Tag-arkiv: Italien

2006 Piccini, Brunello di Montalcino Poggio Castagno, Toscana, Italien

2006 Piccini, Brunello di Montalcino Poggio Castagno, Toscana, ItalienSom kom der Brunello på bordet. Vi er hos vinhuset Piccini, som ligger i byen Castellina i Chianti området. Rigtigt dejligt Sangiovese område.

Vinhuset er grundlagt af Angiolo Piccini sammen med hustruen Maria Teresa Totti i 1882 med køb af 7 hektar jord i Poggibonsi. Parret startede med produktion af Chianti i halm-indpakkede kolber og vingården voksede løbende med køb af yderligere køb af jord.

I dag ejer vinhuset fire separate godser i sin portefølje, nemlig Tenuta Movaia, som har 170 hektar jord, heraf 60 hektar med vinstokke, Piccini med 400 hektar vinmarker, Fattoria di Valiano med 230 hektar jord, heraf 70 hektar vinmarker og endelig Villa al Cortile, som også har omkring et par hundrede hektar vinmarker.

Med andre en stor historie, ja faktisk producerer Piccini mellem 10-12% af den samlede produktion af Chiantivine.

I dag er det søskendeparret Mario og Martina Piccini, 4. generation på Piccini, som ejer og drifter foretagendet. Mario overtog roret i 1982, mens søster Martina sluttede sig til foretagendet 10 år senere. De styrer i fællesskab et team af unge vinmagere samt en stor flok ansatte i Italien samt stærke partnere i udlandet. Piccini eksporterer deres vinene til imponerende 72 lande.

Hovedparten af vinene fra Piccini hører til i den billigere ende, og herhjemme forhandles Piccini da også via Supermarkeder som Kvickly, SuperBest, Fleggaard, Calles Vinlager og lignende. Mange har sikkert også stødt på vine som Piccini Memoro Rosso, hvor 6 stk. sælges til en samlet pris på 150 kr.

Piccini er også leveringsdygtige i supermarkeds-Brunelloer, og det er netop én af disse, som vi her har i glasset. Et godt navn som ”Brunello” og en pris under 100 kr. er bestemt også tillokkende, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres, at man får ”rigtig” Brunello her. Men rigtig Sangiovese får man uden diskussion, og trods serveret blindt var jeg heller ikke i tvivl omkring hverken drue, land … eller at det var Brunello, så på den måde fornægter vinens ophav sig ingenlunde. Jeg elsker Sangiovese.

Første indtryk er farven i glasset, meget lys … også markant lysere end Brunello normalt. Duftmæssigt er første indtryk meget grønne stilke, derefter lidt ribs, blomster og en lidt sæbeagtig duft … sidstnævnte måske lidt skæv i forhold til forventningen og en smule forstyrrende. Smagsmæssigt går de grønne noter igen i munden, og der er bitre kirsebær, tannin … klæber fint på fortænderne, men savner måske en anelse dybde, noget i balancen og noget i eftersmagen. Det kan dog ikke ta’ glæden fra mig ved at smage Sangiovese, så okay til prisen.

Fås i fx Kvickly, hvor prisen normalt på bud (og det er de jo som oftest) ligger på 90-100 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

1999 Castello di Monterinaldi, Chianti Classico, Toscana, Italien

1999 Castello di Monterinaldi, Chianti Classico, Toscana, ItalienVidere til aftenens anden rødvin, en ældre, lidt bedaget sag, nemlig denne Chianti Classico fra vinhuset Castello di Monterinaldi fra 1999, For et par uger siden serveret Keeper også en vin fra Castello di Monterinaldi, deres Chianti Classico Riserva fra 1995. Jeg skrev dengang en smule om vinhuset, så læs dette. hvis du vil vide lidt mere om selve vinhuset.

Hos Castello di Monterinaldi eller Agricola Monterinaldi, som vinhuset rettelig hedder, laves en række vine, herunder 4 forskellige Chianti, nemlig 2 almindelige Chianti Classico, hvoraf denne vin er én af dem, en Chianti Classico Riserva og en Chianti Classico Mezzosecolo. Etiketterne på flaskerne ændres ikke, og ser i dag således nøjagtig ud, som både i 1995 og 1999.

Denne vin i årgang 1999 har fået 2 glas i Gambero Rosso, og vinen har også fået sølvmedalje ved Concours Mondial Bruxelles. Jeg har ikke selv kunnet finde sølvmedaljen på Concours Mondials hjemmeside, men den rækker også kun tilbage til 2006, så medaljen må være fra før den tid, hvilket selvfølgelig også passer meget godt på årgangen af vinen.

Imidlertid er vinen efterhånden “futtet af”, og i modsætningen til dens storesøster fra 1995, hvor der fortsat var frugt og syre i vinen, så er her heller intet tilbage. Vinen er kedelig og brun i glasset og lugter af gamle rosiner, sherry og muggen kælder, mens der i smagen er sherry, lidt rom … og ellers bare gammelt. Vi gav alle op … vinen hældt ud og glassene skyllet. Ærgerligt, for meget sjovt med en ældre vin.

Keeper oplyste også, at vinen nok ikke har været opbevaret optimalt i dens mange leveår, hvilket måske har bidraget til dens endelige forfald.

Ingen oplysninger om pris eller forhandling.

Vinanmeldelse 1/7 

2009 Giovanni Chiappini, Guado de’ Gemoli, Toscana, Italien

2009 Giovanni Chiappini, Guado de' Gemoli, Toscana, ItalienVinaftenens sidste vin, og en fornem afslutning. Jan havde medbragt denne Guado de’ Gemoli fra den nye komet i Bolgheri, nemlig vinhuset Giovanni Chiappini.

Chiappini’s vingård har også den bedst tænkelige placering i Bolgheri, nemlig tæt på byen Podere Felciaino og med Ornellaia, Sassicaia, Antinori’s Guado al Tasso og Le Macchiole som direkte naboer. Dermed er nærmere præsentation næsten overflødig.

Og dog – for i modsætning til de ovenfor nævnte verdensberømte vine, som alle produceres i forholdsvis stor målestok, er der meget lidt af Chiappini’s vin. Gården er på 20,5 hektar, hvoraf kun 5 hektar er tilplantet med vin. Den årlige totale produktion er 3.000 kasser, heraf kun 500 af netop aftenens supervin Guado de’ Gemoli, så endnu en gang denne aften en vin, som produceres i få eksemplarer.

Giovanni Chiappini er født i en landbrugsfamilie, men startede selv sin karriere som håndværker. Hans familie flyttede i 1954 fra den lille landsby Ripatranzone i provinsen Ascoli Piceno i Marche-regionen til Bolgheri, hvor de købte 6 hektar jord i Ferruggini fra den aristokratiske familie Della Gherardesca. Efter 6 år som håndværker blev Giovanni træt af dette arbejde og købte i 1978 selv sin vingård “le Grottine” med 2,5 hektar jord i Strada Bolgherese. Siden har Giovanni i perioden fra 1983 til 2001 købte yderligere jord, bl.a. Guado de ‘Gemoli, Fondi og Felciaino, således arealet i dag udgør de 20,5 hektar.

Frem til 1995 producerer Giovanni alene olivenolie og grøntsager, men herefter begynder familien med at lave vin, først til eget brug, men fra år 2000 blev de første flasker vin sat på markedet. Og der var succes allerede fra første produktion, idet Chiappini prestigevin fra enkeltmarken Guado de’ Gemoli i den første årgang 2000 opnåede 2 glas i Gambero Rosso og 90 point i den italienske vinguide Veronelli.

Og siden er det blevet til rigtigt mange udmærkelser, og senest i april 2013, hvor Wine Enthusiast har givet de magiske 100 points til Chiappini’s årgang 2009 af Guado de’ Gemoli … og det er netop denne vin, som vi har i glasset som afslutning på en dejlig vinaften.

Udover produktion af vin og olivenolie, så har gården – i sædvanlig italiensk stil – også udlejning af 3 ferielejligheder.

Guado de’ Gemoli laves på druesammensætningen 80% Cabernet Sauvignon og 20% Merlot. Den lagres på 50% nye og 50% et år gamle små franske egefade i 12 måneder.

Duftmæssigt modne frugter, solbær, sol, sødme, krydderier, vanilje, blæk, tobak og kakao … mest slående er nok den store frugtrigdom. Smagsmæssigt stærke og vedvarende tanniner, masser af syre, god struktur, stor tørhed og vinen nærmest sidder på tænderne. Der er blæk, god aromatisk vedholdenhed, og tørheden, tanninerne og frugtintensiteten går igen i en lang og meget ren eftersmag. Stor vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Fås hos Viniropa, pris 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, Italien

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, ItalienSå kom turen til aftenens kultvin. Paul havde stået for valget … kyndigt bistået af Hans Peter hos Jysk Vin, og de havde valgt denne spændende Fourisolco IGT fra vinhuset I Luoghi, som jeg længe har gået og kigget på, men aldrig smagt før.

Hans Peter har ellers tidligere anbefalet mig at en smage husets to hovedvine, Campo Al Fico eller Podere Ritorti, men så langt er jeg aldrig kommet. Læg hertil, at husets vine ikke hører til i den billige ende.

Vinhuset Azienda Agricola I Luoghi er beliggende i Castagneto Carducci i Bolgheri i Toscana, og det er en ganske ung vingård, grundlagt i 2000 af Stefano Granata. Han er oprindeligt uddannet elektronikingeniør, men havde længe haft et ønske om at lave vin i sin hjemegn.

Ønsket var også at føle sig helt tæt på naturen og processen, så han og hans kone Paola De Fusco, som i øvrigt også er uddannet ønolog fra Pisa, har været eneansvarlige for etableringen af vingården fra nyplantninger til der var vin i flaskerne, dog med hjælp fra vinkonsulenten og ønologen Gioia Cresti. Målet er enkelt og helt kompromisløst  – kun det bedste er godt nok. Derfor laver han også kun 2 vine plus et par specialcuvéer, heraf denne Fourisolco IGT.

Vingården har cirka 5 hektar jord, hvoraf 3,5 hektar er vinmarken, mens der på 1 hektar er oliventræer. Kompromisløsheden ses selvfølgelig også i markerne, hvor sprøjtemidler er bandlyst og gødning kun bruges i meget begrænset omfang. Han beskærer drueklaserne for at mindske udbyttet, men tror i øvrigt på at vinstokkene trives  bedst i naturens egen balance. Høsten foregår med håndkraft i september/oktober og alle parceller holdes separeret i hele vinifikationsprocessen.

Efter 20-30 dages gæring lægges vinen på nye franske egefade i henholdsvis mindst 16 måneder og mindst 24 måneder. Efter tapning flaskelagrer vinen yderligere nogle måneder.

De 2 hovedvine Campo Al Fico eller Podere Ritorti laves begge primært på Cabernet Sauvignon druen med tilsætning af lidt Cabernet Franc og fsv. angår Podere Ritorti også lidt Syrah og Merlot.

Der laves i henholdsvis 2.700 samt 12.000 flasker af disse to vine årligt. Denne Fourisolco IGT er lavet på 100% Cabernet Franc, og – så vidt jeg har kunnet finde ud af – alene lavet i 300 eksemplarer om året.

Denne vin kommer fra det bedste fad med Cabernet Franc fra marken Ritorti. Druerne er håndplukket og håndsorteret og bragt til vineriet i små kurve. Gæringen foregår spontant uden brug af industrielt gær. Processen tager 20-30 dage. Efter omstikning til små fade af fransk eg lagrer vinen her i mindst 24 måneder. og efter tapning yderligere i 6 måneder på flaske inden den frigives.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig ribs, kirsebær, solbær, varmt fyldigt indtryk, alkohol, blæk, egefade og grønne noter. Smagen er silkeblød, bløde tanniner, dejlig sødme fra frugtsukker og generelt meget let i udtrykket. Smagen er langt bedre end duften, og det er en meget elegant vin, hvor syren spiller flot rundt i munden. Vinen er meget velstruktureret og har lang eftersmag. Klasse.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 595 kr. I udlandet koster vinen omkring 59€.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Tenuta di Sesta, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2007 Tenuta di Sesta, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi fortsatte med italienske vine, men sprang lidt ned til det dejlige Toscana med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Tenuta di Sesta, som ligger i den sydlige del af kommunen Montalcino mellem Sant’ Angelo in Colle og Castelnuovo dell’Abate, nær det velkendte romanske kloster Abbey of Sant’ Antimo.

Tenuta di Sesta har en historie, der kan spores helt tilbage til 1462, hvor paven lod det smukke slot opføre. Siden har ejendommen skiftet hænder adskillige gange for til sidst i 1850 at overgå til Ciacci-familiens eje.

Det var dog først i 1966, at Giuseppe Ciacci begyndte af producere vin på Tenuta di Sesta, faktisk samme år, som Brunello di Montalcino appellationen fik sin DOC status. Derfor er Sesta også én af appellationen første producenter.

I dag dækker ejendommen ikke mindre end 200 hektar, men det er kun de 30 hektar, som er tilplantet med vinstokke, og af disse er det fra ca. 13,5 hektar,  at man høster druerne til Brunello di Montalcino. De resterende marker er tilplantet med oliventræer og kornmarker.

Vinen her er lavet på 100% Sangiovese, og har lagret på ståltanke i 12 måneder efterfulgt af 36 måneder på 30 hl. slavonske egetræsfade med efterfølgende lagring fire måneder i flasken.

Wine Enthusiast har givet vinen her i årgang 2007 hele 94 point.

Lad os smage vinen. I glasset en smule lys rød i farven, ikke Pinot farvet … men en tak mørkere. Duftmæssigt sødme, stald, blåbær, kirsebær, urter … lidt tynd i udtrykket og en lidt kølig, elegant stil. Det går også igen i smagen, hvor der er stor tørhed, god syrlighed … en meget frugtagtig syre, som straks får mig til at tænke Sangiovese. Her var jeg heldigvis spot on. Også en smule sødme i smagen, og en behagelig, rund eftersmag. Dejlig, dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Vinspecialisten, pris 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

1970 Giacomo Borgogno & Figli, Nebbiolo Antichi Vigneti Propri, Piemonte, Italien

1970 Giacomo Borgogno & Figli, Nebbiolo Antichi Vigneti Propri, Piemonte, ItalienSå blev det tid til lidt historie … nemlig en 43 år gammel vin. Tænk at drikke en vin, som er lavet da man selv var 5 år gammel. Imponerende og lidt skrækindjagende. Indtagelse af et stykke historie.

Jan havde nemlig medbragt denne Nebbiolo Antichi Vigneti Propri fra det traditionsrige Barolohus Giacomo Borgogno & Figli. Vinen her er “baby Barolo” og kaldes derfor blot Nebbiolo på den gamle og charmerende etikette.

Vinhuset Borgogno repræsenterer over 250 års historie i Barolo-regionen, idet vingården er grundlagt tilbage i 1761 af Bartolomeo Borgogno. Som et af de ældste vinhuse i hele Piemonte, så har vinene fra Borgogno nydt høj anerkendelse i århundrede, bl.a. blev husets Barolo valgt som den officielle vin til statens officielle middagsfester omkring år 1861, og bl.a. også var vinen, der blev serveret under det officielle besøg fra Nicola II Romanov, Czar af Rusland.

Efter afslutningen af ​​1. verdenskrig begyndte den daværende ejer, Cesare Borgogno, at eksportere Borgogno vine til udlandet, bl.a. nye markeder i Sydamerika og USA. Han ændrede også vingårdens navn til det nuværende “Giacomo Borgogno & Figli” og satte senere i 1959 en fuldstændig renovering af vingården i gang.

I dag produceres der uændret kvalitetsvine hos Giacomo Borgogno & Figli og hele tiden i den klassiske stil, der bygger på århundreders erfaringer. Det betyder også, at en Barolo skal have en alder på fem år før dens udgivelse, dvs. lagring i tre år på store slavonske egetræsfade og to i flasken. Borgogno er en af ​​de meget få vingårde i Piemonte, som kan prale af vin historisk vinkælder med en samling af egne vine, der spænder over mere end fem årtier.

Vingården har omkring 20 hektar vinmarker, der ligger i nogle af de mest prestigefyldte områder i Barolo, såsom Cannubi, Liste, Fossati og San Pietro. Ud over Barolo vinene (klassisk Barolo, Barolo Liste og Riserva), fremstiller vingården også en række andre rødvine herunder Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Barbera d’Alba Superiore, Langhe Nebbiolo, Langhe Freisa og Barolo Chinato. Alle vine er produceret med druer fra egne vinmarker.

I 2008 blev Giacomo Borgogno & Figli købt af Farinetti familien. En omfattende renovering af den historiske kælder i Barolo blev afsluttet i 2009, og omfattede tilføjelsen af ​​et lokale til vinsmagninger samt en vinbutik i hjertet af Barolo by.

Nebbiolo Antichi Vigneti Propri kaldes i dag blot for Langhe Nebbiolo, og den laves af druer fra vinmarkerne Liste, Cannubi, Cannubi San Lorenzo, Fossati samt San Pietro delle Viole.

Fremstilles nu – som dengang – ved naturlig gæring (uden tilsætning af gær) i 15 dage ved lave temperaturer, 24-28 ° C, efterfulgt af en blød presning og lagring i store slavonske egetønder i 10 måneder ved en temperatur på 18 grader.

Herefter flaskes vinen og lagrer yderligere tre måneder mere. Borgogno kalder selv vinen for en baby Barolo, som tre år i forvejen viser lidt om, hvordan husets Barolo vil udvikle sig. Det er måske ikke se relevant her … 43 år efter produktionen.

Første udfordring er at få vinen proppet op. Proppen var knastør og proptrækkeren fik alene åbnet et hul af samme størrelse … men det var jo også nok til, at vinen kunne komme ud. Med gammel, tør prop sidende rundt i halsen på flasken flød nu den gamle væske ud. Nu var det spændende, om vinen var i live … eller død. I glasset sådan lidt orange, brunligt skær … men lad os kigge nærmere på denne gamle sag.

Duftmæssigt havde vinen måske set sin bedste tid, for den lugtede oxyderet, af gammel kælder, Sultana rosiner og jeg noterede mig også en lidt nøddeagtig aroma. Selvom ingen ved bordet var vilde med duften, så var den slet ikke slem … alderen taget i betragtning, og fx langt bedre end da jeg ugen før smagte en 1995 Chianti, som mere lugtede af brakvand. Her var der dog duft af vin.

Smagsmæssigt måske heller ikke verdens største oplevelse, men man begejstres alligevel af, at der fortsat er frugt og tannin i vinen, om end i en lidt anderledes version end normalt, men bestemt til stede, og faktisk så meget, at tanninerne sidder på fortænderne … ganske imponerende efter 43 år.

Noterede mig også lidt lyse, tørre svedsker og stor tørhed. Thumbs Up for Nebbiolo … og så er dette endda ikke engang en rigtig Barolo, som måske endda tåler længere langring end denne. Fedt at mærke historiens vingesus med denne vin.

Omkring rating er dette nærmest umuligt … men bestemt anbefalelsesværdigt at prøve en sådan vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Brdr. D’s Vinhandel til 349 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Castello Sonnino, Chianti Castello di Montespertoli Riserva, Toscana, Italien

2007 Castello Sonnino, Chianti Castello di Montespertoli Riserva, Toscana, ItalienNæste vin var denne Chianti Castello di Montespertoli Riserva fra Castello Sonnino, som smukt ligger ved byen Montespertoli.

Castello Sonnino er et slot fra det trettende århundrede tårn, som med sit markante, høje tårn ligger med udsigt over de florentinske dale i Chianti-land.

Vinslottet ejes af Sonnino familien, som her i over to århundreder har produceret vine og jomfruolie.

Siden 1987 har det været Baron Alessandro de Renzis Sonnino og baronesse Caterina de Renzis Sonnino, som sammen med deres børn Virginia og Leone har drivet vinslottet.

Vinproduktionen på slottet er dog lagt i hænderne på den tekniske direktør og sommelier Samuele Mammoli med hjælp fra ønologen Stefano Chioccioli.

Castello Sonnino ejer i alt lidt over 40 hektar vinmarker, hvilket er under appellationen Chianti Montespertoli DOCG, den mindste af alle Chianti-appellationerne.

Udover vinproduktionen er der – på ægte italiensk manér – også værelsesudlejning på slottet, som herudover også huser Sonnino restauranten, hvor en stab af professionelle kokke tilbyder et køkken med typisk toskanske retter med fokus på økologi og bæredygtige produkter. Selvfølgelig kan man her nyde de mange, gode vine fra slottet.

Der produceres i alt 7 forskellige vine, lige fra IGT til denne klassiske Chianti, Chianti Castello di Montespertoli Riserva lavet på Sangiovese tilsagt en lille procentdel Cabernet Sauvignon og lagret på 25 hektoliter store trætønder. Der laves årligt omkring 30.000 flasker af denne Chianti Castello di Montespertoli Riserva.

Duftmæssigt stor tørhed, urter, ribs, mørke kirsebær og egetræ. Hmmmm. Smagsmæssig også en flot og tør vin, godt med tannin, grønne toner og en vedvarende syrlig eftersmag. Rigtig dejlig Chianti.

Fås hos Piaf Vinhandel i Silkeborg, pris 129,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Ettore Germano, Hérzu Riesling, Piemonte, Italien

2011 Ettore Germano, Hérzu Riesling, Piemonte, ItalienRiesling fra Piemonte … helt sikkert første gang for mig, og bestemt en meget positiv overraskelse. Vi er hos vinhuset Ettore Germano, en Barolo topproducent beliggende i Serralunga d’Alba kommunen, hvor nogle af de længstlevende Baroli produceres.

Ettore Germano har i alt 12 hektar jord, som er beplantet med Riesling, Chardonnay, Barbera, Dolcetto, Merlot og selvfølgelig Nebbiolo, og huset råder over andele på 0,7 hektar og 2 hektar af de to berømte topmarker Prapo og Cerretta, begge stejle og med perfekt sydlig og sydøstlig eksponering.

Husets Barolo Cerretta har fx også flere gange modtaget de maksimale 3 glas i Gambero Rosso samt 3 stjerner i Veronelli.

Ettore Germano er et familieforetagende, hvor Sergio Germano nu er 3. generation. Sergio er uddannet ønolog i 1993 fra universitetet i Alba, og han tilhører den nye generation i Barolo, som har en uddybende videnskabelig forståelse for vinproduktion kombineret med respekten for traditionerne og hans forgængeres erfaringer.

Hovedparten af husets vinmarker ligger i Serralunga, men i 1995 fik Sergio mulighed for at tilplante en vinmark 50 km. længere med syd, nemlig på bakken Dolcetto di Dogliani i kommunen Cigliè (Alta Langa).

Jorden i dette område er kalksten, som i Serralunga, men er derudover mere stenet, hvilket hjælper vinstokken med at udvikle mere mineralitet. Sergio tilplantede derfor i 1995 disse marker med de hvide sorter, primært Riesling og Chardonnay, som her har optimale forhold.

Der laves 13.000 flasker årligt af denne Riesling, som i glasset er fin, klar strågul med grønlig skær. Duften er frugtagtig, grønne urter og en anelse petroleum … mens smagen bare er knastør, meget vedvarende i smagen, lidt nøddeagtig, god syre og sindssyg flot balance. Meget frisk, tør og flot … og ikke mindst overraskende … hvidvin. Flot, flot.

Fås hos Viniropa, pris 175 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1995 Castello di Monterinaldi, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

1995 Castello di Monterinaldi, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienSidste vin lørdag blev en gammel sag … nemlig en 18 år gammel Chianti Classico Riserva fra vinhuset Castello di Monterinaldi, opkaldt efter det historiske slot, som ligger i Radda midt i hjertet af den mest historiske del af Chianti Classico. Slottets historie kan dateres helt tilbage til år 1010, hvor historiske dokumenter nævnet greven Gottifredo Gottizio af lombardiske afstamning, Lord of Monterinaldi.

Efter slaget ved Montapertiet i 1268 og efter bombeangreb i anden verdenskrig blev store dele af slottet imidlertid ødelagt, og i dag eksisterer der kun nogle gamle huse. Vinhuset Castello di Monterinaldi ligger ikke langt fra slottet og har siden 1961 været ejet af Ciampi familien, og det er samtidig et af de mest moderne vinhuse i området.

Vingården er på ikke mindre end 400 hektar, som omfatter vinmarker, olivenlunde, valnødlunde, skove og græsarealer. Vinmarkerne er samlet set omkring 65 hektar, og her er 60 hektar beplantet med Sangiovese, mens de resterende 5 hektar består af vinstokkke med Canaiolo, Colorino, Malvasia, Cabernet-Sauvignon, Merlot, Syrah og Gamay. Den primære produktion er derfor også Chianti Classico DOCG.

Den årlige vinproduktion ligger på omkring 3.545 hektoliter, hvilket vel svarer til omkring 472.000 flasker vin. Gården har en kælder med en lagerkapacitet på 13.700 hektoliter, hvoraf 10.500 hektoliter er cementkar, 700 hektoliter er ståltanke og 2.000 hektoliter er slavonske egetræsfade.

Her har vi husets Chianti Classico Riserva, lavet på druerne fra gårdens marker i Radda, 90-95% Sangiovese og derudover lidt Canaiolo og lidt andre druer i resten. Lagret 21 måneder på fad, og derefter 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Nå, men lad os se, om denne ældre sag fortsat er i live? Duftmæssigt er alderen ikke gået vinen forbi. Den dufter lidt speciel … for nu at være et gran høflig. Der er prut, indeklemt kloakrør, mælkesyre, gammel brakvand, sved, yoghurt … ikke bedste start. Smagsmæssigt så overrasker vinen imidlertid, for her er der masser af livlig syre, kirsebær, tanniner … endda så meget, at vinen sætter sig på fortænderne … flot efter 18 år. Smager faktisk rigtigt godt … mens duften jo er lidt …. ja, speciel.

Ingen oplysninger om pris eller forhandling.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. La Colombera, Duca Della Rocca Vino Frizzante Secco IGT, Veneto, Italien

N.V. La Colombera, Duca Della Rocca Vino Frizzante Secco IGT, Veneto, ItalienLørdag bød på besøg hos Keeper, som kræsede om os med god mad og dejlige vine. Denne vin var aftenens første vin, en Vino Frizzante fra vinhuset Duca Della Rocca. Bag navnet Duca Della Rocca gemmer negociantfirmaet La Colombara fra Cazzano di Tramigna i Veneto sig. Firmaet opkøber druer fra hele Italien til produktion af billige vine til det internationale marked.

En Vino Frizzante er en mousserende vin. og i Italien kan en vin være Frizzante, Spumante eller Fermo. Det er en Vino Frizzante, når vinen er let mousserende, dvs. med et tryk på mindst 1,0 bar og maksimalt tryk på 2,5 bar, hvorimod en Spumante minimum skal have et tryk på 3,5 bar. Fermo er selvfølgelig vin, hvor der slet ikke er bobler.

Ved en Vino Frizzante kan boblerne komme fra naturlig gæring under produktion eller via tilførsel fra gasinjektion, sådan lidt som en sodastream forestiller jeg mig. Denne metode er selvfølgelig den billigste, og giver ofte også smådårlige vine, og støder man på en Vino Frizzante til under 25-30 kr., så er den helt sikkert lavet på en stor, velvoksen sodastream maskine.

De to mest kendte appellationer for Vino Frizzante er Prosecco di Conegliano-Valdobbiadene DOCG (Veneto) og Prosecco DOC (Veneto og Friuli-Venezia Giulia). Begge appellationer laver så i øvrigt også Spumante vine, og en Prosecco vin kan faktisk også være Fermo… blot for at gøre det hele mere kompliceret. Vinene fra disse to appellationer skal laves med mindst 85% Glera. For dem så ikke lige genkender Glera druen, så hed den indtil 2009 også Prosecco, og så er de fleste vist med.

Andre kendte Vino Frizzante vine er Pignoletto (Emilia-Romagna) og Lambrusco (Emilia Romagna).

Vinen her er en IGT vin, og derfor er der formentlig ikke 85% Glera druer i vinen, men jeg har ikke kunnet finde ret mange oplysninger om vinen i det hele taget. Der står også kun Secco på vinen og ikke Prosecco, men eller er det mest i øjnefaldende ved vinen den klare blå flaske. I øvrigt betyder Secco “tør”, så det kan også bare være, at der er tale om en Vino Frizzante, lavet på Glera, men udenfor Prosecco appellationen i Veneto.

Duftmæssigt lidt pærer, let citrus/appelsin, babybræk … på den gode måde. Faktisk en duft, som jeg har fundet i flere hvidvine. Derudover lidt grønne noter og lidt hø. Smagsmæssigt en let og frisk vin med en smule sødme. Meget easygoing, og super til velkomst eller på terrassen.

Købt hos Lauritz.com, hvor 24 flasker handles til omkring 850 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7