Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2021 Weingut Fries, Vom Schiefer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Fries, Vom Schiefer Riesling Trocken, Mosel, TysklandWeingut Fries driver som 9. generation af den unge Daniel Fries, der er én af Mosels nye og fremadstormende vinmagere. Vi smager nu hans intro Riesling og det er denne 2021 Vom Schiefer Riesling Trocken.

2021 var faktisk også Daniels første årgang, som han fik hele ansvaret for … men blev hurtigt bemærket, for allerede samme år blev han kåret Aufsteiger des jahres – altså året nye håb – af det tyske vinmagasin Vinum og er udvalgt blandt mere end 1.000 andre vinbønder … men dog med en sødere 2019 Röttgen Trockenbeerenauslese.

Weingut Fries ligger sydvest for byen Winningen og har dyrket vin siden midten af ​​det 18. århundrede. I 1987 overtog Reiner og Anke Fries forretningen med 2,3 hektar vinmarker og udvidede den gradvist til de nuværende 9 hektar.

Inden Daniel Fries kom startede på familens vingård, så har han efter uddannelsen arbejdet hos producenter som Ziereisen i Baden, Lingua Franca i Oregon og Domaine de Montille i Bourgogne.

Deres marker omfatter bl.a. parceller på markerne Röttgen og Uhlen, hvor vinstokke står på ufremkommelige terrasser med de så berømte varianter af skifer, der er med til at gøre vinene så særegne, men kræver meget arbejde. Familien har selv opgjort det til et årligt tidsforbrug på 2.000 timer pr. hektar … noget mindre end fx i Rheinhessen, hvor der anvendes omkring 170 timer.

Denne vin kommer fra marker med kombination af ​​skifer og sandet muldjord og så er den lavet med manuel høst, kort blid presning og gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen blot lagret i tankene sur lie … altså med bærmen.

Mums for en entry-level vin aka Gutswein … har i næsen et let anstrøg af petroleum, men dog doseret balanceret og forsigtigt, men derudover er der æblemost, pæresaft, melon, fersken, en let og luftig sødme … meget intens, elegant og man undres virkelig over, at det blot er en Gutsriesling … man forbløffes meget, for det dufter sgu fremragende.

Sådan smager vinen også … har den klassiske Mosel sødme, godt med pæresaft, æbler, fersken og melon. Det er blidt, cremet, blødt og så læskende og let drikkelig. Man kan også smage en lidt stenet mineralitet i baggrunden og den holder hoserne op på vinen, hvor man samlet får en vild smuk Mosel Riesling. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Tras la Yesca, Toro, Spanien

2021 Rodríguez Sanzo, Tras la Yesca, Toro, SpanienPå etiketten af denne sjove Tempranillo baserede Tras la Yesca 2021 er der en meget lignende og farverig karikaturtegning af Javier Rodríguez, som jo ejer og driver Bodegas Rodríguez y Sanzo.

Vinhuset ligger helt  præcis i udkanten af byen Valladolid cirka 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Javier Rodríguez kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere hundrede år og Javier har da også selv omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter ham selv og hans hustru … Rodríguez y Sanzo. Det er blevet et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne 2021 Tras la Yesca 2021 er lavet på ren Tinta de Toro aka Tempranillo,  der høstes efter den biodynamiske kalender. Vinen har gæret på ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på små 300 liters amerikanske samt franske egetræsfade.

Næsen er tør, krydret og koncentreret … der er både grønne urter, peber, nelliker, ristede noter,  tør jord samt  saltlakrids  og en frugt med brombær og blommer, en smule grannåle, chokolade samt lidt vanilje. Der er ingenting, som stikker helt af, så er velkomponeret, krydret og pænt tør.

Smagen er meget blødere, sødere og mere saftig end duften … her er der stort set ingen tørhed, men en stor venlighed med søde jordbær, brombær og saftige blommer. Der er ganske vist en smule peber, tæt varme og krydderier, men det bliver bare læskende, venligt, blødt og pleasende. Man fornemmer ikke rigtigt tanniner, men de sætter sig alligevel diskret i munden, men forsvinder hurtigt igen. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USAMed næste vin er vi atter tilbage på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for Long Valley Ranch er endnu et brand hos det store vinfirma Scheid Family Wines.

Det store foretagende har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens vinmageren Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands, som fx Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Long Valley Ranch Chardonnay er lavet på druer fra Scheid Family Wines’ egne marker i Salinas Valley, der på grund af sin lange
dalstrækning blev døbt Long Valley af forfatteren John Steinbeck.

De kølige topmarker nær Monterey Bay forlænger modningen og høsten sker i de tidligere morgentimer, så alle druer når friske frem til vineriet. De hele klaser presses skånsomt, så kun den bedste most anvendes. Vinen gærer køligt i ståltanke  inden 12 måneders lagring med 80% på ståltank samt 20% i helt nye burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med hasselnødder, ristede hasselnødder, cremet fylde og svulstig eksotisk frugt med behåret fersken, ananas, dåsepærer samt syltede citroner, mens de 20% barriques bidrager med lakridskonfekt, vanilje og søde krydderier, meget behagelig, lækker og smækker med buttet smøragtighed.

Smagsmæssigt får du også det brede dollargrin frem … et smørret og fedt smil, der er meget rund, cremet og blød. Frugten er ret eksotisk med fersken, abrikos, mango, bitre madæbler samt en sødmefuld syre, der er rund og balanceret. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, TysklandMed næste vin er vi igen hos Weingut Rudi Rüttger, som jeg sidste smagte en St. Laurent i årgang 2020 fra … men nu er det en 2022 Spätburgunder vom Kalkboden.

Her kommer Spätburgunder druernes fra Rudi Rüttgers mest kølige, kalkrige marker omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz.

Vinen er fremstillet med gæring på ståltank ved 25-28 grader efter 7 dages udblødning/maceration og efter endt fermentering er 90% af vinen lagret i betontanke, mens 10% lagrer på egetræsfade for ekstra smagsdybde og krydret kompleksitet.

Duftmæssigt er det næsten arketypisk tysk Spätburgunder … sådan med lidt sødlig og lidt grøn animalsk hestestald, elegant samt meget dyb og nærmest dekadent note, har en fabelagtig frugt, der både er frisk, lidt røget og rank med jordbær og tranebær, nogle blomster i form af roser og violer samt en jernagtig mineralitet.

Smagen er lækker … rund, blød, let sød og saftig, har også – som i næsen – godt med røg, sorte te-blade og kraftige tørrede rosenblade, en frugt med jordbær, tranebær samt lidt ribs, men egentlig på noget mørkere måde end lige forventet, for vinen har dybde, krop … og så samtidigt et lyst sind. Rigtig fin Spätburgunder, der sgu sidder lige i skabet – eller hvor de nu sidder – og til prisen vildt interessant, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men kan fås til 69,95 kr. ved køb af 6 flasker … køb en kasse eller to.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier, Languedoc, FrankrigDen bedste rødvin i Signature Chef serien fra Wine and Brands blev – efter min egen ydmyge vurdering – klart denne 2022 Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier.

Her er det 80% Syrah samt 20% Viognier, der er høstet rent maskinelt fra nogle vinmarker i Languedoc, men efter høsten er druerne afkølet natten over inden afstilkning og knusning.

Derefter er vinen så gæret i ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie aka med bærmen i tankene inden aftapning på flaske med en lille snas svovl.

I glasset bliver du overrasket over farven … klart en del lysere og mere grumset end forventet, hvilket lige øger opmærksomheden og liflig dufter vinen sgu også, altså meget let, luftig, lys og endda noget blomstret. Det er også lys frugt og svært at identificere Syrah druen, for det er mest jordbær, små skovjordbær, søde hindbær suppleret med lidt fint og diskret fadnoter af vanilje og chokolade.

Smagsmæssigt fortsætter det lette tråd frem mod målstregen, har nærmest en blomstret og let syre, frugt med jordbær, lyse kirsebær samt hindbær, syren indeholder lidt citroner og sikrer den lyse, fine elegance suppleret med en snas peber … hvor er det let og smager bare rigtig, rigtig godt, så 3 Michelin stjerner og 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Xavier Vignon, Natura in Fine IGP Vaucluse, Rhône, Frankrig

2019 Xavier Vignon, Natura in Fine IGP Vaucluse, Rhône, FrankrigXavier Vignon er en vild mand … en vild vinmager, der laver sine vine efter eget hoved og gerne eksperimenterer. Nu smager jeg hans 2019 Natura in Fine IGP Vaucluse.

Det er en vin, der er lavet på 40% Grenache, 30% Merlot og 30% Syrah fra nogle økologisk dyrkede marker fra et terroir ved bjergskråningen La Combe i kalkstensformationen Dentelles de Montmirail og det er primært fra marker i Rhône Cru’en Beaumes de Venise mellem La Roc Alric og Le Barroux i Vaucluse.

Vinen er ikke bare økologisk, for Xavier Vignon har også lavet vinen helt naturligt uden tilsætning af sulfitter. Efter høsten er druerne så spontangæret med de naturlige gærceller i neutrale betontanke.

Efter endt fermentering har vinen lagret 8 måneder med 50% i ståltanke og 50% i betontank … og så er vinen bagefter flasket.

Dyb, fed, sort, lakridset og landlig duft … det er tjæreholdige jernbanesveller, koks, sød tobak og næsten tørret, kandiseret frugt, der er mørk, moden … mest brombærsyltetøj, der er beriget med lidt alkohol, godt med grønne urter som rosmarin, salvie, bløde og søde lakridsbåde … alt sammen modent med en fært af noget gammel mahognitræ.

I munden er det lidt samme historie … har denne modne, sort og intense smag, som er blød og blid med lidt alkohol, både frisk samt tørret frugt, blåbær og brombær med et skvis ribs tilsat. Smagen er fed og tyggevenlig, en stor historie og koncentreret kraft, en vinøs maggiterning af rå lakrids, sort frugt og fortsat med Rhône karakter, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Cantine Buglioni, Lugana Musa, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Lugana Musa, Veneto, ItalienDet er ikke mange dage siden, at jeg sidst smagte en vin fra Cantine Buglioni … og det gør jeg såmænd igen og denne gang en rigtig fin Lugana vin … 2022 Lugana Musa.

Den er selvfølgelig lavet på ren Turbiana aka Trebbiano di Lugana, der er høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar.

Efter høst er druerne afstilket, knust og presset inden gæring på ståltanke ved en kontrolleret temperatur på 16 grader over 15 dage.

Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 5 måneder inden aftapning på flaske og så yderligere 2 måneders lagring før vinen endelig frigives.

Nøj for en fin aroma … virkelig blomsterrig og frugtrig, er også lidt fyldig med frugt af lemon, pærer, dåsepærer, fersken, gule æbler og honningmelon, mandler samt en lille leragtig note. Det er vinøs bonevoks af den lækre slags … virkelig nærmest smøret.

Sådan smager vinen også … bare lige en snas syrligere med grønne æbler, pærer, fersken samt godt med lemon med småbitter smag og blomstret smag, en saltet mineralitet og virkelig spot-on Lugana vin af stor kvalitet. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men pt fås på tilbud til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, ItalienLige mellem Tenuta Sette Pontis flotte topvine Orma og den smukke lillesøster Rosso di Orma finder man vinen Passi di Orma, der som de to andre også er bordeauxinspireret og næste vin i glasset.

Tenuta Sette Ponti er jeg jo ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog og har bl.a. tidligere smagt både topvinene Orma i årgang 2019 samt Oreno i årgang 2017, 2018 og 2019 … blot for at nævne nogle af de smagte vine fra det spændende vinhus.

Som med Orma, så kommer druerne fra husets vinmarker, der nærmest ligger mellem Ornellaia og Sassicaia og her er det som nævnt i et bordeauxblend af 40% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 25% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i temperaturstyrede ståltanke ved 28-30 grader over 18 dage og efter fermenteringen er vinen lagret 6 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse. Det er en vin, som Tenuta Sette Ponti startede med at lave i 2015.

Duftmæssigt er det en mørk, fyldig  og meget frugtrig vin, hvor der er kirsebær, sorte kirsebær, brombær, hindbær og ribs. Derudover er der ristede kaffebønder, toast, chokolade, tjære, røg … har brede skuldre, våde våde og cedertræ, en anelse pottemuld og det er som om, at den i næsen bliver ved med at give og give.

I munden er vinen ikke helt så fyldig som duftmæssigt … har en ren og næsten klinisk frisk frugt af syrlige kirsebær og ribs, virker meget ung, tør, syrlig og spændstig. Der er ganske tørre tanniner, lidt peber, stenet mineralitet og en vis sort eller Campari bitterhed. Ung, rank, syrlig og vil blive endnu bedre med lidt flere år på bagen, men det smager allerede nu fint, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Parusso, Langhe Nebbiolo Ël Sartù, Piemonte, Italien

2021 Parusso, Langhe Nebbiolo Ël Sartù, Piemonte, ItalienJeg smagte også lige den fine Langhe Nebbiolo Ël Sartù i en samme årgang 2021 fra Armando di Parusso F.lli Società Agricola tæt ved Monforte d’Alba.

Nebbilo druerne til vinen kommer fra både Ornati og Mosconi vinmarkerne og alle drueklaserne er let tørret, 50% afstilket og så er vinen lavet alene med druerne naturlige, egne gærceller.

Ellers er vinen lavet næsten som husets Barolo’er … altså 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro og så en efterfølgende lagring 10 måneder i franske barriques og yderligere 4 måneder på flaske.

Dejlig lys aroma som en mini-Barolo med nogle af de samme kvaliteter. Der er tørt træ, læder, tobak, violer, rosenblade, blomster, lyse bær, ribs, hindbær, grønne jordbær og står skarp uden megen sødme … bare ung, stram, frisk og oprejst.

Smagen er også til den syrlige side … virker lidt uforsonlig, rank, stram og har ikke helt samme delikate lethed som i tidligere årgange, men til gengæld vildt stramme tanniner, der bestemt er på et Barolo niveau og udtørrer munden totalt og ubarmhjertigt. Her har Parusso ikke gjort vinen blid … stram, direkte og barnlig ung. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, Italien

2021 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, ItalienVi fortsætter i det italienske, men tager til Monforte d’Alba i Piemonte og dér finder vi  Azienda Agricola Parusso på vejen mod Castiglione Falletto … og vi smager først husets Barbera d’Alba Ornati.

Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso – eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola – kan du læse om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen og Giulia Parusso.

Barbera d’Alba Ornati er selvfølgelig lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati i Monforte d’Alba og der ligger Parussos marker i 350-400 højde på nogle soleksponerede skråninger.

Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer. Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.

WAUW for pokker … har sgu en god kombination af både fylde og tørrede rosenblade. Den fede frugt er både sorte kirsebær, modne blåbær, blommer, sød lakrids, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt samt luftig krydderier med en smule mentol.

I munden er vinen tør, men det er igen med en kraftig og mørk frugt, sorte og syrlige kirsebær, blåbærsyltetøj, ribs, peber, en maskulin og mørk syre, engelsk lakrids og balsamiske elementer. Den er ikke så vamset som 2020’eren, men har et mere syrligt og frisk bid. Jeg lander på 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7