Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2018 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Pinot Noir, Californien, USA

2018 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Pinot Noir, Californien, USAVi skal da smage endnu en vin fra Smoking Loon serie hos Don Sebastiani & Sons og nu er det en 2018 Smoking Loon Pinot Noir.

I både årgang 2016 og 2017 lavede Sebastini deres Smoking Loon Pinot Noir med druer fra Chile, men i denne årgang 2018 er den fuldstændig amerikansk med druer fra Californien. Der er imidlertid nærmest ingen oplysninger om produktionen af vinen, men det dufter da helt klart som om, at vinen da i hvert fald har været lagret på egefade. Vi springer derfor blot hovedkulds i smagsnoterne.

I næsen er vinen grøn med tonsvis af grene, nelliker, blæk, tjære og kul, mens frugten er en smule mere skjult. Hvis du leger titteleg, så dukker der imidlertid både kirsebær, tranebær og lidt granatæbler op midt i hele redeligheden sammen med lidt maling, æter og nogle aftryk fra egefadene med svag vanilje og kanel.

Med luft i glasset bliver aromaerne en tak mere venlige, runde og amerikanersøde … men fortsat med et stramt ansigtsudtryk, så giv endelig vinen masser af luft.

Smagen er egentlig pænt saftig … masser af blommer, kirsebær, god kraft, en lidt bitter sødme. Der er på ingen måder en sart og fin Pinot Noir, men en krydret saftig, rustik Smoking Loon vin og en kende stærk i udtrykket.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Sydafrika

2017 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, SydafrikaAf alle vinene fra det sydafrikanske vinhus De Grendel havde jeg mest glædet mig til denne Op die Berg Pinot Noir, for netop med denne drue er jeg på hjemmebane og kan nemt bedømme, om vinhuset virkelig kan lave Pinot med europæiske snit.

Vi er nu kravlet endnu højere op, for druerne til denne Op die Berg Pinot Noir kommer nemlig fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er druerne først afstilket og så knust og ligger i en kold maceration i 4 dage.

Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 3 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.

Der er bestemt en vis kølighed i duften – so far so good – og bestemt en slank og spinkel krop. Det er ikke sådan fin, lys og sart Pinot Noir, men alligevel småelegant med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer … men egentlig lidt lukket i alle aromaerne.

Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene, ren, stram og syrlig frugt, kirsebær, ribs … masser af syrlighed, grønt og frisk bid, så dermed bliver det en stram matrone, som er lidt brysk og irettesættende, men for pokker … vinen er ung og vil klart vinde med flere år i kælderen.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Fontodi, Case Via Pinot Nero, Toscana, Italien

2012 Fontodi, Case Via Pinot Nero, Toscana, ItalienHvor er det – suk – lang tid siden, at jeg har smagt vin fra Fontodi. Sidst var det vist deres ikoniske topvin Flaccianello, men nu har jeg en en charmerende 2012 Case Via Pinot Nero i glasset.

Azienda Agricola Fontodi ligger højt på en bakketop ved dalen Conca d’Oro lidt lidt syd for den lille landsby Panzano.

Vinhuset er grundlagt i 1968 af Manetti familien, men man har tidligere fundet dokumenter, der viser, at der har været dyrket vin siden 1600-tallet på dette sted.

Vingården drives i dag af Giovanni Manetti, som har stået i spidsen for vinhuset gennem 3 årtier og vundet utallige priser i hele verden, for Fontodi er nok én af Chianti Classicos mest berømte vingårde.

Fontodi har samlet 130 hektar jord, men det et kun knap 70 hektar, som er vinmarker, der ligger i 400 meters højde, dyrkes fuldstændig økologiske og med meget stor respekt for natur og bæredygtighed.

Der bruges ingen kemiske produkter på Azienda Agricola Fontodi, og man forsøger at have en høj grad af genbrug i alle processer, bl.a. er vineriet også bygget, således vinen frit kan løbe uden brug af pumper og der eksperimenteres også med lagring i lerkrukker.

Denne Case Via Pinot Nero er lavet med Pinot Noir druer fra marken Case Via og er lavet på egefade med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på Troncais egefade inden aftapning på flaske. Der er alene lavet 4.000 flasker af vinen.

I næsen er det moden, lys frugt med en lille syrlighed, blommer, kirsebær, lidt mælkede aromaer, læder, blomster, kærnemælk, røg, mælkechokolade samt en dyb intensitet.

Smagen er også – som duften – meget lys og syrlig, vildt tørre tanniner, ung, spændstig og rank med masser af balsamisk syre, lidt bitterhed, ribs, brombær, tør lerjord og umiddelbart smager det ikke som Pinot Noir … måske mere som noget Sangiovese eller Nebbiolo med en lys, blød kant … men for pokker hvor er det lækkert.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske i nyere årgange koster 349-379 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Rosé Brut, Lombardiet, Italien

N.V. Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Rosé Brut, Lombardiet, ItalienI det lange, slanke glas havde jeg slet ikke opdaget, at denne N.V. Tenuta Montenisa Rosé Brut fra Antinori var roséfarvet. Men det er altså også en meget bleg rosé, men lidt dumt i blindsmagning at gætte på Chardonnay 😮

Min første tanke var faktisk, at denne kunne være Franciacorta, men det smager sgu så ægte, at jeg valgte at gætte Champagne, men de fleste gange skal man altså bare følge sin allerførste indskydelse. Det må jeg huske næste gang, men det er altså også bare en lækker mousserende vin … dét kan de i Franciacorta.

Vinen kommer fra Marchese Antinoris vingård Tenuta Montenisa, der ligger syd for Iseo søen ved den lille by Calino i Brescia provinsen under appellationen Franciacorta i Lombardiet.

Tenuta Montenisa ligger i en gammel ejendom Palazzetto Maggi, som tidligere også blev kaldt Borgo di Calino og stammer fra det 16. århundrede. Ejendommen og dens 60 hektar vinmarker blev købt af Antinori familien i 1999 og siden har de omdøbt ejendommen til Tenuta Montenisa.

På ejendommen laver Antinori 6 forskellige mousserende vine, herunder altså denne fisblege Tenuta Montenisa Rosé Brut, der jo selvfølgelig er lavet på Pinot Nero, som først er vinificeret i rustfrie ståltanke og derefter lavet med andengæringen i flaske over 24 måneder inden degorgering i 2019.

Duftmæssigt byder vinen på nødder, valnødder, gæret frugt, dåsepærer, overmodne æbler, en svag animalsk note, støvet og stenet mineralitet, tørrede blomster … meget krystalklar og indbydende krisp.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er dejlig syrlig med små aggressive bobler, masser af livsgivende brus, citroner og bitterhed fra grape. Det er så fint balanceret … smager som the real thing og det bekræfter blot kvaliteten fra Franciacorta og Antinori, der jo altid bare laver god vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg har tidligere i 2017 smagt en 2015 Durbacher Plauelrain  Spätburgunder fra Weingut Laible og den imponerede mig ingenlunde. Men det gør denne Durbacher Plauelrain Am Bühl Spätburgunder Große Gewächs imidlertid godt og grundigt.

Weingut Laible eller måske rettere Weingut Andreas Laible holder til i Durbach i Baden … og kan nemt blive forvekslet med Andreas’ broders vinhus, som jo hedder Weingut Alexander Laible, hvilket selvfølgelig ikke er helt underligt. De kommer fra samme vinfamilie og har lært at lave vin sammen.

Laible familien har nemlig siden 1672 været vinbønder i 13. generationer, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også skulle være vinproducenter. Og det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård, mens Alexander selv måtte ud at købe en vingård. Alexander på Weingut Alexander Laible er vi faktisk stødt på mange gange her på bloggen med sine vine.

Andreas derimod viderefører Weingut Laible sammen med far senior, der i øvrigt også hedder Andreas for at gøre forvirringen total. Men faktisk hedder den unge winzer Andreas Christian, hvis vi skal være helt korrekte og det gør det måske lidt nemmere.

Andreas Christian og far Andreas ejer samlet omkring 7,5 hektar vinmarker ved Durbach, primært parceller på marken Durbacher Plauelrain … en meget stejl skråning, hvor de bedste parceller er Große Lage markerne  Plauelrain Am Bühl samt Plauelrain-Stollenberg

De laver årligt 45.000 flasker vin, specielt hvidvine på Riesling og Weißerburgunder, men altså også lidt rød, men det er klart de hvide vine, som huset er kendt for. Vinhuset er medlem af VDP, så vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Grosse Lage.

Der er ingen oplysninger om produktionen af vinen … ja faktisk ser det ud til, at de i dag slet ikke laver Große Gewächs Spätburgunder  mere, for prislisten afslører alene Gutsweine og Erste Lage rødvine, mens denne GG vin slet ikke fremgår. Fra Am Bühl marken laver Laible nu kun Riesling, Chardonnay og Grauer Burgunder.

Nevermind … vi springer så direkte på smagsnoterne.

Men det dufter vildt godt … sådan først med en mælket aroma suppleret med flæsk, babyfedme, mørke kirsebær, amaretto bær, brombær, meget ren og luftig i duftene, men også med fadnoter som vanilje og så blomsterpollen, estragon, sten og mineraler. Dermed bliver det bestemt ikke en feminin Spätburgunder, men med en anelse mere tyngde.

Men det hele leveres så blødt og cremet, at du bliver svag i knæene, masser af ren og frisk frugt, kirsebær, brombær med en lille, småsød bitterhed … skaber virkelig et zen øjeblik og smager monstergodt. Det er Spätburgunder, som gør dig afslappet og glad.

Vinene fra Weingut Laible forhandles af Bichel Vine, men denne er ikke i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandNår vi nu er ved de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, så lad os kravle op af den tyske bauhaus wienerstige og smage deres Leistadter Herzfeld Spätburgunder.

Vinen er en ny vin i fætrenes sortiment, hvor druerne er fra marken Leistadter Herzfeld, der ligger nabo til Kalkofen. Det er en vinmark med en sydvendt hældning og tilplantet med Dijon kloner.

Vinen er lavet med spontangæring i åbne kar og under gæringen er der tre gange dagligt rørt rundt i gryden for at udvinde mest mulig farve og aroma af skallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på lige dele nye og brugte egetræsfade.

Både i næsen og glasset fornemmes det igen, at 2018 var et pænt varmt år, for der er slet ikke noget transparent eller let over vinen, som først farvemæssigt er klart til the dark side. Det er en tæt, tyk aroma med masser af kirsebær, amaretto, kirsebærlikør, lidt sagte aftryk fra fadene med træ, vanilje, kakao og chokolade, men meget svagt. Dertil er der nogle grønne, småurtede noter … super god intensitet.

Smagen er urtet, grøn med jern, mineraler, stør tørhed og pænt mange tanniner. Der er peber, endda godt med peber, grønne urter, blæk, jordbær, kirsebær, pænt med syre og vildt mange krydderier. Der er også pænt med surhed og en pænt vedkommende syre … grøn og svag burgundisk. Houlberg bliver glad og ligger et sted mellem 5 og 5,5 glade tommelfingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men pt kan fås på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Houlberg har 31. oktober 2020 gensmagt vinen og denne gang – efter et råd fra Mr. Ruby – med en kraftig dekantering 2-3 timer i en skål. Duftmæssigt er det dog nogenlunde samme noter som første gang, men smagsmæssigt åbner vinen rigtig nok noget mere op og afslører en stor og brønddyb intensitet, nogle klart mere markante tanniner, men fortsat på en grøn og lidt burgundisk, megastor og næsten lammende tørhed, kompleks og så med en monsterlang eftersmag. Dermed bevæger pilen sig netop op op 6 pilfingre.

Derfor … dekanter denne vin … og hellere for lang tid end for kort.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandI marts sidste år smagte jeg første gang den almindelige Spätburgunder fra Weingut Hanewald-Schwerdt i årgang 2016. Siden har jeg smagt den i årgang 2017 og smager jeg den skam igen i seneste årgang 2018.

Weingut Hanewald-Schwerdt holder til i byen Leistadt, som ligger nord for Bad Dürkheim i Pfalz og ejes af Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen. De havde hver især drevet deres respektive huse siden 1995.

Vinhuset drives dog i dag af næste generation, nemlig de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011. Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på. De har således moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.

De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.

Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder … en storesøsteren til denne fredagsvin.

Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim. Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen, Herzfeld og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.

Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fin Ruppertsberger Reiterpfad mark.

Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … 7 dobbeltværelser og 1 enkeltværelse.

Men her smager vi altså drengenes almindelige basis Spätburgunder aka Gutswein. Den er vinificeret i åbne kar med maceration, gæring og er efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern.

I forhold til både 2016 og 2017 er vinen ikke helt så lys og transparent teglfavet, men 2018 var også et varmt år, hvilket klart også har haft indflydelse på denne vin. I næsen er det dog fortsat nelliker, tørt træ, kirsebær, tranebær, urter, grønne elementer, mentol samt en vis mineralitet.

Smagen er også mørkere end de tidligere årgange, men fortsat jern, tørhed, kirsebær, ribs … lidt rustik og skarpe hjørner. Der er lidt mer’ varme i denne 2018 og det virker også som om, at krydderierne har mere plads i smagsspektret. Syren bider mig en smule i haserne, men det er fortsat god Spätburgunder for pokker. Derfor havner vinbloggeren lige imellem 4,5 og 5 fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker. God pris.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Les Gravières, Bourgogne, Frankrig

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Les Gravières, Bourgogne, FrankrigVi sluttede Pinot Noir smagningen med denne 2016 Santenay 1er Cru Les Gravières fra Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi så en af husets mange vine … en rød lavet med druer fra 1. Cru marken Les Gravières … en en gruset, mergelholdig mark nær Chassagne-Montrachet og nok en af de mest berømte marker i Santenay, lavet med 10 måneders lagring på 228 liters barriques, heraf 30% nye fade.

Allerede i næsen fornemmer man, at vi nu har taget et skridt op i kvalitetsniveau … en dyb aroma med ædelhed, lugt som en hest eller i hvert fald en stald, landlig, animalsk suppleret med hospital, meget mere kompleksitet, lakrids, røg, tobak og så en frugt, der både har lys strenghed som ribs, hindbær, men også som om, at noget stammer fra tørrede druer. Men der er en fin balance i aromaerne.

Vinen er blød, cremet med en smuk balanceret syre, blide tanniner, let sødme, frisk frugt med jordbær og lyse blommer. Der er nu en lille fin spændstighed, lys saftighed, kakao, kaffe, svagt lakrids og mørk chokolade, men der er samtidig elegant skruet sammen. Dermed havner vinbloggeren på 5 fine fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Lebreuil, Savigny-les-Beaune, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Lebreuil, Savigny-les-Beaune, Bourgogne, FrankrigDe sidste to Pinot Noir vine var selvfølgelig fra Bourgogne. Den første var en 2018 Savigny-les-Beaune fra Domaine Lebreuil, der netop ligger midt i byen Savigny-les-Beaune.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1935 af Paul Lebreuil, som dengang blot havde lidt vinmarker, som han drev i landbruget sammen med andre afgrøder. På det tidspunkt solgte man ikke vin i flasker og det var i så fald hovedsageligt bulk til de lokale, men det ændrede hans søn Pierre, da han i 1958 overtog driften. Han tog kurser i vinproduktion på skole i Beaune og satsede mere på vin.

I dag drives Domaine Lebreuil af Pierres søn Jean-Baptiste Lebreuil, der har ændret gården til en moderne vingård. Han er selv uddannet ønolog fra skolen Lycée Viticole de Beaune og har derudover øget sine viden via mange praktikophold i både Bordeaux, men også i udlandet i Argentina og Australien.

Jean-Baptiste har udvidet driften, således familien nu ejer 13 hektar vinmarker … 10,5 hektar i landsbyerne Savigny-lès-Beaune og Aloxe-Corton og så nogle nykøbte marker i både Volnay og Pommard.

Jean-Baptiste er en passioneret og humoristisk vinmager, med fuld kontrol over sit materiale og virkemidler. Denne basis Savigny-les-Beaune er lavet med druer fra  5 mindre parceller i kommunen, en kort 8 dages kold kold maceration og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på fad, men kun 10% af fadene er nye.

Næsen er lidt rustik for Bourgogne … grøntsagsfond og så en klassisk grøn kant, mens frugten er lys med ribs, tranebær, jordbær og der fornemmes også helt klart lidt træ. I munden er det en ganske behagelig Pinot Noir med let, lys frugt … dog med en vis tyngde, let brændte elementer, bløde tanniner og i det hele taget rund og helt medgørlig.

Forhandles af DM-Vine, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Domaine du Moulin de Dusenbach, Pinot Noir lieu-dit Rosenbourg, Alsace, Frankrig

2015 Domaine du Moulin de Dusenbach, Pinot Noir Lieu-Dit Rosenbourg, Alsace, FrankrigVi skulle smage mer’ Pinot Noir fra det store vinimperium Les Grands Chais de France, for næste vin var nemlig en 2015 Pinot Noir lieu-dit Rosenbourg fra Domaine du Moulin de Dusenbach, som Le Groupe GCF via datterselskabet Arthur Metz driver fælles med Domaine Viticole de la Ville de Colmar.

Domaine du Moulin de Dusenbach er selv egentlig oprindeligt grundlagt i 1970 af Bernard Schwach, som kom fra en familie, der havde været vinavlere gennem flere generationer. I 2008 blev domænet dog overtaget af Jean og Monique Schwebel, som drev société Feyel-Artzner … en stor producent af froi gras.

I 2018 blev vinhuset så købt af Arthur Metz, som dog ikke har overtaget det gamle vineri, men i stedet laver vinene på Domaine Viticole de la Ville de Colmar. De to vinhuse drives nu i fællesskab og man har også opretholdt de 3 vinbutikker, hvor 2 ligger i Colmar og en i Ribeauville.

Domaine du Moulin de Dusenbach har samlet 40 hektar vinmarker, bl.a. parceller på 8 forskellige Grand Cru marker og det er Hengst, Pfersigberg, Steingrubler, Florimont, Kaefferkopf, Schlossberg, Sporen og Schoenenbourg.

Her smager vi en 2015 Pinot Noir lieu-dit Rosenbourg … en af de 200.000 flasker vin, der hvert år laves på Domaine du Moulin de Dusenbach. Vinen er lavet efter burgundiske foreskrifter og har efter endt fermentering lagret i barriques i 12 måneder.

I næsen er der klart fagpræg med vanilje og chokolade … faktisk masser af godt sødbrændte aromaer kombineret med blomster og en portion vildskab. Frugten er fed … kirsebær, jordbær, blommer, næsten lidt tørret frugt, mynte og endelig lidt parfumeret.

Smagen er også til de fede og lidt olierede side, en meget kraftig og tungere Pinot Noir. Men også lidt fesen og flad i intensiteten, så der mangler rygrad og syre og bliver dermed lidt fluffy. Der er et svagt mineralsk aftryk med lidt jern.

Ikke fundet vinen herhjemme, men på vingården koster den 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 4/7