka Pinot Noir af stor klasse.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr., hvilket er totalt billigt for denne vinoplevelse. Der bør blive run på de sidste flasker hos importøren.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut Weedenborn, Chardonnay Réserve, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Weedenborn, Chardonnay Réserve, Rheinhessen, TysklandMed næste vin bliver vi i Tyskland, men denne gang rykker vi til byen Monzernheim i Rheinhessen, hvor vi finder Weingut Weedenborn, som drives af den unge winzerin Gesine Roll, som står bag denne 2017 Chardonnay Réserve.

Gesine Roll kaldes også for die Königin des deutschen Sauvignon Blancs, for hendes vingård i Monzernheim har nemlig specielt fokus på Sauvignon Blanc … en interesse, som Gesine samlede op, da hun inden overtagelsen af Weingut Weedenborn blev uddannet med bl.a. et ophold hos vinhuset Vergelegen i Sydafrika.

Men inden da havde hun stået i lære hos Bassermann-Jordan i Deidesheim. Men efter Sydafrika og en uddannelse indenfor handel og økonomisk ledelse, så overtog hun godt forberedt og parat driften af hendes forældres vingård.

Sammen med hendes bedste veninde … Katharina Wechsler fra Weingut Weschsler i Westhofen – oplært af Klaus-Peter Keller – er de et par af de vilde unge kvinder i Rheinhessen … fremadstormende winzerinder, som laver fabelagtige vine.

Gesine Roll har samlet 20 hektar vinmarker omkring både Monzernheim og Westhofen, med nogle parceller på gode og højt placerede marker som fx de velkendte Westhofener Kirchspiel og Morstein. Der dyrker hun primært Sauvignon Blanc, men også en del burgunder sorter samt Chardonnay.

Vinene er opdelt helt klassisk i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenwein & Réserve og denne Chardonnay Réserve kommer selvfølgelig fra sidstnævnte. Druerne er dyrket efter økologiske principper og efter endt fermentering har vinen ligget på nye fade i 18 måneder, før den blev flasket ufiltreret.

Sikke en aroma … smørfed, olieret, blomsterpollen, vanilje, pærer, fersken, røg, banan, masser af fad, delikat liftlig æterisk, parfumeret og meget let olie, utrolig elegant og trods fedme, fadpræg er det hele supersonisk let, luftigt, svævende og himmelråbende indbydende.

I munden har vinen en smule olieret hvalpefedt, men er først og fremmest meget frisk og saftig med en lidt parfumeret side. Det er overraskende en ren frugt, umodne pærer og abrikoser, cremet, glat og med en sød, svag lille bitterhed … meget komples og fanden tiltalende. Vildt god vin og bedre end mange burgundiske, så Houlberg hoster klart op med 6 fingre med stor pil op.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 6/7