Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2009 Domaine de Baron’Arques, Limoux le Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2009 Domaine de Baron'Arques, Limoux le Chardonnay, Languedoc, FrankrigOg lad os da endelig starte i Sydfrankrig, for her finder vi Domaine de Baron’Arque.

Domaine de Baron’Arques i Languedoc blev i 1998 købt af baronesse Philippine de Rothschild. Slottet og vineriet er beliggende i Saint-Polycarpe, i Aude området i Languedoc-Rousillon-regionen. Det er en del af AOC Limoux. Vinstokkene er plantet i en højde mellem 250 og 350 meter. Jordbunden er hovedsagelig af ler og kalksten og druesorterne er de klassiske typer som Chardonnay, Merlot, Cabernet, Syrah, Grenache og Malbec.

Domaine de Baron’Arques benytter de samme teknikker, som anvendes på Rothschildernes legendariske slotte i Pauillac. Det indebærer, at alle druer håndplukkes alle druer, gæring og maceration varer mellem 2 og 4 uger, og modningen foregår i klassiske barriques i ca. 12 måneder.

Vinen her er lavet på 100% Chardonnay, men lad os nu få smagt på vinen. I glasset fin gylden vin, og duftmæssigt egetønder, citrus og en lidt cremet fedme. Smagsmæssigt meget intens, der er næsten lidt engelsk lakrids, smør, røget og fin cremet. Det smager altså bare rigtigt godt.

Fåes hos Theis Vine, og prisen ligger på 419,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Campagnola, Chardonnay del Veneto, Veneto, Italien

2011 Campagnola, Chardonnay del Veneto, Veneto, ItalienNå, nu har jeres flittige vinblogger også været på vinkursus … jo jo, og det var på Nordens Vinbar i Århus.

Informationsmæssigt var det dog ret skuffende, idet udgangspunktet og beskrivelsen af kurset – et minisommelier kursus – var, at man kunne blive bedre til at vurdere vines lagringspotentiale og smage sig frem til de forskellige elementer og aromaer, som er fremherskende i vinen og at kunne lære at kombinere mad og vin bedre. Imidlertid viste kurset sig at være primært for folk, som intet vidste om vin. Så på den måde var niveauet ikke højt og lærdommen var derfor på samme niveau.

Imidlertid gik jeg derfra med lidt udbytte, idet jeg fik det vurderingsskema, som man anvender på Vinakademiet ifb. med sommelieruddannelsen, og det var egentligt meget interessant, idet man på skemaet kommer omkring langt flere vurderingspunkter for en vin, og det kan måske være med til at sætte flere ord på ens smageoplevelse. Derudover er det selvfølgelig altid hyggeligt at møde folk, som interesserer sig for vin, og min vinbuddy Gert og jeg havde da også en rigtigt dejlig aften.

Vi startede vinsmagningen med denne hvidvin, en Chardonnay fra Vinhuset Campagnola i Veneto i Italien. Campagnola er ejet af Campagnola Group, som sælger deres store produktion under 5 forskellige brands, nemlig Caterina Zardini, Giuseppe Campagnola, Campagnola, Roccolo del Lago samt Il Mercante.

Campagnola er grundlagt i henholdsvis 1886 af Carlo Campagnola og i 1907 modtog han sin første officielle pris (og det ældste officielle dokument på vingården) med en guldmedalje for den bedste “reccioto” vin på “Mostra Campionaria di Verona”. I dag drives det familieejede firma af 4. generation i form af Giuseppe Campagnola.

Campagnola er beliggende i Valgatata, midt i Valpolicella Classico zonen i den lille by Marano, der er kendt for de gode Amarone-vine. I Campagnola Group produceres selskabets bedste vine under navnet Caterina Zardini. “Zardini” betegnes af flere førende vinskribenter som værende én af de bedste Amaroner overhovedet.

Seneste flotte omtale er 3 glas i Gambero Rosso til ”Zardini” ’04. Campagnola har et moderne produktionsanlæg med bl.a. et sterilt tapperi med microfilter og afkøling under aftapning. Dette er for at sikre højest mulige kvalitet. Campagnola exporterer 70% af sin produktion og en kælderkapacitet på 7,8 mio. liter.

Vinen her er fra husets basisserie under Campagnola navnet. Vinen er på ren Chardonnay, en klar, lysgul vin i glasset. Duftmæssigt en meget ung og frisk vin, og du kan overhovedet ikke dufte, at der er Chardonnay i glasset. Der er lidt blomster, mineralitet og ren frugt. Smangsmæssigt en tør og let vin, igen ingen spor efter tung Chardonnay, og i smagen er der meget mineralitet og en lidt stenet smag. Lidt stram i det … men igen frisk.

Lahvino i Viborg har enkelte vine fra Campagnola, men ikke denne Chardonnay. Har fundet den i Tyskland, hvor prisen er ca. 3,30-4,00€ dvs. omkring 25-30 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 Domaine Bernard Defaix, Chablis 1er Cru Côte de Léchet, Bourgogne, Frankrig

2010 Domaine Bernard Defaix, Chablis 1er Cru Côte de Léchet, Bourgogne, Frankrig Aftenens 2. vin blev denne Chalis. Vi er jo i Bourgone hos Domaine Bernard Defaix, nærmere betegnet i den lille by Milly, knap 1 km. vest for selve Chablis by. Vinhuset er etableret i 1959 af Bernard Defaix og han startede vingården med blot 2 hektar jord. Gennem årerne har Bernard og hans kone Monique tilkøbt flere jorder.

I dag drives vingården er 2 sønner, nemlig Sylvain og Didier Defaix. Didier tager sig af arbejdet i vinmarkerne, salg, markedsføringen samt bogholderi. Sylvain tager sig af vinproduktionen, flaskning og forsendelse. Helene, Didier’s kone, er startet med salg og administration. Familien tager sig derved selv af alt fra arbejdet i marken til den endelige kontakt med kunden.

Druerne til denne Chablis 1er Cru kommer fra marken Côte de Léchet, som ligger lige ved vingården i Milly. Marken er på 8 hektar, ligger på højre bred af Serein floden og er primært ejet af Defaix. Området er meget stenet og der er fundet adskellige forsiler´på marken.

Duftsmæssigt meget syrlig … tænkte egentlig først på en Sauvignon Blanc, men det snød lidt, for det er jo 100% Chardonnay. Der er dog lidt citrus og kalk også, måske også en smule pære. Smagsmæssigt også til den syrlige side, den er meget “grøn”, der er lidt pære, lidt mineralitet, men også en smule cremet. Ganske okay vin. Rækkefølge skulle måske have været omvendt, således vi havde startet med denne og så taget den oversøiske Chardonnay bagefter.

Købt hos Glud Vin til 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Vinâ San Esteban, In Situ Chardonnay, Aconcagua, Chile

2011 Vinâ San Esteban, In Situ Chardonnay, Aconcagua, ChileNå, har lige et hængeparti mere, nemlig 8 vine fra sidste uges byggemøde. Ja, byggemøde lyder måske lidt seriøst, men det er alene en gourmetaften, hvor 5 gutter får lidt godt at spise, gætter og smager på vin. Denne gang var det “byggeforeningens” nyeste medlem Flemming som var vært, og havde lavet fremragende mad og købt en lang række vine.

Fælles for vinene denne aften var, at de alle var købt hos Glud Vin i Randers, et vinfirma som især har specialiseret sig i vine fra Sydamerika, og det er da også her vi starter med denne Chardonnay fra vinhuset Vinâ San Esteban. Vinhuset er etableret i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet, samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban ligger for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, det højeste bjerg i Andesbjergkæden, og langs brederne af Aconcagua-floden, finder man San Estebans vinmarker. Der dyrkes 120 hektar med druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier. Unikt mikroklima giver den variation og præcis den enkelte drues karakteristika en fornem personlighed. Området ligger centralt placeret i det lange land, tæt på Los Andes by. Smukt placeret i dalen, der med solrige dage og kolde nætter giver druerne den optimale modningscyklus.

Vinene fra San Esteban, har navnet In Situ. På latin betyder dette “på stedet”. Netop på dette sted, hvor druerne dyrkes, har de gamle Inka-indianere haft et ritual eller lignende. På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger ca. 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene fra San Esteban, som hyldest til at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Lad os smage denne Chardonnay fra vinhuset. Duften er klart Chardonnay, lidt smør og lidt fersken og ananas. Smagen mere stram, der er sure æbler, og ikke synderlig inspirerende.

Købt hos Glud vin til 85 kr., hvilket synes meget for denne vin, som i Tyskland fx fåes til omkring 55 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 PlumpJack Winery, Napa Valley Chardonnay Reserve, Californien, USA

2010 PlumpJack Winery, Napa Valley Chardonnay Reserve, Californien, USAUventet besøg af bedste ven og “vinbuddy” Gert med “følge”. Følget er hans kone Merete, som jo egentlig også er det bedste ved Gert. Gert havde netop overstået en måneds “vin-ramadan”, og havde behov for lidt nørdet vinsnak. En rigtig dejlig overraskelse, netop som jeg sad og kedede mig. Ihhh, hvor jeg altså elsker at ha’ gæster, som også sætter pris på et godt glas vin. Gert havde endda medbragt en rigtig spændende vin, som er smulet ind i Danmark fra USA af et familiemedlem, idet vinen næsten er umulig at opdrive og ikke tilgængelig på det danske marked.

Vinen er en Chardonnay fra vinhuset med det fabelagtige navn; PlumpJack … frit oversat til “en buttet fyr”, og det passer meget godt, for vinen kommer i en meget charmerende buttet flaske. Inden vi smager, så lad os kigger nærmere på denne buttede vin.

PlumpJack Winery er etableret i 1995 af Gavin Newsom og Gordon Getty, og navnet PlumpJack er inspireret af én af Shakespeares mest mindeværdige figurer, Sir John “PlumpJack” Falstaff.

PlumpJack var en fyr med benene nede på jorden, sjov, kærlig og respektløs, men med en enorm loyalitet til Prins Hal (Henry V), med hvem han delte mere end et par bægre af vin på det lokale værtshus. Siden etableringen har “The PlumpJack Group” udviddet aktiviteterne til at omfatte et luksus resort, caféer, en tøjbutik, restauranter og ¨flere vingårde, bl.a. CADE Winery i Napa Valley.

PlumpJack Winery ligger lige i hjertet af Napa Valley, i den berømte Oakville region, hvor man har 42 hektar vinmarker, som er kendt for kvaliteten af især Cabernet Sauvignon.

Vingården kan egentlig dateres tilbage til 1800-tallet. Den østlige del af markerne ligger langs foden af Vaca bjergkæden og giver druer med en fed frugt karakter. Den vestlige del af markerne ligger ned mod Napa River og består af dyb lerjord, som giver druer med en blød og smidig karakter.

Vinmager på PlumpJack Winery er Aaron Miller i samarbejde med konsulenten Anthony Biagi, og de har begge fortjenesten for den succes, som de fyldige, elegante vine fra PlumpJack har opnået.

Druerne til denne fabelagtige Chardonnay kommer fra flere af vingårdens marker; primært fra Pat Garvey P & J vinmarken i Saint Helena, mens resten er fra Andy Beckstoffers Carneros Lake vinmark i Carneros. I glasset ses det ikke, at det er en Chardonnay, idet farven mere er lidt “Riesling” lys.

Næsen i vinen er helt umodståelig, der er æbler, bananer, lidt fersken, pære, figner … ihhhhh, hvor dufter denne vin dog bare dejligt.

Og smagen er lidt i samme boldgade, der er cider, fedme … ikke Chardonnay voldsom, men derimod i samspil med en flot syre og mineralitet. Lander med en blød finnish og det er bare lækkert. En dejlig overraskelse. Jeg er meget begejstret.

Medtaget fra “The States”. I Danmark kan må få PlumpJacks Syrah hos GoodGrape til 349 kr., og på vingården koster Chardonnay’en det samme som Syrah’en, nemlig 48 USD.

Vinanmeldelse 6/7

2009 Cordero di Montezemolo, Langhe Chardonnay Elioro, Piemonte, Italien

2009 Cordero di Montezemolo, Langhe Chardonnay Elioro, Piemonte, ItalienSmagte lige fredag en dejlig hvidvin på en restaurant. Vi er hos det historiske Ba­ro­lo­hus Cor­dero di Mon­te­ze­molo i La ­Morra, et hus jeg tidligere har smagt vin fra. Dengang var det deres Barbera d’Alba, som jeg også tidligere har anmeldt her på bloggen.

Cordero di Montezemolo er beliggende i La Morra og har været i familiens eje siden 1340. Montezemolo regnes i dag for at være blandt de bedste producenter i Barolo. Således har Barbera Funtani fra Cordero di Montezemolo fået bedømmelsen 3 glas i Gambero Rosso, hvilket kun er tilfældet for 150 af Italiens 18.000 forskellige vine.

Druerne til denne hvidvin kommer fra én af gården vinmarker, som er tilplantet tilbage i 1987 med omhyggelig udvælgelse af Chardonnay vinstokke. Marken er beliggende i den nederste del af Monfalletto i kommunen La Morra. Jorden er rig, lerholdig med eksponering mod øst.

Druerne høstes de 10 første dage i september med et udbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar. Druerne afstilkes herefter inden presningen. Fermenteret ved 15-16 ° C i omkring en uge i rustfrie ståltanke. Modning sker på eg i  6-7 måneder.

I glasset fin lysegul. Dufter lidt af Chardonnay, men sket ikke typisk Chardonnay. Der er lidt mere frisk duft, og slet ikke den store fedme. Der er i stedet lidt banan, madler eller i hvert fald nogle nødder, grape, eg, og rigtig dejlig duft.

Smagsmæssigt også en supervin, der er lidt fedme, frugt, og en rigtig god balance mellem sødme og syre. En frisk glas hvidvin med krop … se, det er ikke så ringe.

Fås bl.a. hos Vinexus til omkring 180 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Weingut Karl H. Johner, Weisser Burgunder & Chardonnay, Baden, Tyskland

2011 Weingut Karl H. Johner, Weisser Burgunder & Chardonnay, Baden, TysklandSå kom der minsandten en vin mere fra Karl Heinz. Ja, det opdagede vi selvfølgelig først efter det obligatoriske gæt på oprindesesland, idet alle vinene serveres tildækket. Onsdag var jeg i hopla … ja, det var jo onsdag … og gættede faktisk oprindelsesland på 5 ud af 7 vine, så jeg klappede også mig selv lidt på skulderen på vej hjem. Way to go Houlberg.

Nå, men tilbage til vinen. Johner vil jeg ikke skrive så meget mere om, for det er jo just gjort i det tidligere indlæg, så lad os i stedet kigge nærmere på denne specielle vin, lavet på Weisser Burgunder & Chardonnay … en cocktail jeg i hvert fald ikke har set tidligere.

Weisser Burgunder eller Weissburgunder er jo det synonym, som man benytter i Baden for Pinot Blanc, og mærkeligt nok kun i Baden. Pinot Blanc er plantet flere steder i Europa, men ingen steder er det en stjernedrue, der egenhændigt står bag vine. Vine på Pinot Blanc er lyse, friske og tørre. Druen benyttes også til at lave mousserende Cremant og i Østrig laves gode søde vine på Pinot Blanc.

Her har Karl Heinz Johner blandet druen med 32% af den verdenskendte Chardonnay. I kælderen sker der en meget blid presning af druerne, og en stor del bliver fermenteret spontant. Vinen blev lavet første gang i 1993, og oprindeligt lod Karl Heinz 100% af vinen gære og modne i brugte barriques, men i dag sker 75% i rustfrit ståltanke og 25% i barriques. Lagringstiden er  ca 6-9 måneder.

Duften er ret fantastisk i denne vin, en meget intens duft af modne æbler … meget kraftigt, og måske lidt citrus har jeg også skrevet. Smagsmæssigt en lidt perlende effekt, der er pærer og vinen er meget blød med både syre og sødme. Sådan … det smager altså bare rigtigt godt. Thumbs up.

Jan havde købt vinen hos Johner til 14€ … og det er der ikke noget at sige til.

Vinanmeldelse 5/7

2004 Domaine Faiveley, Mercurey Clos Rochette Blanc, Bourgogne, Frankrig

2004 Domaine Faiveley, Mercurey Clos Rochette Blanc, Bourgogne, FrankrigPå en dødelig onsdag var vi nogle stykker forbi vin-buddy Gert til en aften med lidt hygge, ost og … vin, faktisk hele 8 stykker af slagsen. Lad os kaste os ud i det og fortælle lidt om vinene fra aftenen, som bestod af 6 x Bourgogne, 1 x spansk klasse og en Pinot Noir fra New Zealand, nemlig Babich, som jeg for kort tid siden skrev om her på bloggen.

Første vin blev denne hvide Bourgogne fra Domaine Faiveley, som ligger i hjertet af Bourgogne, nemlig mellem Dijon og Beaune i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Faiveley er grundlagt helt tilbage i 1825 af Pierre Faiveley, og er i dag – målt på areal – et af de største vinhuse i Bourgogne. Lige fra begyndelsen har familien Faiveley bestræbt sig på at opkøbe nogle af de bedste vinmarker i de bedste landsbyer.

Domaine Faiveley er selvforsynende i sin produktion og ejer nogle af de mest ansete vinmarker i området, som for eksempel Chambertin “Clos de Bèze”, Latricières-Chambertin, Clos de Vougeot m.fl. Faktisk ejer Faiveley mere end 10 hektar Grand Cru marker og næsten 25 hektar Premier Cru marker … og det er sgu ikke så lidt i dette område, hvor vinmarker hører til verdens dyreste landbrugsjord.

I dag er det 6. og 7. generation af Faiveley familien, som driver vinhuset … dog primært den unge Erwan Faiveley, som i 2007 overtog driften, men kan trække på erfaring hos faren François, som også siden hans 25. år drev vinhuset.

Hele høsten foregår ved håndplukning, og druerne sorteres derefter manuelt. Faiveley er kendt for at lave vine, der kan gemmes i lang tid. Ved fremstilling af sådanne vine er gæringen utrolig vigtig. Druernes skind må kunne afgive sin tannin, sin aroma og sin rubinrøde farve til vinen.

Derfor stræber Faiveley efter en lang gæring på mindst 15 dage, men tit 3 uger, når forholdene tillader, at man – ved lave temperaturer – pumper vinen over “masken” 2 gange dagligt. Dette gør gæringen og udpresningen af farven lettere.

Derefter lagres de finere vine på nye egetræsfade i 1 ½ år. For at klare vinene bruges æggehvider i klaringsprocessen, og de bedste vine tappes på flasker manuelt, ikke filtreret, fad for fad. At vinene ikke er filtreret betyder, at de bør stilles på højkant for at samle eventuelt bundfald, før de nydes.

Druerne til denne hvide Mercurey kommer fra enkeltmarken “Clos Rochette”, som ligger nabo til La Framboisière, som producerer magtfulde rødvin. På Clos Rochette marken er jorden især kompakt og fyldt med sten/klippestykker, hvoraf navnet Clos Rochette også stammer.

Fra ankomst gik der ikke mange sekunder inden vinen var i glasset. Duften er herlig, og det kan med det samme duftes, at vinen har lidt alder. En duft af gammelt klædeskab, svømmehal, frisk hvid frugt og pære.

Smagen er elegant, lidt tynd, men fortsat med masser af friskhed og mineralitet. Ikke Chardonnay fedme overhovedet, og de færreste vil gætte på, at vinen fra lavet på Chardonnay druen, hvis de smagte vinen blindt. En dejlig vin at starte på.

Sigurd Müller forhandler vinen … pris 125 kr. for årgang 2007.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Her er i øvrigt de tomme flasker opstillet pænt til en gang vin-bowling:


 

2011 Robert Mondavi, Woodbridge Chardonnay, Californien, USA

2011 Robert Mondavi, Woodbridge Chardonnay, Californien, USALørdag … en dag jeg havde set frem til, for et par af mine gode, gamle oldboyskamerater og gode venner havde planlagt en “marinade-aften”, som udover god mad også omfattede smagning af de 4 øverste vine i Mollydookers sortiment, herunder topvinen Velvet Glove.

Jeg havde … for at bidrage til festen … også taget et par flasker med, bl.a. Ben Glaetzers Amon-Ra, som forventelig vil kunne hyle i samme kor som de oppulente australske bulderbasser fra Mollydooker.

Vi lagde ud med Jespers hvidvin, en Chardonnay fra Woodbridge … en af de store vingårde, som er ejet af den amerikanske vinkoncern Robert Mondavi.

Det store vinkoncern blev i 2004 solgt til Constellation Brands for over seks mia. kr., og ejes dermed ikke længere af Mondavi selv, men han har uden tvivl været den producent som har betydet mest for vinindustrien i Californien (og i særdeleshed i Napa Valley).

Siden 1966 har han været med til at gøre området kendt og respekteret og har i mange år kæmpet for at fremme kvalitet både i sit eget vinhus men også i området generelt. Alle i vinverdenen har en mening om Robert Mondavi.

I Frankrig elsker man mest at hade Mondavi på grund af hans forretningsmetoder. Andre steder er der respekt for vinhusets evne til både at lave billige daglig vine og dyre topkult vine, som høster stor anerkendelse ved vinsmagninger.

Historien om Robert Mondavi starter helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor det nygifte par Cesare og Rosa Mondavi fra Sassoferrato i det nordlige Italien, bosatte sig i Minnesota. I 1919 blev det nationale forbud mod salg af alkohol vedtaget.

Dette syntes uforståeligt for italienske familier, for hvem vinen var en naturlig del af hverdagen. Heldigvis tillod et smuthul i loven, at folk kunne lave 200 liter vin årligt til eget forbrug. Cesare blev derfor involveret salg af druer til italienske familier i USA.

Snart efter flyttede Cesare og familien, som nu omfattede en ung Robert Mondavi til vinområdet Lodi, og startede der egen virksomhed, fortsat med salg af druer til italiensk-amerikanske familier.

Roberts første job var sømme kasser sammen for at holde druerne. Robert arbejdede hårdt og begyndte samtidig at udforske den voksende vinindustri. Efter at have studeret økonomi og kemi på Stanford University og taget et lynkursus i vinavl og ønologi ved University of California i Berkeley, grundlage han i 1966 det ikoniske Robert Mondavi Winery nær Oakville i Californien.

Vingårdens berømte indgangsbygning, som er afbildet på nogle af vinene, er ikke til at overse når man kommer forbi og er en af de mest besøgte ejendomme i området.

Vinmarkerne er beliggende dels nær ejendommen, bl.a. vinmarkerne “To Kalon” og “Wappo Hill”. Den første blev oprindeligt beplantet så tidligt som i 1868 og nogle af de aktuelle vinstokke stammer fra 1945. De fleste er dog 25-35 år gamle. Udover vine fra disse to vinmarker henter vinhuset også druer fra andre ejede marker i Napa Valley og i det nordlige Californien.

I 1979 grundlagde Robert Mondavi desuden Woodbridge Winery i Lodi, ca. 180 km. øst for San Francisco Bay, i øvrigt ganske nær ved Robert Mondavis bardomshjem.

Woodbridge Winery blev købt fra et lokalt kooperativ. På Woodbridge producerer man i dag Woodbridge-serien og prestige-serien Twin Oaks. Det er i dag Todd Ziemann, som er kældermester på stedet.

Vinen her er fra Woodbridge serien … en hverdagsvin, hvor man får virkelig meget for pengene. Duften er rigtig Chardonnay, der er fedme, der er eg, fersken, lidt smør. Smagen er frisk, og der er godt med frugt, så egetræet ikke bliver for dominerende. Et dejligt glas vin.

Kan købes i Føtex, prisen ligger omkring 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2006 Domaine de la Grande Chaume, Chablis Le Grand Bois, Bourgogne, Frankrig

2006 Domaine de la Grande Chaume, Chablis Le Grand Bois, Bourgogne, FrankrigHvidvin !!! … udbrød konen fluks, da jeg spurgte, hvad hun kunne tænke sig at drikke. Måske ikke lige hvad jeg tænkte på, men så kom jeg i tanke om, at jeg da bl.a. havde denne flaske Chablis fra Domaine de la Grande Chaume liggende, et restkøb oppe fra Sigurd Müller, og en vin som jeg faktisk havde glædet mig til at smage.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for vine fra Bourgogne, og da Chablis jo er en del af Bourgogne, så blev denne vin da også hurtigt fundet og knappet op.

Vi er som sagt i Chablis, den nordliste del af Bourgogne, og kun 30 km. syd for Champagne og 100 km sydøst for Paris, og dermed heller ikke det varmeste område i Frankrig. Druerne har derfor svært ved at blive fuldt modne, hvilket adskiller dem markant fra andre hvidvine fra Bourgogne og i særdeleshed fra resten af verden.

Jordbundsmæssigt ligger Chablis på randen af et sunket kalkbassin, hvor der er sket en ophobning af forhistoriske østersskaller, hvilket er medvirkende til at give vinene fra Chablis en speciel mineralitet. Chablis laves – som de fleste sikkert også ved, og som alle øvrige hvide vine i Bourgogne – alene på Chardonnay druer.

Chablis kan inddeles i fire kvalitetsniveauer, som afspejler de fire appellationer, nemlig Chablis Grands Crus, Chablis Premiers Crus, Chablis og til sidst Petit Chablis.

Denne vin er en almindelig Chablis, og kommer fra vinmageren Romain Bouchard, som i 2005 overtog det lille Domaine de la Grande Chaume, beliggende mellem Chablis by og nabobyen Beine. Romaine er født med vin.

Han er søn af Pascal Bouchard, som driver en større vingård på 25 ha i Chablis med flere Grand Cru marker. Romains tilgang til vinproduktionen af sine egne vine er et ønske om at producere Chablis vine, der ligger så tæt på økologisk dyrkning som muligt, og fra 2010 er han da også blev certificeret som økologisk producent.

Der anvendes derfor ikke kunstige sprøjtemidler, og alt arbejde i hans 2 vinmarker udføres ved håndkraft. Selve vinfremstilling og modningen sker ikke hos Romain selv på Domaine de la Grande Chaume , men på faderens vingård Pascal Bouchard i Chablis.

Chablis Le Grand Bois kommer fra en lille “single” vinmark på 0,55 ha i dalen “Grand Bois” i Fontenay nær Chablis. Det er en ung vinmark, meget kalkholdig jord, en stejl skråning mod syd-vest og med stokke plantet tilbage i 1999/2000. Vinen laves og lagrer på ståltanke med brug af enkelte egetræsfade.

Produktionen er forholdsvis beskeden med 4.000 flasker årligt. Nabomarkerne er af både premier og Grand Cru klassificering. Årgang 2006 her er Romains første årgang producerede vine efter overtagelsen af gården, og Romain laver faktisk kun 2 vine, denne almindelig Chablis Le Grand Bois samt en “storesøster”, en Premier Cru, Vau de Vey.

Lillesøsteren her dufter imidlertid rigtigt godt, selvom den ikke har den store, fede chardonnay næse. Her er der modne æbler, hø, renhed samt en smule fad eller egetræ … ikke meget, men dog til stede.

Smagen er også præget af en form for renhed, den er lidt cremet og har en utrolig lang eftersmag. Meget, meget elegant, og bestemt en dejlig vin, som burde drikkes til lidt fisk, fx en omgang dejlig sushi. Det gjorde jeg nu ikke, idet følgeskabet i stedet blev en gang traditionel gammeldags kylling akkompagneret af nye kartofler og hjemmelavede syltede agurker, hvilket nu heller ikke var så ringe.

Vinen vil jeg bestemt anbefale, ikke en vin, som du falder fuldkommen i svime over, men en rigtig dejlig vin.

Købt hos Sigurd Müller til omkring 80 kr. på tilbud (restflasker)

Vinanmeldelse 4,5/7