Tag-arkiv: 4½

2018 Poliziano, Lohsa Morellino di Scansano, Toscana, Italien

2018 Poliziano, Lohsa Morellino di Scansano, Toscana, ItalienJeg har før smagt vin fra vinhuset Poliziano … et spændende vinhus ved Montepulciano. Nu smager jeg igen en vin fra huset … deres 2018 Lohsa Morellino di Scansano.

Azienda Agricola Poliziano ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter og er etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede de første vinstokke.

I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker. Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, der var født i Montepulciano og i øvrigt var kendt som Il Poliziano … deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 170 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Her er det netop en Lohsa Morellino di Scansano, som jeg har fået i glasset … lavet på under appellationen Morellino di Scansano DOCG. Denne er på 85% Sangiovese og 15% Ciliegiolo.

Vinen er lavet på husets vineri i Magliano, hvor fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke over 15-20 dage. Morellino er i øvrigt det lokale navn for Sangiovese i denne del af Toscana.

Efter endt fermentering har vinen lagret 10 måneder …50 % på brugte franske barriques og tonneaux, mens de resterende 50% har lagret på store cementtanke. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 2-4 måneder før frigivelse.

Næsen har en lettere sødlig, aromatisk duft med blomsterpollen og håndsæbe, søde kirsebær, brombær og blommer. Der er lidt vanilje, candyfloss, urter og balsamisk syre, tør jord, sødbrændte fade og i det hele taget meget tilgængelig med let mentol og en nærmest pirrende kant.

I munden har vinen lidt samme venlige ansigt, venlig, småsød samt småbitter og ganske imødekommende. Den har saftige kirsebær, lidt tørret i frugten og så alligevel med en ganske fin syre. Det er sgu da skruet ganske godt sammen og vinen har fin lang eftersmag, så Houlberg rater den til 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Ottella, Molceo Lugana Riserva, Veneto, Italien

2018 Ottella, Molceo Lugana Riserva, Veneto, ItalienDen første Lugana vin på Hotel Catullo var fra Società Semplice Agricola Ottella, som ligger lidt sydvest for Peschiera del Garda og dermed på Veneto siden. Vinen var deres Molceo Lugana Riserva i årgang 2018.

Azienda Agricola Ottella  er lige så gammelt som Hotel Catullo, idet vinhuset blev grundlagt helt tilbage i 1880 af Montresor familien og den dag i dag fortsat drives af familien.

Det er i dag nemlig Lodovico, Francesco og Michele Montresor, som driver vingården. Familien har i dag ikke mindre end 90 hektar i Lugana, hvortil der er for nyligt endda er tilføjet ekstra 20 hektar vinmarker i Valpolicella i bakkerne ved Romagnano i Valpantena.

Samlet laver de 14 forskellige vine … og selvfølgelig lidt grappa og olivenolie. Her smagte vi så deres Molceo Lugana Riserva, lavet på 100% Turbiana, hvor kun en del er afstilket inden en blød presning, hvorefter vinen er gæret i ståltanke.

Efter det alkoholiske gæring er der lavet en delvis malolaktisk gæring, hvorefter vinen er lagret 16 måneder … først i ståltanke og derefter på tonneaux og barriques.

Duftmæssigt er det en rimelig let, flyvende og ganske parfumeret vin, hvor egefadene og det malolaktiske gæring giver opulente samt småfede dufte med vanilje, sødme, tropisk frugt, mango, ananas og en smule citrusfrugt.

Smagsmæssigt virker frugten også tropisk og endda næsten helt kandiseret suppleret med lemon, grape samt en fyldig syre … måske lidt grov og fed i udtrykket.

Ottella forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, men denne har jeg ikke fundet i sortimentet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bulgarini, Lugana Superiore Cà Vaibò, Lombardiet, Italien

2019 Bulgarini, Lugana Superiore Cà Vaibò, Lombardiet, ItalienSmagningen hos Azienda Agricola Bulgarini Fausto sluttede med deres Lugana Superiore Cà Vaibò … en vin lavet Turbiana druer, som er tørret 40 dage inden selve vinificeringen.

Til vinen anvendes nogle af husets bedste druer, som bliver tørret i 40 dage inden gæringen, der sker med brug af nitrogen for at forhindre oxidering.

Man bruger i øvrigt også nitrogen ved gæring af 010’eren.

Efter endt fermentering får en andel af vinen en malolaktisk gæring og lagret i ståltanke i 12 måneder. En anden del lagres 12 måneder i franske egefade, hvorefter vinen sammenstikkes, flaskes og lagrer yderligere 4-5 måneder inden frigivelse. Den trækker også en høj alkoholprocent på 14,5%

I næsen er der en aggressiv tropisk frugt, tørrede abrikoser, ret meget jammy med kogte eller bagte æbler, æblegrød, pæremos og virker nærmest på epo. Fadpræget er meget tydeligt … mest med vanilje samt mælkechokolade.

Det giver smagsmæssigt en kraftig og lidt stærk sag, varm, powerfuld og koncentreret. Det er klart en lidt muskuløs, maskulin og krydret Lugana vin, hvor alkoholen faktisk brænder igennem halsen. Det smager ikke dårligt … tværtimod, men er altså bare voldsom, tyk og koncentreret.

Har ikke fundet vinen herhjemme, men i Italien koster vinen 17,90€ … svarende til 133 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Bulgarini, Lugana Gicce d’Oro, Lombardiet

2020 Bulgarini, Lugana Gicce d’Oro, LombardietBulgarini laver også en anden basis Lugana vin, som de kalder Gicce d’Oro og mere målrettet et ungt publikum. Der er tilsat lidt Chardonnay, da Bulgarini ønskede mere cremethed og smoothness.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er er der altså tilsat 5% Chardonnay druer til Turbiana … alle nogle af de mest modne druer.

Efter en let presning har vinen fermenteret ved kontrolleret temperatur, men der er fortsat ikke sket malolaktisk gæring, så vinen har blot lagret i ståltankene sur lie i 10 måneder.

Igen er der en stor landlighed i duften … en skøn kombi af mandler, fersken, abrikos, hvide blomster, jasmin og citrusnoter. I munden er der fortsat god friskhed, men rigtigt nok virker vinen mere cremet og breder sig også mere i munden. Tilsætning af Chardonnay er dog ikke uden omkostninger, for der er så knap så megen mineralitet, spændstighed eller salt … men fortsat en god Lugana vin.

Har ikke fundet vinen herhjemme, men i Italien koster vinen 17€ … svarende til 127 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Fraccaroli, Lugana Riserva 1912, Veneto, Italien

2018 Fraccaroli, Lugana Riserva 1912, Veneto, ItalienSocieta Agricola  F.lli Fraccarolis sidste Lugana blev deres topvin, nemlig en Lugana Riserva 1912, som vi smagte i årgang 2018.

Det er 100% Turbiana, hvor druerne er høstet senere … sidst i oktober og så først afstilket og derefter så gennemgået en kold 24 timers pre-maceration.

Efter presning er gæring sket i barriques alene med brug af druernes naturlige gærceller i fermenteringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på barriques inden aftapning på flaske og så en ekstra lagring 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Her er fadpræget meget stort i næsen … de fleste Lugana karakteristika er nærmest væk, for det er en fyldig sød vin med masser af ristede noter, overmoden og nærmest ​​karamelliseret frugt, honning og vanilje.

I munden er det også en tyk vin, rund, blød og olieret, masser af ristede smage og en overmoden, pænt sød frugt. Den kommer til at virke en smule overdone, selvom den bestemt smager rigtigt godt.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 18,50€ … svarende til 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Fraccaroli, Lugana Superiore Campo Serà, Veneto, Italien

2019 Fraccaroli, Lugana Superiore Campo Serà, Veneto, ItalienUnder vor middag smagte vi også Fraccarolis 2019 Lugana Superiore Campo Serà … altså et step op i husets lille trio af Lugana vine.

Igen er det ren Trebbiano di Lugana aka Turbiana og så er vinen lavet som den forrige … i hvert fald i starten.

Druerne er først afstilket og har derefter så gennemgået en kold 10 timers pre-maceration. Så er gæring sket på rustfrie ståltanke ved 15 grader og alene med brug af druernes naturlige gærceller i fermenteringen.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på barriques og så yderligere 6 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske og så en ekstra lagring 3-4 måneder på flask inden frigivelse.

Som med forrige Fraccaroli vin, så er her pærer, fersken … her også melon, abrikos, ananas og vanilje, mere dybde og samtidig er vinen også mere blomsterrig med noter af toast og brød.

Smagsmæssigt er der også langt mere krop og er i det hele taget langt mere interessant. Den er også blød og rund, men har som dens lillesøster en anelse for megen sødme, men den bliver dog reddet af lidt salte mineraler i eftersmagen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 13,89€ … svarende til 103 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Tenute Neirano, Nizza, Piemonte, Italien

2019 Tenute Neirano, Nizza, Piemonte, ItalienI sommers – som føles så langt væk – smagte jeg en Barolo i en årgang 2017 fra Tenute Neirano og nu har atter en vin i glasset fra vinhuset. Denne gang er det vinen Nizza, der er lavet på ren Barbera.

Barbera druerne er selekteret fra nogle kuperede topmarker omkring Nizza Monferrato i det sydligste Asti Piemonte.

Faktisk er Nizza DOCG et underområde af den mere kendte appellation DOCG Barbera d’Asti i Piemonte.

Vinen har gæret og macereret på ståltanke med løbende battonage og efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade. Efter aftapning på flaske har vinen så lagret yderligere 3-6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt har Nizza en stor, fyldig og småfed næse … godt med fadpræg af våde fade, vanilje, kanel, chokolade samt en svulstig frugt med søde kirsebær, kirsebærsten, lakrids, kaffe og violer. Den virker total saftig og meget imødekommende.

I munden er vinen også imødekommende, venlig, sødlig med en fed frugt, men den bæres af en fin og frisk syre, men byder ellers på lidt stærk peber, stærke krydderier. Det er dog på en saftig, bamset og letbitter facon, hvor fagnoterne næsten også kan smages.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Jean Gagnerot, Rully, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Rully, Bourgogne, FrankrigJeg har smagt en del Jean Gagnerot vine … et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group. Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu smager jeg deres røde 2016 Rully.

Vinen er lavet med en kølig premaceration ved 8 grader, hvorefter gæringen er sket på ståltanke over 3 uger med både løbende pigeage og remontage. Efter gæringen får vinen sekundær maceration ved 30 grader og så er vinen derefter lagret 16 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.

Hold da op en duft … meget aggressiv og frisk, selvom den i glasset virker dejlig transparent med svagt knækket brunlig nuance. Det er nærmest tranebær, jordbær, umodne lyse blommer, hyben, ribs samt grønne grene, nyt træ, grønne urter, hø, røg og lidt vanilje og kanel … men uhhh hvor er duften bare så aggressiv og ligefrem.

I munden er det en stram og grøn bourgognevin … vi snakker ribs, tyttebør, rønnebær, rabarber og hindbær, godt med bitterhed, fine og skarpe tanniner og ingen pleasing her. Det er en vin, som vitterlig bør serveret sammen med lidt mad … måske kylling, kanin eller en portion pasta. Jeg lander lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens vinen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Cara Nord Celler, Mineral, Montsant, Spanien

2017 Cara Nord Celler, Mineral, Montsant, SpanienAftenens rødvin var vinen Mineral fra det innovative vinhus Cara Nord Celler og lavet på 80% Cariñena og 20% Garnacha.

Vi er i byen Vimbodí-Poblet oppe i Pradès bjergene i Conca de Barberà området. Det er et højtbeliggende område i øverste del af  Montsant vinregionen i Catalonien ikke så langt fra Priotrat.

Vinhuset Cara Nord Celler holder til i et gammelt kloster i Poblet i en uberørt naturpark og er grundlagt i 2012 af Tomàs Cusiné Barber og Xavier Cepero, som begge har mange års erfaring i vinbranchen, men var fascinerede af potentialet i appellationen DO Conca de Barberà ved Pradès-bjergene.

Conca de Barberà appellationen er forholdsvis lille og der findes også alene 30 vingårde i området, som ligger i 300-800 meters højde med floderne Francolí og Anguera løbende gennem appellationen i en lille floddal omgivet af bjergkæder.

Mod øst ligger bjergene Miramar og Cogulló, mod vest bjergene Tallat og Vilobí, mod nord bjergene Montclar, Quince og Comalats og mod syd de storslåede Pradès-bjerge. I det meste af appellationen er jorden kalkholdig og fattig på organisk indhold med lerstrukturer og en karakteristisk rødlig farve.

I bunden af dalen ved floderne Anguera og Francolí har naturen skabt flodterrasser med sten og i det sydvestlige hjørne af regionen, på skråningerne af Serra de Pradès findes der marker med skifer.

Det er Tomàs Cusiné Barber som er hovedmanden i projektet. Han ejer og driver i forvejen vinhusene Tomàs Cusiné,  Castell del Remei samt  Cérvoles Celler … og sammen med Cara Nord laver han samlet 1,3 millioner flaske vin hvert år.

Her smager vi så husets Mineral 2017 lavet på 80% Cariñena og 20% Garnacha fra 35-45 år gamle vinstokke på vinmarker højt oppe ved Pradès-bjergene. Vinen er lavet med gæring og maceration ved 26 grader over 14 dage i rustfrie ståltanke, hvorefter den er lagret 6 måneder på franske egefade.

I næsen har vinen en dyb, våd og mørk frugt, blommer, solbær samt godt med krydderier, lidt mulle kælder og mælkede noter, tæt og har også fylde, blæk, sødme og kakaopulver.

Smagsmæssigt er det også en tæt og kompakt vin, men på en lidt juicy og let facon. Der er godt med peber, krydderier, en frugt med tranebær, solbær og blåbær, lidt bitterhed, lidt vulkansk mineralitet med en vis kant.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Spanien koster en flaske 10,30€ … svarende til 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Kupela, Hard Cider – Cidre Brut Basque, Spanien

N.V. Kupela, Hard Cider - Cidre Brut Basque, SpanienJeg har tidligere været på en mission for Ciderrevolution og nu har jeg igen påtaget mig en med test af 4 forskellige cidere og starter med en Hard Cider – Cidre Brut Basque fra det franske ciderhus Kupela.

Jeg har jo tidligere skrevet lidt om cidere og Ciderrevolution i mit indlæg Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret.

Derfor skal jeg heller ikke denne gang bruge så meget tid på at fortælle om cidere, men i stedet kigge nærmere på Kupela, der ligger i Baskerlandet … med deres hovedsæde på den franske side i Anglet helt ud til havet, hvor floden Adour løber ud i Biscayabugten. Selve mosteriet ligger dog på den spanske side tæt ved Astigarraga
Gipuzkoa i det nordvestlige hjørne af Spanien.

Huset hedder også Kupela Sagardoa, for Sagardoa betyder bogstaveligt talt æblevin på baskisk. Men Kupela er dog stiftet i Frankrig af handelsmanden Pierre Etchevery og to venner Bastien Dufau og Xalbat Seosse Oxarango, der har kendt hinanden siden skoletiden.

Det skete i 2013, hvor de drøftede at skabe et firma med salg af både franske og spanske vine og spiritus til Kina. Men det blev ikke til noget, for i stedet ville Bastien og Xalbat skabe noget hjemme i Baskerlandet … og det blev ciderfirma Kupela i samarbejde med Augustin Etxeberria, der var æbleavler og ciderproducent i Astigarraga.

Sammen med ham udviklede Bastien og Xalbat deres eget udvalg af produkter, der tilfører de baskiske cidere ny innovativ dynamik uden nogensinde at forråde traditionerne. Således kom Kupela i gang med produktion af både baskisk cider, halvtør cider og æblejuice … og navnet Kupela tog de efter navnet på de tønder, som anvendes i gæringen af ciderne.

Her smager jeg de to venners Hard Cider – Cidre Brut Basque, som er lavet med inspiration af de engleske cidere. Den er lavet på 100% friske æbler, der er fra den spanske side i Baskerlandet og lavet med en smag af rå æbler og fortsat en vis surhed, som er kendetegnet for baskiske cidere. Flasket på små 33 centiliter flasker og helt uden  tilsætningsstoffer eller konserveringsmidler.

Virkelig gul i glasset … næsten pisgul. Det er nypressede, modne æbler … måske lidt neutral, men har klart lidt lakridskonfekt. tørret abrikos samt en lidt landlig note.

Hvor smager det godt … frisk og let mousserende, masser af æbler, smukt og fin balanceret, meget læskende med god struktur. Der er udover æbler også noget, som minder om pærer samt melon. Klart den søde og pæne pige i klassen … straight on og ligetil.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor kasse med 12 flasker koster 350 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7