Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Château de Sancerre, Cuvée du Connétable, Loire, Frankrig

2018 Château de Sancerre, Cuvée du Connétable, Loire, FrankrigByggemødets sidste hvidvin blev denne 2018 Cuvée du Connétable fra Loire slottet Château de Sancerre, der ligger på Rue Porte César midt i Sancerre by.

Slottet med samme navn som appellationen ligger på venstre bred af Loire floden og har en lang og spændende historie.

Fra det tidlige 11. til det 15. århundrede var det sæde for de magtfulde grever af Sancerre og næsten alle familiemedlemmerne var store officerer i kongeriget Frankrigs hær. Dengang lå slottet ret strategisk og Jeanne d’Arc har da også boet på Château de Sancerre.

I dag er der dog ikke meget tilbage af de gamle befæstninger … faktisk kun fundamenter, kældre eller dele af voldene, for greverne borg og byens volde blev revet ned i 1621. Så slottet i dag er opført i 1874, men det var dog først i 1919, at ejeren Louis-Alexandre Marnier-Lapostoll grundlagde vinhuset på slottet.

Louis-Alexandre Marnier-Lapostoll var bl.a. skaberen af Grand Marnier Orange og Cognac Liqueur. Vinslottet forblev derefter i hænderne på Marnier-Lapostolle-familien indtil 2016, hvor det så blev solgt til Campari-gruppen, som dog allerede året efter solgte det til Maison Ackerman for 20,5 millioner euro. De dog beholdt markerne, men her i sat selve slottet til salg og vil sælge alle møblerne på auktion.

Der er i alt 55 hektar vinmarker til slottet og de er fordelt på 4 forskellige terroirs og har vinstokke, der gennemsnitlig er omkring 25 år gamle.

Her smager vi husets 2018 Cuvée du Connétable, der jo selvfølgelig er 100% Sauvignon Blanc, der er høstet fra de bedste af Château de Sancerres vinmarker, som hovedsageligt er sammensat af flint og kalksten. Efter endt fermentering er 2/3-dele lagret 1 år på egefade og resten på ståltanke for at give struktur og kompleksitet.

I næsen mere fylde end de foregående Riesling’er … men har en frisk aroma med stikkelsbær, kalkagtige noter og virker måske lidt vandet med salte noter af havvand og strandsand. Der er lidt hasselnødder, blomster og vanilje … men duften er flygtig og forsvinder hurtigt.

Smagsmæssigt en lidt sjov størrelse, for den bliver aldrig sådan krisp og pivfrisk, som man måske ville forvente af en Sancerre Sauvignon Blanc. Her er den klart fyldigere, cremet og lidt krydret … frugten er mest pærer og så ellers tonsvis af æbler. 91 point.

Importør er Gobi Vin og koster fx 449,95 kr. hos Meny.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika

2019 Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Western Cape, SydafrikaJeg hørte forleden et rygte om, at vingården Plaisir de Merle var nedlagt og nu blot skulle være en park. Hvis det er rigtigt, så vil det i hvert fald ærgre min gamle chef, der altid kaldte Plaisir de Merle for kult. Vinene fra det sydafrikanske vinhus var – og er vist fortsat – hans absolutte ynglingsvine.

Nu smager jeg så en 2019 Cabernet Sauvignon fra vinhuset og forsøger, om jeg kan finde hoved eller hale i dette vilde rygte. Men inden vi kommer så langt, så kan du læse hele den fine historie om selve vinhuset … den beskrev jeg sidst, at smagte en Cellarmaster’s Selection 2nd Edition årgang 2017 fra huset.

Dengang var Plaisir de Merle ejet af den store Distell Group Limited, der også ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier som fx Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange flere. Jeg har samlet  optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af øl og cider.

Distell Group solgte dog Plaisir de Merle i 2021, da vingården ikke passede ind i deres strategi om at lave billige vine. Køberen blev så Jordaan familien fra Bartinney Wines i Stellenbosch, der siden 1953 har lavet vin i Sydafrika … og som jeg kunne læse, så ville de bestemt fortætte vinproduktionen på Plaisir de Merle.

Jeg kan da også se, at der fortsat laves vin på Plaisir de Merle, hvor man bl.a. kan købe seneste årgang 2022 … og jeg kan simpelthen ikke finde informationer om, at vingården igen skulle være solgt eller er stoppet med at lave vin.

Så derfor kigger vi så bare videre på denne Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra 2 forskellige marker. Efter høsten er de så afstilket, sorteret og pumpet inden i rustfrie ståltanke, hvor de har gæret ved 24 grader med en eftermaceration på 6 dage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og vinen er så lagret 12-16 måneder på 300 liter franske egefade, hvoraf lidt over halvdelen er nye, mens resten er brugt en eller 2 gange tidligere.

Duftmæssigt virker næsten lidt solmoden bordeauxfil … godt med solbær og brombær, muldjord, blyanter, grafit, cedertræ samt våde fade suppleret med chokolade, kanel, sort te, røg, mentol og en fed, syrlig balsamicoeddike.

Vinen er kraftig i munden, meget dyb med mørke og syrlige bær, noget tør engelsk lakrids samt lidt sødme. Der er skrald på frugten, der mest er solbær suppleret med sorte kirsebær … meget rund og sammenhængende, virkelig skruet fint sammen som altid med vin fra Plaisir de Merle … et fint glas, så 91 point.

Vejledende udsalgspris er på 120 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Kolonics Winery, Hárslevelű, Nagy-Somló, Ungarn

2021 Kolonics Winery, Hárslevelű, Nagy-Somló, UngarnVi drikker for lidt ungarsk vin, selvom der faktisk kommer rigtigt meget god vin fra landet og jeg har da også indtil nu anmeldt over 20 vine fra Ungarn. Nu smager jeg så endnu en … en 2021 Hárslevelű fra Kolonics Pincészet aka Kolonics Winery.

Vinhuset ligger på Somló-bjerget lige nord for Somlóvásárhely i Nagy-Somló regionen, der er en af de mindste vinregioner hører til under  Balaton vinområdet. Hvis du vil være lidt klogere på ungarsk vin og de 6 vinområder samt 22 vinregioner, så kan du fx læse mit blogindlæg; Virtuel Master Class med ungarske vine.

Kolonics Pincészet aka Kolonics Winery drives af Károly Kolonics, som er 4. generation på gården, som hans oldefar György Kolonics egentlig grundlagde.

Károly voksede egentlig selv op i den nærliggende by Devecser, men tilbragte sine weekender og somre i Somló. Han besluttede sig for forblive tro mod sin passion for det lokale terroir og de oprindelige druer, så nu driver han familiens 9 hektar vinmarker, der bearbejdes bæredygtigt og med lavt udbytte, for at sikre, at kun den bedste frugt høstes.

Vinmarkerne i Nagy-Somló ligger i det mindste vinområde i hele Ungarn og reelt på en vulkansk bakke eller måske nærmere i kernen af en gammel havbunds-vulkan, der ikke er eroderet. Der nyder man godt af basaltisk jord og i nogen grad også briserne fra søen, mens området også er dækket af kastanje- og valnøddetræer i en højde lige over frostgrænsen.

På sine marker dyrker Kolonics Olaszrizling, Furmint, Juhfark og Hárslevelű og de dyrkes uden nogle former for herbicider, pesticider og andet lort, så derfor skæres dækafgrøder i hånden og han bruger appelsinolie samt håndsprøjtet SO2, når det er nødvendigt.

Alle Károlys vine gæres spontant og lagres i 2 til 3 år i gamle egetræs- og akaciefade, hvor de opnår tekstur, kompleksitet og det forstærker den markante mineralitet, der findes i de vulkanske marker.

Her smager vi en flaske Hárslevelű, som endda har en etiket med et foto af den gamle oldefar György Kolonics. Druen Hárslevelű er vi jo stødt på før, selvom den nok er ukendt for de fleste. Det er en hvid ungarsk druesort, som man mest finde i den lille vinregion Somló og især i Tokaj-Hegyalja, hvor den blandes med Furmint for at producere Tokaji Aszú og andre dessertvine.

Derudover findes Hárslevelű også i Slovakiet, hvor den kaldes Lipovina, i Rumænien under navnet Frunza de Tei, i Tyskland under navnet Lindenblättriger og endelig i Frankrug under navnet Feuille de Tilleul. Den findes også i Sydafrika.

Denne 2021 Kolonics Winery Hárslevelű er lavet ved, at druerne først har ligget i udblødning med skindet i 6-12 timer, hvorefter de er presset og gæring sket spontant med de naturlige gærceller på gamle egefade. Derefter er den lagret en periode på fadene.

I næsen virker vinen nærmest smørret, men ikke som fx en Chardonnay, men har mere abrikos, tørret abrikos, hylde, tørrede ananasringe, stikkelsbær og en svag landlig slagsside med let mjød … og den har endda lidt samme blide syre som vikingebryggen og det er suppleret med blomsterpollen. Tæt, blød og fyldig.

Smagsmæssigt er vinen også både eksplosiv, rustik, kraftig og kompleks, men syren er mere maskulin, hårdtpumpet samt varm. Der er mest grape, men også noget lemon, abrikos, stikkelsbær, lidt umodne madæbler og peber … cremet, buttet og kraftfuld. 91 point.

Forhandles af Winen.dk, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Maison Chanzy, Rully en Rosey Rouge, Bourgogne, Frankrig

2021 Maison Chanzy, Rully en Rosey Rouge, Bourgogne, FrankrigSkal vi ikke også smage lidt burgundisk vin? Det fixer vi lige med et glas af denne Rully en Rosey Rouge fra Maison Chanzy, der ligger i Bouzeron i Saône-et-Loire-regionen et par kilometer nord for Rully by i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Joseph Sordet ved køb af den gamle ejendom Verger d’Exemple, der med en kælder med hvælvede lofter passede perfekt til vinproduktion. Sordet havde et mål om at dyrke lavstammede frugttræer og popularisere podning af både træer og vinstokke.

Han dyrkede derfor også vinstokke, lavede vin og lærte sine podeteknikker til bønder og vinbønder i hele Côte Chalonnaise, hvilket også gjorde han lille ejendom succesfuld.

I 1952 blev ejendommen så købt af Lucien Juif og på det tidpunkt havde vingården allerede 12 hektar marker, hvor hovedparten var plantet med Aligoté druer. Lucien Juif  fortsatte med en uændret drift … både med at dyrke vin, lidt korn og så en planteskole med fokus på podning af vinstokke.

Lucien Juif drev ejendommen frem til 1966, hvor det igen skiftede ejer, da den blev købt af notaren Jean Beudet fra Chagny. Han købte flere marker, således ejendommen samlet havde 18 hektar og han ændrede også navnet til Domaine Beudet.

Endelig i 1974 købte og skabte Daniel Chanzy og hans kone Catherine så Domaine Chanzy. De drev i 39 år sammen  vingården og opkøbte yderligere marker, hvorved man rådede over 37 hektar vinmarker fordelt over både Côte Chalonnaise, Côte de Beaune og Côte de Nuits med både Aligoté, Chardonnay og Pinot Noir.

I dag er Domaine Chanzy aka Maison Chanzy dog ikke længere ejet af Chanzy familien, for det blev i 2013 købt af investeringsfirmaet OLMA, der er specialiseret i oplevelsesmæssig luksus og ledes i fællesskab af M. Stéphane Petrossian og Philippe Der Megreditchian.

Der er i dag 80 hektar jord til ejendommen, men heraf er dog alene 66 hektar vinmarker, som omfatter forskellige appellationer som fx fra Mercurey til Vosne-Romanée, der går gennem Rully, Givry, Maranges, Santenay, Volnay og Puligny- Montrachet.

Her smager vi så en af husets mange forskellige vine … deres 2021 Rully en Rosey Rouge, hvor Pinot Noir druerne kommer fra en lille mark kaldet Rosey, hvis navn stammer fra vinmarken Sept Ranches. Rance stammer fra ordet ronce, der igen stammer fra det latinske rumex, der betyder lille syre … og ronce blev ofte brugt i området ved navn på steder.’

Rosey marken er på 7,58 hektar og ligger i 335-365 meters højde med en gennemsnitlig hældning på 8%, hvor det stejleste stykke er helt op til 22% og har en sydøst vendt eksponering.

Vinen er først lavet med en kold forgæring og så efterfølgende gæring og maceration i ti dage med overpumpning og udstansning med temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på 228 og 450 liter egefade efterfulgt af 5 måneder i ståltanke for yderligere smagsmodning.

Nåååååååhhhh hvor det dufter godt … godt med fadpræg, sødlig hestestald, en frisk og meget rund frugt … mest er kirsebær, jordbær og lyse blommer med lidt likørsødme over sig, men derudover pænt med blomster, hvorved man får en aromatisk, let og luftig vin, der samtidig får denne lidt søde fadnote med finsk lakrids, vanilje og derudover lidt grønne blade.

Smagen er mere straight, ren og endda også strammere, hvorved frugten mere bliver jordbær, tranebær og ribs, mens også fagpræget virker længere væk, men dog til stede med tørt træ, mens syren har både syrlig ribssaft og lemon og citron bitterhed. Der er knastørre tanniner, som dog aldrig bider voldsomt, men samlet bliver det en frisk og fornuftig burgundisk vin. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Artisan Wines, Heideboden Weiß, Burgenland, Østrig

2020 Artisan Wines, Heideboden Weiß, Burgenland, ØstrigArtisan Wines di Franz Schneider ligger i byen Halbturn lidt øst for det nordlige del af Neusiedlersee i Burgenland i Østrig og derfra smager jeg to vine og starter med denne 2020 Heideboden Weiß.

Vinhuset har været drevet af Schneider-familien i flere generationer, men i dag ledes familiens ejendom af den innovative Franz Schneider sammen med hustruen Ulrike Schmied, som Franz mødte og faldt for under deres fælles uddannelse.

For begge har faktisk en bacheloruddannelse i vinavl, ønologi og vinforvaltning i Wien, men efter uddannelsen har Franz også haft arbejde hos Geisenheim Research Institute, hos Azienda Agricola Luciano Sandrone i Pirmonte, Klein Constantia i Sydafrika samt en række vingårde i Burgenland.

Parret har i alt 7 hektar vinmarker med Blaufränkisch, Bouvier, Chardonnay, Grauburgunder, Grüner Veltliner, Merlot, Sauvignon Blanc, St. Laurent, Welschriesling og Zweigelt.

Markerne er fordelt med parceller på Römerstein, Bauernwies, Lehendorf, Neuer Satz, Alter Satz, Kaiserberg og Schmalacker med fokus på lavt høstudbytte for udelukkende at bruge de bedste druer og et fokus udelukkende på kvalitet i vinen frem for kvantitet til en produktion på 50-60.000 flasker årligt.

Denne tilgang har også afspejlet ved anmeldelser i internationale vinmagasiner og diverse kåringer. Senest fik fx hans Neusiedlersee DAC Reserve hele 95 point af Decanter og samme vin fik en plads i Østrigs vigtigste og mest anerkendte vinkåring.

Det er specielt vine på Zweigelt, som har høj prioritet hos Franz Schneider. Af denne drue laver han blandt andet flere  rosévine, Blauer Zweigelt Pure og Neusiedlersee DAC serien.

Vi starter dog her i den hvide afdeling med denne 2020 Heideboden Weiß, der er lavet på 77% Grauburgunder og 23% Chardonnay, hvor druerne kommer fra det flade område i Heideboden.

Druerne er håndplukkede og derefter udvalgt og blendet i vineriet hvorefter gæringen er sket på rustfrie ståltanke … og dér har vinen så også efterfølgende lagret 20 måneder sur lie aka alt med bærmen.

Duftmæssigt er der først stearin, sandaltræ, gule blomster og tilsvarende gul frugt, men meget afdæmpet på en småbuttet måde, melon, fersken og overmodne gule pærer og gule blomster. Med lidt luft i glasset lokkes flere af de honninggule aromaer frem, hvor man så også fornemmer lidt smørkringle og briocheboller med smør.

Hvad den måske nok mangler i duften, det har den imidlertid til overflod i munden. Det er en tyk, cremet, eksplosiv, ekspansiv og fyldig vin, hvor der er lidt peber og en koket sødme. Med frugten er hele kavaleriet imidlertid kørt frem og fra bronzekanonen flyder der ananas, mango, nektariner, honningmelon og dåsepærer … dog med en lille sød lemon bitterhed. Det er samtidig saftigt, nemlig drikkelig og fylder hele munden i total enjoyment. 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Polz, Morillon, Südsteiermark, Østrig

2022 Weingut Polz, Morillon, Südsteiermark, ØstrigWeingut Polz er specialist i vine på Chardonnay druen, som de  jo også i Østrig kalder Morillon. Det kan vi også smage i næste vin, som er husets Gebietswein aka basisvin på Morillon i årgang 2022.

Det er en vin, som alene er vinficeret på rustfrie ståltanke … det gælder både gæringen og den efterfølgende lagring.

Duftmæssigt er det en kraftig biceps … maskulin overarm med en lidt heftig eksotisk smøragtig frugt af abrikos, fersken, ananaskirsebær, mango, grillet lemon og alt med et cremet, næsten olieret fylde kombineret med vilde markblomster.

I munden er det også fyldig vin, hvor der er både grillet lemon, lemonsaft med en sødlig og alligevel klar bitterhed og godt med tropisk frugt med mango, fersken og blødsplattede pærer, masser maskulin, intens og småvild syre, men alt er faktisk også i munden cremet, fed, buttet og flødeagtig. 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Weingut Polz, Brut Blanc Méthode Traditionelle, Südsteiermark, Østrig

N.V. Weingut Polz, Brut Blanc Méthode Traditionelle, Südsteiermark, ØstrigEn Non Vintage Méthode Traditionelle Brut Blanc Österreichischer Sekt G.U. Reserve blev første vin ud af 3, som jeg lige skulle smage fra Weingut Polz, der ligger lidt syd for Grassnitzberg nær Strass i sydligste del af Steiermark tæt på grænsen til Slovenien.

Vinhuset er over 100 år gammelt og er grundlagt i 1912 af Johann Polz syd for Grassnitzberg … i øvrigt præcis samme år, som Titanic sank, men det er jo en helt anden historie.

I 1912 lagde Urgroßvater Johann således grundstenen til det vinhus, som i dag drives af 4. generation i form af Erich og Christoph Polz. De to brødre overtog driften i 2020, hvor Erich står for pasning af alle markerne og Christoph står for vinkælderen.

Weingut Polz havde egentlig – da brødrene fik ansvaret – over 100 hektar vinmarker, men de  har løbende solgt nogle af markerne fra for at fokusere på kvalitet. Det betyder, at de i dag har 75 hektar vinmarker, der samtidig er under omlægning til økologisk drift.

Her smager vi først deres Brut Blanc Méthode Traditionelle, der udelukkende er lavet på Chardonnay, der først har gæret på store ståltanke, men derefter er lagret en periode på ståltanke og brugte egefade. Derefter er vinen flasket til brug for andengæringen, som er sket efter den traditionelle metode i husets sektkælder i 2 år inden degorgering.

Duftmæssigt er det en meget rund og venlig mousserende vin, har godt med croissanter, bagt butterdej, smørkringle, ristede nødder, modne æbler og saftige pærer og gærede noter, men med mere luft i glasset kommer der også nogle mere grønne elementer samt nogle salte mineraler … lidt som frisk havvand. Det er sgu meget fint og omgængeligt.

I munden masser af mousse og bobler … har igen blød gul frugt med modne æbler og bløde pærer, men også en anelse lemon og citroner, som holder vinen rank, strunk og karakterfast. Boblerne er faktisk meget vedholdende og fader ikke sådan lige ud, hvilket bestemt er kæmpe plus i karakterbogen. Gode bobler, 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, FrankrigPå Rue André Brion i byen Verneuil finder vi det lille familiedrevne champagnehus Laurent Godard og det er derfra vi nu smager denne Non Vintage champagne, der er kaldet Mannaz og i en tør Brut udgave.

Champagnehuset drives af Laurent Godard, men er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Her smager vi husets Mannaz, som Lairent fortæller skal symbolisere kærligheden til medlemmerne af klanen, som han kalder sin familie. Den er lavet med en blanding af de 3 klassiske druesorter med Meunier som dominerende  for mere rundhed.

Det er helt præcis 34% Pinot Meunier, 24% Chardonnay og 20% ​​Pinot Noir og omkring 1/5-del af blandingen hentes fra reservevine for at holde husets stil ensartet hvert år. Men ellers har jeg faktisk ikke yderligere oplysninger om produktionen.

Hold da op … det dufter vildt af gærede æbler, æblemost, bagte æbler, kvæde, bagte figner, gule blommer, tør jord samt noget ny slynget honning … faktisk masser af duft af honning … og altså masser af æbler.

I munden har champagnen en god kombination af bitter lemon og sødme. Der er lemonade, tonicvand, røgede elementer, krydderier, grønne krydderurter, modne æbler og modne pærer. Boblerne er egentlig fin og fint vedvarende, men stilen er lidt til den fyldig side med denne gode balance mellem bitterhed og sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, men prisen er endnu ikke fastlagt.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Winzerhof Stahl, Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend, Franken, TysklandMr. Ruby har opnået det før … sgu at fået sit navn på en vin og dermed igen slået Eddie Skoller, som engang sang, at han sgutte kunne få sit billede på forsiden af Søndags B.T. Denne gang er det på en vin fra Winzerhof Stahl i form af hans 2022 Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend.

Det skal retfærdigvis siges, at vinen formentlig er lig med den vin, som Christian Stahl tidligere har lavet under navnet White Blend, der i hvert fald også var en skøn tosomhed mellem Riesling og Scheurebe.

Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Også denne gang er vinen lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Duftmæssigt er der paradisæbler, hyben og lemon. Virker lidt tør, men underneden er der også lidt tropisk frugt med fersken, mango, ananas og kvæde. Derudover er der en stor buket gule blomster … samt en smørret inderlighed, luftig smørret og virker endda nærmest cremet.

I munden er der totalt skrald på … virkelig en saftig, læskende drikkevenlig bællebasker af en vin. Den har rigtigt nok også denne cremede, fyldige og olieret fornemmelse, men der er med en satans dejlig syrlig nerve, hvor der er friskpresset lemon, citroner og grape virkelig bider fra sig, får dig op af stolen med pivfrisk opkvikkende og ren syre, der giver et fabelagtigt modspil til den læskende, cremede samt søde buttethed. 91 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Château Camparnaud, Art Collection Côtes de Provence, Provence, Frankrig

2022 Château Camparnaud, Art Collection Côtes de Provence, Provence, FrankrigChâteau Camparnaud ligger på Route d’Entrecasteaux lidt nordøst for byen Carcès i det solrige Provence og laver faktisk udelukkende rosévine, hvorfor vi lige smager et par stykker af dem og starter med denne 2022 Art Collection Côtes de Provence.

Camparnaud har en historie, der går helt tilbage til 1500-tallet, hvor hele ejendommen med dens 20 hektar  jord tilhørte et lokalt kloster, hvis munke var kendt for at lave kvalitetsvine. På toppen af husets vinmarker kan man i dag fortsat set ruiner af det gamle kloster.

I 1674 blev godet erhvervet af Perrin-familien, som ejede og bestyrede ejendommen i flere generationer indtil slutningen af 1700-tallet, men det nuværende smukke Château Camparnaud vinslot er dog først opført i starten af 1800-tallet og de 4 store platantræer inde på terrassen blev plantet i samme periode.

De nuværende vinmarker er oprindelig tilplantet tilbage i 1879, da phylloxera epidemien i 1860-66 ødelagde næsten alle vinmarker i Europa og det var også tilfældet hos Château Camparnaud.

I dag ejes vinslottet af Marnix Engels & Guillaume de Chevron Villette. Det var den hollandske vinekspert Marnix Engels., der i 2010 købte vinslottet med en stor tiltro til, at han kunne forvandle ejendommen til et moderne vinslot.

Men i 2010 indgik han dog et joint-venture med Guillaume de Chevron Villette, som er ejet af den adelige vinfamilien de Chevron Villette, som går helt tilbage til 1189 , ejer omkring 9 vingårde og har flere hundrede års erfaring indenfor vindyrkning. Partnerskabet har bl.a. resulteret i investeringer i moderne teknologi.

På Château Camparnaud er der fortsat 20 hektar vinmarker, mens Guillaume de Chevron Villette samlet på deres vinslotte og -gårde har lidt over 550 hektar.

Her smager vi så husets Art Collection Côtes de Provence, der en rosévin med en etiket, som er dedikeret til Pétanque spillerne, som er meget udbredte i alle små byer i Provence. Den fine etiket er malet af den hollandske kunstner Hubrecht Duijker .

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Cinsault, Tibouren og Rolle … alle fra husets marker, der er økologisk certificerede. Vinstokkene er i gennemsnit mellem 15 og 30 år gamle og Château Camparnaud er en af de få, der bruger en tri-optik, så kun de bedste druer kommer med i udvalget.

Druerne høstes om natten og meget tidligt om morgenen. Alle druer er afstilket, så kun de bedste er i vinen. Til alle vine anvendes kun temperaturregulerede rustfri ståltanke, uden træ, for at lade terroirets rene udtryk tale mest muligt.

I glasset er vinen meget, meget svag roséfarvet, men i næsen ligger vi fra første fløjt på et meget højt niveau, for vinen har sådan en fin og smuk balance, hvor ikke et græsstrå vender forkert. Det er lyse og lyserøde bær, moreller, jordbær samt melon, et snif af forår, sommer og blomster … meget liflig, lys og let.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie … let, lys og legende som en ung lyshåret kvinde iført sommerkjole med kniblinger. Der er en frugt, som er lys og let … melon, fersken, moreller og jordbær, meget feminin, frugtrig og syren virker ubekymret, sart med en ganske lille sødbitterhed. Sådan en rosé får man bare lyster af … mest lyst til mere og mere og mere, så 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7