Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Jean-Baptiste Adam, Le Grand K Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Jean-Baptiste Adam, Le Grand K Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigVi sluttede også smagningen af vine fra Jean-Baptiste Adam med en assamblage aka et blend, men fortsat på Grand Cru niveau i form af denne 2018 Le Grand K Grand Cru Kaefferkopf Vieilles Vignes.

Det er en vin, som kun laves i ekstraordinær gode årgange og den består af en blend på 70% Gewurztraminer samt 30% Riesling fra 60-70 år gamle vinstokke på Kaefferkopf.

Vinen er lavet ved, at man tager druerne fra nogle af de bedste stokke og så er der sket et samlet pres af de to druesorter. Ellers er vinen lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gær på egefade … og der er vinen efter endt fermentering lagret en periode.

Vinen har mere sødme … hele 54 gram restsukker pr. liter, mens produktionen også er beskeden med 1.800 flasker af vinen og altså kun i udvalgte årgange.

I næsen virker vinen herlig let, meget elegant og samtidig afdæmpet, selvom frugten jo egentlig er aromatisk og svulstig med både mango, fersken, abrikos, jordbær og syltede citroner tilsat svage grønne noter og til gengæld pænt med blomster.

Smagen overrasker, for først nu kommer det høje sukkerniveau på 54 gram restsukker frem. Vi har nærmest dessertsødme i vinen med en federe nektarsødme, dåsepærer, søde ferskner, mandarinskrald, fransk nougat og eller kandiseret frugt. Men man kan også mærke, at Rieslingen giver modspil … en lille kerne af syre, som giver vinen noget syre og svag friskhed. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 23,10€ … svarende til 172 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Weinzaepfel, Gewurztraminer Cuvée W, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Weinzaepfel, Gewurztraminer Cuvée W, Alsace, FrankrigVi sluttede smagningen af de 4 små mini-flasker fra Domaine Weinzaepfel med denne 2020 Gewurztraminer Cuvée W.

Her er alle Gewurztraminer druerne høstet meget sent den 24. september. Den sene høst betød en stor koncentration af sukker i druerne.

Ellers er vinen lavet som de forrige, altså uden brug af svovl og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt gæring er lagret inden endelig aftapning på flaske. Den har et overraskende sukker indhold på hele 46 gram restsukker pr. liter. Der er kun lavet 1.500 flasker af vinen.

I næsen er sødmen dog ikke vildt udtalt, men er bestemt meget aromastisk og parfumeret med en smule candyfloss, sødbrændte mandler, ananas, mango, blomsterpollen og ristede løg samt en smule mynte.

Smagen overrasker … nu kommer de 46 gram restsukker frem, for vinen er virkelig sød på en parfumeret måde. Det giver en tung, blød og fyldig vin med nektarsødme, der sætter vinen ind i kategorien af dessertvine … men en lille lækkersag. 91 point.

På vingården koster en flaske 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine Weinzaepfel, Riesling Mittelbourg Cuvée W, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Weinzaepfel, Riesling Mittelbourg, Alsace, FrankrigDen næste vin fra Domaine Weinzaepfel var også på Riesling, nemlig deres 2021 Riesling Mittelbourg Cuvée W, som jo reelt set samme vin som forrige … blot i en nyere årgang.

Det betyder også, at Riesling druerne kommer fra et par parceller i Mittelbourg med jord med ler og kalksten, hvor der er 85 år gamle vinstokke plantet af Loïcs oldefar og giver et udbytte på 38 hektoliter pr. hektar.

Vinificeringen er sket uden brug af svovl og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret inden endelig aftapning på flaske. Der er kun lavet 1.500 flasker af vinen.

I næsen er 2021’eren mere feminin, blidere, lysere og luftigere … og endda også mere blomstret. Der er gule æbler, fersken samt en smule karamel.

Smagsmæssigt er der til gengæld mere skrald på syren, som virkelig er citron frisk og spændstig med en anelse grape bitterhed. Vinen er mere arketypisk Riesling frisk og skarp … har syrlig æblesaft og generelt bare en god vin. 91 point.

På vingården koster en flaske 30€ … svarende til 223 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Picollo Ernesto, Gavi Rovereto, Piemonte, Italien

2022 Picollo Ernesto, Gavi Rovereto, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – ligger i Rovereto Chiesa i Alessandria provinsen lidt nordvest for selve Gavi by i Piemonte … og derfra smager jeg en 2022 Gavi Rovereto.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1945 af Lorenzo Picollo og ejes i dag af den 3. generation i form af Gianlorenzo Picollo og hans kone Silvia.

De har samlet 16 hektar vinmarker i 260 meters højde og vender primært mod syd og har gavn af det lokale klima, som er typisk for det sydlige Piemonte, der ofte får en dejlig frisk og kølig brise fra Middelhavet.

Markerne er tilbage med den hvide Cortese drue, som familien også har specialiseret sig i siden 1945 og jo også mest er udbredt i netop Alessandria – og Asti – provinsen og som denne 2022 Gavi Rovereto da også er lavet på.

Her kommer Cortese druerne fra 20 år gamle vinstokke, der er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 28 grader og efterfølgende lagring i ståltankene.

Dejlig og lidt fyldig aroma … godt med nødder, godt robust med fersken, pærer samt en smule ananas suppleret med blomster samt en mere moderat syre. Man fornemmer lidt sul, småfedme og virker ganske interessant og imødekommende.

I munden er der ganske præcis en lidt moderat syre, lidt olieret fedme, men ellers mere smag end på Cortese normalt. Der er lidt madæbler, pærer og umodne ferskner, noget lemon samt sødme, men absolut en lækker vin, som jeg vil elske at servere til gæster og således kan købe store mængder af til den fine pris … 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Castello di Verduno, Bellis Perennis, Piemonte, Italien

2021 Castello di Verduno, Bellis Perennis, Piemonte, ItalienDet er ikke lang tid siden, at jeg sidst fik en Basadone Pelaverga di Verduno 2021 fra Castello di Verduno … en lækker rødvin og nu smager jeg igen en vin fra det samme hus og atter på druen Pelaverga … nu blot i en hvid udgave i Bellis Perennis.

Her har vinmageren Mario Andrion eksperimenteret med den lokale røde Pelaverga drue og ved benytte en vinificering som hvidvine er det lykkedes at lave en hvidvin på 100% Pelaverga. Navnet Bellis Perennis stammer fra de blomster, som vokser blandt vinstokkene og også er afbilledet på etiketten. Bellis Perennis er nemlig det latinsk for tusindfryd.

Vinificeringen foregår med en gæring i åbne kar og 6 måneder i rustfrie ståltanke, hvilket så efterfølges af en lagring på store egetræsfade med så lidt menneskelig indgriben som muligt.

Duften er frisk og meget blomsterrig, har lidt mynte og syltede citroner, grønne blade, hæfteplaster og svagt lidt vanilje … bare ganske dæmpet.

Smagen er nærmest også pivfrisk … grønne dugfriske æbler, citroner, lemon … virkelig godt bid. Selvom det er en rank og frisk vin, så viser den også lidt krop frem på en næsten småolieret facon, lidt fennikel og syren meget dansende og igen let og blomsterrig med det syrlige bid og en lille småbitter note. 91 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, FrankrigI forårsvejret hos Gert E sluttede vi med lidt burgundisk vin i form af denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers 2015 fra Domaine Frédéric Esmonin.

Det er et lille familiedrevet domaine kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin. Domainet råder over 6,5 hektar vinmarker, men laver desuden nogle få vine under et négociant label på opkøbte druer.

Indtil 1987 blev hele produktionen solgt til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Huset bruger navnet Domaine des Estournelles til vinene fra egne vinmarker, mens man bruger Domaine Frédéric Esmonin til deres négociant vine.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers er lavet med Pinot Noir druer fra den lille lieux-dits Les Hauts Pruliers, som ligger på en meget stejl skråning lige ovenover 1. Cru marken Les Pruliers. Inden vinificering er alle druerne afstilket og gennemgår 4-5 dages kølig pre-maceraion inden gæring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

Moden aroma … måske endda svagt oxideret, men virker som fløjlsblød og moden frugt med jordbær, tranebær samt en  blød og kalket mineralitet suppleret med kanel, vanilje, tør engelsk og sød finsk lakrids.

I munden er vinen også dejlig blød, moden og cremet … der er rosmarin, sødgrønne elementer og søde krydderier samt en frugt af jordbær, hindbær, tranebær, skovbund, tørrede svampe, visne blade samt en stenet mineralitet. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske af en nyere årgang 2021 koster 325 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Georg Gustav Huff, Niersteiner Pettenthal Rehbacher Steig Sommerseite Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Georg Gustav Huff, Rehbacher Steig Sommerseite Riesling, Rheinhessen, TysklandVi skal lige for en stund tilbage til gode, gamle Weingut Georg Gustav Huff, for de har fået en ny vin i sortimentet … denne  2018 Niersteiner Pettenthal Rehbacher Steig Sommerseite Riesling.

Vinhuset har jeg skrevet om flere gange og også besøgt ved nogle gange. Det ligger i den lille by Schwabsburg … lidt oppe fra vinmarkerne fra Nierstein. Ved hvert eneste besøg har vi altid tanket godt op med nogle kasser vin, da priserne er ganske fornuftige i forhold til kvaliteten.

Riesling druerne til denne vin kommer fra det stejleste område på Pettenthal marken og Rehbacher Steig Sommerseite er et gammelt stednavn for en del af marken, som rækker ind i en lille sidedal og derfor bliver mere sydvendt end den ellers østvendte mark.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men den får efter endt vinificering lov til at lagre 8 måneder på 500 liters tonneaux fade og den har 3,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der godt med Riesling karakter … i hvert fald starter vi med pænt niveau af petroleum og diesel, men det suppleres af lidt abrikos, fersken og syltede citroner, limeskal, nogle frugtsten, vanilje og den virker egentlig blød med en grøn note og tørrede blomster.

Smagen er dejlig skarp, præcis, sprød og frisk med citroner, lemon med et let karamelagtigt, hvilket samtidig er med til ar gøre vinen ret omgængelig og endda blød. Dermed får man virkelig flere ting, altså både den pivfriske syre, men også en blød og cremet fornemmelse samt salte mineraler, hvorfor det samlet set er en flot Riesling og Houlberg ligger på 92 point.

Købt på vingården og i Tyskland koster vinen omkring 24.20€ … hvilket svarer til 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, SpanienMed næste skridt op af stigen hos Bodegas López Cristobal smagte vi næst deres 2020 La Colorada, der som foregående også laves på 95% Tempranillo og 5% Merlot.

Druerne til vinen høstes fra den højtliggende og kalkholdige enkeltmark Finca La Colorada i 790 meters højde, hvilket sikrer elegance og friskhed i vinen.

Efter den traditionelle gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 80% franske og 20% amerikanske, der alle er mellem 1-3 år gamle. Den årlige produktion ligger på 90.000 flasker.

I næsen er der masser af ristede noter, sødristede noter suppleret med vanilje, mariekiks, kanel, ristede kastanjer, masser af mørke bær, brombær, solbær, enebær, ribs og så ellers engelsk og finsk lakrids, røg, tørv, grafit og tørrede blomster.

Smagsmæssigt er den en blød, cremet og rund vin … har denne småbrændte og letrøgede smag, noget peber og bid. Det bliver dog aldrig fluffy, for vinen har en rank og frisk kølighed med stærk power samt stenet og saltet mineralitet. Hvor smager det godt, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USA

2021 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USADen anden Pinot Noir fra Purple Wine Company blev så denne 2021 Raeburn Russian River Valley Pinot Noir.

Her er vinen lavet på ren Pinot Noir, som kommer fra marker i berømte Russian River Valley.

Druerne håndplukkes i de tidlige morgentimer, så kun de sundeste druer  finder vej til den færdige vin.

De afstilkede druer koldmacererer i flere dage for at fremhæve farve og frugtsmag. Selve gæringen sker herefter i åbne gæringskar, der giver mulighed for pigeage med nedstempling af drueskallerne i mosten, hvilket intensiverer vinens farve, smag og tanninstruktur yderlige.

Efter skånsom presning er vinen så lagret 11 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 25% er helt nye, før aftapning og frigivelse.

Vinen har lidt af de grønne noter som Arius … men også kun lidt, for Raeburn Russian River Valley Pinot Noir er langt mere omgængelig, fin og har en lysere og langt mere fremtrædende frugt. Det er både jordbær, hindbær og lyse kirsebær, et mere nuanceret fadpræg med let touch af vanilje, karamel, café latte og let chokolade.

Smagen er også ganske rund, cremet med fin frugtsødme, godt med jordbær, kirsebær og lidt mere småbitter tranebær, vaniljecreme og også mere definerede tanniner, der er tørre … men venlig og ganske fint integreret i vinen, som slutter med en lang eftersmag med en smule peber og blød friskhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 309,95 kr., men kan fås til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Purple Wine Company, Arius Chardonnay, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Arius Chardonnay, Californien, USAMed næste Chardonnay fra det store Purple Wine Company aka Purple Brands er vi ved endnu et brand, som hedder Arius.

Vinen er lavet på 100% Chardonnay, som kommer fra nogle kølige, californiske marker i blandt andet Monterey.

Høsten sker om natten samt tidlige morgentimer, så frugten ankommer helt frisk til vineriet. Her presses de hele drueklaser nænsomt, så kun den mest delikate druemost frigives, hvor en del af mosten omstikkes til gæring på barriques, men den restende del gærer på ståltanke med frugtbevarende temperaturstyring.

Efter endt fermentering lagres vinen – også fortsat separat – med omkring 4-6 måneder på 228 liters franske egetræsfade, hvoraf 25-30% er helt nye, mens den anden del blot lagrer i ståltankene. Først derefter sammenstikkes den endelige vin.

I næsen virker vinen køligere og mere elegant end de forrige … fadet fylder også lidt mindre, så dermed giver det mere plads til frugten af pærer, æbler samt i mindre målestok lidt eksotisk frugt med mango, ananas og abrikos. Der er dog også lidt smørlækkerier, wienerbrød samt lakridskonfekt og ristede nødder.

Smagen er bestemt også rigtig god … ikke så amerikanersød, men meget elegant med en bid, der bare er afmålt og elegant. Det er bare blødt, cremet og fint i munden … balanceret eller harmonisk er netop nøgleordene, da alting sidder de rigtige steder. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7