Tag-arkiv: 5½

2019 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken, Mosel, TysklandJeg fik sgu smag for mer’ Weingut Axel Pauly vin og fik det hurtigt løst med denne 2019 Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken.

Det er en Riesling, hvor druerne kommer fra en af husets bedste marker Lieserer Niederberg-Helden. Marken er meget stejl og sydvendt med en jordbund af blå og grå skifer.

I denne årgang 2019 var høstudbyttet 25% lavere end i 2018, men til gengæld blev årgang
2019 begunstiget med en exceptionel høj druekvalitet. Jeg mener Angelina Lenz fra Weingut Franzen i Mosel betegnede 2019 som en rigtig god og almindelig årgang, hvor der er godt med syre og en fremragende balance i vinene.

Efter høsten ligger druerne i en koldmaceration i 24-48 timer inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Gæring sker på ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også har lagret med ugentlig bâtonnage. Vinen har 6,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der en halv haveslange … eller i hvert fald lidt svag petroleum, bare helt forsigtigt. Men ellers er det en mineralsk, ren og stenet, flintet næse og har denne inderlighed, som man ganske ofte finder i god Riesling. Der er blomster, gule æbler og fersken, måske lidt melon, citroner, lemon, timian og grønne urter.

Smagsmæssigt har vinen en god syre, citroner, grønne og småsure æbler, syren endda ganske streng, barsk og ufølsom. Den er en frisk, frejdig og sprød Riesling, masser af mineraler, flint, bjergarter og så denne livlige syre. Det er lige før at man ikke tror, at det er Mosel, for der er ikke megen sødme. Det er spidst, køligt og det er sgu lige før, at det knaser i munden. Mums og av.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Weingut Axel Pauly, Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Steinerd Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Axel Pauly, Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Steinerd Riesling Feinherb, Mosel, TysklandI sidste måned smagte jeg en 2020 Generations Riesling fra den unge og fremadstormende  Moselwinzer Axel Pauly i Lieser tæt på Bernkastel-Kues. Nu har jeg igen en vin i glasset fra den dygtige vinmager … Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Steinerd Riesling Feinherb i årgang 2019.

Denne vin er også som Axels Generation Riesling lavet med druer fra den stejle  Bernkastel-Kueser Kardinalsberg mark, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Her er det fra husets 60-70 år gamle vinstokke på toppen af Kardinalsberg.

Efter høst ligger druerne i kølig maceration i 10 timer inden en spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen lagret sur lie 10 måneder. Det er jo en Feinherb, så vinen har 24,2 gram restsukker pr. liter.

Meget våd duft … landlig og helt animalsk med gæret dej, nødder, Nutella, fersken, tørrede abrikoser, bananer, cool lemon og samtidig blomster, svagt lidt honning, melon … og så er der ellers hældt en lille pose med salte mineraler med i handlen. Vinen har sådan en pikeret sødsyrlig og kældermulle aroma, som gør den ret interessant.

I munden er der klart en smule sødme, men den holdes i seletøjet af en god – om end rund – syre. Der er citroner, lemon, søde æbler og en masse eksotiske frugter, men alt er utrolig koncentreret og samtidig med god balance. Selvom det egentlig er en kølig vin, så kommer der også en lille krydret varme gennem hele smagsspekteret. Det er skutte helt ringe, for nu at sige det på jysk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandVi nappede – bare lige sådan for god ordens skyld og fordi, at vi kunne – endnu en Riesling fra Weingut Robert Weil. Det var hans 2019 Kiedrich Turmberg Riesling Trocken … one step up for mankind.

Kiedrich Turmberg Riesling Trocken er – selvfølgelig – lavet med druer fra marken Kiedrich Turmberg og det er en vin, som jeg har smagt før i både denne tørre udgave, men også i den søde Spätlese udgave. Turmberg ligger på en skråning bestående af skifer og er ligesom Gräfenberg én af Robert Weils bedst beliggende vinmarker.

Marken har sit navn Turmberg aka tårnbjerg efter det tidligere slot Burg Scharfenstein, som ærkebiskopperne af Mainz lod bygge omkring 1160 på bjerget nordøst for Kiedrich.

Slottets tårn indgik faktisk på et tidspunkt i våbenskjoldet for Mainz, og har altså også lagt navn til denne vinmark på 3,8 hektar, som kun er ejet af Weil og dermed en monopol mark. Slottet er i øvrigt i dag en ruin, men tårnet består fortsat.

Kiedrich Turmberg Riesling er en VDP Erste Lage vin, som er fermenteret og lagret på store neutrale egetræsfade. Der laves årligt 2.000 kasser af vinen.

Duftmæssigt snakker vi fersken, æbler, abrikos, appelsinskal, lidtr muskat og så en langt større dybde end basisvinen. Andet havde jo også været mærkeligt. Den skal også lige have god tid til at åbne op i glasset, men det er jo også blot en bumset ung teenager endnu. Der er et snert af petroleum, masser af sten og mineraler, en babyfedme, marcipan, æteriske dampe … meget fin kombo med de eksotiske frugter.

Smagen er langt mere lys og stringent end duften … der er frugtsten, grape, lemon og citronskal, æbler, bitterhed, salte sten og hårdt stål, stor intensitet og en fremtrædende syre, som er tæt, blød og syren  bliver på intet tidspunkt for stram. Hvor er det godt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 255 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Villa Poggio Salvi Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDer bliver ved med at poppe gode Brunelloer op fra den helt store årgang 2016. Vi kigger på endnu en af slagsen Brunello di Montalcino 2016 fra vinhuset Villa Poggio Salvi.

Vinhuset ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano.

Villa Poggio Salvi er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin. Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Nå, men her smager vi så husets 2016 Brunello di Montalcino, hvor Sangiovese druerne kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse. Produktionen har i 2016 årgangen været 55.500 flasker.

Dejlig moden og rund næse … lidt stille til at starte med, men langsomt dukker der lidt tobak op, appelsinskal, blomster, roser, en del kirsebær, brombær, blommer, chokolade, både hvid chokolade og mælkechokolade, men alt sammen meget stille, forsigtigt og i stille ro og balance. Her vender ikke et hår forkert … meget pænt.

Smagen er lidt i samme vogn … kører bare fuldstændig på midten af vejen uden at ramme rabatten. Det er pænt og fløjlsblødt med både lyse kirsebær og lyse blommer. Tanninerne er silkefine, polerede og næsten skinnende, men har ikke det store bid, som kendetegner ret mange Brunello’er. Til gengæld er frugten og stilen virkelig lys, luftig og let, hvilket gør vinen både elegant og feminin smuk. Der er lidt urter, igen svagt chokolade, lækkerlys syre og flot vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienTenute Neirano er jeg stødt på én gang tidligere og der var det også med deres Barolo … dengang i årgang 2015, men nu er den et par år yngre i årgang 2017.

Vinhuset ligger ved byen Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato og er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De er fra en familie, der har lavet vin igennem flere generationer, for allerede i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin.

Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini og i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og han havde bl.a. arbejdet i familiens firma produktion af Vermouth vine i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Og sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine. Derudover har den pænt foretagsomme Giacomo også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterene Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia.

Og denne Barolo er altså én af husets vine, selvfølgelig på 100% Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Under gæringen hjælper overpumpninger af mosten med at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet. Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset er vinen klart lysere end i 2015’eren … fint transparent med en svaglig orangerød kant. Duften er klassisk Barolo med finknuste rosenblade, violer, læder, en lys balsamisk syre, kamfer, tranebær, syrlige kirsebær, ribs, tør jord samt lidt tobak. Det er lige præcis de noter, som man bare leder efter i god Barolo.

Smagen er mere saftig og sød end forventet, men det er fortsat med knastørre tanniner suppleret med en lille peberbid. Det giver en sød og alligevel frisk frugt, kirsebær, ribs, tranebær og svag frugtsødme, lidt læder og en vis omgængelighed. Stilmæssigt virker vinen også i munden lettere end 2015’eren, men den har lidt samme knækkede sødme, som rammer samtidig med Nebbioloens strenge væsen. Og dermed havner Houlberg tæt på de 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienSunes sidste servering denne aften var lidt mere klassisk … en 2015 Chianti Classico Riserva fra vinhuset I Fabbri, der ligger ude på landet i Casole små 800 meter nord for Lamole og 7-8 kilometer sydøst for Greve i Tosacana.

I Fabbri er en lille toskansk vingård ejet af Susanna Grassi, hvis familien har ejet den lille ejendom i Lamole siden 1600-tallet. I 2000 opgav Susanna sit job for at puste liv i den gamle ejendom, hvor vinproduktionen var ved at gå helt i stå. Og selvom hendes oldefar Olinto Grassi tilbage i  1920’erne var den første til at flaske og sælge vinene fra familiens marker, så havde man i perioden indtil Susannas overtagelse blot solgt druerne til andre producenter i området.

Men det ændrede Susanna …  hun gik ihærdigt i gang med optimering af vinplanterne og ikke mindst restaureringen af de gamle håndbyggede stenmure, der understøtter de klassiske gamle vinmarker,

Grassi familien var oprindeligt smede og dengang ret velhavende. Faktisk betyder Grassi; de fede. Susanna Grassi begyndte derefter at producere hendes egne Chianti Classico. Hun omlagde gradvist til økologisk drift og blev endelig certificeret i 2013 og hun har også siden nedjusteret anvendelsen af svovl i kælderen.

På vingården får Susanna hjælp af sin søster Maddalena Grassi og samlet passer de 10 hektar vinmarker. De 9 hektar ligger i Lamole, mens de også lejet 1 hektar i Conca d’Oro i  Panzano-in-Chianti og alle markerne ligger i 450-680 meters højde.

Her smager vi husets Chianti Classico Riserva 2015, som er lavet på 95% Sangiovese Grosso di Lamole samt 5% Canaiolo. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med 14 dages maceration og derefter lagret 20 måneder på 500 liter franske tonneaux.

Duften er sgu lækker … mørk, moden og kraftig Chianti med både læder, stenjord, muldjord, kirsebær, blommer, mynte, en lille og frisk Campari bitterhed, ristede fade, toast, kaffe, kakao, blæk, engelsk lakrids, kanel, urter og så aromatisk træ.

I munden har vinen en god og stringent syre, perfekt modne druer med kirsebær, solbær, masser af intensitet og kompleksitet, fyldig, tæt med en vis friskhed, grafit, grape, bitterhed, tør kakao og alt med godt power, fortættet, mineralsk og med denne bitre, tørre og alligevel friske smag. Flot vin.

Forhandles af Terroiristen, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Ktima Kir-Yianni, Ramnista Xinomavro, Naoussa, Grækenland

2016 Kir-Yiann, Ramnista Xinomavro, Naoussa, GrækenlandSune udfordrede os igen med en græsk vin … den røde Ramnista Xinomavro fra Ktima Kir-Yianni, som er ejet af Yiannis Boutaris, der selv grundlagde vinhuset i 1997.

Igen er vi ude i en drue, som er ukendt for de fleste af os, nemlig druen Xinomavro. Det er en rød druesort, der er meget udbredt i det nordlige Grækenland, men den dyrkes også i mindre grad i Republikken Nordmakedonien. I Grækenland betragtes sorten som en af de bedste til produktion af landets fineste vine og Xinomavro er da også én af de druer, som med både højt tanninindhold og syre har karakteristika til at give store rødvine.

Druens navn Xinomavro er egentlig en kombination af de græske ord for syre og sort, selvom dette ofte oversættes som sort og surt, formentlig som en vis indikation for smagen og strukturen af ​​de vine, der er fremstillet af druen. Og sådan kan mange unge vine på Xinomavro også smage, selvom de ældes med ynde ved lagring. Vinene får ofte nogle klassiske smagskarakteristika af svesker, jordbær og soltørret tomat.

Xinomavro druerne selv er blåsorte og vokser i stramme klynger, mens druerne varierer i størrelsen indenfor de forskellige kloner af Xinomavro, men fælles er det, at alle modner sent og kan være ret ustabile eller følsomme, så årgangene har stor betydning.

Druen er mest kendt i Naoussa, hvor vinene da også skal indeholde 100% Xynomavro, men betragtes – sammen med Nemea på Peloponnes halvøen – som Grækenlands største og mest respekterede rødvine. Xinomavro er dog plantet i det meste af Grækenland.

Nogle har tidligere ment, at Xinomavro var i familie med Nebbiolo fra Piemonte, men dette er dog modbevist ved DNA-test. Men det er derfor, at nogle kalder vine på Xinomavro for de græske Baroloer.

Nå … nok druesnak, lad os i stedet kigge nærmere på vinhuset Ktima Kir-Yianni, som er grundlagt i 1997 af Yiannis Boutaris, som er en af de ledende figurer i den græske vinindustri. Han stammer fra en familie, der har lavet vin i Grækenland siden 1879 og han forlod familiens vinkoncern Boutari Wine Group for at starte Ktima Kir-Yianni.

I dag er det dog sønnen Stellios Boutaris, som driver Ktima Kir-Yianni vinhuset og er 5. generation af vinproducenter i familien. Vi har faktisk stødt på Stellios Boutaris før her på bloggen, for han var nemlig den investor, som reddede Domaine Sigalas, fik hele aktiemajoriteten og lod Paris Sigalas fortsætte driften.

Siden 2001 har Stellios fået hjælp til driften af sin broder Mihals Boutaris og samlet driver de i dag 70 hektar vinmarker i 2 forskellige områder med 50 hektar ved byen Yianakohori i Naoussa området og 20 hektar i Amyndeon området.

Her smager vi en ægte vin fra Naoussa … et område på kun 500 hektar vinmarker, som regnes som værende et af de bedste områder i Grækenland. Ramnista Xinomavro er lavet fra husets ældste parceller med Xinomavro vinstokke.

Druerne kommer primært fra de 2 parceller Limni og Cyclamina, som blev tilplantet i begyndelsen af 1970’erne og i daglig tale bare kaldes blok 5 og blok 15. Vinmarkerne blev allerede dengang anlagt med drypvandingsanlæg, så derfor er der heller intet stress blandt vinstokkene, selvom Naoussa området er et af de mest regnfattige i den græske del af Makedonien.

Druerne håndplukkes og nede på vingården sorteres de inden de knuses og får lov til at stå i koldt premacaration i 6 dage. Siden følger selve gæringen, som er sket i 5.000 liters franske egefade med både remontage og pigeage. Så lagrer vinen 5 måneder, hvorefter vinen sammenstikkes og lagrer 16 måneder … 80% i barriques og resten i 500 liters egefade af amerikansk og fransk eg. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 8 måneder inden frigivelse.

Næsen er fyldt med blomster, tulipaner, hvid peber, saftig og let vin, der er nogle grønne grene, lakridsrod, nødder, granitsten og en frugt med tranebær, kirsebær, jordbær, granatæbler, bagt tomat, fennikel, sorte oliven, tobak, vanilje, læder og skovbund … egentlig meget kompleks og indbydende duft.

I munden er der langt mere kraft end lige forventet, masser af tørhed, sådan godt intens med en lidt pebret og saftig smag. Der er kirsebær, lidt ristede noter, toast, vanilje, god syre og lidt krydderier samt en god lang eftersmag. Virkelig en god overraskelse.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Steitz, Neu-Bamberg Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Neu-Bamberg Riesling, Rheinhessen, TysklandMed næste Steitz Riesling rykker vi fra en Gutswein til en Ortswein, for nu smager jeg så Weingut Steitz’ 2019 Neu-Bamberg Riesling.

Druerne til vinen kommer fra marker ved Neu-Bamberg lidt nordvest for Steitz’ vingård i Stein-Bockenheim. Markerne har en undergrund bestående af magmabjergarten porfyr. Det er en vulkansk sten med strøkorn af bl.a. feldspat og pyroxen i en finkornet og tæt grundmasse, som er skabt da magmaen blev kølet af luft … og denne stenart sætter naturligvis sit præg på vinenes aromaer.

Neu-Bamberg Riesling er lavet med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller på 100% Stückfass, altså egefade og der er vinen også efterfølgende lagret. Vinen har 9,4 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen lidt mere omfavnende end forrige lillesøster, blid og omfavnende med en mere sart aroma, hvor der samtidig er petroleum, linolie og valnøddeolie. Der er også lidt dyrisk landlighed, stald, mødding, hvilket sammen med grønne æbler, fersken og røg giver en virkelig spændende næse.

Som med lillesøsteren er der godt med citroner, lemon, lidt grape og grillede citroner,  men også en lille sødme, som med små broderisting binder balancen vildt godt sammen. Det suppleres med en kalket og saltet mineralitet. Syrligt flot og jeg lander et sted mellem 5 og 5,5 tomler

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine Jacqueson, Mercurey 1er Cru Les Champs Martin, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Jacqueson, Mercurey 1er Cru Les Champs Martin, Bourgogne, FrankrigGert E sluttede med endnu en Domaine Jacqueson aka Paul et Marie Jacqueson midt i Rully og det blev deres 2019 Mercurey 1er Cru Les Champs Martin.

Mercurey er med sine mere end 600 hektar største kommune i Côte Chalonnaise. Her ejer Jacqueson en lille parcel på 1,52 hektar af den sydvendte 1er Cru mark Les Champs Martin, hvor vinstokke er forholdsvis nye … plantet i 2006.

Ellers er vinen lavet fuldstændig som den foregående fra vinhuset, dvs. med alkoholiske gæring i store gæringskar over 15-18 dage med pigeage 2 gange dagligt og med en kontrolleret temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade.

Som med husets Rully Les Chaponnières er det ikke en feminin bourgogne, men har en duft, hvor frugten er blåbær, tranebær, knust hindbær, kirsebærsten og måske endda lidt gæret i aromaerne med kaffe, kakao, appelsinskal, hæfteplaster, sten og mineraler.

I munden er vinen også saftig, let flæsket med blåbær, hindbær, søde kirsebær, lime og egentlig meget ren i frugten … lidt mindre maskulin end duften. Den føles dog lidt rustik og bondsk med en grøn kant og mineralsk bid. Det er vitterlig god bourgogne og Houlberg ligger lige mellem 5,5 og 6 store fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Max Ferd.Richter, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Max Ferd. Richter, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, TysklandTil lidt ost serverede Gert E denne lille, fine Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese fra Weingut Max Ferd. Richter på Hauptstraßen i byen Mülheim mellem Bernkastel-Kues og Brauneberg i Mosel.

Det er et klassisk gammelt Mosel vinhus, der er grundlagt helt tilbage i 1680 og det har været i familiens eje i alle årene. Men Ferd. Richter familien købte faktisk allerede deres første vinmark i Braineberg i 1643. Vinhuset holder til i en smuk historisk villa med en stor fransk have, som blev anlagt i 1774.

Det var dog Max Ferd. Richter, der i 1880 byggede husets fine vinkælder, der er en af de største og mest omfattende vinkældre til opbevaring af egefade i hele Mosel.

I dag drives det historiske vinhus i 9. og 10. generation af Dr. Dirk Max Ferd. Richter og siden 2012 også sønnen Constantin M. Ferd. Richter. De har samlet 20 hektar vinmarker på de stejle skråninger mellem Erden og Brauneberg. Der dyrker de næsten kun Riesling … 95% og de sidste 5% er Weißburgunder.

De har således deres marker på parceller på marker som Erdener Treppchen, Wehlener Sonnenuhr, Graacher Dompropst og Himmelreich, Mülheimer Sonnenlay og Helenenkloster, Veldenzer Eisenberg samt Brauneberger Juffer og Juffter-Sonnenuhr.

Netop Brauneberger Juffer og Juffter-Sonnenuhr er særlige hos Weingut Max Ferd. Richter, for det var de første vinmarker, som de købte tilbage i 1643.

Både Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr er Große Lage marker. Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Navnet Juffer stammer fra omkring 1790 og betyder pebermø. Det opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, der efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Brauneberg, alle trodsede deres fars ønske om arrangeret ægteskab.

I stedet viede de deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forblev frøkerner … eller pebermøer og lige siden har markerne ved Brauneberg heddet Juffer. I øvrigt var netop Napoleon også virkelig forelsket i vinene fra Brauneberger Juffer.

Denne Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese er lavet i store gamle tyskle fuders med spontangæring alene med druernes egne gærceller og vinen også lagret på de gamle fade.

Duftmæssigt er der skruet dejlig op på nektarbarometeret … fyldig, opulent klisterfed næse med både petroleum, diesel og spildolie, en frugt der danser eksotisk og erotisk med fersken, ananas, mirabeller, svag grape, en tung syre samt intensitet.

I munden er det også nærmest flydende nektar, grillede og syltede citroner, fersken og nærmest olieret som en liflig eliksir. Det er tæt, fyldigt og alligevel med en elegance og finesse, hvor sødmen måske nok er mest fremme, men samtidig understøttes af syre og en pæn mineralitet. Lækker Spätlese Riesling.

Forhandles af H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7    half_thumb