Tag-arkiv: 5½

2019 Clos de la Roilette, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2019 Clos de la Roilette, Fleurie, Bourgogne, FrankrigSteffen overraskede også med hans vin nummer 2, hvilket blev denne Fleurie fra det beaujolais baserede vinhus Clos de la Roilette.

Clos de la Roilette er grundlagt tilbage i 1910, men fik sit navn i 1920’erne, hvor appellationen Fleurie opstod og ændrede alle huset marker fra Moulin-á-Vent til Fleurie. Ejeren Crozet blev rasende og ændrede vingårdens navn til Clos de la Roilette efter hans væddeløbshest Roilette, satte et foto af hesten på flasken og nægtede nogensinde at bruge navnet Fleurie på sine vine.

I dag er hesten fortsat på etiketter, men vinhuset ejes i dag af Coudert familien, efter Fernand Coudert købte vingården i 1967. I dag er det hans søn Alain og svigerdatteren Alexis.

Alain kom ind i driften i 1984, selvom det egentlig var hans bror, som skulle have overtaget driften, men han kom til alvorligt til skade i en ulykke i 1979 og kunne således ikke stå for driften. Siden 1991 har Alain stået for hele driften.

Clos de la Roilette har sammenlagt 13 hektar vinmarker, hvoraf de 12 hektar er i Fleurie og 1 hektar i Brouilly … sidstnævnte har Alain arvet fra hans bedstefar, som frem til 2005 selv passede marken. På markerne er vinstokkene mellem 30 og 90 år, hvorfor de også giver ganske små udbytter.

Vinmarkerne passes efter lutte raisonnée med stor respekt for naturen og kun sprøjtning, hvis det absolut ikke kan undgås. Langt de fleste parceller bearbejdes kun manuelt og uden maskiner. Og vinene læner sig nok mest op af Moulin-á-Vent.

Clos de la Roilettes Fleurie er lavet på håndplukkede druer der gærer i hele klaser i åbne tanke med hatten af druer nedsunket i mosten. Her gærer vinen i cirka 14 dage, inden den overføres til store gamle foudres indtil sommeren efter høst.

Næsen har denne klassiske rustikke og lidt bondske duft med blåbær, blommemarmelade, figner, kul, tjære, en vis sødme, fylde og solrig og svulstig varme. Der er lidt brændte noter, nødder, kamfer, balsamisk olie, violer, sorte oliven, eg, krydderier og alt sammen meget tæt og koncentreret.

Smagen er også tæt, kompakt og saftig med mørk og frisk frugt, godt med egetræ, mens syren slet ikke er vild, men lidt afdæmpet. Der er kirsebær, blommer og blåbær, utrolig blød og alligevel koncentreret smag, masser af bondsk charme og gud, hvor er det godt.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Domaine Berthaut-Gerbet, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Plantes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Berthaut-Gerbet, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Plantes, Bourgogne, FrankrigDet er den unge Amélie Berthaut, der i dag driver vinhuset Domaine Berthaut-Gerbet i Fixin i Bourgogne og det er derfra, at vi nu smager denne Chambolle-Musigny 1er Cru Les Plantes i årgang 2017.

Amélie Berthaut er 7. generation i det vinhus, som er grundlagt omkring slutningen af det 18. århundrede, da François Berthauts far købte to hektar vinmarker i Fixin.

Det var Amélies bedstefar Guy Berthaut, som efter sin overtagelse af driften i 1930 i en alder af 18 år efter anden verdenskrig også selv begyndte at sælge vin i familiens eget navn, idet man egentlig blot tidligere havde solgt vinen bulk i engroshandel.

Guy købte også den nuværende vingård i Fixin og 1er Cru marker i Gevrey-Chambertin, men i 1974 overtog hans to sønner Vincent og Denis driften. De to brødre fortsatte faderens ekspansion med køb af flere topmarker og byggede også i 2005 en stor vinkælder under vingården i Fixin.

Den ene bror Denis, som er uddannet ønolog og primært stod for selve vinproduktionen, blev gift med Marie Andrée Gerbet fra det lille vinhus Domaine François Gerbet i Vosne-Romanée. Dermed fik huset også ved fusionen af Domaine Denis Berthaut og Domaine Gerbet det nuværende navn Domaine Berthaut-Gerbet.

Siden 2013 har det imidlertid været Denis’ datter den unge Amélie Berthaut, som har stået for driften og lavet alle vinene siden årgang 2013, selvom hun allerede et par år for var med til at producere vinene på vingården.

Amélie er en af de flere unge kvindelige vinmagere i Bourgogne og er uddannet på universitetet i Bordeaux sammen med bl.a. Mathilde Grivot fra Domaine Grivot og Charles Van Canneyt fra Domaine Hudelot-Noellat.

Efterfølgende arbejdede hun på en vingård i Bandol, som var ledet af en kvinde og det gav hende mod på selv at drive familiens vingård i Fixin … et af de mere ukendte områder i Bourgogne … ja faktisk findes der alene 8 vinproducenter i Fixin.

Amélie mener, at vinene først og fremmest fremstilles ude i vinmarkerne og derfor investeres der masser af hårdt arbejde i markerne året rundt. Faktisk tager Amélie denne opgave meget alvorligt …. og fx er det kun hende selv, som passer deres Grand Cru parcel på Echezeaux, for hendes krævende standarder kan næsten kun opfyldes af hende selv.

Hun har samlet 13 hektar vinmarker, hvilket er fordelt på gamle marker tilhørende familien, nogle Métayage lejede marker – en slags uopsigelig leje, hvor man betaler med noget af høsten – og så marker fra hendes mors side og den bedste mark er vel 1er Cru marken Les Petits Monts i Vosne-Romanee og parcellen på Echezeaux. Alle markerne dyrkes  naturligt uden brug af herbicider.

Her smager vi så Amélies Chambolle-Musigny 1er Cru Les Plantes … en nyere vin hos Domaine Berthaut-Gerbet. Vinen er gæret i betontanke efter en 5 dages kold premaceration.

Efter endt fermentering er vinen presset og lagt i 1.500-3.000 liter store foudres til den malolaktiske gæring. Derefter er vinen lagret 15-20 måneder i barriques, heraf typisk med 20-50% nye fade.

Duften har en lidt varmere side end de 2 foregående, har lidt grøntsagsfond, margarine, earl-gray te, lakrids, rosenblade, hindbær, brombær og rigtig druesaft, klar animalsk kant og en rustik fedme, vådsøde fade og faktisk en vild lækker duft, masser af kraft og så alligevel med fin elegance.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, for det er en mild og meget blød vin, hvor der også både er kraft og finesse. Der er lidt krydderier, hvid peber, mellemrød frugt, kirsebær, jordbær og måske også lidt mørkere frugter og endelige et godt småsyrligt bid. Super vin og klart 5,5 fingre med pil opad.

Ingen forhandler herhjemme og købt på domænet, men prisen kender jeg ikke. Vil dog gætte på 400-500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2013 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Les Rugiens, Bourgogne, Frankrig

2013 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru Les Rugiens, Bourgogne, FrankrigI min test af de eksklusive vine fra Bourgorgne var næste også en Pommard og atter fra årgang 2013, for det var Jean Gagnerot Pommard 1er Cru Les Rugiens.

Premier Cru marken Les Rugiens ligger – modsat både La Platière og Clos Commeraine – på den vestlige side af Pommard by. Marken har en stendrænet undergrund af kalksten, jern og marl. Den vender mod syd og sydøst og betegnes af mange som værende en topmark. Robert Parker har bl.a. udtalt, at der findes ingen over eller ved siden af 1er Cru marken Les Rugiens.

Vinen er lavet som de forrige, dvs. med afstilning, en kølig premaceration og så en kølig gæring i rustfrie ståltanke, hvilket så er efterfulgt af en sekundær maceration, som når helt op til 30 grader celsius på ved sit varmeste punkt over 5 dage.

Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques fra Vosges regionen. 40% af fadene er nye og resten brugt 1-3 gange tidligere.

Uha … det er svært ikke at blive begejstret igen, masser af blomster, masser af mineraler, kalk, kul og moden frugt med dybde, kirsebær, jordbær, skovbær, brombær, blomster, roser, svagt lidt mælkede og flæskede aromaer, men slet ikke så fede som hos Clos Commeraine. Dermed bliver det en finere og lysere aroma, selvom der fortsat en god kraft, masser af tør træ, fennikel og mineraler.

Smagsmæssigt er der igen skruet lidt op for den grønne syre i forhold til La Platière og der er drøn på den syrlige frugt med syrlige rønnebær, ribs, granatæbler og nærmest blomstret i smagen. Der er vild stor tørhed, markant tannisk bid og stenet mineralitet. Det er suppleret af røg, bitterhed samt ætseende dejlighed. Det er fortsat yderst ung vin, som vil ha’ godt af nogle år i kælderen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 498 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 289,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Domaine Rossignol-Cornu et Fils, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Rossignol-Cornu, Volnay 1er Cru Robardselles, Bourgogne, FrankrigHer er det så den anden årgang af Volnay 1er Cru Robardselles fra Domaine Rossignol-Cornu et Fils midt i Volnay by … altså 2013’eren.

Den er selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde som 2014’eren … altså med en 100% afstilkning, koldmaceration i 5-6 dage samt gæring i betontanke, mens den malolaktiske gæring er sket i egefade. Vinen har så lagret 12 måneder på 228 liter barriques, hvoraf 15% er nye fade. Sluttelig er vinen omstukket til ståltanke, hvor den har hvilet 6 måneder inden aftapning.

Hvor er vinen da smuk, transparent svag rød i glasset … så lys, så delikat og fin. Startmæssigt minder den ret meget om 2014’eren med denne lille æteriske, lyse, luftige og modne aroma. Der er en lys og moden frugt med jordbær, lyse kirsebær og moreller, roser, violer og andre blomster, godt parfumeret og så et lille kækt dask af nogle fadnoter med både chokolade, trøfler, vanilje og kalkagtige mineraler.

Smagsmæssigt er har vinen et purungt sind … tør, stram og grøn med tonsvis af burgundisk nerve. Frugten er ribs, rabarber, jordbær, mens syren er skærende klar med citronsyre, lyst syrebid og barberskarp præcision. Det er således fortsat en ung vin, hvor kanterne sagtens kan slibes med alderen, men allerede nu smager det godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigNår vi er ved de gode ting i livet, så skal jeg smage mer’ bourgognevin. Life is good. Jeg fortsætter hos huset Domaine Michel & Marc Rossignol og denne gang med deres 2017 Volnay 1er Cru Les Pitures.

1er Cru marken Les Pitures i Volnay er blandt de bedste af de i alt 25 Premier Cru marker i hele Volnay og ligger klos op af den berømte clos des Ducs. Det er en stejl og kalkholdig mark og druerne er høstet med håndkraft samt afstilket 100% inden vinificeringen.

Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Nøjjjj, hvor den dufter godt … den har sådan et sart, delikat og skrøbelig aroma, luftig, fin, feminin med lyse bær, jordbær, lyse kirsebær, tranebær, svag karamel, klementiner, roser, violer, røde bolsjer, mælkechokolade og træ.

I munden er der en svag bitter, silkefin og syrlig frugt, masser af friskhed … streng, præcis og kompleks. Der er umodne moreller, ribs, lyse kirsebær og en snert af lidt granatæbler. Det suppleres af et lidt stenet og mineralsk bid, smuk, fin og snorlige syre, hvorved vinen står både ung, ædel, raffineret og fin. Smuk dansende Volnay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDet er mest hvidvin, som vi smager fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack i Alsace, men de laver også rødvin og det er bl.a. denne 2018 Pinot Noir Vieilles Vignes.

Druerne til vinen kommer fra nogle af husets kalkstensholdige vinmarker i Hunawihr, hvor der er 40 år gamle vinstokke med Pinot Noir.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og i 2018 startede Sipp Mack allerede høsten i august. da det var et meget varmt år. Efter en nænsomme selektering er der så sket afstilkning af druerne, hvorefter fermenteringen er startet med koldmaceration og efterfølgende gæring på ståltanke i 10 dage, hvorefter vinen er lagret omkring 12 måneder med 20% på 2 år gamle franske egefade samt de 80% stål i ståltankene.

Næsen er – overraskende – utrolig burgundisk og er slet ikke grøn og kantet, som Pinot Noir fra Alsace ofte kan være. Vinen er let, sart, fin og slank med lys frugt, jordbær, kirsebær, ribs og en snert af skarpe granatæbler, let fennikel, saltlakrids og tør træ.

Smagen er ren, frisk og igen forbløffes jeg over det fine og rene balance, som vinen har. Der er ribs, rabarber og smagen er bare så smooth, glat og frugtrig med en snert sødme, silkefine tanniner, en levende, legesyg og spændstig syre. Det er venligt, læskende og samtidig alvorligt godt … og til prisen lidt et scoop. Way to go Jacques.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe to unge biodynamiske vinavlere Antoine og Baptiste Delhomme driver Domaine Delhomme & Co, der ligger lidt ude på landet mellem Treigny-Perreuse-Sainte-Colombe og Saint-Amand-en-Puisaye på grænsen mellem Yonne samt Nièvre … to af de vestligste departementer af Bourgogne og næsten helt i Loire.

Flere tager da også fejl og skriver, at Domaine Delhomme & Co holder til i Loire … men vi nærmer os altså også og er dermed klart et stykke fra den mere kendte mainstream del af Bourgogne.

Nå men det altså derfra, at vi nu smager næste vin … en 2019 Rouge de la Pinot Noir fra Antoine og Baptiste Delhomme, hvor den ene af brødrene allerede har smidt bukserne oppe ved baren, hvis det altså er brødrene, der er illustreret på etiketten.

Antoine og Baptiste startede deres vinhus tilbage i 2015 og har samlet 6,5 hektar vinmarker, der ligger både syd for Yonne omkring Puisaye-Forterre samt nord for Nièvre på skråningerne af Tannay. Alt dyrker fuldstændig økologisk og biodynamisk uden brug af hverken pesticider eller kemisk gødning.

Fætrene fokuserer på mangfoldighed og har plantet druesorter, som tidligere var udbredt i dette område, bl.a. Sacy og Savagnin, men de har også sorter som Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir. Markerne bearbejdes både med en gammel traktor og med trækhesten Basile, som de låner af deres nabo Cyril.

I kælderen arbejder de også med respekt for den lokale terroir, hvorfor de kun bruger druernes naturlige gær og tilsætter intet til vinene udover ganske lidt svovl ved flaskning … men kun, hvis det er absolut nødvendigt. Der arbejdes også både med tønder, kar samt amforaer i kælderen.

Der høstes manuelt i små kasser for at undgå beskadigelse af druerne, mens afstilkning sker ved håndkraft. Druerne presses også manuelt i en over 100 år gammel træpresse – igen alt er som i de gode gamle dage. Tingene tager lidt længere tid, men respekten for druerne og mosten skinner igennem i hver en flaske.

Denne Rouge de la Pinot Noir er lavet med kort gæring og maceration over 5 dage, hvorefter den pressede vin er lagret 10 måneder på 600 liter fade. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.

Næsen er klart mere burgundisk end biodynamisk, har denne elegante, lette og lyse side med nogle landlige, flæskede noter med røget kød, bacon, hængt kød, svag mejeri, gæret frugt med kirsebær, jordbær, tranebær, tobaksblade, våde egefade og kalkagtige noter.

I munden har vinen en læskende, let og sødmefuld smag. Der er jordbær, kirsebær og måske endda anstrøg af lidt blommer. Det er ikke en fin, feminin burgundisk vin, men en vin med saftig, blød og rund balance. Der er kul, bly, koks, en mineralsk nerve og syre, som samtidig giver vinen en slank rygrad. Det er virkelig en vin, der har mange sider, saftig, slank, frugtrig, frisk, mineralsk, læskende og samtidig venlig og nem at drikke. Love it.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2014 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2014 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienDen toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti har forelsket sig i Sicilien og der skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen.

Men de har også gang i et projekt på de sorte, vulkanske skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra  marken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro og den ene af de vine er denne 2014 Animardente, som jeg nu har fået i glasset.

Vinen er selvfølgelig på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 22 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på barriques og tonneaux … og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen klart til den lysere side, selvom det hverken bliver Pinot Noir eller Nebbiolo transparent og allerede i næsen er frugten også klart mørkere, sådan nærmest lidt blåbær, kirsebær, tørt træ og tobak, solbærblade, saftig og lethed på samme tid, violer, en snert af lidt granatæbler, en basaltisk mørk stenagtig aroma med lidt kul.

I munden har vinen en superfin og ubesværet lethed, lidt mørk og pebret frugt, en smule sødme, men for pokker det er godt. Det er en elegant og meget smagsfuld vin med kirsebær, hindbær, brombær og pænt med lyse og markante tanniner, salte mineraler, saltlakrids, tør bitterhed samt en syre, der er mineralsk, krydret og stram.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, Bourgogne, FrankrigDen anden røde 1er Cru vin fra Domaine Dujardin er Monthélie  1er Cru Les Vignes Rondes, som jeg også smagte i samme årgang.

Les Vignes Rondes er en vinmark, der ligger ved grænsen til Volnay og anses for at være  den mest kendte 1er Cru mark i Monthélie.

Terroiret her er mere groft og med større sten end hvad der er at finde i husets anden 1er Cru vinmark Les Champs Fulliot. Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Ellers er vinen lavet på næsten samme måde som forrige Les Champs Fulliot.

Hvor stor andelen af afstikede druer er, fremgår ikke, men den varierer fra år til år og således afstilkede han fx i 2019 alene 50% af druerne til netop denne Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, mens alle druer til Les Champs Fulliot blev afstilket i årgang 2019.

I vinifikationen er gæring og maceration sket over 10-15 dage med pigeages og remontage forholdsvis få gange i perioden. Det er Pauls klare vision, at lave så lidt ekstraktion som muligt i vinificeringen og dermed lade vinene stå så rene som muligt, således de afspejler det lokale terroir bedst muligt, hvorfor ekstraktionen er meget lav.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 20% er nye fade. Efterfølgende er vinen så lagret 6 måneder på tank, inden den blev flasket. Vinen er ikke filtreret.

Næsen minder på flere måder om den foregående søstervin, lidt mørk og svagt flæsket i aromaerne, hvilket så suppleres med tør frugt, næsten lidt tørret i det. Det er jordbær, boysenbær, ribs med denne tørre, støvede og ældre modenhed, blæk, violer, blomster og sarte Pinot Noir samt små strejf af lakrids, våde fade, træ samt lys syrlighed.

Smagen har en lidt mere robust syrlighed end Les Champs Fulliot, men samme fine, grønne og lette elegance. Det er frisk lys frugt, ribs, jordbær, hindbær, jern, mineraler og renhed, svag bitterhed og igen er det skruet forbasket godt sammen. Det er vitterlig raceren og fin burgundisk vin af bedste skuffe.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Dujardin ligger på Grande Rue i Monthélie … en lille søvnig vinby med kun 194 indbyggere og vel beliggende 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Derfra smager jeres flittige vinblogger 3 forskellige vin og starter med denne 2019 Auxey-Duresses Blanc.

Ved Monthélie ligger der 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Domaine Dujardin ligger i den nordlige udkant af landbyen Monthélie på et af de allersmukkeste steder i Bourgogne, selvom den lille appellation og by ikke er så berømt som sine langt mere efterspurgte naboer. Men skrånende gyder, smukke bondehuse, slottet og den gamle kirke … alle omgivet idyllisk af vinmarker har gjort den ellers diskrete landsby til den måske mest fotograferede vinby i hele området.

Domaine Dujardin drives af familien Dujardin, nemlig af far og søn, Ulrich Dujardin samt sønnen Paul. Ulrich er selvlært vinavler og var tidligere skolelærer for handicappede i Dijon, men kom til Monthélie i 1986 på grund af glødende passion for vin.

Der arbejdede for Bouzerand på Domaine Bouzerand i 18 år og overtog langsomt ansvaret for produktionen af vinene. Men det var fortsat med et stort hjerte for de dårligere stillede, så ofte ansatte han handicappede til hjælp i vinmarkerne.

Efterhånden som Ulrich Dujardin overtog alle opgaverne i vinhuset med beskæring, høst, produktionen af vinene og markedsføring, så endte det med, at Bouzerand i 2008 solgte halvdelen af domænet til Ulrich … og det blev starten på Domaine Dujardin.

Ulrich Dujardin har samlet 8 hektar vinmarker, bl.a. med to 1er Cru marker i Monthélie AOC, nemlig Les Champs Fulliot og Les Vignes Rondes, men derudover har de også marker i appellationerne Beaune, Monthélie, Meursault samt Auxey-Duresses.

Den gode Ulrich Dujardin har sammen med hustruen Catherine samlet 3 børn, nemlig Paul, Margaux og Luc, hvor Paul allerede er godt med i driften og så småt er begyndt at overtage produktionen af vinene. Ulrich er nu højt respekteret i den lille by og er endda også formand for det lokale vinsyndikat Vignerons de Monthelie en Bourgogne.

Der er ingen stridigheder mellem far og søn, men vinmæssigt har de to meget forskellige stile. Paul er mere tilhænger af en lidt mere elegant og floral stil, hvilket afspejler sig i mindre brug af nye fade og en vinificering, der ungår for meget ekstraktion. Paul får stadigvæk gode råd fra sin far, men fra årgang 2019 er det alene Paul, der bestemmer vinificeringen.

Familiens arbejde i markene er præget af en bæredygtig tilgang med begrænset brug af uden brug af pesticider og herbicider, men man er ikke økologisk certificeret, da man fortsat ønsker at kunne håndtere druerne selv i dårlige årgange og beskytte sig selv mod utilregnelig og dårlige vejrforhold. Det er den driftsform, som i Frankrig kaldes Agriculture Raisonné.

Den første vin i glasset af fra nogle af husets marker ved nabobyen Auxey-Duresses, selvfølgelig 100% Chardonnay høstet med et pænt udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter den manuelle høst bringes druerne til vineriet, hvor de presses med det samme. Gæring sker i 228 liter franske barriques … og den malolaktiske gæring, hvorefter vinen så har lagret 11 måneder i barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt er det ikke fed fadpræget Chardonnay, men har fabelagtig fin og sart elegance med brændte og ristede nødder, pærer, honningmelon, fersken, kridt og kalkede elementer, jern, svag citrus … meget beskeden og tilbageholdende i aromaerne, selvom der egentlig er masser af prale af.

I smagen er der mere pondus, men det er uden at miste elegancen, for der er bundtræk i frugten, som virker mere tropisk med fersken, småsur ananas, lemon og en snas krydderier. Den har slank tørhed, lidt bitterhed og måske endda også lidt citron. Man mærker også, at det fortsat er en meget ung vin, for der er spændstighed, ung og kantet syre og utæmmet friskhed. Det er en klart ren og frisk burgundisk vin, som er elskelig som bare pokker.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7