Tag-arkiv: Tyskland

2016 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, TysklandPå der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig finder vi Weingut Jülg … og derfra kommer denne smukke flaske Crémant Brut.

Vingården er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men Oskar synes ikke om kvaliteten i vinene fra regionen og ville af med sødmen, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville selv producere knastørre vine og plantede derfor vine vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay og derudover indførte Oskar også ny eg, hvilket af mange også blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande.

Denne grænsesætning betød, at en del vinbønder fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del. Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle have pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg der står i spidsen for driften af vingården, hvilket sker i samarbejde med hans fader Werner Jülg.

Johannes er uddannet vinmager og har inden overtagelsen af familieforetagendet arbejdet for imponerende huse som Jean Stodden i Ahr, Keller i Rheinhessen. Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

Udover driften af vingården, som driver familien også en weinstube. Den står gamle frau Erika Jülg fortsat i spidsen for.

Nå, men i glasset i DSB IC3 toget på vej til Aarhus har vi altså denne Crémant Brut. Den er lavet på druerne Chardonnay og Weißburgunder med lige del druer fra både den franske og tyske side af grænsen.

Det er en Crémant, som er lavet på den traditionelle champagnemetode med 2. gæringen på flaske, men inden da er den er vinificeret på egefade og har derefter tilbragt 12 måneder sammen med gæren i flasken. Efter degorciering har vinen hvilet yderligere 10 måneder i firmaets kælder.

Duftmæssigt er her hyld, pærer, æbler og lidt eksotiske frugter som fersken og abrikos … og med andre ord; masser af frugt. Derudover fanger jeg måske lidt honning samt blomster og svag lime.

I munden er boblerne meget blide og forsvinder hurtigere end forventet. Det minder derfor meget om en hvidvin, og den er da også både blød, blid, cremet og easygoing. Der er lidt mineraler og salte i eftersmagen, men meget lækker vin med masser af frugt samt en lille sødme. Alle vil elske den.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 219 kr., men ved køb af 3 flasker sparer du 23%, dvs. en pris på 168,63 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Pinot Noir Goldkapsel S, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Pinot Noir Goldkapsel S, Pfalz, TysklandSpätburgunder S fra Weingut Ellermann-Spiegel – som jeg har skrevet om et par gange – til 7€ er et klart best buy, fortræffelig og lækker … og nu smager vi hans topvin Pinot Noir Goldkapsel S, som koster det dobbelt … næsten.

Frank Spiegel elsker burgundiske vine og derfor er hans topvin selvfølgelig ikke blot en Spätburgunder, men en Pinot Noir med kloner fra Bourgogne … og så har flasken en letgenkendelig guldtop, altså Goldkapsel aka vinen Pinot Noir Goldkapsel S.

Som lillesøsteren er vinen lavet i temperaturkontrollerede ståltanke og lagret på barriques i 14 måneder … endda sur lie, og den er tappet på flaske helt ufiltreret. Restsukker ligger lavt på 0,8 gram pr. liter.

Det dufter herregodt, hvis man er til tysk Spätburgunder … helt klassisk, sødlig kostald med kirsebær, hindbær, søde drops, nelliker, læder, tobak, røg, vanilje og svag kanel. Yammy.

Samtidig smager det sgu også rigtigt godt og man føler sig bekvem og hjemmevant, som i et par pyjamasbukser med plads til begejstring. Saftig, let og blød frugt, syren er let pebret og lige præcis stram nok til at holde rygrad i vinen, selvom vinen virker sød, let og ganske let at drikke. Jeg er sgu vild med den.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 13,90€ … eller omkring 104 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2014 Weingut Wechsler, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Wechsler, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandJeres flittige vinblogger har nu (selvfølgelig) knappet endnu en Spätburgunder op, og denne gang er den fra vinhuset Weingut Wechsler aka Die Winzerin Katharina Wechsler.

Katharina er den smukke vinmager, som I kan se på billedet ovenover. Hun driver Weingut Wechsler beliggende på markedspladsen midt i den lille by Westhofen omkring 30 kilometer syd for Mainz i Rheinhessen. Katharina overtog familiens vingård i 2009 efter at ha’ boet i Berlin i 11 år, men var blevet træt af storbylivet og havde besluttet, at hun ville lave vine.

Hun har på Weingut Wechsler samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Westhofener Steingrube, Kirchspiel, Morstein og så marken Westhofener Benn, som hun er eneste ejer af og samlet er på 6,5 hektar. Hun dyrker de sædvanlige druer som Riesling, Silvaner og Scheurebe, men altså også lidt Spätburgunder.

Denne Spätburgunder Trocken er dog eneste rødvin, som den søde Katharina laver og den er kategoriseret som en Gutswein, som er lavet ved, at drueklaserne først afstilkes, hvorefter fermenteringen sker i åbne egekar. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques.

Og det er en syrlig Spätburgunder, som Katharina har fået lavet, og duftmæssigt snakker vi syrlige bær, ribs, rabarber, granatæbler, lidt grannåle, træ, røg samt svag kanel.

I munden er det både syrligt og endda med et peberbid. Det er igen ribs, granatæbler, syrlige drops og sammenlagt bliver det ret syrligt og bittert. Der mangler klart en modpol til den syrlige frugt … måske lidt sødme, kraft eller intensitet, selvom 2014 efter min erfaring heller ikke er bedste årgang i Rheinhessen.

Købt på weine.de til 10,30€ … svarende til 77 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut Thörle, Hölle Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Thörle, Hölle Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandSå er vi atter i den lille by Saulheim, hvor vi finder vinhuset Weingut Thörle, som står bag denne lækre Hölle Spätburgunder, som er en af husets røde topvine.

Det er kun lidt over en måned siden, at jeg smagte et par andre vine fra Weingut Thörle, nemlig brødrene Christoph og Johannes Thörles 2015 Saulheimer Frühburgunder Kalkstein og 2015 Saulheimer Spätburgunder Kalkstein. Begge vurderede jeg til 4 fede Thumbs Up, men denne Hölle Spätburgunder er bedre … langt bedre.

Hölle Spätburgunder er en Lagenwein, og marken Hölle – der som de fleste måske ved – betyder helvede, er en af Weingut Thörles allerbedste marker sammen med Probstey, Hauben og Norenberg.

Druerne er høstet med et beskedent udbytte på mellem 20-35 hektoliter pr. hektar afhængig af årgangen. Marken ligger på en sydlige skråning med en hældning på 32 grader i 150-225 meters højde.

I forhold til de andre vine, som jeg har smagt fra Thörle, så har denne fået mere af det hele. Druerne er mere intense og vinen er laget i åbne egekar med gæring i samlet 20-30 dage, hvorefter vinen er lagret 20 måneder i vinhusets 500 år gamle vinkælder.

Duftmæssigt er vinen lettere sødlig med blæk, grafit, kirsebær, hindbær, ribs, røg og godt med frisk eg. Det virker som en tør vin, kælder, salt, mineraler samt en smule kanel og vanilje. Den dufter vel egentlig meget klassisk som tysk Spätburgunder i god balance.

Smagen er klart mere frisk end næsen indikerede. Vinen er let og svævende i frugten, som er ribs og hindbær. Syren er blid og det er en let, delikat og feminin vin, men med en mineralsk nerve. Det er feminin sten og mineraler.

Købt via Vivino, hvor en flaske koster 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Weingut Salwey, Oberrotweil Spätburgunder RS, Baden, Tyskland

Oberrotweil Spätburgunder RSMed næste vin fortsatte vi hos Weingut Salwey, nemlig med deres Oberrotweil Spätburgunder RS, hvor druerne – som foregående – også kommer fra nogle af husets marker med vulkansk undergrund omkring den lille by Oberrotweil … her blot nogle af de bedste marker.

Vinen er lavet med 7 dages koldmaceration, hvorefter gæringen sker ved 25-33 grader med druernes naturlige gær i yderligere 14 dage. Derefter lagres vinen 12 måneder på burgundiske 228 liters barriques med 20% nye fade. Selvom det er 228 liters fade, så er de lavet på egetræer fra Kaiserstuhl.

Vinen flaskes fuldstændigt uden filtrering, og vinen har 1,2 gram restsukker på liter.

I forhold til foregående Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder er denne Oberrotweil Spätburgunder RS klart mere grøn i udtrykket. Der er fin lethed, blomster, blæk, kirsebær, bolsjesyre, svag eukalyptus, en animalsk syrlighed og lettere parfumeret duft. Hmmmmmm.

Det smager rasende godt, og frugten er lys, let og koncentreret syrlig, præcis og har godt med lette tanniner. Det er jordbær, hindbær og sammenlagt er vinen bundet rigtig godt sammen. Salwey er sgu virkelig en god producent af Spätburgunder, hvilket dette er et fint bevis for.

Købt på vingården, hvor prisen er 19€ ,.. svarende til 142 kr

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2013 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandTiden er Weingut Salweys bedste ven … hans Spätburgundere bliver bare bedre og bedre med alderen, hvilket også gælder denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, som vi her har i en årgang 2013.

Weingut Salwey har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vinhuset tilbage i efteråret 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil, hvor du også kan læse lidt om historien om vinhuset samt vort indtryk ved besøget.

Denne Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder har jeg også skrevet om tidligere, blot i årgang 2012. Det er en Gutswein, altså alene en vin fra husets basisserie og fra marken Käsleberg. Hos Salwey høster de altid en kende før andre producenter, hvilket er med til at gøre vinene lidt syrligere og grønne i deres yngste år.

Denne er alene lavet med druernes naturlige gær, maceration i 23 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques. Ved flaskning sker der ingen filtrering og som altid med Salweys vine, så er der meget begrænset restsukker, oplyst til 1,9 gram pr. liter.

I glasset er vinen virkelig smuk transparent teglfarve på vej mod orange, mens duften er virkelig lækker. Fadene er klart fremme i næsen, lyse kirsebær, røg, strejf af sød kostald, mildhed, krydrede noter, svag kanel samt et grønt islæt.

Smagen har god nerve, er blød med lyse bær, lidt kirsebær, lethed, blide tanniner, lethed, ren frugt, grønne blade, let peber, mineraler og fint balanceret. Alderen har helt klart blødgjort vinen, så den nu fremstår meget helstøbt. Det er sindssygt højt niveau for en Gutswein.

Købt på vingården, hvor prisen i dag – for nyere årgang – ligger på 12€ … eller beskedne 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Roterfaden, Lemberger Trocken, Württemberg, Tyskland

2015 Weingut Roterfaden, Lemberger Trocken, Württemberg, TysklandHannes Hoffmann og hans græske kæreste Olympia Samara på Weingut Roterfaden deler begge en stor kærlighed for druen Blaufränkisch, der jo i Tyskland kaldes Lemberger. Derfor havde jeg også glædet mig sindssygt meget til at smage denne Lemberger Trocken fra vinhuset i Roßwag i Württemberg.

Det er jo kun 2-3 uger siden, at jeg første gang smagte vin fra Weingut Roterfaden, nemlig deres tørre Riesling. Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, hvilket du jo kan læse om i indlægget om den spændende Riesling.

Hos Weingut Roterfaden sker alt efter biodynamiske principper, både i markerne og i kælderen. Vinene laves også uden tilsætning af gær, og hos de bedste røde sker presningen ved at trampe i druerne.

Der filtreres heller ikke og der anvendes alene begrænset svovl. Med denne Lemberger Trocken er vinen efter fermenteringen lagret 11 måneder på fad.

Den biodynamiske og naturlige tilgang kan duftes … nu prutter vi igen animalsk. Det er boblende mødding, kirsebær, blåbær, enebær, armsved, sødme, søde krydderier, sod, kul, sød tobak, lammeuld, mælkevalle og dyreskind. Dufter da for vildt … men på ingen måder opulent, for det hele virker samtidig meget let og delikat.

I munden er vinen saftig som ind i helvede, frugten er mellemrøde bær med pil over mod mørke bær, men samtidig er vinen både meget ren og let i frugten. Læg dertil lidt jern, lakrids, afbarkede grene og mineralsk kalk, som sammen med saftigheden binder vinen smukt sammen. Elsker den sgu … og så fra Württemberg med en købevenlig pris. Balancerer lige mellem 5,5 og 6 fede tommelfingre, men lad foråret sprede sig i det danske land … 6 fede fingre.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en sådan herlig fætter koster 150 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, TysklandSå er vi atter tilbage hos Weingut Schneider – am Weiler Schlipf, altså Claus Schneider og sønnike Johannes Schneider, og denne gang med en rigtig Weiler Schlipf CS Spätburgunder og endda med 3 stjerner.

I modsætning til deres Weiler Pinot Noir Blanc de Noir er der nu kommet mere tyngde og kompleksitet i vinen. Vi er selvfølgelig også kravlet længere op ad kvalitetsstigen, da denne Weiler Schlipf CS Spätburgunder er husets røde topvin, hvor druerne også kommer fra deres bedste mark Weiler Schlipf.

Vinen er lavet ved, at alene halvdelen af druerne afstilkes, hvorefter vinificering sker i rustfrie ståltanke. Maceration og gæring varer samlet 3 uger med regelmæssig omrøring. Derefter hviler saften i 48 timer inden den lagres 24 måneder i egefade, heraf 1/3-del nye fade. Der er alene 1,1 gram restsukker pr. liter.

Og nu snakker vi mere klassisk, tysk Spätburgunder med en sød, animalsk og dampende kostald, intens og inderlig. Der er kraft i frugten, men fortsat med en fin lethed. Frugten er nærmest gærede bær, jordbær, hindbær, kirsebær og egefadene er godt integreret i vinen. Der er krydderurter, honningkager, røg og nelliker … dufter bare lækkert.

Smagsmæssigt er det zen … totalt afbalanceret og det kombineres med en lang eftersmag med hvid peber og kraft. Der er eg, kalk, mineraler og kompleksitet. Det er sgu god Spätburgunder.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, Tyskland

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, TysklandIngen Pinot Noir smagning uden ærkeægte tysk Spätburgunder, og den første blev denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert fra Weingut Zehnthof Luckert, der holder til i den lille by Sulzfeld omkring 15-20 kilometer sydøst for Würzburg.

Weingut Zehnthof Luckert er grundlagt i starten af 1960’erne af Theo Luckert og hans hustru Luitgard. De startede som almindelige vinavlere, som blot dyrkede druer, som de solgte bulk, Men efter en periode begyndte de selv at producere og sælge vine på flaske, hvilket startede med deres Weißer Burgunder.

I 1975 købte familien ejendommen Zehnthof … en gammel ejendom fra 1558, som var anvendt af fyrstebiskopperne til opkrævning af skatter. Den brugte familien 12 år på at renovere og fungerer i dag som vineri og vinkælder for Weingut Zehnthof Luckert. Ja, den har sågar haft indflydelse på vinhusets navn.

I dag er det Theo og Luigards to sønner Ulrich og Wolfgang Luckert, som ejer vingården og står for produktionen. De får endda hjælp af 3. generation i form af Wolfgangs søn Philipp.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grosse Lage marken Maustal samt Erste Lage markerne Berg 1 samt Sonnenberg, Alt drives økologisk og den årlige produktion ligger på omkring 90.000 flasker vin.

Familien er medlemmer af VDP, så vinen er opdelt helt klassisk … og denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert er en Ortswein, hvor druerne kommer fra husets marker ved Sulzberg, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt klassisk med maceration i en kortere periode, fermentering og derefter er vinen lagret på franske egefade inden den flaskes ufiltreret.

Og den har bestemt Franken karakter … næsen er lidt grøn og frugten en snas mere mørk end typisk tysk Spätburgunder. Det er kirsebær og andre mørkere bær, lidt hospitalsudstyr, fernis, maling, og meget kraftig eg, hvilket får vinen til at virke lidt rustik.

Det er bestemt ikke tynd, let og pjevset Spätburgunder, for der er både peber, meget tydelige tanniner og druesaften synes også tæt og intens, men samtidig mærkes alkoholen også en smule.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, Baden, Tyskland

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noirs, Baden, TysklandNæste vin var også en Blanc de Noirs … blot uden bobler, nemlig en Weiler Pinot Noir Blanc de Noir fra Weingut Schneider … alias Weingut Claus Schneider am Weiler Schlipf.

Weingut Claus Schneider holder nemlig til i midt i byen Weil am Rhein i den sydligste del af Baden .. området der kaldes Markgräflerland lige på grænsen til Basel i Schweiz og Alsace i Frankrig. Vingården drives – som navnet siger – at Claus Schneider sammen med hustruen Susanne Hagin-Schneider.

Claus er uddannet som vintekniker i Weinsberg, mens Susanne også kommer fra en vinfamilie, nemlig Friedrich Hagin i Haltingen og endda været vindronning i Baden.

De overtog driften af familiens vingård i 1982, men familiens historie indenfor vinproduktion går dog helt tilbage til 1425 og vinene fra vingården har været solgt til kunder siden 1881, hvor de dog blev leveret i træfade.

I dag er sønnen Johannes Schneider kommet med i driften og er langsomt ved at overtage styringen på vingården.

Weingut Schneider har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Weiler Schlipf, Ötlinger Sonnhole samt Haltinger Stiege, hvor de primært dyrker Pinot Noir / Spätburgunder, men også andre sorter som Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Chardonnay og Gutedel.

Her er det husets Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, som vi smager. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duften er ganske aromatisk … og endda med skrald på. Virkelig fyldige Pinot Noir noter med jordbær, hindbær, en lille stald, lidt vinblade og søde krydderier.

I munden er det smag af melon, fersken og hindbær … blød og saftig, mens syren er blid. Der er lidt jern i eftersmagen, men ellers er vinen sådan ganske ligetil.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7