Tag-arkiv: Tyskland

2007 Weingut Gutzler, Flur 1 nr. 361 im Barrique gereift, Rheinhessen, Tyskland

2007 Weingut Gutzler, Flur 1 nr. 361 im Barrique gereift, Rheinhessen, TysklandJeg er endnu aldrig stødt på nogle, som bare knuselsker Dornfelder. De fleste hader faktisk den mørke, frugtige, kantede og tanninholdige drue og vine på Dornfelder skal altid drikkes helt unge. Og nu skal jeg forgiftes med 12 år gammel Dornfelder pløre og med et tosset navn som Flur 1 nr. 361. Men det smager bare himmelsk!

Flur 1 nr. 361 kommer fra vinhuset Weingut Gutzler, som holder til i byen Gundheim – ikke langt fra Keller i nabobyen Flörsheim-Dalsheim i Rheinhessen. Huset drives i dag af Michael Gutzler sammen med faderen Gerhard.

Huset har været i familiens eje gennem generationer. Således overtog Gerhard driften i 1985 efter hans far, mens Michael næsten lige har overtaget ledelsen efter sin Gerhard.

Weingut Gutzler har 13,4 hektar vinmarker, og deres bedste marker er Liebfrauenstift Kirchenstück, Brunnenhäuschen samt Westhofener Morstein.

Huset laver omkring 110.000 flasker vin årligt, fordelt på 33% Riesling, 33% Pinot Noir, 17% Pinot Blanc og Pinot Gris, 7% Silvaner mens resten er Sauvignon Blanc, Chardonnay og sådan den hadede Dornfelder.

Der laves helt klassisk vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Großes Gewächs. Derudover laves vine i blends, kaldet Unikate samt lidt Edelbrände og Sekt. Vinhuset råder således over et fint destilleri og har for nylig bygget en state-of-the-art vinkælder til de franske barrique, som anvendes på husets bedste rødvine.

I 2005 blev Gutzler medlem af VDP og får generelt gode anmeldelser. Vinhuset anses blandt de bedste røde vinproducenter i Tyskland, bl.a. af Gault & Millau og Eichelmann vinguiderne. Vine på Spätburgunder er da også hovedfokus hos Gutzler og så er de også medlem af Deutsches Barrique Forum.

Weingut Gutzler opnår også tit flotte priser, således er Gerhard blevet tildelt den tyske pris for årets bedste rødvinsproducent., mens Michael Gutzler i dag regnes som en “rising star” indenfor tyske vinproduktion og har modtaget adskillige præmier i konkurrencer i hele Tyskland.

Denne Dornfelder Flur 1 nr. 361 im Barrique gereift hører til serien af Unikate vine. Jeg har desværre ingen detaljerede oplysninger om selve produktionen, men en af hemmelighederne bag Gutzlers Dornfelder er, at den lagrer ganske lang tid på barriques.

Duftmæssigt er der faktisk også masser af eg, lidt sødme, kostald og vanilje. Frugten er mørk, blåbær, brombær, tyttebær, lidt syrlig og næsen herlig tæt og fed med flæsk, mejeri, dild, mynte, lakrids, tobak, kanel samt mørk chokolade.

I munden også sorte bær, blåbær, brombær … en tør og fed syre, vild bondsk i udtrykket, meget tæt og har samtidig et meget saftig og krydret bid, som virkelig fylder munden godt. Det er samtidig godt balanceret på en rustik måde, ganske kompleks og mangfoldig i udtrykket … og så nærmest skriger den efter en god bøf.

Jan havde købt Flur 1 nr. 361 på vingården, hvor prisen på en nyere årgang i dag ligger på 30€ … svarende til 223 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Weingut Kühling-Gillot, Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2009 Weingut Kühling-Gillot, Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken, Rheinhessen, TysklandNæste vin var en 10 år gammel Grosses Gewächs … Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken fra ægteparret Carolin Spanier-Gillot og Hans-Oliver Spanier fra Weingut Kühling-Gillot.

Parret der driver både Weingut Kühling-Gillot og Weingut BattenfeldSpanier har jeg skrevet om tidligere. Sidst var i oktober sidste år, hvor jeg var oppe at ringe over en 2016 Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG. Hvis du vil vide lidt om husene, så kan du eventuelt læse det blogindlæg.

Oppenheimer Kreuz marken ligger lidt syd for Oppenheim by, og Kühling-Gillots parcel er placeret helt centralt på marken, som er præget af grus og kalksten. Og på marken har Kühling-Gillot primært Spätburgunder … eller helt præcis franske Pinot Noir kloner af sorten 667, som er podet på gamle vinstokke.

Denne Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken er en vin, som Kühling-Gillot er ganske stolte af, hvor en årgang 1999 er nemlig blevet serveret for pave Benedict som en altervin.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret i brugte burgundiske barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Imidlertid følger den jo nok de almindelige principper hos Kühling-Gillot; at vinene først tappes på flaske, når de mener, at vinene er klar. De er en vin, som huset selv siger bør gemmes mindst 10 år … og det opfylder vi så netop med denne 2009’er.

I næsen virker vinen først en anelse lukket, men giv den lidt luft, så åbner den sig. Frugten lidt mørkere end forventet, men alligevel uden tvivl tysk Spätburgunder. Der er blåbær, kirsebær, hindbær, masser af grønne blade og lidt burgundiske elementer, lidt mentol, æteriske olier og dampe, maling, masser af eg og lidt kul.

Smagen er blød og smeltende, vinen let i frugten med lidt hvid peber og en krydret eftersmag. Der er jern, mineraler, grønne grene og streng syre. Alligevel er der noget varmt, behageligt og meget modent ved vinen.

Forhandles af Atomwine, hvor en nyere årgang koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken, Rheingau, TysklandEndnu et glædeligt gensyn, nemlig med det rheingauske vinhus Weingut Balthasar Ress, hvorfra jeg nu smager deres 2016 Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken.

Jeg besøgte Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli. Formentlig smagte vi også denne Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken under vort besøg og måske endda i denne årgang 2016.

Hatterheimer Nussbrunnen er en sydøstvendt mark i Hattenheim og den har sit navn efter en kilde eller brønd, som stadig eksisterer i dag og oprindelig var omgivet af valnøddetræer … deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde/brønd. I kan på billedet ovenover se, hvor kilden/brønden ser ud i dag.

Det er en 9,7 hektar stor Grosse Lage mark, hvor Weingut Balthasar Ress har en parcel på omkring 1,5 hektar. Marken ligger op til Wisselbrunnen, hvor Ress også har parceller.

Hattenheimer Nussbrunnen marken har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen, fordeling af vand. Samlet gør det således Hattenheimer Nussbrunnen til en regulær Grosse Lage topmark.

Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken er lavet ved, at druerne efter høsten presses forsigtigt i en pneumatisk presse og derefter gærer i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen på gamle egefade frem til foråret, altså alene omkring 6 måneder.

Næsen er lidt parfumeret og har allerede pænt med petroleum, en sindssyg lækker vibrerende syre, abrikos, lidt nødder og klare aftryk fra fadlagringen, lidt eg og fyldig, varm vanilje.

I munden har vinen god dybde, bund og en moden kraft. Der er en klar modenhed i frugten, igen tropisk i frugten og så er vinen meget blid, stille, tilbageholdende med et lidt kalket udtryk og en krydret samt frisk koncentreret syre. Det er virkelig lækker Riesling og samtidig klart en vin, som også vil vinde yderligere med tid i vinkælderen.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske koster 440 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler … Winzer des Jahres 2019

Jeg så lige forleden, at den store, anerkendte  gastronomiske restaurant- og vinguide Gault & Millau i deres Weinguide 2019 – Tysklands mest berømte vinguide – har kåret et af mine tyske favorit vinhuse som årets vinbonde aka Winzer des Jahres og det er selvfølgelig Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Der skal også lige lyde et KÆMPE tillykke her fra den flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog til fantastiske Fritz og sønnike Friedrich med kåringen. Well done. Det er både fantastisk, flot og totalt fortjent … både på grund af deres fantastiske vine, men også deres gæstfrie imødekommenhed, når man besøger vingården.

Jeres flittige vinblogger glemmer aldrig besøget hos Fritz og Friedrich i august 2016. Det har jeg beskrevet i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Jeg har også anmeldt et utal af de mange vine fra Franz Keller her på bloggen.

Mindes lige besøget igen … herunder de smagte fadprøver i kælderen hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler med billedet nedenunder. Hmmmm.

Herhjemme er der – totalt underligt – ingen importør efter Jysk Vin stoppede importen for en del år siden. Det kan undre jeres flittige vinblogger, da specielt Kellers Spätburgunder vine hører til blandt den absolutte topklasse.

Igen … stort tillykke til Fritz og Friedrich … die deutschen Weinkönige in Baden og nu også Winzer des Jahres 2019.

2017 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheim Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Deidesheim Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDet er kun et par uger siden, at jeg drak den tørre 2017 Riesling basisvin fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, men denne gang er det storesøsteren 2017 Deidesheim Riesling Trocken.

Vi er således rykket fra en Gutswein til en Ortswein og dermed niveauet lige under Erste Lagen. Denne er således lavet med druer fra markerne omkring Deidesheim … i modsætnng til husets Gutswein, hvor druerne også kommer fra marker ved Ruppertsberg og Forst.

Ved Deidesheim er markerne specielt velegnet til dyrkning af Riesling, hvilket Johann Peter Jordan allerede havde fundet ud af i slutningen af det 18. århundrede, hvor han flyttede vingården til netop Deidesheim.

Markerne der er rige på sandsten, ler, kalksten og Löss og nogle steder også vulkanske klipper. Druerne er høstet manuelt og vinen lavet med 24-timers kold hvile inden gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret 4-6 måneder. Den har 6,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen er klart mere intens og dyb end husets Gutsriesling, frugten er fortsat lidt modne æbler, men derudover tropisk med fersken, abrikos og lidt blomster.

I munden er der fin fylde og en super syrlighed … det er sgu god Riesling. Det er tørt, syrligt og alligevel med en let sødme, mineraler, citroner samt nogle grønne elementer i eftersmagen. Skal du have en god og no nonsens Riesling, så er dette et godt bud.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 150 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 125 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Günther Steinmetz, Steinmetz & Hermann Pinot Noir, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Günther Steinmetz, Steinmetz & Hermann Pinot Noir, Mosel, TysklandEr man afhængig, trælbunden eller bare forelsket, hvis man ikke kan lade en flaske fra den gode Stefan Steinmetz ligge? Jeg har nærmest flået proppen op af denne 2016 Steinmetz & Hermann Pinot Noir, som er lavet i et samarbejde mellem Stefan samt Christian Hermann fra Weingut Dr. Hermann, der også ligger i Mosel … helt præcis i Ürzig lige mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach.

Og hvor er det en smuk flaske … etiketten klart anderledes end de andre vine fra Günther Steinmetz. Der er guldbroderinger … og 3 x e’er = enkelt, eksklusivt og elegant.

Christian Hermann er yngste skud i Hermann familien og driver samme sin far Rudi deres vingård i Ürzig med 10,8 hektar vinmarker, bl.a. parceller på marker som Erdener Treppchen, Herzlei, Prälat samt Ürziger Würzgarten.

De to unge Mosel winzere og gode venner har sammen skruet en række vine sammen … lavet i ganske små mængder og det gælder også denne Steinmetz & Hermann Pinot Noir. Druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke på en mark længere mod nord … Burgener Römerberg, som passes af de to venner.

Vinen laves hos Stefan Steinmetz og er lavet med afstilkning af omkring 40% af drueklaserne og fermentering på 3 år gamle burgundiske barriques, hvor en del endda stammer fra et unavngivet berømt vinhus i Bourgogne. Vinen har efter endt fermentering lagret 12 måneder på fadene og er flasket ufiltreret.

I glasset er det lys og transparent … dog ikke så lys som fx Steinmetz Kestener Herrenberg Pinot Noir, men lige en tak mørkere. Næsen er fyldt med gazebind, syrlig og urtet med hindbær, jordbær samt en grøn, streng burgundisk nerve og sikke en nerve. Der er eg, røg, svag fennikel, nelliker, sten, støvede mineraler og luftig dyne efter en vild aften.

I munden er det grønne jordbær med en herlig stringent syre, pågående og lidt ribs, tranebær og granatæbler, meget direkte i frugten. Smagen indeholder samtidig en håndgranat af sten og hvor elsker jeg den form for afstraffelse. Og så er det alligevel let, blødt og virkelig burgundisk i udtrykket. Nam.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Günther Steinmetz, Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Günther Steinmetz, Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandNår vi nu er i gang med at forkæle smagsløgene, hvorfor så ikke helt ekstravagant, ublu og uhæmmet nappe endnu en vin fra Stefan Steinmetz? Det blev denne Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert. Mer’ WAUW.

Mülheim ligger lige nabo til Brauneberg og marken Mülheimer Sonnenlay var allerede kendt tilbage i 1868, hvor det legendariske kort over alle vinmarkerne i Mosel blev tegnet. Udover Weingut Günther Steinmetz har producenter som Weingut Brauneberger Hof, Max Ferd. Richter samt et par vinhuse mere også parceller på Mülheimer Sonnenlay.

Marken er navngivet efter de to ord Sonne og Lay, hvor Sonne selvfølgelig betyder sol og Lay er det frankiske ord for skifer med reference til jordforholdene på den stejle mark.

Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert er sådan set lavet ligesom foregående vin, dvs. med afstilkning af 60% af drueklaserne, vinificeret helt oldschool, selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs, lagret 12 måneder på 3 år gamle burgundiske fade og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.

Vinene sikres med en lille knivspids svovl og der er – også som foregående vin – alene lavet 3 fade af vinen, dvs. omkring 900 flasker, så der er eksklusiv væske af 1. grad.

Igen er niveauet for denne Mülheimer Sonnenlay Pinot Noir Unfiltriert skræmmende højt. Som med foregående Steinmetz vin er det transparent teglfarvet, syrligt, stenet … måske en anelse mere tæt i både aroma og smag.

Næsen eksploderer nærmest med masser af lys frugt, jordbær, ribs, men også lidt mørkere og gærede bær blander sig i symfonien. Der er lidt fennikel, medicinskab, læderbukser på en smuk kvinde, grafit, granit, sten, tørstoffer og ung, grøn inderlighed.

Smagsmæssigt er jeg også duperet … hvor er det freaking, BIP, en tæskelækker vin. Igen er jeg sikker på, at Steinmetz med årgang 2016 har nået nye kvalitetshøjder Det er lyst, let, mineralsk og total loaded med lys frugtintensitet.  Det er et blidt, blødt, grønt, syrligt og alligevel præcist bid af himmelen. Haps.

Jeg har måske Kestener Herrenberg et mulehår foran … men måske skyldes det blot, at jeg er ved flaske 2 og beruset over elegancen af vinene fra Steinmetz … måske. Jeg er fan, for det smager sgu formidabelt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandEr det som om, at niveauet hos Stefan Steinmetz bare stiger og stiger? Han nærmest vrider sin mineralske, lette og sarte Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert saft ud af den grå skifer på de stejle Mosel marker. Denne 2016 udgave smager freaking, f..king herrengodt.

Kestener Herrenberg har sit navn efter det frankiske ord Häär, som betyder gejstlig og det henviser – ligesom marken Kestener Paulinsberg – til klosteret Skt. Paulin i Trier, hvis munke i gamle dage passede markerne, da klosteret i 936 overtog dem efter kong Henry I’s død.

Så allerede for over 1.000 år siden har de gejstlige herren haft god smag, men de havde nok alligevel ikke forestillet sig, at Stefan Steinmetz kunne få så fantastisk Pinot Noir ud af markerne.

Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert er lavet fra økologisk dyrkede druer, selvom Steinmetz ikke er certificeret. Kun omkring 60% af klaserne er afstilket.

Vinen er lavet helt oldschool, selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs, lagret 11 måneder på 3 år gamle burgundiske fade og endeligt flasket uden tilsætning af snavs. Vinene sikres med en lille knivspids svovl. Der er alene lavet 3 fade af vinen, dvs. omkring 900 flasker.

I glasset en ganske lys, transparent, gennemsigtig og klar … lækker teglfarvet med let brunlige nuancer, som changerer smukt i lyset og med proppen af … og lidt af saften i glasset, så strømmer mineralsk, let og liflig Pinot Noir duft direkte i den houlbergske næse.

Vi starter med at vride stenen … lækker stenet næse med let, tør og stringent frugt, endda en kende animalsk med lidt grønne og urtede bio bio trækninger. Sådan. WAUW. Frugten er lys, let og svævende, hindbær, jordbær, ribs med en smule kanel, nelliker og selvom der er lidt seletøj i læder, så kan det ikke holde denne Pinot Noir nede.

Det smager også lidt, som det dufter … det er SÅ elegant, let og forførisk, at vinen burde komme med en advarsel om, at det nemt kan blive vanedannende. Det er indtil nu klart bedste vin, som jeg har smagt fra Steinmetz … let, lys, stenet og med en streng, grøn syre, som danser med lyse bær, ribs, tranebær og så præcis, skarpt og burgundisk i smagen, at jeres flittige vinblogger nærmest får tårer i øjnene samt en smule synsforstyrrelser.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 275 kr. og det er faktisk ganske billigt for den oplevelse.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Bee Blauschiefer Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

017 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Bee Blauschiefer Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandDenne Honigberg Bee Blauschiefer Riesling Kabinett Feinherb kalder Timo Dienhart fra Weingut zur Römerkelter selv for Der Anti-Stress-Wein … og det giver totalt mening, for det er vin, som får dig helt ned i tempo = ren nydelse.

Vinen er en del af en serie med navnet Bee, Beetle og Bumblebee, som Timo laver sammen med Andreas Thran med druer fra Weingut zur Römerkelters Honigberg mark og med det prisværdige formål, at en del af overskuddet går til at beskytte mariehøns, humlebier og bier generelt i vinmarkerne. Vi giver dette initiativ et bifald.

Weingut zur Römerkelter ligger ved byen Maring-Noviand omkring 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues i Mosel. Vinhuset drives af familien Dienhart, som har været vinbønder der i 10 generationer. I dag er det Timo Dienhart, som driver vingården. Han overtog driften fra sin far Hans Dienhart tilbage i 2005 og får stadig lidt hjælp fra faderen.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker, fordelt på markerne Honigberg, Klosterberg, Sonnenuhr og Römerpfad. Der dyrker de primært Riesling … omkring 70% af markerne, men derudover lidt Spätburgunder, Rivaner og forskellige andre sorter.

Weingut zur Römerkelter drives helt økologisk, og det var faktisk far Hans, som allerede tilbage i 1977 besluttede at stoppe med anvendelse af pesticider, herbicider samt andre sprøjtemidler.

Siden 1995 har vingården været certificeret økologisk og er medlem af Ecovin, Timo er generelt meget interesseret i økologi og biodynamisk vinproduktion, så der sås forskellige planter mellem vinstokkene i markerne. Det er Timo selv, der i løbet af hver vinter laver frøblandinger med vilde urter til markerne.

Udover egne marker, så opkøber Weingut zur Römerkelter også druer fra omkring 90 hektar marker tilhørende andre vinavlere i området, som dyrker markerne efter Timos anvisninger. Det betyder, at den samlede produktion ligger på 85.000 flasker årligt.

Vinen er lavet med druer fra 25 år gamle vinstokke, spontangæring og gæret helt ud og alene tilsat en knivspids idealisme. Det er en ein riesen Trinkspaß, som de to fyre selv siger. Og jeg kan tilføje, at den smager vildt godt og er sindssyg bee-lig.

Op af glasset strømmer der nemlig tonsvis af moden tropisk frugt, fersken, kvæde, mineraler, sødme og en delikat inderlighed, hvor man næsten fornemmer en smule petroleum … men også kun næsten, men hvor har vinen dog en lækker imødekommenhed.

I munden er der let sødme, modne æbler, pærer, virkelig meget saftig med let grape, en snert sødme, et rent mineralsk bid og en fin surhed og syrlighed i smagen. Hvor smager den dog godt og alle omkring bordet sukkede, sagde arghhh og roste vinen. Og hvor har de dog ret … og samtidig har vinen karakter. Nice.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Spätburgunder, Pfalz, TysklandNår vi nu er ved at smage vin fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, hvorfor så ikke lige underkaste deres Spätburgunder et nærmere houlbergsk eftersyn?

Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan laver mest hvidvine og alene et par rødvine, altså bl.a. denne Spätburgunder, hvor druerne kommer fra sydøst vendte marker ved Königsbach og Ruppertsberg, hvor der er godt med kalk, ler og sandsten i undergrunden.

Druerne er høstet med håndkraft og vinen er lavet med gæring i åbne kar. Efter både maceration og gæring er vinen lagret på store egetræsfade.

I næsen en lidt grøn og tør vin, dufter nærmest lidt støvet med jern, kirsebær, ribs, nelliker og gran. Smagsmæssigt er vinen let, en kende kantet med masser af jern samt et sjovt, grønt og surt bid.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr., men pt på tilbud til en rigtig fordelagtig pris på 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7